Part 4

Hun har Ild og Vilje fra sin Far. De har Lov til at være stolte af deres Blod. Du ved lige saa godt som Stern og jeg, at de fleste af vore Landsmænd er træge og flove. — Gode Gud, hvor har jeg følt det bittert selv!

AKSEL

Du og jeg har maaske Lov til at finde nogle af dem træge og flove. Stern ikke!

HENRIK

Atter skal han være uden Ret!

AKSEL

Forøvrigt har din Søster fundet sit Hjem, hun tror paa Gud! Jeg ved ikke, hvem der kan gøre hende det Kunststykke efter, og om hun er gal eller klog ved jeg heller ikke.

Krigens Feberluft siger du. Alt er Krig. Hele dette flydende, ynglende Liv faar kun Form og Fasthed gennem Kærlighed og Had, og den som ikke har et Hjem, den som ikke finder sin Plads paa Jorden, han er hjemfalden til Helvede, hvis han ikke naar op til Gud. Jeg for min Del er nødt til at nøje mig med Virkelighedens Luft!

HENRIK

Feberluft! Aksel! — Sumpluft! Pestluft!

AKSEL

(behersker sig)

Jaja. Nu faar vi se!

Hvornaar venter du din Forlovede herover?

HENRIK

Jeg vilde netop telegrafere til hende, at hun skal komme straks. Hvor er Telegrafstationen?

AKSEL

I Byen. En halv Times Vej herfra. Jeg skal derind om lidt.

HENRIK

(skriver i en Noterebog og river Bladet ud)

Hvis du vil besørge det for mig, skal du have Tak. Jeg glæder mig til at hun skal lære Eli at kende. — Forresten kan det lige saa godt vente til imorgen. (stikker Papiret til sig)

AKSEL

Dette vil sige, at du tager imod Tilbudet om at blive Fabriksbestyrer hos Luini.

HENRIK

Ja — og jeg maa ogsaa sende dem et Telegram, men jeg vil tale med — Stern først.

AKSEL

Du tager altsaa imod det?

HENRIK

Ja, det er et glimrende Tilbud, de har gjort mig. Men der var forøvrigt en Ejendommelighed ved deres Brev, som jeg ikke er klar over. De kaldte mig haardnakket kun for Vendel og anførte „Stern“ blot som Adresse. I og for sig har jeg ikke noget imod det.

AKSEL

Da jeg forhandlede med dem forleden, mærkede jeg, at Navnet „Stern“ var noget af en Anstødssten. Jeg forklarede dem, hvordan Sagen hang sammen. De sagde: Men hvorfor vil Manden ikke bære sit eget gode danske Navn? Ja hvad skulde jeg svare? — Maaske kaldte jeg dig ogsaa selv Vendel igaar.

HENRIK

Det var min Hensigt at tale med Stern om dette. Derovre kaldte alle mig Vendel. Min Kæreste kunde bedre lide det. Og tilsidst hang „Stern“ bare bag paa i en tynd officiel Traad. Jeg havde saamænd næsten glemt det. — Jeg synes jeg har Ret og Pligt til at bære min egen Fars Navn, og Stern maa forstaa den Følelse. —

AKSEL

Det ligner ham at ville rage andre Folks Børn til sig! — Ja undskyld!

HENRIK

Det var nu min Mor, som syntes jeg skulde bære samme Navn som hun. Men forøvrigt er jeg enig med dig paa dette ene Punkt. Du ved, hvad min Far var for en Mand og hvad han har betydet for mig! Blot jeg var fri for det gemene, som er bleven blandet ind i Sagen: at Sterns Navn ikke er en Fordel, som før. Værst er det, at jeg ikke selv kan blive klar over, om det ikke ogsaa spiller en Rolle for mig. Det Hele opirrer mig ubeskriveligt.

AKSEL

Mig forekommer Sagen soleklar.

HENRIK

Ogsaa mig. Men _du_ vil gerne krænke ham og _jeg_ holder af ham! — Jeg maa tale med ham, som jeg oprindelig havde tænkt, uden at berøre den Side af Sagen. Han maa forstaa, at jeg vil bære min Fars Navn, min Slægts Navn og intet andet. (man hører en Klokke ringe i Sterns Værelse. Raum gaar og lukker kun Døren halvt)

AKSEL

(dæmpet)

Nu skal jeg straks derind! — Læg saa Mærke til Stern, naar han taler om Armenieren. Det kan næppe slaa fejl, at han er henrykt. Senere skal du faa besynderligere Mænd at se. Folk fra den yderste Opløsning, som allerede er begyndt at luske omkring Huset. Mellem dem hører han hjemme, og den Dag vil komme, hvor han bliver nødt til at kaste sig i deres Arme. (Fra Sterns Værelse kommer en lille sortsmusket Mand, bukkende og takkende. Han har en Tegnebog i Haanden og presser et Bundt Pengesedler ned i den. Han taber nogle paa Gulvet. Henrik hjælper ham med at samle dem op)

ARMENIEREN

(græder og ler)

Merci Monsieur. Merci. Oh denne Mand — comme le bon Dieu — denne Mand som man bagvasker — comme den gode Gud — Merci Monsieur. Merci! (ud)

RAUM

(kommer)

Jeg skulde bede Herr Lyng om at se ind til Doktoren.

HENRIK

Sig at jeg gerne vil tale med ham.

(Aksel gaar ind)

STERN

(i Døren)

Vi kan godt tale sammen nu. I Øjeblikket har jeg en Smule Fred. Lyng vil De saa læse den Korrektur igennem. (Kommer og sætter sig hos Henrik) Han rørte mig, denne stakkels Armenier. Du saa ham maaske? Det er forfærdeligt, hvad han fortæller. Hustruer skændet, smaa Børn dræbt, fem hundrede tusind Mennesker brændt, slagtet, myrdet ned. Han havde en Historie om en lille Pige, som kunde faa Stene til at græde. Hun saa sin Moder paa Bajonetten. (Han gyser og bedækker Ansigtet med sine Hænder)

HENRIK

Hvad vilde han dig?

STERN

(ryster Synet af sig)

At jeg skal gøre Forestillinger hos mine Forbindelser i Konstantinopel, hvor jeg desværre har boet to Aar og kender alle Morderne. Han tror det nytter! — Haabløst. Men det er umuligt at sige _nej_ og jeg har allerede skrevet. Du skulde have hørt ham. Ja, det er en Verden! — Det er en Verden!

HENRIK

Det er smukt af dig (med et prøvende Blik) og det er jo ogsaa smigrende for dig!

STERN

Vil du tænke dig den stakkels Fyr var saa slet udstyret med Penge, at han var halvdød af Sult og han var udsendt af en Komité, hvori der sidder allermindst ti Millionærer! — Hvilket Syn denne arme forsultne Diable fra Ulykkens Land, og de ti fede halvsprængte Pengesække! — En af dem er den Usling Steinthal, som hører til mine værste Hadere, og sikkert kommer til at ende i Tugthuset. En anden er min Fætter Julius i København, den Clovn! Han er saa gerrig, at han aldrig kører med andet end Sporvogn og principielt altid tager „Omstigningsbillet“ — selv om han ikke har Brug for Omstigning, blot for at faa saa meget som muligt for Pengene. (Han ler) Min gode Raum! Vi skal have to Kopper ekstra stærk Kaffe. (gnider sig i Hænderne)

RAUM

Straks, Herr Doktor! (Han gaar tilhøjre)

STERN

Pauvre Diable! Ja, det er en Verden! Den sølle Stymper vilde partout kysse mine Hænder og raabte op som til et Folkemøde: Eksellence! De er den eneste Retfærdige. Kun De kan hjælpe os! Som om det kunde nytte at skrive til de Herrer Mordere — der forøvrigt hører til de behageligste Mennesker, jeg har truffet. _Bete!_ Hæhæ! Han tror, at det nytter, Kvajet! Jeg vil imidlertid, at min Samvittighed skal være ren paa det Punkt! — Men unægtelig vilde det være mere agreabelt hvis Folk vilde lade være at plage mig.

HENRIK

Du har ikke Fred selv paa dette Sted.

STERN

Aa, jeg kvæles i denne Ensomhed mellem disse horrible Bjerge. Paris, Paris! Sommetider længes jeg endogsaa efter min Barndoms København; men jeg kommer aldrig til at gense Danmark. Jeg skulde have vist dig mit chateau i Bretagne nu og mit hotel i Faubourg Saint Germain.

Naa, nu maa vi jo prøve at lære hinanden at kende igen og faa det Bedste ud af det. Her skal du faa en Cigar, som du vanskelig finder Magen til. (De tænder) Jeg havde egentlig ventet, at du var kommen her som gift Mand. Har du gjort det forbi?

HENRIK

Nej hvor kan du tro.

STERN

Hjertet er dog flygtigt og Havet er stort. Men din Trofasthed er altsaa tusind Mile lang.

HENRIK

Det er ikke nogen letsindig Spøg for mig, dette.

STERN

Tilgiv mig. Jeg er nu engang bleven gammel og har svært ved at tage de Ting saa alvorligt som man skal. Jeg forstaar, at man sender Skibe til Amerika efter Kaffe, saasom det Træ ikke gror i denne Verdensdel. Men af Kvinder findes dog sikkert henved hundrede Millioner dertil egnede i Europien!

Naa undskyld mig! — Det er jo en Følelsessag og charmant og vemodigt saa længe det varer. (Han ser bedrøvet frem for sig)

HENRIK

Der er jo dog Værdier i Livet som ikke er saa flygtige.

STERN

Ak ja. Du er ung og jeg er gammel! Alle Slør er sønderrevne for mig og jeg ser kun Virkeligheden. Det gode er de flygtige Smaablomster; men Livets Rod er ond!

(Lille Ophold)

HENRIK

Jeg venter kun paa at kunne byde Mary en Eksistens, og det gaar hurtigere end jeg havde turdet haabe. Du kender Luini.

STERN

Hm. Ja! I gamle Dage sagde han altid: Jeg skylder Stern alt.

HENRIK

Han har gjort mig et udmærket Tilbud.

STERN

Til Lykke!

HENRIK

Men der er en Ting i den Forbindelse, som jeg gerne vilde tale med dig om.

STERN

(mørkt)

Det er?

HENRIK

Jeg kunde mærke, at det stødte dig igaar — at der kom et Brev —

STERN

(ser ned)

Du behøver ikke at sige mere.

HENRIK

Jeg tror nok du vil forstaa, at jeg ikke gerne vil have, at min Slægts gamle Navn skal forsvinde.

STERN

(ser ned uden Svar)

HENRIK

Jeg har derfor kaldt mig Vendel Stern, som det jo ogsaa oprindelig var Meningen. Du kan ikke have noget at indvende mod det? — Jeg synes jeg skylder min Slægt det.

STERN

Jeg har ingenting sagt — jeg —

HENRIK

Du maa forstaa, at det er en naturlig Pietet.

STERN

Skal vi ikke hellere afbryde denne Samtale?

HENRIK

Jeg syntes vi skulde komme paa det Rene med Tingen. Dette Brev, jeg fik igaar — Maaske var det en Fejltagelse; men —

STERN

Men hvad?

HENRIK

Det viser sig, — at Firmaet vistnok ønsker —

STERN

Naa saaledes?

HENRIK

De mener —

STERN

Du behøver ikke at sige mere. —

HENRIK

I og for sig synes jeg jo det er naturligt — det er jo dog mit virkelige Navn!

STERN

Skal vi ikke opsætte dette?

HENRIK

Jeg havde ikke tænkt at nævne den Ting. Jeg ved slet ikke, hvad de har imod —

STERN

(med mørk Haan)

„Har imod“!

HENRIK

Jeg vilde ikke saare dig —

STERN

Saare mig — bevares —

HENRIK

Naar Luini —

STERN

Luini!

HENRIK

Mine Grunde har ikke noget med dette at gøre.

STERN

Naa ikke — nej —

HENRIK

Maa jeg ikke forklare dig —

STERN

Hellere en anden Gang — Jeg har ikke Tid nu — (Til Raum, som kommer med Kaffen) Raum sæt min Kaffe ind —

(Han gaar fulgt af Raum, som kort efter vender tilbage. Samtidig kommer Aksel)

AKSEL

Der er nok skeet noget.

HENRIK

Ja desværre!

AKSEL

Han blev vred?

HENRIK

Jeg bar mig klodset ad. Jeg kom til at sige det, som jeg ikke vilde sige. Men han maa jo dog kunne forstaa mig! Jeg har jo dog Ret til mit eget Navn. Min egen Fars Navn! Bare jeg ikke havde været saa klodset.

AKSEL

Han fik vel Martyrminen paa?

HENRIK

Ja — selvfølgelig.

AKSEL

Der ser du!

HENRIK

Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg har taget min Beslutning. Vil du besørge Svaret til Luini. — Aa bare Eli dog var her. (Skriver og rækker Papiret til Aksel) Det ender med at jeg ogsaa kommer til at hade ham. Det koger i mig, siger jeg dig.

AKSEL

Der ser du, Henrik! Man bliver ikke god af at være sammen med ham!

HENRIK

Det er jo dog for naragtigt at ville paatvinge et Menneske sit Navn. Hvis han sætter den Mine op engang til, skal jeg sige ham Sandheden, saa den svider i hans Øjne! — Denne utaalelige Forurettethed! — Armenieren! — Hahaha. „Ekscellence. De er den eneste Retfærdige“! Hahaha — Jerusalems Skomager! —

AKSEL

Ja. Der ser du! —

HENRIK

Saa. Nu begynder jeg ogsaa! — Men du skal ikke smitte mig! — Regn ikke med hvad jeg sagde. Jeg ber dig! Glem det! Det var jo min egen Skyld ogsaa! Hvad du sagde om Armenieren passede nu heller ikke helt. Der var kun en Fjerdedel sandt. Aah — — Jeg har sommetider et Raseri i mig, som jeg ikke forstaar! Det skærer mig selv i Sjælen. Det er jo skændigt af mig at bagtale ham! og skændigt af dig, at hidse mig! (Han iler opad Trappen og gaar ind)

AKSEL

(kaster et Blik paa Korrekturen, som han bar i Haanden og læser med et Smil, idet han gaar til sit Værelse)

„Om Freden“!

RAUM

(under dette ved Sterns Dør, banker paa, stikker Hovedet ind)

STERN

(i Døren)

Jeg vil ikke tale med nogen.

RAUM

Det er de to med Blikket og „det eftertænksomme Ben“. De gav mig dette Papir.

STERN

Hvad for et Papir? (Tager det, ser paa det og leverer det tilbage) Jeg vil ikke have noget med det Papir at gøre! Jeg vil ikke se de Mennesker for mine Øjne. Og hør nu her Raum! Det er hændt engang, at Sekretæren har hjulpet en Flygtning til Fronten. — Hvis det sker igen, skal han meldes, saa Politiet kan transportere dem begge to bort! — Vi leger ikke Krig her i Huset.

RAUM

Man kan jo nok blive underlig i Hovedet Herr Doktor i disse Tider.

(Under dette er de to Mænd kommen ud af Venteværelset og staar lige overfor Stern)

DEN UNGE

Vi har en Hilsen til Mesteren fra ham.

STERN

„Ham“. Jeg kender ikke „ham“ og vil ikke kende „ham“ og vil De forsvinde hurtigst muligt med Deres „ham“.

DEN UNGE

Mester! Vil De ikke være med i den store Tid, som kommer?

STERN

Den store Tid. De skulde se at blive tør bag Ørene!

DEN UNGE

Det dybe og gode Folk skal fornye Verden!

STERN

Imbecile! Det er umuligt at gøre alle rige; men det er let at gøre alle fattige.

DEN UNGE

De har selv forberedt den store Tid, som skal komme. Nu skal det være Alvor med Revolutionen.

STERN

Gaa hjem og faa Patte hos Deres Mor, mit stakkels Barn. Og kom tilbage, naar De har lært at knappe Deres Bukser, saa kan vi tales ved, om den store Tid.

DEN UNGE

Er dette Dem, Mester!

DEN GAMLE

Den store Tid — det er Hævnens Tid, Doktor Stern!

DEN UNGE

Retfærdighedens og Kærlighedens Tid!

STERN

Mit Barn! Faa ikke en gammel Mand til at græde; men prøv paa at blive et skikkeligt Menneske og vogt Dem for den gamle Ahasverus der! (Slaar Døren haardt i bag sig)

DEN GAMLE

Han har for længe spist Millionærmad! Han skal vogte sig, at hans eget Hoved ikke kommer til at springe!

DEN UNGE

Jeg er saa skuffet, Far!

DEN GAMLE

Er du skuffet, saa har han Ret, saa er du endnu ikke tør bag Ørene, Pattegris! (Stavrer mod Baggrunden, fulgt af den unge)

Tæppet.

Fru Sterns Dagligstue. Et Flygel tilhøjre. Sofa, Bord, Stole tilvenstre. Dør paa begge Sider. I Baggrunden staar store Vinduer og en bred Glasdør aabne til en Balkon. Man ser Søen og de fjerne Bjerge.

FRU STERN

(sidder i Morgenkjole og lægger Kabale. Hun ryger en stor Cigar, som hænger i hendes ene Mundvig. Hun nynner alt imens: „I bie mig vel“. — Hun lægger op til en ny Kabale. Stanser midt i det og synger højere: „I bie mig vel“. Hun støtter Hovedet i Hænderne, græder et Øjeblik og nynner igen. — Det banker — Hun tager hurtig Cigaren ud af Munden og skjuler den i den hule Haand)

Kom ind!

HENRIK

(kommer fra højre)

Forstyrrer jeg Mor?

FRU STERN

Aa er det dig, min Dreng. Nej hvor kan du tro. (Tager Cigaren frem) Jeg blev skam helt bange — aa ikke for nogenting — Stern kan bare ikke lide, at jeg ryger Cigar. — (Stikker den i Munden) Du kan maaske heller ikke lide det? (Tager den prøvende ud af Munden)

HENRIK

(en Smule uvilligt)

Mor maa gøre ganske, som hun vil.

FRU STERN

Det kan ogsaa godt være det samme. (Kaster Cigaren i Kaminen, skønt Henrik gør en afværgende Bevægelse) Men du skal da ryge, min Dreng! (Tørrer hastigt sine Øjne og lægger Kabale)

HENRIK

(staar ved Balkonen og ser ud)

Nej — Hvor er her dog dejligt — og hvor det gør rolig at se! — De fjerne Bjerge af Staal og Sølv og alligevel saa luftige som om de svævede. Og den straalende stærke og dybe Sø! Ikke sandt, Mor?

FRU STERN

(uden at se op fra Kortene)

Jo.

HENRIK

_Der_ bagved Bjergene gaar Mordmaskinen Dag og Nat! Dag og Nat, og Menneskebølgerne vælter mod hinanden med blodigt Skum. Og her — denne Fred over al Forstand! Ja er her da ikke dejligt?

FRU STERN

(stadig uden at se op)

Her — jo ganske dejligt! — (Hun nynner) I bie mig vel. (Tørrer sine Øjne)

HENRIK

(vender sig)

Er der noget ivejen, Mor?

FRU STERN

Ingenting. — Jeg er bare kommen til at længes saadan efter en Rugmark med Kornblomster og Valmuer idag. — (nynner ganske sagte) I bie mig vel! Der er da dejligt hjemme ogsaa! Jeg synes Livet var saa underlig naturligt i Doktorboligen hos Far og Mor.

HENRIK

Ja. Hjem maa jeg engang!

FRU STERN

De smaa gamle Bondehaver er da ogsaa rare, hvor man næsten sad fast i Frodigheden mellem Æbler og Ribs og Blomster. Jeg kan saamænd godt længes efter en Tørvemose og en Mødding bag Huset med Kyllinger. Og Træskotrin paa Vejen! — Skønt det da ikke er noget særlig kønt. Synes du ikke der er noget saa _levende_ ved alting hjemme. De lave lange Huse med Straatagene, som saadan nogle rare, gamle lodne Dyr. — (nynner) I bie mig vel! — Vi havde det egentlig vidunderlig godt de Aar, vi boede hos Far og Mor vi to — efter Vendels Død. Kan du huske (nynner) I bie mig vel.

HENRIK

Ja — Jeg har da nogle Minder.

FRU STERN

Jeg tror for Eksempel ikke Stern har Minder.

HENRIK

Ikke? Jeg husker, det var dengang, han kom og besøgte os først.

FRU STERN

Jeg ved ikke, hvad det er med den Sang? (Tørrer Øjnene) Kan du ikke hjælpe mig at komme paa Ordene. — I bie mig vel. Det er Omkvædet.

HENRIK

(ryster paa Hovedet)

FRU STERN

Den er saa smuk!

HENRIK

Jeg husker paa en Maade bedre Tiden, før Far døde. Jeg husker jeg red paa hans Knæ og holdt i hans lange Knebelsbarter som Tømme. Var han ikke meget mild?

FRU STERN

Hvem? — Naaja — det var han.

Sig mig! Har du saa faaet Svar fra det Firma?

HENRIK

Ja — det gaar i Orden. Jeg har en saa levende Følelse af, at han var netop, hvad man kalder et godt Menneske.

FRU STERN

Hvem — Vendel mener du — ja det var han.

HENRIK

Det var det sidste Ord, han sagde til mig paa sit Dødsleje: Bliv et godt Menneske, min Dreng. — Det har gjort et saa mærkelig dybt Indtryk paa mig. — Maaske fordi det falder mig saa svært.

FRU STERN

Du er da god nok Henrik. Naa men jeg er glad over, at det gaar i Orden med Firmaet. Saa kommer Mary da herover?

HENRIK

Ja! — —

Stern vrængede engang af det, da jeg fortalte ham det. „Hvad er det for noget, et godt Menneske,“ sagde han. Ja jeg kunde jo ikke svare. Det er underlig med saadan et Ord, som ikke er dybsindigt — alligevel virker det saa dybt. Har du endnu nogen Tro, Mor?

FRU STERN

Jeg ved knap nok, Henrik. Jeg holder af de gamle Sange fra Barndommen. — De gør mig sommetider godt.

HENRIK

Du maa synge dem for mig engang. — Inden i mig er der bestandig noget, der vrænger ad det milde og troende og Drømmeriet, som jeg har fra Far og fra dig vel med. Det er vel Sterns Indflydelse, hans Skarpsyn og hans Menneskeforagt! Jeg føler den som noget fremmed, der har skaaret sig ind i mig. Det er en evig Strid mellem Tro og Tvivl. Jeg er som de to Røvere paa hver sin Side af den Korsfæstede. Kunde de komme til, saa dolkede de hinanden.

FRU STERN

Nu synes jeg, du er for haard mod Stern. — Eli, som er saa uenig med ham, siger at han har lært hende meget.

HENRIK

Er jeg haard mod ham? — Nej. Jeg tror egentlig du er meget haardere. Jeg forstaar godt, at han er bleven som han er. Det er en grusom Ubillighed, at det som er Ret for andre ikke er Ret for ham, at enhver Ting, som han gør, bliver værre, fordi det er ham! Altid er der et Plus til det gale og altid et Minus fra det gode! Det oprører mig! Du maa tro, det har gjort mig bittert ondt, at jeg er kommen til at krænke ham.

FRU STERN

Igaar kunde jeg slet ikke være ked af nogen Ting, saa jeg bar mig nok temmelig galt ad. Men jeg vilde jo gerne, at der skulde være lidt Fred i Huset. Ogsaa for Tjenestefolkenes Skyld!

HENRIK

Men hvad skal jeg gøre!

FRU STERN

Lad bare som ingenting. Tal ikke om det og vær venlig.

HENRIK

Jeg vil gerne være venlig. Han har altid været det mod mig. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare ham det, for det bliver jeg nødt til.

FRU STERN

Endelig ikke forklare nogen Ting.

HENRIK

Men det er nødvendigt.

Jeg kan jo forstaa, at ikke alting er helt godt her i Huset. Skulde jeg nu blot gøre det værre for dig?

FRU STERN

Aa jeg har saamænd ingen saadan Grund til at klage. — Jeg har det egentlig rigtig godt. Stern er jo saa — du ved, der er jo ikke noget hyggeligt ved ham. Han kan ikke saadan smaavrøvle som vi andre og have det rart — det er bare store Ting; men han er jo saa umaadelig klog. Og der er da ogsaa en Masse godt ved ham.

HENRIK

Det ved ingen bedre end jeg.

FRU STERN

Har du ikke en Cigar?

HENRIK

(byder hende)

FRU STERN

(tænder)

Du maa endelig ryge selv.

HENRIK

Jeg har Indtryk af, at I næsten ikke er sammen.

FRU STERN

Ikke meget. — Han har jo saa meget at gøre.

HENRIK

Saa forstaar jeg knap nok, hvad der har bunden dig til ham i de lange Aar.

FRU STERN

Aa vi har jo Gerda og Eli er jo sød imod mig og saa holder han jo saa meget af dig! Og det er jo da ogsaa noget at være Fru Stern forstaar du, og jeg har det jo rigeligt og godt. Naar han bare vilde tage mig med ud i Selskab.

HENRIK

Gør han da ikke det?

FRU STERN

Sjelden og nødigt! Hvad tror du han regner os Kvinder for? Han har ikke Brug for noget Hjem. Han skal have en Scene og et Publikum. (ler med en brutal Latter) Han synes vist egentlig, han er en altfor stor Mand til at være gift! Naar han kommer ind i Salen, forstaar du. „Her kommer den store Stern!“ Det passer ham ikke at have Kællingen under Armen.

HENRIK

Nej men Mor dog — Det er da ikke noget Liv!

FRU STERN

Aaja hvad. Du forstaar sommetider — saa kommer jeg jo ud og saa er det morsomt, saa er jeg jo Fru Stern. Og nu da du er kommen saa bliver det nok altsammen bedre. —

HENRIK

Jeg er bange for at det bliver værre. Jeg er bange for, at det bliver rent galt. Jeg har allerede talt med ham og det gik ikke godt.

FRU STERN

Jamen lad dog for Guds Skyld være!

HENRIK

Ja men Mor —

FRU STERN

(har lagt Cigaren)