Part 4

Den unge Godsejer, Sofus Bang, Ediths Fætter, havde virkelig faaet sig en alvorlig Forelskelse paa Halsen. Han var et jævnt begavet, jævnt muntert, og jævnt net, ungt Menneske af den Slags, man træffer utallige af. Han havde hverken ført et slettere eller bedre Liv end saa mange af sine jævnaldrende og havde læst akkurat saa meget, at han ikke ligefrem gjorde Fiasco iblandt oplyste Mennesker. De Familier, han kendte, saa ham gærne, enten det nu var paa Grund af hans gode Hjærte og nette Optræden eller paa Grund af hans fyldte Pung. Han havde tidlig mistet sine Forældre, hvis eneste Barn han var, og var netop nu for kort Tid siden bleven myndig. Han havde trods sine ikke faa Forelskelser aldrig endnu truffen en Kvinde, som han kunde ønske sig til Hustru, før han ved sin Kusine, Edith Gerners Bryllup, fik Øjnene op for, hvor »sød« en Pige Martha Grüner egenlig var. Han havde jo nok set hende før, men knap vexlet ti Ord med hende. Hun var saa stille, saa undselig, holdt sig altid i Baggrunden og syntes at være helt optagen af sine egne Betragtninger, men ved Brylluppet viste hun sig pludselig fra den helt modsatte Side, hun saa udmærket godt ud, og der var et forunderligt Liv, en feberagtig Lystighed over hende. Han blev mere og mere indtaget i det lille nervøse, fine Ansigt, de blonde Flætninger, den lette og dog saa fastbyggede Jomfruskikkelse, han fandt hende aldeles yndig og kom hjem i en ør Tilstand, lykkelig over alle de mange Tegn paa, at han begyndte at føle en virkelig Kærlighed, ulykkelig over ikke at vide, om hun syntes om ham eller ej, om det havde været Leg og Flagren altsammen. Næste Dag hørte han, at hun var bleven farlig syg. Det bidrog ikke lidt til at sætte Toppe paa hans Følelser. Dette glade, smilende, lille Væsen i den rosenrøde Dragt, laa hun nu bleg og stille og stredes maaske med Døden? Tanken om, at han kun havde set hende for at hun skulde svinde som en Drøm, overvældede ham ganske og gjorde ham vis paa, at netop hun var den rette, den eneste, — og nu maaske blev hun ham berøvet. Han spurgte hver Dag til hendes Befindende, sendte de omtalte, talrige Buketter, løb op til Edith for at faa Trøst, skrev Vers til langt ud paa Natten om »Hænder smaa« og »Øjne graa« og »Sjæle, der en Gang vil hinanden forstaa«, spaserede i Store Kongensgade udenfor Professor Grüners Hus, gjorde sig kort sagt Skyld i alle de noksom kendte Latterligheder, som forelskede Sjæle en Gang har Eneret paa.

Endelig hørte han, at hun var oppe, han var ogsaa saa lykkelig en Formiddag at se hende ved Vinduet. Hun lignede rigtignok ikke den Glædens Præstinde, som havde daaret ham ved Ediths Bryllup, men han fandt hende dog ubeskrivelig sød i den simple Morgenkjole med den brede, hvide Matroskrave. Hun saa ham ikke, hun var optagen af at vande sine Blomster. Han stod da nogen Tid udenfor og vaklede imellem at skrive til Professor Grüner eller selv gaa op lige med det samme og tale med ham. Da han, hvis han valgte det sidste, hurtigst kunde vente at faa Svar, foretrak han det, skønt det krævede mest Mod.

Professoren, som sad inde i sit Naturalieværelse og ordnede en Del Biller, blev altsaa overrasket ved Besøget af en meget køn og meget forlegen, ung Herre, der, yderst soigneret i sin Paaklædning, præsenterede sig som Sofus Bang, Godsejer til Kratholm i Nordsjælland, 25 Aar, lige bleven myndig, med saa og saa mange hundrede tusende om Aaret.

Og ikke mindre forbavset blev Professoren, da den unge Mand endnu mere forlegen, underrettede ham om, at han elskede hans Datter og vilde anholde om hendes Haand.

Professoren sad fordybet i Betragtninger. Han troede selv, at han havde været meget skarpsindig, idet det var blevet ham klart, at Martha havde haft en ulykkelig Inclination. Ja, hvad mere var, han troede at kunne paavise bestemt, hvem det var, som havde været Skyld i det stakkels Barns Sorg. Han havde set hende, mens hun laa syg derinde, med Ediths Portræt i Haanden, og han havde lagt Mærke til, at hun havde ligget og set paa det med et underligt, haabløst, selvopgivende Blik. Han havde ogsaa set, at hun for sammen, naar den unge Fru Steins Besøg blev meldt. Og den Gang hendes Forlovelseskort kom, jo, han huskede ganske tydeligt, at Martha, da hun modtog det, var bleven ligbleg, havde fortalt Nyheden med en ligesom brudt, klangløs Stemme og var derpaa hurtig gaaet ind i sit Værelse. Ja, den gode Professor troede virkelig, at han var med. Barnet havde gaaet hen og forelsket sig i Stein. Det kunde ikke være andet. Professoren havde ikke i lange Tider tænkt paa Kærlighed, ikke siden hans unge Hustru laa paa sit Dødsleje, siden den Tid var han helt gaaet op i Videnskaben, nu kom den senere Tids Tildragelser og nu til sidst den unge Sofus Bangs Frieri til ham som et Pust, en Hilsen fra svundne Ungdomsdage.

»Ja, kære Hr. — var det ikke Bang? Deres Tilbud kan jo kun glæde mig, — og — hvis min lille Pige har Godhed for Dem, kunde det jo være en i alle Maader god og tryg Fremtid for hende, — men jeg tror det ikke, — nej, jeg tror det virkelig ikke —« sagde Professoren hovedrystende.

»Deres Datter og jeg har kun været sammen meget faa Gange, — hun kender mig knap endnu, — turde jeg, — vilde Hr. Professoren tillade, — at jeg fik Lov at komme i Deres Hus, for at hun, Frøken Martha, mener jeg, maaske kunde komme til —«

»Ja, det vil naturligvis være mig kært at se Dem her, — jeg skal endnu i Dag tale med min Datter, saa skal De høre fra mig. — Maa jeg udbede mig Deres ærede Adresse? — Tak! — I alle Tilfælde paaskønner jeg Deres gode Tilbud, men der maa handles varsomt og overlagt i saadanne Tilfælde, indser De nok, min unge Ven. Hele sin Fremtid bestemmer man ikke paa en Timestid. Martha skal først, som De meget rigtigt talte om, kende Dem. — Maa jeg byde Dem en Cigar, — ikke? Kønt Vejr i Dag! Farvel, Farvel!«

De to Herrer vexlede Haandtryk, og Sofus gik uden at føle sig en Smule mere beroliget, men dog med Bevidstheden om, at det første Skridt over Rubicon var gjort.

Professoren lod den Dag Biller være Biller og gik ind i Dagligstuen, hvor Martha sad og underholdt sig med sine Kanariefugle, hun havde et stort Bur med 9-10 saadanne smaa Skrighalse, som hun morede sig med at gøre tamme. Hun blev lidt forbavset ved Synet af Faderen i Dagligstuen paa den Tid, hvor han plejede at være langt inde i Dyreverdenen.

Han tog hendes Hænder i sine og satte sig med hende i Sofaen, en Del forlegen var han, thi det var første Gang de to skulde tale noget, der nærmede sig til fortroligt, sammen.

Martha hørte paa ham med et venligt, opmærksomt Ansigt, men svarede ikke.

»Du holder ikke af ham, vel? I det mindste ikke endnu! Jeg tror at have opdaget, at Dine Tanker er et andet Sted, min lille Pige, — men Du skal bare se, Tiden læger alle Saar, — og en ulykkelig Kærlighed gaar over, blot man beder til Gud og tænker paa, hvor godt man har det i andre Henseender. Og det vil Du tænke paa, ikke sandt?«

Martha spurgte sig selv, om hendes Fader da vidste, hvordan det hang sammen, men ved hans næste Replik forstod hun, at han var helt paa Vildspor, og _saa_ var det hende ligegyldigt, hvad han ellers tænkte og troede.

»Nu kommer en, saa vidt jeg ved, hæderlig, ung Mand og beder om at faa Dig til Hustru. Tænk derover, min lille Pige! Du ved dog, den anden kan aldrig blive noget for Dig, nu da han er gift!«

»Du maa da ikke tro, jeg er knust af ulykkelig Kærlighed«, sagde Martha nu leende, »jeg har som alle unge Piger gennemgaaet min Forelskelsesperiode, — den er et overstaaet Stadium, — og nu bryder jeg mig om ingen, ikke en Gang om den galante Hr. Bang. Hvis jeg har koketteret med ham en Gang, — det har jeg maaske, — saa beder jeg ham undskylde og glemme det, — og saa lader han vel nok den Grille fare!«

»Men han bad mig saa meget om at maatte komme her, for at Du i det mindste kunde lære ham at kende, inden Du gav et bestemt Svar. Han kan byde Dig en sorgfri Fremtid, det kan jeg som Fader ikke lade gaa helt ud af Betragtning.«

»Jeg naturligvis heller ikke som en fornuftig, lille Pige, — men jeg siger dog vist nej, — jeg har det jo godt — naar man kun aldrig fik det værre, lille Fader! — Men Herregud, kan det glæde Mennesket at komme her og se mig, saa indbyd ham bare, men Du skal ikke give ham Haab, — det er saa generende for mig, hvis han mulig gjør sig Illusioner og tror, at jeg er forelsket i ham. — Men inviter ham kun, — for mig gærne!«

Og Martha, der var træt af den Samtale, lukkede Øjnene for at tilkendegive, at nu kunde hun ikke taale at tale mere den Gang.

»Gud give, Landluften maatte gjøre Dig godt, Martha, — Du er ikke helt som før, — jeg ved ikke selv, hvad det er, jeg savner hos min lille Pige.«

Professoren kyssede hende paa Panden.

Han var dog beroliget i en Henseende. Hun døde aldeles bestemt ikke af Kærlighed til Stein. Men været forelsket i ham havde hun, Professoren havde dog gættet rigtigt, hun nægtede det jo ikke, kaldte det kun et overstaaet Stadium.

Saa lod han hende være ene for, som han mente, at tænke over sin Fremtid og sit Svar til den unge Godsejer, — men Martha tænkte ikke, hun laa, som det var blevet hendes Sædvane og stirrede sjælløs og tanketom frem for sig. Hendes Kærlighedssorg, enten den nu havde været indbildt eller virkelig, stor havde den i alt Fald været, saa stor, at den havde haft Magt til at gøre hende følesløs for Smerte.

Sorgen øver jo ikke samme Virkning paa alle Naturer. En stærk og selvstændig kæmper med Smerten, overvinder den ofte og sætter sig saa et nyt Maal i Stedet for den gamle knuste Illusion. Men Martha var blød og svag. Ligesom Dyret, der efter Sagnet maa dø, naar det har set sig selv, var hun død en aandelig Død efter det dybe Indblik, hun kort før Ediths Bryllup havde gjort i sit eget Indre. Hun besad ikke Kraft nok til at se sin Smerte lige i Øjnene og tænke over den, hun lod sig kun træt og syg bedøve af den.

Sofus Bang blev indbudt. Han kom og forelskede sig endnu mere. Martha var meget venlig, passiarede med ham og sang for ham. Hendes Repertoire havde for Resten siden Sygdommen skiftet Karakter. Nu enten kedede eller mindede de følsomme Sange hende for meget, thi hun havde kastet sig over Offenbach og Hervé samt forskellige Revuemelodier. Den unge Hr. Bang havde ikke Øjnene fra hende, hun kunde være sikker paa hver Gang hun saa til den Side, hvor han sad, at møde hans beundrende, forelskede Blik. Hun saa lidt kritisk paa ham. Han var altfor høj, hans Haar var for tæt afklippet, det mindede om Børster, men der var et vindende, godmodigt Træk om Munden og et inderlig rart Udtryk i hans brune Øjne, de fik en køn, ligesom fugtig Glans, naar han saa paa hende.

»Himlen maa vide, hvad der er at elske ved mig!« tænkte hun.

Det var øjensynligt, at han blev noget lang i Ansigtet, da han hørte, at Martha næste Maaned skulde paa Landet. Men derved var jo ikke noget at gøre. Han maatte pænt tie.

»Jeg bliver der lige til September.« Det var endnu mindre lysteligt at høre. Tre lange Maaneder uden at se hende!

Han følte sig udygtig til alt Arbejde, saa længe denne Uvished varede. Men da hun ikke ligefrem havde ladet ham forstaa, at det var haabløst, hengav han sig med Ungdommens forhaabningsfulde Sind til Drømme om, hvad der mulig kunde ske, saa fremt, i Fald — —

Martha kom da til Falster, hvor hendes Tante Bolette, almindelig kaldet Tante Bolle, enten det nu var som en naturlig Formindskelse af hendes Døbenavn eller en ligesaa naturlig Tankeforbindelse, da hun var en rund, meget trivelig lille Dame, tog imod hende med udbredte Arme.

Tante Bolle havde en særlig Passion for at modtage svagelige, blegnæbede Slægtninge og Venner fra Hovedstaden og pleje og proppe dem saa længe, til de struttede af Sundhed. Hun saa prøvende paa sin unge Nieces fine, zarte Skikkelse og magre Kinder, jo det kunde der nok raades Bod paa.

Martha blev i Førstningen helt overvældet af al den Mad, Tanten satte frem for hende, der blev i det mindste holdt 5 Maaltider om Dagen, men Retterne saa indbydende ud og smagte hende, og hun blev med hver Dag mere buttet og rødkindet, saa Tanten med Stolthed kunde betragte sit Værk.

Det var Kurens Fuldendelse. Martha led ikke mere af den uovervindelige Træthed og Døsighed, hun blev munter og snaksom, fik et jævnt Sind.

Den gamle Martha blev hun rigtig nok aldrig mere, den Martha, der plejede at gaa stille, drømmende omkring i sin ejendommelige Verden, for saa i enkelte Øjeblikke at vaagne til Liv og føle enten den mest jublende Glæde eller den mest sønderrivende Sorg. Nej, de stærke Følelsers Tid var omme. Men det var jo et Bytte, hun kun havde vunden ved. Hun var nu fri for al den ængstelig spændte Nervøsitet, der fandtes ikke længere noget, hun maatte tænke paa med længsel og Hjærtebanken, hun var saa fri, saa glad — ligeglad.

Sommeren var yndig herude paa Landet, Vejret det heldigste! Hver Søndag blev Huset fuldt af Gæster, og saa blev der musiceret, danset og leget. Hverdagene drev hun om i Egnen med en Bog, eller hun sad nede i den smukke lille Have med sit Haandarbejde, eller fulgte Tanten i Køkken og Kælder og lærte at lave Mad og bage Kager, saa spøgefuld og munter, saa smilende rolig, som havde hun aldrig været en abnorm ung Pige, sindssvagt forelsket i en af sit eget Køn.

Hun taalte nu godt at tænke paa Fortiden og sin Kærlighedshistorie. Selv den Aften, hun havde villet dø, kunde hun mindes uden Sindsrørelse.

»Mon jeg virkelig havde gjort det, hvis jeg ikke var besvimet?« tænkte hun en Gang imellem med en let Gysen og betragtede da sit runde, fyldige Haandled, hvor hun vilde have skaaret Pulsaaren over. »Jo, det var min faste Mening!«

Hvad mon der saa var bleven af hende efter Døden? Nu troede hun ikke længer, at der intet var, nej, der var naturligvis en Gud til, en uendelig god og taalmodig Gud, som stod bag ved det hele og styrede Verden, en Frelser, som af Kærlighed vil tage sig af os paa den sidste, store Dag. Hun havde faaet sig saadan en jævn, hyggelig, lidenskabsløs Hverdagstro, gik gærne i Kirke og fik Tante Bolette til at græde af Rørelse ved med sin bløde, vakre Stemme at foredrage et Par smukke Salmemelodier om Søndagen.

Dagene gled saa dejligt af Sted herude paa Landet. Hun havde det prægtigt. Men naar hun skulde hjem, vilde hun heller ikke være ked af det. Det var saamænd ligemeget, hvor man var, blot man havde det godt. Hun aspirerede ihærdig til at blive en rigtig magelig, forvænt lille Dukke, hendes Lidenskab — hvis man kunde bruge dette Kraftord — blev: at hvile ud.

Det var dejligt at komme i Seng om Aftenen og ligge og tænke paa ligegyldige, behagelige Ting, accompagneret af Frøernes Kvækken dernede i Kæret, lige til Drømmenes ubestemte, graa Taage indhyllede alt, og hun i dunkel Følelse af et ladt, men tilfredsstillet Velvære slumrede ind.

Det var dejligt at vaagne om Morgenen ved de første Solstraaler og vide, at man ikke skulde op og hænge i den kedsommelige latinske Grammatik eller de uforstaaelige mathematiske Opgaver for derpaa at skylle Theen i sig og hæsblæsende styrte til Kursus som en anden Skoletøs.

Edith havde en Gang sagt, at Martha holdt nok mest af at være »passiv«, ja, det var saamænd et meget betegnende Udtryk. Det følte hun godt, naar hun laa ude i Haven i sin Hængekøje, medens den pur unge Landvæsenselev ovre fra Herregaarden, som naturligvis ofrede sine første erotiske Længsler paa den unge Københavnerindes Alter, viftede hende. Saadan at vugge sagtelig frem og tilbage og føle lette Vindpust over sit Ansigt, det var unægtelig behageligt. —

Og dog kunde der, men det blev sjældnere og sjældnere, komme Øjeblikke, hvor en stærk Længsel efter de svundne Tider tog hende, hvor hun følte, at hun dog en Gang havde kendt _Lykken_, hvor hun klyngede sig til Minderne om Edith. Jo, hun havde »geliebt und gelebet.« Den guddommelige Gnist havde ogsaa glødet i hendes Hjærte. Verden vilde kalde det Vanvid, men hun _vidste_, at hun havde elsket. Hun kunde da strække Armene ud og med bankende Blod sige det Navn, der havde været Grundtonen i hendes besynderlige Ungdomsmelodi. Men saadanne Øjeblikke vare korte, og — som sagt — de bleve sjældne, hørte til sidst helt op, — hun var udbrændt. —

September kom, Kufferterne bleve pakkede, Tante Bolle blev omfavnet og takket tusende Gange for sin Gæstfrihed og indstændig opfordret til at gæste København til Vinter, og saa steg Martha ind i Kupéen og vinkede og nikkede saa længe, hun kunde se den rare Tantes velnærede Skikkelse.

Som en svagelig Patient var Martha rejst, som en frisk, blomstrende, sund Pige vendte hun tilbage til stor Fryd for Faderen, Doktor Thomsen og Edith, og allermest for Sofus Bang, som stillede med straalende Ansigt og en prægtig Buket paa Perronen for at tage imod den hjemvendende.

Et Par Aftener efter kom han op til Grüners. Martha, som sad ene i Dagligstuen, tog venligt imod ham og fortalte løst og fast om sit Falsterophold. Et flygtigt Blik nu og da paa hans opmærksomt lyttende Ansigt, fortalte hende, at han var lige forelsket og beredt paa trofast udholdende at vente for en Gang at naa sit Maal.

»Det stakkels godmodige Menneske«, tænkte hun, »han er virkelig rørende.«

»Og i Gaar Aftes«, fortsatte hun højt Samtalen, »var Fader og jeg saamænd henne at se Efteraarsrevuen paa National, — aa, det kneb med at faa ham af Sted, — men jeg tiggede og kælede, — og Fader var ogsaa saa glad over nu at have mig hjemme igen, at han ikke længe kunde nægte mig noget, — og vi gik, — aa, Revuen er aldeles storartet! De har naturligvis set den? — Nu skal jeg synge en af Sangene for Dem!«

Idet hun stod op og vilde gaa hen til Klaveret greb han hendes Haand.

»_Kan_ De ikke —?« mere sagde han ikke, men Øjnene talte for ham, saa ivrigt bønfaldende, at Martha ikke var i Tvivl om, hvad han mente.

Ja, hvorfor kunde hun egenlig ikke? Hun vilde jo faa det udmærket godt, bedre end hun kunde vente det, naar hun en Gang efter Faderens Død kom til at staa ene, — og Sofus var saa forelsket, saa rar, saa rørende taalmodig, — ja, hvorfor i Alverden skulde hun ikke kunne?

»Men, Hr. Bang, jeg holder ikke en Smule af Dem, — og det var dog vel i Grunden det heldigste —«

Han holdt hendes Haand fast. Hun saa, kold og overlegen sikker, som hun følte sig, hvorledes hans Pince-nezglas bleve helt duggede af Bevægelse mens han saa paa hende.

Naar hun blot vilde give ham Lov til at elske hende og gøre Livet lyst og smukt for hende, og hun bare vilde nære venlige Følelser for ham, — aa vilde hun det?

»Ja, jeg nærer saamænd ikke _en_ uvenlig Følelse imod Dem.«

»Men giv mig da saa Deres ja, — vil De blive min Hustru, Martha?«

»Ja, siden De saa gærne vil have det, og siden jeg ikke elsker nogen anden og heller aldrig kommer til det, — _derfor_ kan De i det mindste være rolig ...«

»Aa, hvor De gør mig lykkelig, Martha!«

Han drog hende ind til sig og nærmede sine Læber til hendes.

»Søde, elskede Du —«

Men Martha gjorde sig fri med en halv utaalmodig, halv spottende Mine.

»Hvad skal de Kærtegn til? — Til et Kys, bilder jeg mig ind, bør der være to. Jeg kendte en Gang et Par — Mennesker. Den ene var kold, den anden var varm, saa blev Kysset til Kedsomhed, hvad den første angik og til Længsel, hvad den anden angik.«

»Men Du ved ikke, hvor jeg har Dig kær, Martha! Selv om Du ikke kan være med til det, saa giv mig Lov til at kysse Dig, — kun _en_ Gang —«

Hun trak paa Skuldrene og smilte medlidende og træt af denne store Mand, der nedlod sig til at tigge en lille, ung Pige saa ydmygt om et Kys.

»_Quelle bruit pour une omelette_ — kys mig da, naar det er Dem, — er _Dig_ en saa stor Fornøjelse.« —

Professor Grüner kom ind og fik for første og sidste Gang i sit Liv Lejlighed til at optræde som den milde, værdige Fader, der velsigner de elskende. —

Da Martha den Aften kom ind paa sit Værelse, trak hun den Skuffe ud, hvori hun havde alle sine Reliquier, Gaver fra og Minder om Edith. Nogle Fotografier af hende, flere Breve, et Par smaa Lejlighedsdigte, Edith havde skrevet, nogle tørrede Blomster, en sort Haarlok, det Lommetørklæde, Edith havde broderet til hendes Konfirmation o. s. v. Endelig var der et Par Kollegiehæfter malede fulde af Vers, hun selv havde lavet, alle til Ediths Pris, og alle mer eller mindre naive og rørende; hun tog hver Smule ud af Skuffen. Først havde hun tænkt at brænde det hele, men den Plan var saa latterlig romantisk, det var ligesom, der var noget brødefuldt i at gemme paa de Ubetydeligheder, nej, saa heller pakke dem sammen i en gammel Hatæske, binde forsvarlig til for dem og saa opbevare dem til hun blev en gammel Kone. Saa kunde hun maaske faa sig en fornøjelig Latter over disse Minder fra Vaaren, fra hendes eneste Kærlighedsdrøm. Som sagt, saa gjort, men først saa hun paa hver eneste Ting og smilte ad sine egne smaa, poetiske Udgydelser. Det allersidste Digt var skrevet et Par Dage før Ediths Bryllup. Det var meget melankolsk, højt oppe paa Cothurnen! Hun var formodentlig faldet i sværmeriske Betragtninger ved Synet af en hvid Rose, thi Digtet lød:

»Du hvide Rose faar mig til at tænke paa, naar de _en_ Gang vil i Grav mig sænke. Bort med den røde Roses muntre Luen, Du sprede skal Din Duft henover Tuen og mildt ombølge _hende_, naar hun kommer og ser til mig, — det gør hun vel en Sommer. Jeg ønsker ej paa Graven Kranses Pragt, jeg ønsker kun et Ord, tænkt eller sagt: Gid hun, imens hun tankefuld staar stille vil sige: »Ja, hun elsked mig, den lille!«

Martha rystede dydig paa Hovedet ad sit gamle Jeg, hvis barnlige Fysiognomi stirrede hende i Møde fra disse mere velmente end vellykkede Linjer. Saa samlede hun hele Redeligheden sammen og fyldte den i Hatæsken, lukkede til og bestemte, at dens Plads skulde være paa Pulterkammeret i hendes fremtidige Hjem.