Part 5

Meninsky saa efter de tre-fire store, blaa fugle som langsomt og værdig skred nedover plænene. Og han fandt at den hun matet var paafaldende mindre smuk end de andre.

— Ja, sa Run Bates, jeg vilde ikke tro mine egne øine da jeg fik se den i fuldt dagslys. Jeg tænkte mig den et fænomen av en paafugl, som et tropemareridt av farver, en nedfaldt sprakende komet av safir og smaragd. Jeg saa den nemlig først som silhuet. De aner ikke for et syn det var. Jeg saa den fra min balkon i maaneskin. Den sat opfløiet paa den spinkle portbuen mot havet der, aa, den virket som et stykke pragtfuldt kunstsmijern mot det azurblaa vand, forstaar De, uløftelig tung, vældig, en fortættelse av mørke og ondskap og dog fnugglet, aandeagtig fin i bygningen, ja det lange haleslæp var som en skjør knipling at se til, ikke til at ta i, puste paa. Hvordan maa den fuglen se ut i dagslys og nære ved, tænkte jeg. Og jeg listet mig ned og tæt indpaa den og saa den godt over for at kunne kjende den igjen næste morgen. Og De kan vel tænke Dem mine følelser da jeg i blændende dagslys støtte paa dette falmete, pjuskete og enhornete væsen. Jeg kunde dræpt den paa stedet.

— Hvorfor gjorde De ikke det? spurte Meninsky.

— Fordi jeg altid tænker mig om før jeg handler, sa Run Bates og strøk venlig over fuglens miserable slæp. Og fordi jeg er velvillig stemt overfor tilværelsen. Tilsidst og væsentligst fordi jeg nødig indrømmer egne feiltagelser. Jeg tror paa intuitionen, og jeg paastaar at der i denne fuglen lever noget av den storhet, den nattemystik og det eventyr jeg først ante i den. Den har bare intet andet uttryksmiddel end sin form, sin evne til fortættelse av mørke paa en lys bakgrund. Den er skapt til _silhuet_, altsaa.

Som De, sa hun og vendte sig mot Meninsky.

Jeg vilde aldrig lagt merke til Dem ved en presentation. I en gatevrimmel eller i et selskap er det ikke mulig at faa øie paa Dem trods selve Deres størrelse. De er som denne fuglen uten fysiognomi, De har ikke træk, ikke farver, ikke skygger, bare _form_. De skal sees som silhuet mot et orkester eller en himmelbrand. Men _da_ virker De!

Alle Deres mangler blir fortrin. Selve Deres passivitet blir aktivitet! Er det ikke merkelig? Det er _for_ merkelig, ser De. Jeg vil vite _hvad det kommer av_. Derfor vender jeg mig ikke fra Dem, Meninsky, jeg vil se Dem nøie an, jeg vil smigre mig ind paa Dem som paa denne fuglen. Se hvor den æter tamt av min haand. En vakker dag aapenbarer den mig sin gaade. En endda vakrere dag — naar jeg sitter inde med hundre og ett bevis — bekræfter De til mig at De er Paviere!

— Kanske, smilte Meninsky paa sin gamle imøtekommende maate, men da maa jeg først ophøre at være Meninsky. Og naar blir det? For Meninsky kommer der til at staa paa min gravsten.

— Vi faar se, smilte Run Bates forjættelsesfuldt. Jeg er allerede godt oppe i antallet av bevis for at der ikke kommer til at staa Meninsky paa Deres gravsten!

* * * * *

Næste gang sat hun ute mellem tusindfrydene og skar en bok op med en liten skarp sølvkniv. Og Meninsky kom yrvaaken og modig og spurte om den var morsom.

— Aaja, sa Run Bates og saa ham godt over før hun gik videre.

Hvis den bare ikke var saa fuld av trykfeil. Jeg sat netop i den forbindelse og tænkte paa Dem — og mig — at igrunden er vi to trykfeil.

— Er vi det, sa Meninsky.

— Ja. De, sa hun, er jo et bokstav som ikke skal være der? De gaar rundt med en tyk korrekturstrek tversover Dem, væk med mig, sier De, beklager, men dette er ikke mig. Hvad?

Hun aapnet smilende boken igjen og fortsatte med at skjære. Distrahertes saa av sin pekefinger.

— Faar jeg se paa Deres pekefinger, bad hun fort, kom her med den, ved siden av min i boken!

Meninsky adlød øieblikkelig.

— Haa, fnøs hun, dobbelt saa stor som min, du store verden for en pekefinger! Men har De nogengang i Deres liv pekt med den? Sagt: se der! Og har det at det var _De_ som pekte hat særlig betydning for nogen anden?

— Nei, sa Meninsky alvorlig og med fingeren godt ved siden av hendes i boken, jeg har aldrig pekt og aldrig vilde det betydd noget for nogen at jeg pekte heller.

— Aa, sa da Run Bates med en skræmmende opgang i stemmen og skjøt underansigtet frem, De gjør mig rasende! En skulde tro De _var_ sten, jern, malm og ikke — men se her!

En tyk, høirød blodstripe randt ned ad bokens ene blad. Hun hadde skaaret ham i fingeren! Han førte den øieblikkelig til sin mund, litt rød i ansigtet, litt konfus, men uten at si noget.

— Haha, lo hun, blod? Ordentlig rødt, varmt menneskeblod, ikkesandt? Tilmed varmere og rødere end almindelig tror jeg, ja se nu her? Og der skjærer hun sig selv, et hurtig, dypt snitt i fingeren.

Se, sier hun og løfter haanden og lar blodet dryppe ned paa bokens blade, meget tyndere, blekere og daarligere. Kom her en slagter nu vilde De bli stemplet blaat, førsteklasses, jeg rødt, andenklasses. Tror De ikke?

Meninsky finder frem sit lommetørklæ og vikler det om sin finger. Han er blit ganske blek og hans næsefløier arbeider.

— Synes De det er kjedelig at blø? spurte da Run Bates deltagende, gjør som jeg, put fingeren i jorden, saa stanser det straks.

Og han adlød igjen, stak fingeren dypt ned i mulden, som var kjølig og løs og litt fugtig.

Der sat de som to barn med hver sin pekefinger i jorden.

Hun kikket ned i boken.

— Nei, der staar det sandelig keg istedetfor jeg, utbrøt hun indignert, isch! Og pludselig hev hun boken saa voldsomt fra sig at bindet løsnet og flere blade, derav et av de blodige, faldt ut. Tænk keg istedetfor jeg. Jeg, jeg, jeg!

Saa kom hun paa noget nyt og beroligedes hurtig.

De forstaar, Meninsky, vendte hun sig langsomt og rolig til ham, jeg er ogsaa korrigert. Jeg er et jeg med strek under. Spærret altsaa. Summen, facit, Run Bates, _jeg_. Hvad raker det forsaavidt mig enten De er av sten og jern eller kjøt og blod? Jeg er nok i mig selv. Men nu tænker jeg vi kan ta op vore fingre.

De var sorte av muld, fingrene.

Jaha, sa hun da i nok en ny stemning, der ser vi det. Fremtiden! Hu, Meninsky, tænk, at om nogen tid, om nogen faa aar ligger disse fingrene vore og hændene vore og armene og hele vi nedi dette som nu klæber ved os, og er _døde_. To stinkende kadavre, delikatesse for maddikene, fyh. Run Bates og Meninsky. _Er det ikke fælt?_

Aanei, roper hun pludselig halvkvalt av angst og iver og strækker armene iveiret, la os leve! La os understryke og ikke overstryke os selv, tidsnok blir vi inkognito. Her er vi, se hør og føl paa os, kan nogen negte for at dette er Run Bates og Paviere?

Meninsky stirrer grepet hvor hendes arme peker, det er saa høit at han mister hatten av hodet.

Og Run Bates vender leende tilbake til jorden, til sin finger.

— Aa, du kjære lille fingeren min, sier hun, gudskelov for at du er levende endda!

Og hun sitter ubeskrivelig lykkelig og krøker og retter, krummer og strækker sin pekefinger mens hun smiler opmuntrende til den.

* * * * *

Meninsky er ikke fortrolig med hverken associationsloven eller embryologien. Han tror han har overhørt hendes sidste bemerkning da Run Bates, flere dage senere, midt inde i noget andet, pludselig sier:

— _Jeg_ har pekt hele mit liv og jeg skal peke til jeg dør.

Men da han hæver sit blik efter hendes ser han en vindfløi og med det samme kjender han det stikke i sin ene pekefinger hvor et saar er ved at gro.

— Ja, gjør det, skynder han sig at si mens han endnu er i god tro, for mig?

— _For_ Dem, nytter ikke. _Paa_ Dem maatte det jo først bli. Men jeg peker ikke mer paa nogen for nogen. Det gjorde jeg engang. Jeg peker bare for mig selv nu. Men vil De høre en historie?

Og hun er lys og senil i stemmen som et barn der spør: Skal jeg fortælle et eventyr for dig?

Historiens titel er «Boblen», begyndte hun. Det er en banal titel og selve historien er endda banalere. For hvem har ikke sammenlignet sin kjærlighet med en skimrende skjøn og forgjængelig saapeboble?

Naa, men pointet her er _pekingen_. Jo, jeg elsket altsaa — engang. Ingen har elsket større, varmere, ubegripeligere end jeg. Og jeg pekte og sa: Dette er dig, slik er du, det er du — aa, alt det skjønneste og deiligste jeg visste, alle eventyr og al uvirkelighet og hvor mine ord var mig fattige og utilstrækkelige! Jeg pugget konversationsleksika og tydde til fremmede sprog for nogenlunde at faa uttrykt mine følelser, men punkterne for min pekefinger blev legio, jeg stred saa sveden dryppet og rak ikke med og var usigelig lykkelig, jeg svælget og fraadset i skjønhetsaapenbaringer og følte mit eget selv bare som et hemmende panser for min fantasi.

Ja, slik blev jeg, som jeg har fortalt Dem før, tyve aar.

Men da kom der en dag, en dag jeg var som mest svimmel av min egen intethet, en pekefinger, en fremmed, en tredjes pekefinger og pekte paa _mig_.

Du, sa den. _Du_ er det! Det er jo dig selv! Du er selv alle eventyrene og hele deiligheten! _Du er_ simpelthen _draapen hvorav den vidunderlige boble bestaar!_

Slik, Meninsky, gjorde jeg mit eget bekjendtskap ved en fremmed pekefinger og som De daglig ser underholder jeg forholdet ved selv at peke paa det. Aa, De kan tro det var en underlig stund da jeg allerførste gang merket mit eget hjerteslag i stilheten, det var saa overvældende uvant, det skræmte mig slik at noget gik istykker i det, en av klaffene lammedes av forbauselse og er lam den dag i dag.

Og Run Bates blir sittende og likesom lytte efter den lille lamheten i sit hjerte.

Meninsky gjærer med et spørsmaal, han har det paa læberne flere gange med aandedrættet og alt i orden, men stadig undslipper det ham.

— De forstaar, sier da Run Bates midt i et av hans dobbeltaandedræt, min elskede var en kvinde. Kjærligheten altsaa bare venskap. Pekefingeren var min forlovedes.

Meninsky aapner munden, men igjen kommer hun ham velvillig i forkjøpet.

— Nei, sier hun, han fik mig selvfølgelig ikke. Det var dumt av ham at kalkulere mig og gjøre mig saa uttrykkelig bekjendt med værdien!

— De elsket ham ikke! faar Meninsky endelig anbragt.

— Jo, i den tiden jeg bare var skal, med indmaten placert i min veninde, det tomme kar, tiltaltes jeg av likheten mellem ham og mig, hulheten. Men da jeg hadde samlet mig selv ophørte jo sympatien øieblikkelig og — gjensidig, naturligvis.

— Det er forfærdelig vanskelig, sier Meninsky med smertelig sammentrukne bryn, men er ikke historien den at De hadde en veninde hvis fortrin De overdrev til Deres forlovede som blev jaloux og fandt sig beføiet til at retlede Dem?

— Gjerne det, svarte Run Bates, og nu belavet hun sig paa at gaa over til noget andet.

Men Meninsky, ifølge sin makelige natur, blev helst hvor han var.

Han spurte om hun var sin forhenværende forlovede taknemlig for pekingen.

— Selvfølgelig, svarte hun let, han er jo saa at si min anden skaper. Jeg vilde levet og dødd og blit begravet uten nogensinde at ane min egen realitet uten ham. Og ikke bare min egen men alt og alles. Jeg lærte tilslut at en sten virkelig er en sten. Men det skal jeg fortælle Dem en anden gang.

— Jamen, sa Meninsky, hvordan aner man sin egen realitet?

— Ja hvordan? sa Run Bates og hun saa virkelig ut som om hun ikke visste det.

* * * * *

I forbindelse med en flek paa hendes kjole faar han en anden gang forklaringen til den graa strieputen i hendes divan.

— Har De ikke lagt merke til at jeg aldrig er rigtig ren? spurte hun. Aldrig. Det kommer av min oprindelse. Jeg er som magnetisk for lort. Jeg maa bytte undertøi hver eneste dag. Mine kjoler er bare friske en times tid. Jeg kunde trænge at vaske mine hænder hvert femte minut.

Jeg har fundet ut at smutset kommer _indenfra_. Fra blodet!

Jeg er født i et skiddent arbeiderstrøk av en storby, forstaar De. Min far var altid sotet og min mor aldrig ren, jeg forsikrer Dem, min mor var det skiddenfærdigste i verden. Hun badet ikke i alle de aar jeg levet sammen med hende og det var tyve. Hun _stinket_ — en stram, sur, besynderlig lugt som jeg har fundet igjen paa alle strøk av kloden hos fattigfolk. Hun fik et barn hvert aar. Og skidden var hun da hun undfanget dem, skidden mens hun gik med dem og skidden da hun fødte og ammet dem. Maa der ikke komme smuts i slike barns blod? Jeg er absolut fuld av lort indvendig. Under min første tid i Hollywood badet jeg som en gal, mit badeværelse var for mig i et helt aar indbegrepet av highlife, jeg levet omtrent ikke utenfor det, men tror De jeg nogengang opnaadde at føle mig ren? Nei. Mine porer proppes _indefra_ efterhvert som jeg frotterer dem. Det er sandt!

Jeg er ogsaa forfærdelig utsat for utøi, jeg kan ikke opholde mig to minutter i en trik eller en menneskesamling idetheletat uten at føle at loppene anfalder mig som en lækkerbisken, mit store hestetaglhaar har været min fortvilelse fra barnsben av, det har været fuldt av lus de hundrede gange — og nu skulet Run Bates fort hen paa Meninsky som med armene lænet mot den lille japanske bros skrøpelige bambusrækverk stod og stirret paa det sorte, sagte glidende aavand under dem.

Ha, sa hun da, nu tror jeg sandelig allikevel at sfinxen grøsser, hvad? Det rykker forræderisk i Deres næsefløier!

— Ja, Meninsky, _De_ er det reneste jeg vet. Og De er undfanget og født og ammet av en usigelig ren mor, aa jeg aner hvor hun var lækker og appetitlig og deilig!

Og hun gaar lidt fra ham for at faa overblik.

— Der De nu staar mot det mørke vand, sier hun, og hæver sine hænder som holder hun en palet i den ene og en pensel i den anden, er De en aapenbaring av renhet og lys, De er _blændende_ som jeg har tænkt mig Kristus være det, det smerter synsnervene at utsættes for Dem! Deres haar er jo selve solskinnet materialisert og de komisk lange, hvite øienvippene Deres, — jeg kan forstaa at verden maa te sig anderledes for Dem end for mig, betragtet gjennem slik en blendende ramme!

Og saa knipser hun med fingrene i veiret, som har hun noget nyt.

— _Lyset_ er hele hemmeligheten med Dem! ropte hun. Det var lyset og ikke mørket De koncentrerte i Paris! Det var De som brandt og ikke himmelen der paa Ararats bjerg!

De er selv saa fyldt av lys og flammer at verden forekommer Dem en askehaug!

Meninsky rygger uvilkaarlig tilbake som for et angrep, hurtig finder han sit lommetørklæ og pudser sin næse med brask og bram. Han har høsnue, er virkelig sterkt forkjølet.

Og Run Bates slukner. Da han endelig lægger lommetørklæet ned skal ingen kunne se at der nogensinde har været lys i hende. Hun bøier hodet stille og lukker øinene. Da hun igjen aapner dem opdager hun en liten snegl paa vei mot en oase graa paddeblade paa broen.

— Ha, ler hun da igjen og peker, der er jeg og der er virkeligheten! Det gaar smaat men det gaar! Vogt Dem! _Jeg gir mig ikke_ før jeg har ført Deres mysterium ind i klarheten, før jeg har analysert det ned til det aller haandgripeligste lille stykke virkelighet. Det er en sidste haardnakket dyst med mig selv, forstaar De, mit gamle, formaalsløse, fantastiske, leveudygtige selv. Lykkes jeg ikke mens De er her skal jeg forfølge Dem jorden rundt, De skal aldrig ha fred for mig saa længe De lever og heller ikke hinsides. For jeg _skal_ frem til virkeligheten, og De er min eneste hindring, Meninsky, De staar som en kinesisk mur og stænger mig veien og utsigten.

Men bare vent.

* * * * *

Og hun forfølger ham.

Han gjør sig liten, dukker hodet ned mellem skuldrene og krøker knærne, han skifter ham flere gange om dagen og snur ryggen til. Men hun finder ham. Hun gaar ustoppelig videre med sin psykiske forskning, hendes energi er vital og hendes opdagelser utrolige.

Hver gang tror hun at ha naadd det endelige resultat, men hver gang gaar hun igjen videre. Av og til slaar hun to fluer i et smæk.

Som en eftermiddag ombord i en vindstille seilbaat langt ute paa sjøen. Der sat hun med sine vaakneste øine og fortalte ham at hun aftenen i forveien hadde staat ytterst ute i et skogholt og set ham komme gaaende ute paa markene. Han hadde vokset fra en prik av helt ute i horisonten, han var saa fort blit større og større, tydeligere og tydeligere, hun hadde ventet og godtet sig og smilt og tænkt at slik, akkurat slik var situationen: om en stund vilde hun kunne tælle hans øienhaar!

Men saa var der hændt noget. Der var pludselig kommet en taake seilende, en tæt, hvit damp rullet avsted henover markerne imot ham, det lignet næsten et krigersk gasangrep. Og der hadde hun saa staat og set ham forsvinde like hurtig som hun hadde set ham komme, han passerte hende paa etpar skridts avstand, hørlig aandende men komplet usynlig. Og hun var blit saa bedrøvet.

Der hadde hun jo symbolet! _Avstanden!_ Hvordan kom hun nu videre? Avstand, usynlighet, ulegemlighet — hvad satte man op mot slike ting? Igjen undslap han hende.

Men igjen fandt hun sig selv igjen.

For hun var kommet til at tænke paa steppen! Paa Rusland! Paa hvad Tolstoy sier om russerne: avstandsfolket, de ensomme, ubegripelige.

Han, Meninsky, var jo russer. Paviere var franskmand.

Der hadde hun det!

Paviere var livskunstneren, Meninsky selve leveudygtigheten.

Og simpelthen hans fremmede nationalitet, hans slaviske racepræg var det som hadde git hende det sterke indtrykket av personlig egenart. Han var som millioner russere, men fordi den russiske hverdagslighet var hende saa fremmed, hadde hun tat den for individuel originalitet.

Slik gik det naar man som hun var saa fortvilet fuld av glycerin! Der hadde han først været eventyret virkeliggjort for hende og saa virkelighetens eventyr. Endelig viste han sig at være Kolombi egg. Hvad der videre kunde komme av det egget, se det turde hun med sit kjendskap til sig selv ikke svare for.

— Men jeg skal nok efter hver himmelfart vite at plaske til jorden igjen og forhaapentlig blir faldene kortere og mindre smertefulde for hver gang, dennegang var jo bare en fornøielse, sa hun.

Og hun bøiet sig frem for at smile godt til ham.

Da saa hun at han sov og at han hadde sovet længe. Han laa paa ryggen med ansigtet ret mot solen, det var blekt og koldt som ellers og fuldt av hat.

Run Bates la roret op i vindstillet og bøiet sig tæt over ham. Længe sat hun og stirret. Det saa ut som om hun talte hans øienhaar, der lange og skinnende lyse laa helt ned paa hans glatte fine kind. I søvne gjorde han en grimase som om noget smertet ham.

Da trak Run Bates sig endelig tilbake. Og da graat hun. Lydløst bøiet hun hodet og lot hun taarene sagte dryppe sig ned i sine hænder som i en skaal.

* * * * *

Capranola rødmer av roser. De gror vildt over hele øen, de fylder vældige bed, de danner hækker ved veiene og espalier paa murene. Der staar en rød og søt os fra dem dag og nat.

— Nei se, sa Run Bates om en stor, skjøn La France, den vil visst ikke? Den vil virkelig ikke! Se, hvad gir De mig?

Det saa virkelig ut som om rosen ikke vilde begunstige bien som sværmet om den. Den avviste den gang paa gang. Run Bates hadde staat og iagtat fænomenet en lang stund før hun viste det til Meninsky. Og nu stod de sammen og betragtet scenen som blev mer og mer spændende. Biens ihærdige og utrættelige bestræbelser nyttet ikke, rosen vilde ikke.

Til en begyndelse var dens plastik koket, yndig og indtagende, den bøiet sit skjønne hode undav, den blusset og sitret og _beklaget_. Og saalænge var biens manøvrer store og ridderlige. Men saa blev rosen støtt ved dens uforstand, den blev braa og bestemt, gaa væk! Brrrr, mente da bien som den drevne forfører han var, faar vi ta tiden til hjælp, haster ikke, jeg kan vente. Og den tok et par hurtige avstikkere til andre roser i nærheten. Men stadig kom den igjen.

Da fik rosen en genial ide, kvindernes evige.

Den graat!

En stor, tung taare trillet den ut mellem bladene og ret over bien som halvdruknet og ør av raseri og skuffelse kom til at svirre om sig selv i luften en lang stund. Da endelig grep den til retrætten.

— Det var mig noget til rose, sa Run Bates, det var saamen en dame med dyd!

Men ikke før hadde hun talt ut før der imidlertid var en ny bie, en lidt mindre, følsommere, finere. Og dennegang skjedde det, miraklet, midt for Run Bates og Meninskys interesserte og ublue øine.

— Jaja, sa da Run Bates slik er vi kvinder. Det maa være den rette.

— Sier De det? sa Meninsky.

— Ja, i motsætning til dere mænd! Og hun holdt sin høirøde parasol op som en fane idet hun satte sig i bevægelse. Det er naturligvis overdrivelse at en kvinde bare kjender sit kjøns krav naar hun elsker. Men det absolutte, unegtelige faktum er at hun ikke kan lyde det kravet uten at elske. En mand begjærer en kvinde før han bryr sig saa meget om hende at han kan ofre sin lillefingernegl for hende, mens en kvinde aldrig begjærer paa den maaten før hun elsker en mand slik at hun kan gi sit liv for ham. For hos os gaar kjærligheten akkurat den omvendte vei av manden, nemlig fra sjælen til sanserne. Og dette er netop den store ulikhet mellem kjønnene, den som altid forvolder striden.

— De har da ikke stridt? sier Meninsky.

— Nei, for jeg har ikke elsket. Da jeg giftet mig trodde jeg at jeg gjorde det. Men det gik hurtig op for mig at det ikke var for min mand men for kjærligheten jeg næret kjærlighet.

— Har De været gift? spør Meninsky og glemmer at sætte det ene ben foran det andet av forbauselse.

— Ja bevares, ler Run Bates under parasollen og lar ham staa. Jeg _er_, sier hun da han er paa siden av hende igjen. Jeg gidder ikke skilsmissesludder. Og hverken min mand eller jeg kommer til at gifte os igjen.

— Hvordan vet De det?

— Fordi han er for skuffet og jeg for forventningsfuld. Jeg er nemlig fremdeles forelsket i kjærligheten og venter mig store ting av den. Men ikke malplacerer jeg den mer i nogen mand, det kan De bande paa.

— Hvor placerer De den da?

— I allivet! Aa, jeg elsker, elsker, elsker! roper hun med parasollen høit i veiret — luft, blomster og trær, solskin, regn og sne, godhet, slethet, klokhet og dumhet, fuglekvidder og tygging av ristet brød og røde parasoller og den cigaretten De røker og hvite øienvipper og _alt_!

Hun blir ganske anpusten og maa stanse og trække veiret og le.