Part 11

Saadan skete der et og andet, som satte Blodet lidt i Bevægelse for en Dag eller to, men ellers var Vinteren trang at komme igennem. Mørket havde Magten det meste af Døgnet, og rigtig lyst i Krogene blev det aldrig. Kulden trykkede ogsaa, naar man ikke netop befandt sig i den hyggelige Stald; der var altid varmt, og Pelle turde færdes der i det tykkeste Mørke. I Folkestuen sad de og dasede de lange Aftner uden at have noget at tage sig til. De brød sig ikke meget om Pigerne men sad og spillede Kort om Brændevin — eller fortalte uhyggelige Historier, der gjorde det til en halsbrækkende Ting at slippe over Gaarden ned til Stalden naar man skulde i Seng.

Per Olsen var for sin Ordenlighed avenseret til Forkarl da den anden rømte. Lasse og Pelle var glade ved det, for han stod paa deres Parti naar nogen vilde spille med dem. Han var blevet et pænt Menneske i alle Henseender, rørte næsten ikke Brændevin og holdt sit Tøj i god Orden. Lidt for stille var han selv for Gaardens gamle Daglejere og Koner, men de vidste hvorfor og holdt af ham — fordi han stod paa den Svages Ret, og for den Skæbne der hang over ham. „Han gaar og _lyes_“ sagde de, og naar han saadan ligesom lyttede indad mod det ubekendte, undgik de saa vidt muligt at forstyrre ham.

„I skal se han frir sig, den Onde faar intet Krav paa ham,“ mente baade Lasse og Husmandskonerne naar de ved Søndagsmalkningen drøftede Per Olsens Udsigter. „Der er dem, som selv Vorherre ikke kan finde noget at udsætte paa.“

Pelle hørte efter og kiggede hver Dag paa Arret paa Per Olsens Tommelfinger; naar Gud tog sin Straffedom bort maatte det vel forsvinde!

Det meste af Vinteren kørte han for Tærskemaskinen. Hele Dagen gik han og travede rundt paa Hestegangen uden for Gaarden, i optraadt Sne og Gødning til op over Træskoene. Det var det ulideligste Tilværelsen endnu havde budt ham; han kunde ikke engang snitte — det var for koldt om Fingrene — og følte sig ene! Som Vogterdreng var han sin egen Herre, tusend Ting kaldte paa ham; men her maatte han gaa rundt og rundt efter en Bom, bestandig rundt. Den eneste Smule Sysselsættelse var at holde Rede paa Omgangene han kørte, men det var en fortærende Beskæftigelse, man blev endnu mere sløv af det end af selve den uendelige Vandren rundt, og kunde ikke slippe det igen! — Tiden fik intet Indhold, Dagen vilde aldrig faa Ende saa kort den var.

Ellers vaagnede Pelle glad, men nu vaagnede han hver Morgen og var led ved det hele — det var den evige Traven rundt bag Bommen. Efterhaanden blev han saadan, at han faldt i Halvsøvn naar han havde gaaet der en Timestid. Tilstanden indfandt sig af sig selv, og han længtes paa Forhaand efter den. Det var en Slags Idioti, hvor han intet ønskede og ikke interesserede sig for noget men blot stolprede mekanisk bag efter Bommen. Maskinen brummede ustanseligt og hjalp at holde Tilstanden ved Lige, Støvet væltede uden Ophør ud af Lugen, Tiden gled umærkeligt. Som oftest overraskede nu Middag eller Aften ham; undertiden syntes han der lige var spændt for, naar de kom for at hjælpe ham Hestene ind. Han havde fundet ind i den Tilstand af syngende Idioti, der er Tilværelsens eneste Barmhjærtighed mod Dødsfanger og Folk som tilbringer deres Liv ved en Maskine. Men der kom noget søvnigt over ham, naar han var fri ogsaa; han var ikke saa livlig og begærlig paa at faa Besked om alting; Far Lasse savnede de utallige Spørgsmaal og Paahit.

Nu og da reves han for et Øjeblik ud af sin Tilstand ved, at et sort svedigt Ansigt kom frem i Lugen og bandte fordi han ikke kørte jævnt; saa vidste han at Lange Ole havde afløst Per Olsen, som det ellers tilkom at lægge i Maskinen. Det skete ogsaa, at Piskesnærten fik fat om Akslen og vandt sig paa, saa det hele maatte stanses og trækkes baglæns; og den Dag faldt han ikke i Døs mere.

Hen i Marts kom Lærkerne og bragte lidt Liv; endnu laa der Sne i Lavningerne, men deres Kvidren mindede saa varmt om Sommer og græssende Kvæg. Og en Dag vaagnede han i sin Rundgang ved, at der sad en Stær oppe paa Husryggen og skreg og struttede forrykt med Fjerene. Den Dag skinnede Solen klart, og alt det tunge var af Luften; men Havet laa endnu bleggraat dernede.

Pelle begyndte at blive Menneske igen — det var Foraaret, og saa den Ting at paa et Par Dage var man færdig med Tærskningen. Men mest var det alligevel den Vestelomme — den kunde nok gøre sin Mand levende. Han løb i Smaatrav efter Bommen, der maatte køres hurtig nu for at blive færdig, alle andre var allerede midt i Vaarpløjningen. Naar han klemte Haanden ind mod Brystet, kunde han tydelig fornemme Papiret den var i. For den var der vel endnu? Det gik ikke an at pakke ud og se ad, man maatte klemme sig frem.

Pelle var blevet Ejer af halvtreds Øre — en aldeles ægte 50-Øre. Udover 2- og 1-Ører var det de første Penge han endnu havde besiddet, og han havde erhværvet sig dem ved sin egen Dygtighed.

Det var i Søndags, Karlene havde Besøg fra Stenværket, og saa hittede en af dem paa at de skulde have Hasselfedt til Snapsen. Pelle skulde springe til Landhøkeren efter det. Han fik en halv Krone, og Paalæg om at gaa bagind da det var Søndag. Pelle havde ikke glemt sin Oplevelse fra Julen og holdt Øje med deres Ansigter; de fik saa travlt med at glatte dem ud og tage sig et eller andet for, Gustav som gav ham Pengene, vendte stadig Ansigtet bort og kiggede efter noget ude i Gaarden.

Høkerens Kone slog en Latter op, da han fremførte sit Ærende. „Nej se, er du saadan en Karl!“ udbrød hun. „Hvordan — var det ikke ogsaa dig der hentede Selvtrækkeren? Den har I vel haft megen Nytte af?“

Pelle blev blodrød. „Jeg mente nok det var for at narre, men turde ikke sige nej,“ sagde han lavmælt.

„Nej man maa jo sommetider være Bajads enten man er det eller ej,“ sagde Konen.

„Hvad er saa Hasselfedt da?“ spurgte Pelle.

„Ih Herregud — du har vist faaet det mange Gange dit Skrog! Men saadan maa én døje saa meget, én ikke ved Navnet paa.“

Der gik et Lys op for ham: „Det er Prygl af en Hasselkæp kanske?“

„Ja vidste jeg ikke nok du kendte det!“

„Nej jeg har kun faaet af Pisken — over Benene.“

„Ja ja, det skal du ikke være ked af — det ene kan saamænd være lige saa godt som det andet. Men faa du nu en Taar Kaffe værsgod, saa skal jeg imens pakke Varen ind til dem.“ Hun skød en Kop Kaffe med brunt Sukker hen til ham og gav sig til at øse Grøn Sæbe i et Papir. „Se her, giv du dem det, det er bedste Hasselfedt. Pengene kan du selv beholde.“

Pelle var ikke dristig ved den Ordning.

„Ja saa beholder jeg selv Pengene,“ sagde hun „— os begge to skal de ikke holde for Nar. Saa kan du selv om det. Men nu maa du jo holde Ørerne godt stive.“

Han holdt dem godt stive, men han var dygtig hed om dem. Karlene bandede over Tabet af 50-Øren og udnævnte ham til den største Idiot paa Guds grønne Jord; men han havde den Tilfredsstillelse, at det var fordi han ikke var dum nok. Og 50-Øren var hans!

Hundrede Gange om Dagen følte han til den uden at den blev forslidt, her var endelig noget som ikke tabte sin Glans ved Besiddelsen. Han købte i det uendelige for den — snart til Lasse snart til sig selv. De dyreste Ting erhværvede han sig, og naar han havde dvælet tilstrækkeligt i ét Køb og blev mæt af Besiddelsen, gav han sig til at købe noget andet. Mønten beholdt han lige god. Pludselig kunde han gribes af vanvittig Frygt for at Pengene var borte; naar han saa følte til dem var han dobbelt lykkelig.

Pelle var med ét Slag blevet Kapitalist — ved egen Dygtighed — og han aagrede godt med sin Kapital. Han havde allerede erhværvet sig alt hvad han kendte af attraaværdigt — han havde i al Fald det hele paa Haanden; og efterhaanden som der dukkede noget nyt inden for hans Verden, sikrede han sig Forkøbsret til det. Lasse var den eneste som vidste Besked med hans Rigdom, og han maatte modstræbende lade sig trække ud i de vildeste Spekulationer. — — —

Han hørte paa Lyden at der var Kludder i Maskinen; Hestene hørte det ogsaa, de stansede endnu inden der blev raabt Holdt. Saa gik det Slag i Slag: Holdt! Kør saa! Holdt! Kør igen! Stop! Ryk! og Pelle trak Bommen baglæns, kørte frem og rykkede, til det hele snurrede igen. Saa vidste han at det var Lange Ole der lagde i Maskinen, mens Per Olsen maalte Sæd — Ole var et Fæ til at lægge i.

Han var kommet godt i Gang igen og gik og holdt Øje med Hjørnet henne ved Kostalden. Naar Lasse kom frem dér og klappede sig paa Maven, betød det at det snart var Middag.

Det stemmede op i Bommen, Hestene maatte lægge sig i, og den sprang med et Ryk frem over den usynlige Forhindring. Inde fra Tærskeloen lød et Skrig og et mangestemmigt Holdt! Hestene stansede pludselig, og Pelle maatte gribe i Bommen for at den ikke skulde løbe dem paa Benene. Det varede noget, inden man kom ud og tog Hestene ind, saa Pelle kunde komme ind paa Loen og se hvad der var i Vejen.

Derinde gik Lange Ole og vred sig sammen over den ene Haand; Blusen var viklet om den, men Blodet dryppede gennem Tøjet ned paa Logulvet. Han bukkede sig langt forover og humpede om, kastede med Kroppen til Siderne og sagde uforstaaelige Ting. Pigerne stod blege og stirrede paa ham, Karlene skændtes om, hvilket Raad der var det bedste til at stanse Blodet — en af dem kom glidende ned oppe fra Stænget med en Haandfuld Spindelvæv.

Pelle gik og kiggede ind i Maskinen for at komme efter, hvad der var saa glubsk ved den. Imellem to Drev sad noget som en Negl, da han rørte ved Valsen faldt det meste af en Finger ned paa Logulvet. Han tog den mellem nogle Avner og bar den hen til de andre — det var en Tommelfinger. Da Lange Ole saa Fingeren daanede han; der var ikke noget at sige til det, han var jo nu Krøbling for Livstid. — Men Per Olsen maatte sige, han var kommet væk fra Maskinen i en heldig Stund.

Der blev ikke tærsket mere den Dag. Om Eftermiddagen gik Pelle i Stalden og legede, han var helt fri for at bestille noget. Under Legen udkastede han Fremtidsplaner for Faderen, de var midt i det.

„Saa drager vi til Amerika da — og graver Guld!“

„Ja—ha, det var nok ikke det daarligste. Men der skal mange Halvkroner til for at gøre den Tur.“

„Saa kan vi give os til at være Stenhuggere da.“

Lasse stansede midt paa Fodergangen og stod og overvejede med sænket Hoved. Han var inderlig misfornøjet med Stillingen, de var to om at slide hundrede Kroner sammen, og det slog ikke til; Frihed var der heller aldrig, man var simpelthen en Slave. — Af sig selv kom han aldrig længer end til at være misfornøjet og skuffet af alting, han var for gammel. Den blotte Forsken efter Udveje til noget nyt var et uoverkommeligt Slid, og alting tog sig saa haabløst ud. Men Pelle var rastløs, hvergang han var utilfreds med noget udkastede han Planer i Snesetal, vilde og saapas fornuftige mellem hverandre. Og rev den Gamle med.

„Vi kunde ogsaa tage til Staden og arbejde,“ sagde Lasse funderende — „derinde tjener de den ene blanke Krone oven paa den anden. Men hvad skal vi saa stille op med dig? — du er for lille til at haandtere et Stykke Værktøj.“

Denne haarde Kendsgærning satte i Øjeblikket Bom for Pelles Planer; men saa dukkede hans Mod op paa ny. „Jeg kan godt komme med til Byen“ sagde han „for jeg skal nok —“ han nikkede forblommet.

„Naa hvad skal du da?“ spurgte Lasse spændt.

„Jo kanske gaar jeg nede ved Havnen og har ingenting at bestille; saa falder der en lille Pige i Vandet, og jeg redder hende. Men den Pige er nok bare en fin Mands Datter, og saa —“ Pelle overlod Resten til Lasses egen Fantasi.

„Saa maatte du nok lære at svømme først,“ sagde Lasse alvorligt. „Ellers drukner du bare.“

Ovre fra Karlekamret lød der Skrig, det var Lange Ole; Lægen var kommet og var i Lag med hans lemlæstede Haand. „Aa spring over og se hvad det bliver til!“ sagde Lasse. „I saadan en Stund er der ingen der lægger Mærke til dig, om du gør dig liden.“

En Stund efter kom Pelle tilbage og berettede: de tre Fingre var helt masede og hang i Laser, nu havde Doktoren renskaaret det.

„Var det de her tre?“ spurgte Lasse spændt og viste Tommel-, Pege- og Langfinger. Sandt at sige havde Pelle intet set, men hans Fantasi løb af med ham.

„Ja det var Sværgefingrene!“ sagde han og nikkede bestemt.

„Saa er Per Olsen udfriet,“ sagde Lasse og drog et dybt Suk. „Hvor var det _vel_, det — en Guds Lykke!“

Det samme mente Pelle.

Stengaardsbonden kørte selv ud med Doktoren, og lidt efter kom der Bud efter Pelle. Han skulde løbe et Ærende til Landhøkeren for Fruen.

IX

For Pelle var det ingen Sag, blev han slaaet ned paa ét Punkt, rejste han sig paa to andre — han var uovervindelig. Og han havde Barnets rige Ævne til at tilgive, ellers maatte han have hadet alle Voksne undtagen netop Far Lasse. Men skuffet var ham!

Det var svært at sige hvem der havde lovet sig mest, Drengen hvis Barnefantasi havde bygget ustyrligt af alt det fortalte, eller den Gamle som selv havde været her engang.

Men Pelle raadede selv for at give Tilværelsen rigt Indhold, og var saa optaget til alle Sider at han lige fik Tid til at fastslaa Skuffelsen i Forbifarten. Hans Verden var oversanselig som Fakirens: et lille Frøkorn kunde i Løbet af Minutter skyde op og blive til et mægtigt Træ der overskyggede alt andet. Aarsag svarede aldrig til Virkning i den, og der galdt en anden Tyngdelov — Begivenhederne bar ham altid oppe.

Virkeligheden kunde trænge ham saa haardt den vilde, altid kom han ud af Klemmen beriget paa et eller andet Punkt. Og Faren kunde aldrig blive overhængende stor, saalænge Far Lasse ragede betryggende mægtig op bag alting.

Men — Lasse havde svigtet i det afgørende mere end én Gang, og hvergang han truede med ham blev han blot lét ud. Den Gamles Almagt kunde ikke vedblivende bestaa ved Siden af hans tiltagende Affældighed, den smuldrede fra Dag til Dag. Pelle maatte saa nødig han vilde slippe sit Forsyn og søge den beskyttende Udvej i sig selv. Det var lovlig tidlig, men han tog Forholdene op paa sin Maade. Mistro havde han allerede lagt sig til — og Sky! han gjorde daglig kluntede Forsøg paa at komme bag om Folks Ord og bag om Tingene. Der var noget igen bagved alt! Ofte førte det ham ud i Forvirring, men stundom var Udfaldet iøjenfaldende godt.

Der var Prygl man kunde løbe fra fordi Vreden gik over imens, og andre Prygl hvor det galdt om at græde det mest mulige. De fleste slog kun til der kom Taarer, men Forvalteren kunde ikke fordrage Flæben, saa der galdt det om at bide Tænderne sammen og gøre sig haard. Folk raabte paa at man skulde sige Sandheden; men de fleste Prygl undgik man ved at lave en Nødløgn — naar den var godt fundet paa og man passede paa sit Ansigt. Sagde man Sandhed, sad deres Haand løs.

Pryglene havde ogsaa en Side der vendte udad. Rud kunde han banke naar han vilde, men over for større Drenge maatte man helst have Retten paa sin Side — som f. Eks. det at Faderen blev angrebet! Saa hjalp Gud til. Her var et Punkt, hvor Drengen lige ud skød Almagten til Side og følte sig som den Gamles Beskytter.

Lasse og Pelle drog gennem Livet Haand i Haand, og dog gik de hver sin Vej — Lasse følte det selv. „Vi har fat ved hver sin Ende!“ sagde han stundom mismodigt til sig selv, naar Forskellen sprang altfor stærkt frem — „han er for Opgaaende, Pøjken!“

Det saas bedst paa de andre. I Længden maatte man synes godt om Drengen, det kunde ikke være andet. Karlene kunde til Tider finde paa at forære ham et og andet, og Pigerne var helt gode ved ham. Pelle var den allerlyseste vordende Ungdom — de kunde tage ham paa Skødet og kysse ham bedst som han gik. Selve Barndommens Uskyld kunde de tage i Favnen og lade enhver se det.

„Ja han faar Kvindetække han!“ sagde Lasse saa, „det har han efter sin Far.“ Men saa lo de.

Altid blev der lét, naar Lasse vilde være med i de Voksnes Lag! Forrige Gang — ja da var han god nok. „Hvor er Lasse?“ hed det altid naar der spenderedes Brændevin og lavedes Løjer eller Demonstration — „kald paa Lasse Karlsson!“ Han behøvede ikke trænge paa, han var selvskreven. Pigerne havde til enhver Tid et Øje ude efter ham — gift Mand som han var; og han holdt Sjus med dem. I al Skikkelighed forstaas, for Bengta var ikke blid at nappes med om hun hørte noget.

Men nu! Ja — jo — han fik Lov at hente Brændevin til de andre! og gøre Arbejdet for dem naar de havde fri, uden at de gjorde noget til Vederlag. „Lasse, hvor er Lasse? Kan du fodre for mig i Aften? — Kan du tage min Plads i Hakkelseloen i Morgen Kvæld?“

Der var Forskel paa da og nu, og Lasse havde selv fundet Forklaringen — han var ved at blive gammel. Selve Opdagelsen gav ham yderligere Ret, den lagde Affældighed over ham, tog Spændingen af hans Sind og de sidste Spændingsrester af hans Legeme. Haardest slog det ham, da han opdagede at han intet vejede for Pigerne, slet ikke indgik i deres Tanker om Mændene. I Lasses Verden vejede intet Ord til som Ordet _Mand_, og det blev Pigerne der til syvende og sidst afgjorde, om man var det eller ikke. Lasse var det ikke — han var ikke farlig! Han var kun nogle sølle Efterladenskaber af et Mandfolk, en komisk Rest af noget forbigangent — de lo højt af ham naar han vilde gøre sig til.

Latteren knuste ham, og han trak sig tilbage og indrettede sig nedslaaet i sin Gammelmandsverden. Det eneste der holdt ham levende var hans Bekymringer for Drengen, og han klamrede sig fortvivlet til sin Stilling som hans Forsyn. Det var kun lidt han kunde gøre for ham, des flere store Ord talte han; og naar noget gik Drengen imod udstødte han endnu større Trusler mod Verden end før. Han følte ogsaa at Drengen var i Færd med at frigøre sig, og kæmpede en fortvivlet Kamp for at bevare den sidste Skinrest af sin Magtstilling.

Men Pelle havde ikke Raad til at tage hans Indbildning under Armene — vel heller ikke Forstand til det. Han voksede godt og havde Brug for alt sit selv. Nu Faderen ikke stod skærmende bagved, var han som en lille Plante der er flyttet ud paa Friland og kæmper haardt for at erkende Omgivelsernes Natur og læmpe sig ind i den. For hver Rodtrævl der fik Føling med Jordbunden sank et af de sarte Blade til Jorden, og to kraftige skød frem. Følelse efter Følelse af Barnets Værgeløshed faldt og gav Plads for mere haardhændede — Jegets.

Drengen var i Færd med at bygge sig selv op — efter usynlige Love. Han tog Stilling til Omgivelserne paa alle Punkter, men han efterlignede dem ikke. Folkene paa Gaarden var f. Eks. ikke gode ved Dyrene. Karlene piskede ofte løs paa Hestene blot for at faa Afløb for et ondt Lune, og Pigerne havde det paa samme Maade med Smaakræet og Malkekørne. Og af disse Forudsætninger lærte Pelle sig Medlidenhed. Han kunde ikke taale Dyrplageri, og pryglede første Gang Rud da denne en Dag havde plyndret en Fuglerede.

Pelle var som Killingen der triller med alt. I sin Leg optog han uden at ane det mange af Livets alvorlige Foreteelser og boltrede sig med dem, i kaade Spring. Han øvede sin Stump Aand som han øvede sit Legeme; krængede sig ind i alt og ud af alt; efterlignede Arbejde og Løjer og Skulken til Side; lærte at puste sig op til en allerhelvedes Karl hvor Omgivelserne veg, og at gøre sig næsten usynlig af Beskedenhed naar de gik for haardt paa. Han uddannede sig til den lille Tusendkunstner Mennesket.

Og det blev vanskeligere og vanskeligere at træffe ham uforberedt. Første Gang han for Alvor skulde i Lag med noget havde han gærne Haandelaget; han var saa svær at overrumple som en Kat.

* * * * *

Det var Sommer igen. Varmen stod stille og legede over Jorden, tindrende, med doven Vellyst og bløde Lader som Aaens Fisk. Langt inde dirrede Klippens Bryn i et uroligt Flimmer af hvidblaat; nedenfor strakte Markerne sig under den bagende Sol, det drev over dem som Krudtrøg naar Rugen dræed. Oppe over Kløvermarken stod Stengaardens Kør i lange Rækker, de hang tungt med Hovedet og holdt Halerne i jævn svingende Bevægelse. Lasse gik deroppe imellem Rækkerne og ledte efter Tøjrkøllen, nu og da saa han bekymret ned mod Engen ved Klitterne og gav sig til at tælle Ungkvæget og Studene. De fleste laa ned, nogle stod med Hovederne ind til hinanden og gumlede med lukkede Øjne. Drengene var ikke at se.

Lasse stod og tænkte paa, om han ikke skulde give Pelle et advarende Raab; det gik pinegalt om Forvalteren nu kom. Men saa lød der Stemmer inde i Klittens unge Graner, en nøgen Dreng kom til Syne, og en til. Deres Legemer stod som gyldne Funker i Luften, idet de løb hen over Marehalmen og Engen med hver sin lukkede Hue i Haanden.

De slog sig ned paa Aabrinken med Fødderne i Vandet og aabnede forsigtigt for deres Fangst — det var Guldsmede. Efterhaanden som Insekterne kom kravlende frem af den snævre Aabning, nappede Drengene Hovedet af dem og lagde dem paa Rad i Græsset. Ni havde de fanget, og ni Gange 35 — ja det blev da over tre Kroner. Den svimlende Sum gjorde Pelle skeptisk.

„Er det nu ikke Løgn bare!“ sagde han og slikkede sig paa Skulderen, hvor han havde et Myggestik. Det hed sig at man fik 35 Øre for Stykket af Guldsmede inde paa Apoteket.

„Løgn?“ fór Rud op. — „Jo det kan godt være“ føjede han spagfærdigt til, „det er nok Løgn, for det er saadan noget altid. Du kunde give mig dine ogsaa du!“

Men det vilde Pelle ikke.

„Saa giv mig 50-Øren da, saa skal jeg gaa til Bys og sælge dem for dig. De koster nu 35 Øre, for det siger Karl, og hans Mor har gjort rent paa Apoteket.“

Pelle rejste sig, ikke for at hente 50-Øren — den vilde han ikke give fra sig for alt i Verden — men for at forvisse sig om, at den endnu laa i hans Vestelomme.

Da han havde bortfjærnet sig, løftede Rud hastigt en Græstørv i Brinken, stak noget ind under den og sprang ud i Vandet. Og da Pelle kom tilbage, med tung, faretruende Gang, krøb han op paa den anden Bred og satte i Rend.