Part 5

Ved Syvtiden groede en egen Lyd frem oppe i Gaden og kom nedad i langstrakt Tempo: en død Humpen og to Smæld, saa igen dette Bums som af en mægtig Fod indbunden i Klude — og Smældene. Det var gamle Bjerregrav, der varpede sig ned mod Værkstedet paa sine Krykker, Bjerregrav som bevægede sig langsommere end andre og kom hurtigere frem. Naar Mester Andrés var i sit daarlige Lune, hinkede han ind for ikke at være i Stue med en Vanfør; ellers kunde han godt lide Bjerregrav.

„Hvad er det for sjældne Fugle?“ raabte han, naar Bjerregrav lagde til ved Trappen og sidelæns stagede sig ind; og den gamle lo — han var kommet her hver Dag nu i mange Aar. Mester tog heller ingen større Notits af ham men læste videre, og Bjerregrav gled ind i sin tavse Grunden; hans blege Hænder gik befølende fra det ene til det andet som kendte han ikke de mest dagligdags Ting. Han tog saa nyfødt paa alting, at man maatte smile og lade ham sidde og pusle som det Barn han var. Det var ikke til at holde en Samtale gaaende med ham, for naar han endelig kom med en Bemærkning, var det gærne til en Side; Bjerregrav blev oftest hængende ved de Egenskaber, ingen anden saa eller gad dvæle ved.

Naar han saadan sad og følte grundende paa en ganske almindelig Ting, sagde Folk: Nu er Spørgelysten oppe i Bjerregrav! Og en Spørger var han, han gik og gjorde Spørgsmaal til Vejr og Vind og selve den Mad han aad. De latterligste Ting, som fulgte af sig selv for enhver anden, kunde han spørge om — hvorfor en Sten var haard, og hvorfor Vand slukkede Ild. Folk svarede ham da heller ikke men trak overbærende paa Skuldrene. Han er klog nok for saa vidt — sagde de — hans Hoved fejler ingenting. Men han har faaet forkert fat!

Unge Mester saa op fra Bogen. „Skal jeg saa arve Bjerregravs Penge?“ spurgte han skælmsk.

„Nej du har aldrig gjort mig andet end godt — jeg vil ikke din Fortræd!“

„Der kunde vist overgaa mig værre Ting end det — mener Bjerregrav ikke?“

„Nej for du har dit jævne Udkomme. Mere har ingen Krav paa, saalænge alle de mange lider Nød.“

„Visse Folk har dog selv Penge paa Kistebunden,“ sagde Mester Andrés hentydende.

„Nej det er forbi nu,“ svarede den gamle glad. „Jeg er lige saa rig som du nu — akkurat.“

„For Satan — har Bjerregrav nu sat det hele over Styr?“ Mester kørte rundt paa Stolen.

„I med jert over Styr! Altid skal I ogsaa gaa i Rette med mig og føre Anklage. Jeg er mig ikke noget ondt bevidst, men sandt er det at Nøden tiltager med hver Vinter. Det er en Byrde at have Penge du Andrés, naar Menneskene sidder rundt om og sulter; og hjælper du dem, faar du at vide, at du bare har gjort Fortræd. De siger det ogsaa selv, saa det maa vel være sandt. Men nu har jeg ladet Velgørenhedsforeningen faa Pengene, saa kommer de vel paa de rigtige Steder.“

„Fem Tusend Kroner,“ sagde Mester drømmende. „Der bliver Glæde blandt de Fattige til Vinter.“

„Ja til Mad og Brændsel faar de dem jo ikke lige ud,“ sagde Bjerregrav, „men det skulde komme dem til gode ad andre Veje. For da jeg havde gjort Foreningen mit Tilbud, kom Formanden, Skibsreder Monsen du ved, ud til mig og bad om at laane Pengene paa et Aar. Han maatte gaa Fallit om han ikke fik dem — og var helt ulykkelig ved Tanken om alle dem der blev brødløse, naar hans store Bedrift gik i Stykker. Det Ansvar faldt jo saa paa mig. Men Pengene er sikre nok, og paa den Maade kommer de jo Fattigdommen til gode to Gange.“

Mester Andrés rystede paa Hovedet: „Bare ikke Bjerregrav har gjort i Nælderne.“

„Hvad saa da? Hvad kan jeg nu have lavet af forkert?“ spurgte den gamle forskrækket.

„Han staar pokker ikke for Fallit, — han er en Kæltring,“ mumlede Mester. „Har Bjerregrav sikret sig Bevis?“

Den gamle nikkede, han var helt stolt over sig selv.

„Og Renter — 5 Procent?“

„Nej ikke Renter. At Penge skal staa og avle Penge, det kan jeg ikke lide. For et Sted fra skal de jo suge Procenten til sig, og det bliver vel saa fra de Fattige det ogsaa. Renter er Blodpenge du Andrés — det er ogsaa et nymodens Paafund. I min Ungdom kendte man ikke til at trække Renter af Penge.“

„Ja ja! Den der giver til han tigger, skal prygles til han ligger,“ sagde Mester og læste videre.

Bjerregrav sad og sank bort i sit eget. Pludselig saa han op:

„Kan du som er saa belæst ikke sige mig, hvad der holder Maanen oppe? jeg laa og grundede paa det i Nat jeg ikke kunde sove. Vandrer og vandrer gør den; og én kan tydelig se, den ikke har andet end Luft under sig.“

„Det ved ikke Pokker,“ svarede Mester Andrés grundende. „Den har vel sin egen Kraft at holde sig oppe ved.“

„Det samme har jeg ogsaa tænkt — for Pligten rækker vel ikke til. Vi andre gaar jo nok og træder og træder der hvor vi er sat, men vi har dog Jorden at støtte os ved. — Og du studerer fremdeles du! nu har du vel snart læst alle de Bøger der findes i Verden?“ Bjerregrav tog Mesters Bog og befølte den grundigt. „Det er en god Bog,“ sagde han, slog Knoen mod Bindet og holdt Bogen lyttende op til Øret — „der er godt Materiale i. Er det Løgnehistorie (Skønliteratur) eller Historiebog?“

„Det er en Rejsebog. De ligger oppe ved Nordpolen og er frosset inde — de ved aldrig, om de kommer levende hjem.“

„Men det er jo forfærdeligt — at Folk ogsaa tør vove sig saadan ud. Jeg har saa ofte spekuleret paa, hvad der vel kunde være dér ved Verdens Ende, men rejse derhen for at se efter turde jeg nu ikke. Aldrig hjem igen!“ Bjerregrav saa forpint fra den ene til den anden.

„Og Koldbrand har de i Fødderne, saa Tæerne maa sættes af — paa nogle af dem hele Foden.“

„Men saa ti dog stille — de mister jo deres Førlighed, de Stakler; jeg vil ikke høre mere om’et.“ Den gamle sad og vuggede sig som havde han ondt. — „Er det for at føre Krig Kongen har sendt dem derop?“ spurgte han lidt efter nysgærrigt.

„Nej de er der for at finde Paradisets Have. En af de Folk der gransker Skriften har nok fundet ud, at den skulde ligge deroppe bag Isen,“ forklarede Mester højtideligt.

„Edens Have ogsaa kaldet Paradiset! — men den laa jo dér hvor de to Floder falder i den tredje, i Morgenlandet! Det staar der godt nok skrevet. Saa det du dér læser er falske Lærdomme.“

„Den har sku nok ligget ved Nordpolen,“ sagde Mester, som havde en Tilbøjelighed for Fritænkeri, „gu har den saa! Det andet er bare dum Overtro.“

Bjerregrav tav forstemt. Han sad og hang og havde Øjnene ude et Steds hvor ingen anden færdedes. „Ja, ja,“ sagde han sagte, „enhver finder paa noget nyt for at gøre sig bemærket, men Graven laver ingen om paa.“

Mester Andrés flyttede utaalmodigt paa sig; han kunde skifte Sind som et Kvindfolk. Bjerregravs Nærværelse plagede ham. „Nu har jeg lært at mane — vil Bjerregrav prøve?“ sagde han pludselig.

„Nej mænd om jeg vil!“ den gamle smilede usikkert.

Men Mester sigtede paa hans klippende Øjne med to Fingre og stirrede besættende paa ham. „I Blodets Navn, i Safternes Navn, i alle Væskers Navn — gode som onde — og Havets med,“ mumlede han og krøb sammen som en Kat.

„Lad vær siger jeg! lad vær! Jeg vil ikke have det!“ Bjerregrav hang raadvild og svingede mellem sine Krykker, han skottede til Døren men kunde ikke rive sig løs af Fortryllelsen. Saa slog han desperat til Mesters manende Haand og benyttede Stansningen i Trolddommen til at slippe ud.

Mester sad og blæste paa sin Haand. „Han slog sku fra sig,“ udbrød han forundret og vendte den røde Haand ud imod dem.

Lille Nikas svarede ikke. Han var ikke overtroisk, men holdt ikke af at der blev drevet Spot med Tingenes Væsen.

„Hvad skal jeg bestille?“ spurgte Peter.

„Er Styrmand Jessens Støvler færdige?“ Mester saa paa Uret. „Saa kan du gnave dine Skinneben.“

Det var Fyraften. Mester tog Hat og Stok og hinkede af Sted til Ølhansens for at faa et Parti Biljard, Svenden klædte sig om og gik, de ældre Drenge holdt Halsvask i Blødebaljen. Saa skulde de ud og smække sig!

Pelle saa langt efter dem. Han følte en fortærende Trang til at ryste den drøje Dag af sig og stryge ud han ogsaa, men Strømperne var Hul paa Hul, og Busserunnen maatte vaskes for at være tør til næste Morgen. Ja og Skjorten — det hedede ham om Ørerne — var det kun fjorten Dage eller paa fjerde Uge? Ak, Tiden havde taget ham ved Næsen! et Par Aftener havde han bare skudt den ubehagelige Vask fra sig — og saa havde det summet sig op til fjorten Dage! Det krøb saa fælt paa Kroppen — mon Straffen allerede var der, fordi han havde vendt det døve Øre til Samvittigheden, og sat sig ud over Far Lasses Ord om hver dens Skændsel, der ikke holdt sig ordenlig?

Nej gudskelov! Men Pelle havde faaet sig en ordenlig Forskrækkelse, hans Ører brændte endnu mens han skrubbede Skjorten og Blusen op nede i Gaarden. Det var nok bedst at tage det som en velment Advarsel fra oven!

Saa hang Skjorte og Bluse og bredte sig paa Stakittet, som vilde de favne Himlen af Glæde over deres Renhed. Men Pelle sad mismodig oppe i Drengekamrets Vindu og rimpede — med det ene Ben udenfor for dog at være i Luften. Den kunstfærdige Stopning Faderen havde lært ham, kom ikke til Anvendelse her; man kunde tage det ene Hul og slaa det andet med! Pelle rimpede — saa Far Lasse vilde være gaaet i Jorden af Skam. Han krøb efterhaanden helt ud paa Taget; nede i Skipperens Have gik de tre og drev, de kiggede langt over efter Værkstedet og kedede sig.

Saa fik de Øje paa ham og blev helt andre Mennesker. Manna kom hen, stod og stødte Maven utaalmodigt mod Stengærdet og bevægede Læberne op imod ham. Hun slog vredt med Hovedet og stampede i Jorden — der kom blot ingen Lyd. De andre to krøb runde i indeklemt Latter.

Pelle forstod saa udmærket hvad det stumme Sprog gik ud paa, men holdt tappert ud en Stund endnu. Saa kunde han ikke mere, han smed det hele og var nede hos dem.

Alle Pelles Drømme og vage Længsler var ude hvor Mænd færdedes; intet var ham saa latterligt som Skørterend. Kvinder var nærmest noget foragteligt noget, Kræfter havde de ikke og megen Forstand heller ikke, de forstod bare at gøre sig lækre. Men Manna og hendes Søstre var noget for sig; han var Barn nok endnu til at lege, og de var fortræffelige Legekammerater.

Manna — Vildkatten — var ikke bange for noget; med sine korte Skørter og Flætningen og de hoppende Bevægelser mindede hun om en kaad, nysgærrig Fugl — vips ud af Krattet og ind igen. Hun kunde klatre som en Dreng og ride Pelle paa sin Ryg Haven rundt; det var nærmest en Misforstaaelse at hun havde Skørter paa. Tøj holdt ikke til hende, hvert Øjeblik kom hun styrtende ind paa Værkstedet og havde noget itu paa sine Sko. Saa vendte hun op og ned paa alting, tog Stokken fra Mester saa han ikke kunde røre sig, og havde Hænderne i Svendens ny amerikanske Værktøj!

Pelle kastede hun sig over straks den første Dag. „Hvad er det for en ny én?“ sagde hun og dunkede ham i Ryggen. Og Pelle lo og saa frit paa hende igen — med denne Selvfølge der er de helt unge Aars Hemmelighed. Der var ikke Spor af Fremmedfølelse dem imellem, de havde kendt hinanden altid de, og kunde naar som helst fortsætte Legen hvor de sidst slap. Om Aftenen stillede Pelle sig op ved Gærdet og saa paa dem, et Øjeblik efter var han ovre og med i Legen.

Manna var ikke nogen slet og ret Flæbetøs, der brølede sig fra Følgerne af alting. Havde hun indladt sig paa at slaas, bad hun ikke om Naade, hvor haardt det saa gik. Men noget holdt Pelle hende jo til gode paa Skørternes Vegne. Det lod sig nu engang ikke benægte, hun kunde godt haft lidt flere Kræfter!

Men Mod havde hun, og Pelle langede kammeratlig igen — undtagen paa Værkstedet hvor de sad over ham trip — trap — træsko! Naar hun dér kom bag paa ham og listede noget ned paa hans Ryg eller væltede ham af Trebenen, holdt han sig i Skindet og nøjedes med stille at samle sig op.

Alle hans glade Dage laa derovre i Skipperens Have; og en underlig Verden var det som nok kunde holde Sindet fangen. Pigerne havde udenvæltske Navne, som Faderen havde bragt med hjem fra Langfarten: Aïna, Dolores, Sjermanna! tunge røde Koraller havde de om Halsen og i Ørerne. Og rundt om i Haven laa der vældige Konkylier, hvoraf man kunde lytte sig selve Oceanets Kogen til, Skildpaddeskaller saa store som Lispundsbrød, og hele Koralblokke.

Det var altsammen nyt, men Pelle lod sig ikke derfor gaa paa. Han indlemmede det hurtigst muligt i sin selvfølgelige Verden og forbeholdt sig til enhver Tid Ret til at møde noget endnu større og mærkeligere.

Om Aftenen skuffede han dem let og strøg ud i Byen hvor det egenlige Liv foregik — til Havbakkerne og Havnen. Saa stod de ved Gærdet og hang, kedede sig og mundhuggedes. Men om Søndagen mødte han trofast saa snart han var færdig paa Værkstedet, og de bredte Legen vidt ud i Bevidstheden om at have en lang Dag for sig. Der var Lege i Hundredevis, og Pelle var Midtpunktet i dem alle; han kunde bruges til alt: Ægteherre og Menneskeæder og Slave. Han var som en tam Bjørn i deres Hænder; de red paa ham, trampede paa ham, undertiden kastede de sig over ham alle tre og „myrdede“ ham. Og han maatte ligge stille og finde sig i, at de gravede Liget ned og udviskede alle Spor. Troværdigheden krævede, at han var helt dækket med Jord, kun Ansigtet slap — fordi det nu ikke kunde være andet — og fik Lov at nøjes med visne Blade. Græd han saa bagefter for sit pæne Konfirmationstøj, kunde deres Hænder blive saa nænsomme til at børste ham af; og vilde han slet ikke lade sig trøste, kyssede de ham alle tre. Mellem dem hed han aldrig andet end Mannas Mand.

— — —

Saadan gik Dagene for ham. Han var mere forsoren end just glad af Sind — han følte jo selv dunkelt hvorledes det gik baglæns, og havde ingen at støtte sig til. Men ufortrødent fægtede han videre mod denne By, han havde den i Hovedet Dag og Nat, han sloges med den i Søvne.

„Kommer der noget paa, saa har du jo Alfred og Albinus, de hjælper dig nok til Rette,“ havde Farbror Kalle sagt dengang Pelle gjorde Afskedsvisit; og han var ikke sen til at søge dem op. Men Tvillingerne var de samme smidige vigende Fyre nu som paa Vogtemarken; de vovede ikke Pelsen hverken for sig selv eller andre.

Ellers var der Fremfærd nok i dem. De havde søgt herind fra Landet for at komme frem, og begyndte med at tage Tjenestepladser, til de fik sparet saa meget sammen, at de kunde komme i Vej med noget anseligere. Albinus var saa blevet hængende i det, fordi han ikke havde Lyst til noget Haandværk. Han var en skikkelig Fyr, der gærne lod andre om alting, blot han fik Lov at dyrke sine Akrobatkunster. Altid gik han og balancerede med et eller andet og vilde have Ting anbragt paa den umulige Ende. Han havde ingen Forstaaelse af Naturens Orden, sine Lemmer gik han og krængede rundt i alle Stillinger; og naar han hev en Ting op i Luften, forlangte han, at den skulde blive deroppe saa længe mens han foretog sig noget andet. „Tingene maa jo kunne dresseres lige saa godt som Kreaturerne,“ sagde han og blev ufortrødent ved. Pelle lo, han kunde godt lide ham men regnede ham ikke.

Alfred havde taget en hel anden Retning. Han befattede sig ikke med at slaa Hovedspring mere, men gik anstændigt paa sine Ben, havde bestandig travlt med at skubbe Flip og Mansjetter til Rette og var i én Angst for sit Tøj. Han var i Malerlære nu men havde Skilning i Panden som en Butikssvend og købte Sager hos Materialisten til at smøre i Haaret. Naar Pelle sluttede sig til ham paa Gaden, sørgede Alfred altid for et Paaskud til at ryste ham af igen; han omgikkes helst Butiksdrenge og havde altid travlt med at hilse til højre og venstre — paa Folk der var højere paa Straa end han selv. Alfred var simpelt hen en Vigtigper som Pelle nok en Dag gav en Dragt Klø!

Deri lignede Tvillingerne fremdeles hinanden, at der ingen Haandsrækning var at vente fra den Kant. De udleverede gladelig sig selv til Latteren, og naar nogen haanede ham lo de med.

Let var det ikke at bjærge sig. Han havde lyst Bonden eftertrykkelig hjem, men nu var det selve Fattigdommen det var galt med. Han havde sorgløst tinget sig i Lære for Kosten; lidt Klæder havde han jo paa Kroppen, og andre Behov vidste han ikke af for den der ikke svirede eller rendte med Tøser. Men saa kom Byen og krævede, at han skulde takle sig om. Søndagstøjet var ikke en Smule for godt til Hverdag herinde; han maatte se at bjærge sig en Gummiflip — der havde den Fordel at man selv kunde vaske den — og sætte Mansjetter som et fjærnt Maal. Penge skulde der til, og den vældige Sum af fem Kroner, som han mødte op med da han kom for at tage det hele med Storm eller i værste Fald købe det, dem havde Byen listet fra ham før han saa sig for.

Lige til nu havde Far Lasse taget alt Hovedbrud paa sig, og nu stod han der og maatte selv om det hele. Nu var det ham og Tilværelsen, og Pelle klarede sig langt som den Knop han var. Men undertiden brød han sammen paa det. Og det lagde sig hæmmende under alle hans barnlige Livsytringer.

Paa Værkstedet gjorde han sig nyttig og søgte at staa sig godt med dem alle. Han vandt lille Nikas ved at tegne hans Kæreste i forstørret Skikkelse efter Fotografi. Ansigtet vilde ikke rigtig træde frem, det saa ud som nogen havde traadt i det; men Kjolen og Halsbrosjen var udmærkede. Billedet hang paa Værkstedet en Uge og gjorde megen Lykke; Karlsen, der gik Bud for Stenværket, bestilte to store Billeder af sig og sin Kone til 25 Øre Stykket. „Men du maa sætte lidt Krøller paa Haaret,“ sagde Karlsen, „for Mor har altid ønsket saa meget at jeg havde haft krøllet Haar.“

Pelle kunde ikke love Billederne før om et Par Maaneder, det var sent Arbejde, naar det skulde gøres akkurat.

„Naa ja — før kan jeg føje afse Penge til dem heller. For i denne Maaned har vi Lotterisedlen, og i næste staar Huslejen for Døren.“ Pelle forstod det nok han, for Karlsen tjente 8 Kroner om Ugen og havde ni Børn. Men strække sig videre med Prisen syntes han ikke han kunde.

Pengene flød sandelig ikke herinde. Og fik han saa en Skilling mellem Hænder, hændte det at den tog rejsaus lige for Næsen af ham, bedst som han gik og brød sit Hoved med hvordan han nyttigst skulde give den ud — som dengang han i et Høkervindu opdagede en uimodstaaelig Pibe af Form som en Skaftestøvle.

Naar de tre Piger kaldte ham over Gærdet, fik hans Barnesind sit; saa glemte han for en Stund Kampe og Sorger. Han generede sig lidt ved at lade nogen se at han smuttede derover; Pelle var ikke beæret af den fine Omgang — og Skørter var det. Han følte sig blot lykkelig herovre hvor de sælsomste Ting brugtes til at lege med, kinesiske Kopper, Vaaben fra Sydhavsøerne. Manna havde en Perlekrans af hvide Tænder, spidse og knudrede mellem hinanden; hun paastod det var Mennesketænder og turde bære dem paa den bare Hals. Og Haven var fuld af vidunderlige Planter — Majs, Tobak og meget andet, der andre Steder i Verden skulde gro tæt som Kornet herhjemme!

De var finere i Huden end andre Mennesker og duftede af Verdens sælsomste Egne. Og dem legede han med, de saa op til ham i Beundring, rimpede paa hans Tøj naar der var kommet en Flænge, gjorde ham til Midtpunktet i al deres Leg — ogsaa naar han ikke var til Stede. Der var en dulgt Oprejsning i det, skønt han tog det som en Selvfølge, det var jo noget af alt det Skæbnen og den gode Lykke havde forbeholdt ham, et lille Forskud paa Livets ubegrænsede Æventyr. Han forlangte at regere uindskrænket over dem, og naar de var paastaaelige, gjorde han sig gal i Hovedet saa de faldt til Føje. Han vidste vel, at enhver ordenlig Mand underlægger sig Kvinden.

Forsommeren sled sig hen med det, den døde Tid rykkede frem. Byboerne selv havde forsynet sig med Sommerbehovet allerede til Pinse, og ude paa Landet havde de andet at tænke paa nu end at age til Staden med Arbejde til Haandværkerne; den tilstundende Høst optog alle Sind. Det mærkedes overalt, helt ind i Kroge hvor de ikke udrettede noget for Bønderne, hvor afhængig den lille By var af Landet. Det var som Byen med ét Slag havde glemt al sin Overlegenhed; Haandværkerne saa ikke længer ned paa Bondelandet men stod og kiggede langt ud efter Markerne, talte om Vejr og Høstudsigter og havde glemt alle Byinteresser. Kom der en sjælden Gang en Bondevogn gennem Gaden, løb man til Vinduet for at kigge. Og da Høsten stod for Døren var det, som gamle Mindelser fik dem alle til at rejse Hovedet; enhver der kunde krængede Bylivet af sig og drog tilbage til Landet paa Høstarbejde. Fra Værkstedet var baade Svenden og de to ældste Drenge ude, Jens og Pelle kunde magelig overkomme Arbejdet.

Pelle mærkede ikke til nogen Dødhed; han var fuldt optaget paa alle Kanter med at hytte sit Skind og faa det bedst mulige ud af Tilværelsen. Der var Tusender af modstridende Indtryk af godt og ondt, der skulde samles og forliges til et Hele — til denne mærkværdige Ting _Staden_, som Pelle aldrig vidste om han skulde velsigne eller forbande, fordi den altid holdt ham svingende.

Og midt under Optagetheden kunde Lasses Skikkelse dukke op og gøre ham ensom i Hvirvlen. Hvor var Lassefar henne? skulde han aldrig mere høre fra ham? Hver Dag havde han ventet at se ham stolpre ind ad Døren, i Tillid til Karnas Ord; og naar det famlede ved Haandtaget, var han vis paa det var ham. Det blev til en stille Sorg i Drengens Sind, en Tone i alt hvad han foretog sig.

V

En Lørdag Pelle løb ud ad Østergade, kom et Flyttelæs dinglende ind fra Landet. Han havde meget travlt, men maatte have det med; Kusken sad nede foran Læsset, helt fremme mellem Hestene, han var stor og rødmusset og forsvarlig indbunden trods Varmen. Hov det var jo Svoger Due, Kalles Svigersøn! og oppe midt i Skramlet sad Anna og Børnene og dinglede. Halløj! Pelle svang Kasketten, i et Spring havde han Foden paa Hammelen og sad ved Siden af Due, der lo over hele Ansigtet ved Mødet.

„Ja nu er vi saa blevet trætte af Bondelandet, og skulde prøve om det vil forme sig bedre herinde,“ sagde Due paa sin stille Maade. „Og her farter du om saa hjemmevant!“ der var Beundring i Stemmen.