Part 4

— De? sa hun og vendte sig og saa paa ham. De har de største og klareste øine jeg har set hos en mand, Deres blik er usedvanlig sterkt og klart. Deres ører er store og meget velformede, jeg tviler ikke om at de funktionerer upaaklagelig. De har en fin, uttryksfuld og vakker mund. Men De savner virkelighetssansen, derfor er der intet syn, ingen klange, ingen duft og intet indtryk i det hele tat som berører Dem. Hvis jeg derfor pekte for Dem nu og sa, se for et knitrende fyrverkeri av solgnister der silrer gjennem det unge birkeløv ned i grønsværet og blir til hundreder av røde, blaa, gule og hvite, bittesmaa, duftende, søte tusindfryd, saa appellerte jeg jo til alle Deres sanser, men De vilde bare finde det et overspændt, skjønliterært og unødvendig utlæg av et hverdagsfakta. Ikke sandt?

— Jo, sa Meninsky, min virkelighetssans vilde den beskrivelse hvertfald ikke vække. For det er da slet ikke solskinnet som blir til tusindfryd?

— Jo! svarte Run Bates fort, men gik ikke videre. Hun blev høirød og forvirret som grepet i en løgn og kunde intet si paa en stund.

Først langt om længe sa hun stille:

— Nei, det var min ulyksalige, ukuelige fantasi igjen. Jeg myrder den tusen gange om dagen, men stadig lever den op igjen. De forstaar, jeg kan like lite som Vorherre junior la være at tale i billeder, endda jeg like godt som han vet hvor daarlig de blir forstaat, tilslut blir vel ogsaa jeg spikret op paa et kors for mine sproglige formastelser. Men kom jeg galt avsted med eksemplet, saa har jeg hvertfald ret i pointet — sansene!

— Ja, sa Meninsky trøstende. Jo, selvfølgelig hadde hun ret. Men vilde hun ikke hjælpe ham lidt — til at bli sanselig han ogsaa? Putte lidt av sin egen overflod i ham.

Da stanset Run Bates igjen og grep sig haardt under haken og efter at ha bevæget kjæverne op og ned som var de gaat av ledd og det gjaldt at faa dem sammen igjen sukket hun tungt og sa:

— Uf, jeg er saa træt av at snakke! Og vi er bare halvveis ...

Og saa tier hun. Hun tar virkelig en lang pause. Det blir stille paa Capranola.

Han vandrer ensom i de labyrintiske gange og ser ut som om han hører paa at græsset gror og som at han nu synes det kan være langt nok.

Endelig den tredje dag finder han hende i en huske. Der har hun hat paa for engangs skyld, en liten fiffig hat sydd av blaa, bløte silkebaand, bremmen ligger hende ned i ansigtet, helt nedover munden. Hun sitter ganske stille, den ene spidse skosnute støter mot marken, hun holder sig godt fast i taugene, det ser ut som om hun er faldt i tanker akkurat idet hun skulde i luften.

Han har set hendes ansigt et øieblik, at hun ikke sover, men da han nærmer sig og stanser midt fremfor hende blir hun fremdeles sittende, løfter ikke hodet, hattebremmen gjemmer hendes ansigt.

Han blir forgjæves staaende der og vente paa hendes blik og stemme. Da kommer han nærmere, tæt hentil hende og han strækker sin ene haand ut og griper med to varlige fingre i hendes hattebrem for at løfte den op, men kommet halvveis, seende den store, hvilende mund og de nervøse næsefløier slipper han den braat, som forfærdet over sin egen dristighet. Og han forlater gaaten under den blaa hattebrem uløst.

Men den fjerde dag taler hun igjen. Og da er der en ny magt i hendes stemme, en større styrke i hendes foredrag, en bedre orden i hendes stof, en sterkere koncentration.

— Hvorfor, sier hun, løftet De ikke den hattebremmen? Var det Dem selv, skrækken for hvad De kunde opdage under den gjaldt, eller var det mig? Var der noget De ikke _vilde_ vite eller trodde De ikke _maatte_ vite? Vet De ikke at det at leve, det er at gjøre sig til vidne? Hvor De er feig!

* * * * *

— Dette er Indien, sa hun, liggende utstrakt i badestrandens okkergule sand og stirrende ind i den soldirrende, skyløse himmel.

Og nu vet jeg det! satte hun sig braat op idet hun klasket hænderne kraftig sammen. _De_ er indier!

— Er jeg det? sa Meninsky forundret.

— Javist, lo hun sit clownsmil. Det forklarer det hele! Der De nu sitter i den latterlige skjørtedragten Deres, med knærne opunder haken og med saa meget av Deres sarte, hvite kvindehud utsat for solbranden, forener De en tempelvogters ro, en majarias værdighet og en fakirs uimottagelighet for ydre indtryk. Om en bombe sprang her like ved os vilde De ikke blunke engang, og blev jeg med tilveirs vilde det ikke berøre Dem. Vel?

— Nei, naturligvis ikke, svarte Meninsky.

— Slik som nu, kunde De sitte hele Deres tid og rolig la livet leve sig selv paa siden av Dem. Verden er for Dem bare et taakebillede, en illusion, et gjøglende skin, det som inderne kalder Maya. Hele Deres higen gaar ut paa at komme væk fra dette mummespil til den store guddommelige virkelighet. De er ikke saa lav som vore kristne at De lønskalkulerer, De indtar den allerklokeste holdning, De gjør _ingenting_. Saa kan De hverken lønnes eller straffes? Liddelig lurt!

Og hun efterapet hans stilling og mimik, og lykkedes fuldstændig.

Hun hadde en elegant badedragt paa, den var vid og anstændig men dækket saa lite som mulig an hendes lille, brune krop. Om en stund, naar hun blev rigtig gjennemstekt av solen skulde hun i sjøen.

— Men De vet, sa hun pludselig alvorlig og meget indtrængende, om inderne ikke handler saa tænker de, er de passive med musklerne saa kan de bruke hjernen.

— For eksempel? sa Meninsky.

— Jo, en veninde av mig, en engelsk officersfrue som har levet nogen aar derborte nu, skrev for en tid siden en liten pudsig historie til mig. Om en fakir. Hun hadde set ham sitte saan i det hete tørre sandet, som de altid sitter, dag efter dag, i samme forvredne stilling, magrere og magrere, gulere og gulere, mere og mere avskrækkende, et fuldstændig passivt menneske — som De. Men engang møtte hun hans øine, sælsomt sorte, blanke øine. Og pludselig en dag hun var ganske alene i huset stod han paa hendes veranda, bøiet til jorden og bad om en lok av hendes haar. Hun sa nei, men han bad igjen, han gav sig ikke med de svarte øinene sine. Da fik hun en genial ide. Og oppe paa sit soveværelse klippet hun en frynse av en sengeforlægger, frynsen var gul og silkemyk som hendes eget haar, fakiren tok den og takket hjertelig.

Hver dag saa hun ham siden sitte og stirre paa noget i sin hule haand, hun mødte aldrig mere hans øine. Men fjorten dage senere da hun igjen var alene i huset og sat paa verandaen blev hun opmerksom paa en underlig lyd ovenpaa i soveværelset, en sælsom tassing og subbing, helt forskjellig fra menneskelige skridt. Døren gaar op og nedover trappene kommer humpende, subbende og raslende — hendes sengeforlægger! Du kan tro den hadde hastverk, skriver hun til mig, du gode Gud som den bugtet sig ivei til den manglende frynsen sin!

— Hm, sa Meninsky. Men den fakiren var altsaa ikke uimottagelig for ydre indtryk.

— Han var saa ung, sa Run Bates og tømte sandet ut av sin ene strandsko, han var ikke paa langt nær saa gammel og drevet i selvforglemmelse som De.

— De mener, sa Meninsky og saa interessert paa at hun tok skoen paa igjen, at jeg ikke kan bli forelsket? Men er ikke kjærligheten netop selvforglemmelse, selvhengivelse?

— Oh, sa hun, fra hvilken aargang før syndfloden er De? Jeg har elsket en eneste gang, og aldrig hverken før eller senere har jeg været saa bevisst min egen realitet som da. Man kom og fortalte mig at jeg «gik op i» gjenstanden for mine følelser, man advarte mig mot tapet av min egen personlighet og jeg lot mig skræmme. Nu ser jeg klart at hadde jeg fortsat med at elske vilde jeg blit en ideél egoist. For det er sig selv man elsker i den elskede, det er sine egne feil og fortrin man henholdsvis overser og forstørrer, ikkesandt?

— De paastaar mig jo ute av stand til at bedømme det, sukket Meninsky.

— Ja, for hvad skulde kunne beta Dem? Hvem kan speile intethet, understreke tomrum og korrigere fuldkommenhet? Nei, den er ikke født som De kunde forelske Dem i, Meninsky. Eller som kunde forelske sig i Dem.

Meninsky saa paa hende.

— De er en djævel, sa han med stor overbevisning. Jeg begynder at se frem til Paviere!

— Og jeg tilbake, lo hun. En av de allerførste dage reiser jeg fra dette sted hvor jeg vet han aldrig kommer.

— De vil ut og lete efter ham?

Det svarte hun ikke til. Hun sat og skrev med sin pekefinger i sandet.

— Tror De paa skjæbnen? spurte han.

— Nei, sa hun, paa tilfældighetene. Jeg tok tilfældigvis feil av Deres og Pavieres ryg, og det er udelukkende min egen og ingen skjæbnes fortjeneste at jeg har faat en oplevelse ut av det.

— Har De det? spurte Meninsky forundret, meget forundret.

— Jaha, sa hun og holdt op at skrive. Istedetfor Pavieres deciderte størrelse til at forstemme mig har jeg jo hat Deres dobbeltdeciderte litenhet til at opløfte mig! Jeg forsikrer Dem, denne følelsen av koloss, av mammut sammen med Dem er udelt behagelig.

Han bøiet sig frem og læste hvad hun hadde skrevet. Der stod tre gange Run Bates og tre gange Gudrun Haavaldsen.

— Gudrun Haavaldsen, hvem er det? spurte han.

Hun bøiet sig forbauset frem og læste og deres ansigter kom meget nær hverandre ved det. Saa løftet hun langsomt øinene med hans eget indolente blik.

— Vet ikke, sa hun paa hans svævende maate. Vet De? spurte hun med hans høflige, intetsigende smil.

Da lo han. Og han strakte sine ben ut og begravet sine hænder i sandet og sa:

— Om jeg nu tok mig voldsomt sammen og skaffet mig lidt ballast fra Dem, og jeg saa blev forelsket i mig selv, i Dem eller omvendt og fik fat i en lok av Deres haar og sat her i sandet og stirret paa den i min hule haand i fjorten dage, — kom De saa?

Da reiste Run Bate sig.

— Neppe, sa hun. Klip heller en liten tust av Deres eget haar og be Dem selv komme! Saa skal vi se paa det.

* * * * *

Indenfor sandet taarner klippene iveiret. De skifter farve utover døgnet som gigantiske kameleoner. Om morgenen er de gule som sandet, ved middagstid brune, om eftermiddagen jordbærrøde og efter solnedgang violette eller marineblaa.

De var lilla og likesom uldne i konturene den aften Run Bates like efter solnedgang klatret opover den høieste av dem: Ararats berg.

Da hun naadde det flate topplataa var der nogen før hende. En mand stod som en silhuet mot himmelbranden.

— Meninsky! ropte hun.

Men manden rørte sig ikke. Han stod med ryggen mot hende, urørlig som av sten, vældig som en koloss mot den vide, urolige bakgrund.

— Meninsky? ropte hun igjen og meget høiere.

Stenstøtten stod som før.

Da la Run Bates sig fremover og hvisket som for sig selv:

— _Paviere?_

Og øieblikkelig vendte han sig som var der blit tutet ind i ørene paa ham. Det var Meninsky.

Run Bates satte sig langsomt ned hvor hun stod uten at slippe ham med sine store, forfærdedede øine.

Hun stønnet da han kom.

— Det er altsaa Dem allikevel, sa hun.

— Hvadfornoget? sa Meninsky.

— Nu saa jeg det, sa hun og vred hænderne.

— Neimen kjære, hvad gaar der av Dem? spurte han, er De syk?

— Paa _den_ bakgrunden, sa hun og pekte ut. Jeg saa jo straks De ledet det hele. _Det_ var orkester det, hvad? De var midt inde i symfonien nu, ikkesandt? Verdens undergang? Flammer, flammer. Deres ryg var ganske som i Paris. Og Deres ansigt da De snudde det var Meninskys.

Hun sat foroverbøiet i lyngen og rokket med hodet som en gammel kone.

— Skal jeg prøve at skaffe Dem lidt vand? spurte Meninsky forfærdet, De har overanstrengt Dem opover!

— Jeg ante det jo, fortsatte imidlertid Run Bates i den samme dumpe tone, likheten var for paafaldende! Hadde De allikevel ikke været Meninsky nu da de snudde dem, mumlet hun. Det kunde jo tænkes De i mere end navnet vilde være incognito. Men Meninsky er Deres væsen, Deres passivitet og meningsløshet var ingen komedie. Og hun stønner igjen og kryper sammen om en smerte indeni sig.

— Det er, sier hun, og ser op paa ham med et par bundløse øine, som om jeg er faldt ned fra en svimlende høide, jeg føler mig ganske pulverisert!

— Skal vi ikke gaa ned, prøver Meninsky forsigtig, her vil snart bli mørkt?

Men Run Bates fortsætter med at rokke og vri sine hænder. Saa er det som om hun lytter efter noget inde i sig.

— Tænk, sier hun undrende og lyst og et smil blaffer op i hendes øine, jeg tror næsten jeg er ulykkelig? Jeg er ikke istand til at se noget morsomt i dette, jeg er virkelig fortvilet, jeg forsikrer Dem jeg har _ondt_ av lutter bedrøvelse, De skulde vite hvor jeg tydelig kjender at sjælen sitter i hjertet og forstanden i hjernen? Merkelig. Saa _legemlig_ har jeg aldrig tidligere fundet mig selv igjen.

— Nu gaar _jeg_, sier Meninsky blidt og besværgende som til et meget litet barn.

— Men dette _var_ en skjøn boble, mumler Run Bates, og hvor den var svimlende høit tilveirs! Au, jeg er næsten _tørret_ i faldet.

— Kjære, trygler Meninsky, maa jeg virkelig gaa fra Dem?

— Ja gaa De, nikker hun. Men hvordan kunde det falde mig ind at De var saa lykkelig? At De var saa usigelig, vidunderlig lykkelig? Jeg vet ingen mindre «lig» av noget slags end Dem. Var De endda ulykkelig ...

— Kom nu, sier Meninsky pludselig strengt og tar hende i armen og løfter hende.

— Au, roper hun da og tar sig fort til hjertet. Det stak! Som med en stoppenaal? Ja nu gaar vi.

Men hun maatte sætte sig igjen.

— Jeg er syk, sier hun. Jeg faar ikke puste. Hjælp mig!

— Ta Dem sammen, sier han haardt. Men han ser snart at det er alvor. Hun er allerede i vildt slagsmaal med en aandenød.

Han maa sætte sig ned og hjælpe hende. Han støtter hende, holder om hende, rister hende naar hun er nærved at gi op. Fraaden staar hende tilsidst om munden og sveden perler i store, tunge dryp fra hendes pande. Det koker i hendes lunger og gurgler i hendes hals, aandedrættet blir borte lange stunder ad gangen og hun blir gul over næsen som et lik. Læberne blir blaa. Tilsidst skriker hun høit ut og besvimer.

Han tror hun dør og rister hende i rædsel haardhændt saa hendes hode kommer til at dingle som en tung blomst paa en vissen stilk. Han løfter hendes øienlaak og ser at blikket er ganske brustent, han synes ogsaa at merke at hun avkjøles. Han roper hendes navn gang paa gang.

Tilsidst følger han en pludselig indskydelse, legger sin mund ind til hendes øre og hvisker: — _Gudrun Haavaldsen?_

Og miraklet sker. Hun vaakner. Bare et øieblik, men i det stirrer hun ham klart og intelligent like ind i pupillene og et lite flakkende aandedræt streifer varmt hans kind. Da hun igjen mister bevisstheten løfter han hende i sine arme og bærer hende slik til Palazzo Garnese.

* * * * *

Hun var sterk igjen efter otte dages fuldstændig ro. Da besøkte han hende paa hendes værelse.

Det var et stort deilig rum hvor solen spillet ind paa blekede, fantastiske gobelinlandskap og hvor balkondørene stod paa vidt gap mot sommeren utenfor.

Run Bates’ divan stod midt paa gulvet, den lignet et blaaskjæl i formen og var fyldt av den merkeligste samling puter under solen. De var av alle former og alle størrelser, der var et myrderi av farver og et virvar av broderi. Materialet var det forskjelligste fra silke og lær til fuglefjær og slangehud. Selv utgjorde Run Bates divanens store og brogede point i et pragtfuldt kinesisk neglige. Tre bittesmaa sølvklokker hang fra en pinne i hendes haar og klang sprøtt bare hun dreiet paa hodet.

Hendes haand med chokolademuggen var blit saa hvit og skrøpelig, han tok muggen fra hende og skjænket selv.

— Tænk at De bar mig, sa hun da og hendes blik blev saa blaat av undren. Hvor sterk De maa være!

— De var saa let, sa han, saa utrolig let.

— De hvilte vel ofte?

— Ingengang. Jeg var nede paa et kvarter, tænker jeg. Og det var paa høieste tid visst ...

— Jeg blev stukket en sprøite, sa Run Bates og satte pekefingeren ved et litet merke paa sin høire underarm. Ja, sa hun og saa ut av balkondøren, det var i sandhet Ararats bjerg. Dit gaar jeg aldrig mer.

— Nei, gjør ikke det, svarte Meninsky sterkt.

Mellem hver mundfuld chokolade la Run Bates sit hode tilbake mot en stor, indviklet og merkelig applikert pute. Meninsky bøiet sig frem og fulgte en av dens vanskelige konturer med sin ene pekefinger.

— Det er livet i Hollywood, sa Run Bates. Broget, ikkesandt?

— Jo, sa han, aa, det er sandt, de betyr jo noget alle disse putene?

— Allesammen.

— De maa forklare dem for mig!

— Det vilde være at lægge mit liv aapent for Dem, Meninsky, og det vilde ta tid. Men den pute De selv kommer til at inspirere skal jeg forklare Dem meget indgaaende.

— Tak, svarte han. Men er silke og dun da slik bekvem materie?

— Uhyre. Men her, sa hun og løftet op en terningformet, graa, kompakt og tung pute, dette er strie og stampelo. Mit barndomshjem. Den er parfymert ogsaa, lugt! Og hun stak puten helt hen i næsen paa ham. Barnevask og stekt flesk, mit barndomshjems atmosfære. Den har jeg tutet mangen en hjemvetaare i, kan De tro.

— Og denne? spurte Meninsky med en eiendommelig liten kuleformet pute i haanden. Den var ufattelig let og av et deilig opalfarvet metalstof.

— Den er et barndomsvenskap, svarte hun og tok den som ængstelig fra ham. Min første og seigeste illusion. Den største og vakreste _boble_ jeg har præstert.

— Gik den til himmels, eller sprak den? spurte han alvorlig.

Men da lo Run Bates.

Hun la sig godt tilbake i Hollywood-livet og lo saa klokkene i hendes haar slog allarm.

— Gud, sa hun da hun endelig sat befriet, hvor mine ord altid høres idiotiske ut i andres mund. Det rene Gaustadprat.

— Neivel? sa Meninsky forurettet.

— Jo, for ingen aner jo hvad som ligger bak. Der er altid en dyp mening bak alt mit sludder, Meninsky, husk det, glem det ikke!

— Ja, nei, svarte Meninsky lydig. Men en boble svæver jo, sa han, hvorfor ikke fylde den puten der med gas og ha den svævende efter en snor her over sofaen?

— Da blev den jo en ballon, smilte Run Bates, der er stor forskjel paa balloner og bobler, min kjære. Den er fyldt med kolibridun, sa hun og kastet den til ham, den er let nok. For den er ikke længer nogen svævende boble, den er en vanddraape paa det fasteste tørre, den er _mig selv_! Maa jeg presentere Run Bates! gjorde hun en elegant gest mot puten og solen traf samtidig en diamant paa hendes haand og etpar sølvtraade i puten og slog to blaalige reflekser i kryds over Meninsky.

Og De, gik hun derefter over i en ny toneart, ønsker at beholde Deres inkognito?

— Ja, svarte Meninsky med et litet shok.

— Ja, De er naturligvis her for at hvile Dem. Jeg husker nu at De skyr musikken her, De har visst endnu ikke sat Deres ben i musiksalen, har De vel? Og ikke paa dansegulvet. Jeg kan godt forstaa det. Hvor gammel er De?

— Femogtredve.

— Og har stridd med musik fra De blev født naturligvis? Stakkars Dem. Jeg forstaar Deres passivitet. Den indgaar i kuren, ikkesandt? De er forbudt indtryk og sindsbevægelser av enhver art? Deres musikmaskineri maa hvile og justeres. Hvor De maa ha fundet mig uforskammet.

— Nei, slet ikke, protesterte han.

— Jo, naturligvis, lo hun likegyldig. Men aldrig har jeg imøteset en skuffelse med slik angst som denne med Dem, forstaar De — og du gode Gud hvor den ogsaa blev smertefuld! De var hele tiden æsken med det rare i for mig, jeg vilde helst tro De var tom, men ante det rædselsfulde i Dem og vovet aldrig aapne paa laakket — at jeg ikke _døde_ av skræk da laakket gik op av sig selv der paa Ararats bjerg og Paviere sprat iveiret! Hu! Og hun grøsset saa flere puter faldt av divanen og de fik travelt med at plukke op begge to.

— Aa, De Paviere, De Paviere, sa hun med sit smil som altid blev overvældende bare ved at hun løftet overlæben bort fra fortændene. Hvad _var_ det for merkelighet med Dem og Deres ryg der i Paris?

Men da la Meninsky den sidste av de forulykkede puter kraftig tilrette i divanen, og det var som om han med den hadde samlet et fond av energi nede paa gulvet, for han boret brutalt sit blik i Run Bates’ og sa:

— Miss Bates! Jeg er ikke Paviere. Jeg har aldrig dirigert noget orkester i Paris, jeg har aldrig dirigert i det hele tat og der er ingenting merkelig med min ryg, det kan min skrædder overbevise Dem om, han er ganske fortvilet over hvor akkurat jeg passer det banale magasindressnummer seksogfirti. Jeg _er_ Meninsky, og maa jeg be Dem rigtig pent om at faa være Meninsky? Jeg er en elendig banal maddik, jeg er akkurat saa forsvindende og ubetydelig en fyr som De synes, men jeg er _ikke_ Paviere! De faar slaa haanden av mig om De vil, vort forhold av interpreter og elev har været meget behagelig, men kan det ikke fortsættes paa anden maate end at jeg vedblir med at spille en rolle der er mig motbydelig saa ber jeg at bli opgit ...

Han skulde sagt mer, meget mer, men fik her et skjæbnesvangert glimt av Run Bates ansigt og blev sittende og gape, kom til at bevæge kjævene op og ned som om han tygget og gav ikke en lyd videre.

— Hm, kremtet Run Bates og det var som om hun knurret. Med det fremskudte underansigt, de runde, truende øine dypt inde under den bulkede pande og haaret hængende som lange ører ved tindingene lignet hun en stor, tirret pekingesertispe.

— Hm, sa hun. De maa gjerne selv kalde Dem Meninsky og betragte Dem som et færdig avsnit, men mig er De og blir De kun et titelblad, første side i historien om Paviere. Og vær tryg for jeg skal bla videre i den boken! Om De saa skal bli saa overanstrængt at De maa sove hvert femte minut! Nu ser De ut til at ville falde i søvn der i stolen, gjør ikke det, jeg kan ikke utstaa snorking. Gaa og læg Dem og la mig ikke se Dem igjen før De er rigtig uthvilt og taaler en ny dyst, sa hun.

Og smilet sat igjen i hendes ansigt og gjorde det menneskelig.

* * * * *

Et par dage efter laa hun paa maven paa et av loggiatrappens brede, kjølige marmortrin og matet en paafugl.

Da spurte Meninsky hvorfor netop den var hendes specielle yndling.

— Den er ikke min yndling, svarte hun, tvertom. Jeg har en torn i øiet til den. Den har bedraget mig! Synes De ikke den er liten og falmet og pjusket ved siden av de andre?