III.

Saa sier endelig Berit en kveld mange aar efter, en fin douceblaa vaarkveld paa Carl Johan, da de tæt arm i arm kommer fra kino, at det eneste som virkelig kunde være morro det er nu at _filme_.

Ytringen kommer malapropos og impulsivt, med en varme ulik Berit og falder ned over Gudruns intet anende hode som en bombe.

— Filme! gisper hun og stopper trafikken, filme! Der er det! Der har vi det! Gud!

De er standset utenfor et tobakshandlervindu og begynder at vække opsigt. Berit tar et forsvarlig tak i Gudruns jakkeærme og vil trække hende avsted. Men Gudrun lar sig ikke trække, hun holder igjen og blir staaende.

— Filme altsaa, sier hun igjen og ser ut som en idiot. Hun er grøngraa i ansigtet av vaarluft og sindsbevægelse og hun er duknakket som om hun pludselig er lempet en svær byrde paa nakken.

— Hvorfor har du ikke sagt det før?

— Det er ikke faldt mig ind før du, svarer Berit litt frossent, litt grepet, men hun prøver at se ut som om det hele ikke rager hende. Saa ler hun litt og sætter sig i bevægelse med Gudrun paa tungt slæp.

— Det er klart du skal filme, sier Gudrun indadvendt.

— Sesaa, fik du nu dette paa hjernen. Ta det med ro, jeg mente det ikke. _Jeg_ filme, er du tullete!

— Hysch, sier Gudrun, ti stille. Jeg er saa liddelig flau over mig selv du, jeg er døende av skam, _tænk_ at jeg ikke har visst dette, at det ikke er faldt _mig_ ind! Du, nu tier vi stille, nu sier vi ikke et ord før vi kommer hjem, nu _tænker_ vi, hvad? Hysch!

Berit kan ikke faa sig til at le og blir ærgerlig, men følger opfordringen. Hun præsterer en lydløs taushet det ene kvartalet efter det andet mens hun ser sig godt om i miliøet og later som om det hele ikke vedkommer hende.

Aldrig er de gaat saa tiende sammen.

— Ja, sier saa Gudrun endelig ved Berits port, nu vet vi da altsaa hvad du skal bli. La det bare ikke svimle for dig, ta det rolig! Prøv at sove — _jeg_ kan ligge vaaken og tænke det ut.

— Tak, sier Berit, jeg skal nok sove. Og du tænker det jo meget genialere ut end jeg. Haha!

— Imorgen skal vi _snakke_! sier Gudrun. Godnat.

Gudrun ligger vaaken hele natten.

Næste dag snakker de.

— Du skal filme altsaa, sier Gudrun. Bli berømt, bli eventyrlig rik, bli utænkelig lykkelig. Ja, sa jeg ikke det?

Det er Gudrun som snakker. Høit fra en stolkarm hvor hun finder at ha overblik og albuerum, med hektiske pletter paa kindene og med det sorte haaret i vildt burr. Hun kan ikke komme langt nok ut i rummet med sine armer, hun kan ikke faa lagt halvparten av den patos hun vil i stemmen, hun kan ikke paa noen maate finde de rette ord til at male Berit hendes fremtid, men hun gjør saa godt hun kan.

Vidunderlig, sier hun gang paa gang.

Denne byen derborte, Los Angeles, verdens ottende vidunder, beskriver hun utførlig efter photoplayjournalene og sin glimrende hukommelse, livet der maler hun ceriserødt med marineblaa skygger, aa dette hjul av „highlife“ hvor Berit kommer til at danne aksen, den lille fine, lyse skikkelsen, bestandig i hvite, blanke silkekjoler med lange slæp, fordi hun maa understreke sit slægtskap med liljen ... Dette spil som ingen skal ha oplevd maken til før — saan mellem blomster og rosenbusker du, du vil faa dem til at leve, til at spille med, for naar du staar og tar i en blomst er det jo akkurat som om den koncentrerer sig i duft og farve, aa, det er et mirakel ...

Ja, svarer Berit kort og godt. Hun broderer, sitter godt indkrøpet i et rødt sofahjørne, er forberedt paa alt, ute av stand til at bli overrasket. Hun er kontordamemæssig klædt med høihalset skjortebluse og slips. Haaret er sat op a la grecqe og er like lyst som da hun var barn. Hun har det travelt med naalen men gir sig allikevel tid til at smile.

Gudrun snakker til klokken er elleve. Da er hun tørst og hæs men ikke træt. Men Berit ber om „resten“ en anden gang.

— Jeg er svimmel, sier hun.

— Svimmel ja! Bare av at snakke om det. Tænk da at opleve det! Det er vel den vildeste følelse av liv i verden at bli svimmel! Men derfor maa du ha mig med dig, som privatsekretær eller selskapsdame eller noe saant, til at markere høiden, jeg blir jo altid paa jorden. Og det blir bare hvergang du maa bøie dig utover og se paa mig lille prikken dypt dernede at du blir svimmel oppe i dit Eiffeltaarn.

— Javist, sier Berit. Men du klatrer da med. Privatsekretær er ikke daarlig! Forresten er du jo allerede mer, høiere op, du er jo manager! Det høres sandelig at du sitter i Narvesens kiosker med uhindret adgang til filmjournalene. Nei du, slutter hun, jeg tror nok jeg tryggest vedblir hos Berg-Evensen. Men sæt dig i bevægelse du, lær først og fremst litt engelsk, saa faar jeg se paa det naar du forelægger mig kontrakten fra Famous Players.

— Ja, sier Gudrun, du skal faa se! Men isch, at vi maa gaa her i denne søpledynga helt til vi faar spart reisepengene ihvertfald ...

* * * * *

Gudrun sitter i kiosk. Hun følger godt med i verdensbegivenhetene, og gjennem sin glug gjør hun interessante lokalstudier.

Det er en lite travl vestkantkiosk hun sitter i, hun har god tid til baade at se og høre. Paa alle kanter er hun omgit av elegante villaer med vakre haver, hele dagen suser der racehester og luksusbiler forbi, og ofte overhører hun lange intime samtaler mellem trikkeventende „overmennesker“, som hun kalder dem til Berit.

— Det er naturligvis pengene hele forskjellen mellem dem og os stikker i, sier hun, men ikke pengene idag altsaa, men _rentene_ av de hundreaargamle!

Siden Berits selvopdagelse lar hun sig imidlertid ikke imponere hverken av villaer eller biler eller mennesker, strøkets repræsentation av elegance og luksus forekommer hende det rene smaabysnobberi mot hvad hun aner i Hollywood. Haa, hvad er en eneste av disse villaene mot Berits der, hvad vilde den bilen eller den hesten der bli i Berits utvalg, hvordan skulde den lille nebbete pelskaapefrøkenen der kunne hævde sig i den atmosfære av fysisk og intellektuel glans som kommer til at herske i Berits overbefolkede „salon“ i villa Soria Moria i Hollywood?

Ogsaa leverer hun i sin distraktion en Aftenpost for en Socialdemokrat og en Simplicissimus for en Ladies Homejournal.

Berit er paa kontor, et travlt ingeniørkontor, hvor hun sitter inde i et mørkt værelse til gaarden og praktiserer samvittighetsfuldt touchsystem paa en gammel utslitt Remington med musikalsk valse. Hendes øine er fra 9 til 4 beskjæftiget med mere eller mindre læselige koncepter om turbiner og generatorer og aggregater og denslags ting og hendes ører med hele symfonier av Rimsky-Korsakow. Hun veksler ikke et personlig ord med nogen, hun svarer ja og _ne_ paa opfordring men tier ellers stille. De travle ingeniører og den gamle alvorlige kassererske har ingenting utalt med hende. Hvad hun tænker vedkommer jo ingen anden end hende selv og Gudrun og næsten ikke Gudrun engang.

Men som de har meget at snakke om fremdeles! Det ser ikke ut til at komme dit som Berit engang uttalte frygt for at de skulde ryke opraad for samtaleemne. De sitter ofte sammen til langt ut paa natten og snakker.

Det er bare de to.

Else Bessesen opsøker dem engang hvert halvaar, mens Berits epletrær blomstrer og mens de bærer frugt, hun fylder da huset og haven med øredøvende prat og musik og fransk parfyme. Hun er ogsaa paa kontor, et av statens nyoprettede elegante krisekontorer, hun har en fabelagtig gage og et uuttømmelig superlativforraad om kollegaer og chefer. Else er blit dame og sværmer med løitnanter. Leif Tviland nævner hun ikke undtagen i forbigaaende, hun vet ikke mere om ham hun end Berit og Gudrun, at han har tat artium og skal læse jus fordi slagter Tviland i sin femtenaarige forretningstid har tapt ikke mindre end syv processer og derved tilliden til norsk retsvæsen, som hans søn imidlertid skal fornye.

— Men jeg paastaar nu det var _mig_ han var forelsket i, ler Else.

Og Berit sier til Gudrun:

— Det blir altsaa ingen slakting og ingen holding under griseblodet!

Men ingen av dem tænker endnu paa at bryte eden i epletræet.

* * * * *

Det hænder at Gudruns kunder gjør kur til hende.

— Kan du forstaa det? spør hun Berit. De tar imot avisene og skal til at gaa, men saa likesom haker øinene sig fast i haanden min, i ringen vist, og derfra løper de paa stram line opover armen til halsen og ansigtet og øinene.

— Og da gaar de vel?

— Nei, de gjør ikke!

— Saa sitter du vel og smiler indbydende?

— Nei, det gjør jeg ikke. Men jeg maa jo svare dem ordentlig naar de snakker til mig.

— Hvad sier de da?

— Aa, de tuller og tøiser, spør om jeg er optat i aften og om jeg ikke vil være med ut og lufte mig i bilen deres litt eller bli med paa kino eller saant.

— Og du svarer neitak bestandig?

— Konstant. Jeg er optat, sier jeg. Men hvad kan det være ved hændene mine, ser de letsindige ut tro?

— Det gjør de kanske — men ellers er jo den ringen nok at se paa, det er jo ingen damering.

Gudrun bøier hodet og ser paa ringen, snur paa den. Det er en liten simpel sølvring med rød sten, en barnering som sitter trangt paa hendes lillefinger.

— Den vil jeg nu ha allikevel, sier hun og ser ømt paa den. Tænk, jeg husker saa godt den gebursdagen jeg fik den av dig. Naa er jeg lissom forlovet med Berit, tænkte jeg.

— Ja, du sa det ogsaa. Du sier jo alt det du tænker. Har du oprigtig talt ingen hemmelig vraa i din sjæl du?

— Nei, ikke for dig. Men du har mange for mig! Men du er jo ogsaa av naturen et mysterium. Ingen lærer vel at kjende dig. Undres om en mand vilde finde sig i det — ikke at kjende sin kone for eksempel.

— Det vilde han sikkert ikke. Men der blir aldri noen sat paa prøve — jeg gifter mig aldri vet du. Har du forresten tænkt paa hvor farlig det blir i Los Angeles? Med Milton Sills og Elliott Dexter og Bryant Washburn og alle de der.

— Ja, sier Gudrun, det er det eneste mørke punkt. Men jeg skal vel gjøre dem ufarlige! Aa, som jeg skal intrigere. Jeg ser det for mig ...

De sitter ute paa terrassen foran Ekebergrestauranten da de snakker dette, det er i solgangstimen, byen ligger dernede og oser rødt, det røde bølger ogsaa op imot dem, de har netop sittet og set Berits hvite kjole fænge.

— Det er en terrasse, sier Gudrun og slaar ut med armen, og det er en rød kveld som denne. Derover. Terrassen er ikke som denne. Den er av hvit sandsten, med ildliljer og laurbærtrær. Jeg sitter alene derute i en lav stol og ser paa en poppel som rager saa kulsvart og himmelhøi op mot den gyldne bakgrunden og jeg er trist. Saa kommer der en mand op over de brede trappene fra haven nedenfor. Han er — han er høi og slank og snobbet i hvit dres og gule sko, ja og rødt slips — og han har sort haar og brune øine, store sværmeriske brune barneøine. — Er Berit her? spør han. Nei, hun ligger oppe paa sit værelse og graater, svarer jeg. De har snakket med hende? spør han. Ja, naturligvis, sier jeg. Og De finder Dem i det uundgaaelige? — Nei slet ikke, der er ingen ting uundgaaelig. — De vil ikke reise? — Nei, men De maa reise. Berit staar ved sin skilsmisseansøkning allikevel. Saa? sier han og ler, men han er blit blek.

Haha, ler Berit og tømmer sin kaffekop.

Men der hun sitter og ler haansk vækker hun opsikt i restauranten. Hun er som steget ret ut av en filmplakat i sin hvite blondekjole og med det gyldne, lokkete haarvæld under den store bedaarende rosenhatten. Der er ingenting av kontordame over hende nu. Hun er skissen til den Berit Sørlie som Gudrun elsker at male.

* * * * *

Den av Gudruns kunder som gjør mest kur til hende er en litt ældre, fin herre som heter Lorentzen, hans titel har Gudrun glemt. Hun har fundet ut at han gjør det fordi han har saa god tid. Han ser altid ut som om han bevæger sig i ubeleilig medvind, synes hun, han stemmer imot med ryggen men blaaser allikevel altfor fort avsted. Stakkars mand, tænker hun, det maa være fært at leve paa den maaten. Og hun hjælper ham saa godt hun kan til at faa tiden til at gaa ved hendes kiosk iethvertfald.

En dag spør hun ham hvorfor han kjøper hendes filmjournaler saa punktlig, og da fortæller han hende at han har været i Los Angeles og kjender mange av ansiktene i journalene.

Da utleverer Gudrun uten et øiebliks betænkning sin og Gudruns dyre hemmelighet til offentligheten. Han sier han vil gjerne se Berit. Gudrun lover at føre Berit til ham samme eftermiddag.

— Han er springbrettet, sier hun til Berit. Hurra, nu har vi bare at ta sats! Men foreløbig later vi som om vi bare kommer for at se nogen billeder han har fra Los Angeles.

— Pensionat, sier Berit og ser paa kortet med adressen, da er han ikke _rik_.

Men det er iethvertfald et elegant værelse de blir vist ind i hos Lorentzen. Dypt og dunkelt i kold grøn skygge fra et par store lindetrær utenfor og med noget fugtig i luften, saa Gudrun straks kommer til at føle sig undervands. Men et deilig værelse allikevel. Det er ikke originalt, ikke forbausende paa nogen maate, med de digre skindstolene og de tunge mørke gardinene og det tykke brogede smyrnateppe ligner det de fleste arrangements i møbelhandleres utstillingsvinduer. Det eneste som fortæller noe egentlig om beboeren er den kolossale keramikurnen paa det lave kobberbordet ved divanen, den er fyldt av abnormt forvokste ildrøde pæoner og røber eierens smag for det gedigne, det struttende, det iøinefaldende.

Lorentzen peker paa divanen og der anbringer de sig. Han ber at faa ta hattene deres og Gudrun imøtekommer ham straks, men Berit sier neitak, hun beholder den helst paa. Det er en stor elegant blondehat hun har, den sitter chict litt paaskraa over ansigtet og gir huden et eiendommelig lys, en fin mathet i løden, en deilig mykhet. Skjønt hun _skulde_ vise haaret sit ... tænker Gudrun.

Men Berit er i denne vigtige stund en overraskelse. Her er jo endelig deres gudskelov samtidige debut i oververdenen, deres første overlagte skridt ut i eventyret, og der sitter Berit og simulerer _scenevanthet_! Men slik er hun. Og hvad mener saa herr Lorentzen?

Herr Lorentzen ser ikke ut til at mene det mindste i øieblikket. Han stræver med traktementet, vin og kaker og frukt. Det blir en smakfuld ordning paa kobberbordet.

— Ja, sier han med portvinsglasset løftet, saa drikker vi. Skaal da smaapiker og tak for dere kom, det er ikke hver dag man har saa megen ungdom og charme i sin beskedne stue.

Og han ser paa Gudrun. Ikke paa Berit. Gudrun finder at burde protestere.

— Her er da ikke beskedent, sier hun efter at ha svælget, her er da elegant. Og hvad ungdom og charme angaar saa er da den representert temmelig fyldig her uten os, synes jeg, sier hun og ser talende bortover alle væggene og bordflatene.

— De mener alle dameportrættene, ler han. Ja, jeg har en del. Men jeg er jo ogsaa en gammel mand og jeg har _altid_ elsket vakre kvindeansikter.

Og endelig henvender han sin opmerksomhet paa Berit. Og fører samtalen hen paa film. Men billedene fra Los Angeles har han desværre ikke. Han har ledt men maa ha forlagt dem paa en eller anden maate. Men nu skal de ha det hyggelig allikevel med lidt musik, vil de danse?

Nei, det vil de ikke. Berit vil ingenting, hun vil gaa. Men det er Gudrun han spør, og Gudrun vil ihvertfald ikke gaa. Hun synes Lorentzen er forfærdelig hyggelig, og hun godtar at han henvender sig mest til hende, Berit er en _for_ blændende aabenbaring for en almindelig dødelig mand naturligvis. Man maa vænne sig til hende ...

Men da Berit avgjørende reiser sig fra divanen er der intet at gjøre andet end følge. Lorentzen frister med kaffe, men det hjælper ikke.

— Saan en benrad, sier Berit i trappen. Saan en knokkelfyr. Nei, ham kan du faa ha. Det var en kassedivan vi sat paa, en saan til at lægge sengklærne nedi om dagen. Og det lille skapet tilvenstre var et natbord med potte og det hele. Og det med kaffen var en spydighet og os fandt han usigelig latterlige. Og han er sikkert en gammel gris og dig tror han han skal faa. Og de billedene eksisterer ikke, for i Hollywood har han aldrig sat sine ben. Men noe saa kjøtta domt som dig ...!

* * * * *

Men Gudrun vil ha herr Lorentzens mening om Berit. Hun tror paa ham, hun kan ikke hjælpe for at hun maa være uenig med Berit om dette, hun tror simpelthen at Lorentzen vil finde det uttryk hun selv hele sit liv har ledt efter, det rigtige, originale, træffende uttrykket om Berit.

Og det er dette haap som faar hende til at besøke ham nok en gang og denne gang alene.

Der er ingenting av sjøbund over værelset nu. Det ligger tørt og indbydende i skjæret fra en stor lillaskjærmet bordlampe og der er rullet ned for vinduene og sommerkvelden.

Hans underlig tætte maate at være om hende paa fra første øieblik av derinde merker hun sig men ikke mistænksomt. Hun liker sig og de har det meget hyggelig sammen med cigaretter og champagne.

Men om Berit vil han ikke snakke. Han vil ikke, han løper ikke paa noensomhelst limpinde. Men det er for at høre ham snakke om Berit Gudrun er kommet og det sier hun ham tilslut.

Men Gud bevare mig, sier han da og lægger sig smilende tilbake i den lave dype stolen like ved hendes, er De erotisk forelsket i det pikebarnet? De _synger_ hende. Deres stemme som akkurat gir det musikalske uttryk for Deres temperament laver en hel operaarie av hende. Mig interesserer hun ikke, ja, tilgi mig, men jeg synes hun var kjedelig. De derimot er det morsomste jeg har truffet og De egner Dem til at filme ogsaa, De har et like levende ansigt som Alla Nazimova, men ellers er jo det filmsnakket Deres bare barnsligheter?

Naa, saa han liker ikke Berit? Fordi hun ikke vilde danse med ham? Men vil han vite at Berit forstod ham, hun forstod ham tvers igjennem, hun forstod tilmed hans møblement! Men nu begynder altsaa Gudrun ogsaa at forstaa ham. Og nu maa han bare passe sig!

— De mener at være elskværdig paa denne maaten, men da skal jeg si Dem De tar feil! _De_, sier hun, De, komme og snakke om Berit, De som ikke skjønner Dem paa andet end det som syns, det som syns over al maate, De som er for det kolossale og overutviklede!

Og nu mener hun at træffe, at snakke ham _ihjæl_, aa, hun tar en stor slurk av glasset sit og sætter den nær i halsen av taletrang.

— De som sværmer for pæoner! De aner ikke noe saa mystisk zart og fint som Berit Sørlie. Berit er finere, yndigere, ømtaaleligere end en pinselilje. Hun er ikke til at ta paa, forstaar De. Og derfor liker De hende ikke naturligvis, fordi De som mandfolk maa ta, gramse og knuse!

Og Gudrun slaar voldsomt ut med høire haand og velter glasset sit saa det knuses mot kobberplaten.

Lorentzen bøier sig frem og samler taus glasskaarene sammen, Gudrun tror han vil skjænde men opdager at han smiler, et mangetydig smil.

— Isch, sier hun pludselig bedrøvet, hvordan kunde jeg nu gjøre slikt — det er min uteblevne gratie igjen ...

Det gjør ingenting, bare ikke hun er sint saa, sier han. Men hun maa bare fortsætte om sin veninde, det er saa morsomt at høre paa. Hun maa fortælle litt, hvordan hun er blit saa begeistret for hende, og saa videre.

Og Gudrun fortæller. Det er hende en nydelse at snakke. Hun fortæller ham hele deres barndom. Det tar lang tid, klokken blir mange. Men han avbryter hende ikke.

— Det er det, ser De, sier hun tilslut, at Berit altid fra første øieblik har sat min fantasi i bevægelse. Og jeg kan ikke forstaa at det ikke maa gaa hvemsomhelst med en smule tankeliv likedan. Man kommer jo til at tænke paa alle mulige deilige ting ved at se hende, skjøre, duftende, henrivende ting, blomster, eller ikke selve blomsten engang men _duften_, det fantastiske altsaa som egentlig _er_ blomsten!

Hun sitter med benene overkors, haaret er usedvanlig vildt og kindene brænder. Med den høire haand gjør hun allehaande underlige tegn i luften for ham, hun sitter og griper efter dette som vil undfly — _duften_.

Han sitter hele tiden og myser mot hende og med et uttryk om læbene som om han har noget syrlig i munden.

— Hør, sier han saa pludselig, interesserer De Dem ikke det spor for herrer?

— Nei, det gjør jeg ikke, svarer Gudrun forbauset.

— Nei, det tænkte jeg. Kjære, sier han, og bøier sig pludselig frem og tar hendes ene haand, hvordan skal det da gaa med mig som er saa forelsket i Dem?

— De? sier Gudrun, og kjender sig med ett saa tyk i tungen og varm i hodet. Forelsket i mig?

— Ja, og det blir værre og værre. Det var først stemmen Deres, den var saa ualmindelig — fra en kiosk. Ogsaa var det øinene, de store, stærke, varme, gode øinene. Og nu er det altsammen — hele Dem — armene, sier han og stryker opover den han holder i, deilige armer, saa fulde og fine samtidig, ungpikelig kyske og kvindelig løfterike — og hændene, saanne smaa, fine pikehænder med en naiv toskillings ring fra barnedagene ...

Men nu gjør Gudrun sig fri.

— Nu maa jeg gaa, sier hun.

— Kjære Gudrun, fortsætter han med sit, i samme stilling, faa Dem en ven, ta mig!

— Neitak, sier Gudrun, jeg har en veninde, det klarer sig.

— Ja ja, sier han og retter sig. Det klarer sig jo. Men tænk Dem om itide. Det er saa unaturlig, ser De, sier han med et omslag i stemmen, Dere er _for_ meget veninder.

— Er vi det? sier Gudrun og blir opmerksom. Kan man bli for meget veninder?

— Ja, svarer han, det kan man. Man somler bort saa megen tid med det.

— Nei, det gjør man ikke, sier Gudrun, men _her_ sitter jeg og somler bort tiden! Nu gaar jeg, sier hun og reiser sig.

Men da hænder det at hun ikke _kan_ reise sig. Hun falder ned igjen. Men du store Gud? Der er noe iveien med hendes ben. Op igjen og ned igjen. Neimen, sier hun høit og stivt av rædsel. Og nu _vil_ hun gaa. Men da hun nu av al sin magt reiser sig falder hun grundigere end nogengang før og denne gang i hans færdige armer. Han har knuget og kysset hende før hun faar tænkt sig om, hun hører hjertet hans banke mot sit, og det er som et uveir gaar hen over hendes ansigt. Hun ligger urørlig men glasklart reflekterende i armene hans. Saan er altsaa dette, tænker hun. Uf, saa kold mund han har. Og hun kniper sin sammen.

Hun staar lidt storøiet efterpaa men forbløffende behersket og stirrer ned i hans øine. Og nu ser han at hans lidenskab ikke har berørt hende — ikke mere eller anderledes end et knips paa næsen vilde gjort det. Hun er hverken blek eller rød, hverken kold eller varm. Bare litt irritert.

— Ja, sier hun, saan sa hun ogsaa De var. Han er sikkert en gammel gris, sa hun. Hvor gjorde De av hatten min?

Han undskylder sig, blir sentimental og rørete. Tilslut blir han spydig og ubehagelig. Hils Deres boble, sier han, og gid hun maa holde sig hel.

— Nu er jeg sint paa Dem, sier Gudrun med haanden trygt paa dørklinken, men vet De hvordan? Jo, som man er det paa en bil som spruter søle paa en!

* * * * *

Av denne oplevelsen leverer hun Berit en essens.

— Han undret sig over os, sier hun. Han fandt vi var for goe veninder. Hvad sier du om det? Det er jo min egen daarlige samvittighet! Ja, for kan ikke hele verden gaa pokker ivold, kan jeg ikke miste far, mor, søsken, alle, naar jeg bare har dig! Skjeller noe andet mig i verden end dig? Det er nok ikke rigtig. Men det er slik og maa være slik.

Men Berit raader Gudrun til at bytte kiosk.

— Han _er_ altsaa en gris, sier hun, og _husk_ hvor dum du er!

Gudrun bytter kiosk. Faar en travl centrumskiosk hvor herrene saavist ikke falder paa at kurtisere hende. Utenfor herr Lorentzens vei ligger den sikkert nok, hun ser ham aldrig. Sommeren gaar. Men da møter hun ham en dag paa gaten. Og han blir forfærdelig glad.

Han hadde trodd at jorden hadde aapnet sig og slukt hende hin julikveld, fortæller han, ja han gik saamæn og trodde ondt om sine egne trapper. Hvor i himmelen holder hun hus eller rettere sagt kiosk? Vet hun at hendes eftertræderske er pukkelrygget? Han kjøper ikke et bokstav hos hende.

Han mener at være morsom og Gudrun ler høflig.

— De er fremdeles sint paa den lille maaten som overfor en bil, ser jeg, sier han da med et omslag. Men hvordan gaar det med Deres boble, har hun henvendt sig til Lasky endda.

— Lasky, gjentar Gudrun spændt.

— Ja, skriv til Lasky, syng op en arie for ham, lik den De ga mig — begeistring smitter, sier han.

— Ser jeg Dem ikke mere? spør han da de skilles.

— Nei, sier Gudrun.

Hun gaar like hjem og skriver til Lasky.

Men da hun viser Berit hvad hun har skrevet blir denne rasende og river brevet i hundre stykker.

— Skal du ha hele verden til at le av os? spør hun.

Brevet blir ikke sendt.

* * * * *

Det blir rigtig vinter og koldt. Berit fryser men Gudrun holder sig fremdeles varm. Hun kan ikke gi slip paa sine drømme. Bare snakker hun mindre om dem end før.

Da sitter de en dag sammen paa en liten kinomatograf oppe paa Grunerløkken og ser en tredierangs film, hvor imidlertid et par scener spilles ute paa en hvit blomsterfyldt terrasse — der er baade laurbærtrær og ildliljer — og hvor helten er hvitklædt og har store, sværmeriske barneøine.

— Hva? gisper Berit.

— Skjæbnen, sier Gudrun rolig. Men _nu_ gjør du vel ikke mere kluss.

Gudrun skriver et langt og besynderlig brev til denne unge filmeren, et brev som Berit ikke faar se, men som hun forsikrer hende ingen vil falde paa at le av. Det eneste jeg har brugt av brevet til Lasky, sier hun, er det om smilet, for det er saa rigtig og saa vakkert, at det begynder som en lysning i haaret og rinder langsomt som to striper lys over øinene og ned i mundvikene. Men ellers ser han jo alt av fotografiet. Du faar aldri svar, sier Berit, men hun sier ikke, at gid det blev borte paa veien.

Gudrun faar svar.

Hun betænker sig længe før hun viser det til Berit, og da er det med et uttryk som forbereder Berit paa det værste.

Burton Bates skriver elskværdig og korrekt forretningsmæssig og beklager ikke at kunne gjøre noget for miss Sørlie da han ikke længer staar i direkte forbindelse med filmen men driver business, konfektion, herreartikler. Men han har vist miss Sørlies fotografi til rette vedkommende som fandt det fyldestgjørende for en bedømmelse. Hendes ansigtstræk er desværre akkurat av de som ikke gjør sig paa film. Man kan i parentes bemerket være klassisk skjøn uten at egne sig for film.

But, skriver han tilslut, you writes very literary about her, it seems to me. Are you a writer? If so _you_ have job here, they are always in sought for good concepts and it is very good business.

Berit ser tragisk ut. Hun stønner ogsaa litt.

— Jeg aner hvordan du har skrevet, sier hun, og du er fra dette øieblik avskediget som min sekretær. Jeg kunde si noe styggere men jeg skal la det være. Imidlertid maa du ikke komme til mig med et ord mere av dette sludderet. Kan du ikke se det vanvittig komiske i det? Det er jo grotesk! Gud bevare mig.

Berit _graater_. Det er første gang. Gudrun er nær ved at dø av fortvilelse.

— Jeg mente det godt, er det eneste hun kan si.