Part 3

Køllerslægten var ikke sentimental, den trivedes fortræffeligt i det skumle Lys der faldt over Gaarden af saa mange rædde Sind — og følte det som Magt. Mændene var raske til Drik og Kortspil; men de drak aldrig mere end at de baade kunde se og sanse, og spillede de sig en Hest fra først paa Aftenen, saa vandt de gærne to i Nattens Løb.

Da Lasse og Pelle kom til Stengaarden, mindedes de gamle Husmænd endnu Bonden fra _deres_ Barndom Janus Køller — ham der mere end nogen anden satte Fart i Sagerne. I sin Ungdom sloges han en Nat Kl. 12 med Fanden oppe i Kirketaarnet og overvandt ham — og siden lykkedes alting for ham. Hvordan det nu var eller ikke saa røg paa hans Tid den ene Nabo efter den anden, og Janus gik rundt og overtog efter dem. Behøvede han en Hest mere spillede han sig den til i Trekort — og saadan paa alle Omraader; den Lede selv lagde alting til Rette for ham. Hans største Fornøjelse var at køre gale Heste til og de der traf til være født Julenat paa Slaget tolv, kunde tydelig se den Onde sidde hos ham i Sædet og holde Tømmen. Han fik en beskidt Død som venteligt var! En tidlig Morgen kom Hestene løbende hjem til Gaarden, og ham selv fandt man ved Vejsiden med Hovedet knust mod et Træ.

Hans Søn igen blev den sidste Stengaardsbonde af den Slægt. Han var en gal Djævel med meget godt i; naar nogen havde en anden Mening end han slog han ham i Jorden; men han hjalp altid dem det gik galt for. Paa den Maade blev der aldrig nogen der gik fra Hus og Hjem; og da han havde det i sig at han skulde gøre Gaarden større han ogsaa, købte han Land op inde i Lyngen og Klipperne. Men han lod det klogelig ligge hen for det Stads det var. Han bandt mange til Gaarden ved sine Haandsrækninger, og gjorde dem afhængige saa de aldrig forvandt det; Husmændene maatte slippe deres eget naar han sendte Bud, og han var aldrig i Bekneb for billig Arbejdskraft. Det var knap nok Folkeføde den Mand bød paa, men han spiste altid selv af Fad med de andre. Og Præsten var hos ham paa det sidste, der var ikke noget at sige paa hans Henfart.

Han havde ligget to helgode Koner ihjæl, og alt det han havde for det var en Datter med den sidste. Og hun var ikke engang helt rigtig. Allerede da hun var elleve Aar kom nok Blodet over hende — hun løb da og gjorde sig til for alle og enhver. Men der var ingen der blot turde se til hende, for de var bange for Stengaardsbondens Gebös. Senere slog hun sig til den anden Side igen, hun udstafferede sig med en Stok ligesom et andet Mandfolk, og gik og drev alene om derude i Klipperne i Stedet for at tage sig noget husligt til. Hun lod ingen komme sig nær.

Kongstrup, den nuværende Stengaardsbonde, var ført. Han kom til Øen bortefra for en Snes Aar siden, og endnu var ingen blevet klog paa ham. Han havde det dengang med at drive om i Lyngen og ingenting tage sig til ligesom hun, og saa var det jo ikke saa underligt, om han kom ud for den Gamles Gebös og maatte gifte sig med hende. Men forfærdeligt var det!

Han var en løjerlig Pys, men kanske var Folk saadan dér hvor han kom fra? Han havde saa én Idé saa en anden, lagde paa Daglønnen uden nogen havde bedt ham om det, og lavede Stenværk med Akkordarbejde ved. Saadan gik han og hittede paa Tossestreger til at begynde med, og lod det være frivilligt om Husmændene vilde møde til Arbejde paa Gaarden; det gik saa vidt med ham, at han sendte dem hjem i Regnvejr for at bjærge deres Korn — og lod sit eget staa og ødelægges. Men det gik jo skidt ogsaa kantro, og efterhaanden maatte han æde sine Tosserier i sig igen.

Egnens Folk fandt sig i Afhængigheden uden at knurre. Fra Far til Søn var de vant til at gaa ind og ud ad Stengaardens Porte og udrette hvad der blev forlangt — saa pligtmæssigt som Hoveribønder. Til Gengæld slap de al deres Trang til Tragedie, al Livets Rædsel og skumle Mystik løs paa Stengaarden. De lod Djævlen husere deroppe, spille Trekort med Mændene om deres Sjæle — og ligge hos Kvinderne; og de tog Huen dybere af for Stengaardsfolkene end for andre.

Alt dette var vel noget ændret med Aarene, den værste Brod var slidt af Overtroen. Men den onde Luft som ligger over Herregaarde — over al stor Ophobning af hvad der burde tilhøre de mange — laa ogsaa tungt om Stengaarden. Det var Almuens Dom, dens eneste Hævn over sig og sine.

Lasse og Pelle vejrede hurtigt den trykkende Luft, og kom til at se med de andres halvrædde Øjne endnu før de selv havde hørt noget videre. Især Lasse gik og syntes han aldrig kunde blive rigtig glad her, saa tungt det bestandig hang om én. Og saa den Graad som man ikke havde Rede paa!

* * * * *

Hele den lange lyse Dag havde Graaden sivet ud fra Stengaardens Stuer: haa, haa, haa! ligesom Omkvædet paa en sørgelig Folkevise. Nu var der endelig en Stansning i det. Lasse gik i den nedre Gaard og puslede — han blev ved at have Lyden i Øret. Trist, saa trist var det med denne stadige Kvindegraad, som var der et Barn død, eller en der sad tilbage med Skammen. Og hvad kunde der saa være at græde for, naar man havde en Gaard paa flere Hundrede Td. Land og boede i et højt Stuehus med tyve Fag Vinduer.

Rigdom det er kun en Gave fra Gud, men Fattigdom ja det er en Belønning. Hvo som Rigdommen har han er aldrig rigtig glar, den Fattige er altid saa fornøjet!

Karna sang det derovre i Mælkestuen, og jagu var det sandt ogsaa. Om Lasse blot havde vidst hvor han skulde tage Penge fra til en ny Busserunne til Pøjken, saa skulde han aldrig misunde et Menneske her paa Jorden. Hvorvel det kunde være rart nok at have Penge baade til Tobak og en Snaps iblandt, naar man ikke kom til at gaa andre for nær ved det.

Lasse gik og jævnede Møddingen, han var færdig med Middagsarbejdet i Stalden og gav sig god Tid — dette var blot noget han stak imellem. Nu og da skottede han dog op til de høje Vinduer og tog i med et Ryk, men Trætheden var den stærkeste; det skulde have gjort godt med en lille Eftermiddagshvil, men han vovede det ikke. Der var stille paa Gaarden, Pelle var sprunget et Ærinde til Landhøkerens for dem i Køkkenet, og alle Mandfolk var i Marken for at dække den sidste Vaarsæd. Stengaarden var sent efter det.

Nu kom Landvæsenseleven snusende ud af Stalden, han var gaaet den anden Vej ind for at komme bag paa Lasse, Forvalteren havde sendt ham. „Er du dér din lede Politispion,“ mumlede Lasse da han saa Eleven, „en Dag slaar jeg dig nok ihjæl!“ Men han tog Huen dybt af. Den lange Elev gik op over Gaarden uden at se til ham og gav sig til at holde Fjas med Pigerne nede i Bryggerset. Det lod han nok være med om Karlene var hjemme — Spøgelset!

Kongstrup kom ud paa Trappen deroppe, han stod lidt og saa paa Vejret, saa gik han ned mod Kostalden, Hut, hvor var han stor — han fyldte hele Stalddøren. Lasse satte Greben og skyndte sig ind for at være ved Haanden.

„Naa hvordan gaar det Gamle?“ spurgte Proprietæren venligt — „kan du klare Sagerne?“

„Aa jo det gaar vel“ svarede Lasse „men der er ikke noget at give hen. Det er en stor Besætning for én Mand.“

Kongstrup stod og følte en Malkeko paa Bagredet. „Du har jo Drengen til Hjælp, Lasse. Hvor er han for Resten henne, jeg ser ham ikke?“

„Han er til Landhøkerens for Kvindfolkene.“

„Ja saa — hvem sendte ham af Sted?“

„Fruen selv tror jeg nok.“

„Hm — er det længe siden han løb?“

„Aa ja, han maa snart kunne være her igen.“

„Faa fat i ham naar han kommer, og send ham op til mig med Varerne — vil du det?“

Pelle var ikke dristig ved den Gang op paa Kontoret; Fruen havde tilmed befalet ham at holde Flasken godt skjult under Blusen. Der var mægtig højt til Loftet inde, paa Væggene hang der fine Jagtgeværer; og oppe paa en Hylde stod der Cigarkasser den ene oven paa den anden helt til Loftet — ligesom det kunde være en Tobaksbutik. Men det forunderligste var dog at de havde i Kakkelovnen nu midt i Maj — og for aabent Vindu. De vidste nok ikke, hvordan de skulde faa Ende paa alle deres Penge! men hvor var Pengekisterne henne?

Alt dette og meget mere iagttog Pelle, mens han stod inden for Døren paa sine bare Fødder og ikke turde slaa Øjnene op af lutter Benovelse. Saa drejede Storbonden sig i Stolen og trak ham hen til sig ved Kraven. „Lad os saa se hvad du har under Blusen lille Mand,“ sagde han venligt.

„Det er Konjak,“ sagde Pelle og trak Flasken frem. „Fruen sagde jeg ikke maatte vise den til nogen.“

„Du er en dygtig Dreng,“ sagde Kongstrup og klappede ham paa Kinden — „du bliver nok til noget engang. Giv du mig nu Flasken, saa skal jeg bære den ud til Fruen saa ingen faar den at se.“ Han lo hjærteligt.

Pelle rakte ham Flasken — dér paa Skrivebordet stod der Penge i en hel Stabel, tykke runde Tokroner den ene oven paa den anden. Hvorfor fik Far Lasse saa ikke det Forskud han havde bedt saadan om?

Nu kom Fruen ind, og Storbonden gik straks hen og lukkede Vinduet. Pelle vilde gaa, men hun stansede ham. „Du har jo nogle Varer til mig?“ sagde hun.

„Jeg har taget imod _Varerne_“ svarede Kongstrup. „Du kan faa dem — naar Drengen er gaaet.“

Men hun holdt for Døren. Drengen skulde netop blive og være Vidne til, at hendes Mand forholdt hende de Sager hun skulde bruge i Køkkenet — alle skulde vide det.

Kongstrup gik frem og tilbage og sagde ingenting. Pelle ventede han skulde slaa til hende; for hun brugte onde Ord — meget værre end Mor Bengta naar Lasse kom hjem fra Tommelilla og var glad. Men han lo bare. „Nu er det vist godt“ sagde han, førte hende bort fra Døren og lukkede Drengen ud.

Lasse var ilde ved det. Han havde troet, at Proprietæren blandede sig i det for at hindre at de alle kørte med Drengen — saa haardt han havde hans Hjælp behov til Røgtningen. Og nu tog det den liderlige Vending.

„Ak saa det var Konjak“ gentog han — „ja saa kan jeg forstaa det. Men at hun tør gaa saadan løs paa’n al den Stund _hun_ sidder i Lasten — han maa være en skikkelig Bjørn.“

„Han er jo selv glad for Stærkt,“ mente Pelle som havde hørt et og andet om Proprietærens Ture.

„Ja men et Kvindfolk du, det er dog en anden Sag. Husk paa det er fine Folk. — Ja ja, det tilkommer ikke os at resenere over Herskabet, vi kan have nok at gøre med at varetage vort eget. Men jeg vilde give meget til, at hun ikke sendte dig i sine Ærender oftere — vi kan let komme til at sidde som Lusen mellem to Negle.“

Lasse gik til sit Arbejde. Han sukkede og rystede paa Hovedet mens han slæbte Foder frem — han var sletikke glad.

III

Det var oplivende med alt det Solskin, der fyldte Rummet til alle Sider uden at være ledsaget af tilsvarende Varme. Foraarets Dampe var borte af Luften, og Sommerens Varmedis endnu ikke kommet. Der var kun Lys over de grønne Agre og Havet derude, Lys der trak Landskabets Linjer klart op mod den blaa Luft og udaandede mild behagelig Varme.

Det var en af de første Dage i Juni, den første rigtige Sommerdag. Og det var Søndag.

Stengaarden laa og ruttede med Sol. Alle Vegne fik den Lov at trænge ind med sit klare gyldne Skær; og hvor den ikke kunde naa hen, skælvede dunkle Farvetoner som en hed lønlig Aande ud i Dagen. Luge- og Døraabninger stod som slørede Øjne midt i Lyset, og hvor Taget laa i Skygge sugede det som Fløjl.

Oppe i Stuehuset var der stille i Dag, Kiven holdt nok Søndag den ogsaa.

Den store Gaardsplads var delt i to ved et Stakit. Den nederste Halvdel bestod hovedsagelig af en stor dampende Møddingskule med Køreplanker paa Kryds og tværs og nogle endevendte Hjulbøre øverst oppe. Et Par Svin laa nedgravet i Gødningen og sov — i Aile til midt paa Livet, en travl Hønseflok spredte ivrigt de firkantede Bunker Hestegødning fra sidste Morgens Mugning. En stor Hane stod midt i Flokken og ledede Arbejdet, den lignede en Forvalter.

Oppe i den øverste Gaard var en Flok hvide Duer i Færd med at pille Korn op af den rene Brolægning. Uden for den aabne Vognport gik en Karl og saa Jagtvognen efter, en anden Karl stod inde i Porten og pudsede Stadsseletøjet.

Karlen ved Vognen var i Skjorteærmer og nysmurte Knæstøvler; hans Legeme var ungt og spænstigt og valgte smukke Stillinger under Arbejdet. Han havde Huen helt nede i Nakken og fløjtede dæmpet, mens han arbejdede Hjulene ud og ind og sendte stjaalne Blikke ned til Bryggerset. Dernede under Vinduet stod en af Pigerne og holdt Søndagsvask, med nøgne Skuldre og Arme, og Særken krænget ned under Brysterne.

Den svære Malkepige Karna gik forbi ham hen til Posten med to store Spande. Da hun kom tilbage slog hun en Sjat Vand paa hans ene Støvle, og han saa op med en Ed. Hun tog det som en Opfordring til at stanse og satte Spandene fra sig med en forsigtig Skelen op til Stuehusets Vinduer.

„Du har nok daarlig udsovet, Gustav,“ sagde hun og lo drilsk.

„Det er da ikke din Skyld ved jeg,“ svarede han studs. „Kan du lappe mine Arbejdsbukser for mig i Dag?“

„Nej tak! Jeg lapper ikke dér hvor en anden klapper.“

„Vil du ikke gaa i din Mor igen da! Der er nok som vil lappe om mig dig foruden.“ Han bøjede sig atter over Arbejdet.

„Jeg skal se om jeg kan faa Tid,“ svarede det store Kvindfolk inderlig spagt. „Men jeg bliver næsten ene om alting i Eftermiddag, alle de andre skal paa Farten.“

„Ja jeg ser Bodil vasker Patterne,“ han spyttede en Straale Snus hen mod Bryggersvinduet. „Hun skal vel paa Session, siden hun gør det saa grundigt?“

Karna saa træsk ud:

„Hun bad sig fri fordi hun vilde til Kirke — hun gaa i Kirke, jo kys mig paa Mandag! Nej hun skal ned til Skrædderens i Lejet; dér skal hun vel saa mødes med Malmberg — sit Bysbarn. At hun ikke holder sig for god til at rode sig op i det med en gift Mand.“

„For mig maa hun gaa paa Sjus med hvem fan hun vil!“ svarede Gustav og sparkede det sidste Hjul paa Plads med Foden; den store Karna stod og saa mildt paa ham. Men saa opdagede hun et Ansigt oppe bag Gardinerne og skyndte sig af Sted med sine Spande. Gustav spyttede foragteligt efter hende mellem Tænderne — hun var dog for gammel for hans sytten Aar; fyrre maatte hun vel mindst være. Han kastede endnu et langt Blik ned efter Bodil og gik over i Vognporten med Smørekande og Nøgle.

Det høje hvide Stuehus der lukkede for Gaardens øverste Ende, var ikke bygget sammen med de øvrige Længer men holdt sig fornemt tilbage, et Par Stumper Plankeværk besørgede Forbindelsen. Det havde Kvist til begge Sider, og en høj Kælder hvori der var Folkestue, Pigekamre, Bryggers, Rullestue og de store Forraadskamre; paa Kvisten ind mod Gaarden sad et Ur som ikke viste Tiden. Pelle kaldte Bygningen Slottet og var ikke saa lidt stolt af, at han havde Lov at betræde Kælderen. Gaardens andre Folk havde ikke saa kønne Navne til den.

Han var den eneste, hvis Ærefrygt for Hovedbygningen ikke rummede nogen skummel Tilsætning, paa de andre virkede den som en fjendtlig Skanse. Enhver der gik over Brolægningen i den øvre Gaard skelede uvilkaarligt op til de høje tilslørede Vinduer, bag hvilke der i Smug kunde holdes Øje med alt herude. Det var noget i Retning af at passere en Række Kanonmundinger — det gjorde usikker i Benene; og ingen gik hen over den rene Brolægning uden han var nødt til det. Derimod færdedes de frit nede i den anden Halvdel af Gaarden, der var lige saa let at overskue fra Stuehuset.

Dernede løb et Par af de yngre Karle og legede. Den ene havde erobret den andens Hue og løb med den, og det gik i vild Jagt ud ad én Lodør og ind ad den næste hele Gaarden rundt, under Pusten og kaad Latter og snappende Udraab. Lænkehunden glammede henrykt og væltede sig sindsforvirret rundt i sin Lænke, den vilde med i Legen. Oppe ved Stakittet blev Røveren indhentet og kastet til Jorden, men han saa sit Snit til at sende Huen op i Luften, den dalede ned lige for Stuehusets høje Stentrappe.

„Ak dit lumske Kadaver!“ udbrød Ejermanden med en Stemme der klang af fortvivlet Bebrejden, idet han bearbejdede den anden med sine Støvlesnuder, „ak din fule Forvalterspire!“ Han holdt pludselig inde og maalte vurderende Afstanden. „Giver du en Pægl, om jeg tør gaa op og hente Huen?“ spurgte han hviskende. Den anden nikkede og rejste sig hurtigt over Ende, for at se hvordan dét vilde spænde af. „Er det svoret? du vover ikke at snyde dig fra det,“ han løftede Haanden besværgende. Kammeraten gjorde en højtidelig Bevægelse hen over Struben som snittede han den over, Eden var aflagt. Han der havde mistet Huen trak op i Bukserne og stod lidt og tog sig sammen, hele hans Skikkelse tætnede til af Beslutsomhed. Han lagde Hænderne paa Stakittet og satte over, gik med ludende Hoved og faste Skridt over Gaarden — han lignede en der har sat alt paa ét Kort. Da han havde Huen og rettede sig med Ryggen til Hovedbygningen, sendte han en frygtelig Grimasse ned over Gaardsrummet.

Nu kom Bodil op af Kælderen i sine fineste Kisteklæder, med sort Silkeklæde om Hovedet og en Salmebog i Haanden. Lyse Himmerig hvor var hun vakker! Og tapper — hun gik forbi Stuehuset i hele dets Længde og ud. Men hun kunde vel ogsaa blive klappet af selve Proprietæren hvad Dag hun vilde.

Uden om den egenlige Gaard laa de mange smaa og store Udbygninger: Kalve- og Svinehuse, Redskabsskur, Vognrum, en Smedje som ikke benyttedes mere. De laa der som lige saa mange Mysterier, med Lemme der førte ned til bælgmørke underjordiske Roe- og Kartoffelkældere, hvorfra man naturligvis ad hemmelige Gange kunde naa til de besynderligste Steder under Jorden — og andre Lemme, der førte op til mørke Loftsrum, hvor de vidunderligste Skatte opbevaredes i Form af gammelt Skrammel.

Men Pelle har desværre ikke megen Tid til at gennemforske alt dette. Hver Dag maatte han hjælpe Faderen med at passe Kreaturerne, og Arbejdet med den store Besætning var lige ved at overstige deres Kræfter. Saa snart han havde et Pusterum, var de andre straks ude efter ham. Han maatte bære Vand for Bryggerspigerne, smøre Landvæsenselevens Støvler og løbe til Landhøkeren for Karlene efter Brændevin, eller Snus til at lægge i Munden. Der var nok et lege med, men ingen kunde taale at se ham lege; altid fløjtede de ad ham som ad en Hund.

Han søgte Erstatning ved at skabe selve Arbejdet om til Leg, og det lod sig i mange Tilfælde gøre. Det at vande Kreaturerne var saaledes morsommere end nogen rigtig Leg, naar Faderen stod ude i Gaarden og pumpede og Drengen blot skulde lede Vandet fra Krybbe til Krybbe. Han følte sig under dette Arbejde altid som noget af en stor Ingeniør. Men meget andet Arbejde var til Gengæld for svært til at være morsomt.

I dette Øjeblik gik Drengen og drev om ude ved Udhusene, hvor der ingen var til at jage med ham. Der stod aabent ind til Kostalden, og han kunde høre Kørnes vedholdende Gumlen der nu og da afbrødes af en hyggelig Pusten, eller af Lænkens regelmæssige Skuren op og ned naar en Ko kløede sin Hals paa Stolpen. Faderens Træsko lød betryggende frem og tilbage inde paa Fodergangen.

Ud af de smaa Udhuses aabne Halvdøre steg der varm Em som lugtede behageligt af Kalve og Svin. Inde hos Svinene var der umaadelig Flid; hele den lange Sti igennem gnaskedes og smaskedes der, en og anden gammel So slubrede det Vaade i sig med Mundvigene, eller blæste boblende rundt med Trynen langs Trugets Bund for at finde de raadne Kartofler under Væsken. Her og dér sloges et Par om Truget og udsendte skærende Hvin. Men Kalvene stak deres savlende Muler frem i Døraabningerne, gloede ud i det gode Vejr og brølede varmt. En af de smaa Fyre tog Luft ind ovre fra Kostalden paa en egen omstændelig Maade, og vrængede saa Mulen op over Ansigtet i et fjollet Grin — det var en Tyrkalv. Den lagde Hagen paa Halvdøren og forsøgte at sætte over, Pelle jagede den ned igen. Saa slog den bagop, saa paa ham fra Siden, og stod med krum Ryg og stampede i Gulvet som en Gyngehest. Den var skør af Solen.

Nede i Dammen stod Ænder og Gæs paa Hovedet i Vandet og fægtede i Luften med de røde Ben. Og pludselig kunde hele Flokken faa et Anfald af ør Solglæde og baske skrigende fra Bred til Bred; det sidste Stykke Vej rutsjede de paa Vandet og vrikkede latterligt med Gumpen.

Pelle havde lovet sig meget af disse Par Timer, som var helt og holdent hans egne, da Faderen havde givet ham fri indtil Middagssyslerne kom. Men nu stod han og vidste hverken ud eller ind, Rigdommen overvældede ham. Var det morsomst at sejle paa Dammen paa to korslagte Vognfjæl? — der laa netop en Møgvogn til Vask derude. Eller skulde han gaa ind og tumle med Smaakalvene? eller skyde med den gamle Blæsebælg inde i Smedjen? Naar han fyldte Lufthullet med vaad Jord og trak godt til, kunde der komme et pænt Skud ud af det.

Pelle fór sammen og søgte at gøre sig usynlig — selve Storbonden var kommet frem om Hjørnet og stod nu med Haanden over Øjnene og spejdede ned over det faldende Land og Havet. Da han fik Øje paa Pelle nikkede han udtryksløst og sagde: „Goddag min Ven, naa hvordan gaar det!“ Han stirrede stadig og vidste vel knap af, at han havde sagt det og klappet Drengen paa Skulderen med Enden af sin Stok — Stengaardsbonden gaar ofte i Halvsøvne.

Men Pelle følte det som et Kærtegn af guddommelig Art, og løb straks over i Stalden for at fortælle Faderen hvad der var hændt ham. Han havde en løftende Fornemmelse i Skulderen som havde han faaet Ridderslaget, Stokken blev ved at føles der. Der strømmede berusende Varme fra Stedet ud i hans lille Krop og fik Oplevelsen til at stige ham til Hovedet og ham selv til at svulme. Han lettede sandt at sige og gik til Vejrs i en uklar svimlende Fantasi — noget om at Stengaardsbonden antog sig ham som sin Søn.