Part 24

„Ja vil du tro Lasse, Mormor har spundet halvhundrede Kroner sammen, som ingen af os vidste om — til at gøre hendes Gilde for.“

„Jeg har ogsaa lagt hen til det i tyve Aar nu; én vil jo gærne skille sig herfra paa en pæn Maade — og uden at trække Klæderne af Kroppen paa de nærmeste. Ligtøjet er ogsaa i Orden, for min Brudesærk har jeg liggende, den har kun været i Brug én Gang; og andet end den og Kappen skøtter jeg nu ikke om at have paa.“

„Det er nu saa meget bart,“ indvendte Marie. „Hvad vil Naboerne ikke have at sige, naar vi ikke klæder Mor ordenligt.“

„Det kerer jeg mig ikke om!“ svarede Mormor bestemt. „Saadan led Anders mig bedst, og andet har jeg nu ikke ligget med i tredsindstyve Aar. At du ved’et!“ Hun drejede Hovedet om mod Væggen.

„Det skal nok blive altsammen som Mor vil!“ sagde Marie.

Den Gamle vendte sig igen og søgte paa Dynen efter Datterens Haand. „Og saa faar du stoppe en Pude lidt blødt til mit gamle Hoved, for det er blevet saa galet til ikke at ville finde Hvile.“

„Vi kan tage en af de Smaas Hovedpuder og trække over med hvidt,“ sagde Marie.

„Ja Tak. Og saa synes jeg, I skulde sende Bud over til Jakob Kristians efter Snedkeren i Morgen han alligevel er her oppe omkring, og lade ham tage Maal af Kisten. Saa kunde jeg ogsaa faa et Ord med om hvordan den skal være — Kalle er saa lethaandet til at strø Penge ud.“

Mormor lukkede Øjnene, nu var hun vist alligevel kørt træt.

„Nu tror jeg vi skal liste ind i den anden Stue, og lade hende have Ro,“ hviskede Kalle og rejste sig. Men saa slog hun Øjnene op.

„Vil I alt gaa?“ spurgte hun.

„Vi tænkte I sov Mormor!“ sagde Lasse.

„Nej jeg sover vel ikke mere i dette Liv — Øjen er saa lette, saa lette. Ja ja Farvel med jer Lasse og Pelle — maatte I have det saa godt, saa godt, lige saa godt som det har været mig beskaaret. Marie var den eneste Graven skaanede, men hun har været mig en god Datter; og Kalle har været saa god og overbærende som kunde jeg været hans Ungdoms Kærlighed. — En god Mand havde jeg ogsaa, som huggede Brænde til mig om Søndagen, og stod op om Natten efter de Smaa den Tid jeg laa i Barselseng. — Vi havde det saamænd godt: Blylodder i Klokken og rigeligt at lægge i Kakkelovnen; og en Tur til Kongens København gav han mig Løfte om. — Mit første Smør kærnede jeg i en Flaske, for vi ejed jo ingen Stavkærne til at begynde med; jeg maatte slaa Hul paa Flasken for at faa det ud. Saa lo han, altid lo han naar jeg gjorde noget forkert. — Og saa glad han var for hvert et Barn jeg fødte ham! Mangen Morgen tog han mig ogsaa af Søvnen, og vi maatte nøgne ud og se Solen gaa af Havet. Vil du se Anna, i Nat er Lyngen sprunget ud! sagde han saa og tog om mig — men det var bare Solen som gød sit Rødt over den! — Vi havde en halv Mil til næmste Nabo, men han brød sig om ingenting — bare han havde mig. De største Glæder kunde jeg berede ham saa fattig jeg var. — Kreaturerne var mig saamænd ogsaa hengivne, alting lykkedes for os i det smaa.“

Mormor laa og vrikkede med Hovedet, Taarerne randt ned ad hendes Kinder. Stemmen var ikke besværet længer, Ord kaldte paa Ord i hende og gled som en lang Tone over hendes Læber. Hun vidste nok ikke længer hvad hun sagde, men var bestandig i Talens Magt. Hun begyndte forfra og gentog Ordene, ligeligt og syngende — som én der er revet hen og _maa_ snakke.

„Mor“ sagde Marie angst og holdt om hendes vrikkende Hoved „kom nu til dig selv Mor!“

Saa gik den Gamle i Staa og saa forundret paa hende. „Ak ja, Minderne fór saa haardt frem med mig!“ udbrød hun. „Nu tror jeg næsten jeg kunde sove lidt.“

Lasse rejste sig og gik frem til Sengen: „Farvel Mormor og en god Rejse, om vi ikke ses mere!“ Pelle kom efter og gentog Ordene. Mormor saa spørgende paa dem men rørte sig ikke. Saa tog Lasse varsomt hendes Haand, Pelle ogsaa, og de listede ind i den anden Stue.

„Saa usædvanlig klart hendes Livslys brænder ud!“ sagde Lasse da Døren var lukket. Pelle lagde Mærke til at Stemmerne blev saa fri i Klangen igen.

„Ja hun holder sig godt lige til det sidste; der har været udmærket Tømmer i hende. — Folk her omkring har ondt over at vi ikke henter Doktor til hende. Hvad mener du — skal vi sætte os for den Udgift?“

„Hun fejler vel nok ikke andet end at hun ikke kan leve længer,“ sagde Lasse tankefuldt.

„Nej og selv vil hun nu slet ikke høre Tale om det. — Kunde han endda holde Livet i hende en Stund endnu.“

„Ja Tiderne er knappe!“ sagde Lasse og gik rundt og kiggede paa Børnene. De sov alle, Stuen var tung af deres Aandedrag. „Det svinder godt i Flokken nu.“

„Ja der flyver jo en eller to fra Reden snart hvert Aar,“ svarede Kalle, „og nu faar vi vel ikke flere. Det er et uheldigt Tal vi er blevet staaende ved — et rigtig skidt Tal. Men Marie er blevet døv paa det Øre, og ene formaar jeg jo ingenting.“ Kalle havde igen faaet Skælmen frem i Øjenkrogene.

„Vi kan saamænd godt hjælpe os med dem vi har faaet,“ sagde Marie. „Naar vi tager Annas med bliver det fjorten.“

„Ja tæl du bare de andres med ogsaa — des nemmere slipper du selv!“ sagde Kalle drillende.

Lasse stod og betragtede Annas Barn, der laa sammen med Kalles den trettende. „Der er mere Trivsel i hende end i Mosteren,“ sagde han — „én skulde knap tro de var lige gamle. Hun er lige saa rød som den anden er bleg.“

„Ja der er jo en Forskel“ indrømmede Kalle og saa kærligt paa Børnene. „Det maa vel være det, at Annas er lagt til paa Ungdom — _vort_ Blod begynder jo alt at blive gammelt. Og saa lykkes de jo altid bedst, der falder paa det løse — som nu vor Albert; han har en hel anden Føring end de andre. Ved du forresten af, at han faar sit eget Skib at føre til Foraaret.“

„Det er vel Løgn vel? skulde han virkelig naa at blive Kaptejn!“ Lasse var ved at gaa bagover.

„Det skal nok være Kongstrup som staar bagved — i al Gedulgthed forstaas!“

„Yder Annas Barnefader fremdeles hvad han skal?“ spurgte Lasse.

„Ja han er redelig nok! Vi har vore fem Kroner om Maaneden for at have Barnet — det er jo en god Hjælp til Afgifterne.“

Marie gik og satte Snaps, Brød og en Skaal Fedt frem. „Værsgod og faa en Bid Mad“ sagde hun.

„I holder godt ud paa Stengaarden,“ sagde Kalle da de satte sig til Bords — „vil I blive dér alle jeres Dage?“ han blinkede skælmsk.

„Det er ikke saa lige en Sag at kaste sig ud i det uvisse!“ svarede Lasse undvigende.

„Aa nu spørges der vist snart nyt fra jer,“ faldt Marie ind. „Ægtesengen minder vel?“

Lasse svarede ikke, han arbejdede løs paa en Skorpe.

„Men saa skær dog Skorpen fra, hvis det er smaat med Tænderne!“ ivrede Marie. Hvert Øjeblik lyttede hun ved Mormors Dør. „Nu har hun alligevel faaet Blund paa Øjen, det gamle Skind!“ sagde hun.

Kalle lod som han først opdagede Flasken nu. „Hvad, vi har jo Brændevin paa Bordet ogsaa — at ingen af os har kunnet lugte det!“ udbrød han og skænkede tredje Gang til dem. Saa slog Marie Prop i Flasken. „Under du os nu ikke Maden engang?“ sagde han og saa paa hende med store Øjne — Djævlen til Skælm. Og Marie gloede igen paa ham med lige saa store Øjne og sagde: „Bøh, skal vi stanges!“ Lasse sad og saa sig helt varm paa deres Lykke.

„Hvordan har det sig med Stengaardsbonden, nu er han vel snart over det værste?“ sagde Kalle.

„Ja, nu er han vist saa meget Menneske han bliver, saadan noget mærker jo sin Mand,“ svarede Lasse. Marie stod og smilede, saa snart de saa til hende tog hun Øjnene bort.

„Du griner du!“ sagde Lasse — „jeg finder nu det er sørgeligt!“ Saa kunde Marie ikke mere, hun maatte gaa ud i Køkkenet og le sig færdig.

„Saadan griner Kvindfolket overalt blot hans Navn nævnes,“ sagde Kalle „saa det er en trist Omskiften den — i Dag rød, i Morgen død. Naa det har hun da opnaaet, at hun beholder ham for sig selv — paa en Maade. Men at han kan leve sammen med hende efter det dér.“

„Da synes de saa glade for hverandre, som én aldrig har set dem før — han kan nok ikke undvære hende en Minut paa Dagen. Men forstaar sig — han fandt vel heller ingen anden som kunde bære Kærlighed til ham nu. Det er noget ubegribeligt Djævletøj, den Kærlighed! — Men vi faar nok se at komme hjemefter.“

„Ja saa skikker jeg Bud, naar hun skal i Jorden,“ sagde Kalle da de stod uden for Huset.

„Ja gør det. Og skulde du komme i Bekneb for en Tikrone til Begravelsen, maa du sige fra! — Farvel med dig da!“

XXII

Endnu stod Mormors Begravelse som en Lysning bag alt hvad man tænkte paa og foretog sig; det var med den som med visse Slags Mad, der blev ved at efterlade Behag i Munden længe efter at den var fortæret og alting. Kalle havde nu ogsaa opbudt alt for at faa en festlig Dag ud af det; det flød med Mad og Drikke, og der var ingen Ende paa hans grinagtige Paafund. Og som den fine Filur han var, havde han fundet et Paaskud til at bede Madam Olsen med — det var en nok saa nydelig Maade at lyse Forholdet i Kuld og Køn.

Der var nok at snakke om for Lasse og Pelle en hel Maaned; og efter at det var udsnakket og lagt til Side for andet, blev det siddende inde bag alting som et Velvære, ingen ret vidste hvor kom fra.

Men nu rykkede Foraaret frem, og med det kom Bekymringerne; ikke de daglige Smaatterier som kunde være sure nok, men store Bekymringer der mørknede alting — ogsaa naar én ikke havde dem i Tanker. Pelle skulde konfirmeres til Paaske, og Lasse vidste ikke sine levende Raad til at skaffe ham alt det der skulde til: nyt Tøj, ny Hue, nye Sko! Drengen talte tidt om det, han var nok bange han skulde komme til at staa til Skamme for de andre paa Kirkegulvet.

„Ja det gaar nok i Orden altsammen,“ sagde Lasse, men anede ikke selv mindste Udvej. Paa de almindelige Gaarde hvor god gammel Skik herskede, sørgede Husbond og Madmoder for det hele; men her var alting saa forbandet nymodens, med rede Penge som blev borte mellem Hænderne paa én. Hundrede Kroner i Løn syntes jo en forskrækkelig Sum naar man tænkte paa dem under ét; men de blev bare optaget Øre for Øre efterhaanden, uden at man kunde sætte Fingeren noget Sted og sige: dér fik du noget klækkeligt! — „Ja ja, det gaar nok i Orden altsammen!“ sagde Lasse højt, naar han havde filtret sig ind i de fortvivlede Spekulationer; og med det slog Pelle sig til Taals. Der var kun én Udvej — at laane Pengene af Madam Olsen — og den blev Lasse nødt til at benytte saa nødig han vilde. Men Pelle skulde ikke vide noget om det.

Lasse vred sig ved det i det længste, og haabede der skulde ske et eller andet og fri ham for noget saa forsmædeligt som at tage Laan af sin Kærest. Men der skete intet, og Tiden led. En Morgen brød han saa overtvært, Pelle stod og skulde løbe til Skole. „Hvis du vil løbe ind om og give Madam Olsen det,“ sagde han og rakte Drengen en Pakke — „det er noget hun har lovet at gøre i Stand for os.“ Indvendig paa Papiret var det store Kryds som meldte Lasses Komme til om Aftenen.

Oppe fra Bakkerne saa Pelle at Isen var brudt op om Natten. Snart en Maaned havde den nu fyldt Bugten som en ru kompakt Masse, hvor man tumlede sig lige saa sikkert som paa Landjorden. Det var en ny Side af Havets Væsen, og Pelle havde følt sig forsigtig frem med Træskosnuderne til stor Fornøjelse for de andre. Siden lærte han at gaa frit paa Isen og lade være at gyse ved Tanken om, at Havets store Fiske gik lige under hans Træsko og kanske blot ventede paa at han skulde plumpe igennem. Hver Dag var han Turen ude ved den høje Vold af Skrueis der dannede Grænsen en Fjerdingvej ude, hvor det aabne Hav laa og smaamalede under Sollyset som et grønt Øje. Han gik derud, fordi han nu engang ikke _vilde_ staa tilbage, men tryg ved Havet følte han sig aldrig.

Nu laa det hele i Opbrud, Bugten var fuld af vuggende Isflager der gned sig raslende op ad hinanden; de yderste Isstykker med Stumper af Volden var allerede paa Vandring ud over Havet. Pelle havde øvet mange Bedrifter derude, men var i Grunden ganske glad ved, at det hele nu pakkede sammen og drog bort — saa det igen var en ærlig Sag at blive paa Landjorden.

Gamle Fris sad oppe paa sin Plads; han forlod den aldrig i Timen hvor galt det saa var fat nede i Klassen, men nøjedes med at slaa i Pulten med Spanskrøret. Han var nærmest en Skygge af sig selv, Hovedet dirrede bestandig paa ham og Hænderne greb let forkert. Avisen havde han fremdeles med og foldede den ud ved Timens Begyndelse, men han læste ikke. Han faldt hen, sad ret op og ned med Hænderne paa Pulten og Ryggen mod Væggen og var væk i det. Saa kunde Børnene te sig saa lystig de vilde, han rørte sig ikke; kun en svag Forskydning i Øjets Udtryk sagde at han overhovedet levede.

Der var roligere i Skolen nu, det lønnede ikke Umagen at drille Læreren — han mærkede det knap; derved tabte Løjerne en væsenlig Del af deres Tillokkelse. Der havde lidt efter lidt dannet sig en Art Selvjustits blandt de større Drenge, de bestemte Skoletimernes Gang; Ulydighed og Uenighed om Magten afgjordes paa Legepladsen — med knyttede Næver og Træskosnuder. Undervisningen gik som før ved, at de klogere lærte fra sig til de andre; der blev regnet og læst noget mere end i Fris’ Dage, til Gengæld gik det ud over Salmerne.

Det hændte endnu, at Fris vaagnede og greb ind i Undervisningen. „Salmer!“ raabte han med sin halv visnede Stemme og smækkede i Pulten af gammel Vane. Saa lagde de Tingene til Side for at føje den Gamle og tog fat paa Remsningen af en eller anden Salme; de hævnede sig ved at remse det samme Vers om og om igen en hel Time. Det var deres eneste større Spas med den gamle Mand, og Fornøjelsen blev mellem dem — Fris sansede ingenting.

Fris havde saa længe snakket om at gaa af, nu sansede han ikke dét engang. Han sjokkede til Skole og fra Skole til de bestemte Tider — og vidste vel ikke engang af det. Ligefrem afsætte ham nænnede man ikke. Naar undtoges Salmerne som det skortede lidt paa, var der heller ikke noget at sige paa ham som Lærer; endnu var der aldrig udgaaet nogen fra hans Skole, som ikke kunde baade skrive sit Navn og læse i en trykt Bog — naar det da var gammel Tryk. Den nymodens Tryk med latinske Bogstaver lærte Fris ikke fra sig, ihvorvel han havde studeret Latin i sin Ungdom.

Selv følte Fris næppe Forandringen, han havde ophørt at føle baade for sig selv og andre. Ingen bar sine menneskelige Sorger til ham mer og fandt Trøst hos en medfølende Sjæl — hans Sjæl var ikke til Huse. Den svævede uden for ham saa halvvejs løsreven, som en Fugl der har ondt ved at forlade sin gamle Rede for at gaa paa ukendt Langfart; det var vel Sjælens Flakken hans Øjne fulgte bestandig, medens de matte stod og flyttede sig vendt mod det tomme Rum. Men de Unge, der kom hjem til Lejet for at overvintre og søgte til Fris som til en gammel Ven, følte Forandringen. For dem var der blevet en tom Plads herhjemme; de savnede den gamle Brumbasse, der hadede dem alle over én Bank i Skolen! — for siden at holde af dem alle, gode og daarlige, og sige sit pudsige: han var min bedste Dreng! om enhver af dem. — —

Børnene tog sig tidlig Frikvarter og væltede ud endnu før Pelle havde givet Signalet; Fris trippede sin Vanegang ind mod Lejet for at blive de sædvanlige Par Timer borte, Pigerne stillede sig op henne ved de smaa Huse og spiste deres Skolemad, Drengene hvirvlede rundt om Pladsen som løsslupne Fugle.

Pelle var godt gal i Hovedet over Opsætsigheden og pønsede paa en Udvej til at sætte sig i Respekt — han havde i Dag haft de andre store Drenge imod sig. Han fór over Pladsen som en kredsende Maage, med Kroppen i skraat Fald og Armene udspilede til et Vingepar. De fleste gjorde god Plads for ham, de der ikke flyttede sig godvillig kom alligevel af Vejen. Stillingen var truet, og han holdt sig uafladelig i Bevægelse — som for at holde Spørgsmaalet svævende til der viste sig en Mulighed for at slaa ned.

Saadan gik det en Stund, han væltede nogle og slog til andre i sin Flugt, mens det gik i ham af fortørnet Magtfølelse; han vilde have dem alle til Fjender. — Henne ved Klatremaskinen begyndte de at rotte sig sammen, og pludselig havde han hele Flokken oven paa sig. Han forsøgte at rejse sig og ryste dem alle af saa de slængte hid og did — men kunde ikke; og Knoerne gik stive ovenfra ned gennem Klyngen og traf ham saa det bed. Han arbejdede ufortrødent, men det vilde ikke blive til noget, før han gik ud af sit godmodige Skind og tog til de mindre fine Midler: satte Fingre i Øjnene, i Mulen og Kværken og hvor han kunde. Saa blev der Luft, og han kunde rejse sig op og slænge en sidste Smaafyr hen over Pladsen.

Pelle var godt forslaaet og helt udgaaet for Vejr — men glad; hele Flokken stod maabende og lod ham børste sig af — han var Sejrherre. Han søgte over til Pigerne med sin forrevne Bluse, og de fæstede den sammen med Knappenaale og gav ham Slikkerier. Til Tak bandt han to af dem sammen ved Flætningerne, de hvinede og lod ham tumle med sig uden at blive arrige — det hele var som det skulde være.

Men helt tryg ved sin Sejr var han ikke. Han kunde ikke — som Henrik Bødker i sin Tid — gaa tværs igennem hele Flokken med Hænderne i Bukselommen lige efter et Slag, og lade som om de ikke var til. Han maatte jævnlig skæve hen til dem, mens han drev ned mod Stranden og af al Magt arbejdede paa at presse sit Aandedræt i Lave; næst efter at brøle var det at blive forpustet den værste Skam der kunde overgaa én.

Pelle gik nede ved Stranden og fortrød, at han ikke var sprunget paa dem igen straks mens Gaapaa Modet endnu var i ham — nu var det for sent. Saa var det maaske kommet til at hedde om ham ogsaa, at han kunde banke hele den øvrige Klasse tilsammen; nu maatte han nøjes med at være den stærkeste Dreng i Skolen.

Et vildt Krigshyl oppe fra Skolen fik ham til at spjætte, hele Drengeflokken kom frem bag Gavlen med Kæppe og Træstykker i Hænderne. Pelle vidste, hvad der stod paa Spil om han veg; han tvang sig til at staa rolig afventende skønt det rykkede i hans Ben. Men pludselig satte de løs paa ham i vild Fart, og han vendte sig i et Spring for at flygte. Dér laa Havet spærrende for ham, tæt pakket med gyngende Is. Han løb ud paa en Isflage, sprang fra den til den næste, der ikke var stor nok til bære — maatte videre.

Flugten var i ham og gjorde Skrækken for det bagved overmægtig stor. Under ham veg Isstykkerne, han maatte springe fra Stykke til Stykke, Fødderne gik paa ham som Fingre over Tangenter — han sansede lige at tage Retning mod Havnemolen. Inde paa Stranden stod de andre og maabede, mens Pelle dansede paa Vandet som en Sten der slaar Smut. Isstykkerne dykkede under saa snart han rørte dem, eller drejede sig paa Højkant; men Pelle kom og gled forbi som et Anslag, kastede sig lynsnart ud til Siderne, greb ændrende ind midt i Springet som en Kat. Det var som en Dans paa gloende Jærn saa hurtig tog han Foden til sig, anbragte den et nyt Sted og havde den oppe igen; Vandet stod i lysende Skvæt fra Isstykkerne hvor han rørte, og bag ham laa en krum Stribe af Uro ind til det Sted, hvor Drengene stod og holdt Vejret. Der var ingen som Pelle, ikke én kunde gøre ham det dér efter! Da han i et sidste Spring kastede sig paa Maven ind over Molen, raabte de Hurra for ham. Pelle havde sejret i sin Flugt!

Han laa udpint og gispende paa Molen og stirrede sløvt ud paa en Brig, der havde kastet Anker ud for Lejet. En Baad kom roende ind — maaske med en Syg der skulde afsondres. Skibets afrakkede Ydre fortalte at det havde været ude paa Vintertur, i Is og haard Sø.

Fiskerne kom ned fra Hytterne og drev ud mod det Sted hvor Baaden skulde lægge til, alle Skolebørnene kom dragende. Paa Baadens Agtertoft sad en ældre vejrbidt Mand med Kransskæg, han var i blaat Tøj, foran ham stod en Skibskiste. „Det er jo Baadsmand Olsen,“ hørte Pelle en Fisker sige. Saa steg Manden i Land og gav Haanden rundt. Fiskerne og Skolebørnene dannede en tæt Kreds om ham.

Pelle tog Vejen opefter — han sneg sig frem bag Baade og Skur; saa snart han var dækket bag Skolebygningen satte han i Løb ret over Markerne mod Stengaarden. Græmmelsen brændte bittert i hans Strube, Skammen fik ham til at søge langt uden om Huse og Folk; Pakken som han ikke havde set Lejlighed til at aflevere om Morgenen, var som et aabenbart Vidne for alle om hans Skændsel, han smed den fra sig i en Mergelgrav under Løbet.

Ind i Gaarden vilde han ikke men dundrede paa Uddøren til Stalden. „Kommer du allerede hjem?“ udbrød Lasse glad.

„Nu — nu er Madam Olsens Mand kommet hjem!“ stønnede Pelle og gik forbi Faderen uden at se paa ham.

For Lasse var det, som hele Verden brast og Stumperne borede sig ind i Kødet paa ham. Alting svigtede ham, han gik der og rystede og tog forkert om enhver Ting; tale kunde han ikke, han var gaaet rent i Staa. Han havde faaet en Strikke i Haanden og gik frem og tilbage, frem og tilbage kiggende i Vejret.

Saa kom Pelle hen til ham. „Hvad vil du med den?“ spurgte han haardt.

Lasse lod Strikken falde ud af Haanden og begyndte at klage sig, saa trist og fattigt det var at være til. Saa røg der én Fjer og saa én; tilsidst stod man i Ælten og traadte som en fjerløs Fugl — gammel og udgaaet og røvet for ethvert Haab om en glad Alderdom. Saadan blev han ved at klage halvhøjt hen for sig, og Klagen lindrede ham.

Pelle svarede ikke. Han tænkte kun paa den Tort og Skam, der var overgaaet dem, og fandt ingen Lindring.