Part 5
Det var dog et Held, at hun aldrig havde vist Edith disse Digte, hun havde saamænd gjort sig nok til Nar alligevel. Kun en eneste Gang havde hun sendt Edith et Vers, og det var saa pænt, almindeligt og upersonligt, at enhver kunde have skrevet det. Det var en Gang paa Ediths Fødselsdag, at hun havde paataget sig det ikke lette Hverv at besynge Idealet ganske »paa det jævne«. Ja, vanskeligt var det sandelig faldet hende! Det var hende saa naturligt at bevæge sig i Højden, naar Talen var om Edith. Men efter mange Rettelser og Overstregninger kom Verset da endelig til at lyde saa uangribeligt fornuftigt, at selv Ediths kritisk undersøgende Blik ikke kunde finde noget at udsætte derpaa.
»Skønt i det store Hyldningskor min svage Stemme svinder, vil jeg dog gærne sige Tak for mange rige Minder. Jeg har af dem en broget Skat, som Tid ej kan udviske, en Krans af sjældne Blomster smaa, saa duftende og friske; Tak for dem alle, — ja, jeg kan kun daarligt mig udtrykke, men tro, at ingen mer end jeg Dig ønsker varmt til Lykke!«
Og det fandt Edith nydeligt, saa ligefremt og naturligt!
Ja, denne Natur, det var dog noget besynderligt noget!
Hver Gang Martha havde talt og opført sig saadan som en indre Trang bød hende at tale til og opføre sig overfor Edith, uden at overlægge, bare givende sig hen i sin Kærlighed, da havde Edith kaldt hende affecteret, overdreven, hysterisk, — men naar hun lagde Vold og Baand paa sig, gjorde forfærdelige Anstrængelser, spillede Komedie og lavede og manøvrerede med sig selv for at ligne »andre unge Piger«, ja, saa hed det: »Ja, der kan Du se, Martha, — Du er i Grunden saadan en sød og naturlig lille Pige, — hvorfor da —« o. s. v.
»Men lad os ikke tale mere om disse gamle Ska—a—der«, nynnede Martha og efterlignede, idet hun satte Hatæsken af Vejen, Hr. Schrams Tonefald og hentede »Skader« saa dybt nede fra, som det var hende muligt. Saa skyndte hun sig i Seng.
Nu skete i Rækkefølge alle de Ting, der en Gang hører med til en passende Forlovelse blandt »bedrestillede«. Kort udgik, Ringe vexledes, en halv hundrede Visiter bleve aflagte, Forlovelsesgilde blev holdt, først hos Professoren, dernæst hos nogle af de unges bedste Venner eller nærmeste Slægtninge. Ogsaa Edith gjorde i Egenskab af Brudgommens Kusine og Brudens »bedste Veninde« et stort Selskab.
»Nu kan Du maaske bedre forstaa »Romeo og Julie« end før«, sagde Edith en Gang i Aftenens Løb, da Martha og hun sad og bladede i et Billedværk, hvor der blandt andet fandtes et stemningsfuldt Billede af den berømte »Balconscene«. Og hun slog Martha drillende paa Kinden med sin Vifte.
»Jeg erindrer, at en Gang vare Dine Begreber derom temmelig forvirrede.«
»Jeg mener nu som før, at ingen Julie kan være mere fortryllende end Du, Edith, og misunder ligesom den Gang den lykkelige, der er bleven Din Romeo«, sagde Martha spøgende i en galant Tone, der var milevidt fra hendes gamle bløde, ydmyge Stemme, naar hun talte til Edith. —
Ved Bordet rejste Edith sig og bad om Ordet.
»Det var egenlig min Mand, der skulde, men jeg kender nu vedkommende bedre.«
Og saa holdt hun en spøgefuld Tale til det unge Par. Blandt andet sagde hun til Sofus, at han skulde dog tage sig lidt i Agt.
»Du kan maaske uventet i mig faa en farlig Konkurrent, thi jeg vil fortælle Dig, at Martha i sin Tid har havt en lille faible for mig.«
»En stor, en stor, Edith!« afbrød Martha lystigt, »stakkels Sofus, der hører Du selv, Din Lod bliver at leve paa den Rest, som er tilbage af min Flamme for Edith!«
At denne »Rest« var lig med Nul holdt hun naturligvis for sig selv.
Efter Bordet sang og spillede man. Martha gav nogle Sange af »Nitouche« tilbedste og begyndte paa en af »Den skønne Helene.«
»Undskyld, jeg afbryder, men hvorfor synger Du aldrig mere Dine gamle Sange?« spurgte Edith, der stod og lænede sig til Flygelet. Hun fik ligesom Længsel efter igen at høre en vis, bævende, inderlig Klang i Marthas Stemme og syntes, at selv de i sin Tid saa foragtede følsomme Romanzer nu vilde virke velgørende.
Martha smilte op til hende med dette fremmede, forbindtlige Blik, der saa lidt lignede hendes gamle kærlige, dvælende Stirren.
»Mener Du saadan en som den, Du i sin Tid gjorde saa grundig Nar af, Sulamiths:
»Hvorfor flygter I bange? Jeg er syg men af Kærlighed Piger smaa!«
Nej, dem har jeg glemt! — Du havde virkelig Ret, de er vamle, — lidt for rørstrømske, — men enfin, vil Du have en »mit Gefühl«, — vær saa artig!«
Og hun sang Paris og Helenes Duet:
»Dejlige Drømme, daarende Drømme, Skygger, som mildt i Taage hensvømme!« —
Edith betragtede tankefuld den syngende. Hvad var det, hun savnede ved hendes Ansigt? Det var jo sorgløst og ubekymret, men saa underligt sjælløst var det blevet, ligesom Martha var ligeglad, hvordan det saa gik. Skulde denne barnagtige Kærlighedshistorie, dette Barnepjank, som Edith havde været Genstand for, virkelig have givet Marthas Hjærte Banesaaret? Det lød utroligt. Men noget havde hun gaaet igennem, hvad det nu var. Naa, men nu blev hun jo efter sit eget Valg en brav Mands Hustru. Edith beroligede sig. Det var jo dog godt, at Martha ikke mer var den samme. Nu gjorde hun virkelig en Slags Lykke i Selskaber, talte livligt med og klædte sig med Smag; — og alt det havde hun aldrig gjort før. Forandringen var til det bedre, havde hun kun haft et andet Udtryk, et mere levende sjælfuldt! Ja, nu kunde Fru Edith synge:
»Før jeg begreb ej, hvorfor Du var skabt, Ak ja, man skatter først, hvad man har tabt.«
* * * * *
Der var jo intet at vente efter, altsaa holdt de unge Folk Bryllup allerede til October. Om Vinteren skulde de bo i København, om Sommeren paa Kratholm.
Det var et pragtfuldt Hjem, Sofus Bang førte sin unge Kone til paa Bryllupsaftenen. Alt, hvad Penge kunde skaffe af Hygge og Luxus, var tilvejebragt, og Martha, der tog sig nydelig ud i den hvide Dragt med Myrtekransen i det lysegule Haar, som nu var sat op i en fyldig Knude i Nakken, saa sig ogsaa nok saa fornøjet omkring i sit ny Kongerige.
Hun lod sig synke ned i en allerkæreste lille Divansofa med en Følelse af, at mellem saa bløde Puder vilde det ingen Sag blive at rejse igennem Livet, hun maatte takke sin Gud for at have faaet et saa mageligt Befordringsmiddel, for at Omstændighederne havde nødt hende til at ombytte den skarpe Barberkniv — uh, hun gøs ved Tanken, — med denne kostbare Brudebuket eller i alt Fald Studenterhuen med Brudesløret og den kolde Grav med denne glimrende Forsørgelsesanstalt.
»Og her er alle Brudegaverne«, sagde den henrykte unge Ægtemand, »skal vi se paa dem?«
Der var naturligvis en hel Udstilling.
»Denne er fra Edith!«
Det var en pragtfuld Blomsteropsats egnet til at pryde en Marmorkamin. For Øjeblikket var den fyldt med en stor Buket lilla og hvide Sirener, — Marthas Yndlingsblomst, — som udbredte den dejligste Duft i Værelset.
Martha bøjede med et tankefuldt Smil sit Ansigt ned imod dem.
Foraarsduft! Det var, hvad hun nu havde tilbage af sin Kærlighed — Edith!
»Min egen, søde Hustru«, lød nu Bangs Stemme tæt ved hendes Øre, og hun følte hans Arme om sit Liv — »nu har jeg Dig endelig.«
Hun vendte sig venlig om til ham og taalte uden Indsigelse og Modstand hans Kys. Saadan skulde det jo være. Det hørte med. Rigtig nok fandt hun slet ingen Nydelse i saadan at blive krammet og trykket af et Par Mandsarme og kysset med saa hede, fugtige Læber, men man maatte jo tage det ene med det andet. Det var jo ikke noget at blive vred over, at Sofus var saa latterlig forelsket.
Hun smilte og lukkede træt og ligeglad Øjnene under hans Kærtegn.
I Sommerferien.
»Hvor gaar Du hen, Valborg?«
»Op paa mit Værelse, Faster, jeg skulde skrive et Brev.«
»Til Kæresten formodentlig!«
»Ja, Faster, — til min Forlovede.«
»Naa, det er i sin Orden. Hils ham mange Gange!«
Frøken Valborg sad to Minutter efter oppe i det lille Gæstekammer. Hun havde trukket sit Bord med Skrivemappe og Tilbehør hen til Vinduet. Langsomt aabnede hun Mappen, valgte sig et zirligt Ark Papir, dyppede Pennen og skrev med sin omhyggeligste Skønskrift:
»Vikkebjærg, d. 15. Juli.
Kære Rudolf!«
Saa standsede hun, lod Pennen synke og saa ud i Haven. Det var dog grueligt svært at skrive Brev saadan en varm, straalende Sommerdag, i det hele taget et møjsommeligt Arbejde at skrive Breve i Ferien, det mindede om Pligt og Baand, som man paa den Tid af Aaret er tilbøjelig til helt at glemme. Hvad i Alverden skulde hun skrive om? Egenlig var der vel meget, den smukke Egn, Onkel og Tantes Venlighed og Gæstfrihed, de fornøjelige Køreture og Sejlture paa Fjorden og ikke mindst Spasereturene, naar Hr. Lundsten og hun tidlig om Morgenen, forsynede med Fødevarer for en hel Dag, travede ud paa maa og faa uden at vide, _hvor_ de vilde hen, og først vendte hjem sent om Aftenen, trætte men i glimrende Humør. Ja, der var nok at skrive om, men alt dette, saa behageligt det end var, gad hun ikke fortælle Rudolf; han var for det første ingen Ven af Naturbeskrivelser, endnu mindre af Fodture, og saa kendte han knap hendes Familie her og slet ikke Hr. Herredsfuldmægtig Johan Lundsten. Hun havde selv truffet ham første Gang i denne Sommerferie, skønt hun fra Barn af havde gæstet Vikkebjærg hvert Aar paa denne Tid. Lundsten var en Søstersøn af Pastor Mogensen, han var ikke helt ung, kunde vel være i Nærheden af de Fyrre.
Valborg havde troet, at hun skulde være eneste Gæst i den stille Præstegaard, hun brød sig ikke meget om at være imellem mange Mennesker paa Landet og blev halv gnaven, da Onkel Harald otte Dage efter hendes Ankomst meldte sin Søstersøns Besøg.
»Han er paa Rundrejse«, hørte Valborg sin Onkel sige til sin Kone en Aften, de gik op og ned i Nøddegangen, medens hun selv sad inde i Lysthuset, »han bliver her vist kun en otte Dages Tid, maaske ikke en Gang _saa_ længe. Vort stille Liv kan jo umulig i Længden være noget for ham. Vi maa imidlertid køre ud med ham og søge at adsprede ham efter bedste Evne. Det er godt, at Valborg er her, det er da altid Ungdom, skønt hun er noget stille af sig. Og Ungdom maa han have, han bliver jo altid sig selv lig«. Valborg hørte sin Onkel le sagte som i Erindringen om noget meget morsomt.
»Ja, — det vil sige: unge Damer, Harald! Godt, at Valborg er en forlovet Pige og saa sat og sindig, ellers vilde jeg sandt at sige ikke være videre glad over Hr. Lundstens Besøg. Jeg kan ikke forstaa, at Du altid undskylder ham, er det fordi han er Din Nevø? Han er langt fra af den Slags Mænd, jeg holder af. Han har da heller ikke noget godt Ord paa sig. Kan Du huske —«.
Mere hørte Valborg ikke, da de spaserende fjærnede sig fra Lysthuset, men saa meget skønnede hun, at den ventede Herre var en saadan, som hun hidindtil kun havde kendt fra Romanerne, en let Sommerfuglenatur, som holdt af Kvinder. Det kunde i Grunden være ganske morsomt at se saadan en, og, som Faster Helene havde sagt, der var jo ingen Fare for hende selv.
Saa var han da kommen Dagen efter. Han var ikke smuk, Valborg blev ved første Øjekast skuffet, hun havde forestillet sig en daarende skøn Don Juanskikkelse, og Hr. Lundsten lod til at være en meget almindelig Herre. Hans rødlig blonde Haar havde allerede saa smaat begyndt at graane og dannede en temmelig tynd Krans paa Issen, hans Træk var hverken sjælden fine eller ædle, Læberne tynde, Øjnene af ubestemmelig Farve, — blaa eller graa mente Valborg — Figuren af Middelhøjde, Bevægelserne og Gangen den fuldendte Verdensmands.
De blev forestillede for hinanden, og Valborg viste ham om i Haven. De kom snart i en ret livlig Passiar og snakkede løs om Vejr og Vind, alt og ingen Ting, da hun med et i Talens Løb kom til at se lige op i hans Ansigt og møde hans Blik.
Fra det Øjeblik af syntes hun ikke længer, han var almindelig. Hans Øjne vare da de mærkeligste, hun havde set. De vare hverken store eller glansfulde i sig selv, men alt som han saa paa hende, bleve de ligesom mørkere og mørkere, større og større, og der tændtes en underlig smilende Glød i dem. Aldrig havde hun set noget lignende! Da hun endelig tog Blikket til sig, følte hun sig hed, forlegen og urolig, og dog længtes hun efter en Lejlighed til atter at se op paa ham.
Han var meget livlig og underholdende, fik ordnet Køre- og Sejlture og fik Valborg til at interessere sig for Botanik, hvori han selv var en Mester. De besluttede at foretage et Par Fodture i Omegnen for at finde Planter, og han tilbød velvilligt at hjælpe hende tilrette med Ordningen af en Blomstersamling, som hun pludselig fik stor Lyst til at skaffe sig.
Ja, han var virkelig rar, og hun morede sig udmærket den Sommerferie, havde aldrig moret sig bedre.
Han vilde have rejst efter otte Dages Forløb, men havde uden altfor stor Vanskelighed ladet sig overtale til at blive længer, og nu havde han været der i elleve Dage.
For Øjeblikket var han nede i Landsbyen at hente Posten. Derfor vilde hun benytte hans Fraværelse til at skrive til sin Forlovede.
Men _hvad_ skulde hun skrive?
Der var i Virkeligheden saa meget, og dog var det, ligesom der til ham slet intet var at meddele, — men noget maatte der jo males op, og _nu_ maatte det gøres. I Eftermiddag skulde Lundsten og hun en lang Tur til »Fuglebakken«, et smukt Udsigtspunkt en halv Mils Vej fra Vikkebjærg, saa blev der ingen Tid til at skrive.
Altsaa:
»Kære Rudolf!
Tak for Dit Brev! Det glæder mig at høre, at Dine Forretninger gaar saa godt. Hvad mig angaar, har jeg det udmærket og morer mig godt. Vi er ofte ude, her er saa dejligt alle Vegne. I Dag er det en stegende Hede. Hvordan mon det er inde i Byen? Jeg tænker, der er knap til at være! Du gaar vel tit paa Tivoli o. s. v. og nyder den Tid, Du endnu har tilbage af Dit Ungkarleliv, Stakkel? Hils Moder og mine Søskende, hvis Du ser dem. Hils ogsaa alle gode Venner! Ja, undskyld, men i denne Varme vilde det virkelig være ubarmhjærtigt af Dig at forlange mere af mig, altsaa kun en venlig Hilsen.
Din hengivne Valborg.«
Valborg trak Vejret synlig lettet, mens hun lagde Brevet i Konvolut og skrev udenpaa:
»Hr. Grosserer Rudolf Harten, Amagertorv, København.«
»Saa, nu er det besørget!«
Hun rejste sig hurtigt og begyndte nynnende at gøre Toilet til Middagsbordet. Hun tog en let, hvid Musselinskjole paa, den klædte hende rigtig godt. Det var dog storartet, hvor hun var kommen til at se frisk og — ja virkelig _godt_ ud — her paa Landet! Og som hun morede sig! Og endda havde hun, inden hun rejste, været fuldt og fast overtydet om at komme til at kede sig rædsomt og savne sine Brosten, Tivoli, Dyrehaven, Sommertheatrene o. s. v. i en følelig Grad, thi nu efter sin Forlovelse havde hun jo begyndt at komme saa meget ud og nyde Hovedstadens Fornøjelser, som hun før kun havde kendt gennem Venindernes Skildringer.
Hun satte sit Haar om og følte et Øjeblik Lyst til at lade den lange blankbrune Fletning hænge ned ad Ryggen, for at Hr. Lundsten kunde se, hvor pænt et Haar hun havde, men hun betænkte sig dog, det lignede jo ikke noget, at en forlovet Pige gav sig til at spille Ingénue, hun var ogsaa nu for gammel dertil, hele 24 Aar.
Men underligt var det nu, hun havde aldrig vidst af, at hun var forfængelig, før herude paa Landet i denne Ferie, hendes Moder havde tit nok skændt, fordi hun var altfor ligegyldig for sit Ydre. Ikke en Gang den Aften, hun ventede Grosserer Harten, efter at hun havde svaret ja paa hans Frierbrev, havde hun gidet pynte sig.
Men nu var det noget helt andet, hun havde gjort de tusinde Opdagelser med Hensyn til sig selv.
Hun havde før haft sit Haar strøget glat op fra Tindingerne, men nu havde hun faaet Øjnene op for, at det var uskønt og nonneagtigt og havde klippet sig Pandekrøller, der gjorde en meget heldig Virkning. Dernæst var hun kommen paa det rene med sig selv om, at lyse Farver klædte hende bedst, og at hendes Holdning og Gang var rædsom og trængte til at forbedres ved stadig Opmærksomhed og Umage.
Nu saa hun sig prøvende i Spejlet og satte, stadig nynnende, en stor mørkerød Nellike i sit Haar. Men lige med et blev hun staaende alvorlig og eftertænksom med Blikket fæstet paa sin Ring.
Hun var opvokset i et meget tarveligt Hjem, men havde haft Friplads i en af Byens bedste Skoler, hvor hun havde gaaet sammen med velhavende Folks Børn. Hun havde ofte gæstet sine bedrestillede Kammerater og ønsket, at ogsaa hun en Gang kunde faa det rigt, hyggeligt og sorgfrit. Men det var der ingen Udsigt til. Hjemme skulde der stadig spares og knibes, kun brugte Skolebøger maatte hun købe, hendes Kjoler skulde være af det allerbilligste Stof, Fornøjelser var noget, der ikke kunde skaffes Raad til. Hun havde haft en usigelig kedelig Barndom og Ungdom. I sin Fritid maatte hun som den ældste hjælpe sin Moder med alt muligt Arbejde (de holdt ingen Pige), og læse Lektier med tre Brødre paa samme Tid, som hun lærte sine egne.
Efter endt Skolegang fik hun Undervisning i Musik af en gammel, musikalsk Onkel, der spillede gratis med hende, hun blev meget flink, og som syttenaarig Pige begyndte hun allerede at give Timer selv.
I Førstningen var det noget nyt og oplivende at kunne ernære sig selv, i det mindste hvad Ophold og Klæder angik, men Valborg var intet Arbejdsmenneske, og hun endte med at finde sin Stilling som Spillelærerinde højst ydmygende og kedsommelig. Hun længtes brændende imod en lys, let Tilværelse, men hun gjorde sin Pligt, skønt uden Spor af Livsglæde og Munterhed, og svigtede aldrig. Kun spurgte hun ofte sig selv, naar hun efter endt Dagsgærning dødtræt satte sig ned, hvorfor nogle skulde have nok af alt og kunde gjøre sig Livet behageligt paa alle Omraader, medens andre maatte anstrænge sig og slide for hver Bid, de puttede i Munden.
Flere af hendes Skoleveninder kendte hende endnu og vekslede Hilsen med hende, naar de i deres elegante Dragter langsomt strøg hende forbi paa Routen, medens hun selv næsten løb for at komme tidsnok til en Time til 35 Øre. Da hændtes det tit, at hun mismodig anstillede Sammenligninger mellem deres moderne, kostbare Hatte og sin egen farvede, oppyntede, som mindst var tre Aar gammel.
Hendes ærgærrige Drømme gik alle i Retning af, hvad hun kaldte »en fri, lykkelig, sorgfri Tilværelse«, hun lovede sig selv, at skulde hun nogensinde gifte sig, da skulde det blive med en velstaaende Mand, thi ved sit eget Arbejde kunde hun dog aldrig drive det til noget videre, hun var nemlig ikke et Talent, kun en ganske almindelig, jævn musikalsk Begavelse.
Men selv om hun drømte om Ægteskab, saa skænkede hun dog aldrig Kærligheden en Tanke. »Fornuftgiftermaalet« var i den Grad bleven hendes Ideal, at hun rent oversaa, i det mindste for sit Vedkommende, at der findes en stor Livsmagt, der hedder Kærlighed. Hun havde aldrig været forelsket.
Valborg var ikke iblandt de unge Piger, der gør almindelig Lykke. Hun havde, skønt hun langtfra var grim, ikke, hvad man har vedtaget at kalde: Herretække.
Flere af Veninderne havde erklæret, at Valborg saamænd aldrig blev gift. Hun passede ogsaa glimrende, sagde de, til at være Lærerinde hele sit Liv.
Hun lod dem snakke, men haabede i sit stille Sind, at det skulde blive Usandhed.
Men vist var det nu, hun trak ikke uimodstaaeligt Herrernes Øjne til sig, hun skulde opdages tilfældigt, men det blev hun ogsaa af Grosserer Harten.
Hun traf sammen med ham i et Hus, hvor hun gav Undervisning. Han blev paa sin rolige, forretningsmæssige Maade forelsket, det vil sige, han fandt, at hun var en Pokkers sød og fornuftig Pige, saa fri for alt Pjat og Koketteri, og efter i et Aarstid vejende og prøvende at have set paa hende i Afstand og ikke ladet sig mærke med noget, rykkede han frem og sendte hende et nysseligt og korrekt Frierbrev.
Hun tog Sagen omtrent lige saa koldblodig, skønt det kom uventet, kun kom hun i Bevægelse ved Bevidstheden om, at nu lod hendes Drøm til at skulle gaa i Opfyldelse, thi Grossereren var om end ikke hovedrig saa dog velhavende, og dertil var han opmærksom og hensynsfuld og saa godt ud, en stor, fastbygget, stadselig Skikkelse, lidt over 30 Aar med et Par venlige Øjne og en dyb, blød Stemme.
»Jeg siger Ja, Moder«, erklærede hun.
»Du holder altsaa af ham, mit søde, kære Barn!«
Fru Wohn var i stærk Rørelse over denne uventede Udsigt til Forbedring i deres Kaar.
Valborg betænkte sig.
Hendes Moder havde, siden hun blev Enke, været udelukkende optaget af det staaende Spørgsmaal, hvorledes hun skulde faa de knapt tilmaalte Penge til at »slaa til« og brudt sig lidt eller intet om Børnenes indre Liv.
Skulde Valborg nu fortælle denne Moder, som hun aldrig havde haft Fortrolighed til og som hun, hvad Hjærte- og Følelsesliv angik, var halvt fremmed for, at hun i det hele taget ikke troede paa »Kærlighed«, men ansaa Tillid, Højagtelse og Venskab for det største, der kunde gives og modtages her paa Jorden?
Nej, det vilde Moderen ikke forstaa, det vilde kun give Stødet til lange Forklaringer, Misforstaaelser — Kedsommeligheder!
Altsaa svarede hun med et roligt Smil:
»Ja, Moder, jeg holder af ham!«
Og saa kom Grossereren. Han var glad over at have vundet Valborg, han saa hende allerede som sin Hustru, det vilde være noget andet end den triste Ungkarlebolig. Og Valborg var saa fin og ung, saa hyggelig og elskværdig, hun vilde være i Stand til at gøre ethvert Hus til et tiltalende Hjem.
Heldigvis var Grossereren ikke af de Elskere, der hænger over deres udkaarne ved enhver Lejlighed med Kys og Kæleord, det vilde Valborg have fundet afskyeligt. Han kyssede hende, naar han kom og gik, paa en lidenskabsløs og forretningsmæssig Vis, der havde noget rart og fornøjeligt ved sig.
Hun syntes udmærket godt om at komme meget ud og være fri for alle sine Undervisningstimer. Hun var henrykt over hans Foræringer. Jo, hun var som skabt til at have gode Dage.
Og hun vilde ikke have været en ung Pige, om hun ikke ogsaa en Gang imellem havde ladet sin Tanke med en vis Skadefryd dvæle ved den Omstændighed, at nu fik Fanny og Petra _dog_ ikke Ret, hun skulde ikke gaa hele sit Liv som Spillelærerinde, nu var hendes Nummer kommet ud. Og samme Fanny og Petra vare endnu ikke forlovede, skønt de langtfra vare Fjender af det stærke Køn.
Harten var glad ved sin unge Fæstemø, overalt, hvor han indførte hende, syntes Folk om hende, den almindelige Dom lød paa, at hun var en tækkelig, evnerig og alvorlig ung Dame og passede udmærket for ham.
Der var gensidig Tilfredshed.
Brylluppet skulde staa om Efteraaret, som de vare blevne forlovede om Foraaret.
I Sommerferien skulde Valborg som sædvanlig være hos sin Onkel paa Østkysten af Jylland. Og her var hun nu. —