Part 16

Pelle var løbet sin Far i Møde. Den Gamle havde smagt paa Varerne og var i godt Humør. „Der var syv Mand i Baaden, og de hed Ole alle saa nær som den ene, for han hed Ole Olsen!“ sagde han højtideligt da han saa Drengen. „Ja var det ikke besynderligt du Pellemand, at de skulde hedde Ole allesammen — saa nær som den ene forstaas, for han hed jo Ole Olsen.“ Saa lo han og puffede hemmelighedsfuldt til Drengen. Og Pelle lo med, han kunde godt lide at se Faderen i Humør.

Karlene kom imod dem og tog Flaskerne fra Røgteren. „Han har smagt!“ sagde Anders og holdt Flaskerne op mod Lyset. „Se til den gamle Dranker, han har hilst paa Varerne.“

„Nej saa maa Flaskerne være utætte i Bunden!“ sagde Lasse der var helt dristig af Snapsen — „for jeg har ikke andet end lige lugtet. Man maa dog sikre sig, at det er riælle Sager og ikke det rene Vand man faar.“

De drev neden om Løkken, Gustav gik foran og spillede paa sin Harmonika, over Flokken var der noget anspændt lystigt. En og anden sprang i Vejret bedst som han gik, de udstødte korte Hyl og sendte løsrevne Eder ud i Luften paa maa og faa. Bevidstheden om de fyldte Flasker, Lørdagaftenen med dens Hviledag i Ryggen og fremfor alt Krigen med Forvalteren satte Sindet op i dem.

De lejrede sig neden for Kostalden, i Græsset tæt ved Dammen. Solen var forlængst gaaet ned, men Aftenhimlen faldt lysende ind. Naar Ansigterne vendte sig mod Vest var det som et Brandskær gik over dem, og de hvide Gaarde indover lo blændende i Skumringen.

Nu kom Pigerne gaaende over Græsset. De gik med Hænderne under Forklædet og lignede sorte Udklip i den straalende Himmel; de nynnede paa en blød Folkesang og lod sig glide ned i Græsset ved Siden af Karlene; Aftenskumringen sad dem i Sindet og gjorde deres Skikkelser og Stemmer blide som et Kærtegn. Men Karlene var ikke blidt stemte, de foretrak Flasken.

Gustav gik rundt og smaafantaserede paa sin Harmonika. Han søgte et Sted at sidde, smed sig endelig i Skødet paa Karna og spillede op. Erik var først paa Benene, han førte an i Anledning af sit Udestaaende med Forvalteren og rev Bengta op af Græsset med et Ryk. De dansede svensk Polka, og paa et bestemt Sted i Melodien hev han hende op i Luften med et Raab. Hvergang hvinede hun, og de tunge Skørter stod om hende som Halen paa en kalkunsk Hane, saa enhver kunde se hvor langt der var til Søndag.

Midt i en Hvirvel slap han hende, saa hun tumlede hen over Græsset og faldt. Forvalterens Vindu kunde ses hernede fra, og en lys Plet var kommet til Syne i det. „Han glor, Kors i Herrens Fryd hvor han glor! Kan du se denne her du?“ Erik raabte højt og holdt en Brændevinsflaske i Vejret. Saa drak han: „Skaal! Gubben Satans Skaal! Han lugter, Svinet! Fy ptøj!“ De andre lo, Ansigtet deroppe trak sig tilbage.

Ind imellem Dansen legede de, drak og tog Krafttag. De blev bestandig uberegneligere i deres Handlinger, udstødte pludselige Vræl der fik Pigerne til at skrige højt, smed sig midt i Dansen plask paa Jorden og stønnede som var de døende, sprang pludselig op igen med vilde Fagter og spændte Ben for den nærmeste. Et Par Gange sendte Forvalteren Eleven ned og bød dem forholde sig rolige, men Larmen blev blot værre deraf. „Hils ham og sig, at han kan gaa sine Hundeærender selv!“ raabte Erik efter Eleven.

Lasse puffede til Pelle og trak sig lidt og lidt tilbage. „Nu er det nok bedst vi to gaar til Hvile,“ sagde han da de var sluppet ubemærket bort — „én ved aldrig hvad dette kan føre til. De ser rødt allesammen, ret snart begynder de vel at danse Bloddansen. Ak ja havde jeg været ung, skulde jeg vist ikke lusket bort som en Tyv, men blevet og taget hvad der maatte komme. Der var en Tid, da Lasse kunde sætte begge Hænder i Jorden og slaa sin Modstander i Ansigtet med Støvlehælene, saa han sank til Jorden som et Straa. Men nu er den Tid forbi, og det er klogest at hytte sig. Der kan komme baade Politi og meget andet ud af dette her. Ikke at tale om Forvalteren du! Nu har de gaaet og tirret ham hele Sommeren med den Erik i Spidsen; men faar de ham først rigtig gal i Hovedet, saa kan Erik godt gaa hen og lægge sig.“

Pelle vilde gærne blive lidt oppe og se paa dem. — „Naar jeg kryber hen bag Gærdet og lægger mig — aa du Far hvad!“ tryglede han.

„Æv det er noget dumt Paahit, de kan hitte paa at handle ilde med dig om de faar fat i dig — det værste er oppe i dem. Naa men du maa selv staa for’et — og pas for alting paa at de ikke ser dig.“

Saa gik Lasse i Seng, men Pelle krøb frem paa Maven bag Gærdet, til han kom tæt ind paa dem og kunde se alting.

Gustav sad endnu paa Karnas aabne Skød og spillede, og hun holdt trofast om ham med Armene. Men Anders havde lagt Armen om Livet paa Bodil. Gustav opdagede det, kylede med en Ed Harmonikaen saa den trillede over Græsset, og sprang op. De andre smed sig i en Rundkreds og laa og pustede inderligt, de ventede sig noget.

Gustav lignede en Vild der danser Krigsdansen. Munden stod aaben paa ham, Øjnene stirrede blankt. Han var ene Mand paa Græsset og gik som en Bold mod Jorden og fra Jorden igen, hoppede paa Hælene og slog skiftevis Benene op i Højde med sit Hoved; ved hvert Kast udstødte han sit skingrende Tju! Saa skød han lige til Vejrs og snurrede rundt oppe i Luften, kom ned paa den ene Hæl og blev ved at snurre rundt som en Top. Idet han snurrede, gjorde han sig mindre og mindre som vilde han gaa helt i Jorden, eksploderede saa i et Spring og faldt lige ned i Skødet paa Bodil, der henrykt slog Armene om ham.

Som et Lyn havde Anders begge Hænder i hans Skuldre bagfra, satte Fødderne i Ryggen paa ham og lod ham „skyde Krage“ saa han trillede. Det hele skete i Tempo, og Gustav blev kaadt ved at rulle hen over Græsset, i Stød som en ujævn Kugle. Men pludselig stansede han og stod med et Spring paa Fødderne; han stirrede stivt frem for sig, gjorde saa omkring med et Ryk og gik langsomt hen imod Anders. Anders rejste sig hurtigt, skubbede Huen paa Snur, smækkede med Tungen og gik frem. Bodil satte sig bredere til Rette paa Jorden, hun saa sig hoverende om i Kredsen og indkasserede begærligt de andres Misundelse.

De to Modstandere stod Ansigt til Ansigt og følte sig frem til et godt Greb. De strøg kælent ned ad hinanden, kneb hinanden i Siden og kom med smaa spøgefulde Vendinger.

„Kors i Jøsses hvor du er fed, Bror.“ Det var Anders.

„Og sikke Batterier du har, du kunde godt være et Kvindfolk,“ svarede Gustav og tog Anders paa Brystet. „Ih saa blød du dog er!“ Deres Ansigter lyste af Haan. Men Øjnene fulgte aarvaagent Modstanderens mindste Bevægelser, hver af dem ventede et Snuptag fra den anden.

De andre laa og strakte sig rundt om i Græsset. „Kan I snart faa Ende paa det?“ raabte de utaalmodigt.

De to blev ved at staa og lege som var de angst for at tage fat — eller maaske trak det ud for at nyde det desto mere. Men pludselig havde Gustav Anders i Kraven, kastede sig bagover og slyngede ham hen over Hovedet paa sig. Det gik saa hurtigt, at Anders intet Hold fik i Gustav; men i Svinget hagede han sig fast i hans Haar, og de faldt begge — paa Ryggen, med Hovederne sammen og Kroppene udstrakt til hver sin Side.

Anders var faldet tungt og laa halvbedøvet men slap ikke sit Tag i Gustavs Haar. Gustav snoede sig rundt og forsøgte at komme paa Benene men kunde ikke frigøre sit Hoved. Saa vred han sig i Stilling igen hurtig som en Kat, skød en baglæns Kolbøtte hen over Kammeraten og faldt ned paa ham med sit Ansigt mod hans. Anders prøvede at sætte Fødderne i Vejret og opfange ham men kom for sent.

Anders kastede sig i de voldsomste Ryk, laa stille og spændte igen i med pludselig Styrke for at vælte Gustav af, men Gustav var sej. Han smed sig tungt ned paa sin Modstander og jog alle fire Lemmer ud til Støtte mod Jorden, sad pludselig op igen og stødte sit Sæde ned i Anders’ Bughule for at tage Vejret fra ham. De havde begge hele Tiden Tanken henvendt paa at faa Kniven listet frem; og Anders der nu var helt Herre over sin Forstand igen, huskede tydelig at han ingen havde hos sig. „Ak, ak!“ sagde han højt — „jeg elendige Fusk!“

„Du jamrer dig jo!“ sagde Gustav og sænkede sit Ansigt over ham. „Vil du bede om Godtvejr kanske?“

I det samme følte Anders Gustavs Kniv trykke mod sit Laar, i et Lyn havde han Haanden dernede og vristede den frem. Gustav prøvede at tage den fra ham men opgav det for ikke at blive smidt af; han indskrænkede sig saa til at sikre sig Anders’ ene Haand saa han ikke kunde folde Kniven ud, og gav sig til at _sætte_ med Kroppen ned mod hans Bughule.

Anders laa halv opgivet og tog imod Stødene uden at værge for sig — der undslap ham et Gisp for hvert Sæt. Men hans venstre Haand arbejdede ivrigt paa at aabne Kniven mod Jorden, og pludselig jog han den i Gustav, netop som denne hævede sig højt op for at bibringe ham et kraftigt Stød.

Gustav greb Anders om Haandleddet, hans Ansigt fortrak sig. „Fy fan dit Svin, hvad roder du dér efter?“ sagde han og spyttede Anders ned i Ansigtet. „Han søger til Bagdøren den Stymper — for at slippe væk!“ Gustav saa sig om i Kredsen, frynende som en ung Tyr.

De kæmpede rasende om Kniven, brugte Hænder og Tænder og Panden med. Da Gustav ikke kunde bemægtige sig Vaabnet, gik han ud paa at føre Anders’ Haand saaledes at han stødte det i sig selv. Det lykkedes ham, men Stødet var skævt; Bladet lukkede sig om Anders’ Fingre, saa han slængte Kniven fra sig med en Ed.

Erik sad og fik ondt op i sig over, at han ikke længer var Aftenens Helt. „Er I snart færdige I to Hanekyllinger, eller maa jeg kanske faa en lille Bid med?“ sagde han og forsøgte at skille dem ad. De bed sig fast i hinanden, men saa blev Erik gal og gjorde noget som der gik Ry af siden hen. Han tog et fast Tag i dem og plantede dem begge paa Benene.

Gustav stod og saa ud som vilde han kaste sig ind i Striden igen, der gik sure Trækninger over hans Ansigt. Men saa begyndte han at svaje som et rodhugget Træ og sank lige ned. Bodil var den første der kom ham til Hjælp, med et Skrig løb hun hen og slog Armene om ham.

Han blev baaret ind og lagt i Seng, Karl Johan hældte Brændevin i det dybe Snit for at rense Saaret ud, og holdt det sammen mens Bodil næstede med Naal og Traad fra en af Karlenes Læddiker. Saa spredtes de, Par om Par som de var Venner til. Men Bodil blev hos Gustav — hun var ham alligevel god.

* * * * *

Saadan var det den Sommer, Krig og Ufred med Forvalteren, som de alligevel ikke turde gøre noget naar det kom til Stykket. Saa slog det Onde sig indad, og de gik løs paa hinanden. „Et Sted skal det jo ud,“ sagde Lasse, der ikke holdt af denne Tilstand og dyrt lovede sig selv at flytte saa snart der tilbød sig noget andet — om de saa skulde rømme fra Løn og Klæder og alting.

„Lønnen er de misfornøjede med, Arbejdstiden er dem for lang, og Føden er ikke god nok. Den kaster de i Grams med, saa det kan gøre én ondt at se paa — det er dog ligefuldt Guds Gaver om end den kunde været bedre. Og det er Erik det hele skriver sig fra! Altid gaar han og skryder og skræpper op, og ondt sætter han i de andre saa lang Dagen er. Men saasnart Forvalteren er over ham, tør han alligevel ingenting han heller. Saa kryber de i et Musehul hver og én; Far Lasse er nok ikke saa stor en Kryster som nogen af dem, alt det gammel og til Aars han er.

„Samvittigheden er vel nok det bedste Rygstød, har man den og har gjort sin Pligt, saa kan man se baade Forvalter og Proprietær — og Gudfader med — frit i Øjnene. For det maa du altid huske Pøjke, ikke at sætte dig op imod dem der er sat over dig. Der skal nogle være Tjenere og andre Herrer; hvordan skulde det ellers gaa med alting, om ikke vi som arbejder vilde gøre vor Pligt. De fine kan én vel ikke forlange skal mugge i Kostalden og give sig til at rense Lokum.“

Alt dette laa Lasse og udviklede, efter at de var kommet i Seng. Men Pelle havde andet at bestille end at høre efter. Han sov trygt og drømte, at han var Erik selv og pryglede Forvalteren med en stor Kæp.

XIV

Paa Pelles Tid var Spegesild Bornholmerens vigtigste Føde. Det var den staaende Frokostret i alle Lag af Samfundet, og nedefter beherskede den Aftensbordet ogsaa — og gik stundom igen ved Middag i en lidt ændret Skikkelse. „Det er et daarligt Madsted,“ sagde Folk spottende om den og den Gaard — „man faar kun Sild 21 Gange om Ugen.“

Naar Hylden stod i Blomst væltede ordenlige Mennesker efter god gammel Skik Saltkarrene frem og begyndte at kigge mod Havet — da er Silden fedest. Fra det skraa Land, der næsten overalt har et Glimt af Søen, spejdedes der i de tidlige Sommermorgener langt efter de hjemvendende Baade; Vejret og Baadenes Leje i Søen gav Varsler for Vintersulet. Saa kunde Rygtet komme vandrende op over Øen — om stor Fangst og godt Køb. Bønderne rullede til Staden eller Lejet med deres rummeligste Vogne, og Sildemanden arbejdede sig op gennem Landet fra Hytte til Hytte med sin Krikke, der var saa ussel at enhver havde Lov at skyde den for Panden.

Om Morgenen naar Pelle slog Stalddørene op ud til Marken, stod Disen som et lysegraat Vand i alle Lavninger; og inde paa Højdedragene hvor Røgen stod frisk af Huse og Gaarde, saa han Mænd og Kvinder komme frem om Gavlen, halvtpaaklædte eller i bart Linned, og stirre udover. Han løb selv hen om Udhusene og kiggede ud mod Søen, der laa blank som Sølv og tog Farver af Dagen. De røde Sejl hang slappe ned og lignede Blodplask i Dagglansen, Baadene laa dybt i Vandet og stræbte langsomt hjemad for Aareslagene, sled sig frem som altfor drægtige Kør.

Men det kom altsammen ikke ham og hans ved. Stengaarden købte ligesom Sognets Fattige først sin Sild efter Høst, naar den var tør som en Pind og næsten ingenting kostede. Paa den Tid af Aaret faldt Silden gærne rigeligt, og solgtes for 15-20 Øre Olen saa længe Efterspørgslen varede. Siden afsattes den i Læssevis til Svineføde eller gik paa Møddingen.

En Søndag Morgen Senhøstes kom der løbende Bud til Stengaarden fra Staden, at nu var der Sild at faa. Forvalteren kom ned i Folkestuen mens de sad ved Morgenmaalet, og gav Ordre til at rykke ud med alle Arbejdsspand. „Det bliver saa jer ogsaa!“ sagde Karl Johan til de to Stenværkskuske, som var gift og bosiddende oppe mod Værket men kom ned og spiste.

„Nej vore Heste kommer ikke af Stalden til det Brug!“ sagde Kuskene — „de og vi kører kun Sten og intet andet.“ De sad en Stund og bredte sig med Spydigheder til visse Folk som ikke engang havde Søndagen til egen Raadighed; den ene strakte sig paa en forbandet drillende Maade. „Aah! jeg tror jeg gaar hjem og tager en Formiddagslur. Det gør alligevel godt at være sin egen Mand én Gang om Ugen.“ Saa gik de hjem til Kone og Børn for at holde Søndag.

Karlene gik en Stund og gav ondt af sig — det skulde nu saadan være. I og for sig havde de ikke noget imod Turen, lidt Fest kunde der vel ikke undgaa at blive. Der var Beværtninger nok i Staden, og de skulde sagtens indrette det med den Sild, saa de ikke kom hjem meget før Aften. I værste Fald kørte Erik sin Vogn i Stykker, saa var de nødt til at blive derinde, mens den blev gjort i Stand.

De stod ude i Stalden og vendte Pengepungene — store solide Skindpunge med Staallaas, der kun lod sig aabne ved et Tryk paa en hemmelig Mekanisme; men de var tomme.

„Det var Satans,“ sagde Mons og kiggede skuffet ned i sin Pung — „ikke saa meget som Lugten af en Enøre er der! Den maa jo være læk saa.“ Han kiggede den efter i Sømmene, holdt den klods op ad Øjnene, lyttede til sidst ned i den. „Fan kan forstaa det, jeg synes jeg hører en Tokrone smaasnakke. Det maa jo være Spøgeri!“ Han sukkede og stak Pungen i Lommen.

„Du din fattige Lus,“ sagde Anders „har du nogensinde snakket med en Tokrone? Nej her er Karl her!“ Han halede en stor Pung frem. „Jeg har den Tikrone endnu, som Forvalteren snød mig for ved Majdag; men jeg ømmer mig ved at bruge den, den skal gemmes til jeg bliver gammel.“ Han greb ned i den tomme Pung og lod som han viste noget frem. De lo og gjorde Løjer, Humøret var højt ved Tanken om Byturen.

„Men Erik dér har sikkert Penge paa Kistebunden!“ sagde saa én — „han tjener for en høj Løn og har en rig Moster i Helvede.“

„Ak nej“ svarede Erik klynkende „jeg maa jo betale til en halv Snes Unger, som ingen anden Far kan faa udlagt. Men Karl Johan faar skaffe, hvad er han ellers Forkarl for.“

„Det gaar ikke!“ sagde Karl Johan betænkeligt. „Beder jeg Forvalteren om Forskud nu vi skal til Staden, saa siger han blankt nej. Gud ved om ikke Pigerne har Løn liggende?“

De kom netop skramlende op fra Kostalden med deres Mælkespande.

„Hør Piger!“ raabte Erik ud til dem „kan ikke en af jer laane os ti Kroner? Hun skal faa Tvillinger for det til næste Paaske — saa farrer Soen alligevel.“

„Du lover godt du!“ sagde Bengta og stansede; de satte Mælkespandene og snakkedes ved om det. „Mon ikke Bodil har?“ sagde Karna. „Nej for hun sendte de ti Kroner hun havde liggende, til sin Mor forleden Dag,“ svarede Marie.

Mons klaskede Kasketten i Gulvet og gjorde et Hop. „Jeg gaar op til selve Gubben Satan,“ sagde han.

„Saa kommer du paa Hovedet ned ad Trapperne, at du ved det!“

„Fan heller vel, naar ens egen gamle Mor ligger dødsens syg derinde i Staden og hverken har til Dokter eller Mikstur. Jeg er vel ikke daarligere Barn end Bodil.“ Han gik op mod Stentrappen. De stod og kiggede efter ham gennem Stalddøren, til Forvalteren kom og de fik travlt med Vognene. Gustav gik søndagsklædt med en Bylt Tøj under Armen og saa paa dem.

„Hvorfor gaar du ikke i Gang?“ sagde Forvalteren. „Se at faa spændt for.“

„Forvalteren har selv givet mig fri i Dag,“ sagde Gustav og fortrak Ansigtet — han skulde ud med Bodil.

„Av — det er sku sandt! — saa bliver der en Vogn mindre. Du maa tage fri en anden Dag i Stedet.“

„Det kan jeg ikke.“

„Hvad F— og hvorfor ikke om man tør spørge?“

„Nej for jeg har faaet fri i Dag.“

„Jamen for Pokker Menneske, naar jeg nu siger du maa faa fri en anden Dag i Stedet for.“

„Nej det kan jeg ikke.“

„Men hvorfor dog Menneske — er der noget presserende du skal?“

„Nej, men jeg har faaet fri i Dag.“ Det saa ud som Gustav grinede lumsk, men han vendte nok blot Skraaen i Munden. Forvalteren traadte haardt af Vrede.

„Men jeg kan saa godt blive helt væk, om Forvalteren har ondt af at se paa mig!“ sagde Gustav blødt.

Forvalteren hørte det ikke, men vendte sig rask; lang Erfaring havde lært ham at overhøre den Slags Tilbud i den travle Tid. Han saa op til sit Vindu som kom han pludselig i Tanker om noget, og løb i Spring op ad Trappen. De havde Krammet paa ham, naar de slog paa den Stræng. Men til Vinter kom Turen til ham, og saa blev det de andre der maatte tie og taale — for at have Tag over Hovedet i den sløje Tid.

Gustav blev ved at spanke om med sin Bylt uden at tage en Haand i; de andre lo opmuntrende til ham.

Forvalteren kom ned igen og gik hen til ham. „Spænd saa for inden du gaar,“ sagde han kort. „Saa kører jeg dine Heste.“

Der gik en ond Knurren fra Mand til Mand. „Vi skal have Hunden med!“ sagde de halvhøjt til hinanden. „Hvor er Hunden henne? vi skal have Hunden med.“ Forvalteren skulde høre det.

Det blev ikke bedre, fordi Mons kom ned ad Trappen med Ansigtet i en vidunderlig from Skelen, og holdt en Tikroneseddel foran Maven. „Nu kan det være lige fedt, for vi skal have Hunden med!“ sagde Erik. Mons’ Ansigt skiftede med et Ryk, han gav sig til at bande indædt. De gik og pillede ved Vognene uden at tage fat, deres Øjne lyste ondt.

Forvalteren kom ud paa Trappen i Overtøj. „Kan I snart faa spændt for!“ tordnede han.

Stengaardens Folk holdt lige saa stærkt over Rangfølgen som Øens egen Befolkning, og den var lige saa indviklet. Forkarlen sad øverst ved Bordet og tog først, han gik forrest ved Mejningen, og havde første Pige til at lægge Læsset naar der kørtes ind; han var første Mand oppe, og forrest naar de drog i Marken, ingen maatte smide Redskaberne før han havde gjort det. Efter ham kom anden Karl, tredje o. s. v. og endelig Daglejerne. Hvor ikke personligt Tykke greb stærkt ind, var Forkarlen som en Selvfølge Kærest med første Pige o. s. v. nedefter; flyttede en af dem overtog Efterfølgeren Forholdet — det var Ligevægtstilstanden. Her blev Rangfølgen dog ofte brudt, men aldrig naar det angik Hestene. Gustavs Heste var de simpleste, og ingen Magt i Verden skulde have faaet Forkarlen eller Erik til at køre dem — end ikke Proprietæren selv.

Forvalteren vidste det, og saa hvordan Karlene gottede sig, da Gustavs Krikker blev spændt for. Han bed Ærgrelsen i sig; men da de hoverende stillede Gustavs Køretøj bagest i Rækken, blev det ham for meget. Han befalede at de skulde køre det frem foran de andre.

„Mine Heste plejer ikke at gaa bagved Rumpedragerens!“ sagde Karl Johan og smed truende Tømmen; det var Øgenavnet for den sidste i Rækken. De andre stod og gemte Grin af Vejen, saa Forvalteren var lige ved at koge over.

„Er du saa endeklemt efter at være i Spidsen, saa værsgod,“ sagde han behersket. „Jeg kan godt køre efter dig.“

„Nej mine Heste hører til efter Forkarlens, ikke efter Rumpedragerens,“ sagde Erik.

Dette her var nok et Skældsord, saadan som de smagte paa det den ene efter den anden og skelede forblommet. Skulde han døje det Rækken ud, saa var han med det samme umulig her paa Gaarden.

„Ja og mine gaar bagefter Eriks,“ begyndte Anders nu „— ikke efter — — efter Gustavs,“ rettede han det hurtigt. Forvalteren havde hugget sit Blik i ham og gjorde et Skridt frem for at slaa ham i Stenbroen.