Part 4

I et panisk Spring stod han henne ved Vinduet, Hjærtet regerede ubændigt i ham. Saa blev han inderlig flov. Han havde vældigt oplevet den samme haarrejsende Verdens Undergang, som i Barndommens Dage naar Lynet bragende krydsede sig frem mellem Klipperne derhjemme — og saa var det hele ikke andet end Larmen fra Dagens første Bøndervogne, idet de slog over fra Landevej til Stenbro. Det var Ensomheden der rugede i hans Fantasi og fik den til ræd at stejle for enhver Lyd. Men det fortog sig vel.

Han rakte sig pludselig og rystede Nattens onde Mareridt af sig — fri! Ingen Slutter kom som en ond Djævel og sprængte Nattens lykkelige Drøm om Frihed — han _var_ fri! Briksen skulde ikke surres op til Væggen paa bestemt Klokkeslet; han kunde ligge saa længe han vilde, hele Dagen om det skulde være! Men nu havde han vigtigere Ting for — Livet ventede. Han trak hastigt i Tøjet.

Nede paa Gaden gik Lygtetænderen og tændte hveranden Lygte, i en endeløs Række rullede Vognene ind fra Landet for at forsyne Byen. Pelle slog Vinduet op, og aandede den vaagnende By ind mens han klædte sig paa. Han var vant til at sove i en Stilhed der kun afbrødes af Musenes bløde Piben under Varmeristen, og Byens Natlarm — den Elektriskes Dur, Raab fra sene Nattevandrere — alt dette uvante der skar saa grelt frem af Mørket, havde fyldt hans Søvn med Feber og trukket en Række hæslige vanskabte Syner gennem hans Hjerne.

Men nu følte han sig grundig nok udhvilet og hilste Staden med vaagen Glæde. Ja, udsovet havde han saa det forslog, Larmen kaldte, han maatte ned og give en Haand med til at holde alt dette gaaende! I aarevis havde han ikke bestilt andet end samle til Bunke, nu skulde der tages fat igen med Kræfter og Humør. Saa snart han var i Tøjet, gik han ud; Ellen var det for tidligt at søge op, men han kunde ikke holde ud at være inde længer.

Det var tidlig Morgen. Nu kom den første Morgensporvogn udefra, svingende fuld af Arbejdere; de hang helt ned ad Trinene baade paa Hovedvognen og de to Bivogne. Og dér var den første Bonde med Mælk; man var ikke engang oppe endnu i Ismejeriet! Hvert Kvarter kom der Sporvognstog med Arbejdere; og Torvevognene blev ved at rulle ind fra Landet, toplæssede med Grønsager, Korn eller Svinekroppe. Den dybe Gade var som en Fødepumpe, der bestandig sugede Næring ind til Byen.

Paa Toppen af svingende Halmlæs sad sjællandske Bønder og nikkede; de kom helt ude fra Frederikssundskanten og havde kørt hele Natten. En og anden Driver kom trækkende med et Hold Kreaturer som skulde til Kvægtorvet. Dyrene syntes ikke om Byen og gjorde sig hvert Øjeblik udtilbens, løb sig fast om Lygtepælene eller kom paa tværs af den Elektriske. Aviskonerne travede fra Gadedør til Gadedør med deres tunge Tørklæde fuldt af Morgenblade; han hørte dem slæbe sig op ad Trapperne som havde de Bly i Benene. Og under det hele lød det endeløse Trav-Trav af Arbejdere, der hastede til deres Gærning.

Der var en egen hjemlig Lyd i dette Fodslag, som pludselig mindede ham om, at han ikke længer hørte med til Flokken, men havde faaet sin egen Bane paa godt og ondt. Hvorfor var han ikke fremdeles en upersonlig lille Brøkdel i denne tunge Strøm, der hver Dag mekanisk gjorde den samme Runde i Møllen. Ensomheden havde gjort hans Syn paa Menneskene undrende og nyt, nu spejdede han i ethvert fremmed Ansigt uvilkaarligt efter noget af det, der gør den enkelte til en Verden for sig. Men disse Mennesker lignede alle hinanden syntes han; de kom hastende op af Sidegadernes Mørke og blev først rigtig vaagne og sikre til Bens, naar de kom ind i Flokkens Fodslag. Men saa gik de ogsaa knusende godt. Han kendte den faste Takt igen — han havde selv lært dem den.

Dagen kom sivende ned over Vesterbro, graa og tung af Vaarvæde og Storstadens Røg. Denne Bydel var nok ikke rigtig vaagen endnu, Hovedgadens Tempo tilhørte de forsinkede Nattevandrere. Han drejede ned ad Viktoriagade og brugte forundret sine Øjne — her havde han aldrig været før! Han læste Skiltene: Artistbureau, — Artisten Heim, — Logi for Artister, — Massage & Ligtorneoperatør, — Udlejning af Kostumer. De fleste Skilte var paa fremmede Sprog, her var ogsaa et „Gymnasium for Ekvilibrister“, og et „Konservatorium for Sang og Musik, Dans og Plastik“. — Og nogen Mangel paa Pantelaanere og Marskandisere var her just ikke. Hvordan var dog Ellen havnet her i denne besynderlige Luft af Parfume og gamle Klæder og fremmede Lande? Inden for Vinduerne i de lave Stuer saa han underlige Dragter henslængt over Stole — Burnus’er og røde Tyrkerhuer; en lille mørk Skikkelse med lang Pisk og bare Fødder i gule Tøfler gled lydløst forbi ham i den gammeldags palæagtige Gadedør til Nr. 20.

Han steg op ad Trappen med bankende Hjærte; Trinene var hulslidte, det sukkede skæbnesvangert naar man traadte i dem. Døren til Lejligheden stod paa Klem, han hørte nogen feje inde i det forreste Værelse; og længere inde talte et Barn med sig selv eller sin Dukke. Han maatte standse lidt paa Afsatsen for at faa Vejret og dulme sin Sindsbevægelse.

Ellen stod og fejede ind under Sofaen, med ferme Bevægelser. Hun rettede sig i Vejret og stirrede forvirret paa ham, saa faldt Kosten ud af hendes Haand, hun svinglede frem og tilbage. Pelle greb hende, dødt og viljeløst sank hun over mod ham og blev staaende længe saadan, hvid og med lukkede Øjne. Da han endelig vendte hendes udslukte Ansigt imod sig og kyssede det, brast hun i Graad.

Han talte sagte og beroligende til hende som til et Barn. Øjnene holdt hun lukkede, som altid naar noget overvældede hende; der stod en klar Sø i hvert. Hun laa bagover i hans Arm, og han følte hvor Lyden af hans Stemme greb sitrende i hendes Legeme. Graaden sank opløsende igennem hende, mygt og blødt segnede hun ind til ham; han mærkede af denne Segnen hvor hun maatte have holdt sig stiv, og fyldtes af Lykke. Alt havde altsaa været for hans Skyld, ved en uhyre Viljeanstrængelse havde hun budt Skæbnen Trods til han kom! — og nu lagde hun det hele for hans Fødder og sank sammen. Hvor træt maatte hun ikke være! men nu skulde de faa det godt hun og Børnene. Nu vilde han leve for hende!

Han havde lagt hende paa Sofaen, og sad bøjet over hende og fortalte stille om hvor han havde angret, og længtes, og fortrudt. Hun svarede ikke men holdt krampagtig fast om hans Haand, nu og da aabnede hun Øjnene og betragtede ham stjaalent. Pludselig opdagede hun, hvor hærget og furet hans Ansigt var, hun lod Haanden glide hen over det som for at blødgøre Trækkene og brast i hæftig Graad.

„Du har haft det saa ondt, Pelle!“ udbrød hun voldsomt og lod sine skælvende Fingre glide gennem hans graasprængte Haar. „Jeg kan føle paa dit stakkels Hoved, hvor onde de har været mod dig. Og jeg har ikke engang været hos dig! Bare jeg dog kunde gøre dig noget rigtig kært, saa du kom til at se glad ud.“

Hun rev sit Kjoleliv op, tog hans Hoved ned til sin Barm og lullede det, med et Udtryk som en Moder der giver sit Barn Die. Og Pelles Ansigt forandrede sig stille — som Barnets naar det lægges til Brystet. Det var som Livets Kilde gød sig ud i ham, det forhærdede gled af Trækkene, der kom Liv og Varme i dem igen. „Jeg troede jo ikke, du vilde komme tilbage til os,“ sagde Ellen og trykkede hæftigt sit Bryst mod hans Mund. „Lige siden Lasse Fredrik traf dig i Gaar, har jeg siddet og ventet paa du skulde komme.“

Pelle opdagede pludselig, hvor forvaaget hun saa ud. „Du har ikke været i Seng i Nat?“ sagde han.

Hun rystede smilende paa Hovedet: „Jeg maatte jo passe paa at Gadedøren ikke blev laaset. Hvergang der kom nogen hjem, løb jeg ned og laasede op igen. — Du maa ikke være vred paa Drengen, fordi han ligestraks blev bange for dig. Bagefter fortrød han det og løb rundt i Byen hele Aftenen for at finde dig.“

Inde fra Sovekamret kaldte en klar Barnestemme mere og mere ihærdigt: „Manne! Goddag Manne!“

Derinde sad Søster over Ende i Ellens Seng og legede med en Fjer, hun havde pillet ud af Dynens Snip. Hun lod sig villigt kysse og blev ved at sidde med Trutmund og den pudsigste rynkede Næse. „Du er Mand!“ sagde hun indsmigrende.

„Ja det er godt nok,“ svarede Pelle leende — „men hvad for en Mand?“

„Mand,“ gentog hun og nikkede uhyre alvorligt.

Søster delte nok Seng med Ellen nu. For Fodenden af den store Seng stod hendes egen lille Barneseng, som ogsaa havde været Lasse Fredriks engang, og i den laa —. Naa, Pelle vendte sig mod den anden Væg, hvor Lasse Fredrik laa i Enspændersengen og snuede, med en Arm under Hovedet. Han havde sparket Dynen af sig og laa paa Maven, hensunken i dyb Hvile, med de trinde Lemmer frit strakte. Han var godt bygget, Knægten!

„Naa Dovenlas, kan du saa se du kommer paa Benene!“ raabte Pelle og trak ham i den ene Fod.

Drengen vendte sig langsomt. Da han fik Øje paa Faderen, var han pludselig lysvaagen og førte Albuen afparerende op over Hovedet.

„Der hænger ingen Øretæver i Luften, min Dreng,“ sagde Pelle leende. „Legen begynder først med i Dag!“

Lasse Fredrik blev stædigt ved at holde Armen i Dækstilling og laa og stirrede ligegyldigt ud i Stuen, som anede han slet ikke, hvad Faderen sigtede til. Men han var ildrød i Hovedet.

„Siger du ikke engang ordenlig goddag til din Far?“ sagde Ellen. Saa rakte han trevent Haanden frem, og vendte sig derpaa om mod Væggen. Han laa og ærgrede sig over Gaarsdagens Bedrift — kanske ventede han sig ogsaa en Overhaling. Paa Sømmet over Sengen hang hans Bukserunne og Kasket.

„Lasse Fredrik er nok Mælkedreng ogsaa?“ sagde Pelle.

„Ja“ sagde Ellen — „og han er rigtig flink til det. Kuskene roser ham.“

„Skal han saa ikke op og af Sted da? Jeg har mødt flere Mælkevogne.“

„Nej, for vi strejker i denne Tid,“ mumlede Drengen ind i Væggen.

Pelle blev helt ivrig: „Sikke nogle Svende — saa I strejker! Hvad er der løs da — er det Lønnen?“

Knægten maatte fortælle. Han kom efterhaanden frem med Ansigtet, men saa ikke paa Faderen.

Ellen stod i Døren og hørte smilende paa dem, hun saa svag ud. „Lasse Fredrik er jo Lederen,“ sagde hun sagte.

„Og saa ligger han her — i Stedet for at være ude og passe paa Skruebrækkerne!“ udbrød Pelle helt iltert. „Du er nok en køn Leder.“

„Du tror maaske, der er nogen Dreng, der vil gøre sig saa sjofel og være Skruebrækker,“ sagde Lasse Fredrik. „Nej, men Folk henter bare selv deres Mælk nede ved Vognene.“

„Saa maa I faa Kuskene til at gøre fælles Sag med jer!“

„Næ, for vi er jo ingen rigtig Organisation. Derfor vil de ikke støtte os.“

„Saa lav en Organisation da for Pokker! Op med dig Dreng og lig ikke dér og snu, naar du har den Slags Ting for! Tror du maaske, man sover sig noget til i denne Verden?“

Drengen rørte sig ikke, han syntes nok ikke der var nogen Grund til at tage Faderen særlig højtideligt. Men saa traf et bebrejdende Blik fra Ellen ham, og en to tre var han ude af Fjerene og i Tøjet. Mens de sad inde i Stuen og drak Kaffe, gav Pelle ham nogle Vink om, hvorledes han skulde gribe Sagen an. Han var stærkt optaget og gik straks op i Spørgsmaalet med Hud og Haar; det var som om han sidst i Gaar havde haft med Masserne at gøre. Saa mange gode Kampminder væltede ind paa ham. Nu vidste altsaa ethvert Barn, at det sjofleste af alt paa Jorden var at gøre Tjeneste som Skruebrækker! — og som han havde maattet slaas for at faa selv brilliante Kammerater til at forstaa den Ting! Helt komisk var det at tænke paa, at Strejken — som fyldte Arbejderne med Gysen første Gang han anvendte den — nu var noget Børn tumlede med. Tiden gik nok med raske Fjed herude i Dagen! Vilde man vinde med, fik man se at rubbe sig.

Da Drengen var ude af Døren, kom Ellen hen og strøg ham over Haaret. „Velkommen hjem!“ sagde hun stille og kyssede ham paa den furede Pande.

Han trykkede hendes Haand. „Tak fordi du har et Hjem til mig,“ svarede han og saa hende ind i Øjnene — „ellers tror jeg, jeg var gaaet i Hundene.“

„Det kan du tro, Drengen har sin store Part i! Han har taget et godt Tag — ellers havde det set galt ud for mig mange Gange. Du maa ikke blive vred paa ham, Pelle, selv om han er lidt tvær mod dig. Husk paa, han har gaaet saa meget igennem med de andre Drenge. Sommetider er han kommet hjem og har været helt forslaaet.“

„For min Skyld?“ spurgte Pelle lavmælt.

„Ja for han kunde jo ikke taale de sagde noget om dig. En Tid laa han bestandig i Slagsmaal — nu tror jeg forresten nok, han har skaffet sig Ro for dem; for han helmer ikke. Men der kan jo nok have sat sig noget i ham.“

Hun stod og dvælede over ham, der var et eller andet hun vilde sige ham, men ikke kunde komme i Gang med. „Hvad er der?“ spurgte han for at hjælpe hende paa Gled, og fik pludselig Hjærtebanken. Han havde helst set, de var kommet hen over _det_ uden Ord.

Men hun trak ham lempeligt med ind i Sovekamret og hen til Barnesengen. „Du har slet ikke hilst paa Svend Trøst,“ sagde hun.

Han bøjede sig forlegent ned over den lille Dreng, der laa og stirrede paa ham med store alvorlige Øjne. „Naar du blot vil give lidt Tid,“ sagde han.

„Det er Lille Maries Dreng,“ sagde Ellen med en egen Betoning.

Han rettede sig hastigt op og saa forstyrret paa hende. Det varede noget, inden han fattede.

„Hvor er Marie henne?“ spurgte han besværligt.

„Hun er død, Pelle,“ svarede Ellen og kom ham til Hjælp ved at give ham Haanden. „Hun døde i Barselsengen.“

Der gik et graat Drag hen over Pelles Ansigt.

III

Huset Pelles boede i — _Palæet_ kaldte Gadens Beboere det — var en gammel forfalden tre Etages Bygning med Mansardrejsning. Midt paa Fasaden løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem de to øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer fornemt ind. Husets Navn var ikke helt grebet ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i Bagbygningen kunde huske, at det i hendes Barndom havde været en Generals Landsted og ligget helt alene. Dengang gik Stranden op hvor nu Istedgade løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen. Indeklemt mellem Bagbygningerne stod der endnu to ældgamle kræftsyge Æbletrær fra den Tid.

Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv Mil længer tilbage, Vesterbros glade Sommerstrøg lagde sig i Tidens Løb Sidegader til, trange Fattigmandsgader som skød op om de spredte Landsteder og lukkede for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger fordrev Herskaberne og skabte det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde.

_Palæet_ var det sidste Minde om en svunden Tid. Endnu saas Resterne af den fordums Finhed i Lofternes tilrøgede Stuklævninger og de dybe Vinduer; men de store Stuer var slaaet i Stykker til Smaamandslejligheder paa ét og to Værelser, og Halvdelen af den brede Opgang ved Brædder skilt fra til Brændselsrum.

Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en Dør og et Par Trin ned til et stort Rum, der fyldte hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde ligne Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede Loft ragede helt op under Sadeltaget — det havde været dekoreret engang. Nu var de fleste Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme bagefter.

Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet baade til Bryggeri og Lager, men endnu var der et Præg over det af fordums Herlighed. Ejendommens Børn syntes i al Fald her var storartet, de pillede de sidste Panelrester ned til Pindebrænde, og kunde sidde Timer igennem og kukke til hinanden paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor der engang havde staaet Byster af berømte Mænd.

Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok sig ind og tog Salen i Besiddelse for nogle Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen bankede de paa Døren til Ellens Stue og bad ved Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen var hun bange for dem og spærrede Døren med sit Klædeskab, men Tanken om Pelle i Fængslet gjorde hende blød og hjælpsom. Det var stakkels forkomne Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet hjemme fra. De kunde ikke Sprog og vidste ingenting om Verden, men ligesom Trækfuglene syntes de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt de af sig selv herhen til _Palæet_ for Hvile.

Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der gik gennem to Stokværk kunde være indrettet om til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af det hele — en gammel Bonde ude fra Glostrup — var saa gærrig, at han ikke nænnede at give Penge ud, selv om Fordelene var aldrig saa indlysende. Og Ellen havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og Kulstøv.

Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted naar det gælder Fattigmand, havde skyllet hende og Børnene herned, da det gik i Stykker for dem ude paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig faaet sin Naadlestue godt i Gang og holdt to Elever til Hjælp, da en langvarig Strejke kom og ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa godt hun kunde, men en Dag kom de jo og bar hendes Stumper ned i Rendestenen — det var den gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange før. Der stod saa hun og Børnene og holdt Vagt ved Stumperne, lige til det blev mørkt; øsende Regnvejr var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og hastede videre; en og anden kastede det Raad til dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen. Men det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte de Smaa ned til Rullekonen i Kælderen og stod selv og holdt Vagt over Stumperne — i dette dumpe Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen aldrig helt faar Bugt med hos den Fattige.

Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, skete der virkelig ogsaa noget. Omme fra Nørrebrogade kom to Bisser strygende i vild Fart med en firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk benytter, naar de — helst om Natten — flytter fra det ene Sted til det andet. Den ene havde ved Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og — naar Farten var rigtig oppe — smed sig paa Maven over Køretøjet og bræmsede med Kapskoene mod Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den tomme Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og trallede, med Benene dinglende ud over Siden; hun var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende Blomster paa Hovedet — en rigtig „Herrevinker“. Det gik med vældigt Halløj fra den ene Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen.

„Dér er da en Flyttevogn!“ sagde Lasse Fredrik, og i det samme snurrede Køretøjet lige op foran dem og gik i Rendestenen.

„Hva’ er det med dig Thorvald?“ sagde den ene af Bisserne og gloede Ellen lige ind i Ansigtet. „Har du stødt dit Øje hva’?“

Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. „Aa skrup af, dit Kvaj!“ sagde hun og puffede ham til Side — „du kan vel nok se, at de er smidt ud! — Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?“ spurgte hun og bøjede sig deltagende over Ellen.

„Nej for Værten har smidt os ud!“ sagde Lasse Fredrik.

„Sikken en Skvatfigur — og nu har I ikke noget Sted at være i Nat hva’? — Aa Kresjan, ta’ og læs det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!“

„Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa Rod!“ svarede Kresjan. De to Fyre var i overdaadigt Humør.

„Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!“ sagde Fruentimmeret, da Sagerne var læsset — „saa skal jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i Morgen er Vorherre nok selv hjemme!“

„Det er en Stejer!“ hviskede Lasse Fredrik Gang paa Gang og trak Ellen i Kjolen. Men hun var lige glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet. Hun satte ikke Næsen saa højt længer.

Det var selve _Dronning Therese_ de havde mødt, og dermed var paa en Maade deres Lykke gjort. Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og skaffede hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke saa stort ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads saa nær de kunde; men det gav dog Føden.

* * * * *

Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at gaa og tage i alt det Snavs; han vilde nok være den der sørgede for Føden. Ellen havde desuden taget _sin_ Tørn, hun var kommet til at se træt ud og trængte til at have det lidt godt. Det var lige som hun faldt af paa den, nu da han stod der og igen kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun ikke høre tale om. „Det er aldrig værd at slaa det snavsede Vand ud, før man har det rene!“ sagde hun.

Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en flunkende ny Fagforeningsbog, og gik fra Værksted til Værksted. Det var ikke gode Tider for Faget, mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget over i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, Lygtetændere og lignende; Maskinerne havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var Eftervirkninger fra den store Lockout — den havde slaaet de smaa Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede med en Mand eller to, og givet Storindustrien Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte det, havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, Resten var trængt ud og sad omkring i afsides Kældere og reparerede gammelt.

Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa i Arbejde igen paa de gamle Vilkaar. Og nu gik han her og bød sig til, var villig til at give sig i Lære igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, og var til Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne havde ikke engang Brug for ham — de huskede ham for godt endnu. „De har været for længe borte fra Faget,“ sagde en og anden af dem tvetydigt.

Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. Men han følte bittert, hvorledes selve Fortiden rejste sig mod ham. Der havde han kæmpet og ofret alt for at forbedre Kaarene i Faget — og Maskinerne var Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans Fæller.