Part 23

„Du har let nok ved at slaa alting hen i Røg,“ sagde Lasse mismodigt „— du har Tiden og Aarene for dig! Men jeg lakker mod Alderdommen, og ingen har jeg til at tage sig af mig.“

„Hjælper jeg dig da ikke med alting?“ spurgte Pelle bebrejdende.

„Jo — jo vist, du gør saamænd dit bedste for at gøre det lettere for mig, ingen skal komme og sige andet. Men ser du — der er visse Ting du ikke — der er noget“ — Lasse gik i Staa, hvad kunde det nytte at forklare en Dreng Mandslængsler. „Du skulde nu ikke være saa stiv, skulde du ikke!“ Lasse strøg bedende ned ad Drengens Arm.

Men Pelle var stiv. Han havde allerede døjet nok af Spydigheder fra Kammeraterne i Skolen og ligget i adskillige Slagsmaal, siden det kom ud at Faderen var Kærest med Madam Olsen. Gav de sig nu til at leve sammen for alles Øjne, saa blev det ikke til at begaa sig. Pelle var ikke bange for et Slagsmaal, men han maatte have Retten paa sin Side naar han skulde sparke ordenlig fra sig.

„Flyt du saa ned til hende da! saa drager jeg bort!“

„Hvor vil du saa drage hen?“

„Ud i Verden og blive rig!“

Lasse løftede Hovedet som en gammel Dragonhest der lytter til et Signal; saa blev han duknakket igen.

„Ud i Verden og blive rig — javist,“ sagde han dvælende, — „saadan tænkte jeg ogsaa, da jeg var i din Alder. Men det gaar ikke saadan til — naar ikke man er født med Sejrsskjorten.“ Lasse tav og sparkede tankefuld Strøelsen ind under en Ko; han var nu ikke helt vis paa, at Drengen ikke var født med Sejrsskjorten alligevel. Han var en Sildefødning — de var altid bestemt for det værste eller det bedste; saa havde han det Koslik i Panden som betød Lykke. Glad og fuld af Sang var han — og lethaandet til alting; alle vandt han for sig ved sit Sinds Beskaffenhed. Troligt nok laa Lykken og ventede ham et Steds derude.

„Men dertil fordres nok først og fremmest, at man er ordenlig konfirmert. Tag du hellere dine Bøger og læs paa din Præstelektie, at du ikke skal blive vist tilbage! Jeg skal nok fodre færdig.“

Pelle tog sine Bøger og satte sig oppe paa Fodergangen midt for den store Tyr; han læste halvhøjt, Lasse gik frem og tilbage og syslede. En god Stund passede enhver sit; saa kom Lasse hen — de nye Lærebøger Pelle havde faaet til Præstelæsningen trak ham.

„Er det Bibelhistorien, den dér?“

„Ja.“

„Staar det deri om ham som drak sig svirende?“

Lasse havde forlængst opgivet at lære at læse — han havde ikke Hoved til det. Men han var bestandig optaget af hvad Drengen foretog sig, Bøgerne øvede en egen Tryllevirkning paa ham. „Hvad kan nu dér staa for noget?“ kunde han forundret spørge og pege paa noget Tryk, eller: „Hvad for mærkværdigt har du saa om i Dag da?“ Pelle maatte fra Dag til Dag holde ham underrettet. Og de samme Spørgsmaal vendte ofte tilbage, Lasse huskede ikke godt.

„— Ham du ved som Sønnerne trak Bukserne af, og blottede deres egen Faders Skam?“ vedblev Lasse da Pelle ikke svarede.

„Naa Noah!“

„Ja rigtigt, Gubben Noah — den som Gustav brugte at spille. Hvad mon han drak sig svirende i — han Gubben?“

„Vin.“

„Var det Vin?“ Lasse trak Øjenbrynene i Vejret — „da har han Noah været en fin Mand. Patronen derhjemme drak ogsaa Vin naar det skulde gaa stort til! Jeg har ladet mig fortælle, at der skal meget til før det slaar sin Mand — og det er dyre Sager. Staar _han_ ogsaa deri som snød saa gudserbarmeligt? — hvad var det nu han hed?“

„Laban kanske?“

„Laban, ja vist! At jeg kunde glemme det ogsaa, for en rigtig Laban var han, saa Navnet slaar mærkværdigt godt til paa’n. Det var ham som lod sin Svigersøn faa begge Døtrene — og tjene dem af paa Dagløn tilmed! Om de havde levet nu, var de vist kommet i Slaveriet baade han og Svigersønnen, men i de Tider tittede Øvrigheden nok ikke Folk saa nøje paa Papirerne. Det skulde være Plasér at vide, om en Kone ogsaa havde Lov at have to Mænd dengang. Beretter Bogen ikke noget om det?“ Lasse stod og rokkede nysgærrigt.

„Nej det gør den vist ikke,“ svarede Pelle aandsfraværende.

„Naa, ja, jeg skulde vel ikke forstyrre,“ sagde Lasse og gik til sit Arbejde. Men det varede ikke længe før han igen kom hen: „De var nu sluppet fra mig ved et Tilfælde de to Navne; jeg begriber ikke, hvor jeg havde mit Hoved henne i det Øjeblik. Men de store Profeter har jeg godt nok Rede paa — hvis du vilde overhøre mig.“

„Kom saa med dem da!“ sagde Pelle uden at tage Øjnene fra Bogen.

„Du faar vel stoppe Læsningen saalænge,“ sagde Lasse „— ellers kunde du gaa vild i det.“ Han holdt ikke af, at Pelle havde Lyst til at behandle det som Barnemad.

„Naa jeg gaar vel ikke vild i de fire store!“ sagde Pelle overlegent, men lagde alligevel Bogen sammen.

Lasse tog Snusen ud fra Underlæben med Pegefingeren og slog den i Gulvet for at have Munden klar; han trak op i Bukserne og stod en Stund med lukkede Øjne, mens han bevægede Læberne i indvendig Overhøring.

„Kommer de snart?“ spurgte Pelle.

„Jeg maa vel først se til at de er der!“ svarede Lasse ærgerlig over Forstyrrelsen, og tog fat at memorere igen. — „Esajas, Jeremias, Exekiel og Daniel!“ han slyngede dem hastigt ud, for at ikke noget skulde slippe fra ham under Vejs.

„Skal vi ogsaa tage Jakobs tolv Sønner?“

„Nej ikke i Dag, det turde blive for meget for mig paa én Gang. I min Alder faar man fare frem med Læmpe, jeg har jo ikke dine Aar. Men hvis du vil gaa de tolv smaa Profeter igennem med mig.“

Pelle gik dem langsomt igennem, og Lasse gentog dem én for én. „Djævel til Navne de har kunnet finde paa i de Tider!“ udbrød han pustende — „én kan føje krænge Munden efter dem! Men jeg skal vel faa Krammet paa dem.“

„Hvad vil du med dem, du Far?“ spurgte Pelle pludselig.

„Hvad jeg vil med dem —“ Lasse kløede sig paa det ene Øre. „Jeg vil naturligvis — hæ — da var det Fanden til dumt Spørgsmaal! — hvad vil vel _du_ med dem? Lærdom er nok god at have for den ene som for den anden — og naar nu alt det vakre er blevet mig forholdt i min pure Ungdom. Du vilde kanske beholde det for din egen Mund?“

„Nej for jeg gav nok Pokkeren i alt det Profetvæsen — om ikke jeg _skulde_.“

Lasse var ved at gaa bagover:

„Da er du ogsaa den ugudeligste Prygl jeg har truffet paa, og fortjente ikke at være født til Verden! Agter du ikke Lærdommen større? Du skulde være glad, du er kommet til Verden i en Tid hvor Fattigmands Barn faar Del i alt saa vel som den rige. Saadan var det nok ikke i min Tid — ellers — hvem ved? — kanske gik jeg nu ikke her og muggede, om jeg havde lært noget i min Ungdom. Se du til, at du ikke sætter en Ære i din Skændsel!“

Pelle fortrød halvvejs hvad han havde sagt. „Jeg er paa øverste Bænk nu!“ sagde han for at rense sig.

„Ja jeg ved det vel, men derfor bør du ikke stikke Hænderne i Bukselommen — for mens du puster æder de andre Grøden. Der er vel intet sluppet fra dig i den lange Juleferie?“

„Nej vist er der ikke det!“ sagde Pelle selvsikkert.

Lasse tvivlede heller ikke, men lod blot som han gjorde det, for at faa Drengen til at gaa i Tøjet. Han vidste ikke noget herligere end at høre Lærdommen bruse af fuldt Vejr, men det blev vanskeligere og vanskeligere at faa Pøjken til at yde sig. „Kan du nu ogsaa være sikker?“ blev han ved „var det ikke bedst at se efter? Det er saa beroligende at vide, at ikke noget er kommet bort for dig — saa meget som du maa have i Hovedet.“

Pelle følte sig smigret og overgav sig. Han strakte begge Ben fra sig, lukkede Øjnene og begyndte at vugge mekanisk frem og tilbage. Og de ti Guds Bud fra Bjærget, Patriarkerne, Dommerne, Josef og hans Brødre, de fire store og de tolv smaa Profeter — hele Verdens Lærdom hvirvlede fra hans Læber i ét langt Aandedræt. For Lasse var det som selve Universet malede lysende rundt om Gudfaders Aasyn med det mægtige hvide Skæg. Han maatte dukke Hovedet og korse sig, saa meget der dog kunde rummes bag den Drengs Barnepande.

„Gad vidst hvad det koster at gaa den studerende Vej?“ sagde Lasse da han igen følte Jorden under sig.

„Det er nok dyrt — tusend Kroner vel, aller mindst!“ mente Pelle. Ingen af dem forbandt noget bestemt ved Tallet — det betød blot det uoverkommeligt store.

„Skulde det være saa ufattelig dyrt?“ sagde Lasse. „Jeg funderer paa, naar vi nu faar vort eget — det maa vel blive til noget engang — kunde du saa ikke komme til at gaa hos Fris og lære ham Haandværket af for en rimelig Betaling, og have Kosten hjemme? Saa blev det vel til at overkomme.“

Pelle svarede ikke — han følte ingen Trang til at komme i Degnelære. Han havde faaet sin Kniv frem og stod og skar paa noget i en af Baasstolperne, det forestillede den store Tyr med Hovedet nede ved Jorden og Tungen ud af den ene Mundvig. En Klov helt fremme ved Mulen angav, at Dyret sparkede Jorden op i Vrede. Lasse maatte stanse, for nu begyndte det at tage Lighed efter noget. „Det skal nok være et Kreatur det?“ sagde han — han havde gaaet og grundet paa det hver Dag, efterhaanden som det blev til.

„Det er Volmer dengang han tog dig paa Hornene!“ sagde Pelle.

Lasse kunde straks se, at det skulde forestille den Ting, nu da han fik det fortalt. „Det er svært saa troværdigt,“ sagde han — „men saa fnysende vred som du har gjort’en, var han nu heller ikke! Ja ja, lad os nu hellere se at komme i Gang med Arbejdet; det dér kan ikke brødføde sin Mand.“ Lasse holdt ikke af den Skavank hos Drengen, at han skulde ligge og sætte Tegninger op med Kridt eller Lommekniv alle Vegne; der var snart ikke en Bjælke eller Væg uden den bar Mærker efter ham. Det var brødløse Tossestreger, og Proprietæren var i Stand til at blive gal i Hovedet, om han kom i Stalden og traf til at se det. Lasse maatte jævnlig slaa Kogødning over de mest fremtrædende Tegninger, at de ikke skulde træde i Øjnene paa urette vedkommende.

Deroppe søgte netop Kongstrup ind ved sin Kones Arm; han var bleg men ved godt Huld. „Han er halvdaarlig til Bens endnu!“ sagde Lasse og kiggede. „Men det varer vel ikke længe, før vi har’en hernede — saa det er ikke raadeligt du ødelægger Stolpen helt.“

Pelle blev ved at stikke Træmasse ud.

„Holder du nu ikke op med det Pjank, saa slaar jeg Komøg i!“ sagde Lasse vredt.

„Saa tegner jeg dig og Madam Olsen af paa den store Port!“ svarede Pelle skalkagtigt.

„Ja du — du — du kunde bare prøve! Jeg skulde vist forbande dig for mit Aasyn og faa Præsten til at vise dig bort — om du slap med det!“ Lasse var helt fra’et, han fór ned i den anden Ende af Kostalden og begyndte Eftermiddagsmugningen, slog og rev med Redskaberne. Saa stod han og halkede i det, han havde i sin Vrede læsset for meget paa Børen og kunde hverken komme frem eller tilbage.

Pelle kom derned med sit mildeste Ansigt. „Maa jeg ikke trille Børen ud?“ sagde han — „dine Træsko staar ikke saa fast i Stenbroen.“

Lasse brummede noget og lod ham komme til. En stakket Stund var han mut, men det var ikke til — Pøjken havde Satan til Humør naar han vilde.

XXI

Pelle havde været til Præsten, nu sad han nede i Folkestuen og slugte sin Middagsmad — kogt Sild og Grød. Det var Lørdag, og Forvalteren var kørende til Bys, derfor sad Erik hernede og hang i Varmen. Han sagde aldrig noget af sig selv men havde det med at glo, hans Øjne fulgte Pelles Bevægelser frem og tilbage mellem Mund og Tallerken. Øjenbrynene holdt han bestandig løftede som var alting nyt for ham — de var ved at tabe deres Form helt. Foran ham stod Drikkekruset i en stor Sø, han drak jævnlig og spildte hvergang.

Lyse Marie stod ved Opvasken, hvert Øjeblik kiggede hun ind, for at se om Pelle snart var færdig. Da han slikkede Hornskeen af og smed den i Skuffen, kom hun ind med noget paa en Tallerken — de havde faaet Ribbenssteg til Middag ovenpaa.

„Her er en lille Mundsmag til dig — du er vist mer sulten,“ sagde hun. „Hvad faar jeg saa for den?“ hun beholdt Tallerkenen i Haanden og stod og smiskede.

Pelle var meget sulten endnu — skrupsulten; han sad og saa paa den lækre Bid til Tænderne løb i Vand. Saa rakte han pligtmæssigt Munden frem, og Marie kyssede ham. Hun skottede uvilkaarligt hen til Erik, der gik et Strejf af noget over hans dumme Ansigt — som en fjærn Mindelse.

„Her sidder han den store Krop og slabber!“ sagde hun skændende og rev Drikkekruset fra ham. Hun holdt det under Bordpladen og strøg med Haanden det spildte Øl ned i det igen.

Pelle huggede løs paa Ribbensstykket og brød sig om ingenting andet. Men da hun var ude, spyttede han forsvarligt ned mellem sine Ben og foretog en lille Renselse med Bluseærmet.

Siden gik han i Stalden og rensede Krybber, Lasse striglede Kør — der skulde se lidt ordenligt ud til om Søndagen. Under Arbejdet fortalte Pelle udførligt Dagens Oplevelser, og gentog alt hvad Præsten havde sagt. Lasse lyttede opmærksomt til og kom med smaa Udbrud: Ja saa! — Det var fans! — Saa David var saadan en Buk, og vandrede ligefuldt for Herrens Aasyn! Ja Guds Langmodighed er stor — det er vist og sandt!

Der blev banket paa Uddøren. Det var et af Kalles Børn med Besked, at Mormor gærne vilde be’ Farvel med dem inden hun drog hen.

„Saa har hun visselig ikke langt igen,“ udbrød Lasse. „Det bliver et stort Savn for Kalles at undvære hende, saa godt som de har haft det sammen. Men lidt mere Mad bliver der jo til de andre forstaas.“

De enedes om at vente med at gaa derop, til de var helt færdige — og saa stjæle sig af Sted. Bad de sig tidlig fri, fik de næppe fri igen til Begravelsen. „Og det bliver Heldagsgilde med Mad og Drikke i store Maader, kender jeg Bror Kalle ret!“ sagde Lasse.

Da de havde afsyslet og spist, sneg de sig gennem Uddøren ud paa Marken. Lasse havde poset Dynen op, og lagt en gammel laadden Hue saa den lige stak frem ved Hovedgærdet; i en Hast kunde det godt tages for Haaret af en Sovende, om nogen kom for at efterse. Da de var kommet et Stykke paa Vej, maatte Lasse endnu engang tilbage og efterse for Ild.

Det sneede blidt og stille, Jorden var frossen saa de kunde gaa ret hen over alting. Nu Vejen faldt kendt var der slet ikke saa langt op; før man vidste af det, slap Agerlandet op og Klippen begyndte.

Der var Lys i Stuen, Kalle sad oppe og ventede dem. „Nu lakker det med Mormor,“ sagde han saa alvorlig, som Lasse aldrig mindedes at have set ham før.

Kalle aabnede Døren til Mormors Stue og hviskede noget ind, hans Kone svarede sagte derinde fra Mørket.

„Jo jeg er saamænd vaagen,“ lød den Gamles Stemme langsom og enstonig. „I kan godt snakke højt, for jeg er vaagen.“

Lasse og Pelle trak Lærskoene af og traadte ind paa Strømpefødder. „God Aften Mormor“ sagde de begge højtideligt „— og Guds Fred!“ føjede Lasse til.

„Ja her ligger nu jeg,“ sagde Mormor og klappede svagt paa Dynevaaret, hun havde store Vanter paa. „Jeg var saa fri at sende Bud efter jer, for nu er der ikke langt igen med mig. — Hvordan har det sig i Sognet, er der nogen Dødninge?“

„Nej ikke det jeg ved af,“ svarede Lasse. — „Men hvad I selv Mormor, I ser jo saa rask ud — saa rød og rund! Om to-tre Dage er I saamænd paa Benene igen skal vi faa at se.“

„Ja ja gon!“ den Gamle smilede overbærende. „Jeg ligner vel en ung Brud som ligger første Gang Barselseng? Men I faar have Tak fordi I kom — I er lige som éns egne! — — Ja nu er der saa Bud efter mig, og jeg gaar herfra med Fred. Jeg har saamænd haft det godt her paa Jorden, der er intet at klage over. En god Mand fik jeg og en god Datter — Kalle dér ikke at forglemme. Og mit Syn fik jeg tilbage, saa jeg fik Verden at se endnu engang.“

„Men I saa kun paa den med det ene Øje — ligesom Fuglene, Mormor!“ sagde Kalle og forsøgte at le.

„Ja ja — den var god nok saadan ogsaa; der var kommet saa meget nyt og grant til, siden jeg misted Synet. Skoven havde bredt sig, og en hel Slægt var vokset til uden jeg ret vidste af det. Ak ja det har været skønt at være til i Alderdommens Aar og have dem alle om sig — Kalle og Marie og Børnene. Og alle mine Jævnaldrende er gaaet forud; det har været skønt at være til og se, hvad der blev af dem hver især.“

„Hvor gammel er I nu Mormor?“ spurgte Lasse.

„Kalle har slaaet det efter i Kirkebogen, efter det skulde jeg jo være nær de firs. Men det er føje rigtigt.“

„Jo det er rigtigt nok“ sagde Kalle, „Præsten søgte det selv op for mig.“

„Ja ja da — Tiden er gaaet fort, og jeg kunde godt ville leve lidt endnu om saa var Guds Vilje. Men nu minder Graven, jeg kan mærke det paa Øjenlaagen’.“ Den Gamle havde lidt ondt for Vejret, men Munden stod ikke paa hende.

„Mor snakker saa rent for meget!“ sagde Marie.

„Ja I trænger vist til at hvile Jer og sove,“ sagde Lasse. „Mon vi ikke skulde sige Jer Farvel?“

„Nej nu vil jeg have Lov til at snakke, det bliver vel sidste Gang jeg ser jer; og jeg faar Stunder nok at hvile ud i. Min Øjne er blevet saa lette — Gud ske Lov og Tak; der er ikke Søvnfnug i dem.“

„Mormor har ikke sovet en hel Uge tror jeg,“ sagde Kalle betænkelig.

„Nej hvad skulde jeg vel sove min sidste Tid hen for — naar jeg faar Stunder nok til det siden hen. Om Nætterne naar I andre sover, saa ligger jeg og lytter Pusten af en og hver — og glæder mig ved jer Helsen. Eller ogsaa jeg ser paa Lyngkosten og tænker paa Anders og al den Gammen vi havde med hverandre.“

Mormor laa tavs en Stund og indhentede sit Vejr, mens hun stirrede paa en vissen Lyngbuket der hang under Bjælken.

„Den bandt han saamænd til mig, første Gang han redte vort Leje i den blomstrende Lyng. Han holdt saa urimeligt af Lyngen Anders, og hvert Aar tog han mig af Søvnen og førte mig derud naar den blomstred — lige til han blev kaldt hen. Jeg var bestandig ny for ham som paa den første Dag — derfor tog Lykken og Glæden varig Bolig i mig. Der kunde ikke Klæder holde over mit Bryst saa glad jeg trak Vejret, og mine Forklæ’baand tog han itu i sin Glæde for mig.“

„Nu skulde Mor tie og ikke snakke om saa meget saadant!“ sagde Marie og glattede undseligt ved den Gamles Hovedgærde.

Men Mormor lod sig ikke stanse, hendes Tanker forskubbedes blot lidt.

„Ja ja, Tænderne havde jeg ondt for at faa og ondt for at miste, mine Børn fik jeg med Smærte og lagde dem i Graven med Sorg — det ene som det andet. Men ellers har jeg aldrig fejlet noget, og en god Mand har jeg haft. Han havde Øjet opladt for Guds Skaberværk, og vi stod op med Fuglene Sommermorgen. Saa gik vi sammen ud i Lyngen og saa Solen løfte sig forunderligt af Havet, før vi tog til vort Dagværk.“

Mormors tungtvandrende Stemme faldt hen, det var som et Kvæde hørte op at lyde i deres Øren. De rettede sig og drog dybt efter Vejret. „Ak ja, Mindernes Røst er vakker!“ sagde Lasse.

„Hvordan er det Lasse, jeg hører at du gaar og ser dig om efter en Kone?“ sagde den Gamle pludselig.

„Gør jeg?“ udbrød Lasse forskrækket. Pelle saa, at Kalle blinkede til Marie. De vidste altsaa Besked de ogsaa.

„Kommer du ikke snart og viser Kæresten frem?“ spurgte Kalle. „Det skal være godt Parti siges der.“

„Jeg ved slet ikke, hvad det er I taler om.“ Lasse var helt forfjamsket.

„Ja ja, det er nu ikke saa ilde det du dér har for!“ sagde Mormor. „Hun er god nok — alt det jeg ved. Maatte I nu ogsaa passe helt for hinanden, som Anders og jeg. Det var en skøn Tid — om Dagene naar en gik og ordnede alt paa det bedste hver for sig, og om Nætterne naar Vinden tog i alting. Da var det godt at være to som kunde søge Varmen hos hinanden.“

„I har været svært saa glad for alting Mormor,“ udbrød Lasse.

„Ja og jeg gaar herfra med Fred og kan ligge rolig i min Grav; jeg er ikke blevet misligholdt paa noget Omraade, og har intet at gaa igen efter. Naar blot Kalle sørger for, at jeg bæres ud med Fødderne udfor, saa tænker jeg ikke jeg skal uroe jer.“

„Kom I kun og besøg os engang imellem om Jer lyster, vi skal tage imod Jer uden Frygt! — saa godt vi har haft det sammen her,“ sagde Kalle.

„Nej ingen ved af, hvordan man bliver til Sinds i det andet Liv! Du faar love mig at jeg kommer med Fødderne udfor; jeg vil ikke forstyrre jer Nattero, saa haardt I maa slide om Dagen begge to. Nu kan I ogsaa have haft mig længe nok at drages med; det skal vist blive godt for jer at have det for jer selv engang. Og lidt mere Mad bliver der ogsaa til jer andre efter dette.“

Marie gav sig til at græde.

„Ja se nu der se!“ udbrød Kalle iltert. „Den Snak vil jeg ikke høre mere om, ingen af os har lidt Mangel for Jer Skyld. Hvis I nu ikke er skikkelig, holder jeg stort Kalads efter Jer, af bare Glæde over Jer Bortgang.“

„Nej du gør ikke!“ sagde Mormor helt hvast — „tre Dages Øfrøl vil jeg slet ikke høre om at sige! Lov mig det du Marie, at I ikke ødelægger jer for at gøre Væsen af mig gamle Skidt. Men de nærmeste faar I bede til om Eftermiddagen — Lasse og Pelle ikke at forglemme. Og hvis I bad Hans Henrik, saa kanske tog han sin Harmonika med og I kunde faa jer en Leg i Logulvet.“

Kalle kløede sig i Nakken:

„Saa maa I pinedød vente med at gøre Forandring paa Jer, til jeg faar aftærsket — rømme af Gulvet nu er jeg ikke meget for. Kunde vi saa ikke laane Jens Kures Øg og tage en lille Tur i Lyngen om Eftermiddagen da?“

„Ogsaa det! men Børnene skal have Del i det, hvad I saa end bestemmer jer for. Det vil være en Beroligelse at tænke paa, at de har en glad Dag ud af det — de har saa vist ikke for megen Højtid! Og Pengene er der jo.“