Part 5

„Han tog ind paa Stenværket og arbejdede, da vi havde tjent sammen et Par Aar og han havde gjort mig al den Fortræd han kunde. Deroppe laa han og svirede og sloges det meste af Tiden. Jeg opsøgte ham ofte, for jeg kunde ikke slaa ham af Hovedet — og fuld var han altid. Tilsidst kunde han ikke være der og stak af, og saa hørte vi, at han laa henne Nordlands, i Klipperne ved Blaaholt, og huserede. Han tog nok hvad han havde Brug for, hvor der var nærmest til det, og slog Folk ned for et godt Ord. Og en Dag sagde de, at Øvrigheden havde erklæret ham fredløs, saa hvem der vilde kunde slaa ham ihjæl. Jeg havde en stor Fortrolighed til Proprietæren, som alligevel var den eneste der vilde mig vel; og han trøstede mig med, at saa galt blev det vel ikke; Knud skulde nok hytte sig.“

„Knud — var det Knud Engstrøm?“ spurgte Lasse. „Se se, da har jeg jo hørt om ham. Han huserede som en Djævel sidst jeg var her paa Landet, og tastede Folk an paa Landevejene midt paa Dagen. En Mand slog han ihjæl med en Hammer, og da de fangede ham havde han skaaret sig en Flænge fra Nakken ned helt til Øjet. Det havde den anden gjort sagde han — han selv havde blot værget for sig. De kunde ingenting gøre ham saa. — Saa det var ham! men hvad var det saa for en han levede sammen med da? — de sagde, at han den Sommer boede i et Skur midt oppe i Lyngen og havde et Kvindfolk hos sig.“

„Jeg løb af Tjenesten her og bildte de andre ind at jeg rejste hjem — jeg havde hørt om hvor elendigt han laa i det; hele Hovedet var flækket paa ham sagde de. Saa tog jeg op og passede ham.“

„Saa gav du dig alligevel til Slut,“ sagde Lasse og blinkede skælmsk.

„Han pryglede mig hver Dag!“ svarede hun hæst. „Og da han ikke kunde faa Magt med mig, jog han mig tilsidst bort. Jeg havde nu sat mig i Hovedet at han skulde holde af mig først.“ Hun var blevet grov og haard i Mælet igen.

„Da fortjente du ogsaa Pisk i din bare Bag, at du kastede dit Behag paa saadan en haard Bøddel. Og vær du glad at din Moder ikke fik noget at vide om det dér — hun havde vist ikke overlevet det.“

Ved Ordet Moder gav det et Sæt i Johanne. „Enhver faar holde til det han kan!“ sagde hun haardt. „Jeg har holdt til mere end Mor, og se hvor tyk og fed jeg er bleven.“

Lasse rystede paa Hovedet: „Du er vist ikke god at bides med længer. Men hvordan gik det dig saa siden da?“

„Jeg søgte tilbage til Stengaarden igen ved Fistje. Fruen vilde ikke fæste mig paany, for hun saa hellere min Hæl end min Taa; men Kongstrup trumfede igennem at jeg blev her som Malkepige. Han blev ved at være lige mild imod mig, skønt jeg havde modstaaet ham i ni Aar nu. Men saa var’et at Øvrigheden blev ked af at have Knud gaaende længer, han uroede for meget; og de holdt Jagt paa ham deroppe i Lyngen. De fik ikke fat paa ham, men han maa have søgt tilbage her til Stenværket for at skjule sig da det kneb; for en Dag de sprængte deroppe, kom hans Krop frem mellem Klippestykkerne — helt smadret. De kørte Stumperne her ned til Gaarden, og jeg blev saa syg ved at se ham komme til mig paa den Maade, at jeg maatte krybe til Sengs. Jeg laa og rystede i Sengen Dag og Nat, for jeg syntes, at han var søgt hen til mig da det kneb værst for ham. Kongstrup sad nede hos mig og trøstede mig naar de andre var i Marken, og han misbrugte sig af min Elendighed til at faa sin Vilje.

„Der var en yngre Broder til Bakkebonden som godt kunde lide mig, han havde været i Amerika i sine unge Dage og havde Penge nok. Han brød sig Katten om hvad Folk sagde, og hvert eneste Aar gjorde han mig Tilbud — præcis paa Nytaarsdag. Han kom igen det Aar ogsaa, og nu Knud var død kunde jeg jo ikke gøre bedre end at tage ham og blive Madmoder paa en Bondegaard. Men jeg maatte sige nej til det alligevel, og du kan tro, det var drøjt da jeg gjorde den Opdagelse. Kongstrup vilde tilmed have mig bort, da jeg satte ham ind i det; men det satte jeg mig imod. Jeg vilde blive og føde mit Barn her paa Gaarden hvor det hørte til. Han brød sig ikke en Smule om mig mer, Fruen satte sine onde Øjne paa mig hver Dag, og der var ingen som var god ved mig. Dengang havde jeg ikke det gale Sind som nu, jeg maatte gaa og gøre mig haard for ikke at græde altid.

„Jeg blev ogsaa haard. Naar der var noget i Vejen bed jeg Tænderne sammen, for at ingen skulde haane mig. Jeg var i Marken den Dag det skete ogsaa, jeg fødte Drengen midt i en Roerække og bar ham selv hjem til Gaarden i mit Forklæde. Han var allerede saadan vanskabt dengang — Fruens onde Øjne havde forgjort ham. „Saa skal de sku ogsaa have Skiftingen for Øje til enhver Tid!“ sagde jeg til mig selv og nægtede at rejse min Vej. Ligefrem smide mig ud kunde Proprietæren vel ikke faa sig til, og saa anbragte han mig i Huset hernede efter Stranden.“

„Saa gaar du maaske paa Arbejde her paa Gaarden i den travle Tid?“ spurgte Lasse.

Hun blæste haanligt: „Gaa paa Arbejde — synes du jeg skulde behøve det? Kongstrup maa vel nok kunne betale mig noget for at opdrage hans Søn, og saa for Resten kommer der Govenner til mig, saa én og saa en anden, og har lidt med — naar de da ikke har drukket det op. Du kan komme ned og besøge mig i Aften, jeg skal være rigtig saa venlig imod dig.“

„Nej Tak!“ sagde Lasse alvorligt. „Vel er jeg et Menneske jeg ogsaa, men jeg tyr ikke til den, der har redet paa mit Knæ som kunde hun været mit eget Barn.“

„Har du Brændevin da?“ sagde hun og stødte haardt til ham.

Lasse troede ikke der var mere, men gik for at se. „Nej du, ikke en Draabe!“ sagde han og kom med Flasken. „Men her skal du se hvad jeg har til dig, din Mor bad mig give dig det til et Minde — det var dog godt jeg kom i Tanke om det.“ Han rakte hende en Pakke og saa helt lykkeligt paa hende mens hun pakkede ud, han glædede sig paa hendes Vegne. Det var en Salmebog. „Er den ikke fin du?“ sagde han. „Guldkors og ægte Spænde — og saa er det jo din Mors.“

„Hvad skal jeg med den?“ spurgte Johanne — „jeg synger ikke Salmer.“

„Naa ikke?“ sagde Lasse stødt. „Men din Moder har vel ikke vidst bedre end at du endnu holdt paa din Barnetro — saa du faar tilgive hende for denne ene Gang.“

„Er det alt hvad du har til mig?“ hun stødte til Bogen saa den fløj.

„Ja det er,“ sagde Lasse dirrende og tog den op.

„Hvem skal have Resten?“

„Ja Huset var jo fæstet, og Sager var der ikke mange til Rest, det er længe siden din Far døde — husk paa det! Dér hvor du skulde have været, har Fremmede maattet gaa i Barns Sted; og de der har passet hende, skal vel have det der er, saa vidt jeg kan forstaa. Men kanske var der Tid endnu — om du tog med første Damper.“

„Nej tak du! Komme der hjem og være overbegloet og angergiven — nej tak! Lad saa hellere Fremmede trække af med Stumperne. Og Mor — har hun levet uden min Hjælp, kan hun vel ogsaa krepere den foruden. Naa jeg skal vel hjemad! — hvor har nu den tilkommende Stengaardsbonde gjort af sig?“ Hun lo af fuld Hals.

Lasse turde gøre sin Saligheds Ed paa at hun intet fejlede i den Retning, og alligevel dinglede hun paa Benene da hun gik bag om Kalvehusene for at lede efter Sønnen. Han havde paa Læben at spørge, om hun saa ikke skulde have Salmebogen med sig, men opgav det. Der var saa meget oppe i hende nu; hun kunde falde paa at spotte Gud. Saa pakkede han nænsomt Bogen ind og gemte den i den grønne Kiste.

* * * * *

Nede i Hjørnet af Kostalden var der skilt et Rum fra med Brædder; det havde ingen Dør, og der var en tommebred Aabning mellem hver Brædde saa det lignede et Træmmebur. Det var Røgterkamret. Et bredt Sengested optog det meste af Pladsen; det var tømret op af raa Brædder, og Kamrets Stengulv gjorde det af for Sengebund. Paa et tykt Lag Rughalm laa nogle Sengeklæder hulter til bulter, de tykke stribede Uldvaar var stive af skorpet Kosnavs, hvori der strittede Fjær og Halmstraa.

Midt i Sengen laa Pelle og krøb sammen, han havde Dynen op om Nakken og laa og gassede sig. Paa Sengekanten sad Lasse og rodede i den grønne Kiste mens han snakkede halvhøjt hen for sig.

Han var midt i sin Søndagsandagt. Stump for Stump tog han langsomt de Smaating frem der var bragt med fra det opløste Hjem. Det var lutter Nyttegenstande: Garnnøgler, Tøjstumper og lignende, der gik med efterhaanden til at holde hans og Drengens Klæder ved Lige. Men for ham var hver Ting en Relikvi der maatte tages varsomt om, og det blødte i ham hvergang en eller anden Del slap op. For hver Genstand han lagde til Side gentog han langsomt, hvad Bengta havde sagt om deres Bestemmelse, da hun laa for Døden og ordnede alt paa det bedste for ham og Drengen: „Garn til Pøjkens graa Sokker! — Lapper til hans Søndagstrøje som skal snart lægges ned paa Ærmerne! — Huske ikke at gaa for længe med Hoserne forinden de bødes!“ Det var den Døendes sidste Vilje, og den blev efterkommet i et og alt. Lasse bevarede den ordret trods sin daarlige Hukommelse.

Saa var der Smaating som havde tilhørt Bengta selv, billig Pynt med hver sin glade Historie fra Marked og Højtider, som han mumlende opfriskede.

Drengen holdt af denne dæmpede Brummen, som han ikke behøvede at høre efter eller svare paa — og som var saa behagelig at glide bort i. Han laa og døsede og kiggede ud mod den lyse Himmel, mæt og træt og med en svag Fornemmelse af noget uhyggeligt der var overstaaet.

Det gav et Sæt i ham. Han havde hørt Døren til Kostalden gaa, og nu lød der Støvleskridt paa den lange Fodergang. Det var Eleven, han kendte straks de forhadte Skridt igen.

Det krøb i ham af Glæde. Nu skulde den Fyr faa at føle, at man ikke maatte gøre Drenge noget, naar de havde en Far der kunde løfte sin Mand i stiv Arm og skælde ud — ja meget værre end Forvalteren. Nu skulde — han rejste sig over Ende og stirrede spændt paa Faderen.

„Lasse!“ kaldtes der nede i Kostalden.

Den Gamle brummede tvært. Han blev siddende men flyttede uroligt paa sig.

„Las—se!“ lød det lidt efter igen, vigtigt og utaalmodigt.

„Ja—ha!“ Lasse rejste sig og gik derud.

„Kan du ikke svare naar man kalder paa dig, din svenske Hallunk? Er du døv?“

„Jo svare kan jeg vel,“ sagde Lasse med rystende Stemme. „Men Hr. Eleven skulde nu ikke — — jeg er Fader skal jeg sige — — og Faderhjærtet — —“

„Jeg er tilfreds du var Jordemor, saa skal du svare naar man kalder! Ellers skal jeg faa Forvalteren til at snakke lidt med dig — forstaar du det!“

„Ja saa, ja jo — Hr. Eleven faar undskylde, men jeg hørte ikke —“

„Naa men vil du saa huske, at Aspasia ikke skal med paa Græs i Morgen.“

„Skal hun kælve kanske?“

„Ja naturligvis! Troede du maaske hun skulde fole?“

Lasse lo pligtskyldigst og fulgte Eleven tilbage gennem Stalden. Nu maatte det vel komme, Pelle sad op og stirrede i stiv Lytten. Men han hørte blot Faderen gøre endnu en Undskyldning, lukke Halvdøren og komme tilbage med langsomme stolprende Skridt. Saa brast han i Graad og krøb langt ned under Dynen.

Lasse gik og rodede en god Stund og smaagnavede over et eller andet; saa kom han hen og trak varsomt Dynen bort fra Drengens Hoved. Men Pelle borede sit Ansigt ned i Sengeklæderne, og da Faderen drejede det mod sig, mødte han et fortvivlet uforstaaende Blik der fik hans eget til at flakke hvileløst i Kamret.

„Ja“ sagde han med et Forsøg paa at være gnaven „du kan sagtens tude. Men naar én nu ikke ved hvor Aspasia staar, saa faar man vel være høflig ved jeg.“

„Jeg kender godt Aspasia, hun staar tredje fra Døren her,“ hulkede Drengen.

Lasse vilde give et vrangt Svar men sank sammen i det, grebet og afvæbnet af Drengens Fortvivlelse. Han overgav sig paa Naade og Unaade, bøjede sig ned saa han støttede sin Pande mod Drengens, og sagde hjælpeløst:

„Ja Lasse er fattig ja, gammel og fattig! en Flab kan spille ham paa Snuden. Gnistre i Vrede kan han ikke længer, og ingen Kræfter er der i Næven — hvad hjælper det saa én knytter den! Alting maa han tage imod — og lade sig slænge hid og did — og takke til! — saadan er gamle Lasse. Men saa maa du huske, at det er for din Skyld han lar sig spytte paa; ellers tog Lassefar sit Kram og gik — alt det gammel han er. Men du kan gro af det din Far muldner. Og saa faar du stoppe Graaden!“ Han tørrede Drengens vaade Øjne med Dynen.

Pelle forstod ikke Faderens Ord, men de beroligede ham alligevel, og lidt efter faldt han i Søvn. Men længe laa han og snøftede i Søvne.

Lasse sad stille paa Sengekanten og lyttede til Drengens Søvn, og da den var blevet nogenlunde rolig listede han gennem Stalden og ud. Det havde været en fattig Søndag, og nu vilde han dog hen og se, om nogen af Karlene var hjemme og havde Besøg — for saa vankede der Brændevin. Lasse nænnede ikke selv at tage op af Lønnen til at købe Snaps for; de Penge fik nok at gøre om de skulde strække til det nødvendige. —

Paa en af Sengene laa en Karl og sov, fuldt paaklædt og med Støvlerne paa — han var døddrukken. Ellers var de alle ude. Lasse opgav saa Snapsen og stolprede over mod Kælderen for at se, om der skulde være lidt Livlighed hos Pigerne. Han kunde godt have Mod paa et eller andet — nu han var løs og ledig og sin egen Mand ligesom i Ungdommens Vaar.

Oppe ved Mælkestuen stod de tre Husmandskoner der plejede at malke for Pigerne Søndag Aften. De var tæt indbundne, smaa og krøgede af Slid; Munden gik paa dem alle tre, de talte om Sygdom og anden Elendighed i en klynkende Tone. Lasse følte en øjeblikkelig Trang til at slutte sig til dem, Æmnet klang igen i ham som Tonerne af en kendt Vise, han kunde falde ind i Omkvædet af hele sin Livserfaring. Men han strittede imod og gik forbi dem ned ad Kældertrappen. „Ak ja, Døden er os alle vis!“ sagde en af Konerne, og Lasse sagde de Ord efter for sig selv idet han gik ned.

Nede i Kamrene sad Karna og lappede paa Gustavs Molskindsbukser; Gustav laa paa Bænken og sov med Kasketten over Ansigtet. Han havde smidt sine beskidte Fødder op i Karnas Skød — uden saa meget som at tage Skoene af! Og hun sad og gjorde sit Skød bekvemt, for at hans Skanker ikke skulde glide ned.

Lasse satte sig ved Siden af hende og forsøgte at gøre sig til, han trængte til lidt Hygge. Men Karna var ikke til at komme nær — de beskidte Drengekoder gjorde hende tosset i Hovedet. Og Lasse havde glemt det, eller han manglede Sikkerheden — hvergang han forsøgte med en Venlighed, slog hun fra sig.

„Vi kunde have det saa hyggeligt vi to halvgamle,“ sagde han haabløst.

„Ja og jeg kunde vel nok gøre Udvej for det der manglede,“ sagde Gustav og kiggede frem bag Huen. Den Flab som laa der og blærede sig med sine sytten Aar! — Lasse havde Sind til at vælte sig ind paa ham og lade det komme an paa Kræfterne endnu engang.

Men han nøjedes med at sidde og se hen paa ham, til de røde vippeløse Øjne løb fulde af Vand. Saa rejste han sig.

„Ja ja, du vil nok Ungdom i Aften du!“ sagde han bittert til Karna — „men dine Aar løber du vel ikke fra, du heller! Kanske kommer du bare til at slikke Skeen efter de andre.“

Han gik over i Kostalden og gav sig i Snak med de tre Husmandskoner, der fremdeles talte om Sygdom og Elendighed og Død som var der ikke andet til paa Jorden. Lasse nikkede og sagde: „Ja ja, det er vist.“ Han kunde af Hjærtet sige god for det alt sammen, og han kunde lægge mangt og meget til de andres. Det gav Varmen i en gammel Krop; han blev helt behagelig til Mode — saa lemydig!

Men da han laa paa Ryggen i Sengen kom det tunge igen, og han kunde ikke sove. Til daglig sov han som en Sten saa snart han fik smidt sig over Ende, men i Dag var det Søndag og han havde dette pinende Nag i sig over at være forbigaaet af Tilværelsen. Saa meget havde han lovet sig af Øen her, og saa var der ikke andet end Slid og Slæb og Bekymring — ikke det Gran andet.

„Lasse er gammel ja!“ sagde han pludselig højt, og de Ord blev han ved at gentage, lidt og lidt varierede, til han faldt i Søvn: „Gammel er han Staklen — og ude af Spillet! — Ak saa gammel!“ De Ord rummede det hele.

Han vaagnede igen ved Sang og Hujen ovre paa Landevejen:

„Og Drengen som du gav mig med det sorte krøllede Haar, han er nu voksen bleven, ja bleven, ja bleven, ret til en Yngling stor!“

Det var nogle af Gaardens Karle og Piger der kom hjem fra Morskab. Da de svingede ind paa Kørevejen til Gaarden blev de tavse.

Det var lige begyndt at lysne, Klokken kunde vel være to.

IV

Klokken fire var Lasse og Pelle i Tøjet og slog Dørene op fra Kostalden ud til Marken. Derude rullede Jorden sig ud af sin hvide Nataande, og Morgenen løftede sig forudsigende. Lasse stillede sig gabende i Stalddøren og fastslog Dagens Vejr; men Pelle lod Luftens slørede Toner og Lærkesangen — alt dette der steg — slaa mod sit lille Hjærte. Med aaben Mund og usikre Øjne saa han ind i det ufattelige som hver ny Dag var med alle sine utænkelige Muligheder. „I Dag maa du tage Frakken med, for op imod Middag faar vi Regn,“ kunde Lasse saa sige; og Pelle kiggede ud i Luften for at komme efter, hvor Faderen nu vidste det fra. For det slog gærne til.

Saa gav de sig til at muge Kostalden, Pelle skrabede ned under Kørne og fejede efter i Floren, Lasse læssede paa Børen og trillede ud. Klokken halv seks nød de deres Morgenmaal — Spegesild og Søbe.

Saa drev Pelle ud med Ungkvæget, han havde Madkurven paa Armen og Klaffen slynget mange Gange om Halsen. Faderen havde lavet ham en kort tyk Ringstav, som man kunde rasle advarende med og kaste efter Kvæget; men Pelle foretrak Klaffen, fordi han endnu ikke havde Kræfter til at bruge den.

Lille var han, og det kneb ham i Begyndelsen at gøre Indtryk paa de store Magter, han havde under sig. Han kunde ikke faa sin Stemme til at lyde skrækindjagende nok, og Uddriften var strængt Arbejde, især oppe ved Gaarden hvor Sæden stod høj paa begge Sider af Markvejen. Kreaturerne var morgensultne; og de store Stude gad slet ikke flytte sig for ham, naar de først havde faaet Mulen begravet i Kornet og han stod og pryglede løs paa dem med Klaffens stumpede Skaft. Den seks Alen lange Snært, som for en øvet Haand klippede Huden af Kreaturerne i smaa trekantede Huller, kunde han slet ikke svinge; og sparkede han Studen i Hovedet med sin Træsko, lukkede den blot godlidende Øjnene og græssede sindigt Bagen til ham. Saa brød han sammen i selvopgivende Skraalen, eller fik smaa Anfald af Raseri hvor han angreb blindt og søgte at komme Dyrets Øjne til Livs — men lige meget hjalp det. Kalvene kunde han altid faa til at flytte sig ved at sno Halen paa dem, men Studenes Haler var for kraftige.

Han græd dog ikke længe ad Gangen over sine smaa Midlers Fallit. En Aften fik han Faderen til at sætte en Brod i den ene Træskosnude; siden blev hans Spark respekteret. Dels af sig selv dels gennem Rud lærte han ogsaa at finde de Steder paa Dyrene der gjorde ondt. Kviekalvene havde deres ømme Sted i Yveret og Lysken, de to Tyrkalve i Testiklerne; et velrettet Slag mod et Horn kunde faa de store Stude til at bøge af Smærte.

Uddriften var stræng, men selve Vogtningen var et Herreliv. Naar Kvæget først var faldet til Ro over Græsningen, følte han sig som en General og lod sin Stemme lyde ustanselig over Engen, mens det gik i hans lille Krop af Stolthed og Magtfølelse.

Det kneb for ham at være borte fra Faderen. Han kom ikke hjem til Middag, og bedst som han gik og legede kunde der falde Fortvivlelse over ham; han bildte sig da ind at der var sket Faderen noget ondt, at den store Tyr havde taget ham paa Hornene — et eller andet. Saa lod han det hele i Stikken og løb skraalende hjemad, men kom i Tide til at huske Forvalterens Pisk og traskede tilbage igen. Han raadede Bod paa Længslen ved at vælge sin Standplads saaledes, at han kunde holde Øje med Markerne deroppe og se Faderen, naar han gik ud for at flytte Malkekvæget.

Han lærte sig til at snitte: Skibe og smaa Markredskaber og Haandstokke med mønstret Bark — Kniven faldt godt i hans Haand, og han brugte den flittigt. Timevis kunde han ogsaa staa paa Toppen af en Bavtasten — han troede det var en Ledstolpe — og forsøge at slaa de skudlignende Knald med Klaffen. Han maatte krybe til Vejrs for overhovedet at faa Snærten fra Jorden.

Naar Kvæget midt paa Formiddagen lagde sig, var han ogsaa gærne træt. Saa satte han sig paa Panden af en af de store Stude og holdt om Spidserne af dens Horn. Og mens Studen laa og gumlede, svagt dirrende som en Maskine, sad han paa dens Hoved og skraalede af fuld Hals Sange om ulykkelig Kærlighed og grufulde Massemord.

Henad Middag kom Rud løbende og var skrupsulten; Moderen jog ham hjemmefra naar Maaltiderne nærmede sig. Pelle delte altid sin Madkurv med ham, men krævede at han skulde genne et vist Antal Gange for hvert Stykke Mad. De to Drenge kunde ikke undvære hinanden en Dag til Ende. De tumlede sig i Engen som to Hundehvalpe, sloges og blev gode Venner igen tyve Gange om Dagen, svor de frygteligste Trusler om Hævn der skulde komme i den og den Voksnes Skikkelse, og sad i næste Øjeblik med hinanden om Halsen.