Part 14

„Nej! Jo — jo! Hvilket!?“ raabte de i Kor. „— At Solen er faldet ned i Havet og har stukket Ild til det!“ sagde én.

Lærer Fris tog stille Salmebogen. „Skal vi synge _Lyksalig, lyksalig_ —?“ sagde han. Saa vidste de at der var sket noget, og sang alvorligt med.

Men ved det femte Vers stansede Fris, han kunde ikke mere. „Peter Funk er druknet!“ sagde han med en Stemme der kvalte den sidste Stavelse. Der gik en Hvisken af Forfærdelse gennem Klassen, og de saa paa hinanden med store uforstaaende Øjne. Peter Funk var Lejets raskeste Dreng, den bedste Svømmer, den største Gavtyv Skolen havde haft — og han var druknet.

Fris gik op og ned og kæmpede for at beherske sig, Børnene faldt i stille hviskende Samtale om Peter Funk, alle Ansigter var blevet gamle i Alvor. „Hvor skete det?“ spurgte en stor Dreng.

Fris vaagnede med et Suk — han gik og tænkte paa denne Dreng, der havde snydt sig fra alting og saa var blevet Lejets flinkeste Søgut; paa alle de Prygl han havde givet ham, og paa de hyggelige Vintertimer de havde tilbragt siden, naar Knøsen kom hjem fra Langfarten og om Aftenen kiggede op til sin gamle Lærer. Der havde været adskilligt at raade Bod paa, skæbnesvangre Ting Fris maatte lappe paa for Knøsen i al Hemmelighed, at de ikke skulde give ham et Knæk for hele Livet — og —

„Det var i Nordsøen,“ sagde han „de havde været i England tror jeg.“

„I Spanien med Klipfisk,“ sagde en Dreng. „Og saa gik de derfra til England med Appelsiner — og tog Kulladning med hjem.“

„Ja saadan var det nok,“ sagde Fris. „De var i Nordsøen, og der blev de overfaldet af Storm, Peter maatte nok til Vejrs.“

„Ja for Trokkadej er saa rank; saa snart det blæser lidt maa de op og bjærge Sejl,“ sagde en anden Dreng.

„Saa faldt han ned“ vedblev Fris — „og slog sig mod Rælingen — og styrtede i Søen. Der var Mærker i Rælingen af hans Søstøvler. De brasede eller hvad de kalder det, og fik vendt; men det tog dem en halv Times Tid at komme op til Stedet. Og da de endelig kom op, sank han lige for deres Øjne. En halv Time havde han kæmpet i det isblandede Vand — med Søstøvler og Olietøj paa — og saa alligevel —“

Der gik et langt Suk gennem Klassen. „Han var den bedste Svømmer paa hele Stranden!“ sagde Henrik. „Han gik baglæns paa Hovedet fra Rælingen af en Bark som laa her paa Reden og tog Vand — og kom op paa Skibets anden Side. Han fik ti Skonrokker af Kaptejnen selv for det.“

„Han maa have lidt frygteligt,“ sagde Fris — „det var næsten bedre for ham, om han ikke havde kunnet svømme.“

„Saadan siger min Far ogsaa!“ sagde en lille Dreng. „Han kan ikke svømme, for han siger det er bedst for en Sømand ikke at kunne det — man pines bare.“

„Min Far kan heller ikke svømme!“ udbrød en anden. — „Og min heller ikke! han kunde godt lære det men han vil ikke.“ Saadan blev de ved og rakte Hænderne i Vejret. De svømmede selv alle sammen, men det viste sig at næsten ingen af Fædrene kunde — de havde Overtro imod det. „Far siger at man ikke skal friste Gud, om man forliser,“ føjede en Dreng til.

„Men saa gør man jo ikke sit bedste!“ indvendte en usikker Stemme. Fris vendte sig brat mod Krogen, Pelle sad og var ildrød langt ud i det yderste af sine Slugøren.

„Se mig til den lille Mand!“ sagde Fris slaaet — „og har han saa ikke Ret mod alle os andre? Hjælp dig selv saa hjælper Gud dig!“

„Maaske“ sagde en Stemme — det var Henrik Bødker.

„Ja ja, jeg ved nok at han ikke hjalp her — men alligevel; man bør nu engang gøre hvad man kan i alle Livets Forhold. Peter Funk gjorde sit bedste — og han var den flinkeste Dreng jeg har haft.“

Børnene lo til hinanden, de mindedes baade det ene og det andet — Peter Funk havde nok engang drevet det til at tage Livtag med selve Læreren — men de nænnede ikke at drage det frem. „Han naaede aldrig længer end til den 27nde Salme!“ sagde en af de største dog — halv paa Dril.

„Naa ikke det!“ snærrede Fris „naa ikke det! Du mener formodenlig du er dygtigere? Lad os saa se om du er naaet længer da!“

Fris greb Salmebogen med rystende Haand; han taalte ikke der blev sagt noget om de afgaaede Drenge.

— —

Blaapungen blev ved at sidde haardt paa Pelle, aldrig havde noget brændt ham paa Pelsen som dette Navn. Og det var ikke til at ryste af sig før Sommeren kom — det havde lange Udsigter.

En Dag løb Fiskerdrengene ude paa Molen i Frikvarteret. En Baad var lige kommet ind gennem Skrueisen med en uhyggelig Last — fem stivfrosne Mænd hvoraf den ene var død og laa i Sprøjtehuset; de andre fire var anbragt rundt omkring i Hytterne, hvor man gned dem med Is for at faa Frosten trukket af dem. Al den Herlighed fik Bønderdrengene ingen Del i, Lejets Drenge som gik ud og ind og saa paa det hele, gennede dem væk om de nærmede sig — og solgte karrige Oplysninger i dyre Domme.

Baaden havde truffet en finsk Skonnert drivende i Søen, helt overiset og med fastfrossent Ror. Den var for dybt lastet, saa Søerne gik rags hen over den og frøs paa; Isen havde tynget den yderligere ned. Da de fandt den flød Dækket lige i Vandskorpen; fingertykke Tove havde faaet en Arms Tykkelse af Isbelægning, Mændene der sad fastsurrede i Riggen var helt uformelige af Isslag. De lignede Riddere i Rustning og med lukket Visir da man tog dem ned, Klæderne maatte hugges af Kroppen paa dem. Nu var tre Baade gaaet ud for at forsøge at bjærge Skuden; det vilde blive Masser af Penge til Delings om det lykkedes.

Pelle vilde ikke staa uden for dette her, om han saa skulde faa Skinnebenene sparket ind, og holdt sig lyttende i Nærheden. Drengene talte højtideligt og saa dystre ud — de Folk havde døjet de, kanske skulde de have Hænder eller Fødder sat af for Koldbrand. Hver Knægt førte sig som bar han sin Part af Lidelserne, de talte mandigt og med tykt Mæle. „Pil af, Stud!“ raabte de til Pelle — de holdt ikke af Blaapunge i dette Øjeblik.

Pelle havde Taarer i Øjnene, men give sig vilde han ikke; han drev hen langs Bolværket.

„Pil af!“ raabte de igen og tog truende efter Sten, „op til de andre Bønder med dig!“ De kom hen og knubsede til ham. „Hvad staar du dér og glor ned i Vandet for? Du kan blive svimmel og falde paa Hovedet ud! Op til de andre Bønder med dig, Blaapung!“

Pelle var virkelig svimmel, saa kraftigt greb en Beslutning om hans lille Hjærne. „Jeg er ikke mere Blaapung end I!“ sagde han. „I tør jo ikke springe i Vandet engang.“

„Hør paa ham! Han tror man springer i Vandet for Grin midt om Vinteren — og faar Stivkrampe.“

Pelle hørte lige deres hoverende Latter, idet han satte ud over Molen og det isgrødede Vand lukkede sig over ham. Han kom op igen med det øverste af Haaret, gjorde et Par Hundetag — og sank.

Drengene løb forvirret frem og tilbage og raabte, en af dem fik fat i en Baadshage. Saa kom Henrik Bødker løbende, han gik paa Hovedet ud i løbende Udspring og forsvandt; et Isstykke slog Smut henad Vandet, han havde ramt det med Panden. To Gange stødte han Hovedet gennem Grødisen for at snappe Luft, saa kom han op med Pelle. De fik ham verpet op paa Molen, og Henrik gav sig til at prygle blindt løs paa ham.

Pelle havde mistet Bevidstheden, men Pryglene virkede oplivende. Pludselig slog han Øjnene op, var paa Benene i et Sæt og pilede indad som en Strandløber.

„Løb hjem!“ brølede Drengene efter ham — „løb alt hvad du kan, ellers bliver du syg! Sig bare til din Far at du er faldet i!“ Og Pelle løb, han behøvede ingen Opfordring. Da han naaede Stengaarden var Klæderne stivfrosne, Bukserne kunde staa alene da han kom af dem. Men han var selv varm som en Smed.

Han vilde ikke lyve for Faderen, og fortalte det som det var. Lasse var gal i Hovedet, saa gal som Drengen aldrig havde set ham før. — Lasse vidste hvordan en Hest skulde behandles for ikke at blive forkølet, og gav sig til at gnide Pelles nøgne Krop med en Halmvisk, mens Drengen laa paa Sengen og væltede sig under den haarde Behandling.

Lasse ænsede ikke hans Stønnen men brugte Mund: „Din gale Fanden — springe bardus i Havnen midt om Vinteren som et forelsket Fruentimmer — din Smaadjævel! Du skulde have Klø skulde du, rigtig mange Tæsk. Men nu faar du slippe for denne Gang, naar du saa vil sove og se at komme i Sved, saa vi kan faa det væmmelige Saltvandet af Kroppen paa dig igen. Jeg funderer paa, om ikke en Aareladning vilde være god.“

Pelle vilde ikke aarelades; han laa og havde det rigtig godt nu efter at have kastet op. Men han var meget alvorlig til Sinds. „Hvad om jeg nu var druknet?“ sagde han højtideligt.

„Ja da havde jeg slaaet dig halv fordærvet,“ sagde Lasse hidsigt.

Pelle lo.

„Ja du ler, du Ordkrænger!“ vrissede Lasse. „Men naar én nu er blevet Far til saadan en sakramenskedes Hvalp!“ Dermed gik han vred ud i Stalden. Hvert Øjeblik lyttede han dog og kom hen for at kigge — for om der skulde blive Feber eller sligt Djævelstøj ud af det.

Men Pelle sov trygt med Hovedet under Dynen. Han drømte at han var selveste Henrik Bødker.

* * * * *

Pelle lærte ikke at læse nogenlunde den Vinter; men han lærte nogle og tyve Salmer udenad blot ved at bruge sine Øren, og han fik Navnet Blaapung strøget forsvarligt af sig. Han havde vundet Land og betryggede sin Stilling ved flere dristige Streger — Skolen begyndte at regne med ham som en rask Dreng. Og Henrik som ellers ikke brød sig om nogen, tog ham flere Gange under Vingen.

Nu og da havde han ond Samvittighed, især naar Faderen i sin nyvakte Videbegærlighed kom til ham for at faa Løsningen paa en eller anden Gaade. Saa stod han der og kunde ikke svare.

„Du er dog den der skulde have Lærdommen,“ sagde saa Lasse bebrejdende.

Da Vinteren løb ud og Eksamen nærmede sig, blev han hed i Hovedet. Der gik mange uhyggelige Frasagn om Overhøringens Strænghed blandt Drengene — om Nedrykning og fuldstændig Bortvisning fra Skolen.

Pelle var saa uheldig ikke at blive hørt selvstændig i en eneste Salme. Han skulde fortælle om Syndefaldet, Æbletyveriet var nemt at klare, men Forbandelsen —! „Og Gud sagde til Slangen: du skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug, du skal krybe paa din Bug!“ videre kunde han ikke komme.

„Gør den saa det endnu da?“ spurgte Præsten godmodigt.

„Ja — for den har ingen Lemmer.“

„Og kan du saa forklare mig hvad et Lem er — ikke _en_ Lem men _et_ Lem?“ Præsten var bekendt som den bedste Overhører paa Øen, han kunde begynde i en Rendesten og ende i Himlen sagde man.

„Et Lem det er — en Haand.“

„Ja — blandt andet. Men kan du ikke sige noget som kendetegner alle Lemmer fra andre Legemsdele? — Et Lem er — naa? — en? — en Legemsdel der kan bevæges selvstændigt. F. Eks.? Naa!“

„Ørerne!“ sagde Pelle, om det nu var fordi det brændte i dem.

„Saa—aa? Kan du da bevæge Ørerne?“

„Ja.“ — Pelle havde med stor Ihærdighed lagt sig Kunsten til sidste Sommer, for ikke at staa tilbage for Rud.

„Da vilde jeg sandelig gærne se det!“ udbrød Præsten.

Saa klippede Pelle dygtigt med sine Slugøren, og baade Præst, Skoleraad og Forældre lo. Pelle fik ug i Religion.

„Saa blev det ligevel Ørerne som reddede dig,“ sagde Lasse fornøjet „— sagde jeg ikke nok at du skulde bruge dem godt! Bedste Karaktér i Religion blot for at klippe med Ørerne — du skulde vel kunne blive Præst du, om du selv vilde!“

Og han blev ved længe. Men var det ikke ogsaa Satan til Pøjke til at kunne gøre Besked for sig!

XII

„Kom Kybbe, Kybbe, Kybbe! Kom saa da din Høne, du har ikke noget at være bange for.“ Pelle gik med en Visk grøn Sæd og lokkede for sin Kælekalv, men den var ikke rigtig tryg ved ham i Dag. Den havde faaet Bank, og det kom igen af at den havde været skarnagtig.

Pelle var til Mode omtrent som en Fader, hvis Barn gør ham Sorg og tvinger ham til strænge Midler. Og nu denne Misforstaaelse, at Kalven ikke vilde kendes ved ham, skønt det var til dens eget Bedste han havde banket den! Men det fik ikke hjælpe, saa længe Pelle vogtede skulde der lystres.

Endelig lod den ham komme helt hen, saa han kunde kæle for den. Den stod lidt og var tvær; men overgav sig til sidst; aad Grøntfoderet og snusede ham i Ansigtet til Tak.

„Kan du saa være god?“ sagde Pelle og ruskede den i Hornstumperne — „kan du hvad?“ Den slog uvorn med Hovedet. „Ja saa faar du ikke Lov at bære min Trøje i Dag.“

Der var det underlige ved den Kalv, at første Dag den var ude var den ikke til at drive af Stedet. Til sidst slap Drengen den bagud, for at Lasse kunde tage den ind igen; men saa snart den var bag ham fulgte den med af sig selv — med Panden lige i hans Ryg. Siden gik den altid bag ham naar de drev ud og hjem, og den bar Stortrøjen over Ryggen naar det saa ud til Regn.

Pelle havde ikke mange Aar paa Bagen, men over for sine Kreaturer var han en Mand. Tidligere havde han kun kunnet sætte sig saa vidt i Respekt, at de adlød ham paa nært Hold. Men i Aar kunde han ramme en Krage paa hundrede Skridts Afstand med en Sten, og det gav ham Afstandsmagt over Dyrene — især da han fandt paa, at han skulde raabe Dyrets Navn idet han ramte det. Derved blev Kreaturerne klar over at Smærten kom fra ham, og de lærte at bøje sig for det blotte Raab.

Der var det ved Straf, at den skulde følge lige oven paa Forseelsen for at virke gavnlig. Derfor var der heller ikke mere noget der hed, at gaa paa Lur efter et Kreatur der havde forbrudt sig — og komme bag paa det naar det siden gik og græssede fredeligt; det forvirrede blot! At løbe et Dyr træt, hænge sig ved Halen af det og prygle det hele Engen rundt blot for at hævne sig var ogsaa dumt; hele Flokken kom i Uro af det og var svær at styre Resten af Dagen! — Pelle vejede Maal og Midler mod hinanden; han lærte at slukke sin Hævntørst — med gode praktiske Grunde.

Pelle var en Dreng, og han var ikke doven! Hele Dagen fra fem Morgen til ni Aften var han paa Færde og gjorde de mest ørkesløse Ting, øvede sig i timevis i at gaa paa Hænder, slaa Hovedspring og springe over Aaen — var i Bevægelse altid. Time efter Time kunde han løbe utrætteligt rundt i en Cirkel paa Engen — som et Føl i et Tøjrslag — hælde sig indad i Løbet saa hans Haand nappede Græsset, slaa bagop og vrinske og pruste; han øste Kræfter ud fra Morgen til Aften, i ovenud Rundhaandethed.

Men Vogtningen var _et Arbejde!_ og her husholdt han med sine Kræfter. Ethvert Skridt der kunde spares her var som en erhværvet Kapital, og Pelle lagde nøje Mærke til alt og forbedrede stadig Arbejdsmaaden. Han lærte, at Straf virkede bedst naar den kun hang som en Trusel — for mange Prygl gjorde et Dyr forstokket. Og lærte at skønne, naar det var tvingende nødvendigt at gribe ind. Hvis det ikke lod sig gøre paa færsk Gerning, beherskede han sig og søgte i Kraft af sine Erfaringer at fremkalde nøjagtig den samme Situation paa ny — og da at være forberedt. Det lille Menneske var sig selv uafvidende bestandig i Færd med at lægge en Alen til sin Vækst.

Han havde opnaaet gode Resultater. Ud- og Hjemdriften voldte aldrig Besvær mere; han havde gjort det Kunststykke en hel Uge at drive Flokken ad en snæver Markvej med Sæd paa begge Sider, uden at der blev bidt saa meget som et Straa af. Og det endnu større Kunststykke at beherske dem en rigtig varm blytung Bissedag — gærde dem ind i stivt Løb, saa de stod midt i Engen og stampede med løftede Haler af Skræk for Bræmserne. Og hvis han vilde, skulde han den koldeste Oktoberdag faa alle Haler til Vejrs og Dyrene til at stampe hjem mod Stalden i vild Flugt — blot ved at lægge sig i Græsset og efterligne Bræmsernes Summen. Men det var en frygtelig Hemmelighed, som ikke engang Far Lasse vidste om at sige.

Der var forresten det morsomme ved Bisningen, at Kalve som var ude første Aar og aldrig havde gjort Bekendtskab med en Bræms, straks satte Halen til Vejrs og løb naar de hørte dens hidsige Summen.

Pelle havde sit fjærne Ideal — at ligge paa et højt Sted og lede hele Flokken, uden andet end Stemmens Brug — aldrig behøve at gribe til Pryglene. Far Lasse slog jo heller aldrig, hvor galt det saa kunde gaa!

Der var Dage — ja hvor blev de af? inden han vidste et Ord af det var det Tid at drive hjem. Andre Dage var lange nok men lige som sang sig hen, i Klange af Leer, i Kvægs Brølen og Menneskeraab fra langt borte. Da gik Dagen selv syngende over Jorden, Pelle maatte stanse hvert Øjeblik og lytte: hør det spillede! og han løb op i Klitten og stirrede ud over Havet. Men dér var det ikke, og inde over Landet var der ingen Fest det han vidste af, og i Luften fløj der ikke Trækfugle paa denne Aarstid. Og igen: hør det spillede! rigtigt, som en Musik langt ude i det fjærne — saadan en Musik hvor man endnu ikke kunde skelne Melodien eller sige, paa hvad de spillede. Var det maaske Solen selv?

Da strømmede Lys og Liv igennem ham, syngende som var han en Kilde; og han gik i en drømmende Halvdøs af Toner og Lykke.

Naar Regnen silede ned hængte han sin Frakke over en Tjørn og laa i Ly derinde, snittede, eller tegnede med en Blyknap paa Papir — Heste og liggende Stude. Men helst Skibe, Skibe der gik over Havet paa deres egen bløde Melodi, langt bort til fremmede Lande — til Negerland og Kina efter sjældne Ting. Og naar han var rigtig oplagt ledte han en brækket Kniv og en Stump Skifer frem fra et hemmeligt Sted og gav sig til at arbejde. Paa Stenen var der ridset et Billede og nu var han i Færd med at skære det ud i Relief — hele Sommeren havde han arbejdet paa det fra og til. Og nu begyndte det at træde frem — en Bark var det, der gik for fulde Sejl hen over riflet Vand. Til Spanien, til Spanien gik den nok — efter Druer og Appelsiner! Og alle de andre Herligheder Pelle endnu ikke havde smagt!

Paa Regnvejrsdage var det et helt Arbejde at holde Rede paa hvad Klokken var, man maatte anspænde sig til det yderste. Ellers var det let nok, Pelle havde det mest paa Fornemmelsen. Der var Tegn hjemme paa Gaarden, som sagde hvad Klokken kunde være visse Tider paa Dagen, Kreaturerne angav i deres Vaner andre Klokkeslæt! Ved Nitiden lagde det første sig til Formiddagens Drøv, og efterhaanden faldt de én for én — der var altid et Øjeblik ved Titiden, hvor de alle laa og tyggede; Kl. elleve var de sidste paa Benene igen. Paa samme Maade om Eftermiddagen mellem tre og fem.

Middag var let at bestemme naar Solen skinnede, Pelle vidste det altid paa sig naar den vendte i sin Bane. Og der var hundrede andre Ting i Naturen, som satte ham i Forbindelse med Dagtiderne, Fuglenes Vaner f. Eks., og noget ved Grantrærne! Og meget andet som han ikke kunde sætte Fingeren paa og sige dér, fordi det blot lige var en Fornemmelse. Hjemdriften angav Kreaturerne selv. Naar den nærmede sig, græssede de sig langsomt rundt til de pegede i Retning af Gaarden med deres Hoveder; og der kom Ræk i deres Kroppe — de higede!

* * * * *

Hele Ugen havde Rud ikke ladet sig se, og aldrig saa snart var han kommen i Dag, før Pelle maatte give ham en Overhaling for noget Lumskeri. Saa løb han hjem, men Pelle lagde sig oppe i Granbrynet og sang, paa Maven og med Fodsaalerne i Vejret. Rundt om var der Mærker efter hans Kniv paa Trærnes Stammer — paa de ældste Skibe saa man Kølen, og Dækket var kommet til at staa lodret paa Skroget; dem havde han skaaret den første Sommer. Her var ogsaa en lille Samling Agre i Engkanten, rigtig pløjede, harvede og tilsaaede. Hver Ager var en Kvadratalen stor.

Men nu laa Pelle og hvilede sig ud efter Anstrængelsen med Rud — i en jublende Skraalen, der fik Luften til at gynge. Oppe ved Gaarden kom en Karl ud, han gik hen ad Landevejen med en Bylt under Armen; det var Erik der skulde møde i Retten for Slagsmaal. Nu kom Proprietæren kørende og strøg i rask Fart ad Byen til, saa skulde han ind og ture. Hvorfor kunde Karlen ikke age med, naar de dog skulde samme Vej. Saa hurtig han kørte, skønt hun aldrig fulgte efter ham mere — hun trøstede sig hjemme nu! Var det mon sandt, at han havde sviret 500 blanke Kroner op paa én Aften?

„Grumt raser Krigen og Blodet flyder, imellem Bjærgene Raabet lyder! Med grulig Rædsel gaar Tyrken frem og ødelægger saa mangt et Hjem.

De dra —

hov!“ Pelle stod i et Spring paa sine Fødder og stirrede op efter Kløveren. Malkekørne deroppe havde det sidste Kvarters Tid kigget op efter Gaarden hvert Øjeblik, nu brølede Aspasia, saa maatte Faderen snart være paa Vej ud for at flytte! Dér kom han vrikkende frem om Gaardhjørnet. Der var ikke langt over til den nederste Ko; naar Faderen var dér, kunde Pelle nok se sit Snit og lige rende over og sige Goddag til ham.

Pelle samlede Kreaturerne bedre og drev langsomt over til det andet Skel og op over Markerne. Lasse havde flyttet den øverste Halvdel, nu skraaede han hen imod Tyren der stod lidt for sig selv. Tyren bromlede og sparkede Jorden op; den havde Tungen ude i den ene Side og stak kort i Luften med det ene Horn — den var ond. Saa gik den frem med korte Skridt og en Masse Hokuspokus — hvor den sparkede! Pelle fik Lyst til at sparke den over Snuden som han saa tidt havde gjort; lignede det nu noget at høde ad selve Lasse, omend den ikke mente Spor med det.

Far Lasse ænsede den da heller ikke, han stod og hamrede paa den svære Tøjrpæl for at faa den løs. „Goddag!“ raabte Pelle, Lasse vendte Hovedet og nikkede, saa bøjede han sig og slog Pælen i Jorden. Tyren stod lige bag ham og stampede kort, Munden stod aaben paa den og Tungen hang ud; det saa ud som den brækkede sig, og Lyden svarede nøjagtigt til det. Pelle lo mens han sagtnede Løbet, han var lige ved.