Part 8

Og saa sa De at De ikke var Meninsky. Jeg kunde dødd av skuffelse.

Men som dagene gik vilde jeg gjerne tro det. Saa ganske anderledes var De end jeg hadde forestillet mig. Forgjæves prøvet jeg at omdanne Dem efter mit ideal. Gudskelov Meninsky, for at De var Dem selv og er vedblit med at være det.

Det er _Dem_ jeg elsker — ikke Paviere. Aa, som jeg elsker Dem, sier hun tungt og bøier hodet og tier.

Meninsky tier ogsaa, men ser tilveirs.

— Ikke et øieblik er De ute av mine tanker, fortsætter hun modig, _ikke et øieblik_! De er som Pantheismens gud i alt hvad jeg ser og sanser. De strømmer gjennem mit blod, De har suget Dem fast i mit hjerte som en igle og er ved at tømme det. Det er De som gir mig aandenød, Meninsky!

Meninsky, sier hun og vender sig helt om mot ham, kan De elske mig? Ja, for _De_ er mig jo midlet til befrielse fra materie og tid. _De_ er min smerte og _De_ er min kjærlighet. Uten Dem vil jeg komme til at leve i al evighet. Vil De gifte Dem med mig?

Da Meninsky ikke svarer, mener hun vel at gi ham tid ved at fortsætte.

— Jeg opgir, sa hun, min første tanke at være Deres middel. Jeg vil ikke konkurrere med musikken, jeg skal tilmed prøve at kunne omgaaes flygler og violiner uten skinsyke. Om De giftet Dem med mig skulde jeg skaffe Dem verdens kostbareste og bedste flygel, ja et helt orkester av verdens største kunstnere skulde jeg forære Dem i bryllupsgave. Jeg er rik, sukker hun.

Meninsky tier fremdeles.

— Jeg vet jo, sa hun da, at De er en efterstræbt mand. Vi kvinder er nu engang slik beskafne at vi helst kommer der hvor man ber os gaa. Den unge nydelige damen vi fløi overende netop elsker Dem med en tispes trofasthet.

— Hvad? sa endelig Meninsky.

Ordet kom som et kanonskudd og hadde nær væltet Run Bates ned fra hendes høie, sikre stade.

Hun tok som svimmel for sig i luften.

— Hvad? sa hun bare.

— Ja, svarte Meninsky tappert men bøiet derefter usigelig brødebetynget sit hode.

Slik sat de længe.

Tilsidst kom Run Bates til at slippe ned den store mørkerøde orkidee hun sat med, hun bøiet sig ned og tok den op, lugtet til den og pustet godt ut, strøk sig derpaa et par gange famlende over ansigtet og sat omsider befriet.

— Jasaa, sa hun da. Jaja. Og saa aapnet hun sin guldbroderte, store væske.

Vel, sa hun, saa la os skride til handling!

Og der sat hun pludselig med to smaa flasker og tømte indholdet fra den ene over paa den anden. Akkurat likt delte hun, hun myste og maalte gjentagende gange, tilsidst var der vist ikke en tiendedels draape mer paa den ene end paa den anden.

— Værsaagod, sa hun og rakte ham originalflasken.

Og saa kan De gaa, sa hun med en stemme han aldrig hadde hørt før, saa haard og farveløs som staal. Og hun bet sig i læben, svælget og blev blank i blikket. I sidste liten reddet hun sig.

Til hende! sa hun med et utfordrende hodekast. Adjø!

Og Meninsky gik. Han vandret duknakket og flau som en vaat hund ned de fire brede tempeltrin, han balancerte henover de par store flate stene i vandet, han krøp møisommelig gjennem granitnaaleøiet og blev omsider borte mellem buskadset paa stranden.

Da reiste Run Bates sig og fisket noget nyt op av sin taske. Et litet speil. Hun var ikke fornøid med hvad hun saa i det. Forgjæves glattet hun paa haaret. Det maatte helt ned og op igjen. Orkideen hun hadde fingret med var vissen, hun plukket en ny hvit en og satte den ved øret. Saa ordnet hun foldene paa sin kjole, polerte lidt paa sine negler og var færdig.

Flasken staar godt korket ved hendes føtter. Hun tar den fort op og lukker den haardt inde i sin haand et øieblik.

Saa ser hun sig godt om, paa dammen og den grønne mur av trær omkring den, paa himmelen og paa svanene. Hendes ansigt er ganske uttryksløst. Langsomt sætter hun derpaa flasken for munden og drikker, snur sig rolig og vender sig mot Ebisu.

Der staar en liten rød skammel ved lykkegudens føtter. Hun falder ned paa den og gjemmer sit ansigt i sine hænder mot Ebisus fang.

Slik blir hun liggende.

Slik finder Meninsky hende da han ti minutter senere hæsblæsende kommer styrtende tilbake.

Run Bates! roper han og kaster sig ned ved siden av hende.

Hun vender et rødmusset søvnig ansigt mot ham og ser ubehagelig overrasket ut.

— De? sier hun. Saa ser hun sig om og blir endda mere forbauset.

Er jeg ikke død? sier hun.

— Kjære, roper han, De kan ikke dø av de draapene, det er jo vanlige tanddraaper, men de er sikkert ikke bra for Deres nyrer. Har De virkelig drukket dem? Aa, sier han blodrød i ansigtet og griper begge hendes hænder, De er et barn, miss Bates, et stort, bedaarende naivt barn og jeg elsker Dem, jeg forstaar det nu først at jeg har elsket Dem hele tiden og jeg kunde myrde mig selv for min maate netop. Kan De tilgi mig? Jeg elsker Dem!

Og han river hende til sig og faar hendes ansigt under sit.

Men nu hænder der noget. Hun vil ikke! Hun stemmer begge sine smaa hænder mot hans bryst og skyver til, og der er en slik raseriets kraft i dem at han tumler langt henover gulvet. I et eneste øieblik stirrer hun ham stort og stivt av angst i øinene.

Og saa er det hun som gaar. Hun springer! Trappen tar hun i et sprang, stenene tar hun to og to og naaleøiet hopper hun forbi saa vandet spruter. Der er en endda vildere rædselens fart over hende end over piken med hunden, det er som alverdens farligdom er i hælene paa hende, hun lægger haken ned paa brystet og flyr, flyr!

* * * * *

Saa skal Run Bates reise.

Det er blit høst paa et par nætter. Det suser dumpt i parkens luende løv og uler uhyggesvangert om paladsets massive hjørner da Run Bates kommer ut fra vestibulen.

Hun træffer Meninsky, og de blir staaende der tæt indved den blodrøde vildvin paa væggen.

— Jeg har ledt efter Dem, sier hun, jeg vilde jo si adjø.

— Jeg har ikke set Dem siden — sier han.

— Nei, jeg har holdt mig paa mit værelse. Jeg har hat en vanskelig tid, jeg har det fremdeles ikke godt. Jeg antar jeg er undfanget for min tredje fødsel og Gud vet naar nedkomsten blir. Og hun sukker.

Hun er i den samme habit han først saa hende i, den svære hvite hermelinskaape og den lille babyhat med det flagrende baand. Men ellers er der liten likhet mellem denne Run Bates og Run Bates dengang.

Jeg undres, fortsætter hun paa sin nye vemodige maate, om jeg ikke er ved at vende tilbake til naturen? Til min oprindelige tilstand, den før min anden fødsel og mit eget bekjendtskap, til den første og egentlige Gudrun Haavaldsen.

Jeg er saa gruelig træt av mig selv, like træt som _De_ er av mig, Meninsky! Og det er et av tegnene paa gjenfødelsen eller naturtilbakevendelsen at jeg i disse dage siden scenen hos Ebisu ikke et øieblik har levet i nuet, men i _fortiden_. Min erindring, som har ligget ubrukt saa længe dukker pludselig op, uthvilt og energisk, jeg forsikrer Dem jeg har gaat gjennem alle vore samtaler — denne lange række daarehusdialoger — ord for ord fra begyndelse til ende.

Og hvor De hadde ret i Deres «gramofon» og «idiot»! Men hvor _De_ var et akustikfrit rum, Meninsky! Aa, jeg er blit træt i kjæverne bare av at _tænke_ paa alt det jeg har sagt!

Jeg skriver til min forhenværende forlovede idag. Jeg vil meddele ham den dundrende fjasko mit eksamensbevis fra ham har skaffet mig. Jeg vil spørre ham om han kan tænke sig større tragedie end at følsomheten blir sentimentalitet og bevisstheten analyseringsmani. Og jeg vil fortælle ham at min sidste og tydeligste erindring fra min «aksetilværelse» var _virkeligheten_ og at den var ubeskrivelig forfærdelig, simpelthen ikke til at opleve!

Ja, Meninsky, det var synd jeg drak op Deres tanddraaper. Hvis jeg nu — hvad jeg næsten er sikker om — vender tilbake til min oprindelighet, vil intet ydre apparat være nødvendig for det jeg fremdeles tror er livets mening, _døden_. Jeg vil kunne dø tyve gange om dagen, naar jeg vil, jeg er uendelig lykkeligere stillet end Dem, jeg behøver ikke engang sætte mig ned og lukke øinene for at undslippe tiden og materien, nei, jeg kan staa og gaa, ja _springe_ i det vanskeligste terræng og være deilig avdød. Takket være min glycerin, forstaar De. Gudskelov for at der ikke gik trold i ord dengang jeg bad den draapen De vet, om at tørke! Da vilde jeg nu reist bort med sindet fuldt av hat og bitterhet mot Dem, jeg vilde lavet øieblikket om til en evighet av vilje til glemsel, jeg vilde opkonstruert mig nye og uforgjængelige realiteter og levet ulykkelig hele mit liv.

Istedet staar jeg nu her og sier Dem farvel, avleverer Dem min ugjenkaldelig sidste lange egotirade og er straalende lykkelig over at kunne gjøre det. For med Dem vender jeg virkeligheten for altid ryggen! Jeg tar bare med mig min drøm om Dem, den vil jeg aldrig miste, den vil jeg kunne dø med utallige gange.

_Ja, jeg vil vende tilbake til min oprindelighet. Jeg vil ha oplevelserne foran og efter selve oplevelserne igjen og jeg vil glemme at jeg nogensinde har mødt og lært mig selv at kjende og aldrig mer vil jeg prøve hverken konkavt eller konvekst at gjennemskue andre, fordi jeg nu har lært at jeg da bare støter paa mine egne grænser — som ikke er, fordi jeg er grænseløs!_

Run Bates maa holde paa sin hat, den vil ustanselig av hendes hode og avsted efter baandet.

Stormen rusker i Meninskys haar, der er ingenting igjen av hans vanlige udadlelige frisyre, det feminint lange og sterkt pomadiserte forhaar, der pleier ligge som slikket tilbake fra panden og ned i nakken, falder ham nu i komiske tuster ned paa haken. Forgjæves stryker han det gang paa gang tilbake med de fem sprikende fingre, maa tilslut opgi det.

Run Bates kaster et blik paa sit armbaandsur.

— Jeg maa gaa, sier hun fort. Adjø og tak for samværet! Gud velsigne Dem og Deres daadyr, det gaar nok i orden, vær bare taalmodig, hun er saa ung og saa sky. Jeg kommer til at drømme om dere to. Bare jeg nu visste hvordan jeg skal faa det til med denne nye fødselen, noget maa hænde tror jeg, en eller anden katastrofe. Merkelig, sier hun med sit gamle overvældende smil, hvor jeg føler mig som et foster! Adjø, adjø!

Idetsamme hun vender sig fra ham for at springe, kommer der noget susende i luften ovenfra, noget tungt, tungt.

I næste øieblik styrter Run Bates til jorden, med ansigtet ned, rammet i hodet av en taksten, dræpt paa stedet.

Da Meninsky knæler ned ved siden av hende og løfter op hendes døde ansigt finder han hendes glædeligst overraskede uttryk i det. Det er som om hun skal til at si: Nei, var den allerede der — katastrofen? Gudskelov!

Ende!

Det er 14 dage siden, kjære adressat! Hver dag har jeg ventet svar paa mit «brev». Men du tier. Nu er det dig som er taus. Jeg aner ikke enten du forstaar eller ei, jeg har en tydelig følelse av at ha «talt for døve øren» og «kastet perler for svin» osv.

Og derfor maa altsaa ogsaa jeg gaa videre, derfor maa der efter e-n-d-e som kom saa sent fordi den ikke kunde komme før, en «epilog». En historiens historie. Denne:

Da jeg for 6 uker siden paa din og lægens befaling reiste herned til denne udmerkede, dræpende kjedelige og stygge «havskuranstalten» med min hodepine og mine nerver, saa tænkte jeg virkelig: Nu gjælder det at være sin lærer en værdig discipel, nu er det virkeligheten om at gjøre, ingen flere fantasterier og optiske bedrag, en sten er en sten, bak den syvende blaane er der ingenting, og jeg selv er det eneste som betyr noget i den vide, vide verden.

Men ak, allerede paa baaten nedover _traf jeg en mand_. En skuespiller — jeg vil gjerne tie med navnet, la mig kalde ham X — som netop hadde gjort et sterkt indtryk paa mig i en rolle. Vi kom til at snakke sammen. Deriblandt en hel del om «virkeligheten».

Jeg grep dypt i mit — av dig saa møisommelig bibragte — forraad av reminiscenser, og han var meget imponert. En stund. Men ser du, efterhvert som vi kom ut i det, des mere jeg aabenbarte av mit _eget_ ved siden av _dit_ og i forhold til _hans_, des mere anstrengt, tvilraadig og ulykkelig blev hans opsyn. Han sat efterhaanden der stille og rolig og avbalancerte sig til selskap for en — _idiot_! Og det var saa fint, diskret og beundringsværdig gjort at jeg kom til at elske ham for det der paa baaten og elsker ham litt den dag i dag.

Men da jeg saa gik fraborde her paa dette nakne, øde, triste skjæret, og den unge damen som hele tiden hadde fulgt os med øinene og ørene endelig stod trygt plantet ved siden av ham, da tok han mot til sig og sa: Jeg haaber De vil finde frem til virkeligheten, frøken Haavaldsen, men foreløbig har De langt igjen. Her har De jo nu for eksempel ikke et øieblik holdt Dem til _mig_ i min paatagelighet og uomtvistelighet, men til min _rolle_, en omstridt digters uvirkelige fantasifoster!

Jeg tror jeg i det øieblik saa temmelig ubegavet ut av lutter overbevisning. Men der hadde jeg det saa gaaende med grubbel fem fulde døgn. For der visste jeg jo _du_ elsket mig og vilde mig det godt, der elsket _jeg_ pludselig X og maatte jeg træffe ham igjen og overbevise ham om min normalitet, og der skulde jeg ha sagt dig at dine ideer ikke passet for mig og samtidig gjøre dig forstaaelig at du ikke hadde talt for døve øren og kastet perler for svin ...

Da var det paa den femte dag jeg satte mig svimmel og fortvilet ned her ved vinduet for at skrive til dig og at jeg graat mig i søvn og drømte om _Run Bates_ og _Meninsky_. Da var det videre paa samme dag jeg gik ned til middag i den lille spartanske spisesalen her, satte mig som nr. 17 tilbords, lot prismelynene fra den stygge, gammeldagse hængelampen under det lave, fluebeskitte tak dryppe mig i ansigtet som ellers, betragtet skuffet den tomme stol vis a vis som tidligere, ønsket pludselig X i den og — _placerte Meninsky der_. Anbragte saa en vældig sølvbolle med hyazinter mellem os, utvidet rummet, dekorerte det a la Vignola, forvandlet etpar høns utenfor vinduerne til paafugler og en sølepyt til en svanedam, forældet endelig mig selv med ti aar og en masse verdenserfaring og fortsatte drømmen om Run Bates — _mit fremtidsselv efter dit mønster_.

Og jeg var frelst! Paa alle maater! Jeg hadde anledningen til fortsat uendelig samvær med X og det bak den syvende blaane! Jeg hadde ideen og motet til opslagsbrevet og utredningen til dig! Jeg hadde et nyt medium og altsaa en ny lykke!

For første gang siden «Boblen» satte et andet menneske mine sanser, min tænke- og uttryksevne i funktion, jeg kom i samme forunderlige oplevelsens ekstase som altid i mine drømme om hende, jeg følte mig paany midt inde i en spændende familiejournalnovelle, et nyt nøste rød traad var begyndt at trille, og dennegang var den røde traaden mig selv. Jeg kunde i en lignende række kulørte billeder som jeg engang viste dig Boblen endelig vise dig mig selv, slik jeg er, slik du vil ha mig og slik jeg nødvendigvis da maa bli!

Og dette har jeg nu gjort. Engang skrev jeg til en amerikansk filmer for Boblen, Burton Bates het han, og andet vet jeg ikke om ham, men i min drøm var jeg altsaa gift med og skilt fra ham, og paa dette stykke komisk løsrevet fremtid er det jeg nu har gaat min utvikling i forkjøpet ved en stund hver dag i en maaned at være Run Bates sammen med Meninsky paa Capranola, ved kortsagt at drømme og digte dig historien om draapen som du sa faldt hel til jorden da Boblen brast, men som desværre var saa fuld av glycerin at den ustanselig blev til bobler paany, _et helt skum_!

Og jeg paastaar saa længe jeg lever og om jeg saa skal paa baal for det, at det er vakrere paa mit digts Capranola end her paa dette paatagelige, nakne, svenske granitskjæret! Denne min absolutte overbevisning har jeg nu moret mig med at reise et monument i det materiale du har anbefalt mig — _snak_. Jeg antar du er snakket godt ihjæl, at du er lam i tungen av at læse mig og tør i hjernen av at tænke mig og dermed er vi kvit, hensigten er naadd og helliget være saa midlet, var det end aldrig saa langt og fantastisk og fordømmelig.

Mit oplysningsbureau i din umiddelbare nærhet meddeler at du ser overanstrengt, syk og ulykkelig ut om dagen, at du er taus, interesseløs og delvis arbeidsudygtig, og at du forleden dag spurte: Gudrun Haavaldsen, hvem er det? Det er altsammen som jeg beregnet det. Nu hater du mig like hjertelig som jeg før hatet dig.

Men nu skal du høre! Nu elsker jeg dig meget mer end du nogengang sa du elsket mig! Du elsket mig for det jeg var og det var ingenting, men jeg elsker dig for det du ikke er, og det er meget. Fra samme øieblik Run Bates fik takstenen i hodet og blev Gudrun Haavaldsen igjen elsket jeg dig. Selvfølgelig.

Og det er hvad du vil kalde min straf og hvad jeg vil kalde min belønning for denne sommermaaneds literære virksomhet, dette at det nu er dig jeg elsker haabløst, at det nu er du som er boble, medium, X, Meninsky — tusen nye billeder, nye blaaner, nyt skum.

For jeg vil ikke virkeligheten!

Afskriverens bemærkninger

Afskriverens rettelser:

[p. 50]: ... tungen. Og da han smilte, sa han: ... ... tungen. Og da hun smilte, sa han: ...

[p. 85]: ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen engelsk navn? ... ... — Er ikke Gudrun Haavaldsen et engelsk navn? ...

[p. 88]: ... gange et ord, men aldrig verden en bie. Men at ... ... gange et ord, men aldrig i verden en bie. Men at ...

[p. 89]: ... og husket at den fremherskende farve i hende ... ... og husket at den fremherskende farve i hendes ...

[p. 93]: ... vi er. La os ikke hefte os ved no saa usigelig elendig ... ... vi er. La os ikke hefte os ved noe saa usigelig elendig ...