Part 14

I Pelles Øren koger det hede Blod. Ud, ud, han maa ud og vandre ligesom Garibaldi, gemme sig i Vinmarkerne for Gensdarmerne, og stjæle Skinken fra Skorstenen mens Folkene er paa Marken. Der er kommet Aand i ham og de andre, Fagets Aand; Værktøj og Lær mødes kælent med Fingrene, naar man griber det, hver Ting har sin inderlige Lød som fortæller noget. Alt det støvede og gammelkendte er strøget af Værkstedet, paa Hylderne staar Tingene og lyser Interesse ud, der er sat tindrende Liv op i den kedeligste Ting.

Verden stiger frem som en lysgraa Undren, gennemtrukket med endeløse Landeveje med dybt hvidt Støv, og Garibaldi gennemvandrer dem alle. Han har solgt sin Vandrebog til en Kammerat for et Stykke Mad og er uden Papirer, tyske Gensdarmer holder Klapjagt paa ham, Garibaldi kryber paa Knær og Hænder i Vinmarkerne 14 Dage og faar ikke andet end Druer og en styrtende Kolerine. Tilsidst er hans Tøj saa levende at han ikke selv behøver røre sig; han ligger ganske rolig og lader sig transportere af Sted og kommer til en lille By. „Herberg?“ spørger Garibaldi. Ja der er Herberg. Saa laver han en Historie om Plyndring, de skikkelige Folk putter ham i Seng og fyrer i for at tørre hans Tøj. Garibaldi snorker og skubber Stolen nærmere til Kakkelovnen, snorker og skubber den lidt endnu, og da Tøjet staar i lys Lue brøler han op, skælder og græder og er utrøstelig. Saa faar Garibaldi nyt rent Tøj og ny Papirer og er igen paa Landevejen, Fægt’en begynder forfra, Bjærge dukker frem og glider bagud, store Byer dukker frem, Byer ved brede Floder. Der er Byer, hvor den vandrende Svend ikke maa faa Penge men _skal_ arbejde — forbandede Byer, og tyske Herberger hvor man behandles som Tugthusfanger, affører sig alt Tøjet i en lang Gang, Skjorten med; den gaas efter af et Par Mand og det hele tages i Forvaring. 30-40 nøgne Mænd slippes én for én ind paa den store Sovesal.

Paris — det er som Blærer sprang i ens Øre! Garibaldi har arbejdet der to Aar, tyve Gange har han været der paa Gennemfart. Paris det er Alverdens Pragt bunket sammen, og Alverdens fornuftige Indretninger sat paa Hovedet. Herhjemme vil ingen hæderlig Mester lave „Topgaleasens“ slubrende Fjedersko, hun gaar med nedtraadte Kapper, og naar det er rigtig sløjt med Søfarten gaar hun med Træsko. Dernede er der Fruentimmer som kan gaa med Sko til 500 Frank Parret, de fører sig som Dronninger, tjener en Million om Aaret og er dog ikke andet end Skøger. En Million! — hvis nogen anden end Garibaldi fortalte det, fik han alle Læsterne i Hovedet.

Pelle hører ikke hvad Mester siger til ham, Jens faar travlt med Beget — han har snittet i Overlæret paa sine Forsaalinger. De er utilregnelige, besatte af dette vidunderlige Væsen, der bliver ved at hælde Brændevin paa sig og omsætter den forbandede Drik i Alverdens brogede Kreds og et Arbejde der er som Vidunderet selv.

Rygtet har allerede bredt sig, og de kommer rendende for at se Garibaldi og kanske tillade sig at stikke ham paa Næven. Klavsen skal laane Pløkker; og Marker sætter al Skam til Side og møder selv for at laane de største Mandslæster. Gamle Lappeskomager Drejer staar beskedent henne i en Krog og siger ja, ja til de andres Tale. Garibaldi har stukket ham paa Næven, og nu kan han gaa hjem til sin skumle Biks og det snavsede Fodtøj, og sin Gammelmands Ensomhed. Fagets Genius har rørt ved ham og kastet Lys over hans fattige Lappearbejde for Resten af hans Dage — han har vekslet Haandtryk med den Mand, der syede Korkstøvlerne til selve Tysklands Kejser, da han drog ud og slog Franskmændene. Gale Anker er ogsaa med men kommer ikke ind — han er sky for fremmede. Han gaar ude i Gaarden, frem og tilbage foran Værkstedsvinduerne og skeler ind. Garibaldi sætter Fingeren paa Panden og nikker, Anker sætter ogsaa Fingeren paa Panden og nikker igen; han skutter sig i indvendig Latter over en god Spøg, og render sin Vej som et Barn der maa afsted — hen i en Krog og nyde sin Glæde.

Bager Jørgen staar bøjet med Hænderne paa Laarene og aaben Mund. „Ih nu har jeg da!“ udbryder han ind imellem — „ih du Fredsens!“ Han ser den hvide Silke løbe gennem Saalen og lægge sig som sølvglinsende Perler, Perle ved Perle langs Randen. Garibaldis Arme flyver ud, han rammer Bageren paa Laaret. „Staar jeg i Vejen?“ spørger Gamle Jørgen. — „Nej bevares, bliv De kun staaende.“ Saa flyver Armene ud igen, Sylknappen rammer Bageren med et Smæld. „Jeg staar vist i Vejen,“ siger Jørgen igen og rokker lidt paa sig. — „Paa ingen Maade,“ svarer Garibaldi og lader Stinget løbe til. Saa trækker han ud igen, denne Gang vender han Sylspidsen til. „Nu kan jeg forladiet mærke, jeg staar i Vejen,“ siger Bageren og gnider sig bagpaa. — „Aldeles ikke,“ svarer Garibaldi belevent og gør en indbydende Haandbevægelse — „vil Jørgen Kofod ikke —?“ „Nej tak, nej tak.“ Gamle Jørgen ømmer sig med et tvungent Smil og humper ned af Forhøjningen.

Ellers lader Garibaldi dem komme og glo og gaa igen som de vil. Hvad rager det ham, at han er et stort og mærkeligt Væsen; han sætter ugenert Brændevinsflasken for Munden, og drikker saa længe han har Tørst. Han sidder og leger tankeløst med Lær og Kniv og Silke, som havde han siddet her paa Trebenen hele sit Liv og ikke var dumpet ned fra Maanen for faa Timer siden. Og midt paa Eftermiddagen staar det uforligneligste Resultat der: et Par dejlige Atlaskes Sko, slanke som Oksetunger, blændende i deres hvide Glans som var de traadt lige ud af Æventyret og ventede paa Prinsessens Fod.

„Se paa dem for Satan,“ siger Mester og rækker Arbejdet til Lille Nikas som lader det gaa videre ned efter. Garibaldi slaar med det tætklippede graasprængte Hoved:

„I behøver ikke fortælle hvem der har lavet dem — for det kan enhver se. For nu siger vi, at Skoene her gaar til Jylland og slides op og vandrer paa Møddingen. En Dag om nogle Aar gaar der en Grødæder og pløjer; der kommer en Stump Gelæng frem, og en vandrende Gesell som sitter paa Grøftekanten og gnaver sin Fesperkost, rager det til sig med sin Kæp. Det Gelæng — si’er han — det har Kraft ede mig sat paa en Sko som Garibaldi har lavet — si’er han — den Unde kraft stejle mig har det saa! Saa maa den Gesell være fra Nürnberg a’, eller Hamburg eller Paris — ligemeget forstaar I. Eller er det Løgn Mester?“

Nej Mester Andrés kan bedyre at det ingen Løgn er, han som fra Barn har levet med Garibaldi paa Landeveje og i Storbyer, fulgt ham med sit halte Ben saa hæftigt, at han husker Garibaldis Bedrifter bedre end denne selv. „Men nu skulde du blive her,“ siger han overtalende. „Saa slaar vi Forretningen op — vi faar alt det fine Arbejde fra hele Øen!“ Garibaldi har ikke noget imod det, han er træt af at rakke rundt.

Klavsen vil gærne være med i Kompagniet, der arbejder noget i alles Øjne, en Drøm om at rejse Faget endnu en Gang og slaa det stort ud, kanske konkurrere med dem i selve Hovedstaden. „Hvormange Medaljer ligger der nu efter dig?“ siger Jeppe, der staar og holder et stort indrammet Diplom i Haanden. Garibaldi trækker paa Skuldrene. „Ved det ikke Oldermand — man bliver gammel og usikker paa Haanden. Men hvad er det, har Mester Jeppe faaet Sølvmedalje?“

Jeppe ler: „Ja takket være en Landstryger som hedder Garibaldi. Han var her for fire Aar siden og skaffede mig Sølvmedalje.“ — Naa — det har Garibaldi glemt! der ligger Medaljer strøt overalt hvor han har færdedes. „Ja der sidder de rundt om et Hundrede Mestre og praler hver af sin Udmærkelse. Første Klasses Værksted, her kan De selv se — Sølvmedalje. Men den der gjorde Arbejdet han fik sin Dagløn og en Ekstrapægl, og saa — færdig Garibaldi! Hvad har man for det Mester Jeppe? der er Trær nok man kan skifte bag — men Skjorten Mester?“ Der falder et Øjeblik Tristhed over ham. „Lorain i Paris gav mig 200 Frank for den Guldmedalje jeg skaffede ham; men ellers hed det altid: kig engang i min Vestelomme! — eller: jeg har et Par gamle Bukser til dig Garibaldi! Men nu er det Slut med det forstaar I, Garibaldi bærer ikke længer Vand til Storborgernes Mølle — for nu er han Sjosjalist!“ Han slog i Disken saa Glasskaarene sprang. „Det sidste var Frantz i Køln — Herrestøvler med Korkbund. Han var fedtet var han, og saa blev Garibaldi gnaven. Jeg er bange for dette her ikke bliver til nogen Medalje Mester, si’er jeg — der er for megen Uro i Luften. Saa bød han op og bød op igen — det bli’r fan ikke til nogen Medalje si’er jeg bare. Til sidst sender han Madammen ud med Kaffe og Wienerbrød — hun skulde plastre paa det forstaar sig; og det var ellers en Dame som kørte med Lakaj paa Bukken. Men man var nu engang gal i Hovedet! Naa hæderlig Omtale blev det jo — for Madammens Skyld altsaa.“

„Havde han mange Svende?“ spørger Jeppe.

„Aa en 30-40 Stykker vel!“

„Saa maa der dog have været noget ved ham.“ Jeppe taler irettesættende.

„Noget ved ham — ja han var en Sjuft altsaa. Hvad rager det mig, at han har mange Svende — jeg skal jo ikke snyde dem paa Arbejdslønnen.“

Nu er Garibaldi gnaven, han krænger Forklædet af sig, sætter Hatten paa tre Haar og gaar i Byen.

„Nu skal han ud og finde sig en Kærest,“ siger Unge Mester „— han har en Kærest i hver By!“

Ved Ottetiden kommer han sejlende ind paa Værkstedet. „Hvad, sidder I dér endnu?“ siger han til Drengene. „Andre Steder i Verden er det Fyraften for to Timer siden. Hvad er I for Slavekarle, sidde her og tygge Drøv i fjorten Timer. Lav Strejke for Pokker!“

De ser dumt til hinanden. Strejke — hvad er det?

Saa kommer Unge Mester. „Nu skulde det gøre godt med en lille én paa Øjet,“ siger Garibaldi.

„Der er redt til dig paa Tilskærekamret,“ svarer Mester. Men Garibaldi ruller sin Trøje sammen under Hovedet og lægger sig paa Forhøjningen. „Hvis jeg snorker, saa træk mig bare i Næsen,“ siger han til Pelle og falder i Søvn.

Næste Dag bunder han to Par Kidskinds med gul Opstikning — det er tre Dages Arbejde for Lille Nikas. Mester Andrés har alle Planer i Orden, Garibaldi skal være Parthaver — „vi slaar et Fag Bindingsværk ud og faar en stor Butiksrude i!“ Garibaldi er med — man trænger til at falde til Ro engang. „Men vi maa ikke slaa for stort paa,“ siger han — „dette her er jo ikke Paris.“ Han drikker lidt mere og snakker ikke stort; Øjnene søger ud mod de drivende Skyr.

Og tredje Dag begynder han at vise sine Færdigheder. Han gør ikke meget ved Arbejdet men slaar en svær Stok over ved et Svip i Luften, og hopper gennem en Stok som han holder i begge Hænder. „Man trænger til Motion,“ siger han urolig. Han anbringer en Pløk balancerende paa Hammerbanen og slaar den i et Hul i Saalen.

Og pludselig smider han Arbejdet. „Laan mig ti Kroner Mester,“ siger han, „jeg maa ud og købe mig lidt ordenligt Tøj. Nu er man sat Mand og Parthaver i Geschäften, man kan ikke gaa her og se ud som et Svin.“

„Det er bedst, De gør det færdigt,“ siger Mester stille og lægger Garibaldis Arbejde hen til Lille Nikas. „Ham ser vi ikke mere!“

Pelle lytter — det sidste er næsten mærkeligst af alt. Det var da Æventyret: gaa ud i den lille By i den skikkelige Hensigt at købe noget — og saa gribes og hvirvles ud i Verden paa maa og faa, langt ud. „Nu er han maaske allerede paa Vej til Tyskland med en Skipper,“ siger Mester.

„Men han har jo ikke sagt Farvel engang!“ — Mester trækker blot paa Skuldrene.

Det var som et Stjærneskud! Men for Pelle og de andre betød det meget nyt, de lærte mere paa de tre Dage end i hele Læretiden. Og de kom til at se lyst paa Faget; det var dog ikke Ravnekrogssysler, med Garibaldi svang det sig for dem omkring hele den vidunderlige Jord. I Pelle brændte Blodet af Vandrelyst; han vidste nu hvad han vilde. Blive dygtig som Garibaldi — Geniet selv — og trampe ind i de store Stæder med Stok og Ransel som en Fanfare.

I dem alle sad Sporene efter hans flygtige Besøg. De havde sprængt noget i sig med et Ryk — faaet friere dristigere Haandelag; og de havde set Faget stort, som en Art kunstnerisk Dyrkelse drage sig forbi. Tonerne af store Fugles Flugt hang længe over det lille Værksted med dets retskafne Borgerlighed.

Dette friske Luftsug om Ørerne det var selve Fagets Aand der drog hen over deres Hoved — baaret af sine to vældige Vinger: Geni og Subjekt.

Men en Ting blev tilbage i Pelle som en meningsløs Brokke — Ordet Strejke hvad betød det?

XIII

Helt glad og tryg som hjemme paa Landet kunde man ikke være herinde, bag ved laa bestandig noget og gnavede — og hindrede i at give sig helt hen. De fleste her var kommet vandrende til for at finde Lykken, det var Fattigdom som havde mistet Ævnen til at give sig hen i sin Skæbne, Folk der var blevet ked af at vente og havde taget Sagen i deres egen Haand. Og her stod de saa og var kørt fast i Elendighed. Ud af Stedet kom de ikke, men arbejdede sig blot dybere ned. Men de blev ved at mase paa, til det lukkede sig over dem, de havde nu engang faaet Opbruddet i sig.

Pelle havde tidt nok undredes paa, saa mange Fattige her var — hvorfor tog de ikke og blev velhavende? Alle havde de ogsaa et eller andet for i den Retning, det blev bare ikke til noget. Hvorfor? De begreb det ikke selv men bøjede stille Hovedet som under en Forbandelse. Og naar de rejste det igen, var det for at søge de Fattiges Trøst Brændevinen, eller slutte sig til de hellige.

Pelle begreb det heller ikke. Han var dunkelt med i det glade Vanvid, der rejser sig af Nøden selv som en taaget men mægtig Drøm om at naa Lyset; heller ikke han begreb hvorfor det glippede, men maatte bestandig følge Opdriften i sig og kravle løs igen. Men ellers vidste han en hel Del; en tilstoppet Rude, et skorpet Barnehoved var Nedgangen til Underverdener, hvor han var født vejkendt og kunde færdes med Bind for Øjnene. Han satte ikke videre Pris paa det, men den Vej blev hans Viden ved at udvide sig; han var Dus med Fattigmand ved første Øjesyn og kendte hver Hyttes triste Historie. Og alt hvad han saa og hørte blev til et langt Kvæde om den samme evige Higen og de samme Nederlag. Han grundede ikke over det, men det gik ham nedslaaende i Blodet, tog Overmodet af hans Sind og den friske Spænding. Naar han lagde Hovedet til Puden og sov ind, blev Blodets Banken i hans Øre til et endeløst Traadd af trætte Skarer, der gik rundt og rundt i deres blinde Famlen efter en Vej ud til Lyset og Lykken. Hans Bevidsthed fik ikke fat i det; men det lagde sig afkræftende over hans Dag ogsaa.

Borgernes Lag vedblev at være en fremmed Verden for ham. De fleste var forarmede som Kirkerotter men dækkede behændigt over det og lod ikke til at have anden Higen end den at bevare Skinnet. „Penge!“ sagde Mester Andrés — „her er kun én Tikrone blandt Byens Mestre, og den flytter sig fra Haand til Haand. Naar den opholder sig for længe hos én, gaar alle vi andre i Staa.“ Manglen paa Driftsmidler hang forkomment over dem, men saa pralede de af Reder Monsens Penge — her var dog Rigmænd i Staden! Ellers holdtes de oppe af hver sit, en havde sendt Skotøj saa langt bort som til Vestindien, en anden lavet Brudesengen til selve Borgmesterens Datter; de hævdede sig som Klasse ved at se med Foragt ned paa Almuen.

Pelle havde ærlig og redelig sat sig for at gøre Vejen med, smile opad og vende den haarde Dom nedad, smyge sig frem som Alfred. Men Kræfter arbejdede den anden Vej i Dybet af ham og stødte ham bestandig tilbage hvor han hørte hjemme. Hans Kamp med Gadedrengene hørte op af sig selv, den var saa meningsløs, han gik ud og ind i Hjemmene, og Drengene blev hans Kammerater efterhaanden som de naaede Konfirmationen.

Gadedrengene laa i uforsonlig Krig med dem der gik i Betalingsskole, _Grisene_ kaldtes de efter Truget de bar paa Ryggen. Pelle havde været mellem dobbelt Ild, men taget Haanen og Skoserne oppe fra med Lasses Sind, som noget der nu engang hørte til. „Somme er født til at byde, andre til at lyde,“ som Lasse sagde.

Men en Dag langede han ud efter en af dem. Og da han først havde syltet Postmesterens Søn saa der ikke var ren Plet paa ham, opdagede han at han havde noget udestaaende med alle Finmandssønnerne — ogsaa uden at de behøvede at haane ham. Der udløstes noget i Hænderne ved at plante dem i Ansigtet paa saadan en Fyr, der var et eget Velvære forbundet med at træde de pæne Klæder i Skidtet. Naar han havde tampet en af „Grisene“ var han altid i godt Humør, og lo ved Tanken om, hvor Far Lasse vilde korse sig.

En Dag mødte han tre Latinskoledrenge, de kastede sig straks over ham og tampede løs med deres Skolesager; der var Tak for sidst i hvert Slag. Pelle havde faaet Ryggen mod Muren, han værgede sig med sin Bukserem men kunde ikke klare sig; saa satte han et kraftigt Spark i Underlivet paa den største af Drengene og stak af. Drengen kastede sig om paa Jorden og laa og skreg, oppe fra Enden af Gaden saa Pelle de to andre tumle med ham for at faa ham paa Benene. Selv havde han et blodunderløbent Øje.

„Har du nu slaas igen din Halvsatan?“ spurgte Unge Mester.

Nej! Pelle var bare kommet til at falde og slaa sig.

— — —

Om Aftenen drev han ned paa Havnen for at se Damperen gaa og tage Afsked med Peter. Han var i daarligt Humør, Forudfølelsen af et eller andet ondt laa tyngende over ham.

Henne ved Damperen var der fuldt af Mennesker, over Rælingen hang en Del nybagte Svende fra denne Omgang — alle de modigste; Resten var allerede søgt over i andre Erhværv, var blevet Landpostbude eller Gaardskarle. „Der er jo ikke Brug for os i Faget,“ sagde de mismodigt idet de sank. Det var Svendestykket fra Haanden og saa rejsaus! ny Læredrenge over hele Linjen. Men disse her vilde over til Hovedstaden og arbejde videre ved Faget. Byens Hundreder af Læredrenge var der og raabte Hurra hvert Øjeblik, det var jo Heltene der drog ud og erobrede Lykkeland for dem alle. „Vi kommer bagefter!“ raabte de. „Skaf Plads for mig du!“ — „Skaf Plads for mig!“

Emil stod henne ved Skuret blandt nogle andre Havnesjovere og saa paa dem — hans Tur var længst forbi. Forbundteren havde ikke haft Mod til at flyve ud, han gik nu Landpost paa Sydlandet og lappede Skotøj om Natten for at leve. Nu stod Peter deroppe, Jens og Pelle stod nedenfor og saa beundrende op til ham. „Farvel du Pelle,“ raabte han. — „Hils Jeppe at han kan kysse mig paa Mandag!“

En og anden Mester spankede om dernede for at passe, at ingen af Byens Læredrenge stak af.

Jens imødesaa vel den Tid da han selv stod paa bar Bakke. „Send nu din Adresse,“ sagde han. „Og saa skaffer du mig noget derovre.“

„Og mig ogsaa!“ sagde Pelle.

Peter spyttede: „Ptøj, det var lidt sur Søbe — det kan I tage med hjem til Jeppe og sige Tak for Mad! Men hils Mester Andrés ordenligt! Og saa kommer I naar jeg skriver — der er ikke noget at gaa og glo efter i dette Hul.“

„Lad nu ikke Sjosjalisterne æde jer!“ raabtes der op til de bortdragende. Ordet Socialist var paa alles Læber i denne Tid, men ingen vidste hvad det betød — det brugtes som Skældsord.

„Kommer de til mig med deres Koglerier, saa faar de paa Snuden!“ sagde Peter rask. — Saa gik Damperen — de fik det sidste Hurra fra den yderste Mole. Pelle kunde gærne have kastet sig i Søen, saadan higede det i ham efter at slippe bort fra det hele.

Saa fulgte han med Strømmen hen over Havnepladsen til Cirkusteltet. Paa Vejen fangede han noget af et Ordskifte, der fik det til at hede ham om Ørerne. Det var to Borgere der gik og talte.

„Han skal nok være blevet sparket, saa han brækker Blod,“ sagde den ene.

„Ja det er forskrækkeligt med dette Pak! Forhaabenlig bliver der taget haardt paa Lømlen.“

Pelle dukkede sig og gled bag om Teltet hen til Aabningen, der stod han hver Aften og tog det hele ind gennem Lugten. Raad til at gaa ind havde han ikke, men der lod sig opfange en Del af Herligheden, idet Forhænget løftedes til Side for Efternølere. Albinus kom og gik efter Forgodtbefindende — som altid naar der var Gøglere i Staden; han var kendt med dem næsten før han saa dem. Naar han havde set et rigtigt Kraftstykke, kom han krybende ud under Lærredet for at vise Kammeraterne, at han ogsaa kunde. Han var rigtig i sit Es, gik paa Hænderne ad den smalle Bolværksløber og lod Kroppen hænge ud over Vandet.

Pelle havde mest Lyst til at gaa hjem og sove sig fra alting; men saa kom der et lykkeligt Par imod ham, en Kvinde der traadte Dansetrin og holdt en ung genert Arbejder fast under Armen. „Du Hans,“ sagde hun — „det er ham Pelle, som er Skyld i, at vi to hører sammen.“ Saa lo hun højt i sin Glæde, og Hans rakte smilende Pelle Haanden. „Tak for det,“ sagde han.

„Ja det var det Ladegilde,“ sagde hun. „Havde jeg ikke haft Danseskoene i Orden, saa var Hans fløjet væk med en anden, du!“ hun tog Pelle i Armen. Saa gik de, inderlig lykkelige ved hinanden, og Pelle fik lidt Kaadhed op i sig igen. Han kunde dog en og anden Kraftkunst han ogsaa.

Næste Dag var Pelle laant over til Bager Jørgen for at ælte Dejg, Bageren havde paa kort Varsel faaet en stor Bestilling Skonrokker til „Tre Søstre“.

„Lad se I rubber jer!“ raabte han hvert Øjeblik til de to Drenge, der havde faaet Strømperne af og stod og traadte oppe det store Æltetrug, med Hænderne om Listen der var slaaet under Bjælkerne. Bjælkeloftet var sort af Trøske; Em og Støv og snavset Dejg flød ned ad Væggene som en slimet Masse. Naar de hang sig for meget i Listen, raabte Bageren op til dem: „Læg kun hele Vægten i! til Bunds i Dejgen med jer — saa faar I Fødder som Skønjomfruer! Der bliver ikke mange Ligtorne siddende naar vi er færdige.“

Søren gik for sig selv med sænket Hoved som altid, nu og da sukkede han. Saa puffede Gamle Jørgen til Marie, og de lo begge. De stod tæt ind paa hinanden, naar de rullede Dejgen ud mødtes Hænderne, de lo og gantedes i et væk. Men den unge saa dem slet ikke.

„Ser du da ikke?“ hviskede Moderen til ham og stødte ham haardt i Siden; hun havde bestandig sine arrige Øjne henne ved de to.

„Aa lad mig være,“ sagde Sønnen blot og flyttede sig lidt fra hende. Men hun fulgte ham: