Part 15

„Gaa dog ned og tag paa hende, som hun kræver det! Hvorfor tror du vel, hun sætter Brystet saa stærkt frem? Tag paa hende du! lad hendes Hofter føle dine Hænder, og verp den gamle til Side!“

„Aa lad mig være!“ sagde Søren og flyttede sig træt.

„Forladiet, du lokker Far til Synd — du ved hvordan han er! Og hun styrer sig ikke ret meget længer, nu hun har Krav paa at faa sin Del i Tingen. Vil du have alt det siddende paa dig? Gaa dog ned og tag om hende! Slaa hende hvis du ikke kan lide hende — men lad hende føle du er et Mandfolk!“

„Naa bestiller I noget?“ raabte Gamle Jørgen op til dem og vendte sit smilende Ansigt bort fra Marie. „Træd kun til, Dejgen skal nok trække Usundheden af Kroppen! Og du Søren — lad se du rubber dig!“

„Ja lad se du rubber dig — staa ikke der som et Drog!“ vedblev Moderen.

„Aa lad mig være! Jeg har ikke gjort nogen noget, saa lad mig være.“

Ptøj — den gamle spyttede efter ham. „Er du et Mandfolk — lader andre overgramse din Kone? Hun maa tage til Takke med en gammel gigtsvag Stakkel — ptøj! Men kanske du er et Kvindfolk du ogsaa? Jeg fødte engang en Tøs, jeg vidste ikke rettere end at hun døde — men kanske det er dig? — Ja læg kun Ørerne ad Nakken!“ raabte hun til de to Drenge — „det der gaar for sig her, har I aldrig før oplevet. Det er en Søn det, som lader sin gamle Far ene om alt Arbejdet.“

„Naa, kan I faa Fortgang paa det!“ raabte Gamle Jørgen muntert. „Mor staar vel ikke og fordrejer Hovedet paa Ungersvendene?“ Marie slog en klangfuld Latter op dernede.

Jeppe kom og hentede Pelle. „Nu skal du paa Raadhuset og have Rotting,“ sagde han da de kom ind paa Værkstedet. Pelle blev askegraa.

„Hvad har du nu lavet igen!“ sagde Mester Andrés og saa trist paa ham.

„Ja og vor Kunde tilmed,“ sagde Jeppe. „Det er vel fortjent!“

„Kan Far ikke gøre noget for at afbøde det?“ spurgte Unge Mester.

„Jeg har tilbudt, at Pelle skulde faa en ordenlig Dragt Prygl her paa Værkstedet i Adjunktens og Sønnens Overværelse. Men Adjunkten sagde nej. Han vilde gaa Rettens Vej.“

Pelle sank helt sammen. Han vidste hvad det betød, naar en fattig Dreng kom paa Raadhuset og blev brændemærket for Livstid. Hans Hjærne søgte fortvivlet efter Udveje. Der var kun en — Døden. Han kunde liste Spanderemmen op under Blusen og gaa ud paa det lille Hus og hænge sig. Han hørte en enstonig Lyd, det var Jeppe der holdt Formaningstale, men Ordene hørte han ikke; hans Sjæl havde allerede begivet sig ud i Døden. Da Lyden holdt inde, rejste han sig stille.

„Hvad? hvor skal du hen?“ fór Jeppe op.

„Ud i Gaarden“ — han talte som en Søvngænger.

„Skal du have Spanderemmen med derud mossen?“ Jeppe og Unge Mester vekslede talende Blikke. Saa kom Mester Andrés hen. „Du er da ikke dum?“ sagde han og saa Pelle dybt ind i Øjnene. Saa gjorde han sig i Stand og gik i Byen.

„Pelle din Halvsatan,“ sagde han da han kom hjem — „nu har jeg løbet fra Herodes til Pilatus og faaet det ordnet saaledes, at du slipper med at bede om Forladelse. Kl. ét maa du gaa op paa Latinskolen. Men overlæg hvad du vil sige i Forvejen, for hele Klassen skal overvære det.“

„Jeg skal ikke bede om Forladelse!“ Det brød ud af ham som et Skrig.

Mester saa dvælende paa ham: „Det er der jo ingen Skam i — naar man har handlet galt.“

„Jeg har ikke handlet galt. De begyndte først, og de har længe smædet mig.“

„Men du slog, Pelle, og det maa man ikke paa de fine; de har en Lægeattest som kan gøre det helt af med dig. Omgaas din Far Byfogden du? De kan gøre dig æreløs for Resten af dit Liv — jeg tror du skulde vælge den mindre Ting.“

Nej Pelle kunde ikke. „Saa maa de hellere piske mig,“ sagde han sammenbidt.

„Naa ja, saa er det Kl. 3 paa Raadhuset,“ sagde Mester kort og blev rød om Øjnene.

Pludselig følte Pelle, hvor ondt hans Stædighed maatte gøre Unge Mester, der halt og syg som han var havde rent Byen rundt for hans Skyld. „Jo jeg skal nok —“ sagde han — „jeg skal jo nok!“

„Ja ja,“ svarede Mester Andrés stille — „for din egen Skyld altsaa. Og saa tror jeg du skulde lave dig til nu.“

Pelle drev af Sted; det var ikke hans Agt at bede om Forladelse, saa han havde god Tid. Han befandt sig i en Døs, inden i ham laa alting dødt. Tankerne fangede interesseret alle Ligegyldigheder ind, og blev ved at dvæle ved dem som galdt det at holde noget hen med Snak. — Den gale Urmager gik ned ad Gaden med sin Sandsæk paa Nakken, de tynde Ben vaklede under ham. „Jeg skulde hjælpe ham at bære,“ tænkte Pelle ydmygt mens han gik videre — „jeg skulde hjælpe ham at bære.“

Alfred kom spaserende oppe i Gaden, han havde Lapsestok og Handsker skønt det var midt i Arbejdstiden. „Naar han nu ser mig, drejer han ned i Smøgen ved Kulhandlerens,“ tænkte Pelle bittert. „Skulde jeg ikke bede ham om at gaa med og tale min Sag? — han er saa anselig! Og han skylder mig Penge for et Par Forsaalinger.“

Men Alfred styrede lige løs paa ham. „Har du ikke set Albinus — han er forsvundet?“ spurgte han; det saa ud som rørte der sig noget i hans slikkede Ansigt. Han stod og sugede paa Overskæget, lige som de fine, naar de grundede over noget.

„Jeg skal hen paa Raadhuset,“ svarede Pelle.

„Ja det ved jeg nok — du skal piskes. Men ved du ikke noget om Albinus?“ Alfred havde trukket ham med ind i Kulhandlerens Port for ikke at blive set i hans Selskab.

„Jo Albinus, Albinus“ — der dæmrede noget i Pelle. Saadan hed jo — — „Vent lidt han — han er vist rømt bort med Cirkus. Det tror jeg nok!“ Saa gjorde Alfred omkring og løb — løb i sit pæne Tøj!

Vist var Albinus rømt, Pelle forstod saa udmærket det hele. Han havde i Aftes listet sig om Bord i Ole Hansens Jagt, som i Nattens Løb skulde føre Gøglerne over til Sverig — og skulde nu til at leve et herligt Liv i det han havde Lyst til. Rømme det var den eneste klare Udvej til Livet; før Pelle vidste af det stod han nede paa Havnen og stirrede paa et ophugget Skib. Han gav sig Tilskyndelsen i Vold og gik rundt og forhørte om Skibslejlighed, men der var ingen.

Han sad nede paa Beddingen og legede med en Spaan i Vandet. Den var fuldrigget Skib, og Pelle gav den Ladning ind; men hvergang den skulde lægge ud kæntrede den, og han maatte laste den paany. Rundt om arbejdede Tømrere og Stenhuggere paa Forberedelser til den ny Havn; og derhenne lidt for sig selv stod _Kraften_ og arbejdede, som sædvanlig med nogle Mennesker hængende over sig; de stod og gloede i uhyggelig Forventning om at der skulde ske noget. Pelle fornam det selv som noget skæbnesvangert, mens han sad og skvulpede i Vandet for at drive sit Skib udad; han vilde have taget det som en Aabenbaring af Livets helligste Princip, om Jørgensen havde givet sig til at rase vildt for hans Øjne.

Men Stenhuggeren lagde blot Hammeren for at trække Brændevinsflasken frem under Stenen og tage sig en Slurk; ellers stod han spændt over Graniten saa støt, som var der ikke andre Magter i Verden end den og han. Han saa ikke de Folk der stod i maabende Venten, med Skoene fulde af Lettelse, parat til at fordufte ved det mindste Ryk fra hans Side. Han hug saa Luften sukkede, og naar han rettede sig gik hans Blik ud forbi dem. Efterhaanden havde Pelle samlet alle Forventninger paa denne ene, der bar Byens Had uden at blinke og gik pønsende ind i alle dens Gøremaal. Han blev en ladt Mine for Drengens Fantasi; her stod man og vidste ikke om den var stukket an, i et Nu kunde det hele ryge i Luften. Han var en Vulkan, i Kraft af hans Naade bestod Staden fra Dag til Dag. Og stundom lod Pelle ham ryste sig lidt — just saa meget at det hele ravede.

Men nu var der tilmed en Hemmelighed mellem dem — Kraften var ogsaa blevet straffet for at have forgrebet sig paa de fine! Pelle var ikke sen til at uddrage Konsekvensen — stod der ikke allerede en Borgermand opstillet og betragtede hans Leg? Han var noget af en Samfundsskræk han ogsaa. Kanske sluttede han sig sammen med _Kraften_, og saa skulde der ikke blive meget til Rest af Staden. Om Dagen vilde de holde sig skjult oppe i Klipperne, men om Natten kom de ned og plyndrede Byen. Kun alle dem der havde blodsuget sig deres til, slog de ned over; Folk gemte sig i Kældre og paa Lofter, naar de hørte at Pelle og _Kraften_ var i Opmarsj; den rige Reder Monsen hang og dinglede i Kirkespiret til Skræk og Advarsel for alle. Men de Fattige kom tillidsfulde som Lam og aad af deres Haand. De fik alt hvad de ønskede sig, og saa var Fattigdommen ude af Verden, og Pelle kunde uden nogen Følelse af Svig vende sig mod sin lyse Vej opad.

Hans Blik faldt paa Havnevagtens Ur, Klokken var snart tre. Han sprang op og saa sig raadvild om — ud over Søen og ned i Havnens dybe Vand stirrede han for Hjælp. Manna og hendes Søster, de vilde foragteligt vende den æreskændede Pelle Ryggen og aldrig se til ham mere. Og Folk vilde pege — eller blot se og tænke: Se der gaar han som blev pisket paa Raadhuset! Hvor han kom hen i Verden, vilde dette følge ham som en Skygge, at han som Barn var blevet pisket — saadan noget hang usynligt over sit Menneske! Han kendte Piger og Karle og gamle faamælte Mænd, som kom til Stengaarden fra Egne, hvor ingen anden havde været. Helt ukendte kunde de komme, men var der noget med deres Fortid, saa rejste det sig alligevel bag dem og gik hviskende fra Mund til Mund.

Han flakkede fortvivlet rundt i sin Hjælpeløshed og kom i sin Flakken hen til Stenhugger Jørgensen. „Naa,“ sagde _Kraften_ og lagde Hammeren — „du har nok lagt dig ud med Storborgerne. Tror du nu ogsaa du kan holde Ørerne stive?“ Saa greb han Hammeren igen. Men Pelle fandt sin Retning og løb tungt pustende mod Raadhuset.

XIV

Selve Straffen havde ingenting at sige, det var nærmest latterligt med de Par Slag af den gamle Arrestforvarers Stok uden paa Tøjet; Pelle havde været ude for værre Prygl før. Men han var brændemærket uden for de Fattigstes Kreds; han mærkede det paa Folks Medlidenhed naar han kom med Fodtøj. Herregud, den sølle Knægt, er det nu kommet saa vidt med ham! sagde deres Øjne. Alle skulde se netop paa ham, og naar han gik ned ad Gaden, kom deres Ansigter frem i Gadespejlet: Der gaar han Skomagerdrengen —! Unge Mester var den eneste der behandlede ham som forhen; og Pelle lønnede ham med en grænseløs Hengivenhed. Han bjærgede paa Kredit, og tog Stødet af hvor han kunde. Naar der var noget Unge Mester i sit Letsind havde lovet færdigt, sad han og sled med det efter Fyraften. „Hvad kommer det os ved,“ sagde Jens; men Pelle kunde ikke være Skyld i, at Kunderne kom og rev Hovedet af Mester Andrés, eller at han sad og savnede noget af det der holdt ham oppe.

Han sluttede sig endnu stærkere til Jens og Morten — de havde jo fælles Skade; og fulgte ofte med dem hjem, skønt der ingen Glæde var at hente i den fattige Hytte. De hørte til de allerfattigste, skønt hele Husstanden arbejdede, det forslog ikke.

„Det nytter jo ingenting,“ sagde _Kraften_ selv, naar han var i Talehjørnet — „Fattigdommen er som et Sold, alting gaar lige igen. Stopper vi ét Hul saa gaar der ti andre imens. De siger jeg er et Svin, og hvorfor skulde jeg ikke være det? Jeg kan gøre tre Mands Arbejde ja — men faar jeg Løn for tre? Jeg faar Daglønnen, Resten gaar i dens Lomme, som anvender mig. Selv om jeg holdt mig ordenlig, hvad naaede vi saa — faar en Familie ordenlig Bolig, ordenlig Mad og ordenlige Klæder for ni Kroner om Ugen? Har en Arbejder Raad til at bo andet Sted end ved Lossepladsen, hvor ellers kun Svinene færdes? Hvorfor skulde jeg bo og leve som et Svin og ikke være et Svin — gav det nogen Mening? — Kan jeg fri Kone og Børn fra at arbejde med, naar jeg vil have det lidt ordenligt? og kan jeg have det ordenligt, naar Kone og Børn skal gaa ude og passe fremmedes Sager? — Nej ser I, en Pægl Brændevin den ordner det hele, og forslaar den ikke saa en halv Pot.“ Saadan sad han og ævlede op, naar han havde lidt i Hovedet; ellers var han mest tavs.

Pelle kendte nu _Kraftens_ Historie fra al den daglige Snak blandt Borgerne, og hans Bane forekom ham tristere end alle de andres; det var som selve Lykkesagnet, der var blevet slaaet til Jorden.

Af den sure Snak, der bestandig hakkede i Stenhugger Jørgensen og aldrig vilde blive færdig, fremgik det, at han i sin Ungdom var kommet vandrende ned fra Klipperne i lappede Lærredsbukser og sprukne Træsko, men med Panden i Sky som om det hele allerede var hans. Brændevin rørte han ikke, han havde bedre Anvendelse for sine Kræfter sagde han. Fuld af store Tanker om sig selv var han, og vilde ikke slaa sig til Taals med det almindelige. Og gode Ævner havde han — rent meningsløse Ævner for en Fattigmand.

Han vilde straks i Gang med at vende op og ned paa alle Begreber. Blot fordi han var avlet inde i Klipperne af en gammel slidkrøget Stenhugger, teede han sig straks som Stenens Herre, satte gammel velfunderet Erfaring til Side og halede ny Fremgangsmaader ud af sit eget Hoved. Stenen var som forgjort under hans Hænder, blot man lagde en Tegning foran ham, huggede han baade Djævlehoveder, Underjordiske og den store Søslange — alt det som ellers maatte udføres af Kunstnerne ovre. Gamle veltjente Stenhuggere saa sig pludselig sat til Side og kunde lige saa godt give sig til at slaa Skærver, en forløben Knægt sprang lige hen over deres mangeaarige Erfaring. De forsøgte saa det ældste af alle Midler til at lære Ungdommen Beskedenhed; men ogsaa der kom de tilkort, Peter Jørgensen havde tre Mands Kræfter og Mod for ti. Det var ikke til at hamle op med en, som havde ranet Ævner fra Gud selv og maaske stod i Forbund med Satan. Saa underkastede de sig, hævnede sig ved at kalde ham _Kraften_ — og satte deres Lid til Ulykken.

At følge hans Bane var at vove sig ud i det halsbrækkende, saa tidt de skikkelige Borgere end gjorde Rejsen, altid blev der nok af Svimmelhed tilbage. Om Natten sad han og tegnede og regnede, saa ingen begreb hvor han fik Søvn fra; og om Søndagen naar ordenlige Folk gik i Kirke, kunde han staa og hugge de løjerligste Ting ud i Sten uden at faa en Øre for det. Det var ved de Tider, den verdensberømte Billedhugger kom fra selve Tysklands Hovedstad for at hugge en stor Løve ud i Granit — til Ære for Friheden saagu! Men han kunde ingenting udrette med sit Smørstikke-Redskab, Stenen var for haard for en der var vant til at staa og pille i Marmor. Og fik han endelig en Bid af den, var det paa urette Sted.

Saa meldte _Kraften_ sig, og tog sig paa at hugge Løven efter noget Ler den anden klaskede sammen! Enhver var vis paa han vilde knække sammen paa det Stykke Arbejde; men saa fræk var han i sin Begavelse, at han udførte det til fuldeste Tilfredshed. Han fik en god Sum Penge for det, men det var ham ikke nok — han vilde have den halve Ære ogsaa og omtales i Bladene lige som selve Kunstneren. Og da der ingenting blev af det, smed han Værktøjet og vilde ikke arbejde for andre mer. „Hvorfor skal jeg gøre Arbejdet, og de andre tage Anseelsen?“ sagde han og mødte op ved Licitationer over Stenarbejder. I sit ustyrlige Hovmod vilde han skubbe dem til Side, der var født til at staa i Spidsen for Tingene. Men Hovmod staar for Fald, Straffen laa allerede og lurede paa ham.

Han havde givet laveste Bud paa den søndre Bro, og de kunde ikke komme uden om ham. Saa prøvede de at lægge alle mulige Hindringer i Vejen for ham, lokkede Arbejderne fra ham og hindrede ham i at faa Materiale. Byfogden som var med i det, krævede Kontrakten overholdt; og _Kraften_ maatte arbejde Nat og Dag med sine resterende Par Mand for at blive færdig til Tiden. Naa smukkere Bro havde ingen set, men han maatte sælge Skjorten af Kroppen for at dække sine Forpligtelser.

Han boede dengang i et pænt lille Hus som var hans eget. Det laa ude ved Østre Landevej og havde Spir paa Kvisten — Jens og Morten havde levet deres første Barndom der. Der var en lille Have foran med pæne Gange, og en Grotte der lignede et helt Klippeparti. Jørgensen havde anlagt det hele selv. Det blev taget fra ham, og de maatte flytte hen i Fattigmands Bydel hvor de hørte hjemme, og leje sig ind. Men det knækkede ham ikke, glad var han ligefuldt og endnu større af Væsen end før. Han var ikke nem at faa Ram paa!

Men saa gjorde han Bud paa den ny Ophalebedding. Man kunde have nægtet ham Gyldighed, da han ikke raadede over Kapital, men nu skulde han rammes! Han fik Sparekassekredit til at komme godt i Gang for, og Materialer og Arbejdere meldte sig til hans Raadighed. Saa midt i begyndte det samme igen, og denne Gang _skulde_ han knække Halsen — rig og fattig, hele Byen stod sammen om den Ting. Nu forlangte man sin Tryghed tilbage, den af Gud selv indstiftede Orden med høj og lav, ussel og fornem skulde overholdes. _Kraften_ var af ringeste Herkomst, han fik roligt gaa ind i det han var født til!

I Stykker gik han, den retmæssige Bygherre overtog et godt Stykke Arbejde for ingenting, og Stenhugger Jørgensen stod med et Par flækkede Træsko og en Gæld han aldrig vilde kunne indfri. Det glædede enhver at se ham gaa ind i Daglønnerens Tilværelse igen, men han gjorde det ikke roligt; han slog sig paa Drik, og af og til fór han op og rasede som en Djævel. Kvit blev de ham ikke, han lagde sig over alle Sind som en ond Knurren, selv naar han gik skikkelig i sin Dont, maatte de beskæftige sig med ham. I denne Tilstand ødede han de sidste Stumper, og de flyttede ud i Hytten ved Lossepladsen, hvor ingen anden vilde bo.

* * * * *

Han var blevet en anden siden Bevillingen til det store Havneprojekt var gaaet igennem. Han rørte ikke Spiritus; naar Pelle kom derud, sad han gærne henne under Vinduet og tumlede med Tegninger og Tal. Konen gik og smaagræd, og den gamle skældte ud; men Jørgensen vendte sin brede Ryg mod dem og passede i Tavshed sit. Han var igen ikke til at rive ud af sin Selvsikkerhed.

Moderen tog imod dem ude i Køkkenet, naar hun hørte dem komme støjende. „I faar gaa lidt varligt — Far regner og regner, den Stakkel. Aldrig faar han da Hvile i sit Hoved, siden det er blevet til Alvor med den Havn; bestandig arbejder Tankerne i ham. Saadan skal dét være! siger han — og saadan dét! Bare han dog vilde falde til Ro blandt sine Lige og lade de store passe deres.“

Han sad henne ved Vinduet midt i Søndagssolen og lagde nogle indviklede Tal sammen; han hviskede halvhøjt og lod den sprukne Pegefinger, hvis yderste Led var sprængt væk, løbe ned langs Tallene. Saa stødte han til Bordet. „Aa — at man ingenting har lært!“ stønnede han. Solen legede i hans mørke Skæg, Sliddet havde ikke formaaet at stivne ham i Leddene og rakke ham af, Drikkeriet havde ikke gjort ham noget — han sad og lignede Styrken selv. Den store Pande og Halsen var helt solbagte.

„Se her du Morten,“ udbrød han og rettede sig imod dem — „kig engang paa de Tal.“

Morten saa paa dem: „Hvad er det du Far?“

„Hvad det er — vor Fortjeneste for sidste Uge! Du kan nok se Tallene er store!“

„Nej hvad er det?“ Morten tog med sin tynde Haand i Faderens Skæg.

_Kraften_ blev mild i Øjnene ved dette Kærtegn. „Det er et Ændringsforslag! — de vil beholde Indløbet paa det gamle Sted, og det er galt; Havnen kan jo ikke søges i Paalands Vejr. Indløbet skal herud og Ydermolen bøje saadan,“ han viste paa sine Tegninger. „Enhver Fisker og Sømand vil give mig Ret — men de høje Herrer Ingeniører er jo saa kloge.“

„Vil du give Tilbud da — igen?“ Morten saa forfærdet paa ham.

Faderen nikkede.

„Men de tager dig jo ikke for god — du ved det jo! De ler bare ad dig.“

„Denne Gang bliver det nok mig der ler,“ svarede Jørgensen, lidt formørket ved Minderne om al den Haan der var overgaaet ham.

„Vist ler de ad ham,“ sagde den gamle henne fra Kakkelovnskrogen og rettede sit Rovfuglehoved imod dem — „men saa har han dog noget at lege med. Peter skal lege Storkarl.“

Sønnen svarede hende ikke.

„Du skal jo være dygtig til Tegning Pelle,“ sagde han rolig, „kan du ikke faa lidt Ret paa dette her? Det dér er Bølgebryderen, naar vi tænker os Vandet borte, og dette her Bassinet — skaaret igennem forstaar du nok! Men jeg kan ikke faa det til at se naturligt ud — Maalene er rigtige nok! Her over Vandlinjen skal der være store Kopsten, og neden for staar Brudfladen.“

Pelle gav sig i Lag med det men var for omhyggelig.

„Ikke saa nøjagtigt,“ sagde Jørgensen — „slaa kun lidt stort paa!“

„Ja slaa bare stort paa,“ gentog den gamle.

Saadan sad han bestandig naar de kom. Gennem Konen fik de at vide, at han alligevel ikke indgav noget Tilbud, men vilde gaa til den der overtog Arbejdet med sine Planer og tilbyde ham Makkerskab. Hun havde helt mistet Troen paa hans Planer nu og var altid urolig. „Han er saa underlig, bestandig optaget af dette ene,“ sagde hun frysende. „Drikker gør han aldrig — eller raser mod Alverden, saadan som tidligere.“

„Men det er jo bare godt,“ sagde Morten beroligende.

„Ja du snakker godt — hvad forstaar du vel? Naar han gaar i sit daglige, ved én da hvad der er; men saadan som nu — jeg er saa angst for Tilbageslaget, naar han faar hentet sit Nederlag. Tro kun ikke han har forandret sig — det blunder bare i ham. Mod Karen er han den samme som altid, han taaler ikke at se hendes Vanførhed — den minder ham om for meget, der ikke er som det skulde være. Hun maa ikke gaa paa Arbejde, siger han, men hvor skal vi undvære den Hjælp — leve skal vi jo dog! Jeg tør knap lade hende komme ham for Øje. Det er jo sig selv han vredes paa, men Barnet lider under det; han er den eneste hun bryder sig om.“