Part 17

Forvalteren stod et Øjeblik stille, ligesom lyttende — hans Armmuskler skælvede. Saa sprang han op i Vognen.

„I er jo skrupkuldrede i Dag,“ sagde han. „Men nu kører jeg foran, og den der understaar sig i at mukke, skal faa en i Synet saa han ryger fem Dage ind i næste Uge.“ Han svingede uden om Rækken, Eriks Heste som vilde dreje for, fik en af Pisken saa de stejlede. Erik gav sig til at rase med Dyrene.

De gik slukørede om og gav sig Tid for at lægge Vej mellem sig og Forvalteren. „Ja saa faar vi vel se at komme af Sted,“ sagde endelig Karl Johan og satte sig til Vogns. Forvalteren var allerede godt paa Vej, Gustavs Krikker tog sig svært sammen i Dag — de holdt nok af at være foran. Men Karl Johans Heste var misfornøjede og drev paa, de led ikke den nye Ordning.

Ved Landhøkerens gjorde de Holdt og fik Humøret sat lidt op. Da de igen tog Landevejen fat gjorde Karl Johans Heste sig balstyrige, han maatte file dem til Ro.

Rygtet om Fangsten havde bredt sig op over Landet, og Vogne fra andre Gaarde indhentede dem eller krydsede dem paa Vej til Fiskerlejerne. De der boede nærmere ved Byen var allerede paa Hjemvejen med svingende Læs. „Ses vi i Staden til en Skænk?“ raabte en Karl i Forbifarten til Karl Johan „jeg skal ind efter et Læs til.“

„Nej vi kører Herskabskørsel i Dag!“ svarede Forkarlen og pegede frem mod Forvalteren.

„Ja jeg ser’en — han er fint kørende i Dag. Jeg troede det var Kong Lasarus!“

En Kending af Karl Johan kom imod dem med et svingende Læs Sild, han var eneste Karl paa en af de smaa Gaarde. „Du har nok ogsaa været i Staden efter Vintersul,“ sagde Karl Johan og holdt Hestene an.

„Ja til Svinene!“ svarede den anden — „os andre blev der rigtignok lagt til paa Forhøsten. Dette er jo ikke Folkeføde!“ Han tog en Sild mellem Fingrene og lod som han brækkede den midt over.

„Nej for saadanne store Herrer vel ikke,“ svarede Karl Johan bidsk. „Du er jo saa højt paa Straa at du spiser ved samme Bord som Husbond og Madmoder, har jeg hørt.“

„Ja det er nu saadan Skik og Brug til vort,“ svarede den anden. „Vi kender ikke til det med Herrer og Hunde.“

„Saa er det vel ogsaa sandt at du ligger hos Konen hveranden Nat?“ sagde Karl Johan giftigt. De andre lo; den fremmede Karl svarede ikke men kørte videre. I Karl Johan aad det indvendig — han kunde ikke lade være at sammenligne.

De havde indhentet Forvalteren, og nu blev Hestene spiltossede; de vilde bestandig forbi, og benyttede hvert uforvarende Øjeblik til at gaa frem, saa Karl Johan var lige ved at køre Drætten ind i Forvalterens Baggavl. Til sidst blev han træt af at regere med dem og gav dem Tømmen, de strøg ud over Grøftekanten og frem foran Gustavs Spand, dansede lidt paa Landevejen og faldt saa til Ro. Nu var det Eriks Heste der var tossede.

— —

Paa Gaarden blev alle Husmandskonerne stævnet sammen til om Eftermiddagen, Ungkvæget var i Løkken, og Pelle løb fra Hytte til Hytte med Budstikken. Han skulde selv gaa Kvindfolkene til Haande sammen med Lasse, og var henrykt over denne Afbrydelse i det daglige; det var en hel Fridag for ham.

Ved Middagstid kom Karlene hjem med de tunge Læs Sild, der blev væltet ud over Stenbroen i den øvre Gaard omkring Posten. Der havde ingen Lejlighed været til at slaa sig løs i Staden, og de var i ondt Lune. Kun Mons den Abekat gik og grinede over hele Ansigtet; han havde været henne hos sin syge Mor med Pengene til Doktor og Mikstur, og kom igen i sidste Øjeblik med en Bylt under Armen, i det mest straalende Humør. „Det var en Mikstur!“ gik han og gentog og slog Smæld med Tungen — „en fortærende stærk Mikstur.“

Han havde haft en haard Tørn at bestaa med Forvalteren, inden han fik Lov at gaa sit Ærende. Forvalteren var en mistænksom Mand, men over for Mons’ skælvende Tale om, at det dog vilde være for haardt at nægte en stakkels Mand Ret til at hjælpe sin syge Mor, var det vanskeligt at holde Stand. „Tilmed bor hun tæt herved og jeg ser hende maaske ikke mere i dette Liv,“ sagde Mons bedrøvet. „Og Pengene som jeg fik i Forskud af Proprietæren til det samme? skal jeg maaske gaa og klatte dem hen i Drik, mens hun ligger og har ikke til det bare Brød?“

„Naa hvordan havde saa din Mor det?“ spurgte Forvalteren, da Mons kom halsende i sidste Øjeblik.

„Ak hun gør’et saa vist ikke længe!“ sagde Mons med Dirren i Røsten. Men han straalede over hele Ansigtet.

De andre gik og saa ondt til ham, mens de læssede Silden af; de kunde godt pryglet ham for hans svinagtige Held. Men det gik over, da han inde paa Kamret løste op for Bylten. „Det er til jer fra min syge Mor!“ sagde han og trak en Dunk Brændevin frem. „Og saa skulde jeg jo hilse mange Gange, og takke jer fordi I er saa gode ved hendes lille Søn.“

„Hvor var du henne?“ spurgte Erik.

„Jeg sad oppe i Beværtningen paa Havnebakken hele Tiden for at have et Øje med jer; jeg kunde ikke undvære at se jer, saa henrivende tørstige I saa ud. At I ikke lagde jer plask ned paa Maven og drak af Havet alle Mand.“ — —

Om Eftermiddagen sad Husmandskonerne og Gaardens Piger om de store Sildedynger ude ved Posten og gællede Silden. Lasse og Pelle pumpede Vand til Skylningen og rensede de store Saltkar, som Karlene trillede op fra Kælderen; to af de ældste Koner havde det betroede Hværv at mænge. Forvalteren gik frem og tilbage ved Hovedtrappen og røg sin Pibe.

Sildelægningen hørte ellers til de fornøjelige Arbejder, men i Dag var der Misstemning over hele Linjen. Kvinderne sladrede løs under Arbejdet, men Snakken var ikke uskadelig, den havde sin Adresse — Karlene havde sat ondt i dem. Naar de lo, lød det af Bagtanke. Karlene maatte kaldes frem og have Ordre for hver enkelt Ting der skulde udføres; de gik trevent til det og trak sig straks tilbage til Kamrene. Men derinde var de des lystigere, de sang op og morede sig.

„De gør sig til Gode de,“ sagde Lasse med et Suk til Pelle; „de har en hel Dunk Brændevin, som Mons havde skjult i sin Sild. Den skal være saa ekstra umanerlig god.“ Lasse havde ikke selv smagt den.

De to holdt sig uden for Krægleriet — de følte sig for svage. Pigerne havde ikke haft Mod til at nægte det ekstra Søndagsarbejde, men de var ikke bange for at smaasnærte, og fniste ad ingenting, for at Forvalteren skulde tro det var ad ham. Hvert Øjeblik spurgte de højt hvad Klokken var, eller stansede Arbejdet for at lytte over mod Karlekamrene hvor det gik stadig lystigere til. Nu og da blev en Karl slynget ud i Gaarden indefra; han skrubbede duknakket og grinende ind igen.

Efterhaanden kom Karlene drivende ud; de havde faaet Huen i Nakken nu, og deres Blik veg ikke. De stillede sig op i den nedre Gaard — hængende over Stakittet — og betragtede Pigerne. Hvert Øjeblik spruttede de ud i Grin og holdt brat inde, med et forskrækket Blik hen til Forvalteren.

Forvalteren gik frem og tilbage ved Trappen, han havde sat Piben fra sig og samlet sig mere, da Karlene kom ud, han gik og knaldede med en Kørepisk og øvede sig i Selvbeherskelse. „Om jeg vilde, bukkede jeg begge Ender sammen paa’en!“ hørte han Erik sige højt inde i en Samtale. Forvalteren ønskede inderligt, at Erik vilde gøre Forsøget; hans Muskler laa og brændte sammen under denne utilfredsstillede Trang til at udlade sig. Men hans Hjærne svælgede i Slagsmaal, han var i Kast med hele Flokken og gennemgik alle Kampens Enkeltheder. Disse Kampe havde han gennemlevet saa tidt, især i den senere Tid; han havde tænkt sig ind i alle vanskelige Situationer, og der var ikke et Sted paa hele Stengaarden, uden han vidste hvad der dér egnede sig til Vaaben.

„Hvad er Klokken?“ spørger en af Pigerne højt, vel for tyvende Gang.

„Lidt sidere end Særken,“ svarer Erik rask.

Pigerne ler. „Aa Snak sig os nu hvad den er?“ udbryder en anden.

„Tre Kvarter paa Møllerens Pige,“ svarer Anders.

„Aa I er nogle Narre — kan I nu ikke svare ordenligt. Du Karl Johan?“

„Den er rund!“ siger Karl Johan alvorligt.

„Nej alvorlig talt, nu skal jeg sige jer hvad den er,“ udbryder Mons troskyldigt og trækker et stort „Koøje“ op af Lommen. „Den er —“ han ser skarpt paa Uret og bevæger Læberne efterregnende. „Det var dog som Pokkers!“ udbryder han og klasker himmelfalden Haanden i Stakittet — „den er jo akkurat det samme som i Gaar ved denne Tid.“ Spøgen er gammel, men Kvindfolkene hviner op af Latter — det er jo Mons der siger det.

„Bryd jer ikke om Klokken,“ kommer Forvalteren og siger. „Se hellere at faa Arbejdet fra Haanden.“

„Nej Klokken er for Skræddere og Skomagere — ikke for ærlige Folk!“ siger Anders halvhøjt.

Forvalteren drejer sig mod ham hurtigt som en Kat, og Anders jager Armen krum op for Hovedet som vil han afbøde et Slag. Saa spytter Forvalteren blot med et haanligt Grin og genoptager sin Vandring, og Anders staar der brændende rød i Hovedet, og ved ikke hvor han skal gøre af sine Øjne. Han klør sig et Par Gange i Nakken, men det kan ikke bortforklare den besynderlige Armbevægelse; de andre staar og griner ad ham, der maa gøres noget ovenud dristigt for at redde Æren. Saa haler han op i Bukserne og slaar en stor Fjært, idet han driver ned mod Kamrene for at være paa den rigtige Side. Kvindfolkene hviner op, og Karlene lægger Hovedet ned paa Stakittet og ryster af Grin. — —

Saadan gik Dagen, med Ondskab og Drilleri i det uendelige. Om Aftenen drev Karlene ud for at holde Sjov paa Landevejen og fortrædige de Vejfarende. Lasse og Pelle var trætte og gik tidlig i Seng.

„Gudskelov vi har denne Dag taget!“ sagde Lasse da han kom under Dynen — „det har været en rigtig ond Dag. Et Guds Mirakel er det at der ikke flød Blod, der var en Stund da Forvalteren saa mig ud til det værste. Men Erik ved jo nok, hvor langt det kan gaa an at vove sig ud.“

Næste Morgen lod det hele til at være glemt, de røgtede Hestene som sædvanlig, og Kl. 6 drog de i Marken med deres Leer for at slaa noget tredje Slæts Kløver. De saa surøjede, slappe og utidige ud. Blikdunken laa uden for Stalddøren og var tom, idet de gik forbi sparkede de til den.

Pelle hjalp til med Silden i Dag ogsaa, men syntes ikke det var morsomt længer. Han længtes allerede efter at være ude i det fri igen med sine Kreaturer, her maatte han springe for alle og enhver. Saa tidt han turde gjorde han sig Ærende uden for Gaarden, for saa imens gik den Tid!

Op ad Formiddagen bedst som Karlene gik og slog den tynde Kløver, slængte Erik sin Le saa den hoppede syngende over Skaarene. De andre stansede Arbejdet.

„Hvad er det med dig Erik?“ sagde Karl Johan „har du Fluer i Hovedet?“

Erik stod med sin Kniv i Haanden og følte paa Eggen, han hverken hørte eller saa. Saa vendte han Ansigtet opad og frynede mod Himlen, Øjnene laa langt inde og virkede ikke, Læberne vældede tykke frem. Han udstødte nogle uforstaaelige Lyde og kom i Drift, op mod Gaarden.

De andre stod en Stund og fulgte ham med stikkende Øjne, saa smed de Leen en efter en og satte sig i Bevægelse. Kun Karl Johan blev hvor han var.

Pelle var netop ude ved Løkken for at efterse, at ingen af Ungkvæget var brudt ud. Da han saa Karlene komme stilende op mod Gaarden, spredt, som en Flok Kvæg i Drift, anede han Uraad og løb ind. „Nu kommer Karlene ansættende Far!“ hviskede han.

„Da gør de vel ikke det?“ svarede Lasse og kom til at ryste.

Forvalteren gik og bar Sager fra sit Værelse ned i Ponyvognen, han skulde køre til Bys. Han havde Favnen fuld da Erik kom søgende gennem den store aabne Port dernede, med fordrejet Ansigt og en stor bredbladet Kniv i Haanden. „Hvor Djævlen er han?“ sagde han højt og gik en Gang rundt om sig selv med sænket Hoved, han lignede en ond Tyr. Saa søgte han op gennem Stakittet, lige mod Forvalteren.

Det gav et Sæt i Forvalteren da han saa ham — og derude gennem Porten kom de andre halsende. Han maalte Afstanden til Trappen, men tog sig i det og gik Erik i Møde; holdt sig bag om en Arbejdsvogn og havde Øje med hver af Eriks Bevægelser, mens han søgte sig et Vaaben. Erik fulgte ham rundt om Vognen; han gik og skar Tænder, Blikket stak skraat op nede fra.

Forvalteren gik rundt og rundt om Vognen og foretog halve Bevægelser, han kunde ikke faa Samling paa sig. Men saa kom de andre op nede fra og spærrede Vejen for ham. Han blev hvid i Ansigtet af Skræk, rev en Svingel af Hammelstokken og satte med et Stød Vognen løs paa Flokken saa de tumlede af Vejen. Der blev aabent Rum mellem ham og Erik, og Erik sprang som en Fjeder frem over Drætten, med Kniven i kort Hug. Midt i Springet traf Svingelen ham i Hovedet, Knivstikket ramte Forvalteren i Skulderen, men det var mat; Kniven skrabede ned ad hans Side idet Erik sank til Jorden. De andre stod og gloede fortumlet.

„Bær ham ned i Rullekælderen!“ raabte Forvalteren bydende; de smed deres Knive og adlød.

Henne ved Posten stod Pelle og smaahoppede. Kampen havde sat hans Blod i det forfærdeligste Oprør; Lasse maatte tage et fast Tag i ham, fordi det saa ud som vilde han kaste sig midt op i Slagsmaalet. Da saa den store stærke Erik sank død til Jorden for et Slag i Hovedet, kom Hopningen over ham som kunde det være Saføjdans. Han stod og sprang med fældet Hoved og lod sig dratte dødt gennem Luften, mens han gjalrede en kort uophørlig Latter. Lasse talte ham vredt til, fordi han syntes det var noget utilbørligt Fjanteri. Saa holdt han ham fast i sine Arme, og den lille Fyr rystede over hele Kroppen og vilde frigøre sig, for at blive ved med sin Hoppen.

„Han har faaet Lyde,“ sagde Lasse grædende til Husmandskonerne. „Herre Jesus hvad skal jeg gamle Mand gøre?“ Han bar ham ned i Røgterkamret, trist til Sinds fordi Maanen var i Tiltagende — saa fortog det sig aldrig!

Nede i Rullekælderen baksede de med Erik, hældte Brændevin i Munden paa ham og vaskede hans Hoved med Eddike. Kongstrup var jo ikke hjemme, men Fruen var selv dernede, hun gik og vred Hænderne og forbandede Stengaarden — sit eget Barndomshjem! Stengaarden var blevet til et Helvede med Mord og Liderlighed! sagde hun, uden at bryde sig om at de stod omkring hende og hørte hvert et Ord.

Forvalteren var jaget af Sted i Ponyvognen for at hente Læge og melde det passerede for Livs og Døds Skyld. Konerne stod om Posten og sladrede, Karle og Piger drev forvirrede om, der var ingen der gav Ordrer. Men saa kom Fruen frem paa Trappen og saa vist paa dem en Stund, og de fandt hver til sit. Der var Bid i de Øjne! De gamle Koner skuttede sig og tog fat — det mindede saa hyggeligt om gamle Dage, da Stengaardsbonden fra deres Ungdom kom farende og saa gal ud af Øjnene naar de drev den af.

Inde paa Kamret sad Lassefar over Pelle, der laa og muntrede sig i Vildelse saa det var baade til at le og græde over.

XV

„Ret har hun vel nok haft, siden han aldrig sagde et hæftigt Ord naar hun tog paa Vej — med Klager og Bebrejdelser saa det gik tværs gennem Væggene, ned i Folkestuen og helt ud i Gaarden. Men dumt var det alligevel af hende, for hun gjorde ham blot forstyrret i Hovedet og jog ham hjemme fra. Og hvordan skal det vel i Længden gaa en Gaard, hvis Husbond ligger og driver paa Landevejene altid fordi han ikke kan være hjemme. Det er en skidt Kærlighed som jager Manden hjemmefra.“

Lasse stod i Stalden Søndag Aften og talte med Husmandskonerne om det mens de malkede. Pelle gik der ogsaa og havde sit for, men hørte alligevel efter.

„Helt dum var hun nu heller ikke,“ sagde Tækkemand Holms Kone. „Som nu det at hun tog Lyse Marie ind til Stuepigearbejdet, for at han kunde have et net Ansigt at se paa her hjemme ved. Hun vidste nok, at den der har Føden i Huse gaar ikke udenom. Men det førte jo ingenting til, naar hun ikke kunde lade være at skræmme ham fra Gaarden med sin Graad og sin Drikken.“

„Han drikker vel ogsaa, han!“ sagde Pelle kort.

„Javist tager han sig nok en Rus iblandt“ sagde Lasse i en irettesættende Tone — „men han er et Mandfolk at du ved det — og kan vel desuden have sine Grunde. Men det lader ilde naar et Kvindfolk hengiver sig til Spiritus.“ Lasse var gnaven, Knægten begyndte at have egne Meninger om snart sagt alting, og blandede sig rask væk op i naar voksne Folk talte.

„Jeg holder nu for“ henvendte han sig atter til Konerne „at han er en god Mand, naar blot han ikke plages med Graad og Samvittighedsnag. Det gaar jo ogsaa rigtig godt nu hun er borte. Han er hjemme snart sagt hver Dag og tager sig af Sagerne selv, saa Forvalteren er helt syg — for _han_ vil jo helst være Kongen for det hele. Os andre er Bonden mod som en af vore Lige; om det saa er Gustav har han glemt sit Nag.“

„Han har vel heller ikke saa meget at nages for — det skulde da være det, at han faar en Kone med Penge. Bodil skal nok have over hundrede Kroner paa Kistebunden efter de to-tre Maaneders Arbejde som Stuepige. Somme Folk kan — de faar Betaling for det, vi andre al vor Tid har maattet gøre for intet.“ Det var en af de gamle Koner.

„Ja lad os nu først se, om han nogensinde faar hende til Kone — jeg tvivler om’et. En skulde vel ikke sige noget ondt om sine Medtjenere, men Bodil er ikke trofast. Det med Proprietæren fik være det det var — som jeg ogsaa sagde til Gustav engang han rasede vildt; Husbonden gaar forud for Folkene! Bengta var mig en god Kone i enhver Retning, men hun havde svært ved at sætte sig op imod Patronen derhjemme hun ogsaa. De største tager først, det er ikke anderledes her i Verden! Men Bodil har syv Sind over én Tærskel, nu fjaser hun med Eleven skønt han ikke er sine sejsten Aar endnu, og tager mod Foræringer af ham. Gustav skulde rede sig ud af det i Tide — det fører altid til Ulykke naar Kærligheden faar Indpas i et Menneske. Vi har Eksempel for’et her paa Gaarden.“

„Jeg snakkede med nogen i Dag der mente, at Fruen slet ikke var rejst til Hovedstaden men var hos sin Slægt nede Sønder paa Landet. Hun er rendt fra ham skal I faa at se.“

„Det skal jo være fint, det!“ sagde Lasse. „Men naar hun saa bare vil blive væk; det gaar aller bedst som det gaar.“

— —

Der var kommet en hel anden Luft over Stengaarden. Uhyggen var borte, der sank ingen Klagetoner gennem Luften og lagde sig som Klæg og sort Sorg om én. Stengaardsbonden var den Forandringen kendtes mest paa; han var ti-tyve Aar yngre, og slog til Side i godt Humør som en der er løst af Bolt og Jærn. Han var optaget af Bedriften, jog et Par Gange hver Dag til Stenværket i sin Gig, mødte frem ved hvert nyt Arbejde og kunde godt finde paa at smide Trøjen og tage en Haand i. Lyse Marie dækkede hans Bord og redte hans Seng, og han var ikke bange for at vise at han var god ved hende. Hvor mange var ellers saadan en simpel Pige bekendt ved højlys Dag! Hans Humør virkede helt smittende og forjog baade det ene og det andet.

Ellers kunde det jo ikke nægtes, at Lasse havde sit at trækkes med. Giftesygen faldt tungt over ham med den haarde Kulde, som allerede indfandt sig i December; han længtes efter at faa Foden under eget Bord og have sig en Kvinde der var alt for ham. Helt opgivet Karna havde han vel endnu ikke; men han havde dog lovet Tækkemand Holms Kone ti blanke Kroner paa Bordet, saa fremt hun opsporede noget der passede for ham.

Egenlig havde han jo slaaet det hele af Hovedet som en Umulighed og begivet sig ind i sin Alderdoms Land. Men hvad kunde det hjælpe at lukke sig inde, naar man blot gik og ledte efter Dørene for at slippe ud igen. Lasse saa sig ud endnu engang, og det blev som altid Pelle der bragte Livet og Glæden til Huse.

Nede i Udkanten af Fiskerlejet boede der en Kone, hvis Mand fór til Søs og ikke havde ladet høre fra sig i adskillige Aar. Pelle havde nogle Gange paa Vej til og fra Skole søgt Ly mod Vejret i hendes Forstue, og efterhaanden blev de gode Bekendte; han gjorde hende Smaatjenester og fik en Kop varm Kaffe for det. Naar Kulden var rigtig hvas, kaldte hun ham altid ind. Saa fortalte hun ham om Søen og om sin Skarns Mand, der blev borte og lod hende sidde og slide sig Brødet til ved at bøde Redskab for Fiskerne; og Pelle maatte til Gengæld fortælle om Far Lasse, og Mor Bengta som laa derhjemme paa Kirkegaarden i Tommelilla. Det blev ikke til meget andet med Snakken, for bestandig kom hun tilbage til sin Mand der blev borte og lod hende sidde Enke.

„Han er vel druknet,“ sagde saa Pelle gærne.

„Nej det er han ikke, for jeg har intet Varsel haft!“ svarede hun bestemt, altid med den samme Vending.

Pelle fortalte det hele igen til Faderen, som var meget interesseret. „Naa var du saa ind om hos Madam Olsen i Dag?“ var det første han sagde naar Drengen kom fra Skole. Saa maatte Pelle fortælle enhver Ting flere Gange, Lasse kunde ikke faa det grundigt nok:

„Du har vel fortalt hende, at Mor Bengta er død? — ja vist det har du jo! Naa hvad spurgte hun dig saa ud om mig i Dag? — Ved hun om Arven? (Lasse havde fornylig arvet 25 Kroner efter en Farbror). Du kunde jo godt lade et Ord falde om det — for at hun ikke skal anse os for rene Lus.“

Pelle bar forblommede Bud baade frem og tilbage. Fra Lasse fik han Smaating med som Vederlag for det gode hun gjorde ham, broderede Lommeklæder og et fint Silketørklæde — det var de sidste Rester af Mor Bengtas Efterladenskaber. Det vilde blive svært at undvære dem hvis dette ny glippede — saa var Minderne der ikke at falde tilbage paa! Men Lasse satte alt paa ét Kort.