Part 7

Og saa var det Alvor. Han var borte.

I første Øjeblik syntes Valborg, at hun maatte synke helt sammen, at hun aldrig kunde blive sig selv mere, — at nu var alt intet, bedøvet af Smerte satte hun sig ned i Græsset og gav den længe tilbageholdte Graad frit Løb.

Men kun faa Minutter. Saa rejste hun sig, tørrede Øjnene, glattede sit Haar og sin Dragt. Hele hendes Udtryk blev som forvandlet, saa optagen var hun af sit ny Forsæt.

Han, den fremmede, som han trods alt var, skulde ikke rejse bort og tage denne Afsked som det sidste Indtryk af hende med sig. Det var for meget for hendes Stolthed, _for_ ydmygende!

Han havde sagt, at hun jo var en fornuftig Pige. Ja, det vilde hun være. Og hun løb op paa Højen i Hjørnet af Haven, hvorfra man kunde se ud over den Vej, han maatte gaa ad til Stationen.

Her blev hun staaende og ventede paa ham.

Et Blik i Lommespejlet havde overbevist hende om, at hun saa fuldkommen rolig og behersket ud. Han skulde ikke rejse i den Tro, at han efterlod et knust Hjærte. —

Der kom han forbi med Præsten, som vilde følge sin Nevø paa Vej.

»Hr. Lundsten!« raabte en klar, munter Stemme, og forbavset saa han Valborg, som han havde forladt fortvivlet, med den mest uskrømtede Kærlighedssorg udtrykt i Blik og Stemme, nu rolig, smilende og venlig, som om intet var hændet.

Sollyset faldt stærkt paa hendes Skikkelse.

Hun tog sig godt ud.

Han blev nødsaget til i Steden for Billedet af den sørgende unge Pige i Nøddegangen, hende, hvis Taarer han var Skyld i, at tage med sig Mindet om en frisk, livfuld Kvinde, der med en flatterende Solstraale spillende paa sit brune Haar og sine hvide Hænder, hvor Guldringen lynede, stod og smilede og viftede til ham. Hun saa ikke ud til nylig at have levet sit tungeste Øjeblik.

Halvt beroliget over altsaa ikke at have noget at bebrejde sig, halv gnaven i sin saarede Forfængelighed, følte han, at hun vilde være i Stand til at glemme næsten lige saa let som han, og at hun allerede nu vilde vise ham, at hun vilde betragte det hele som Feriesværmeri.

»Din Niece er en — usædvanlig, — en udmærket ung Pige!« kunde han ikke afholde sig fra at sige til Præsten med et Udtryk midt imellem Beundring og Misfornøjelse.

Og Valborg blev ved at vifte med sit Lommetørklæde, nikke og smile, ligesom hun havde gjort for tolv Dage siden, da Lundsten gjorde sin Indtrædelse i Præstegaarden.

Det var, som alt det mellemliggende aldrig havde været.

Men da hun ikke længer kunde se de to Herrer, satte hun sig ned paa Bænken og gennemgik saa rolig og sindig som mulig det, der var foregaaet mellem Lundsten og hende.

Hvad havde det været?

Nu hun ikke længer havde hans farlige Øjne paa sig, kunde hun tænke klarere derover.

Det var intet fra hans Side, kun Kurmageri, Leg, Sommeradspredelse, — fra hendes Side saa meget, at hun følte, hun nu ogsaa havde lagt sin Skærv paa Kærlighedens Alter, det hun aldrig havde troet muligt.

Nu vidste ogsaa hun, hvorledes det er at være forelsket.

Og nu var det forbi.

Han brød sig ikke om hende, — og Tiden, den dygtigste af alle Læger, vilde vel ligesaa godt have Raad for hendes lille Sygdom som for saa utallige andres.

Det sværeste var egentlig kun at tænke sig Fremtiden saa nøgtern og tom paa Kærlighed, nu hun havde faaet et Glimt af, hvad denne Følelse vil sige.

Men det gik nok, — det vilde altsammen rette sig, — bare give Tid, — bare resignere.

Hun havde siddet der og grundet et Par Timers Tid, uden at hun vidste af det. Nu saa hun paa sit Uhr.

»Men Rudolf maa jo snart være her!«

Hun vilde ind og klæde sig om, — hun maatte se pæn ud, det satte han megen Pris paa.

»Kun ikke den hvide, klare«, tænkte hun et Øjeblik. Den vilde hun gemme og aldrig, aldrig bære mere. Men saa forkastede hun denne romantiske Plan, hvorved hun jo kun vilde opnaa, at der for stedse vilde knytte sig Minder til denne Dragt. Nej, det vilde være at kæle for sin Sorg, bedre, meget bedre var det netop at gaa med den og slide den samtidig med Erindringen, saa vilde de maaske begge tabe deres Glans paa en Gang.

Da hun gik ind i Alléen, hvor hun nylig havde sagt Farvel til Lundsten, hørte hun Stemmer, Faster Helenes og en Herrestemme. Var det ikke Rudolfs?

Hun standsede og lyttede.

»Der kommer hun, Hr. Harten«, sagde Faster Helene, »se Valborg, hvad jeg har her til Dig!«

Og paa det samme Sted, hvor hun havde taget Afsked med sin Kærlighed, gik Valborg nu sin tilkommende Mand i Møde med sin sædvanlige sikre, milde Ro.

Hun havde drømt, luftigt, skønt, uden Fornuft og Beregning, — her stod hun Ansigt til Ansigt med Virkeligheden, — den solide.

Afskriverens bemærkninger

Afskriverens rettelser:

[p. 15]: ... skevne Sider i det allermindste, de begyndte ... ... skrevne Sider i det allermindste, de begyndte ...

[p. 31]: ... Edith, hel forelsket i sig. Og dog tænkte hun ... ... Edith, helt forelsket i sig. Og dog tænkte hun ...

[p. 37]: ... at vide, hvad hun sagde; ... ... at vide, hvad hun sagde: ...

[p. 104]: ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind-hvor ... ... mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor ...