Part 25

Næste Morgen tog han sin Skolemad og gik som sædvanlig, men da han var kommet halvvejs lagde han sig under en Tjørn. Der laa han og græmmede sig og frøs, til det var ved den Tid de fik fri, saa gik han hjem. Det gentog sig flere Dage. Over for Faderen var han tavs, næsten ond. Lasse gik og smaaklagede, og Pelle havde nok i sit eget; de gik i hver sin Verden, og der var ikke Bro imellem, ingen af dem havde et godt Ord at sige den anden.

Men en Dag Pelle saadan kom luskende hjem, tog Lasse imod ham med straalende Mine og løse Knær. „Hvorfor fan skal én vel gaa og sørge du?“ sagde han med missende Ansigt og vendte sine klikkende Øjne mod Pelle — for første Gang siden Ulykkesbudskabet kom. „Her skal du bare se en ny Kærest jeg har fundet — kys hende Pøjke!“ Lasse trak en Flaske Brændevin frem af Strøelsen og holdt hen imod ham.

Pelle stødte den vredt fra sig.

„Saa du er storagtig!“ udbrød Lasse. „Ja ja, det vilde være Synd og Skam at nøde godt i ondt.“ Han satte Flasken for Munden og sejlede bagover.

„Nu lader du være du!“ udbrød Pelle tudbrølende og tog ham i Armen saa Væsken sprøjtede.

„Hov hov!“ sagde Lasse forundret og tørrede sig af med Haandbalgen „— svært saa hun er sprælsk, hov hov!“ Han fattede om Flasken med begge Hænder og holdt den godt fast, som havde den forsøgt at slaa sig fra ham. „Saa du er obsternasig du!“ Saa fik han Øje paa Pelle. „Og du græder du! har nogen gjort dig Fortræd kanske? Ved du ikke, at din Far hedder Lasse — Lasse Karlsson fra Kungstorpet? Du skal ikke være ræd, for Lasse er her han! Og han skal nok drage hele den vide Verden til Ansvar.“

Pelle saa, at Faderen blev hastig mere omtaaget og maatte i Seng, om ikke nogen skulde komme og se ham ligge og flyde. „Kom nu du Far,“ bad han.

„Ja nu skal jeg gaa. Han skal staa mig til Regnskab, om saa han var selve Gubben Satan fra Smaaland — du skal ikke græde!“ Lasse vilde ud Gaarden.

Pelle spærrede for ham: „Nu skal du komme med, Far! — der er ingen som skylder dig Regnskab.“

„Naa ikke — og du græder jo! Men han skal staa mig til Regnskab for alle Aarene — Proprietærsnuden!“

Nu blev Pelle bange. „Far dog, Far!“ brølede han „gaa ikke derop! Han bliver rasende og jager os paa Porten! — du er jo svirende husk dog paa!“

„Ja vist er jeg fuld“ svarede Lasse „men jeg er ikke ondskabsfuld.“ Han stod og famlede for at faa Krogen af Underdøren.

Det var jo Uret at lægge Haand paa sin egen Far, men nu nødtes Pelle til at sætte sig ud over alle Hensyn. Han tog et fast Tag i Kraven paa den Gamle. „Nu skal du komme her!“ sagde han og trak ham med sig op mod Kamret.

Lasse lo og hikkede og strittede imod; han hagede sig fast hvor han kunde — i Stolperne og Kreaturernes Haler, mens Pelle trak brølende af med ham. Pelle havde faaet ham fat bagfra om Livet og halv bar ham; i Døraabningen blev de stikkende, den Gamle spændte imod med begge Hænder. Pelle maatte slippe og slaa Armene fra ham saa han faldt; saa fik han ham slæbt over paa Sengen.

Lasse lo fjantet under det hele som kunde det være Leg, og gjorde sig skarnagtig hvor han kunde. Et Par Gange søgte han at staa op naar Pelle vendte Ryggen til; Øjnene var krøbet i Skjul, men det spillede underfundigt om hans Mund — han lignede en uvorn Unge. Pludselig faldt han bagover og snorksov.

Næste Dag var der Frihed fra Skolen, og Pelle behøvede ikke forstikke sig. Lasse skammede sig og gik og var ydmyg. Han havde nok en ganske klar Forestilling om hvad der var sket Dagen forud, for bedst som han gik kom han hen og rørte ved Pelles Arm. „Du er som Noahs gode Søn, der dækkede over sin Faders Skam!“ sagde han „— men Lasse er et Svin. Et haardt Bagslag har det nu ogsaa været for mig, det faar du tro paa! Men jeg ved vel, at det ikke hjælper at drikke sig fra Vid og Samling; den Sorg er skidt jordet som manes ned med Brændevin. Hvad der fjæles i Sne kommer op i Tø, som Ordet gaar.“

Pelle svarede ikke.

„Hvordan tager de det ude omkring?“ spurgte Lasse forsigtigt, han var nu naaet til at have Tanke for det beskæmmende ved Sagen. „Her paa Gaarden tror jeg endnu ikke det har spurgtes, men hvad siges der ude omkring?“

„Hvad ved jeg af det?“ svarede Pelle mut.

„Du har saa intet hørt da?“

„Tror du kanske, jeg vil gaa i Skolen og være til Spot for dem alle?“ Pelle var nær ved Graaden igen.

„Saa har du flakket om da, og ladet din Far i den Tro at du gik til Skole? det var uret handlet af dig. Men jeg skal vist ikke gaa i Rette med dig, saa megen Skam jeg har forvoldt dit ærekære Sind. Og hvis du nu uforskyldt kommer i Ulejlighed for din Skulken? — den ene Ulykke har den anden ved Haanden, og Ondt yngler som Lus i Skindpelse. Vi faar vide hvad vi gør, vi to — at det ikke skal gaa os altfor ilde.“

Lasse gik med raske Skridt op i Kamret og kom tilbage med Flasken, han tog Proppen af og lod Brændevinen løbe langsomt ud i Floren. Pelle saa forundret paa ham. „Gud forlade mig at jeg handler ilde med hans Gaver!“ sagde Lasse — „men det er en slem Frister at have staaende naar én har Hjærtesaar. — Og naar jeg nu giver Haand paa at du aldrig oftere skal se mig saadan som i Gaar, vil du saa ikke prøve Skolegangen igen i Morgen — og se at komme over det med Læmpe? Vi kan komme i det med selve Øvrigheden, om du bliver ved at holde dig borte; der er nok stor Straf for saadant her til Lands.“

Pelle lovede det og holdt sit Ord. Men han var forberedt paa det værste og stak i Smug en Blykno i Lommen, som Erik havde benyttet i sine Velmagtsdage, naar han gik paa Skovballer og andre Steder hvor man maatte slaa et Slag for sin Tøs. Der blev dog ingen Anvendelse for den, Drengene var helt optagne af et Skib, som havde maattet gaa paa Grund for ikke at synke og nu laa og lossede sin Hvedeladning over i Lejets Baade. Paa Havnen laa Hveden allerede i store Dynger, vaad og udbulnet af Saltvandet.

Og et Par Dage efter da det var gammelt, skete der noget som for bestandig satte Bom for Pelles Skolegang. Børnene regnede under en jævn Pludren og skramlede med Tavlerne, Fris sad som sædvanlig oppe paa sin Plads med Nakken hvilende mod Væggen og Hænderne støttet paa Pulten; de halvbrustne Øjne var ude i Rummet et Steds, ikke en Trækning forraadte at han levede. Det var hans sædvanlige Stilling, og han havde siddet saadan helt siden Frikvarteret.

Børnene blev urolige, Tiden nærmede sig da de skulde hjem. En Gaardmandssøn der havde Ur, holdt det op saa Pelle kunde se det, „to“ sagde han højt. De pakkede larmende Tavlerne ned og begyndte at slaas, Fris plejede at vaagne ved denne Opbrudsstøj men rørte sig ikke. Saa trampede de ud, en Tøs strøg i Kaadhed over Lærerens Haand idet hun gik forbi. Hun jog forskrækket sammen. „Han er ganske kold!“ sagde hun gysende og trak sig hen bag de andre.

De slog Kreds om Pulten og stod og spejdede efter Fris’ halvaabne Øjne, saa gik Pelle de to Trin op og lagde Haanden paa sin Lærers Skulder. „Vi skulde hjem,“ sagde han med unaturlig Stemme. Fris’ Arm faldt stiv ned fra Pulten, Pelle maatte støtte hans Krop. „Han er død!“ det gik som en Frysen over Børnenes Læber.

Fris var død — død paa sin Post som Sognets skikkelige Beboere udtrykte det. Pelle var færdig med sin Skolegang for bestandig og kunde trække Vejret frit.

Han gik hjemme og hjalp Faderen, de havde det rigtig hyggeligt sammen og kom helt nær til hinanden igen, nu der ikke stod nogen tredje Person imellem dem. Stiklerierne fra Gaardens andre Folk var for intet at regne, Lasse var gammel i Gaarde og vidste for meget om hver enkelt, han kunde bide igen. Han solede sig rigtig i Pelles milde Barnesind og holdt ustanselig Snakken gaaende. Stadig kom han tilbage til det samme: „Jeg maa være glad for dig, for havde du ikke holdt igen dengang jeg partu vilde flytte ned til Madam Olsen, saa var det blevet en gal en for os. Jeg tænker vel han havde slaaet os ihjæl i sin Vrede. Her som altid har du været min gode Engel.“

Paa Pelle virkede Lasses Snakken velgørende som Kærtegn, han gik og hyggede sig og var mere Barn end hans Aar forudsatte.

Men om Lørdagen kom han hjem fra Præsten og var helt forandret; han hang med alting som en død Sild, gik ikke over og spiste men kom lige ind gennem Uddøren og smed sig over en Foderbunke.

„Hvad er der nu kommet paa?“ spurgte Lasse og kom hen til ham. „Har nogen været ond imod dig?“

Pelle svarede ikke men laa og pillede. Lasse vilde vende hans Ansigt mod sig, men Pelle borede det ned i Foderet. „Kan du ikke engang have Fortroende til din egen Far, jeg vil jo dog ikke andet her paa Jorden end dit Vel!“ Lasses Stemme var bedrøvet.

„Jeg skal vises bort,“ fik Pelle sagt, og borede i Høet for at holde Graaden tilbage.

„Da skal du vel ikke det?“ Lasse kom til at ryste. „Hvad kan du have forbrudt da?“

„Jeg har slaaet Præstens Søn halv fordærvet.“

„Ak, det var snart det værste du kunde gøre — lægge Haand paa Præstens Søn! Jeg ved vel at han maa have gjort sig fortjent til det, men — du skulde nu alligevel ikke gjort det. Undtagen han har tyvtet dig da — det behøver ærlig Mand ikke at tage imod af nogen, var det saa Kongen selv.“

„Han — han kaldte dig for Madam Olsens Medhustru.“ Pelle havde Møje med at faa det sagt.

Lasse blev skarp om Munden og knyttede Hænderne. „Ja saa, ja saa! havde jeg ham her skulde jeg træde Tarmene ud af Livet paa ham, den Abeunge! Du gav ham vel hvad han har godt af længe?“

„Nej ikke saa farligt, for han vilde ikke staa for Slagene — han smed sig ned og skreg. Og saa kom Præsten!“

Lasse gik en Stund og var skæmmet af Vrede, nu og da udstødte han en Trusel. Saa vendte han sig mod Pelle: „Og de har vist dig væk tilmed? — bare fordi du antog dig din gamle Faders Sag! Altid skal jeg ogsaa bringe dig i Ulykke, skønt jeg kun pønser paa dit Vel. — Men hvad gør vi nu, du?“

„Jeg vil ikke være her længer,“ sagde Pelle bestemt.

„Nej lad os kun komme bort herfra, der har aldrig groet andet end Malurt for os to her paa Gaarden. Kanske ligger der nye glade Dage og venter os derude. Og Præster findes der vel overalt. Naar vi to slaar os sammen om et godt Arbejde derude, skal vi tjene Penge som Græs. Saa gaar vi en Dag op til en Præst kan jeg tro, og smider halvhundrede Kroner for Snuden af’en, og det skulde være underligt om han ikke konfirmerede dig lige paa Stedet — og kanske lod sig sparke bagi paa Købet. Saadanne Folk er svært glade for Penge.“

Lasse havde ranket sig under Vreden og faaet et hvast Udtryk i Øjnene. Han traadte raskt i Fodergangen og slængte skødesløst med Tingene, Pelles æventyrlige Forslag smittede Ungdom af paa ham. Ind imellem Arbejdet samlede de alle deres Smaating sammen og pakkede den grønne Kiste. „Der bliver nok store Øjne her paa Gaarden i Morgen tidlig naar de kommer og finder Reden tom,“ sagde Pelle muntert. Lasse kluklo.

Det var deres Plan at ty op til Kalle og være der et Par Dage, mens de tog Overblik over hvad Verden bød paa. Da alt var besørget om Aftenen tog de den grønne Kiste imellem sig og listede gennem Uddøren ud paa Marken. Kisten var tung, og Mørket gjorde ikke Gangen lettere; de bevægede sig fremad i smaa Stød, skiftede Hænder, og hvilede. „Vi har jo Natten for os!“ sagde Lasse oprømt.

Han var svært oplivet; mens de sad paa Kistelaaget og hvilede, snakkede han løs om alt det der laa og ventede dem. Naar han gik i Staa, tog Pelle fat. Ingen af dem havde opgjort sig noget bestemt for Fremtiden; de ventede sig simpelthen Æventyret selv med dets ufattelige Overraskelser. Alt hvad de saadan vilde være i Stand til at sætte sig hen og udforme af bestemt, faldt saa smaat ud mod det der _maatte_ komme; derfor lod de være og gav sig Overfloden i Vold.

Lasse var usikker paa Foden i Mørket og maatte bestandig hyppigere sætte Byrden ned. Han blev træt og forpustet, de lyse Ord døde bort paa hans Læber. „Ak hvor den er tung!“ sukkede han — „saa meget Skidt én ogsaa faar skrabet sammen i Tidens Løb.“ Saa sad han paa Kisten og hev efter Vejret — han kunde ikke mere. „Havde én blot haft noget at styrke sig paa,“ sagde han mat. „Saa mørkt og trist det ogsaa er i denne Nat.“

„Hjælp mig den paa Nakken!“ sagde Pelle — „saa skal jeg bære den et Stykke.“

Lasse vilde ikke men gav tilsidst efter, og det gik atter fremad; han smaaløb foran og varskoede for Grøfter og Diger. „Om Bror Kalle nu ikke kan have os?“ sagde han pludselig.

„Det kan han sikkert — der er jo Mormors Seng, den er bred nok til to.“

„Men om vi nu ingenting faar fat i? — saa ligger vi ham til Byrde.“

„Vi skal nok faa fat i noget — der er bart om Arbejdskraft overalt.“

„Ja dig vil de nok tage imod med Kyshaand; men jeg er vist for gammel til at byde mig ud.“ Lasse havde tabt ethvert Haab og undergravede Pelles ogsaa.

„Nu kan jeg ikke mere!“ sagde Pelle og lod Kisten dumpe. De stod med hængende Arme og stirrede paa maa og faa ud i Mørket; Lasse røbede ingen Trang til at tage fat igen, og Pelle var nu udmattet. Natten laa mørk om dem og gjorde alting saa forladt som flød de ene to om i Verdensrummet.

„Saa skulde vi vel se at komme videre,“ udbrød Pelle og tog et Tag i Kisten; da Lasse ikke rørte sig slap han og satte sig ned. De sad med Ryggen til hinanden og kunde ikke faa sagt det rette Ord — der lagde sig stadig større Afstand imellem dem. Lasse krøb frysende sammen for Nattekulden. „Var man bare hjemme i sin gode Seng,“ sukkede han.

Pelle var lige ved at ønske at han havde været alene, saa skulde han nok ført Vejen igennem. Den Gamle var lige saa tung at slæbe paa som Kisten.

„Jeg tror jeg gaar tilbage igen du!“ sagde Lasse endelig slukøret — „jeg duer vist ikke til at træde de løse Veje. — — Og du bliver jo heller aldrig konfirmeret paa denne Maade! Om vi gik tilbage og fik Kongstrup til at lægge et godt Ord ind for os hos Præsten.“ Lasse stod og holdt i Kistens ene Hank.

Pelle sad en Stund som hørte han intet. Saa tog han stiltiende fat, og de sled sig hjemad over Markerne i en træls Vandring. Hvert Øjeblik var Pelle træt og maatte sætte fra sig; nu det bar hjemad var Lasse den udholdende. „Jeg kunde vist godt bære den en Tørn alene — om du hjalp mig den paa Nakken,“ sagde han. Men det vilde Pelle ikke høre om.

„Puh ha!“ Lasse pustede behageligt ud da de igen stod i Kostaldens Varme og hørte Kreaturerne aande ud i dovent Velvære — „her er hyggeligt her. Det er som kunde det være éns Barndomshjem man var kommet ind i. Jeg tror jeg skulde kende Stalden her igen paa Luften, hvor i Verden de saa førte mig ind i den med bundet for Øjnene.“

Nu de var hjemme igen, var Pelle heller ikke fri for at synes her var rigtig rart.

XXIII

Søndag Formiddag mellem Vanding og Middagsmaal steg Lasse og Pelle op ad den høje Stentrappe. De satte Træskoene oppe i Gangen og stod og skuttede sig uden for Kontordøren — de graa Strømpefødder var fulde af Avner og Jord. Lasse løftede Knoen prøvende men holdt inde. „Har du nu snydt godt ud?“ spurgte han hviskende, hans Mine var anspændt. Pelle snuste op endnu engang og gik efter med Bluseærmet.

Lasse løftede igen Knoen, han var svært beladen. „Kanske du kunde være et Gran stille da?“ sagde han ærgerlig til Pelle der stod som en Mus. Lasses Kno gik vejende i Luften tre-fire Gange inden den faldt mod Døren; saa stod han med Panden helt inde ved Fyldingen og lyttede. „Der er nok ingen inde,“ hviskede han raadvild.

„Gaa bare ind,“ udbrød Pelle — „vi kan vel ikke staa her hele Dagen.“

„Saa kan du jo gaa først, naar du mener du bedre forstaar at føre dig!“ svarede Lasse stødt.

Pelle lukkede rask op og gik ind. Der var ingen paa Kontoret, men der stod aabent ind til Dagligstuen, og derinde fra lød Kongstrups velbehagelige Pusten. „Er der nogen?“ spurgte han.

„Ja det er Lasse og Pelle,“ svarede Lasse med en Stemme der ikke lød helt tapper.

„Kan I komme herind?“

Kongstrup laa paa Sofaen og læste i en Almanak, paa Bordet ved Siden af ham stod en Stabel gamle Almanaker og et Fad med Smaakager og sligt.

Han tog ikke Øjnene fra sin Bog, ikke engang mens Haanden gik saa hjemmevant op til Fadet efter noget at putte i Munden. Han laa og sugede det i sig og smaasank alt mens han læste; dem havde han ikke Øje for — ikke et Spørgsmaal om hvad de vilde, eller noget som kunde sætte én i Gang. Dette her var som at blive sendt ud at pløje og ikke faa at vide hvor. Han var vel midt i noget spændende maaske.

„Naa hvad vil saa I?“ spurgte Kongstrup endelig med sin dvale Stemme.

„Ja — ja Proprietæren faar saa meget undskylde, at vi saadan kommer om noget som ikke angaar Bedriften. Men som Sagerne nu engang stiller sig har vi ingen anden at ty til, og saa er det jeg siger til Pøjken: Husbond vil sikkert ikke vredes, han har mangen god Gang vist Hjærtelag for os stakkels Lus — og saadér! Nu er det jo nok saaledes her i Verden, at omend man er et fattigt Skrog som ikke duer til andet end at tage Skidtet fra de andre, saa har Vorherre alligevel ikke nægtet én Faderhjærtet. Og ondt kan det jo gøre at se paa, at Faderens Synd skal ryge lige i Benene paa Sønnen.“

Lasse gik i Staa. Han havde paa Forhaand udtænkt det hele, og lagt det saaledes at det paa en snild og anselig Maade førte til selve Sagen. Men nu gik det i Urede lige som Sjæskens Lommetørklæde, og Proprietæren saa ikke ud til at have forstaaet et Suk. Han laa og greb til Smaakagerne og kiggede hjælpeløst til Døren.

„Det er jo ogsaa saaledes, at et Mandfolk kan blive træt af den enlige Stand,“ begyndte Lasse igen men opgav straks at gaa videre. Hvordan fan han saa bar sig ad, gik han rundt og rundt om Tingen og fik ikke Hold noget Sted — og nu gav Kongstrup sig til at læse igen. Et bitte lidet Spørgsmaal fra ham kunde have ført midt op i det hele; men han proppede bare Munden og gav sig til at tygge rigtig bredt.

Lasse var nedslaaet udvendig og gal indvendig, han stod og samlede sig sammen til at gaa. Pelle gloede op og ned paa Skilderierne og de gamle skinnende Mahognimøbler, han tog sit Skøn over enhver Ting.

Saa lød de energiske Skridt inde gennem Stuerne — de kunde følges helt nede fra Køkkenet. Kongstrup fik lidt Liv i Øjnene, og Lasse rankede sig. „Staar I to dér?“ sagde Fruen paa sin sikre Maade der tydede paa saa megen Omsorg „— men saa sid dog ned. Hvorfor har du ikke budt dem til Sæde Far?“

Lasse og Pelle kom til Sæde, og Fruen tog Plads henne ved sin Mand med Armen støttet paa hans Hovedgærde. „Hvordan er det med dig Kongstrup — har du faaet hvilet?“ spurgte hun deltagende og pillede ved hans Skulder. Kongstrup smaagryntede noget; det kunde være baade ja og nej og ingenting.

„Og hvad saa I to — trænger I til Penge?“

„Nej det er Pøjken — han skal vises væk,“ svarede Lasse ligetil. Over for Fruen blev man selv saa fast i det.

„Skal du vises væk?“ udbrød hun og saa gammelkendt paa Pelle, „hvad har du gjort da?“

„Aa jeg sparkede Præstens Søn.“

„Hvorfor gjorde du nu ogsaa det?“

„Fordi han ikke vilde staa for Næveslag men smed sig ned.“

Fruen lo og stødte til Kongstrup: „Ja vist saa — — — men hvad havde han gjort dig?“

„Han havde sagt fule Ting om Far Lasse.“

„Var det meget stygt det han sagde?“

Pelle saa fast paa hende — hun skulde nu ogsaa føle enhver Ting under Bunden. „Jeg siger det ikke!“ erklærede han bestemt.

„Ja ja da! Men saa kan vi jo heller ikke tage os af det.“

„Jeg faar vel lige saa godt sige det,“ faldt Lasse ind „— han kaldte mig for Madam Olsens Medhustru — efter Bibelhistorien kan jeg tro.“

Kongstrup kluklo modstræbende, som om nogen havde hvisket ham en Sjofelhed i Øret og han ikke kunde lade være. Fruen selv var alvorlig nok. „Jeg forstaar det vist ikke?“ sagde hun og lagde sin Haand dæmpende paa Mandens Arm. „— Lasse faar forklare sig.“

„Det sigter jo til, at jeg var Kærest med Madam Olsen i Lejet, som alle tog for at være Enke — og saa kom hendes Mand hjem nu forleden. Saa har de nok hæftet det Smædenavn paa mig ude omkring kan jeg forstaa.“

Kongstrup begyndte igen paa sin dulgte Latter, Lasse sad og missede helt forpint ved det.

„Værsgod og tag jer en Kage!“ sagde Fruen meget højt og skød Fadet hen til dem. Saa tav Kongstrup; han laa og fulgte deres Greb i Kagefadet med opmærksomme Øjne.

Fruen sad og stødte Langfingren ivrigt mod Bordpladen mens de tyggede. „Saa blev den skikkelige Pelle rasende og sparkede haandløst?“ sagde hun pludselig. Der var Ild i hendes Øjne.

„Ja det var jo det han aldrig skulde gjort!“ svarede Lasse klynkende.

Fruen satte et Par Øjne paa ham.

„Nej for fattig Fugl er ikke til andet end at hakke i.“

„Jeg lider nu bedst den Fugl, der hakker igen og forsvarer Reden saa fattig den er. — Ja ja nu faar vi se! — — Og han skal konfirmeres han her? Det er jo rigtig sandt ogsaa — at jeg kunde være saa glemmen! Saa maa vi nok til at tænke paa Stadsen.“

— —

„Det var to Sorger slukket det!“ sagde Lasse da de igen gik nede i Stalden. „Men bemærkede du ogsaa, hvor fint jeg lod hende vide at du skulde konfirmeres? Det var næsten saa hun kom paa det af sig selv. Nu bliver du nok som en Butikssvend i Tøjet skal vi se; Folk som Proprietærens ved hvad der skal til, naar først de faar aabnet Pungen. — — Nu fik de hele Sandheden i Synet, men fan — de er vel ikke mere end som Mennesker. — Naar bare én træder frit op —.“ Lasse kunde ikke glemme det heldige Udfald.