Part 6
Valborg stod længe i Tanker, — alt havde været saa godt og saa rart, hun havde set Fremtiden i Møde med saa megen Tryghed og stille Tilfredshed. Harten og hun havde saa tidt talt om, hvorledes deres Hjem skulde indrettes, og hun havde glædet sig meget til det Øjeblik, hun skulde træde ind i det første Gang.
Og nu, — nu var det ligesom hun ikke var _rigtig_ glad mere, hun var just ikke ked af noget, men heller ikke tilfreds; dog — bestemt paavise noget, der havde gjort hende utilfreds, kunde hun ikke.
Hun havde for første Gang, siden Hr. Lundsten var kommen, skænket sin Fremtid en Tanke, og denne Tanke gjorde hende ikke, som den plejede, fornøjet, — det forekom hende paa en Gang, at der i hendes hyggelige, lille Fremtidsmaleri manglede noget!
Naa, men det var vel kun en flygtig Stemning! Og hun troede endda, at hun var kommen ud over »Stemninger«, de hørte jo den pur unge Alder til. Og hun var 24 Aar.
Det var, naar alt kom til alt, nok ikke andet end Varmen. Puh, saa lummert det var. Der var vist Torden i Luften, og det gjorde hende altid saa nervøs og underlig. Det var Varmen. Det slog hun fast.
»Frøken Wohn, — vi skal spise!« kaldte en kraftig, klar Mandsstemme nede ved Foden af Loftstrappen.
Hun for helt sammen, kastede et hurtigt, skrænt Blik i Spejlet, rettede nervøst paa Nelliken, — og raabte saa: »Nu kommer jeg, — nu kommer jeg!« idet hun løb ned ad Trappen.
»Fik Du saa skrevet til Din Kæreste, lille Valborg?« spurgte Onkel Harald, medens de sad omkring Middagsbordet.
»Ja, Onkel!«
Hun vidste ikke selv hvorfor, men Ordet »Kæreste« havde faaet en underlig, irriterende Klang for hende, det lød saa følsomt, det forudsatte med saadan en flot Sikkerhed, at han var hende »kær«.
Nej, hun foretrak rigtig nok at sige »Forlovede«, det Udtryk holdt sig da ved Jorden og indeholdt ikke sværere Forudsætninger, end at man kunde svare til dem.
Tænk om nogen virkelig indbildte sig, at Harten og hun gik omkring og spillede Klister og Malle! Uh!
Hun var kommen i Vane med altid at svare paa Spørgsmaal vedrørende hendes »Kæreste« med et stærkt understreget, rettende: »Jo, min Forlovede —«.
En Gang havde hun efter et saadant Svar mødt Lundstens Blik. Han havde let saa smaat, øjensynlig morede han sig kosteligt over et eller andet. —
»Tror De nu, De kan gaa saa langt?« spurgte han, inden de rejste sig fra Bordet. »Vejen gaar Bakke op og Bakke ned, og vil vi have gode Eksemplarer af Planter, maa vi bryde ind gennem Krat og Brombærranker, — forskrækker det Dem slet ikke?«
»Ikke Spor,« forsikrede hun med straalende Øjne, »det bliver netop dejligt!«
Aa, thi hun glædede sig jo saadan til den Tur, aldrig havde hun troet, man kunde glæde sig saadan til noget. —
»Hvis Valborg ikke var forlovet og saadan en fornuftig Pige, som hun er, vilde jeg ikke tillade, at de to gik saadan evig og altid sammen«, sagde Præstefruen til sin Mand, da de kort efter saa de to »Botanikere« vandre ud af Porten.
»Aa, Snak, Du gør Lundsten Uret!«
»Ja, min eneste Trøst er, at hvis han ikke opførte sig passende overfor hende, vilde hun selv gøre en Ende paa deres Ture!«
»Naturligvis opfører han sig passende. Valborg er jo desuden garderet. Lad dem dog more sig, lille Helene!«
Og de to morede sig.
Han syntes virkelig godt om hende, og saadan ganske varsomt at bane sig et lille Stykke Vej ind paa forbudne Stier havde altid haft en særegen Tillokkelse for ham. Han vidste jo, at han altid havde haft Talent til i rette Øjeblik at gøre Tilbagetog. Han saa med sin gennem mange Aars Øvelse skærpede Sans for den Slags Ting, at Valborg var stærkt paa Veje til at synes om ham, men han gjorde sig ingen Samvittighed deraf. Herre Gud, det var jo Sommerferie, og i den Tid har man Lov at slaa sig løs, at flagre lidt, bagefter, ja, saa kom Pligterne, Alvoret, Ansvaret!
Valborg nød Øjeblikket i fulde Drag uden at gøre sig klart Rede for, hvad hun følte. Hun vidste kun, hun var jublende lykkelig, og at hun kunde have gaaet her ved hans Side i en Evighed, og talt med ham og med korte Mellemrum set op paa ham, vis paa at møde dette underlige, men saa smukke, smilende Blik. Nej, aldrig havde en Mand set saadan paa hende!
De gik langs med Fjorden. Blank og stille laa den i Eftermiddagssolen, et enkelt hvidt eller rødt Sejl viste sig fra Tid til anden, og et Par Maager kredsede langt ude med deres lange, hvide Vinger. Til den anden Side laa høje, skovgroede Skrænter. Her var saa smukt overalt, hvorhen man saa. Valborg fik Lyst til at give sig til af fuldt Bryst at istemme saadan noget som: »_Dejlig_ er Jorden!«
Hun syntes, hun trængte til at give sin overstrømmende Livsglæde Luft paa en eller anden Maade, enten ved at synge, — eller danse hen ad Vejen, — eller — græde! For her var saa smukt, — saa smukt, — hun havde aldrig troet, man kunde blive saa greben af Naturens Skønhed. Det var første Gang, hun ret følte, at hun var ung og ejede en Rigdom af frodige Livskræfter.
»Vil De ikke tage min Arm, saa gaar vi bedre i Trit?«
Hun trængte ikke til Støtte, men dog tog hun imod den fremrakte Arm med et lykkeligt Smil og rødmende Kinder.
De mødte en Vogn fuld af unge Herrer og Damer, et Selskab fra den nærliggende Herregaard.
Valborg kendte et Par af dem og hilste.
»Hvor den unge Dames Dragt var smagløs!« sagde Lundsten, da de gik videre, »hendes, der sad yderst i den blaa Kjole med de røde Spidser, et komplet Clownkostume, der manglede kun Bjælderne! Jeg forstaar ikke, hvor en ung Pige kan faa sig til at tage noget saa uklædeligt paa, selv om Moden kræver det _ti_ Gange!«
Nej, til Sommerdragt for en ung Dame passede intet bedre end saadan et let, tyndt Stof som dette, — og han lod sin Haand blødt, næsten kærtegnende, glide hen over Valborgs Arm, — især naar man havde saa fyldig og hvid en Arm som denne! Han vidste egentlig ikke hvorfor, men han sværmede nu en Gang for den Slags gennemsigtige Tøjer.
Valborgs Arm rystede i hans. Hun fandt ikke noget at sige, ønskede kun, at han vilde sige mere endnu, — det var saa morsomt, saa dejligt, at han syntes, hun klædte sig med Smag!
De talte, som de altid gjorde, om alt muligt. Det var ikke dybe og interessante Emner, de drøftede. Lundsten lod kun til at være i sit Element i en let, almindelig Samtale. Valborg havde lagt Mærke til, at han altid behændig vidste at sno sig bort, naar Onkelen vilde have ham ind paa alvorligere Ting.
Men ligemeget! Aldrig havde hun dog været lykkeligere ved en Samtale!
Fra Tid til anden bukkede han sig ned og plukkede en Blomst, som han rakte hende, og opfordrede hende i en spøgende, docerende Tone til at undersøge den og bestemme dens Klasse og Familie.
Hun fik sig paa denne Maade en hel Urtekost.
»Lagde De Mærke til, da vi mødte den Vogn før, at de alle saa saadan paa os? De tænkte vist, vi var et Par Forlovede, da vi gik Arm i Arm!«
Hun blev rød, og Gang paa Gang gentog hun for sig selv: »Og hvis de nu havde haft Ret, — hvis han og jeg var forlovede, — han og jeg? — —«
Saa naaede de omsider Fuglebakken og begyndte at stige op. Valborgs klare Kjole fik den ene Rift efter den anden, men hvad gjorde det? Lundsten, der gik i Forvejen, rakte hende paa de mest ufremkommelige Steder en Haand, ja somme Tider to. Han havde valgt denne Vej i Stedet for den banede Sti, fordi han paastod, her var flest vilde Blomster.
»Nu kun et Skridt til, — og vi er ved Maalet!«
Han selv var naaet til Toppen og stod nu og rakte begge Hænder ned til hende; medens hun stod lavere og saa op i hans Ansigt, blev hun grebet uimodstaaelig stærkt af en Tanke:
»Hvis det var _ham_, jeg til Efteraaret skulde have Bryllup med!«
Og denne Tanke voldte hende den hæftigste Hjærtebanken. Hvis det var ham!
Med Lynfart gik det igennem hende, at der var noget, — noget ved Lundsten, det kunde ikke beskrives, ikke forklares, men ingen Mand ejede dette noget uden han.
Hun lagde sine Hænder i hans og stod snart ved hans Side.
»Se Dem nu godt om, Frøken Wohn, er her ikke smukt?«
Men hendes Tanker vilde ikke mere lystre Kommando, den dejlige Udsigt blev kun som en Ramme om det ny, daarende, skønne Drømmebillede, hendes Indbildning dannede sig.
Hun var hans Hustru, — han havde sagt, at han holdt af hende, — han havde kysset hende, — og under brusende Orgelspil havde de vandret ned gennem Kirken, — Arm i Arm, — og nu stod de i deres eget Hjem, — aa, det gjorde ligemeget, om det var rigt eller fattigt, — og han bøjede sig ned til hende, — og hans Øjne vare saa tæt ved hendes, de brændte hende lige ind i Sjælen, varmede, udvidede, lyste op, — og han sagde saa blødt og inderligt: »Valborg, min egen Hustru!«
Nej, hvad var det dog for Tanker, hun maatte vist være syg, — hun, den rolige, beregnende Valborg, der havde lukket alle erotiske Længseler ude, og som til Efteraaret skulde indgaa det mest prosaiske af alle prosaiske Ægteskaber? Hvad var der dog i Vejen med hende?
Langsomt tog hun Blikket bort fra Udsigten og vendte sig om til ham, ligesom for at søge Svaret.
Men kun et Øjeblik saa hun ind i hans Øjne, saa var det bleven hende klart, at hun elskede ham.
Hendes første Følelse var jublende Lykke ved at give hele sit Hjærte og hele sin Sjæl til en anden, — det var som noget bølgende, varmt og mildt tog hende med sig og hyllede hende ind, hvor var det dejligt at være ung og føle sit Hjærte svulme af ny, stærke Følelser, — men i næste Nu stod Virkeligheden, den før saa trygge, venlige Virkelighed, mørk og isnende for hende.
»Jeg har givet mit Ord, — om kort Tid giver jeg mig helt og uigenkaldeligt, — og nu har jeg forelsket mig i en anden, en, der for fjorten Dage siden var mig fremmed, en, om hvem jeg kun ved, at han har dejlige, lokkende Øjne og sværmer som en Sommerfugl mellem Blomster, fra Kvinde til Kvinde. Hvorledes er dog dette kommen over mig?«
Hun anede, at Kærligheden, denne store Naturmagt, om hvis Tilværelse hun havde tvivlet, med et var slaaet ned i hendes Liv og nu ubønhørligt krævede sit.
»De er helt betaget, tror jeg!« sagde Lundsten muntert. »Se, De har tabt alle Deres Blomster!« Han rakte hende dem. »Der kan De se, jeg havde Ret, da jeg lovpriste Fuglebakken for Dem! — Skal vi saa sætte os her paa Bænken og gøre os det lidt mageligt og spise Tante Helenes dejlige Stikkelsbærkager?«
Valborg nikkede, kastede Hovedet tilbage, som vilde hun kaste alle Bekymringer og Spørgsmaal fra sig. Hvorfor ikke nyde Øjeblikket, give sig hen i Stemningen og den ny Lykke? Bagefter kunde der saa komme, hvad der vilde! Det var jo Ferie, Lænkerne og Forpligtelserne ventede hjemme i Byen, men for Øjeblikket var hun fri, — det gjaldt da kun om at holde paa denne dejlige Sommerdrøm, Minderne om den skulde hun jo nu tære paa i hele den lange, rolige Eftersommer, som vilde komme. Hun elskede Lundsten, han maatte gærne ane det, han maatte gærne sige, hvad han vilde til hende, hun vilde tage det altsammen med aabent, taknemmeligt Hjærte, saa længe hun havde Lov.
»Ja, jeg er helt betaget af al den Skønhed,« sagde hun livligt, »jeg har aldrig været saa lykkelig over at leve, som nu. Der bliver noget at drømme om, naar man til Vinter sidder i sin Kakkelovnskrog.«
»Og drikker The sammen med sin Grosserer! — De vil tage Dem ypperlig ud som Frue, Frøken Valborg — jeg kan se Dem for mig. Det er netop Fornuftpartierne, der giver de allerhyggeligste Ægteskaber!«
»Hvor ved De dog ...?«
»Man har da Øjne og — Øren! Men jeg er saamænd ikke den, der laster Dem derfor; et Fornuftgiftermaal er virkeligt — fornuftigt. Jeg har maaske selv i Sinde at indlade mig i et lignende. Min Familie snakker saa meget for mig om at gifte mig, at jeg nu har besluttet at tage det under Overvejelse. Hun er ogsaa en sød, lille Pige, — nej, for Resten Pokker ikke lille, — en rank, »granvoksen« Mø, slank, blond, — Caroline hedder hun, — naa, jeg er ikke mere indtaget i hende end i saa mange andre, — men hun siges at være det i mig, — eller tror at være det, — men som sagt, det er endnu ins blaue hinein.«
Valborg lyttede ubevægelig.
Ja, hun vidste det saa godt, hun var for ham kun, hvad vel Snese af unge Piger havde været og vilde blive, hun var den eneste unge Dame i Præstegaarden, og hvad han havde sagt til hende, havde han sagt til alle de andre, — og set paa dem paa samme Maade! Men ligemeget, — nu, nu i Øjeblikket gjaldt Blikket og Ordene og de lette, ligesom tilfældige Berøringer hende og hende alene.
»Spis, kære lille Frøken, — Kagerne er udmærkede! Og her har Deres mageløse Faster saamænd stukket en Flaske Stikkelsbærvin ned, — og et Glas uden Fod, — det er nok, hvad man kalder et Skovglas, — ikke sandt? Jeg synes, De med et er bleven saa stille! — En lille, bitte Kage? — Aa, hvor De dog har en nydelig Haand! Saadanne buttede smaa Fingre.« Han tog hendes Haand, klappede den blødt og sagte og skød den blanke Guldring op og ned paa Fingeren. »Ja, rigtig en nydelig formet lille Haand, — med Smilehuller!«
»Jeg skal virkelig bede Faster Helene om Opskriften paa de Kager«, sagde Valborg; hun indsaa, at den blide Stilhed rundtom og hans to varme, smilende Øjne paa sig i Længden kunde blive for meget af det gode. »Jeg maa jo nemlig vænne mig til Huslighed nu!«
»Ja, ganske vist! Hør, fortæl mig en Gang, hvordan Deres Hjem skal indrettes! Det interesserer mig altid at høre saadanne unge vordende Fruer udbrede sig over deres solbeskinnede Fremtid!«
Han havde altsaa før siddet saadan og underholdt sig med »vordende« Fruer. Havde han ogsaa taget deres Hænder, leget med Forlovelsesringene, sagt, han syntes om deres Dragt?
Hun begyndte med nervøs Livlighed at fortælle om, hvor de skulde have Lejlighed, at hun altid havde ønsket sig et Landsted paa Strandvejen, — hvorledes Dagligstuen skulde se ud, — den skulde blive saa hyggelig, — mange Blomster, Bøger og Billeder, — et tykt Tæppe, — nogle rigtig magelige Gyngestole, — et lille Mignonfortepiano.
»Bliver der ikke yndigt?«
»Jo, — jeg vil glæde mig til at komme der og besøge Dem, som De indbød mig til forleden Dag, — saa vil vi sidde i Mørkningstiden, — ikke sandt? — og tale om Sommeren, — der svandt — —.«
Han havde lagt Armen om hendes Liv, — og hun ønskede bare at lukke Øjnene og knuge sig op til ham og sige, at hun havde ham saa kær, at han havde lært hende, hvad hun aldrig før havde drømt om, at han ikke skulde bryde sig om den glatte Guldring eller den fjærne Grosserer, men kysse hende og holde af hende en kort Stund, om det saa kun var en Dag, — saa kunde han jo rejse til Faaborg, — hvorhen han vilde, — og gifte sig med den smukke, høje, blonde — aa, men blot holde af hende en kort, kort Stund. Hun lukkede virkelig Øjnene, og forundret saa han et Udtryk af stille, men lidenskabelig Nyden om hendes Læber.
Han følte, at hun droges ind imod ham, hun som de andre! Godt, at hun giftede sig! Hendes Liv vilde ikke forspildes, — hun var jo en fornuftig Pige.
»Valborg!« sagde han mildt.
Hun aabnede Øjnene og saa hans Læber tæt ved sin Kind.
»Ikke sandt? De og jeg vil ikke glemme denne Dag, — vi vil tale om den, naar vi igen ses — i Deres Hjem.«
Hun rettede sig langsomt i Sædet og førte Haanden op til Panden, som om hun vaagnede af en forvirret Drøm.
»Nej, — nej, De skal ikke besøge mig, naar jeg ... _nej, det er bedst, De ikke kommer!_«
Det var det nok ogsaa, indsaa han. Og de sad længe stille uden at veksle et Ord. — —.
De valgte den banede Sti hjemad, ganske langsomt gik de ned ad Bakken. Hans Arm blev ved at ligge om hendes Liv.
De talte ikke meget paa Hjemvejen.
* * * * *
Da de endelig nærmede sig Landsbyen og allerede saa Kirkespiret lyse i Aftensolen, gjorde han Forsøg paa at faa den tunge Stemning brudt.
»Husker De nu Navnene paa Deres Blomster der?«
»Jeg tror det, — men de er næsten visne.«
»De skal bare lægge dem i et Fad Vand, saa er de friske til i Morgen og kan da presses, — naa, min flinke Elev, — hvad hedder saa denne?«
»Tusindgylden, — og hører til Ensianfamilien, ikke?«
Det lykkedes dem virkelig at faa en Samtale om Botanik i Gang, saa de ikke saa altfor højtidelige ud, da de naaede Præstegaarden.
Valborg sagde, at hun var lidt træt og vilde gaa til Ro straks. —
Længe stod hun ved Vinduet i sit Værelse og saa ud uden at se noget, hun gennemgik i Stilhed, hvad hun havde fortalt Lundsten om sit fremtidige Hjem. Nu var der kommet en Forestilling til, som ikke lod sig afvise: »Hvis nu jeg havde elsket den Mand, jeg skulde dele et saadant Hjem med, — hvis det havde været _ham_!«
Hun følte sig glødende varm over hele Legemet ved denne Tanke, Pulsene slog, og hun gled hen i en ubeskrivelig mattende men lyksalig Tilstand, idet hun hengav sig til denne Følelse.
Men kun faa Minutter, — saa lukkede hun Vinduet, — Sommeraftenens Duftstrømme var nok ved at stige hende til Hovedet.
»Jeg maatte helst rejse i Morgen«, tænkte hun, »eller gid _han_ vilde! — og alligevel, — saa længe som mulig, — saa længe som mulig vil jeg være i Nærheden af ham. Saa ses vi jo ikke oftere. Et nyt Liv ligger rede til at optage mig, — jeg vil overvinde dette, — det er Feriefornøjelse, — intet andet! Jeg er jo ung, — maa som alle andre have min Kærlighedsrus, — men min vil blive kort, — min _skal_ blive kort.«
Og hun trykkede Hænderne fast mod Brystet, bed Tænderne sammen, — hun _vilde_ ikke være ulykkelig — aldrig!
Mens hun klædte sig af, bankede det paa Døren, det var Stuepigen Ane, som spurgte, om der var noget, Frøkenen ønskede.
Det var et snaksomt lille Pigebarn, som ikke var let at blive af med. Da hun havde bragt Valborg et Glas koldt Vand, blev hun staaende og underholdt hende velvilligt med alt, hvad der var passeret i Landsbyen og hvilke fremmede, der var paa Herregaarden.
»Og Frøkenen har vel moret sig, saa det kan blive til noget?« spurgte hun, da hendes Nyhedsforraad var sluppet op.
»Ja, det var en rigtig rar Tur.«
»Ja, den Hr. Lundsten! Han er en farlig en til at sige pæne Ting, ikke? Sidst han var her, rendte han ogsaa efter mig, — men i Aar har han bare Øjne for Frøkenen. En Gang kom han bag paa mig dernede i Jordbærrene, som jeg laa og plukkede, — og han kyssede mig saamænd paa begge Kinder. Naa, men en anden Gang havde jeg skam min Nød med ham. Det var en Aften, jeg lyste ham op paa hans Værelse, — saa tager han min Sandten og lukker Døren i Laas! — Jeg maatte gøre mig ordenlig vred!«
Valborg sad bleg foran Spejlet og løste sit Haar, hun blev ikke forbavset over Anes Historier, — hun vidste jo meget godt, at han syntes om alle unge Kvinder i Almindelighed, og kun nu for Tiden om hende i Særdeleshed, — hun vidste det saa godt, — han lagde jo intet Skjul derpaa — og som det nu var, kunde det jo ogsaa være det samme, — akkurat det samme.
»Jeg er noget søvnig, Ane!« sagde hun. »De maa hellere fortælle mig mere en anden Gang.«
»Naa, God Nat da, Frøken, og drøm om Kæresten!«
Om den, der var hende kærest? —
Næste Dag ved Frokostbordet kom der et Brev til Valborg.
Det var fra Harten.
»Tænk, Rudolf kommer herover og henter mig, Faster, — vi kan vente ham i Eftermiddag!«
Hun saa paa Lundsten med et tungt, spørgende Blik.
»Skulde det vidunderligste være muligt, — skulde Du holde af mig, blot halv saa meget som jeg af Dig, saa sig det og tag mig med Dig, — tag selv den Ring af, som Du legede med, jeg vil, hvis Du vil!«
Men hun vidste jo i Forvejen Svaret.
»Det er kedeligt nok, jeg vilde gærne have hilst paa Frøken Wohns lykkelige udkaarne, — men jeg maa og skal rejse i Dag med Ettoget, — jeg husker ikke, om jeg i Gaar sagde Dig, Onkel Harald, at jeg er indbudt til Sølvbryllup i Aarhus, — og det er allerede i Morgen.«
Almindelig Beklagelse. Kun Valborg tav og saa ned paa sin Tallerken. De malede Blomster og Fugle dansede for hendes Blik.
Da man rejste sig fra Bordet, tyede hun ud i Haven, langt hen i dens mørkeste Gange. Her gik hun op og ned og søgte at berede sig paa at tage Afsked med sin korte Drøm om Lykke. At skulle sige Farvel til sin Ungdom og Livsglæde, netop, som man havde følt den første Gang!
Han kom ned.
»Nu slaar Afskedens Time, Frøken Valborg,« sagde han muntert, idet han lod, som han ikke lagde Mærke til hendes blege, bedrøvede Udseende.
Ja, nu slog Afskedens Time.
»Farvel, min Due!«
Først nu forstod Valborg dette Ofelias Klageskrig.
Glæden har Vinger, det er mod dens Natur at dvæle længe paa et Sted, — og hun havde mindst af alle Magt til at holde den fast.
Altsaa et Farvel for altid!
Han tog hendes Arm og lagde den i sin ligesom i Gaar.
»Jeg ønsker Dem oprigtig alt godt i Fremtiden«, sagde han, »glem ikke, at Blomsterne skal sættes fast med fine Strimler Frimærkepapir i Deres Samling.«
Han ønskede frem for alt at give Situationen et Anstrøg af Lethed og Munterhed, — han havde lidt ondt af hendes store, smukke, taarefyldte Øjne.
Jo, hun skulde nok huske, hvad han havde sagt hende.
Han tog en stor, mørk, fløjelsagtig Stedmoderblomst, som hun havde sat i sit Bælte om Morgenen.
»Til Erindring!« sagde han venligt, »den ligner Dem, Valborg!«
Og han gemte den i sin Tegnebog.
Gennem Aarenes Løb havde han erhvervet sig en Øvelse i ved slige Lejligheder at røve eller modtage Blomster. Den samme Tegnebog indeholdt en hel Samling, hvori hver enkelt Blomst gemte Mindet om smukke, tindrende eller sørgmodigt bebrejdende Kvindeøjne.
Valborg følte midt i sin Smerte en uendelig Bitterhed.
»Og hvad Nummer mon min Blomst saa faar i Samlingen? — Formodentlig 1001«, tænkte hun.
»Naa, skal jeg naa Toget Kl. 1, maa jeg nok af Sted, — lev saa vel, — og Tak for disse Dage!«
Hun vilde tale, men kæmpede forgæves med Graaden, — hun kunde ikke faa et Ord frem.
Han bukkede sig ned, strøg hendes vide Blondeærme op og kyssede hende paa Armen, den smukke, runde, hvide Arm, han havde beundret i Gaar. Et langt, ømt Kys!
Saa et sidste Blik, et Haandtryk, og han gik.
Men han vendte tilbage, kom atter hen til hende og hviskede i en beroligende, kælende Tone, som til et Barn:
»Saa, — saa! De er jo en fornuftig lille Pige, — er De ikke?«