Part 21

De skillingede sammen, og hun gik om bag Disken og klædte sig af. Hun kom frem igen i bar Særk og med et tændt Lys i Haanden. Pelle saa sløvt, hvorledes hendes fede Krop bævrede under det sorte Linned, og hørte Søfolkenes hæse Raab og Latter; inde i hans venstre Øre kogte en endeløs Lyd, og under den slog Blodet sine Stempelslag. Det var som Larm fra en anden Verden fyldte hans Hoved og tog selve Ligevægten fra ham, han maatte holde sig ved Bordet for ikke at falde om. Fjærnt og uvedkommende saa han _Soen_ kravle op paa en Stol og stramme Særken bagover. En Sømand holdt Lyset hen til hendes Ryg, og hun viste dem, hvorledes Vinde kunde brænde med en blaalig Flamme.

Pelle luskede ud under de andres Optagethed. Han var ør af Sult og Raahed og døvet Skamfølelse, drev af Sted paa maa og faa, og vidste hverken ud eller ind. Han havde kun én Følelse, den af alle Tings Ligegyldighed. Enten det gik saadan eller saadan, enten han levede videre i slidsom Hæderlighed, eller sølede sig i Drik, eller omkom — ligegyldigt var det! Hvad Vægt laa der paa det, ingen bekymrede sig derom, heller ikke han selv. Ikke en Sjæl vilde fælde en Taare, om han gik i Hundene — jo Lasse, gamle Lassefar! Men tage hjem nu og vise sin Elendighed, saa meningsløst meget de havde ventet sig af ham — det kunde han ikke. Hans sidste Rest af Skamfølelse rejste sig her. Og arbejde — hvorfor? Drømmen var død, og han stod med den dumpe Følelse af Bundens Nærhed, der er saa skæbnesvanger for dem dernede. Aar efter Aar havde han holdt sig flydende ved en aldrig glippende Anspændelse, og med denne vanvittige Forestilling om at det gik opad. Nu fandt han sig lige nær ved Bunden af Tilværelsen — og var træt. Hvorfor ikke lade sig synke det lille Stykke ogsaa, og lade sig drive for Skæbnen? Der var sød Hvile i det efter saa vanvittig en Kamp med Overmagten.

Han vaktes lidt ved at høre Salmesang. Han var kommet ind i en Smøge, og lige for ham laa et stort bredt Hus med Gavlen til og Kors paa Gavlspidsen. Hundrede Stemmer havde i Tidens Løb søgt at lokke ham herhen, men han havde ikke haft Brug for det i sin Kækhed — hvad var vel her at finde for en kæk Dreng? Og nu var han havnet her udenfor alligevel! Han trængte til en Smule Omsorg, og følte det som en Haand havde ført ham.

Salen var fuld af fattige Familier. De sad saa underlig skubbet ind paa Bænkene, hver Familie for sig; Mændene sov for det meste, Konerne havde travlt med at faa de smaa til at være stille og sidde pænt med Benene stikkende lige ud. Det var Folk, som var komne for at faa lidt gratis Lys og Varme ind i deres triste Tilværelse; Søndagen i det mindste syntes de de kunde kræve noget af. De mest forkomne af Byens Fattige var det, og de tyede til her, hvor de ikke blev dømte men fik Løfte om Tusendaarsriget. Pelle kendte dem alle, baade dem han havde set før, og de andre med det samme druknede Udtryk. Han fandt sig straks hyggeligt hjemme blandt alle disse forpjuskede Smaafugle, der paa den stærke Vind havde ladet sig bære ud over Havet og nu kom drivende i Land paa Bølgerne.

En stor Mand med Fuldskæg og et Par gode Barneøjne rejste sig mellem Bænkene og foreslog en Sang — det var Smed Dam. Han sang for og stod og huggede sammen i Knærne til Takten; og alle sang de skælvende med, hver med sin egen Lyd af hvad der var gaaet hen over dem. Tonerne tvang sig forpint frem over de tørre hærgede Struber, de fødtes ynkeligt af Gravrust og Sprukkenhed og Skratten og krøb sammen, forskrækkede over at være kommet til Lyset. Nølende rullede de et Par spæde Florvinger ud og svang sig fra de rystende Læber ud i Rummet. Og under Loftet mødtes de med hundrede Søskende og strøg Forkommenheden af sig. De blev til en Jubel, stor og dejlig, over noget ukendt rigt, Lykkeland som var nær. For Pelle var det, som Luften var fuld af solbeskinnede Sommerfugle —:

„Saligt, saligt skal det Møde bli’, naar vor Sjæl fra Sorg og Savn er fri, og vi med Jesus samles udi Himlen vort rette Hjem.“

„Mor jeg er sulten,“ sagde en Barnestemme, idet Sangen tav. Moderen, en udtæret Kvinde, tyssede krænket paa Barnet og saa sig forundret om — hvad var nu det for urimelige Paafund. „Du har jo lige spist,“ sagde hun, højere end hun behøvede. Men Barnet græd løs: „Mor jeg er sulten.“

Saa kom Bager Jørgens Søren frem og gav den lille en Bolle, han havde en hel Kurv med Bagværk. „Er der flere smaa, der er sultne?“ spurgte han højt. Han saa alle frit i Øjnene og var en hel anden end hjemme. Her lo heller ingen ad ham, fordi han sagdes at være Broder til sin egen Søn.

En gammel hvidskægget Mand steg op paa Talerstolen bag i Salen. „Det er ham selv,“ hviskede de rundt om og fik travlt med at hoste færdig og faa de smaa til at tygge af Munden. Han tog det lille Barns Graad til Udgangspunkt: Mor jeg er sulten! Det var Verdens Røst, det store forfærdelige Raab — lagt i en Barnemund. Han saa ikke én, som ikke havde krummet sig under det Raab fra sine nærmeste, og i Angst for at høre det igen vilde sikre sig Brødet for hele Livet — og blev slaaet tilbage. De saa blot ikke Guds Haand, naar han kærligt skabte den nøgne Sult om til en Hunger efter Lykken. De var jo Fattigdommen, og de Fattige var Guds udvalgte Folk! Derfor maatte de vandre i Ørkenen og spørge blindt, — hvor er Landet? Men den Lysning de trofast blev ved at følge, var ikke den jordiske Lykke! Det var Gud selv, der førte dem rundt og rundt, til deres Sult var lutret til den rigtige Hunger — Sjælens Hunger efter den evige Lykke.

De forstod ikke stort af hvad han sagde; men hans Ord befriede noget i dem, saa de faldt i livlig Snak om smaa dagligdags Ting. Men pludselig stansede den hede Summen, en lille pukkelrygget Mand var kravlet op paa en Bænk og saa ud over dem med lysende Øjne. Det var Sort, Vandreskomageren ude fra Byvangen.

„Vi vil være glade,“ sagde han og satte et pudsigt Ansigt op. „Guds Børn er altid glade, hvad ondt de saa slaas med, og dem kan ingen Fortræd ramme — Gud er Glæde!“ Han gav sig til at le, løssluppent som et Barn; og alle lo de med, den ene smittede den anden. De kunde ikke beherske sig, det var som en uhyre Fornøjelse var gaaet hen over det hele. Smaabørnene saa paa de Voksne og lo, saa det kogte af Slim og Hoste i deres smaa Struber. „Han er en rigtig Klown,“ sagde Mændene til deres Koner med Ansigtet i ét Smil — „men der sidder et godt Hjærtelag i ham.“

Paa Bænken ved Siden af Pelle sad en stille Familie, Mand og Kone og tre Børn, der hev velopdragent op i deres hudløse Smaanæser. Forældrene var smaa Folk, og der var i dem et Træk indad, som søgte de bestandig at gøre sig endnu mindre. Pelle kendte lidt til dem og kom i Snak; Manden var Lerarbejder, de boede i en af de usle Rønner ude ved _Kraftens_.

„Ja det er saa sandt — det med Lykken,“ sagde Konen. „Engang drømte vi jo ogsaa om at komme lidt fremad, saa vi havde Udkommet inden for det visse; vi fik lidt Penge skrabet sammen ved Laan og indrettede en Smule Butik, som jeg passede mens Far gik paa Arbejde. Men det vilde ikke gaa, ingen støttede os; vi fik daarligere Varer fordi vi var fattige, og hvem bryder sig heller om at handle hos Smaafolk. Vi gik fra det med Gæld, som vi maa blive ved med at betale af paa — 50 Øre hver Uge! Og det kan vi blive ved med saa længe vi lever, for der løber jo stadig Renter paa. Men ærlige Folk er vi da gudskelov!“ sluttede hun. Manden tog ingen Del i Samtalen.

Hendes sidste Bemærkning var maaske fremkaldt af en Mand, der traadte stille ind og kneb sig ind paa en Bænk i Baggrunden; for han var ingen ærlig Mand, han havde faaet Vand og Brød for Tyveri. Det var jo Tyve-Jakob, ham der for en halv Snes Aar siden trykkede Ruden ind til Mester Jeppes pæne Stue og stjal et Par Laksko til sin Kone. Han havde hørt om en fin Mand, der forærede sin Kærest saadan et Par; og saa vilde han prøve, hvordan det var at give en pæn Gave engang, en Gave der var som to Ugers Fortjeneste — forklarede han for Retten. „Torsk,“ sagde Jeppe ogsaa altid, naar han dvælede ved det — „der faar saadan en sølle Lus pludselig Storhedsvanvid og vil give runde Gaver! Naar det saa endda havde været til Kæresten — men til Konen! Men han fik sin Straf fuldt ud — Andrés til Trods.“

Ja Straffen havde han faaet godt nok, ikke engang her vilde nogen sidde ved Siden af ham! Pelle saa paa ham og undredes over, at han selv var sluppet saa nogenlunde over sit. Det sad blot i Øjnene paa Folk, naar de talte til ham. Men nu gik Smed Dam ned og satte sig ved Siden af Tyve-Jakob, de sad og hviskede med hinanden i Haanden.

Og derovre sad en og nikkede nok saa mildt mod Pelle — det var hende med Danseskoene. Den unge Mand havde forladt hende igen, og nu var hun havnet her — hendes Dans var forbi. Men hun var taknemmelig mod Pelle, Synet af ham havde sat søde Minder op i hende; det saas paa Stemningen over Mund og Øjne.

Pelle selv sad og blev blødere til Mode her, der smæltede noget inden i ham; en stille forhutlet Lykkefølelse listede sig ind over ham. Dér var jo ogsaa et Menneske, som mente hun stod i Gæld til ham, skønt alt var gaaet i Stykker for hende.

Da Forsamlingen skiltes ved Halvtitiden, stod hun udenfor i Snak med en Kone. Hun kom hen og gav Pelle Haanden. „Skal vi følges et Stykke nedad?“ foreslog hun. Hun vidste nok om hans Tilstand, han læste Medynk i hendes Blik. „Gaa med hjem,“ sagde hun, da deres Veje delte sig. „Jeg har et Stykke Medisterpølse som _skal_ spises — og vi er jo ensomme begge to.“

Han fulgte nølende med, lidt fjendsk over for dette ny og fremmede, men da han først sad i hendes lille Stue, følte han sig helt vel tilpas der. Sengen stod pæn og hvid ved Væggen, og selv gik hun og stegte Pølsen i Kakkeloven, mens hun snakkede løs af et uforknyt Hjærte. „Hende gaar det nok ikke let i Stykker for,“ tænkte Pelle og saa sig helt glad paa hendes Skikkelse.

De havde et fornøjeligt Maaltid, og Pelle vilde tage om hende i sin Taknemmelighed, men hun skød hans Hænder bort. „Spar dig det,“ sagde hun leende — „jeg er en halvgammel Enke, og du er ikke for andet end et Barn at regne. Vil du gøre mig en Glæde, saa se at find dig selv! det er Synd som du gaar og flyder, saa ung og net du er! Og nu maa du gærne gaa hjem, for jeg skal tidlig op og paa Arbejde i Morgen.“ — — —

Pelle besøgte hende næsten hver Aften. Hun var slem til at pirre ved hans Sløvhed, men var til Gengæld styrkende i sin ligevægtige jævne Maade at tage alting paa. Hun skaffede ham en og anden Reparation, og var altid glad for at dele sit fattige Maaltid Mad med ham. „En som jeg trænger til at have et Mandfolk for Bordenden engang imellem,“ sagde hun. „Men Fingrene skal du beholde hos dig selv — du skylder mig ikke noget.“

Hun kritiserede ogsaa hans Tøj: „Det falder snart af Kroppen paa dig, hvorfor tager du ikke noget andet paa og lader mig gaa det der efter?“

„Jeg har ikke andet end det samme,“ sagde Pelle og skammede sig engang igen.

Lørdag Aften maatte han af Tøjet og krybe i hendes Seng helt nøgen — der hjalp ingen Snak. Hun tog Skjorte og det hele og kom det i en Balje Vand, den halve Nat gik med at gaa det igennem. Pelle laa i Sengen med Dynen helt op til Hagen og saa paa hende; han var underlig til Mode. Hun hængte det hele til Tørre paa Kakkelovnen, og redte saa til sig paa nogle Stole. Da han vaagnede midt op paa Formiddagen, sad hun ved Vinduet og bødede paa hans Tøj.

„Hvordan har du ligget i Nat?“ spurgte Pelle lidt bekymret.

„Udmærket. Ved du hvad jeg har tænkt paa nu til Morgen: Du skulde sige dit Værelse op og blive her, til du faar Rede paa dig selv — engang maa du vel faa udhvilet!“ hun lo drillende. „Det er en unyttig Udgift med det Værelse, og som du ser her er god Plads til to.“

Men det vilde Pelle ikke, lade sig underholde af en Kvinde skulde han alligevel ikke have noget af. „Saa tror Folk jo, der er noget imellem os — og faar ondt,“ sagde han.

„Lad dem saa det,“ svarede hun med sin frejdige Latter. „Naar jeg har mit i Orden, er jeg ligeglad med de andre.“

Mens hun snakkede løs, arbejdede hun flittigt med hans Undertøj og hev Stykke paa Stykke hen i Hovedet paa ham. Saa pressede hun hans Klæder. „Nu er du jo helt pæn,“ sagde hun, da han var kommet i Tøjet, og betragtede ham varmt. „Du er lige som du var blevet et nyt Menneske. Jeg kunde godt lide at gaa ned ad Gaden med dig om Armen, hvis jeg havde været 10-15 Aar yngre. Men et Kys maa du lade mig faa — jeg har jo gaaet dig efter som kunde du været mit Barn.“ Hun kyssede ham hastigt og vendte sig mod Kakkelovnen.

„Og nu ved jeg ikke bedre Raad, end at vi maa spise kold Middagsmad, og saa gaa hver sine Veje,“ sagde hun bortvendt. „Alt mit Brændsel er gaaet med i Nat til at faa Tøjet tørt, og her kan vi ikke være i Kulden. Jeg tænker jeg finder en eller anden at besøge, saa gaar denne Dag nok. Du finder vel ogsaa nok et Sted at være.“

„Det er saamænd lige meget hvor jeg er,“ sagde Pelle ligegyldigt.

Hun saa paa ham med et ejendommeligt Smil. „Mon du vil blive ved at gaa og sløse saadan,“ sagde hun. „I Mandfolk er nogle underlige Dævle, bare noget gaar jer lidt paa tværs, saa skal I straks drikke jer fulde, eller sylte jer til paa anden Vis — I er ikke stort bedre end Pattebørn! En anden maa arbejde ligefuldt, enten det er gaaet saadan eller saadan for én!“

Hun stod med Overtøjet paa og nølede. „Her har du en 25-Øre,“ sagde hun — „det er altid til en Kop Kaffe at varme dig paa.“

Pelle vilde ikke tage imod den. „Hvad skal jeg med dine Penge?“ mumlede han. „Behold dem selv!“

„Aa tag dem nu! Jeg ved nok at det er saa lidt at byde paa, men jeg har ikke flere. Og vi to skulde vel ikke have Behov at skamme os for hinanden.“ Hun stak Pengestykket ned i hans Jakkelomme og skyndte sig af Sted.

Pelle drev ud i Skovene. Han havde ingen Lyst til at gaa hjem og tage en ørkesløs Tørn med Strøm. Han drev af Sted paa de øde Stier, og følte et svagt Velvære ved at mærke hvorledes Foraaret brød paa. Inde under de gamle mosgraa Graner laa Sneen endnu, men nede i Grannaalene stak allerede Svampene Hovedet frem, og Jorden var at træde paa som løftet Dejg.

Han greb sig i at gaa og smaasysle med sit eget og vækkedes pludselig af sin Halvdrøm. Et eller andet havde foresvævet ham som ganske hyggeligt — jo det var det at flytte hen til hende alligevel, og indrette sig lige som Jens. Han kunde faa sig lidt Læster og sidde hjemme og arbejde — der lod sig altid slæbe videre paa det til bedre Tider. Hun tjente jo ogsaa noget og havde et gavmildt Sind.

Men nu han fik fat om det med sin Tanke, blev det hele beskt for ham. Han havde snyltet nok paa hendes Fattigdom og gode Sind, hendes sidste Pind havde han taget, saa hun nu maatte gaa og gøre sig ydmyg for lidt Varme og Aftensmad. Dette blev ved at græmme ham, da han først havde faaet Øje paa det. Det fulgte ham hjem og i Seng; og bag al hendes Godhed mærkede han hendes Foragt, fordi han ikke mødte Elendigheden med Arbejde som et ordenligt Menneske.

Næste Morgen var han tidlig oppe og meldte sig til Arbejde nede paa Havnen. Han indsaa ikke Nødvendigheden af det i og for sig — men vilde ikke skylde et Kvindfolk noget. Paa Lørdag skulde hun faa sine udlagte Skillinger igen.

XXIV

Pelle stod nede paa Bunden af Havnebassinet og læssede Ross i Tipvognene. Naar en Vogn var fuld, skubbede han og Makkeren den frem til Hovedsporet, de hang paa den tomme Vogn og rutsjede tilbage. Nu og da lod de andre Værktøjet synke og skottede hen til ham — han sled godt nok for en Skomager at være, Stenen faldt godt i hans Hænder! Naar han skulde have en stor Brokke op i Vognen, løftede han den først op paa sine Knæ, svor en Gang, og satte den saa op med hele Kroppen. Saa tørrede han Sveden af Panden og tog sig en Dram og en Taar Øl — han stak ikke op for nogen!

Tænke gav han sig ikke af med, men lod fem være lige og nød Sliddet og Mødigheden. Det haarde Arbejde nedbrød noget i hans Legeme og fyldte ham med rent dyrisk Velvære. „Mon mit Øl kan slaa til Eftermiddagen ud?“ kunde han tænke; ud over det var der ikke noget. Fremtiden eksisterede ikke, og heller ingen pinlig Fornemmelse af at den ikke var der; der var intet Nag i ham over noget som havde glippet, eller noget han forsømte — Sliddet tog det hele. Der var bare denne Sten som skulde af Vejen — og saa den næste; denne Vogn som skulde være fuld — og den næste frem! Naar Stenen ikke vilde give sig i første Ryk, skar han Tænder; han var besat af Arbejdet. „Han er saa ung i Tøjet endnu,“ sagde de andre — „han løber nok Vejret af sig!“ Men Pelle vilde vise sine Kræfter, det var hans eneste Ærgærrighed. Makkeren lod ham mase paa og tog den selv med Ro, nu og da roste han ham for at holde ham til Ilden.

Det var det usleste Arbejde ved Havnen, enhver kunde gaa til det uden Forudsætninger. De fleste af Pelles Kammerater var Folk, som havde gjort deres Bo op og lod staa til, hvorhen Strømmen bar; og han fandt sig vel mellem dem. Der naaede ingen Ord her ned til Bunden, som kunde vække døde Forestillinger til Live eller blot spøge i en tom Hjærne; Fremtiden var Jærntæppet gaaet ned for, og Lykken laa saa snublende nær — Dagens Slid lod sig straks omsætte i glade Omgange.

Sin Fritid tilbragte han sammen med Arbejdskammeraterne. Det var løse Eksistenser, som Rygtet om det store Arbejde havde trukket til; de fleste var ugifte, nogle havde vel Kone og Børn et Steds, men fortav det eller huskede det ikke længer. De havde ikke noget rigtigt Logi men huserede i Vognmand Køllers forladte Lade, som laa tæt ved Havnen. De kom aldrig af Klæderne men sov i Halmen, og vaskede sig i en Spand Vand der sjældent blev skiftet; deres meste Føde bestod af Brødhumpler, og Spejlæg som de stegte paa et Ildsted mellem to Sten.

Pelle fandt Behag i denne Tilværelse og holdt gærne til hos dem. Om Søndagen aad og drak de afvekslende hele Dagen, laa nedborede i Halmen i den røgfyldte Lade og fortalte Historier, tragiske Historier om Yngstesønner, der tog Øksen og slog Far og Mor og alle Søskende ihjæl, fordi de følte sig forfordelt paa Arven! om Børn der gik til Præsten, og elskede hinanden, og blev med Barn — derfor skulde de halshugges! og om Kvinder der ikke vilde føde de Børn til Verden Bestemmelsen var — derfor fik de Bugen lukket til Straf!

Han havde ikke været ude hos Marie Nielsen, siden han tog fat her. „Hun driver Spil med dig,“ sagde de andre, naar han fortalte om hende — „hun vil spille den anstændige for at du skal bide paa. Kvindfolk har altid Bagtanker — dér gælder det at være paa sin Post. De tager hellere to end en, og de unge Enker er de værste. Dem skal der en skrap Djævel til at staa sig for.“

Men Pelle var et Mandfolk og lod sig ikke spille paa Næsen af nogen Kvinde. Enten var man Venner og gjorde ingen Ophævelser — eller man var det ikke! Det vilde han sige hende paa Lørdag Aften, og smide ti Kroner paa Bordet for hende — saa var de vel kvit! Og hvis hun gjorde Vrøvl, kunde hun faa sig en paa Kassen! Han kunde ikke tilgive hende det med Brændslet, som slap op saa hun maatte tilbringe sin Søndag paa Gaden — det sad et eller andet Sted i ham og stak som en ond Gnist. Hun gjorde sig til Martyr paa hans Regning!

En Middag stod han henne ved Slæbestedet sammen med Minerne; Emil og han havde lige været henne i Laden og slugt lidt Mad, de gav Afkald paa Middagssøvnen for at overvære en større Sprængning, som skulde foregaa i Middagspavsen mens Havnen var tom. Der var blæst af over det hele, Folk i de nærmeste Huse havde aabnet Vinduerne for ikke at faa dem sprængt af Lufttrykket. Minen var stukket an, de holdt sig i Læ under Tømmerværket, og stod og smaasludrede mens de ventede paa Eksplosionen. _Kraften_ var der ogsaa, han holdt sig som altid i Nærheden og stod og gloede med sit dumpe Udtryk uden at tage Del i noget. De gav sig ikke af med ham, men lod ham gaa og taage om som han vilde.

„Dæk dig bedre Pelle,“ sagde Emil — „nu gaar den straks!“

„Hvor er Olsen og Strøm?“ spurgte én pludselig. De saa forvirret paa hinanden.

„De sover vel Middagssøvn,“ sagde Emil — „de har snapset godt i Formiddag.“

„Hvor ligger de?“ brølede Formanden og sprang frem af sin Dækning. De anede det alle, men ingen vilde sige noget. Det rykkede i dem som skulde de foretage sig et eller andet, men ingen af dem kom af Stedet. „Herre Jesus,“ sagde Bergendal og slog sin Haand mod Klippevæggen — „Herre Jesus da!“

_Kraften_ sprang frem af sin Dækning og ned over Slisken; han løb over Bassinets Bund i lange Sæt fra Brokke til Brokke, hans vældige Træsko klang. „Han vil rive Lunten fra!“ raabte Bergendal. „Han naar det ikke, den maa være udbrændt nu!“ Det lød som et Angstraab — langt ud over dem der skulde høre det. Saa fulgte de aandeløse hans Færd, de var traadt helt frem af Dækningen. I Pelle var der noget meningsløst der rykkede, han sprang fremefter men blev grebet i Nakken. „En er nok!“ sagde Bergendal og slængte ham tilbage.

_Kraften_ var helt derhenne, Haanden havde han strakt frem til Greb. Pludselig løftedes han bort fra Lunten af en usynlig Haand, svævede blødt baglæns gennem Luften som et Ballonmenneske og faldt paa Ryggen. Drønet fik i et Nu alt til at forsvinde.