Part 22

Da de sidste Brokker var faldne, løb de derned. _Kraften_ laa udstrakt paa Ryggen og saa roligt op i Himlen, han havde lidt Blod i Mundvigene, og fra et lille Hul bag det ene Øre piblede Blodet ud. De to drukne havde ingen Skade taget, de rejste sig lidt fortumlede et Par Skridt bag Eksplosionsstedet. _Kraften_ blev baaret op i Laden; mens der gik Bud efter Lægen, rev Emil en Las af sin Bluse og kom Brændevin paa, den lagde de bag Øret paa ham.

Han slog Øjnene op og saa paa dem; hans Blik var saa klogt, at enhver vidste han ikke kunde have langt igen. „Her lugter af Snaps,“ sagde han — „hvem giver en Dram?“ Emil rakte ham Flasken, og han tømte den. „Det smager alligevel godt,“ sagde han sagte. „Nu har jeg ikke rørt Brændevin, jeg ved ikke hvor længe — men hvad Nytte er det saa til? Fattigmand skal drikke Brændevin, ellers duer han ikke noget — det er ikke Spøg at være Fattigmand! Han har ingen anden Frelse, det saa I med Strøm og Olsen — fulde Folk kommer ingen Skade til. Gjorde de vel?“ han prøvede at lette Hovedet. Strøm traadte frem.

„Her er vi du,“ sagde han tykmælet. „Men jeg vilde give meget til, at vi var røget lukt ind i Helvede begge to — fremfor at dette skulde ske. Ingen af os har villet dig noget godt du.“ Han strakte Haanden frem.

Men _Kraften_ kunde ikke løfte sin; han laa og stirrede op mod det hullede Straatag. „Det har været drøjt nok at høre til de Fattige,“ sagde han — „og godt er det at det er forbi. Men I har ikke noget at takke for! Hvorfor skulde jeg vel lade jer i Stikken og tage det hele selv — ligner det _Kraften_? Javist var Planen min, men kunde jeg have udført den alene? — Nej behold alle Pengene, I har ærlig fortjent dem! _Kraften_ skal ikke have mere end nogen anden, naar vi er lige gode om Arbejdet.“ Han løftede besværligt Haanden og slog rundhaandet ud.

„Ak, han tror han er Havnebygmester,“ sagde Strøm — „han taler i Vildelse. Mon ikke noget koldt paa hans Hoved vilde gøre godt?“ Emil tog Spanden og gik efter frisk Vand. _Kraften_ laa med lukkede Øjne og et svagt Smil; han lignede en Blind der lytter.

„Kan I huske,“ sagde han uden at aabne Øjnene — „hvor vi sled og sled og kunde knap nok faa Føden ud af det? De store sad og aad alt hvad vi kunde frembringe; naar vi lagde Værktøjet fra os og skulde stille vor Sult, var der ingenting. Vore Tanker stjal de, og havde vi en pæn Kærest eller Datter kunde de bruge hende med. End ikke vore Krøblinge kastede de Vrag paa. Men nu er det forbi, og lad os være glade for at vi oplever det; det kunde have taget meget lang Tid. Mor vilde heller ikke tro det, naar jeg fortalte hende at de onde Dage snart var ovre — men se nu her! Faar jeg ikke lige saa meget for mit Arbejde som Doktoren for sit, og kan holde Kone og Døtre pæne, og have Bøger og et Piano staaende ligesom han? Er det saa ikke stort at gøre Haandens Arbejde ogsaa? Karen faar Undervisning i Musik hun; jeg har altid ønsket det, for hun er svag og kan ikke taale haardt Arbejde. I skal komme med hjem og høre hende spille — hun har et godt Nemme! Fattigmands Barn har ogsaa Ævner, der har blot ingen lagt Mærke til det før.“

„Herregud som han snakker,“ sagde Strøm grædende. „Det er næsten, som kunde han have Delirium.“

Pelle bøjede sig ned over _Kraften_. „Nu skulde du være klog og tie,“ sagde han og lagde ham noget vaadt paa Panden. Blodet piblede rask ud bag den saaredes Øre.

„Lad ham kun tale,“ sagde Olsen. „Han har ikke talt et Ord nu i Maaneder og trænger til at faa sig renset ud. Langt har han vist heller ikke igen.“

_Kraften_ bevægede kun Læberne svagt nu, Livet blødte jævnt ud af ham. „Blev du vaad lille Karen?“ mumlede han — „skidt det tørres jo igen! Og nu har du det godt, du kan ikke klage. — Er det morsomt at være Frøken hva’? Sig bare alt hvad du ønsker — det er ingen Nytte til at være beskeden — — vi har været det længe nok! Handsker til de skrubbede Fingre ja. Men saa maa du spille lidt for mig! Spil den kønne — — om den glade Vandring — gennem Jorderige. Den om Tusendaarsriget du!“ Han gav sig sagte til at nynne med, han kunde ikke bevæge Hovedet til Takten, saa klippede han med Øjnene; nu og da brød hans Nynnen igennem og blev til Ord.

Noget bød de andre ubøjeligt at synge med — kanske det at det var en Salme. Pelle førte an med sin klare Røst; han var ogsaa den der kunde Ordene bedst udenad:

„Dejlig er Jorden, prægtig er Guds Himmel, skøn er Sjælenes Pilgrimsgang! Gennem de favre Riger paa Jorden gaar vi til Paradis med Sang.“

_Kraften_ sang stærkere igennem som vilde han overdøve Pelle, hans ene Fod var kommet i Gang med at træde Takten. Han laa med lukkede Øjne, lullede blindt med Hovedet til Sangen og lignede en der giver sit sidste Besyv med i et taaget Orgie, inden han gaar under Bordet. Blodvandet løb af hans Mundvige:

„Tider skal komme, Tider skal henrulle, Slægt skal følge Slægters Gang. Aldrig forstummer Tonen fra Himlen i Sjælens glade Pilgrimssang.“

_Kraften_ forstummede, hans Hoved blev hængende ned til den ene Side. De andre gik i Staa med det samme.

De sad i Halmen og stirrede paa ham; hans sidste Ord hang endnu i deres Øre som en taabelig Drøm, der underligt blandedes med Salmens Sejrsklang. De følte alle den samme stumme Anklage fra den døde og rettede den i Øjeblikkets Uhygge mod sig selv.

„Ja hvem ved, hvad én kunde have drevet det til,“ sagde en laset Fyr og tyggede grundende paa et Halmstraa.

„Jeg bliver nu aldrig til noget,“ svarede Emil mismodig — „mig er det altid gaaet tilbage for. Jeg var i Lære, og da jeg blev Svend, sparkede de mig ud; jeg havde ødt fem Aar af mit Liv og kunde ingenting. — Men Pelle dér kommer nok frem.“

Pelle løftede forundret Hovedet og saa uforstaaende paa ham.

„Hvad nytter det vel, en fattig Djævel søger at komme op — han bliver bare slaaet ned igen!“ sagde Olsen. „Se nu _Kraften_ — havde nogen større Adkomst end han? Nej de store tillader ikke, at vi andre kommer op!“

„Og tillod vi det selv kanske?“ mumlede Strøm. „Vi er bange for, at en af vore egne skal flyve forbi os.“

„Jeg forstaar ikke, at ikke alle Fattige holder sammen mod de andre — vi lider dog samme Skade,“ sagde Bergendal. „Om vi alle slog os sammen, og lod være at have noget med dem at gøre der vil os ilde for Eksempel, saa skulde det nok vise sig, at Fattigdommen tilsammen taget er det der udgør de andres Velstand. Det er det, de er i Færd med borte har jeg hørt.“

„Vi bliver saamænd aldrig enige om noget,“ sagde en gammel Stenhugger trist.

„Nej, for bare en af Herrerne klør os lidt i Nakken, saa ruller vi os straks for Fødderne af ham og lader os pudse løs paa vore egne. Var vi alle som _Kraften_, saa havde alting maaske set anderledes ud.“

De tav og sad og saa paa den døde, der var noget af en Afbigt i hver Mands Holdning. — „Ja det kommer sent det,“ sagde Strøm med et Suk. Saa følte han ud i Halmen og fik Flasken fat.

En og anden sad endnu og arbejdede med noget, der maaske skulde siges; men saa kom Doktoren, og de trak sig ind i sig selv. De tog deres Ølflasker og gik paa Arbejde igen.

Pelle samlede stille sine Stumper sammen, gik saa ned til Formanden og bad om Afregning. „Det kommer pludseligt,“ sagde Formanden — „nu var du ellers ved at komme godt i Gang. Hvad vil du da nu?“

„Jeg vil bare have Afregning,“ svarede Pelle. Andet vidste han ikke.

Saa gik han hjem og gjorde sit Værelse i Stand. Det lignede en Svinebutik, han begreb ikke, at han havde kunnet holde den Uorden ud. Imens tænkte han trevent paa Udveje. Det havde været meget bekvemt at høre til Rosset og vide, at nu kunde man ikke komme dybere, men der kunde jo være en og anden Mulighed endnu! Emil havde sagt de dumme Ord — hvad mente han med dem? Pelle dér han kommer nok frem! — javist, kendte Emil kanske noget til andres Elendighed? han havde nok tilstrækkeligt i sit eget.

Han gik ned for at købe sig lidt Mælk, saa vilde han gaa hen og sove, han trængte til at døve alt dette, der med et tog fat at mudre i hans Hoved igen.

Nede paa Gaden løb han paa Vandreskomager Sort. „Naa der har vi dig!“ udbrød Sort. „Jeg gik netop og grundede paa, hvordan jeg bedst skulde faa dig i Tale. Jeg vilde bare meddele dig, at i Morgen begynder jeg paa Vandringen — hvis du saa vil med. Det er herligt Liv at drage om paa Gaardene nu i Foraarstiden — og du gaar i Hundene, hvis du bliver ved paa denne Maade! Nu ved du det altsaa, og faar selv bestemme dig. Klokken seks gaar jeg! jeg opsætter det ikke længer.“

Sort havde lagt Mærke til Pelle den Aften i Bedehuset og været i Lag med ham et Par Gange for at ruske ham op. „Fjorten Dage har han altsaa udsat sin Vandring for min Skyld,“ tænkte Pelle med en Antydning af Selvfølelse. Men han skulde ikke ud og trave Tiggergang fra Gaard til Gaard efter Arbejde! Pelle var værkstedslært, og saa med Foragt paa Vandreskomageren der gik paa Omgang som et andet Fattiglem, fik Lær og Traad udleveret hvert Sted og søbede af Fad med Tjenestefolkene! Saa meget Fagstolthed var der dog i ham! Han var fra Værkstedet vant til at betragte Sort som en ynkelig Fortidslævning, en Arv fra Trælletiden.

Du gaar i Hundene! sagde Sort; og Marie Nielsen mente det samme med alle sine forblommede Hentydninger. Men hvad saa? han var kanske allerede gaaet i Hundene! Naar der nu ingen anden Udvej var! Men nu vilde han sove — og blive fri for alt det!

Han drak sin Flaske Mælk og spiste noget Brød til, saa gik han i Seng. Han hørte Kirkeuret slaa — det var midt paa Eftermiddagen og dejligt Vejr. Men Pelle trængte til at sove, bare sove! Hans Sind var som Bly.

Han vaagnede tidlig næste Morgen og var i et Sæt ude af Sengen; Solen fyldte Værelset, og han selv var fuld af karsk Følelse. Han jog i Tøjet — der var saa meget han skulde! Saa slog han Vinduet op og tog Vaarmorgenen ind i et Aandedrag, der som en Følelse af dyb Glæde forplantede sig ud i hans Legeme. Ude over Havet kom Baadene ned mod Havnen; Morgensolen faldt i de slappe Sejl og fik dem til at gløde, hver Baad arbejdede sig tungt frem ved Aarerne. Han havde sovet som en Sten fra han lagde sig til nu, Søvnen var som et Svælg mellem i Gaar og i Dag. Nynnende pakkede han sine Ting og gav sig paa Vej med en lille Bylt under Armen. Han lagde Vejen om ad Kirken for at se paa Uret — Klokken var ikke meget over fem. Saa styrede han ud mod Byvangen med stærke Skridt, saa glad som gik han sin Lykke i Møde.

XXV

Der dukkede to Mænd ud af Skoven og krydsede Landevejen. Den ene var lille og pukkelrygget, han havde en Skomagerdisk spændt fast paa Ryggen; dens Kant hvilede paa Puklen, og der var stukket en lille Pude imellem for at den ikke skulde gnave. Den anden var ung og stærkbygget, noget mager men sund og frisk i Farven. Han havde et stort Knippe Læster paa Ryggen, de holdtes i Ligevægt af en Kasse foran, der efter Lyden kunde indeholde Værktøj. Han kastede sin Byrde af sig paa Grøftekanten og spændte saa Disken af den pukkelryggede. De smed sig i Græsset og laa og stirrede op i den blaa Himmel. Det var en dejlig Morgen, Fuglene havde travlt, og inde i den duggede Kløver gik Kvæget og slæbte lange Striber efter sig.

„Og alligevel er du altid glad?“ sagde Pelle. Sort havde lige fortalt ham sin triste Barndomshistorie.

„Ja ser du, ofte ærgrer det mig jo ogsaa, at jeg tager alting saa let — men naar jeg nu ikke ved den Ting, jeg kunde være bedrøvet over! Gaar jeg Tingene efter, saa træffer jeg altid noget der gør mig endnu gladere — som nu dit Selskab for Eksempel. Du er ung, og Sundheden lyser ud af dig, Pigerne bliver saa milde hvor vi kommer hen. Det er som jeg selv var Aarsag i deres Glæde.“

„Hvorfra har du faaet al din Viden om Tingene?“ spurgte Pelle.

„Synes du jeg ved saa meget?“ Sort lo glad. „Jeg kommer jo omkring og ser mange Slags Hjem, hvor Mand og Kone forliges — og hvor de lever som Hund og Kat; Folk af enhver Slags kommer jeg i Berøring med. Meget faar jeg ogsaa at vide, fordi jeg ikke er skabt som andre Mennesker — mer end én Pige har betroet mig sin Elendighed du! — Og saa tænker jeg over alle Ting, om Vinteren naar jeg sidder ene — Biblen er ogsaa god at hente Viden af. Der lærer man at gaa bag om Tingene; og ved du først, at alt har en Bagside, saa lærer du at bruge din Forstand. Du kan gaa bag om hvilken Ting du vil, saa fører de allesammen ét Sted hen — til Gud; fra ham er jo ogsaa det hele udgaaet. Det er Sammenhængen ser du; og naar man først har den, er man altid lykkelig. Morsomt vilde det være at følge Tingene fremefter ogsaa — hvor de deler sig; og vise at de alligevel til Slut løber sammen i Gud igen. Men det ævner jeg ikke.“

„Vi skulde vel se at komme videre,“ Pelle gabede og begyndte at røre paa sig.

„Hvorfor? Vi har det jo godt her — og naar nok det vi skal! Skulde der ligge et Par Støvler som Sort og Pelle ikke naaede at faa forsaalet inden de døde, saa udretter en anden det nok.“

Pelle smed sig om paa Ryggen igen og trak Huen over Øjnene — for hans Skyld havde det ingen Hast. Nu havde han vandret med Sort snart en Maaned, og været næsten lige saa meget paa Landevejene som paa Arbejdsstolen — Sort havde ingen Ro paa sig, naar han havde været et Par Dage et Sted maatte han videre! Han holdt af Skovbryn og Grøftekanter, og kunde tilbringe halve Dage der. Og Pelle manglede ikke Tilknytningspunkter til denne Friluftsdasen, han havde hele sin Barndom at øse af. Han kunde ligge i Timevis og tygge paa et Græsstraa — langmodig som en Rekonvalescent — mens Sol og Luft gjorde sit Arbejde i ham.

„Hvorfor præker du aldrig for mig?“ sagde han pludselig og kiggede drilagtigt frem under Huen.

„Og hvorfor skulde jeg præke — fordi jeg er hellig? Men du er det jo ogsaa; enhver der er glad og tilfreds er hellig.“

„Jeg er langtfra ikke tilfreds,“ svarede Pelle og rullede sig paa Ryggen med alle fire i Luften. „Men du — jeg begriber ikke, at du ikke laver dig en Menighed! Du har jo Ordet i din Magt.“

„Ja hvis jeg var skabt som du — saa skulde jeg nok. Men nu er jeg pukkelrygget.“

„Hvad saa? Du bryder dig jo alligevel ikke om Kvindfolkene.“

„Nej, men uden dem kan der ikke udrettes noget. Det er dem, der drager Mændene og Børnene efter sig ser du! Og underligt er det at det just skal være dem — for Kvindfolkene bryder sig jo ikke om Gud! De har ingen Ævne til at gaa bag om Tingene, men vælger bare efter det ydre. Alting skal de hænge uden paa sig som Stads — Mændene med. Ja og Vorherre helst ogsaa — de kan bruge det hele.“

Pelle laa en Stund og gik sine spredte Erfaringer efter. „Marie Nielsen var nu ikke saadan,“ sagde han tankefuld. „Hun gav gærne Særken af Kroppen og forlangte ingenting for sin egen Mund. Jeg har handlet troløst mod hende! jeg bød hende ikke engang Farvel, før jeg drog ud.“

„Saa maa du søge hende op og erkende din Fejl, naar vi kommer til Staden. — I var altsaa ikke Kærester?“

„Hun saa paa mig som om jeg var et Barn, har jeg jo sagt dig.“

Sort laa lidt. „Dersom du vilde være med, saa skulde vi lave en Menighed du! jeg kan se paa deres Øjne, at du har Magten over dem hvis du vilde — som nu Pilegaardsdatteren! Vi skulde faa Tusender med os.“

Pelle svarede ikke, hans Tanker vandrede spørgende tilbage til Pilegaarden, hvor Sort og han sidst havde arbejdet; han var igen i det klamme Værelse med den altfor store Seng, hvori det blege Pigeansigt næsten blev borte. Hun laa og holdt om sin store Flætning med en gennemsigtig Haand — og saa paa ham; og bag ham trak de Døren læmpeligt til. — „Det var et besynderligt Paahit,“ sagde han og trak Vejret dybt — „én som hun aldrig har set for sine Øjne. Jeg kunde gærne græde naar jeg tænker paa det.“

„Forældrene havde fortalt at vi var der, og spurgt, om hun ikke vilde jeg skulde tale et Guds Ord med hende — de er jo hellige. Men hun vilde hellere se dig. Faderen var vred og vilde ikke tillade det. Hun har aldrig haft unge Mænd i Tankerne før — sagde han — hun skal kunne staa helt ren for Guds og Lammets Trone. Men jeg sagde: Er du nu vis paa Vorherre bryder sig om det, du kalder for Renhed Ole Jensen? Lad du dem kun mødes, naar hun kan have en Glæde af det! — Saa lukkede vi Døren for jer og — hvordan var det saa?“ Sort vendte sig imod ham.

„Du ved det jo,“ svarede Pelle tvært — „at hun bare laa og saa paa mig, som om hun tænkte: Ser han saadan ud og har været saa langt nede? Jeg kunde se paa hendes Øjne, at I havde talt om mig og hun vidste om alt mit Svineri.“

Sort nikkede.

„Saa strakte hun Haanden ud imod mig. Hvor hun ligner en Guds Engel allerede — tænkte jeg — men Synd er det nu alligevel for én der er saa ung! Og saa gik jeg hen og tog hende i Haanden.“

„Og hvad saa da?“ Sort skubbede sig nærmere, hans Øjne hang ventende ved Pelles Læber.

„Saa rakte hun Munden lidt frem. Og i det samme glemte jeg hvilket Svin jeg har været — jeg kyssede hende du!“

„Sagde hun da ingenting til dig — ikke et Ord?“

„Hun bare saa paa mig med disse ubegribelige Øjne. Saa vidste jeg ikke, hvad jeg skulde gøre mere — og saá at komme ud.“

„Var du ikke bange for, hun skulde føre Døden over paa dig?“

„Nej hvorfor det? det tænkte jeg ikke paa. Noget saadant kunde hun ikke pønse paa — saa barnlig hun var.“

En Stund laa de begge uden at sige noget. „Der er noget i dig som tager Magten over dem,“ sagde Sort saa. „Hvis du vilde være med — — _Ordet_ skulde jeg nok tage paa mig.“

Pelle strakte sig dovent — han følte ingen Trang til at stifte Religioner. „Nej nu vil jeg ud,“ sagde han. „Der skal være Steder i Verden, hvor de har begyndt at slagte løs paa de store — dér vil jeg hen.“

„Der opnaas ikke noget godt ved det ondes Hjælp — bliv du hellere her! Her ved du hvad du har — og hvis vi gik sammen.“

„Nej her er ingenting at opnaa for en der er fattig; skal jeg blive ved at gaa her, ender jeg i Skidtet igen. Jeg vil have min Andel du, selv om jeg skal slaa en Blodsuger ihjæl for at faa den — det kan vel ikke være saa stor Synd heller. — Men skal vi nu ikke se at komme videre? I en hel Maaned har vi nu travet rundt til Sydlandets Gaarde, og bestandig har du lovet, at vi skulde komme ind efter til _Lyngen_. Jeg har ikke hørt til Far Lasse og Karna i flere Maaneder; da det begyndte at gaa mig skidt, var det som jeg glemte dem helt.“

Sort rejste sig hastigt: „Det er godt du har Tanke for andet ogsaa end at slaa Blodsugere ihjæl — hvor langt er der til Lynggaarden?“

„En Mils Vej godt og vel.“

„Vi gaar derind med det samme. Jeg har alligevel ingen Lyst til at begynde paa noget i Dag!“

De fik Sagerne paa Nakken og travede af Sted under fornøjet Passiar. Sort udmalede sig Ankomsten. „Nu gaar jeg først ind og spørger, om de har gammelt Fodtøj eller Seletøj de vil have lappet; og saa kommer du frem midt i det.“

Pelle lo. „Skal jeg ikke bære Disken for dig? Den kan godt bindes paa det andet.“

„Du sveder vel ikke paa mine Vegne?“ svarede Sort leende. „For saa skulde du prøve at smide Bukserne.“

De var trætte af at tale og travede videre i Tavshed. Pelle gik sorgløst fremad og tog den friske Dag ind. Han følte Overmaalet af Kræfter som et Behag i sig; ellers tænkte han ikke paa noget, men glædede sig rent ubevidst til Besøget i Hjemmet. Hvert Øjeblik maatte han sagtne sine Skridt, for at Sort ikke skulde sakke agterud.

„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte han pludselig. Det var saa pirrende, at Sort altid skulde gaa der og tænke, saa snart han tav; man kunde aldrig paa Forhaand vide, i hvilket Hjørne han dukkede op igen.

„Akkurat saadan spørger Børnene,“ svarede Sort leende. „De vil se hvad der er indeni!“

„Saa sig mig det da, — du kan vel sige det!“

„Jeg tænkte paa Livet du. Her gaar du ved min Side stærk og sejrssikker som den unge David, og for en Maaned siden var du et Udskud.“

„Ja det er forresten ogsaa underligt,“ sagde Pelle og blev tankefuld.

„Men hvordan kom du ned i alt det? Du kunde jo nok have bjærget dig, om du havde villet.“

„Det ved jeg ikke du. Det var ligesom jeg vil sige nogen slaar dig i Hovedet — og du saa gaar og ikke ved hvad du foretager dig. Det er heller ikke saa farligt, naar man først er der. Man slider, og drikker sig fuld — og slaar saa hinanden i Hovedet med Flaskerne.“

„Du siger det saa glad — du gaar ikke bag om Tingene, det er Sagen! Jeg har set saa mangen gaa til Bunds; det er bare et lille Skridt til Side for Fattigmand, saa er han gaaet i Hundene — og tror selv han er en Pokkers Karl. Godt var det alligevel, du kom ud af det! — At ikke Naget forbitrede jer Tilværelsen heller!“

„Kom Naget, saa var der jo Brændevinen,“ sagde Pelle erfarent. „Den skal nok drive alt andet ud.“

„Saa er det jo paa en Maade godt med den ogsaa — den hjælper dem over Ventetiden.“

„Tror du virkelig, der kommer et Tusendaarsrige? — med Godtid for alle, fattige og usle?“

Sort nikkede. „Gud har lovet det — hans Ord faar vi vel tro. Der skal være noget saadant under Forberedelse ovre; men jeg ved ikke, om det er det rette.“