Part 5

Der er slet ikke noget men — Henrik — Tal bare ikke om det og vær venlig — saa gaar det Hele. Du maa endelig ikke bryde dig om hvad jeg siger — Jeg har det saamænd rigtig godt, som jeg har det. Saa for min Skyld —

HENRIK

Dette er jo heller ikke for din Skyld —

FRU STERN

Jeg forsikrer dig, at du er det eneste Menneske i Verden han bryder sig om. — Du kan faa ham aldeles som du vil. Han holder forfærdelig meget af dig.

HENRIK

Alt dette tvivler jeg slet ikke om.

FRU STERN

Lad os dog ikke tale mere om det. Hvorfor ryger du ikke? Jeg skal ikke ryge mere. Jeg kan se, at du ikke kan lide det. — Jeg skal i det Hele taget gøre mit Bedste.

HENRIK

Jeg tror ikke rigtig Mor forstaar, hvad jeg mener.

FRU STERN

Jo jeg forstaar det saa godt. (Kort Tavshed) Bare jeg kunde komme paa den Sang. Der er Omkvæd efter hvert Vers — — I bie mig vel! (gaar til Pianoet, slaar en Akkord an, spiller og synger; men denne Gang anstrengt, uden Stemning) I bie mig vel!

HENRIK

Jeg bliver nødt til at forklare dig det.

FRU STERN

(vender sig forskrækket)

Hvad da?

HENRIK

Jeg kan ikke forraade min Fars Navn.

FRU STERN

Nej — men hvad mener du?

HENRIK

Jeg kan ikke kalde mig Stern.

FRU STERN

Vil du stryge det helt. Aa det maa du ikke, Henrik. Vi bliver saa fortvivlede. — Hvorfor i Alverden — nu har du heddet det i tyve Aar.

HENRIK

Det var en Fejl I begik dengang, Mor!

FRU STERN

En Fejl!

HENRIK

At I fik mig til at tage Sterns Navn.

FRU STERN

Du vilde det selv, Henrik. — Det var dig selv. Vi spurgte. Du var saa glad for det.

HENRIK

Jeg var kun ti Aar Mor, og jeg maa gøre det om igen, for det var en Uret.

FRU STERN

Uret mod hvem?

HENRIK

Mod min Far!

FRU STERN

For en død Mands Skyld vil du nu gøre os allesammen ulykkelige. Jo vi bliver ulykkelige. Jeg er dog et levende Menneske; men det bryder du dig ikke om.

HENRIK

Jeg kan ikke forstaa, at du kan tage dig det _saa_ nær. — Græd nu ikke Mor! Lad os tale roligt om det. — Det er en Beslutning, som langsomt er modnet. — Jeg har i de sidste Aar aldrig kunnet skrive til ham af den Grund. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde kalde ham. En Dreng kan bruge Ordet Far. En voksen Mand ved, hvad det er værd.

FRU STERN

Hvis du vidste, hvad jeg har maattet lide, fordi du aldrig skrev til ham og bare til mig. Han troede, at det var mig, som ikke undte ham dig. Hver Gang jeg fik Brev, var der et Helvede.

HENRIK

Saa maa vi jo faa den Sag klaret, og hvis du ikke kan forstaa min Følelse, saa maa du forstaa den rene Fornuft. Det gælder den Stilling, jeg nu kan faa.

FRU STERN

Din Far er allerede saa bedrøvet, som jeg aldrig har seet ham.

HENRIK

Min Far! Min Far!

FRU STERN

Naaja.

Aa hvorfor vil du dog krænke ham, Henrik.

HENRIK

Han er ikke min Far og hver Gang du kalder ham det, skal jeg krænke ham og hver Gang han kalder sig det selv, skal jeg krænke ham. Jeg skal faa det Ord til at dø paa jeres Læber.

FRU STERN

I ti Aar kaldte du ham det hver Dag og hvordan har han ikke været imod dig! Hvilken Far kunde være som han. — Gør os ikke ulykkelige. Lad det være som før. Behold hans Navn og kald ham Far.

HENRIK

Og hvad tror du min Far vil synes om det Forræderi?

FRU STERN

En død Mand!

HENRIK

Du skal ikke stjæle Retten fra en død Mand. Fordi du er troløs mod hans Minde, skal jeg ikke være det. Hvis min Far er en død Mand, saa bliver han dog ved i al Evighed at være min Far!

FRU STERN

Henrik!

Stern er din Far!

HENRIK

Dette er ikke noget at lave Ordkunster med! — Det er en daarlig Spøg!

FRU STERN

Gud tilgive mig Henrik. Det er ingen Spøg. Du er hans Søn.

HENRIK

Tag den Løgn i dig igen!

FRU STERN

Aa gid det var Løgn!

HENRIK

Og min Far da? — Hvad han? — Du begriber ikke, hvad det betyder — Derfor tror du, du kan sige det. Tag det i dig igen!

FRU STERN

Om jeg kunde!

HENRIK

(tæt hen til hende)

Ved du hvad du gør. Du myrder en død Mand! — Du myrder ogsaa mig! (vil ud, men vender sig i Døren og kommer tilbage)

Sig at det er Løgn! (Bedende) Sig at det er Løgn, Mor!

FRU STERN

(skjuler Ansigtet i sine Hænder)

HENRIK

Aa du vil gøre mig gal!

FRU STERN

Henrik. Henrik!

HENRIK

Hvordan er det muligt? Aah — Løgn, Løgn, Løgn! Hvordan — aa det er jo umuligt!

FRU STERN

Det er Sandheden, Henrik. Den frygtelige Sandhed!

HENRIK

Du kendte ham jo ikke. Aa jeg bliver gal. — Han kom jo først ti Aar efter til Landet.

FRU STERN

Det var paa et Besøg i Udlandet! — en Kongres.

HENRIK

(holder Hænderne for Ørene)

Et Besøg — jeg! — Hvad — Fjorten Dage! — Otte Dage! — _en_ Dag! Hvad? — nok til mig!

FRU STERN

Han var som en Konge imellem os og alle forgudede ham. Henrik — Ingen kunde modstaa ham.

HENRIK

Aa det er modbydeligt. Over al Forstand væmmeligt — Og han — min — hvad skal jeg kalde ham — den anden, som ikke — som ikke længer kommer mig ved. Han — som I bedrog — vidste han det?

FRU STERN

Jeg ved det ikke.

HENRIK

Mer! Mer! — Du store Gud! — Ulykkelige Mand, som spildte sin Kærlighed paa en Skifting!

FRU STERN

Aa tænk ikke paa ham Henrik — tænk ikke paa ham! Jaja jeg ved godt, Skylden er min, men han var ikke det Ideal, som du tror, Henrik — Det maa du ikke tro længere — for din egen Skyld. —

HENRIK

Den døde Mand ikke? Bagvask ham bare! Han svarer ikke!

FRU STERN

Det er jo bedst, Henrik, at jeg siger dig Sandheden om ham nu.

HENRIK

Ja ja. Sandheden. Den hadefulde Sandhed som om han var levende. Eller bedre endnu, som om han var død! Den eneste som holdt af ham var jeg og det er forbi. Farvel med ham! Aa det er jo Vanvid!

FRU STERN

Han var god mod dig, det nægter jeg ikke; det var han; men han var en svag og uselvstændig Mand, Henrik — saa paavirkelig — Stern kaldte ham altid „den ædle Lirekasse“.

HENRIK

Gjorde Stern? Haha! Det gør godt at høre, hvad Stern kaldte ham! Aah det er skønt. — At du vover!

FRU STERN

Det var ialtfald Vendels Ideal at komme til at ligne Stern i Et og Alt. Det er for din Skyld jeg siger det, Henrik. — Han drak ogsaa.

HENRIK

Aa Gud i Himlen. Slaa ham bare i Ansigtet. Jeg slaar med! Spyt bare paa ham! Jeg spytter med! Myrd ham bare ned Tomme for Tomme. Aldrig var nogen saa død som han! Saa lad os danse paa hans Grav, Du og Stern og jeg! (atter mod Døren; men vender tilbage) Hvad var det du sagde? Han var paavirkelig, sagde du, ikke sandt? Det er jeg ogsaa! Det har jeg jo fra ham. — Fra ham? — Hahaha. Haahaahaa — (Han bryder sammen i Hulken)

FRU STERN

Om Forladelse, Henrik. Omforladelse. Tilgiv mig! — Tilgiv din Mor.

HENRIK

Ja. Javel! — Jeg snakker sort! Men jeg da! Hvem er jeg! Hvad har du gjort mig til? — Er jeg — en — Aa. — Nu forstaar jeg det altsammen. Nu forstaar jeg, at jeg foragter mig selv helt ind til Marven! Og jeg væmmes ved mit eget Legeme og jeg hader min egen Sjæl! — Det er godt, ikke? Det er godt at være Menneske paa den Maade? Jeg takker dig Gud, som har forraadt mig og knust mig i det Øjeblik, jeg blev født.

FRU STERN

(kaster sig foran ham og omklamrer hans Knæ)

Tilgiv mig, Henrik. Tilgiv din Mor. — Tilgiv din ulykkelige Mor!

HENRIK

Farvel Mor — Farvel Mor — Rejs dig.

FRU STERN

(rejser sig og vil omfavne ham; men han holder hende tilbage)

HENRIK

Jeg gaar istykker forstaar du. Hvad er jeg for En. Er der ikke En, der vil slaa mig ihjel? — Ja. — Farvel!

STERN

(kommer fra venstre)

HENRIK

(truende lige foran ham)

Aldrig! (gaar ud)

STERN

Hvad — Henr— (Mælet svigter ham)

FRU STERN

(er sunket sammen med Hovedet paa sine Arme ved Bordet. Ser op et Øjeblik)

Han ved det.

STERN

(hæst)

Hvad.

FRU STERN

Altsammen! Nu har du faaet din Vilje, som du har pint mig med — i tyve lange Aar! — Og nu hader han os begge — det har du fortjent!

STERN

Hvorfor sagde du det ogsaa netop nu!

FRU STERN

Aa Gud i Himlen hvor er jeg ulykkelig — Aa hele vort Liv! hele vort Liv! min arme Dreng! (springer op) Henrik!

HENRIK

(er kommen tilbage. Truende)

Fred! Dette er Vold, dette er Had, dette er Krig. Inden i mig stod der to med Kniv mod hinanden. Altid! Men nu er de enige. Forstaar du — nu har de Fred.

STERN

Henrik! —

HENRIK

(flammende)

Aldrig! (Han gaar)

STERN

(hæst, med sitrende Læber)

Ogsaa han! —

FRU STERN

(grædende ved Døren)

Aa. Han hader baade dig og mig. (Kalder ud) Henrik!

STERN

Ogsaa han! — Min Søn! Jeg skal da ikke spares for noget! — Det er _dig_, jeg kan takke for dette!

FRU STERN

(støtter sig til Bordet)

Nej dig selv! Og mest hader han dig! Og det gør jeg ogsaa!

STERN

Javist! Javist. Hvem hader ikke mig mest! (vender sig brat og gaar)

FRU STERN

(slæber sig ud paa Balkonen. Kalder)

Henrik. Henrik! Henrik — Aa han hører ikke. — Han flygter fra sin Mor — — Han flygter for sin Mor — Aa Gud i Himlen, hvor er jeg ulykkelig — Min arme Dreng! (Hun synker sammen)

Tæppet.

TREDIE AKT

I Gaarden. Morgenen nærmer sig; men der er endnu Stjerner paa Himlen og Bjergene staar i Maaneklarhed. Den store Buelampe ved Trappen er tændt. Det banker paa Porten. Aksel kommer fra sit Værelse og aabner den. Professor Lyng træder ind. De gaar frem mod Forgrunden, saa de kommer ind i Lyset.

PROFESSOREN

Ja det er en underlig Tid, jeg kommer paa, Aksel; men jeg saa, at der var Lys hos dig, og havde du sovet, saa havde jeg nok vækket dig alligevel.

AKSEL

Jeg har ikke været iseng inat. Her er skeet noget alvorligt. Henrik har forladt Huset og er ikke kommen tilbage.

PROFESSOREN

Vi har hørt det. Vi rejste nemlig ikke til Byen, men gjorde en Udflugt og tog saa ind paa Hotellet hernede. Er du alvorlig bekymret?

AKSEL

Naturligvis er jeg bekymret; men jeg kan dog ikke tro andet, end at han kommer.

PROFESSOREN

Ja lad os haabe det! Naa, men Mor og jeg har altsaa besluttet os til at gaa til Byen istedetfor at køre. Apostlenes Heste har godt af at blive rørt engang igen. Derfor er vi saa tidligt paafærde. Og hvad jeg vilde spørge dig om er dette: Har du ikke Lyst til at følge med os hjem?

AKSEL

Ak jo. Hellere end gerne; naar dette med Henrik blot er overstaaet.

PROFESSOREN

Endnu om tre Dage kan du træffe os i Geneve paa vort lille Hotel, som du kender. Og saa haaber jeg bestemt at du kommer, for dette her er jo ikke rigtig godt. Synes du vel?

AKSEL

Hvad mener du?

PROFESSOREN

Jeg mærker jo, hvordan det er fat — og det er ikke rigtig godt, synes jeg, at du gaar her og hader en Mand, naar du er i hans Brød og dog faktisk har al mulig Grund til at takke ham. Vel? Det er ikke rigtig „reggederligt“.

AKSEL

Jeg ved det godt.

PROFESSOREN

Jeg har tænkt en Del over Sagen igaar og inat. Og det er jo dig, som er paa den gale Side. Det maa du jo se; men nu er det saadan fat med mig, at jeg synes ogsaa jeg har Skyld.

AKSEL

Har du?

PROFESSOREN

Jo dette hjemløse, som du finder ved ham, — det at han ikke har noget Samfund i Ryggen, og det er jo en stor Ulykke, det kendetegner jo paa en Maade ogsaa dig selv. Jeg tror Barndommen betyder uhyre meget. Det at vokse op i Forstaaelse med Naturen og Menneskene, det er det egentlige gode Grundlag for Livet; men jeg er bange for, at du har faaet en Splint i Øjet i en Tid, hvor man helst skal se venligt og klart. — Jeg er glad over, at du hører saa sagtmodigt paa mig.

AKSEL

Jeg er saa fortvivlet, Onkel Ejnar. Jeg er bange for, at det er min Skyld, at det er gaaet galt med Henrik paa en eller anden Maade.

PROFESSOREN

Lad os nu haabe det bedste. Hvad jeg bebrejder mig selv er, at jeg ikke tog dig i Huset, da din Far døde. Vi var rigtignok seks i tre smaa Værelser; men man siger jo, at hvor der er Hjerterum er der ogsaa Husrum, saa det maa vel være Hjerterummet, det har knebet med, og det er jeg ikke videre stolt af.

Saa sees vi altsaa i Geneve og prøv nu paa at komme herfra paa en „reggederlig“ Maade i Venlighed og Mindelighed, for dette Hus er jo dog _hans_ Hjem.

AKSEL

Hvis Henrik blot kommer, skal alt være godt.

PROFESSOREN

Du maa jo forstaa, at der er Krigsluft i dette og engang maa vi dog hitte frem til den gode Menneskelighed. Naar de, du har seet dig ilter paa, sætter deres Rigdom og Stolthed ind paa at genoprette deres Land, vil det maaske lyse. — Vi maa alle blive bedre Mennesker Aksel.

AKSEL

Jeg synes der kom nogen. (Lytter) Nej. Det er forfærdeligt, hvis jeg har nogen Skyld i dette. — (gaar op og ned i Angst) Vi fægter Allesammen i Blinde og rammer den, som vi ikke vil. Jeg er naturligvis ogsaa selv en Røver, som er faldet mellem Røvere.

PROFESSOREN

Røvere og Røvere, det er nu saa strengt! — Selv kan jeg jo ikke saadan med Stern. Vi er stemt i forskellig Tonart, og det tager jo paa Nerverne. Havde han bare ligget paa Bleg et lille hundred Aar ved Øresund, saa havde han saamænd været lige saa god eller daarlig som vi andre. Men som han er, saa er han jo dog en mærkelig Mand. Jeg har gaaet og seet paa, hvad han har lavet her. Igaaraftes var vi paa Broen over Kløften — Jo, den bliver selv om Krigen har sprængt alle de andre og kan du ikke se, at der alligevel er en Drøm i den. — Det bilder jeg mig da ind — en fin Drøm fra et skjult Sted i hans Hjerte: _om at binde sammen!_ En Bro er det jo ialtfald og han har skænket den. Ja jeg ved, hvad du tænker: Forfængelighed! men jeg er nu gammeldags og hvor jeg møder det Gode lader jeg det gælde. Det værste ved Livet er, at Djævelen altid er paa Spil og gerne lister sig til at sætte sin Signatur paa de gode Gerninger ogsaa. Men jeg vil ikke lade mig narre af den Skelm. Jeg lader det gode gælde, saa længe som muligt, ellers saa det altfor sort ud i denne sørgelige Verden.

Ja det blev et helt Foredrag. Jeg har da ogsaa indstuderet det grundigt, kan du tro.

(Gerda er kommen fra Porten og er hastigt gaaet til Trappen)

Naa, nu siger jeg dig Farvel og paa Gensyn. Det lysner allerede, saa Mor venter mig for at gaa.

AKSEL

Ja det lysner Gud ske Lov. Saa stiger ogsaa Modet. Farvel Onkel og Tak og paa Gensyn. (Følger ham ud og vender straks efter tilbage.)

GERDA

(er bleven staaende paa Trappen)

Hvad var det for et gammelt Sludrehovede?

AKSEL

Det var min Farbror.

GERDA

Saa passer det vist udmærket. Han bøvsede af lutter Selvbehagelighed.

AKSEL

Han er ialtfald velmenende.

GERDA

Det bilder De Dem jo ogsaa ind, at De er. Naa. Sig mig, om der blev sagt noget igaaraftes? Var de vrede over, at jeg ikke kom hjem?

AKSEL

Ærlig talt tror jeg knap nok der blev lagt Mærke til det.

GERDA

Naa? Ja, jeg gaar iseng. — De kan tro jeg har haft det storartet! — Ih du gode Gud, hvad har jeg ikke oplevet. Jeg har set døde Mænd ligge i hele Bunker i Maaneskin. Frygtelig uhyggeligt! Jeg synes Krigen er storartet og vældig sjov er den ogsaa. Bare den ikke holder op!

AKSEL

Der er vistnok Fare paa Færde nu!

GERDA

Jeg rejser imorgen efter Frokost igen. — Vi gifter os nemlig. De ved, han, Jenkins, Millionæren og jeg.

AKSEL

Dyden belønnes!

GERDA

Aa jeg synes nu ikke De har faaet tilstrækkeligt, for De er da dydig. Ikke? — Ved De hvad jeg engang har seet. Jeg har seet en Moralist i bar Skjorte. Det var et kønt Syn! Godnat!

AKSEL

Jeg beklager, at jeg ikke rigtig kan kappes med Dem i Vid netop nu. Der er skeet alvorlige Ting her i Huset. Deres Mor er syg og Deres Far i det sorteste Humør. Han har faaet et Anfald af sin gamle Galdestenslidelse.

GERDA

Uf! Det var da et rædsomt kedeligt Hus. Saa vil jeg hellere rejse straks!

AKSEL

Deres Bror kom hjem iforgaars; men han gik bort i Gaar Middags og har ikke vist sig senere. Der har De Grunden til Husets særlige „Kedelighed“.

GERDA

Hvad er der ivejen med ham?

AKSEL

Ingen ved det. Vi har søgt efter ham allevegne, men forgæves.

GERDA

Tænk, saa faar jeg ham maaske aldrig at se!

AKSEL

Vi maa jo haabe, at han kommer. Han vilde gaa en Tur, siges der, og har saa maaske besluttet sig til at overnatte et eller andet Sted.

GERDA

Aah — er det ikke mere spændende?

AKSEL

Forhaabentlig ikke!

GERDA

Ja, det er et forfærdelig kedeligt Hus! Og Papa i frygteligt Humør! Saa gaar jeg. Jeg bliver nødt til at faa et Automobil.

AKSEL

Men skal jeg da ikke sige noget til Deres Forældre? Deres Mand. Hvad hedder han? Kommer De ikke med ham og forestiller ham?

GERDA

Næh — Han hader Papa og alle den Slags! Jeg skal skrive til _Mama_.

AKSEL

Det er ikke netop min Bestilling at tage Vare paa Deres Papas ulykkelige Privatliv. Men jeg synes alligevel, at dette er et temmelig stivt Stykke!

GERDA

Det kan jeg da ikke gøre ved, at han hader Papa. Alle Mennesker hader jo hinanden. Det maa Papa virkelig kunne forstaa. Han vil jo, at alle Mennesker skal være sig selv og det kan De tro Jenkins er. Uf! De er da ogsaa Verdens kedeligste Menneske! I skulde være henrykte over, at jeg overhovedet kommer her og De har ikke engang ønsket mig til Lykke.

AKSEL

Hm. Hvis en Moralist nu hviskede Deres stakkels ulykkelige Mand noget i Øret. Hvad saa?

GERDA

Ja. Hvad tror De?

AKSEL

Ikke godt at vide!

GERDA

Jeg tror Moralisten vilde faa et Par paa Torsken. Min Mand er nemlig en Gentleman, skal jeg sige Dem.

AKSEL

Ha! Er han ovenikøbet det, den stakkels Mand!

GERDA

Uf jeg ærgrer mig! Jeg havde glædet mig saadan til at fortælle om alt muligt, og jeg havde de dejligste Presenter med til jer allesammen! Pikkelhuer og Granatstumper! Nu er det Hele spoleret. — Til Dem har jeg en giftig Gasmaske! Den skal De faa! (vil aabne sin Taske)

STERNS STEMME

(fra højre)

Raum! — Raum!

GERDA

(dæmpet)

Farvel med det samme! (Skynder sig ud. Tasken glemmer hun)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(venter til Gerda er borte)

STERNS STEMME

Er der nogen?

AKSEL

(gaar til Døren)

STERN

(aabner)

Jeg kalder og kalder! men ikke et Menneske bryder sig om det! (Han kommer frem i Døren) Naa er det Dem?

AKSEL

Herr Doktor. De burde neppe staa op.

STERN

Det er saamænd ligemeget. Gamle Mænd bliver syge. Det hører til. (Han sætter sig. Ser spørgende paa Aksel) Naa?

AKSEL

Han er desværre ikke kommen.

STERN

Naa! (Tier lidt) Ja hvad saa?

AKSEL

Forhaabentlig er han bleven forsinket paa en eller anden Maade og har taget Natteophold undervejs.

STERN

Formodentlig. — Vil De slukke den Lampe? De ser, det er snart Dag.

AKSEL

(slukker. Det er Morgendæmring)

Ja, jeg stod netop i Begreb med at begive mig afsted igen.

STERN

Naa ja. Og Raum? — Hvor er han?

AKSEL

Han er vistnok allerede gaaet.

STERN

Naa.

AKSEL

Men før jeg gaar, vilde jeg gerne vide, om Doktoren kan give mig nogenslags Oplysninger til Vejledning?

STERN

Hvad Slags Oplysninger?

AKSEL

Fru Stern ved intetsomhelst til Forklaring; men tror ikke desto mindre det værste.

STERN

Det værste?

AKSEL

At han selv —

STERN

Nej! Saa dum og svag er min Søn ikke!

AKSEL

Men kunde der da tænkes nogensomhelst Grund?

STERN

Nej. Der har været — der var været en ubetydelig Divergens — men aldrig i Verden det! — Som Dreng var Henrik sommetider trodsig. Han har svært ved at bøje sin Vilje. Engang forlod han Huset, blev borte om Natten. Næste Dag fandt vi ham paa et Hotel ved Kysten. Jeg tænker dette er noget lignende.

AKSEL

Det haaber jeg ogsaa.

CHAUFFEUREN

(kommer ilsomt gennem Porten. Aksel gaar ham imøde)

Ich habe ihn. Ich — Ich — Er kommt! (Han fortæller dæmpet til Aksel)

AKSEL

Det er godt. (Chauffeuren gaar)

STERN

(har med Vanskelighed rejst sig)

Naa hvad saa?

AKSEL

Han siger, at Ingeniøren kommer om et Øjeblik. Han mødte ham paa Vejen lige herhenne og spurgte om han vilde køre med; men han vilde gaa. Han led af Hovedpine, sagde han.

STERN

(synker tilbage i Stolen)

Naa — der kan De se! Der var ingen Grund til at skræmme Livet af mig!

AKSEL

Jeg vil gaa ham imøde. Vil Doktoren tale med ham?

STERN

Jeg vil iseng! Han kan jo komme og tale med mig. (Han ømmer sig)

AKSEL

(vil hjælpe ham op)

STERN

Tak! Jeg kan selv. (Han gaar til sit Værelse. Vender sig flere Gange om for at se mod Porten, bliver et Øjeblik staaende i Døren og venter. Der bankes. Henrik kommer tilsyne. Først da gaar Stern ind)

HENRIK

(kommer. Bleg, træt, forvildet)

AKSEL

(imod ham)

Menneske, hvor har du gjort os bange!

HENRIK

Hyss vær stille! Jeg har gaaet i Bjergene.

AKSEL

Men hele Natten? — Aa, jeg har været saa bange for at det var min Skyld!

HENRIK

(sætter sig)

Jeg havde Hovedpine. Jeg kan ikke blive af med den. Kan du skaffe mig noget — Jeg kan ikke huske, hvad det hedder. Jeg er søvnløs. Det er mig umuligt at sove og jeg _maa_ sove. — Veronal!

AKSEL

Du ser jo ud, som om du ikke kunde holde Øjnene aabne. Gaa dog iseng Menneske.

HENRIK

Ja ja. Men skaf mig det straks, siger jeg, hvis du kan. Jeg vil sove. — Det maa være stærkt, ellers nytter det ikke.

AKSEL

(ved Trappen)

Jeg skal forhøre om der er noget i Husapotheket. — Men Henrik! — Du maa være forsigtig.

HENRIK

Du har det med at passe paa dine Medmennesker! Tror du ikke jeg er voksen? Tror du ikke jeg ved, hvor meget jeg kan taale.

AKSEL

Vent her saa længe. (Hastigt op og ind)

RAUM

(kommer fra Højre med sit Kluns og en Lygte)

Aber Gott! Er det Dem, Herr Stern?

HENRIK

Raum? Gaa bare! Gaa!

RAUM

Ja „gaa, gaa“. Men Ingeniøren maa love mig ikke at sige noget til Doktoren. (aander ud) Naa, det var da godt, at De kom, før jeg tog afsted. Saa har jeg ikke det paa Samvittigheden. Jeg skulde været ud at lede.

HENRIK

(ser opmærksomt paa ham)

Hvor skal De hen, Raum?

RAUM