Part 3

Og saa en Gang fyldtes Luften i hendes Værelse med en fin, pikant Parfume, som hun syntes, hun skulde huske. Jo, aldeles bestemt! Hun kendte den Duft. Der var noget om en slank Kvinde med mørkt Haar og fint mejslede Træk, og denne Kvinde læner sit Hoved tilbage mod Gyngestolen og ler og slaar med Lommetørklædet over imod en anden, — var det ikke hende selv? —, og siger: »Nej, hvor Du dog kan være barnagtig, Martha«, og den fine Duft strømmer underligt berusende imod hende, ligesom indhyller hende og tager hende til Fange. — Og nu er den her, — og hun ved, den er i Følge med en, hun holder af, men som har kostet hende mange Taarer, — mange tunge Øjeblikke, — som har voldt hende dette, hun ikke endnu ved bestemt, det, som det er tidsnok at spekulere paa, og hun vil ikke lukke Øjnene op, skønt hun ved, at det smukke Ansigt bøjer sig over hende netop nu. En klangfuld Stemme siger noget om »Nervøsitet«, »Foraarsluften« og »Sygdom«. Martha følger ikke Ordene, kun Stemmen, den gør godt, saa længe den lyder, men ondt bagefter, thi saa maa hun tænke paa haarde, grusomme Ord, den samme Stemme ved andre Lejligheder har talt. »Lad os nu ingen Scener faa«. »Hvor Du er hysterisk!« Og at tænke er det mest martrende af alt, ved Martha, — hun maa enten have læst denne Paastand eller — erfaret den.

Nu lægger en blød, kølig Haand sig paa hendes Pande.

»Hun sover, — den lille Stakkel!«

»Ja, Frue.«

Der gaar en let Skælven igennem Marthas Legeme ved disse Faderens Ord.

»Og Lægen siger, vi kan takke Gud, det er den Søvn, der lader hende slippe lettere over det, end vi fra først af turde haabe.«

»Hvem skulde have troet, at hun bar paa en Sygdom? Ved mit Bryllup var hun saa kvik, De skulde have set hvor munter! — Nu lægger jeg disse Roser her paa Sengen, — hun har vel ingen Skade af Duften? Hils hende saa, hvis hun da har sin Bevidsthed og kender mig!«

Martha slog Øjnene op og mødte det dybe, rolige »Norneblik«, hun havde elsket lige fra første Gang, hun saa det.

»Edith!« sagde hun bare, saa lukkede hun igjen træt sine Øjne.

»Hun kender mig, — hører De? Saa kommer hun sig nok snart. Naa, farvel, Hr. Professor, jeg hører snart herind igjen!«

»Farvel, og tak for Deres Venlighed, Fru Stein.«

Fru Stein? Men Martha kendte jo ingen Fru Stein! Var det da ikke Edith, hendes Veninde, hendes Ideal, Edith Gerner? — Men bi lidt, det var dog meget rigtigt, — meget rigtigt. — Martha saa for sig en oplyst, smykket Kirke, — mange Mennesker, — for Alteret stod to, — en Mand og en Kvinde, — _hun_ var klædt i hvidt og dejlig som en ung, romersk Vestalinde, — og saa saa hun de lange, dækkede Borde, det brogede Selskab, — hun hørte en blandet Lyd af Mendelssohns Bryllupsmarch, klirrende Gafler, Glas, der stødte sammen, højrøstet Conversation, — Latterudbrud, — og en ung Pige raabte med blussende Kinder og idet hun løftede sit Champagneglas højt: »Leve Kærligheden!« og _den_ unge Pige havde besluttet, at samme Aften vilde hun dø, — og den unge Pige var hende selv.

Hun hentede Vejret tungt, nu var den lange Bedøvelse forbi, Tankerne vendte tilbage.

Hun aabnede igen Øjnene.

Paa Tæppet foran hende laa en lille Buket Roser, Ediths Gave, hun tog den, holdt den op til sit Ansigt og indaandede i langsomme Drag dens Duft.

Jo, nu huskede hun det hele, — hun havde elsket Edith, — aa saa højt, — meget mer end man kan holde af en Moder og Søster, — ja, hvad vidste hun for Resten om Omfanget af de Følelser, — hun vidste, hun havde elsket Edith mer end alle andre, elsket _udelukkende_ hende, — og saa havde hun set, hvor magtesløs og taabelig denne Kærlighed var, — og hun havde besluttet at dø, — og nu var Edith gift, — paa hendes Bryllupsdag var det, at hun vilde have sat sit Forsæt i Værk, — saa var hun bleven syg, — og nu laa hun her svag og mat efter Sygdommen, men med Følelsen af, at Kræfterne og Livsaanderne vaagnede paany.

Ja, om ikke lang Tid vilde hun være rask, saa skulde hun tage fat paa Livet igen, paa Examenslæsningen, — paa, — ja, hvad var der mere? Paa alle de vaagne Drømme om Edith, — Turene med hende, — dum Snak, Edith var jo gift: »Ganske som før kan det jo ikke blive, Martha!«

De Ord huskede hun godt.

Tage fat paa Livet! Ak Gud, hun følte hverken Lyst eller Mod til at »tage fat« paa nogetsomhelst. Men at dø ønskede hun heller ikke mere, i det hele taget ønskede hun intet, det kunde være det samme altsammen. Der var vel en Slags Styrelse, Forsyn, hvad det nu hed, siden hun var bleven standset i sit Forsæt den Aften og nu følte sin fysiske Styrke tage mere og mere til. Meningen var vel, at hun skulde leve. Ja, ja, saa vilde hun leve eller rettere lade Livet gaa sin Gang udenom hende, blot hun kunde faa Lov at sidde stille uden Tanker, uden Ønsker og se til og lade de andre agere. Hun var saa træt og mat, saa inderlig, »tilfreds hvilket.«

Og dog kyssede hun Roserne, som Edith havde bragt hende, men det var egenlig ikke, fordi hun tænkte paa Edith, det var snarere den gamle, indgroede Vane at vise alt, hvad der kom fra hende, Hyldest. Hun hviskede nok den ene Gang efter den anden: »Edith, — Edith!« men det var mere i Erindringen om sin Kærlighed til hende end i Erindringen om selve hendes Person.

Hun laa og nærede det ubevidste Ønske, at der ikke var noget til, der hed: at tænke, thi det havde voldt hende saa megen Pine, nej bare dovent vifte Grublerierne bort, — ikke føle noget, — kun sløvt fornemme, at man existerede.

Det var, naar alt kom til alt, det lykkeligste.

Lykke!

Aa, hvor havde hun en Gang forbundet storslaaet dejlige Ting og Begivenheder med det Navn. Som pur ung havde hun som alle unge Piger drømt om, at der et Steds ude i Livet ventede et eller andet straalende, jublende, overvældende lyksaligt paa hende. Det var der saa sikkert, og en Gang vilde hun naa det. Hvad det var, kunde hun ikke ret gøre sig noget Begreb om, men det maatte naturligvis paa en eller anden Maade staa i Forbindelse med Edith. Nu smilte hun ad disse Illusioner. Ja, der var vel dem, som kunde komme til at føle, om det saa kun var i Øjeblikke, den fulde, ublandede Lykke, men for Flertallet var visselig Tilfredshed det højst opnaaelige, — og at være tilfreds, var det ikke først og fremmest at opgive Troen paa Lykken og med den alle Længsler, alle Ønsker, alle Drømme? Aa, Gud, nu tænkte hun igen, nej, hun taalte det ikke. Bare der havde været en saadan Letheflod, som Grækerne troede paa, en Flod, der vilde tage alle pinefulde, plagende Tanker, og give den milde, tavse Glemsel i Stedet. Hun huskede ikke paa, lille Stakkel, at Lethe efter Grækernes Sagn fandtes i Underverdenen og altsaa var Sindbilledet paa, at først efter Døden glemmes alle menneskelige Lidelser. Her paa Jorden maa man være glad, hvis man kan døve Lidelserne ved Midler, der kan træde nogenlunde i Steden for hint uvurderlige Vand. —

»Ih se, lille Martha, nu kom vi saa vidt, — det gaar jo brillant, — brillant«, sagde gamle Doktor Thomsen, som netop kom ind ad Døren og blev glad overrasket ved at se Martha nikke genkendende og venligt til sig.

Det var en gammel graahaaret Herre, som havde kendt Martha fra hun blev født, en morsom oplivende Gæst at have ved en Sygeseng, om han just ikke kunde kaldes nogen særlig udmærket Læge. Han mente det usigelig godt med alle Mennesker og havde den største Medlidenhed med Folks Lidelser. Uden Hensyn til Patientens Alder og Køn klappede han dem paa Kinden og kaldte dem »lille Ven«, og enten Sygdommen var en let Forkølelse eller en farlig Feber, beroligede han dem i en lige fornøjelig og trøstende Tone med sit: »Det skal vi sgu nok faa klaret.«

Nu satte han sig ved Marthas Seng.

»Du er rigtignok en flink lille Pige, maa jeg sige Dig! Gaar det saadan fremad stadig, kan vi inden 14 Dage have Dig oppe. Hvad siger Du til det? Og sikke nogle fine Blomster, vi have faaet, — ja, man tør vel ikke spørge fra hvem de er?«

Han truede ad hende med en meget skælmsk Mine.

»Jo, de er fra en Frøken Ger ... en Fru Stein.«

Martha gemte Ansigtet bag Buketten. Saa træt og sløv hun end følte sig, maatte Blodet dog følge den gamle Vane at stige til Kinderne ved et vist Navn.

»Naa! — det var efter hendes Bryllup, at Du fik den Sygdom paa Halsen og forskrækkede Din Fader og Jomfru Hansen ved at ligge todt derinde paa Gulvet, ikke at tale om mig gamle Stakkel, som blev jaget op af min søde Søvn for at se til saadan en lille Tosse. Jo, det var rigtig nok en pæn Maade at opføre sig paa! Du har formodentlig danset for meget og staaet bagefter og hængt ud af et aabent Vindu eller drukket iskoldt Vand? Jo, vi kender de unge Damer!« han kneb hende i Kinden, »naa, dansede vi saa med _ham_?«

Martha smilte træt, hun kom til at huske paa Ediths Fætter, Sofus Bang, der havde sværmet om hende den Aften, og som hun havde koketteret med.

»Naa, Du vil ikke ud med Sproget? Ham, der har rendt Jomfru Hansen paa Dørene og spurgt til Dig og sendt, Gud ved hvor mange, Buketter, som jeg har været saa grusom at forvise til Dagligstuen!«

»Jeg ved slet ikke, hvem De mener. Har nogen sendt mig Buketter?«

»Ja, min Sandten har der saa, — er det ikke Fyrens Visitkort, her ligger? Sofus Bang. Hvadbehager? Bliver Du ikke saa meget som rød i Hovedet? Nej, se til den lille blaserede Satan, — saadan noget bryder hun sig slet ikke om!«

Martha rystede paa Hovedet. Hvad kom det hende ved, at Sofus Bang sendte Buketter. Han var altsaa forelsket i hende og havde ikke glemt den Aften, da hun for at bedøve sig havde spillet Bakkantinde og opægget ham til en Følelse, som hun mente kun vilde blive et flygtigt Sværmeri. Eller egentlig talt, hun havde slet ikke ment noget dermed, ikke ofret ham en Tanke! Og nu lod det til, at han virkelig havde brændt sig. Naa, det gik vel over. Han tænkte sig hende som det kaade, overgivne Pigebarn, hun kun havde været netop den ene Aften i sit Liv; naar han fik hende at se som den stille, tilbageholdende Skabning, hun var, vilde han nok komme sig. Gud ske Lov, _den_ Tanke var da til at jage fra sig.

»Vil Du se Buketterne? De er nydelige!«

»Nej, tak, det kan være det samme. — Disse Roser her er mig mer end nok.«

Doktoren rejste sig nu og kaldte paa Professoren og Jomfru Hansen, der strax kom ilende til, den ene fra sit Studereværelse, den anden fra Køkkenet.

»Nu skal De se Løjer! Der er ikke længer saa megen Fare, som bag paa min Haand! Hun har ført en meget fornuftig Samtale med mig, kun vil hun ikke indrømme, hvor smigret hun føler sig ved en vis ung Herres Opmærksomhed!«

»Gud ske Lov, Du overstod det, lille Martha,« Professoren bukkede sig ned over det lyse Hovede og kyssede det ømt. Under Marthas Sygdom var det gaaet op for ham, at han, naar galt skulde være, hellere vilde miste sit udstoppede Bæltedyr, sin Samlings bedste Exemplar, end denne lille Pige, som var hans Kød og Blod.

»Ja, nu har jeg det godt, Fader,« sagde Martha mildt men med sit trætte Smil, »Du har altsaa været bange for mig?«

»Om jeg har været bange?« Stemmen skælvede af undertrykt Bevægelse, »min kære Almas lille Pige.«

Doktoren klappede ham paa Skulderen og sagde: »Naa, naa, lille Ven!«

Jomfru Hansen snøftede. Men Martha følte ingen særlig Rørelse, hun var nok bleven sig selv lig i den Henseende, ja, hun var næsten koldere nu, for det var hende saa ligegyldigt, aa saa ligegyldigt. Det eneste, hun kunde drive det til at føle ved Faderens Kærlighed, var en svag Taknemmelighed, en stille Undren over, at nogen kunde holde af hende, saadan som hun var.

Doktoren, der ikke rigtig kunde være med til noget, der nærmede sig det »højtravende«, gjorde nu en brat Ende paa Professorens rørte Stemning ved at sige:

»Naa, — ja, ja! Saa fra i Morgen af, Jomfru Hansen, begynder vi med at give hende et lille Dueben og en stor Kop Chocolade. Smaa Slag i Førstningen, — siden — — —«

Martha kom sig Dag for Dag, hun fik Kød paa Kroppen og lidt Farve i Kinderne, men der vilde ikke komme Glans i Øjnene. De saa stumme og alvorlige frem for sig, ikke synderlig bedrøvede, men heller aldrig synderlig glade. Den aandelige Mathed og Ligegyldighed, hun havde følt ved sin første Opvaagnen til fuld Bevidsthed, vilde ikke fortage sig. Hun var og blev træt og udygtig til at tænke paa Fortiden. Hun fik Lov at komme op og sidde inde i Dagligstuen, og hun fandt det godt og behageligt saadan at sidde stille uden at behøve at røre en Finger, lade sig opvarte og kun høre kærlige Ord. Ja, Livet var saamænd meget rart, naar man saadan kunde sidde altid med Hænderne i Skødet, uden at der fordredes andet af En end at smile taknemmeligt og lade sig forkæle.

Edith kom af og til med Blomster, Vindruer og Konfekt, klappede Martha paa Kinden og talte om, hvor det var godt, hun var bleven rask, nu skulde hun, saa snart hun fik Lov at komme ud, hen og se, hvilket yndigt Hjem hun havde. Det var tydeligt at se og høre, at Edith hørte til de faa dødelige, som har naaet Lykken. Hun lod ikke til at elske sin Ernst mindre end før. Hendes smukke Ansigt bar Præget af en rolig, inderlig Glæde og Sjælsligevægt. Ingen Sorg havde endnu formørket hendes Livshimmel.

»Det glæder mig, at Du har det saa godt og føler Dig helt lykkelig,« sagde Martha en saadan Dag, mens hun sad med halvtlukkede Øjne i sit Sofahjørne, omgiven af Hygge og Velvære, med en Del Blade og Romaner foran sig paa Bordet, sin Yndlingsparfume, og ved Siden af sig Edith, hvis Haand hun holdt i sin.

Hun kunde godt lide, at Edith kom og besøgte hende, rigtig nok for hun sammen, naar hendes godt kendte Ringen lød, men naar hun saa kom ind og satte sig, nød Martha med et halvt drømmende Behag hendes Stemmeklang, hendes dybe, melodiske Latter, hendes smukke, lysende Smil, hele den Skønhed, som hun en Gang havde elsket saa højt. Hun nød alt dette men uden længer at »elske« det. Paa den Maade var hun virkelig kureret, hun nærede ikke mere denne urimelige, unormale Kærlighed. Et af de bedste Vidnesbyrd herom var i al sin Ubetydelighed følgende: Paa et lille Bord foran Marthas Seng stod Ediths Billede i en Fløjelsramme. Dette Billede plejede Martha altid med en kærlig, barnlig Nøjagtighed at kysse til Godnat hver Aften. Efter sin Sygdom blev hun ogsaa ved dermed, saa stærk er Vanens Magt, og en Stræng, der en Gang er blevet stærkt og kraftigt anslaaet, lader dog, efter at Haanden har sluppet den, Tonen klinge endnu en Stund. Men længe varede det ikke, før Martha syntes, det var besværligt, naar hun var kommen i Seng, at skulle strække Haanden ud og tage Billedet og saa sætte det hen igen, og efter at hun i nogen Tid havde sendt Portrættet Fingerkys og melankolske Smil, svandt hele denne lille Akt hen i intet, ligesom Tonen, hvor stærk den end kan klinge efter, dog en Gang maa have klinget ud. Jo, Martha var bleven kølet og afdæmpet, men tillige berøvet sin Ejendommelighed. Uden denne Kærlighed, som var bleven hende en anden Natur, og som havde gjort hende til den besynderlige Skabning, hun før havde været, var hun nu en almindelig lille Reconvalescent, træt, lad og magelig, — og hun kunde godt mærke, at hun hele sit Liv vilde blive »Reconvalescent« efter sin »Sygdom«, som hun vel nu maatte kalde Forelskelsen i Edith.

Derfor savnede denne ogsaa noget hos sin lille Veninde. Hvor var det straalende, varme Blik, hvormed Martha før havde betragtet hende, hvor var de hæftige, umotiverede Kys, de smaa, naive, umiddelbare Kærlighedserklæringer, alt det, som Edith før havde skændt for? Ja, hun savnede det virkelig nu. Det havde dog været saa morsomt, saa originalt! Men paa den anden Side var hun glad paa Marthas Vegne over, at hun nu var bleven fornuftig og havde fulgt det Raad, hun tit nok havde præket for hende. Mens Edith vidste, at Martha elskede hende, havde hun tit, skønt hun virkelig nærede Interesse og venlige Følelser for hende, været halv gnaven og ked af denne idelige Beundring, denne idelige stirrende, hyldende Tilbedelse. Hun havde følt, som saa mange gøre det, at naar man bliver elsket, faar man et Ansvar over for den elskende Person, man ved, at vedkommende venter sig noget smukkere og bedre af en end af alle andre paa Jorden, man faar ogsaa ved at spille Hovedrollen i et Menneskes Hjærte en Del i dette Menneske, ligesom en Slags hellig Ret over den paagældende, en Ret, som man maa passe paa ikke at misbruge, og hele dette Ansvar, som er saa let at bære eller rettere slet intet Ansvar er, naar man gengælder Kærligheden, bliver føleligt, naar man selv staar kold overfor en saadan Lidenskab. Da derfor Edith mærkede, at Martha ikke var forelsket længer, rystede hun graciøst Ansvaret af sine smukke Skuldre, men dog som sagt ikke uden Savn, hun havde baaret den Byrde saalænge, at den var bleven en Vane.

»Hør, Martha,« spurgte Edith ovennævnte Dag, »hvordan gaar det nu med Studierne?«

»Jeg er bleven fri for at læse til Artium, Doktor Thomsen var saa elskværdig at forestille Fader, at det var »alt for meget« for mig lille, svage Stakkel,« svarede Martha muntert, dog uden Spor af sin tidligere barnagtige Henrykkelse, naar hun blev fri for noget, der kedede hende.

»Naa, tro mig, det var noget, Du kunde lide. — Du har aldrig sværmet for at studere!«

»Nej, for det er saa kedeligt! Hvorfor skal man trætte sig til ingen Nytte?«

»Nej, meget rigtigt, — naar man bedst egner sig til at sidde som en lille Prinsesse og lade sig forkæle af sin Papa og — maaske vente paa en ung Riddersmand, der en Gang i Tiden vil overtage samme rare Papas Pligter.«

Martha lo. Før vilde hun have følt sig sort ulykkelig over Ediths Ironi, nu tog hun det med gemytlig Ro.

»Tror Du virkelig, Edith? Mon der vil komme saadan en elskværdig Ridder?«

»Et Spøg, et andet Alvor, Du smaa! Min kære Fætter er meget nær ved at gaa ud af sit gode Skind af Forelskelse i og Ængstelse for en vis ung Dame. Enten maa Du lade ham forstaa, at Du ikke synes om ham, eller give ham Haab, for det ser virkelig noget foruroligende ud med ham, Stakkel!«

»Aa, — det er vel ikke saa slemt!«

»Synes Du ikke, at denne Hærskare af Buketter stadfæster mine Ord?«

»Han overvinder det nok. Man dør ikke af Kærlighed, forsikrer jeg Dig, selv om man er lige ved det,« sagde Martha i en spottende Tone, »Hr. Bang har nok været saa galant eller saa — taabelig at sende mig et Par forblommede Erklæringer, men jeg har naturligvis ikke svaret ham.«

»Men saa er Du da virkelig bleven en Kokette! Hvem skulde have troet det? Ved mit Bryllup, siger man, underholdt Du Dig og dansede næsten udelukkende med ham hele Aftenen. De spaaede alle, at I vilde blive et Par, thi det var saa iøjnefaldende! — Han er virkelig ogsaa en net ung Mand, fører sig upaaklageligt, er inderlig god, og Du, Lykkens Pamfilius, som et Par af mine Tanter sagde, da de igaar henne hos mig drøftede Eders mulige Forbindelse, — han er et brillant Parti, hans Gods, Kratholm heroppe i Nordsjælland er et sandt lille Slot!«

»Saa meget des bedre for den lykkelige, som bliver Slotsfrue der!«

»Man siger, han har svoret paa, det skal være Martha Grüner eller ingen.«

»Nej da!«

»Jo, tænk nu lidt paa det stakkels Menneske, liden Martha, — og bliv snart saa rask, at Du kan komme hen og se, hvor fortryllende jeg har det! Naar Du ser mit eget lille Kabinet, kan Du maaske faa Idéen til, hvordan Fru Godsejerindens paa Kratholm skal se ud.«

Martha trykkede Ediths Haand op til sin Kind, da de sagde hinanden Farvel; hun fandt nu som før en Nydelse i at holde denne smukke, bløde Haand i Erindringen om alt, hvad den havde været for hende. — —

»Farvel, Edith, Tak for Besøget! Gør det snart om igen!«

Hun fulgte hende med Øjnene. Aa, hvor hun dog havde været forelsket i denne Kvinde! Nu var hun i det højeste kun forelsket i denne sin døde Kærlighed til hende.

Saa tog hun fat paa en Bog. Saadan en Roman tog saa rart Tankerne fangen. Aa, det var dejligt at læse, dovne og døse! Naar bare det kunde blive ved altid? Men nu skulde hun paa Landet. Doktor Thomsen havde sagt, at hun maatte i det mindste 3 Maaneder af Sted. Og et Steds paa Falster havde hun en gammel Tante, en Præsteenke, hos hvem hun skulde sendes paa Græs. Naa, den Tid gik vel ogsaa.