Part 13

„Det var jo bare Komedie,“ sagde Pelle slukøret, han skammede sig godt paa Faderens Vegne.

„Det behøver du ikke belære mig om! Jeg ved vel at alt det forlængst er foregaaet, og at jeg ikke kan hindre det om saa jeg stod paa Hovedet. Men at de skal genfremkalde saadanne onde Handlinger! Havde de andre villet som jeg, saa havde vi nok taget Slotsherren og slaaet’en ihjæl, om end det kom et Hundredaar for sent.“

„Han — det var jo Skuespiller West, som kommer paa Værkstedet hver Dag.“

„Naa Skuespiller West, naa? — saa er du vist Skuespiller Torsk, som lader dig bilde saadan noget ind. Jeg har nok før truffet Folk, som havde faaet Gaven til at lade sig falde hen og mane forlængst afdøde frem i sit Sted — om ikke saa livagtigt som her forstaas! Om du havde været derinde bagved, saa vilde du have set, at West laa hen som en død, mens han den anden — Djævlen — huserede. Jeg skulde nu ikke ønske mig den Gave, for det er farligt Legeværk. Glemmer de andre til Eksempel _Ordet_ som skal kalde West til Live igen, saa er han færdig, og den anden bliver ved at husere i hans Sted.“

„Det er bare Overtro! Naar jeg nu ved, at det blot var West som agerede — jeg kendte ham jo igen du Far!“

„Javist du er jo altid den klogeste — du kunde sikkert gaa op til Disput med Fanden hvad Dag det skulde være. Saa det skulde blot være Forestilling? — saadan som han vendte det hvide ud af Øjnene i ædendes Begær! Du kan være vis paa, at havde hun ikke haft den Kniv, saa havde han væltet sig over hende og mættet sin Lyst for alles Øjne. For maner man henfarne Tider frem, saa maa Handlingen have sin Gang igen, hvor mange der saa ser paa det. Men at de gør saadan noget for Betaling — føj for den Lede. — Og nu vil jeg hjem.“ Lasse lod sig ikke sige men fik spændt for.

„Helst maa du lade være at gaa til det dér mer,“ sagde han ved Afskeden. „Men om det allerede har faaet Magt med dig, saa tag i det mindste Strygestaalet i Lommen. — Og saa sender vi dit Tøj med Slagter Jensen en af de første Lørdage.“ — —

Pelle gik paa Teater som før, han havde sin klogere Opfattelse af, at det hele blot var Komedie. Men noget hemmelighedsfuldt var der ved det, en overnaturlig Gave maatte de Folk besidde, som kunde skifte Ham saa totalt fra Aften til Aften og gaa helt ind i det Menneske de agere. Pelle troede nok han vilde være Skuespiller, naar han engang var naaet frem til sit.

Røre vakte de; naar de strøjfede om i Gaderne med deres flagrende Klæder og underlige Hovedtøjer, løb Folk til Vinduerne for at kigge, og de gamle spyttede efter dem. Byen var ikke sig selv mens de var her, hvert Sind havde slaaet sig skævt. De unge Piger laa og hvinede i Søvne og drømte om Bortførelser — de stillede selv Vinduet paa Klem; og hver en Knægt gik og var rede til at rømme bort med Selskabet. De der ikke var teatergale, holdt gudelige Møder for at bekæmpe Ondet.

Og en Dag forsvandt Skuespillerne som de var kommet — efterladende en Masse Gæld. „Satans Rak!“ sagde Mester med sit slukørede Udtryk — „der pudsede de os sku! Men prægtige Folk var de — paa deres Maade! Og de havde set Verden!“

Men efter den Historie havde han svært ved at faa Varmen. Han krøb i Seng og blev liggende det meste af en Maaned.

XII

Det kan være hyggeligt nok med disse Vinteraftener, hvor man sidder hjemme paa Værkstedet og hænger, fordi det er mørkt og koldt ude — og man ikke har noget Sted at gaa hen. Staa ved Skøjtebanerne og stirre forkomment paa at de andre svinger sig er Pelle træt af; drive frem og tilbage i Gaderne — nordud og vende om, sønderud og vende om, frem og tilbage den samme Længde til Klokken er ti — er der ikke noget ved, naar man ikke har varmt pænt Tøj og en Tøs om Skaftet. Morten er heller ikke noget Friluftsmenneske; han fryser og vil ind i Varmen.

Saa lister de sig ind paa Værkstedet saa snart det er Mørkning, Nøglen tager de ud og hænger paa Sømmet i Gangen for at vildlede Jeppe, de stjæler sig til at tænde op i Kakkelovnen og sætter Skærme for, saa Jeppe ikke skal faa Øje paa Skæret naar han gør sin Runde hen til Værkstedsvinduerne. De kryber sammen paa Forhøjningen henne ved Ovnen med Armen om hinandens Skulder, og Morten fortæller af de Bøger han har læst.

„Hvorfor vil du læse i de dumme Bøger?“ siger Pelle naar han har lyttet en Stund.

„Fordi jeg vil vide noget om Livet og Verden,“ svarer Morten inde i Mørket.

„Om Verden,“ siger Pelle og blæser haanligt. „Nej jeg vil ud i Verden og se noget — det der staar i Bøgerne er ikke andet end Løgn. — Men hvad saa mere da?“

Saa gaar Morten godmodigt videre. Og midt i Fortællingen kommer han i Tanke om noget og haler et Papir frem fra Brystlommen. „Det er Chokolade fra Bodil,“ siger han og knækker det midt over.

„Hvor havde hun lagt det?“ spørger Pelle.

„Under Lagnet — jeg mærkede noget haardt under Ryggen da jeg lagde mig.“

De to Drenge ler mens de gnasker Chokoladen. Pludselig siger Pelle:

„Bodil — hun forfører jo Børn hun! Det var hende som lokkede Hans Peter bort med sig fra Stengaarden — og han var bare femten Aar du!“

Morten svarer ikke. Men om lidt synker hans Hoved ned paa Pelles Skulder — det rykker i ham.

„Du er jo sytten Aar,“ siger Pelle trøstende. „Men dumt er det ligegodt; hun kunde godt være Mor til dig — naar det ikke lige var for Alderen.“ Saa ler de begge. —

Endnu hyggeligere kan det være de søgne Aftener. Da brænder Ilden aabenlyst i Kakkelovnen efter otte ogsaa, Lampen lyser — og Morten er der jo. Saa kommer de faldende ind fra alle Sider, og den spærrende Kulde sætter alle store Minder op i dem — det er som selve Verden trak sig sammen i det lune Værksted. Jeppe maner sine Læreaar i Hovedstaden frem og beretter om den store Bankerot; helt tilbage til Aarhundredets Begyndelse fører han dem, til en gammel snurrig Hovedstad, hvor gamle Folk gik med Paryk, hvor Tampen hang og svingede i Luften altid, og Læredrengene bjærgede Livet ved at tigge ved Borgernes Døre om Søndagen. Det var Tider det! Og han kommer hjem og vil nedsætte sig som Mester, men Lauget vil ikke tillade ham det — han er for ung. Saa farer han til Søs som Kok, og kommer ned hvor Solen brænder, saa Beget koger i Naaderne og Dækket skolder ens Fødder. En lystig Bande er de, og Jeppe saa lille han er staar ikke tilbage. I Malaga stormer de en Beværtning, hiver alle Spanierne ud af Vinduerne og morer sig med Pigerne — til hele Byen er over dem og de maa flygte til Baaden. Jeppe kan ikke følge med, og Baaden lægger fra; han maa springe i Vandet og svømme ud til den. Knivene falder plaskende i Vandet rundt om ham, og en sætter sig dirrende i hans Skulderblad. Naar Jeppe naar dertil, begynder han altid at krænge Tøjet af sig for at vise Arret, Mester Andrés stopper ham. Pelle og Morten har hørt Historien nogle Gange, men kan høre den saa tidt det skal være.

Og Bager Jørgen, som har været Baadsmand det meste af sin Tid paa de store Nord- og Sydhavsfarere, tumler med Haandspag og Isbjørne og sorte Piger fra Vestindien. Han sætter Spillet i Gang, saa den mægtige Fuldrigger letter fra Havana Red og det letter i hver en Tilhører:

Aa hiv og aa høj Manne, Spillet i Gang! Lad Tøsen kun græde og giv os en Sang.

Saa vandrer de rundt og rundt tolv Mand, med Brystet klemt mod de svære Haandspag; Ankeret letter, og Sejlet fyldes — og bag hans Ord skimter man Trækkene af en Kærest i hver en Havn. Bjerregrav kan kun korse sig — han som aldrig har udrettet andet end føle for de Fattige; men i Unge Mesters Øjne rejser det — Jorden rundt, Jorden rundt. Og Træbene-Larsen, som om Vinteren er den velhavende Rentetærer i blaa Pjækkert og lodden Hue, men hvert Foraar flyver bort fra sit smukke grundmurede Hus ud i Verden som fattig Lirekassemand — han beretter om Dyrehavsbakken og den æventyrlige Holmensgade, og om besynderlige Væsner der lever af Skarnkasserne i Hovedstadens Baggaarde.

Men i Pelles Krop knager det blot han rører sig, Knoklerne skyder paa og kræver at strækkes, han har Vokseværk og Uro alle Vegne. Han er den første Foraaret kommer til, en Dag melder det sig i ham som en Undren paa hvordan han vel ser ud. Pelle har aldrig før stillet sig det Spørgsmaal, og den Spejlstump, han har tigget hos Glaseren hvor han henter Skrabeglas, siger ham ikke noget rigtigt. Han har nærmest selv en Fornemmelse af at han er umulig.

Han begynder at mærke sig andres Opfattelse af hans Ydre — en og anden Pige ser jo efter ham, og hans Kinder er ikke længer saa tykke, at der lader sig sige Brandere om dem. Det blonde Haar er lokket, Koslikket i Panden røber sig endnu som et lille genstridigt Strøg; Ørerne er fremdeles forskrækkelig store, og det hjælper ikke, at han krænger Huen ned over dem for at holde dem ind til Hovedet. Men han er velvoksen og stor efter sin Alder, Værkstedsluften har ikke faaet Bugt med hans Friskhed; og der er ikke den Ting han er bange for — især naar han bliver gal. Han finder paa hundrede Slags Idræt for at stille Legemets Krav, men det forslaar ikke; blot han bukker sig efter Hammeren, snakker det med i alle Ledemod.

Men saa en Dag bryder Isen og gaar til Havs, Skibene takler og provianterer og gaar samme Vej, og Byens Folk vaagner til Forestillinger om nyt Liv og begynder at tænke paa udsprungne Skove og Sommerstads.

Og en Dag kommer Egerne! De kommer strygende over Havet fra Hellavik og Nogesund og de andre Steder derovre paa Svenskekysten, kækt skønser de Vandet med de forunderlige latinske Sejl i skraa Flugt, som sultne Søfugle der strejfer Havet med den ene Vingespids i deres Spejden efter Bytte. En Mil til Havs tager Stadens Fiskere imod dem med Bøsseskud, de faar ikke Lov at lægge ind i Baadehavnen men maa leje sig Plads i den gamle Skibshavn og brede deres Redskab til Tørre nordude. Haandværkerne render sammen og drøfter disse fremmede Røvere, der kommer fra et fattigere Land og tager Brødet ud af Munden paa Stadens egne Børn — haardføre som de er, med Mod til at tage ud i alskens Vejr og med Heldet i Følge! Det gør de hvert Foraar — og naar de skal forsyne sig med Sild, køber de af Svenskerne, der sælger billigere end de hjemlige. „Slider vore Fiskere maaske Lærfodtøj?“ spørger Jeppe — „de gaar helligt og søgnt med Træskostøvler gør de. Lad saa Træskomageren handle med dem — jeg køber hvor det er billigst.“

Det er som selve Foraaret kommer anstigende i disse magre senede Skikkelser, der gaar syngende gennem Gaden for at udfordre Stadens smaatskaarne Nid. Hver Baad har Kvinder med til at rense og bøde Redskaben, og de driver i Flokke op forbi Værkstedet for at opsøge de gamle Logier ude i Fattigkvarteret ved _Kraftens_. I Pelles Hjærte kommer og gaar det ved Synet af disse unge Kvinder med smukke Tøfler paa Fødderne, sorte Tørklæder om de ovale Ansigter og mange smukke Farver i Dragten. Der vugger saa meget frem i hans Sind, dunkle Minder fra en Barndom, hvor alt har ligget som udslettet, henaandede Frasagn om noget han har levet og ikke kan huske — det er som et varmt Aandepust fra en anden ukendt Tilværelse.

Hænder det saa at en og anden har et spædt Barn paa Armen, faar Byen travlt. Er det Købmand Lund lige som forleden Aar — han som siden aldrig hedder andet end Sildegrossereren? Eller er det en 16-aarig Læredreng — til Skam for Præst og Lærer som lige har sluppet ham?

Saa trækker Jens af Sted med sin Harmonika, Pelle skynder sig at rømme op, han og Morten piler ud til Galgebakken med hinanden i Haanden — for Morten har ondt ved at løbe saa rask. Alt hvad Byen har af beskeden Ungdom er der; men de svenske Piger gaar først. De er som Ild i Dansen, de kan svinges saa Tøflerne flyver, der staar smaa Kampe om dem. Men om Lørdagen tager Egerne ikke paa Søen, saa kommer Mændene med gnistrende Bryn og kræver deres Kvinder; og der staar de store Slag.

Pelle gaar op i det med Hud og Haar — her findes den Bevægelse hans Krop har savnet saa haardt i Faget. Han har en glubende Trang til Bedriften og gaar de kæmpende saa nær ind paa Livet, at der falder en Lussing af til ham ogsaa. Han danser med Morten og faar Mod til at byde en Pige op, han er genert og gør de kosteligste Bukkespring i Dansen for at komme over det, midt i Dansen render han sin Vej og lader Pigen staa. „Pokker til Abekat,“ siger de voksne og ler efter ham. Han har _sin_ Maade at gaa ind i al denne Sorgløshed, der lader Livet tage sin Ret uden Tanke for i Morgen og næste Aar. Vil en eller anden mandglad Kvinde fange hans Ungdom ind, saa slaar han bagop og er væk i nogle kaade Spring. Men han kan synge saa inderligt med, naar de driver hjemad i Klynger Mænd og Kvinder tæt sammenslyngede, og han og Morten kommer bagefter med Armen om hinanden de ogsaa. Saa har Maanen sin Lysvej ud over Søen, og i Naaleskoven hvor hvid Dis ligger om Toppene, bølger Sangen fra alle Stier og vugger ud i de vandrende Pars forskellige Gangart; paagaaende tung i sit Indhold men baaret frem af de letteste Hjærter — ret en Sang at synge sin Lykke ud i:

Bind op, bind op dit favrgule Haar, thi du skal nu føde en Søn udi Aar, — der hjælper hverken Hulken eller Klage! Om fyrretyve Uger saa kommer jeg igen og ser hvorledes det da med dig gange.

De fyrretyve Uger svandt roligen hen, da begyndte den Jomfru at klage sig om — — —

Og videre gaar det ind gennem Byen, Par om Par som Sindet staar til. De krumme stille Gader genlyder af Døds- og Elskovssange, saa de gamle Borgerfolk maa lette Hovedet fra Puden, skubbe Nathuen til Side og ryste betænkeligt ad al denne Letsindighed. Men Ungdommen sanser intet — bare suser og sværmer videre i sit kogende Blod. Og en Dag faar de gamle Ret; Blodet er gaaet af Kog, og der staar de og de Kendsgærninger og kræver Ophav og Underhold. „Hvad sagde ikke vi!“ siger de gamle; men de unge bøjer Hovedet og ser en lang forkrøblet Tilværelse i Møde, med forhastet Giftermaal eller stadig Betaling til en fremmed Kvinde, med dette evige Skær af Forringelse og Komik over sig, med Ægteskab og Omgang under sin Stand. De snakker ikke om at drage ud i Verden og bryde sig egne Veje mere; har de sat sig paa Bagbenene mod de gamle og krævet Plads for deres Ungdom, nu gaar de ydmygt i Spændet igen med sænket Hoved, skamfuldt missende over deres eneste Bedrift. Og de der ikke kan bære dette, faar rømme Landet ved Nat eller sværge sig fri.

Unge Mester har det paa sin egen Maade. Han er ikke med i Pigekommersen, men naar Solen skinner rigtig varmt, sætter han sig uden for Værkstedsvinduerne og lader den gennembage sin Ryg. „Aa det er dejligt,“ siger han og ryster sig, Pelle maa føle paa hans Skindtrøje hvilken Magt Solen allerede har. — „Nu er det min Salighed Foraar!“

Inde paa Værkstedet fløjter og synger de til Hammerslagene; der er Øjeblikke hvor det skumle Rum minder om en Fuglekræmmers Bod. „Nu er det min Sandten da Foraar,“ siger Mester Andrés Gang paa Gang, „men Foraarsbebuderen kommer nok ikke i Aar.“

„Maaske er han død,“ siger Lille Nikas.

„Garibaldi død? — han dør sku aldrig. Alle de Aar jeg kan huske, har han set ud som nu og drukket lige tæt. Som det Menneske har drukket i sin Tid — ih du Alstyrende! Men Mage til Skomager findes ikke i hele Verden.“

En Morgen lidt efter Damperens Ankomst dukker en høj skarpskuldret Mand ind ad Værkstedsdøren. Han er blaagraa paa Hænder og Ansigt af Morgenkulden, Kinderne hænger lidt poset paa ham, men i Øjet brænder en udødelig Gnist. „Morn’ Kamater!“ siger han og slaar flot ud med Haanden „— naa hvordan lever vi? — Mester rask?“ Han danser ind over Gulvet med Hatten klemt flad under den venstre Arm. Jakke og Bukser slaar Slask om hans Krop, og fortæller at der intet er under; han har bare Ben i Skoene og tykt Tørklæde om Halsen. Men Mage til Anstand og Føring har Pelle aldrig set hos en Haandværker — Garibaldis blotte Stemme er som et Anslag.

„Naa Søn,“ siger han og slaar Pelle let paa Skulderen — „kan du saa faa den Pægl hentet? Men i en Ruf, for jeg er morderlig tøstig. Mester har jo Kredit. Pst, vi tager en halv Pot, saa slipper du for at gaa to Gange.“

Pelle sprang. Paa en halv Minut er han tilbage, Garibaldi kan sætte Farten op i én — han har allerede faaet Forklæde for og er i Færd med at tage et Skøn over Værkstedets Arbejde. Han tager Flasken fra Pelle, slynger den bag over Skulderen og fanger den med den anden Haand, sætter Neglen midt paa og drikker til. Saa viser han de andre — lige efter Neglen, hva’?

„Det er flot drukket!“ siger Lille Nikas.

„Kan udføres i bælg ravende Mørke,“ Garibaldi fejer overlegent ud med Haanden. — „Og Gamle Jeppe lever? — rask Mand!“

Mester Andrés banker i Væggen. „Han er jo kommet — han er jo derude,“ siger han med opspærrede Øjne. Lidt efter er han i Tøjet og ude paa Værkstedet, han snakker oprømt op; men Garibaldi bliver i sin Værdighed — han er morgenrusten endnu.

Der er kommet noget febrilsk over dem alle, en Ængstelse for ikke at faa alting med. Den daglige Graahed er gledet af Faget, hver spænder sine Ævner. Garibaldi kommer fra den store Verden med al Vandrelivets Æventyrlighed hængende i sine tynde Klæder. „Bare han snart vilde begynde at fortælle,“ hvisker Pelle til Jens og kan ikke sidde rolig. De hænger spejdende ved hans Læber, tier han saa er det ud fra en højere Vilje. Selv Mester gaar ham ikke paa Klingen men bøjer sig for hans Ordknaphed — og Lille Nikas finder sig i at blive behandlet som Læredreng.

Garibaldi hæver Hovedet. „Naa man er vel ikke kommet for at sidde og hænge,“ udbryder han muntert. „Godt at bestille Mester?“

„Meget er her ikke, men til dig har vi altid Arbejde,“ svarer Mester Andrés. „Vi har forresten Bestilling paa et Par Brudesko — hvide Atlaskes med gul Opstikning; men vi har ikke været glade ved at gaa i Lag med dem.“ Han skeler til Lille Nikas.

„Ikke gul Opstikning til hvid Atlask Mester — hvid Silke naturligvis, og hvidt Snit!“

„Er det Brugen i Paris nu?“ spørger Mester Andrés livligt.

Garibaldi trækker paa Skuldrene: „Lad os ikke bryde os om Paris Mester Andrés, vi har hverken Lær eller Redskab til at lave Parisersko — og heller ikke Bentøj til at putte i dem.“

„Det var som Pokker — er de saa fikse?“

„Fikse hva’behar! jeg kan holde en velvoksen Pariserindes Fod i min hule Haand. Og naar de gaar — de rører Gud hjælpe mig ikke ved Stenbroen! En Parisertøs kan man lave Skotøj til af Flødeskum — og det holder! Men giv hende et Par almindelige danske Frøkengagakker paa, hun vil springe i Kanalen lige med det straks!“

„Det var Satans!“ Mester røg til at skære Lær ud. „Det var Helvedes!“

Saa let var endnu aldrig noget Menneske gaaet ind i noget; Garibaldi trækker en Trebén hen til Disken — og er i fuld Gang. Ingen Roden rundt efter Værktøj, Haanden gaar lige der hen hvor Tingen ligger, som gik der usynlige Veje mellem dem. Disse Hænder besørger det hele selv, stilfærdigt, i bløde Sving, mens Øjnene er alle andre Steder: ude i Haven, ved Drengenes Arbejde, ved Unge Mester. For Pelle og de andre der skal se en Ting an fra ti forskellige Sider er dette simpelt hen vidunderligt. — Og før de faar set sig om, har Garibaldi lavet alting til og sidder og kigger langt efter Mester, der naadler selv i Dag.

Saa kommer Jeppe kilende, gnaven over at ingen har meldt Garibaldis Ankomst. „Da’ Mester — da’ Oldermand!“ siger Garibaldi og rejser sig og bukker.

„Ja,“ siger Jeppe selvbevidst: „hvis der endnu var Oldermand til, saa blev det vel mig. Men det er skidt med Haandværket i vore Dage; Respekt er der ingen, og hvor skulde den heller komme fra — naar man ikke forstaar at respektere sig selv.“

„Den var nok til Unge Mester hvabehar?“ siger Garibaldi og ler. „Men Tiderne er andre Mester Jeppe, nu skær den ikke med Spanderem og Respekt længer — det var dengang det. Begynde Klokken syv og Fyraften Klokken seks — færdig! Saadan staar den i Storbyerne nu.“

„Det er vel dette her Sjosjalisme?“ siger Jeppe haanligt.

„Jeg er ligeglad hvad det er — for Garibaldi begynder og holder op naar han vil! Og vil han have mere for sit Arbejde — værsgod! Og hvis ikke — saa farvel Mester! Der er Tøser nok som Drengen sagde da han ingen Mad fik.“

De andre faar ikke stort bestilt, de har nok med at følge hans Arbejdsmaade. Han har tømt Flasken og faaet Tungen paa Gled, Unge Mester forstaar at fritte, og Garibaldi fortæller stort, med talrige Fagter. Ikke engang Hænderne er støtte ved Arbejdet, alligevel skrider det hurtigt fremad, skønt som en Aabenbaring — det er som Værket føder sig selv. Han har sin Opmærksomhed ved deres Arbejde, griber bestandig til i rette Tid, retter paa deres Haandelag og gør det afgørende Snit der giver Svange og Hæl Skønhed. Det er som han føler det paa sig, naar de foretager sig noget galt — hans Aand er alle Vegne. „Se saadan bærer man sig ad i Paris,“ siger han — „dette her er Nürnberger-Façon.“ Han taler om Wien og Grækenland saa selvfølgeligt, som laa de henne under Skipper Ellebyes Trær. I Athen er han oppe og stikker Grækerkongen paa Næven, for i Udlandet skal Landsmænd altid holde sammen. — „Naa han var forresten meget flink, men han havde allerede spist Frokost. For øvrigt skidt Land at vandre i, for der er ingen Skomagere. Nej saa Italien, dér er der Skomagere men intet Arbejde — saa kan man rolig dangdere den og slaa sin Fægt fra Sted til Sted. De kommer ikke som disse emsige Tyskere hvergang man ber om en Geskænk, og siger — Værsgod De kan faa Arbejde. Og det er varmt nok til at sove paa den bare Jord. Vin flyder der i alle Rendestene, men for Resten er det noget Sprøjt.“ — Garibaldi letter den tomme Flaske højt i Vejret og kigger den forundret under Bunden; Unge Mester blinker til Pelle som suser i Firspring efter en halv Pot.