Part 4

„Hvad laver I? Jeg synes der er saa dødt derude?“ kunde Mester spørge og stirre mistroisk paa Pelle. Men Pelle havde mærket sig hvad de hver for sig burde have i Hænde, og nævnede det. — „Hvad er det i Dag — Torsdag? Død og salte Salighed, sig til Jens at han øjeblikkelig slipper Mannas Galosjeringer og tager fat paa Lodsens Støvler — de var lovet til i Mandags.“ Mester drog trist efter Vejret: „Aa jeg har haft en drøj Nat Pelle, en rigtig modbydelig Nat med Hede og Sus for Ørerne. Det ny Blod er saa pokkers uregerligt, det staar og koger i Hovedet paa mig bestandigt — som Sodavand. Men godt er det jo at jeg faar det, ellers var jeg min Salighed snart kaput du. — Tror du paa Helvede? Himlen er noget godt Sludder, hvad skulde vi vel kunne vente af godt andre Steder naar vi ikke engang kan have det ordenligt her! Men tror du paa Helvede? Jeg drømte at jeg spyttede den sidste Stump Lunge op og kom i Helvede. Hvad Satan vil du her Andrés? sagde de til mig, du har jo Hjærtet helt endnu — de vilde ikke have mig. Men hvad nytter det? Hjærtet kan jeg jo ikke trække Vejret med, jeg kreperer ligefuldt. Og hvad bliver der saa af mig, vil du sige mig det? — Der er jo noget der hedder gaa i sin Mor igen — naar en endda kunde det, og saa komme til Verden som et nyt Menneske med to gode Ben. Saa skulde du se mig forsvinde over Havet i en Fart — vupti! jeg gik nok ikke længe her og rodede. — Har du set din Navle i Dag? Ja du griner dit Skabelse, men det er Alvor! Der gik nok ikke ret meget forkert for dig, om du altid begyndte Dagen med at se din Navle.“

Mester var halv alvorlig halv skælmsk. „Naa men kan du hente mig min Portvin da, den staar i Hylden inde bag Kassen med Lidserne — jeg fryser saa nedersaksisk.“

Pelle kom igen og meddelte at Flasken var tom. Mester kiggede godlidende paa den.

„Faa saa fat i en anden da! Men jeg har ingen Penge, du faar sige — ja find selv paa noget du — du er jo ikke dum.“ Mester saa paa ham med dette Blik, der tog ham om Hjærtet, saa han stundom var ved at briste i Graad. Pelles Verden havde været ret lige ud ad Landevejen — han begreb ikke dette Spil af Vid og Elendighed, Skælmeri og Dødsens Tristhed. Men han følte noget af den gode Guds Ansigt, og det skjalv inden i ham — han kunde gaa i Døden for Mester.

Naar det var sludfuldt Vejr, havde Mester svært ved at komme op — Kulden knugede ham. Naar han saa kom ud paa Værkstedet, nyvasket og med vaadt Haar, stillede han sig ved den kolde Kakkelovn og stod og hakkede Tænder — ganske indfalden i Kinderne. „Jeg har saa lidt Blod for Tiden,“ sagde han saa, „men det ny er i Anmarsj, det synger mig for Ørerne hver Nat.“ Saa hostede han en Tur. „Der har vi min Sjæl igen et Stykke Lunge,“ sagde han og viste en geléagtig Klump til Pelle, der stod ved Kakkelovnen og børstede Sko. — „Men der vokser nyt ud igen!“

„Nu er Mester jo snart de tredve Aar,“ sagde Svenden. „Saa er den farlige Tid overstaaet.“

„Ja for Pokker saa længe maa jeg vel kunne hænge sammen — et halvt Aar kun,“ sagde Mester ivrende og saa paa Pelle, som havde _han_ det i sin Magt — „seks Maaneder bare! Saa fornyr hele Kadaveret sig — ny Lunger — alting nyt. Men nyt Ben faar jeg min Salighed aldrig.“

Der kom en egen hemmelig Forstaaelse mellem Pelle og Mester, som ikke byggedes paa Ord og Udtalelser, men føltes af Blikke og Tonefald og hele deres Væsen. Det var som selve Mesters Skindtrøje udstraalede varm Følelse, naar Pelle stod bag hans Ryg. Pelles Øjne søgte Mester naar og hvor han kunde, og Mester var anderledes mod ham end mod alle andre.

Naar han kom hjem fra Byærender og drejede om Hjørnet, havde han det glade Syn af Unge Mester der stod i Gadedøren; med det halte Ben i Hvilestilling og Haanden fast om Stokken stod han og flyttede Blikket i sin Udlængsel. Det var hans Plads, naar han da ikke sad inde og læste i de æventyrlige Bøger. Men Pelle ønskede, at han stod der. Og naar han saa smuttede forbi dukkede han sig undseligt. For det hændte ofte, at Mester krammede Haanden i hans Skulder saa det sved, ruskede ham frem og tilbage og sagde inderligt: „Din Halvsatan!“ Det var det eneste Kærtegn Tilværelsen havde i Behold for ham, og han solede sig i det.

Pelle begreb ikke Mester — ikke det Suk forstod han af ham. Mester kom aldrig ud, kun en enkelt Gang naar Kræfterne var gode hinkede han hen til Ølhansens og fik et Parti, ellers var hans Rejse ikke længer end ud i Gadedøren. Der stod han og kiggede lidt, og kunde saa komme hinkende ind med dette smittende Humør, der forvandlede det skumle Værksted til en Lund fuld af Fuglekvidder. Ude havde han aldrig været og følte nok heller ingen Trang; men alligevel kom og gik den store Verden i hans Væsen og Tale, saa Pelle kunde blive helt syg af Udvé. Andet end Sundhed krævede han sig ikke af Fremtiden, og saa var han omflagret af Æventyrlighed; man fik det Indtryk, at al Lykke maatte dale ned og sætte sig paa ham. Pelle forgudede ham men begreb ham ikke. Mester der kunde drive Gæk med sit halte Ben og i næste Nu helt glemme at han havde det, eller spille skælmsk med sin Armod som var det glade Guldpenge han kastede med — det var ikke til at forstaa. Og Pelle blev ikke klogere, fordi han stjal sig til at læse i de Bøger, der tog Vejret fra Mester Andrés; han kunde nøjes med mindre end Nordpolen og Jordens Indre, blot han fik Lov at være med selv.

Han fik ikke Lejlighed til at sidde stille og fange Griller, hvert Øjeblik hed det: Pelle spring! Alting blev købt ind i Klatkøb, skønt det blev taget paa Kredit. „Saa løber det ikke saa stærkt op,“ sagde Jeppe — Mester Andrés var for saa vidt ligeglad. — Dér kom Værkførerens Pige farende, hun maatte bestemt have de Sko til Frøkenen — de var lovet til i Mandags. Mester havde helt glemt dem. „Vi har dem under Arbejde,“ sagde han frejdigt — „Jens for Satan!“ Og Jens fik travlt med at slaa Læster i Skoene, mens Mester Andrés fulgte Pigen ud og kiksede med hende ude i Gangen for at faa hende mildere stemt. „Bare en Øretæve, saa de kan hænge sammen,“ sagde Mester til Jens. Og saa — „Pelle af Sted med dem i en lynende Fart! Sig saa at vi henter dem i Morgen tidlig og gør dem rigtig i Stand. Men løb som om Fanden var i Hælene paa dig.“

Pelle løb, og naar han vel var kommet hjem og havde smøget sig i Forklædet, maatte han ud af det igen. „Pelle, spring hen og laan lidt Messingstifter — saa slipper vi for at købe i Dag! Gaa til Klavsen — nej gaa hellere til Blom; hos Klavsens var du jo i Formiddags.“

„Bloms er gnavne over den Skrueblok,“ sagde Pelle.

„Ja Død og salte Plage — den maa vi se at faa gjort i Stand igen — og afleveret; husk og tag den med til Smeden! — Hvad i Alverden gør vi saa?“ Unge Mester stirrede hjælpeløst fra den ene til den anden.

„Skomager Marker,“ foreslog Lille Nikas.

„Marker laaner vi ikke hos,“ Mester rynkede Panden — „han er en Lus!“ Marker havde fedtet sig ind hos en af Værkstedets ældste Kunder. — „Han ejer jo ikke engang Salt til et Æg.“

„Hvad saa da?“ spurgte Pelle lidt utaalmodigt.

Mester sad lidt. „Saa tag den da!“ udbrød han fortrydeligt og smed en Krone til Pelle, — „jeg faar jo ikke Ro for dig saalænge jeg har en Øre — dit Skabelse! Køb en Pakke og lad saa Klavsens og Bloms faa dem vi har laant.“

„Men saa ser de, at vi har en hel Pakke,“ sagde Pelle der ogsaa kunde handle med Omtanke. — „Og for Resten skylder de os saa meget andet de har laant.“

„Sikken en Skurk,“ sagde Mester og satte sig til at læse „— ih du Alstyrende sikken en Gavtyv!“ Han saa velfornøjet ud.

Og lidt efter lød det saa igen: Pelle spring!

Dagen gik med at løbe Ærender, og Pelle var ikke den der gjorde dem kortere end de var — han længtes ikke efter den skumle Værkstedskrog med Trebénen. Der var saa meget der skulde afsøges, han opfattede det nærmest som sin Pligt at være allevegne hvor han ikke havde noget at gøre, han strejfede om som en Hundehvalp og havde Næsen i alting. Byen havde allerede nu ikke mange Hemmeligheder for ham.

Der var i Pelle en ærlig Drift til at underlægge sig det hele. Men foreløbig havde han kun Nederlag at opvise, han havde ofret og ofret af sit eget medbragte uden hidtil at faa noget igen. Sin Skyhed og Mistro havde han krænget af sig herinde, hvor det galdt om at aabne sig til alle Sider; sine solide Egenskaber var han i Færd med at ofre som bondske paa Byens Alter. Men han vandt i Uforknythed, jo mindre Dækning han ejede des mere uforfærdet gik han paa — Byen _skulde_ jo tages. Han var lokket ud af sin sikre Skal, og vilde være let at fortære.

Byen har slaaet ham ud af hans sikre Leje, forøvrigt er han den samme prægtige Gut — de fleste vil ikke kunne se anden Forskel end den, at han er løbet i Vejret. Men Far Lasse vilde sikkert græde Blod, om han fik Øje paa Pøjke som han nu dukker op i Gaden, fuld af Usikkerhed og Efterlignelsestrang; med den bedste Trøje til Hverdags — og uordenlig i Tøjet alligevel.

Han gaar og slænger med et Par Støvler, har Fingrene i Stropperne og fløjter forsorent. Af og til skærer han Ansigt og gaar forsigtigere — naar Bukserne rører de ømme Striber nedad Laarene.

Han har haft en hed Dag — blot fordi han i Formiddags passerede en Smedje og lod sig stanse af den herlige Kraftudfoldelse derinde i Ildskæret og Halvmørket. Flammerne og Klangen af Metal — hele dette friske Smæld af virkeligt Arbejde — tog ham, han maatte ind og spørge, om de ikke havde Brug for en Dreng. Han var ikke saa dum at opgive, hvor han hørte til; men da han naaede hjem, var Jeppe allerede underrettet og —! Naa, nu er det glemt — undtagen lige naar Bukserne rører Laarene. Saa husker han, at her i Verden er der ingen Kniben udenom; har man givet sig ind i noget, maa man æde sig igennem — ligesom Drengen i Æventyret. Og den Opdagelse er i og for sig ikke saa overraskende ny for ham.

Han har som altid valgt den længste Omvej, støver ind i Gaarde og Sidegader hvor der er Tjans for en Oplevelse, og har været et Smut inde hos Albinus der er Karl hos en Købmand. Albinus var ikke morsom. Han havde ikke videre at bestille og gik som sædvanlig ude i Pakhuset og drev, ivrig optaget af at faa en kort Stige til at staa lige op i Luften mens han gik op ad den. Han var aldrig til at slaa et Ord af, naar han saadan gik og hersede med et eller andet; saa huggede Pelle en Haandfuld Rosiner og stak af.

Nede paa Havnen entrer han en svensk Skude, som lige er kommet ind med Stav. „Har I noget I skal have lavet?“ raaber han og holder en Haand bagpaa hvor Bukserne har et Hul.

„Klavsens Dreng har lige været her og faaet hvad der var,“ svarer Skipperen.

„Det var dumt — I skulde ladet os faa det! Har I en Kridtpibe da?“

„Ja kom herhen du!“ Skipperen griber en Tovende, men Pelle redder sig i Land. „Faar jeg saa snart de Klø?“ raaber han drillende.

„Du skal faa en Kridtpibe, naar du vil springe op efter for 5 Øre Mellemskraa.“

„Hvad maa den koste?“ spørger Pelle enfoldigt. Skipperen tager efter Tovenden, men Pelle er allerede væk.

„For 5 Øre Mellemskraa af den lange,“ raaber han endnu før han er kommet ind ad Døren. „Men af den bedste, for det er til en syg.“ Han hugger Skillingen i Disken og ser storsnudet ud.

Gamle Skipper Lau rejser sig paa sine to Stokke og rækker ham Skraaen, hans Kæbe gaar som et Valseværk, alle Lemmerne er krøgede af Gigt. „Det er kanske til en Barselspatient?“ spørger han lunt.

Pelle brækker Stilken af Kridtpiben for at den ikke skal knække i Lommen, entrer Bjærgningsdamperen og forsvinder forude. Lidt efter dukker han frem under Kappen igen med et Par mægtige Søstøvler og et Stykke „Negerret“. Bag Dampskibsskuret tager han sig en forsvarlig Bid af den brune Pladetobak og tygger drabelig løs — han strutter af Mandfolkefølelse. Men henne ved Ovnen hvor Skibsplankerne krøges maa han vende Maven, alle hans indvendige Dele krænger paa som vil de med Vold og Magt prøve, hvordan det er at hænge udvendig. Han slæber sig videre, syg som en Hund og med dunkende Tindinger; men et Steds inde i ham sidder der en lille Stump Tilfredshed med dette ogsaa, og venter bare paa at de værste Følger er ovre for at slaa ud i Storbedrift.

Ellers er Havnen her med sine Tømmerstabler og Skibe paa Bedding lige saa spændende, som dengang han laa og krøb i Hugspaanerne og passede paa Lasses Sæk. Den sorte Mand med de to halsende Hunde stikker fremdeles op af Taget paa Havneskuret — det ubegribelige er blot, at man nogensinde har kunnet blive bange for ham. — Naa men Pelle har travlt.

Han løber nogle Skridt; men henne ved det gamle Slæbested maa han nødvendigvis stanse, for der staar _Kraften_ og kophugger nogle Granitblokke — kobberbrun af Sol og Vejr. I hans smukke sorte Haar hænger der Fliser af Stenen, Skjorte og Lærredsbukser, andet har han ikke paa, og Skjorten er krænget til Side for det kraftige Bryst; men paa Ryggen ligger den tæt til og viser Musklernes Spil. Naar han hugger, siger Luften tju! og det sukker rundt om i Stabler og Bolværk. Folk kommer pilende, stopper op i en vis Afstand og staar og ser paa ham. Der staar bestandig en lille Flok og maaber — og løser hinanden af ligesom ved Løvens Bur. Der kunde ske noget — et af disse pludselige Udbrud, der ryster det hele og sætter Skrækken op i skikkelige Folk.

Pelle gaar helt hen, _Kraften_ er jo Far til Jens, næstyngste Dreng. Goddag! siger han frejdigt og gaar lige ind i Kæmpens Skygge. Men Stenhuggeren fejer ham til Side uden at undersøge hvem han er, og hugger videre tju, tju!

„Det er snart længe siden han har brugt sig rigtig,“ siger en gammel Borger. „Mon han skulde være faldet til Ro?“

„Engang maa han vel faa udraset,“ mener den anden. „Byen skulde snart se at skaffe sig Fred for ham.“ Saa gaar de, og Pelle maa ogsaa videre — hen et Sted hvor ingen kan se ham.

„Sjuster kom Fuster, kom Vælling i Grød! Tampen paa Ryggen den smager saa sød.“

Det er tre forbandede Gadedrenge. Pelle er slet ikke i Krigshumør, han lader som han ikke ser dem. Men de gaar lige bag ham og træder ham i Hælene: Futti, futti, futti føj! — og inden han ved et Ord af det, er han i Haarene paa dem. Han opdager det først, da han ligger paa Ryggen i Rendestenen med dem alle tre oven paa sig. Han er faldet paa langs mellem Kantstenene og kan ikke røre sig, mat er han ogsaa efter den forbandede Kraftføde; de to største spiler hans Arme ud over Stenbroen og maser ned paa dem, den mindste faar Lov at øve sig paa hans Ansigt. Det er en udsøgt Haan, men alt hvad Pelle kan gøre er at dreje Hovedet til Side for Slagene — han har alligevel ondt af det for de forsmædelige tykke Kinder.

Der dukker et blændende Syn frem for ham i hans Nød, henne i Porten staar en hvid Bagerdreng og morer sig kongeligt. Og det er Nilen, selve den vidunderlige lille bandsatte Nilen fra hans Skoletid, der gik løs paa alt som en Rottehund og bestandig klarede sig. Pelle lukker Øjnene og skammer sig, skønt han vel ved, at det kun er en Slags Aabenbaring.

Men saa sker det vidunderlige, at Aabenbaringen stiger ned til ham i Rendestenen, kyler Drengene til Side og stabler ham paa Benene. Pelle kender dette Fingergreb igen der allerede i Skolen virkede som Jærnklør.

Saa sidder de inde bag Ovnen paa Nilens snavsede Seng. „Saa du er blevet Skomagerlap?“ siger han Gang paa Gang medlidende — selv ser han pokkers rask ud i sit hvide Tøj med bare Arme overkors paa det bare Bryst. Pelle befinder sig rigtig vel, han har faaet en Napoleonskage og synes at Verden bliver stadig mere spændende. Nilen tygger mandigt og spytter sort ud over Gulvet.

„Skraar du?“ spørger Pelle og skynder sig at forære ham Pladetobaken.

„Ja, det gør vi alle. Det er man nødt til naar man skal arbejde om Natten.“

Pelle begreb ikke, at noget Menneske kunde holde til at vende op og ned paa Døgnets Tider.

„Det gør alle Bagerne ovre i København — saa kan Folk faa frisk Brød om Morgenen. Og nu vil Mester prøve at indføre det her. Men det er nu ikke noget enhver kan, det kræver en Omkalfatring af hele Kadaveret. Værst er det ved Midnat — naar alting vender sig. Saa gælder det at passe paa Klokken, og lige naar hun slaar tolv holder vi Vejret allesammen — saa kan der ingenting slippe ud eller ind. Mester selv kan nu ikke taale Nattevaagen, Skraaen bliver sur i Munden paa ham, og han maa lægge den paa Bordet. Naar han saa vaagner op igen, tror han det er en Rosin og klasker den i Dejen. — Hvad hedder din Tøs?“

Pelles Tanker strejfer et Øjeblik Skipperens tre Piger, men de skal dog ikke ofres. Nej han har ingen Tøs!

„Nej hør ved du hvad — det kan du ikke være bekendt. Jo jeg giver den jo lidt med Mesters Datter for Tiden, og hun er nu meget sød — hun er helt udviklet du! Men vi maa jo passe paa den Gamle.“

„Vil du saa giftes naar du bliver Svend?“ spørger Pelle optaget.

„Og slæbe om med Kone og Børn? Du er et Fjols Pelle, men det skal du nu ikke være ked af! — Nej Kvindfolk det er jo bare, naar man keder sig forstaar du.“ Han rækker sig gabende.

Nilen er blevet en køn Fyr men lidt haard i Udtrykket; han sidder og ser ned paa Pelle med et ejendommeligt Blink i Øjet. „Skomagerlap!“ siger han spydigt og stikker Tungen ud i Kinden. Pelle siger ingenting; han ved han ikke kan prygle Nilen.

Nilen har tændt sin Pibe og ligger paa Ryggen i Sengen — med de beskidte Sko paa — og prater. „Hvordan er jer Svend? vor er en hoven én. Forleden Dag maatte jeg smække ham en Lussing, han var vigtig. — Jeg har lært at slaa københavnske Skaller nu; saa er det nemt at klare sig. Men der skal en stærk Pande til.“ Han er en pokkers Fyr, Pelle bliver mindre og mindre.

Men pludselig faar Nilen travlt med at komme op — der lyder en skarp Stemme ude i Bageriet. „Ud af Vinduet, for Pokker,“ hvæser han — „det er Svenden.“ Og Pelle maa ud af Vinduet saa lang han er, og faar Støvlerne hevet bagefter sig. Idet han bener af, hører han den kendte Lyd af en knaldende Lussing.

* * * * *

Naar Pelle vendte hjem fra sin Strejfen var han træt og træg, det skumle Værksted lokkede ikke. Slukøret var han ogsaa, for Urmagerens Slagklokke viste, at han havde været tre Timer borte. Han begreb det ikke.

Unge Mester stod i Gadedøren og kiggede ud, med Skindtrøje og Skødskind af grønt Biljardklæde; han smaafløjtede og lignede en voksen Fugleunge, der ikke tør kaste sig ud af Reden. Der kunde ligge en hel Verdensforundring i hans nysgærrige Blik.

„Har du nu været paa Havnen igen, din Halvsatan?“ spurgte han og huggede en Klo i Pelle.

„Ja,“ Pelle skammede sig godt.

„Naa hvad saa da — er der noget nyt?“

Saa maatte Pelle fortælle paa Trappen: Om en svensk Trælaster, hvor Skipperens Kone havde faaet Smaa ude i rum Sø og Kokken havde forløst hende; en Russer der var løbet ind i Havnen med Mytteri om Bord — og hvad der nu ellers kunde være. I Dag var der kun Støvlerne. „Det er fra Bjærgningsdamperen — de skal forsaales.“

„Naa —“ Mester kastede et ligegyldigt Blik paa dem. „Er Skonnert Andreas færdig til at løbe ud?“

Men det vidste Pelle ikke.

„Hvad er du da for en Torsk — har du ikke Øjne i Hovedet? — — Naa men kan du hente mig tre Bajere da! Men tag dem under Blusen og lad ikke Far se dem — dit Skabelse!“ Mester var hurtig god igen.

Saa krøb Pelle i Forklædet og krængte Spanderemmen over Knæet. Hver Mand passede sit, og Mester Andrés læste; der hørtes ingen anden Lyd end Arbejdets, og nu og da en lavmælt Tilrettevisning fra Svenden.

Hveranden Eftermiddag ved Femtiden gled Værkstedsdøren lidt op, og en nøgen melet Arm stak Avisen ind paa Bordet. Det var Bagerens Søren, men selv lod han sig ikke se; han færdedes helst som en Tyv i Natten. Naar Mester en og anden Gang kom bag paa ham og fik ham halet ind paa Værkstedet, var han som en forskræmt Skovdjævel der har forvildet sig ud af Tykningen; han stod med bøjet Hoved og gemte Øjnene af Vejen, var ikke til at slaa et Ord af. Og naar han saa sit Snit smuttede han ud.

Avisens Ankomst gav ny Appel i Arbejdet. Naar Mester var i Humør til det læste han højt — om Kalve med to Hoveder og fire Par Ben, et Græskar paa 50 Pund, Verdens fedeste Mand, Vaadeskud og Slangerne paa Martinique. Alverdens lysende Vidundere troppede op og fyldte det mørke Værksted — det politiske Vrøvl sprang han over. Naar han var i sit desperate Humør læste han rent ad Helvede til: om Atlanterhavet der var brændt, saa Folk aad sig ihjæl i stegt Torsk; eller Himlen der havde slaaet Revner ude over Amerika, saa Englene drattede lige ned i Folks Suppetallerken. Ting man kunde tage og føle paa var Løgn — og gudsforgaaent Tøjeri, der kunde drage Straffen ned over ham naar som helst. — Skælde ud var ikke Mesters Sag, han blev syg naar der var Ufred i Luften. Men han havde sin egen Maade at sætte sig i Respekt paa; midt ud af Læsningen kunde der gro en Røffel til en eller anden, saa han jog sammen og troede alle hans Skavanker stod i Avisen.

Henad Fyraften kom der altid en lysere Klang i Arbejdet. Saa lakkede det med den lange Arbejdsdag, Tankerne strøg Dagens Træthed og Lede af sig og løb forud — til Havbakkerne eller Lunden, den Vej Glæden lyste. En og anden Nabo faldt ogsaa ind og forkortede Tiden med sin Snak; der var sket det og det, og Mester Andrés som var saa klog maatte besegle det. Lyde som ellers slugtes af Dagen, naaede nu ind og gjorde delagtig i Byens Liv — det var som Murene faldt.