Part 15

Men pludselig vendte Far Lasse en Kolbøtte, faldt og var i Luften igen — og faldt lidt henne. Igen skulde Tyren kyle med ham, men Pelle var for Hovedet af den; han havde ikke sine Træsko men sparkede den med de bare Fødder saa det gik sort for hans Øjne. Tyren kendte ham og vilde søge udenom, men Pelle sprang for dens Hoved og raabte, sparkede og greb den ude af sig selv i Hornene. Saa slængte den ham læmpeligt til Side og gik frem mod Lasse som laa lidt henne, den blæste langs Jorden, saa Græsset bølgede.

Den havde ham i Blusen og rystede lidt op i ham, tog saa søgende under ham med begge Horn for at sende ham højt til Vejrs. Men Pelle var paa Benene igen, som et Lyn havde han Kniven fremme og jog den ind mellem Tyrens Bagben. Tyren udstødte et kort Brøl, væltede Lasse til Side og fór af Sted over Markerne i Spring, den _stak_ i Luften under Løbet og bromlede. Ovre ved Aaen gav den sig til at brække Brinken op, Luften var tyk om den af Jord og Græstørv.

Lasse laa og stønnede med lukkede Øjne, Pelle stod og sled forgæves i en Arm for at hjælpe ham op. „Far, lille Lassefar!“ kaldte han grædende. Omsider satte Lasse sig over Ende.

„Hvem er det der synger?“ spurgte han. „Saa det er dig Pøjke — og du græder! Har nogen gjort dig Fortræd? — Ak saa ja det var Tyren, den var nok lige ved at spille Fandango med mig. Men hvad gjorde du ved den, at Fanden tog den saa hastigt? Du har nok reddet din Faders Liv du, saa lille du er. — Fy fan, jeg tror jagu jeg skal spy.“ Lasse kastede op. „Ak ja“ sagde han og tørrede Sveden af Panden „hvem der havde haft sig en Dram. — Jo jo han kendte mig jo Fyren, ellers var jeg ikke sluppet saa let. Han vilde bare lege lidt med mig forstaar du — han var et Gran hadsk fordi jeg gennede ham bort fra en Ko i Formiddags, jeg mærkede det jo godt nok. Men hvem tænkte han skulde forgribe sig paa én. Naa det havde han nu heller ikke gjort, om jeg ikke havde været saa dum at gaa i fremmed Tøj; det er Mons’ Bluse denne her, jeg laante den af ham mens jeg vaskede min egen. Og den fremmede Lugt kan Kalurius ikke fordrage paa mig. — Naa nu faar vi jo se, hvad Mons siger til denne her Flænge, han bliver nok ikke blid han.“

Lasse blev ved at lade Munden løbe en god Stund, inden han forsøgte at rejse sig og kom paa Benene ved Pelles Hjælp. Han stod og støttede sig paa Drengens Skulder og svajede frem og tilbage. „Jeg kunde næsten godt være fuld, om det ikke havde været for Smærterne!“ sagde han og lo ømskindet. „Ja ja, jeg maa vel takke Gud for dig Pøjke; altid gør du mit Hjærte glad, og nu har du bjærget mit Liv ogsaa.“

Lasse stavrede saa hjemad, og Pelle flyttede Resten af Kørne paa Vejen ned til sit eget. Han var baade stolt og rystet, men mest stolt. Han havde reddet Far Lasses Liv — og mod den store rasende Tyr som ingen anden paa Gaarden turde have med at gøre. Næste Gang Henrik Bødker kom herud og saa til ham, skulde han faa det hele.

Lidt ked var han af, at han havde trukket Kniv; her paa Landet saa alle ned paa det og sagde det var svensk. Det skulde heller ikke behøves, om der havde været Tid — eller han blot havde haft Træsko paa til at sparke Tyren i Øjet med. Han var saa tidt gaaet løs paa den med Træskosnuderne, naar den skulde drives ind i Stalden igen efter en Bedækning; og den hyttede sig altid vel for at gøre ham noget. Maaske vilde han sætte en Finger i Øjet paa den og gøre den blind — eller tage den ved Hornene og vride til, lige som i Historien, saa Halsen drejedes om paa den.

Pelle voksede og svulmede op til han overskyggede alt; der var ikke Ende paa de Kræfter han havde, mens han løb og gennede sine Kreaturer sammen igen. Han gik i Stormgang hen over det hele, slængte stærke Erik og Forvalteren hid og did, og løftede — ja hele Stengaarden blot ved at sætte en Haand under Bjælken. Det var en hel Bersærkergang.

Og midt i det kom han i Tanke om, hvor galt det vilde blive, hvis Forvalteren fik at vide at Tyren rendte løs. Saa blev der maaske Klø baade til Lasse og ham selv. Han maatte ud og lede efter den; for en Sikkerheds Skyld tog han Klaffen med og Træsko paa.

Nede i Aabrinken havde den lavet et syndigt Roderi, et helt Stykke ind var Engen pløjet op. Der var Blod efter den nede i Aalejet og op over Markerne, Pelle fulgte det over mod Rén, dér fandt han Tyren. Det svære Dyr var søgt helt ind under Tjørnene og stod og slikkede sit Saar. Da den hørte Pelles Stemme, kom den frem. „Omkring!“ raabte han og klippede den over Snuden. Den satte Hovedet mod Jorden, bøgede og trak sig tungt tilbage; og Pelle blev ved at klippe den over Snuden, Skridt for Skridt rykkede han frem, hans Stemme gik ubøjeligt: „Omkring! vil du omkring!“ Saa vendte den og satte i Løb, Pelle greb om Tøjrpælen og fulgte efter; med Klaffen holdt han den i Aande, for at den ikke skulde faa Tid at pønse paa ondt.

Da saa det var overstaaet sank han sammen af Træthed. Han laa sammenkrøben under Granbrynet og tænkte saa trist paa Far Lasse, som nok gik syg om derhjemme og ingen havde til at give sig en Haand med Arbejdet. Tilsidst blev Tilstanden uudholdelig, han maatte hjem.

Ssss! ssss! Pelle krøb paa Maven ned over Engen og efterlignede Bræmsernes irriterende Summen. Han stemte Tonen ud mellem Tænderne, stigende og faldende som fløj den hid og did over Græsset; Kreaturerne hørte op at græsse, de stod dødsstille med vagtsomme Øren. Saa gik det nervøst i dem, de sparkede op efter Bugen, snurrede til Siden i smaa Buer og spjættede; Halerne gik til Vejrs! Han gjorde Lyden mere arrigt paagaaende, hele Flokken kørte rundt, de smittede hinanden og stampede rundt i vild Panik. Et Par Kalve brød ud af Hvirvlen og tog den lige Vej mod Gaarden, og hele Flokken fulgte — tværs hen over alting. Nu var det blot at løbe bagefter med meget Spræl — og underfundigt holde Lyden ved Lige, saa Humøret ikke lagde sig inden de naaede hjem.

Forvalteren kom selv løbende ud og slog Leddet op for Løkken, han hjalp til at genne Kreaturerne derind. Pelle ventede sig en Lussing og blev staaende, men Forvalteren saa blot paa ham med et ejendommeligt Smil. „De begynder nok at tage Magten fra dig,“ sagde han og kiggede Pelle ind i Øjnene „— ja ja saa længe du endda kan tumle Tyren!“ Han gjorde Nar, Pelle blev brændende rød i Kammen.

Far Lasse var krøbet til Køjs. „Da var det godt du kom!“ sagde han, „jeg laa netop her og funderede paa hvordan jeg skulde faa Kørne flyttet. Røre mig kan jeg jo føje ikke — end sige staa op.“

Det tog en Uge inden Lasse kunde komme paa Benene igen; i den Tid stod Engkvæget i Løkken og Pelle gik hjemme omkring og gjorde Faderens Gærning. Han spiste med de andre og sov sin Middagssøvn i Loen lige som de.

En Middag kom Soen ind i Gaarden og var fuld. Hun stillede sig op i den øvre Gaard hvor det var hende forment at komme, og stod og raabte paa Kongstrup. Proprietæren var hjemme men viste sig ikke; der var dødt bag de høje Vinduer. „Kongstrup, Kongstrup! kom herud lidt du!“ raabte hun og stod og saa ned i Brostenene, hun kunde ikke løfte Hovedet. Forvalteren var ikke til Stede, og Karlene holdt sig i Skjul inde paa Loen — de glædede sig til lidt Fest i Landskabet. „Du Kongstrup, kom herud lidt, jeg vil snakke med dig!“ sagde Soen tykt. Saa gik hun op ad Trappen og tog i Døren. Hun dundrede nogle Gange og stod og talte med Ansigtet helt op ad Døren; da der ingen kom ravede hun ned og gik smaasnakkende sin Vej uden at se til Siderne.

Lidt efter begyndte den lange tudende Graad deroppe; og ligesom Folkene skulde i Marken kom Bonden tumlende ud og gav Ordre til at spænde for Enspænderen. Han gik nervøst ved Vognen saalænge og jog hovedkulds af Sted. Da han svingede ud om Gavlen blev et Vindu aabnet, og en Stemme kaldte bedende: Kongstrup, Kongstrup; men han kørte rask til. Saa gik Vinduet i, og Graaden tog fat igen.

— — — —

Om Eftermiddagen Pelle gik og puslede i den nedre Gaard, kom Karna og sagde at han skulde komme op til Fruen. Pelle gik nølende derop, han var ikke tryg ved hende, og alle Mandfolkene var ude i Marken.

Fruen laa paa Sofaen i sin Mands Arbejdsværelse, dér opholdt hun sig bestandig Nat og Dag, naar Manden var ude. Hun havde et vaadt Haandklæde over Panden og var helt rød i Ansigtet af Graad.

„Kom her hen,“ sagde hun med mat Stemme. „Du er vel ikke bange for mig?“

Pelle maatte hen og sidde paa Stolen ved hende; han vidste ikke hvor han skulde gøre af sine Øjne. Og Næsen gav sig til at løbe ved Spændingen, og han havde ingen Klud.

„Er du bange for mig?“ spurgte hun igen, og det drog bittert om hendes Mund.

Han maatte se paa hende for at vise at han ikke var bange; og sandt at sige lignede hun ikke nogen Heks, men bare et Menneske der græd og var ulykkelig.

„Kom her,“ sagde hun, og saa snød hun hans Næse i sit eget fine Tørklæde og strøg ham op over Haaret. „Du har jo ikke engang en Mor, din Stakkel.“ Hun strøg ned ad hans ubehjælpsomt bødede Bluse.

„Det er tre Aar nu, siden Mor Bengta døde; hun ligger i det vestre Hjørne af Kirkegaarden.“

„Savner du hende ikke meget?“

„Aa — Far Lasse lapper jo mit Tøj!“

„Hun har vist ikke været meget god ved dig.“

„Jo da!“ Pelle nikkede ivrigt. „Men hun var saa gnaven, hun skrantede jo altid — og saa er det bedst de slipper. Men nu gifter vi os snart igen; naar Far Lasse har fundet en som duer.“

„Og saa rejser I vel herfra? Du har det vist heller ikke godt her?“

Pelle havde faaet Munden paa Gled, men nu frygtede han en Fælde og blev stum. Han nikkede blot — ingen skulde komme og brænde dét i ham igen at han havde klaget.

„Nej du har det ikke godt,“ sagde hun i en klagende Tone — „ingen har det godt paa Stengaarden. Her bliver alt til Ulykke.“

„Det er nok gammel Forbandelse det!“ sagde Pelle.

„Siger de saadan? Ja ja, jeg ved det nok! Og om mig siger de at jeg er en Djævel — bare fordi jeg holder af én eneste en — — og ikke kan finde mig i at blive traadt ned.“ Hun græd og trykkede hans Haand mod sit dirrende Ansigt.

„Jeg skal vist ud og flytte,“ sagde Pelle og vred ulykkeligt paa sig for at komme løs.

„Nu er du jo bange for mig igen!“ sagde hun og forsøgte at smile — det var lige som Solglitteret derude efter Regn.

„Nej — men jeg skal bare ud og flytte.“

„Der er en hel Time til endnu! Men hvorfor vogter du ikke i Dag — er din Far syg?“

Saa maatte Pelle fortælle det med Tyren.

„Du er jo en god Dreng,“ sagde Fruen og klappede ham. „Hvis jeg havde en Søn skulde han ligne dig! Men nu skal du have noget Syltetøj, og saa maa du løbe til Landhøkeren efter en Flaske Solbærrom, saa vi kan lave din Far en varm Drik. Naar du skynder dig, kan du nok naa det inden Flyttetid.“

Lasse fik sin varme Drik endnu inden Drengen kom tilbage; og hver Dag mens han laa fik han noget styrkende — omend der ikke var Solbærrom i.

Pelle var næsten hver Dag oppe hos Fruen i denne Tid — Kongstrup var nok rejst et Ærende til København. Hun var god imod ham og gav ham søde Sager, og mens han huggede i sig fortalte hun ustanselig om Kongstrup, eller spurgte ham om hvad Folkene mente om hende. Pelle maatte ud med det, og saa blev hun syg og faldt i Graad. Der var ingen Ende paa hendes Snakken om Proprietæren, men hun slog sig selv paa Munden, og Pelle maatte opgive at finde Rede i det. Han havde ogsaa nok at varetage med de gode Sager.

Nede paa Kamret gengav han det hele ordret, og Lasse laa og lyttede og undredes paa denne Knægt, der gik ud og ind paa højeste Steder og havde selve Fruens Fortrolighed. Alligevel led han det ikke rigtig.

„— — Hun kunde knap støtte paa Benene, hun maatte holde sig ved Bordet da hun skulde hente Tvebakkerne til mig — saa syg var hun. Det var bare fordi han havde handlet ilde med hende, sagde hun. Hun hader ham du! og kunde gærne slaa ham ihjæl siger hun. Men alligevel siger hun at han er den smukkeste Mand paa Jorden, og om jeg vel har set nogen smukkere i hele Sverig. Og saa græder hun helt i Vildelse.“

„Ja saa,“ sagde Lasse tankefuld — „ja saa! Hun ved nok ikke meget hvad hun siger — eller ogsaa hun har sit eget for. Men usandt er det ligefuldt at han slaar hende! hun lyver vist.“

„Og hvorfor skulde hun lyve da?“

„Fordi hun vil ham ilde vel. Men vist er det at han er en statelig Karl — og bryder sig om alle andre end bare hende; det er vel hele Ulykken det. Jeg lider nu ikke at du er saa meget oppe hos hende; bare du ikke tager Fortræd af det.“

„Hvordan saa da? — hun er saa god, saa god.“

„Ja hvad ved en anden Stakkel! Nej hun er ikke god, i det mindste ikke i Øjnene — hun har nok set baade den ene og den anden i Ulykke. Men der er vel ingenting at gøre ved den Sag; Fattigmand maa vove alt.“

Lasse tav lidt og stavrede omkring, saa kom han hen:

„Se nu her du, her er et Stykke Staal jeg har fundet! det maa du huske at have hos dig altid — særlig naar du gaar _derop_! Ja og saa — — saa faar vi lægge Resten i Gudfaders Haand du! Han er den eneste, som kanske ser til Smaastaklerne han.“

Lasse var lidt oppe den Dag. Gudskelov det skred rask fremad, om to Dage kunde de være inde i de gamle Folder igen. Og til Vinter fik de se at komme væk fra alt dette her!

Sidste Dag Pelle var hjemme omkring, var han ogsaa oppe hos Fruen og sprang sit Ærende for hende. Og den Dag saa han noget uhyggeligt, som fik ham til at være glad ved at dette var forbi — hun tog Tænder, Gane og alting ud af Munden og lagde det foran sig paa Bordet!

Hun _var_ en Heks!

XIII

Pelle kom drivende hjem med Ungkvæget. Idet han drev neden om Gaarden kommanderede han højt, for at Faderen skulde høre det: „Hov Spasianna din gamle Rinke, hvor skal du hen? — Dannebrog din forbandede Knævædder, vil du vende!“ Men Lasse kom ikke og aabnede for Løkken.

Da han havde faaet Kreaturerne ind i Løkken, løb han ind i Kostalden. Faderen var hverken dér eller i Kamret; men Søndagstræskoene og den laadne Hue var borte. Saa huskede Pelle, at det var Lørdag — den Gamle var nok rendt til Landhøkeren efter Brændevin til Karlene.

Pelle gik ned i Folkestuen for at faa sin Aftensmad. Karlene var kommet sent hjem og sad endnu ved Bordet der flød af spildt Mælk og Kartoffelpil. De var midt oppe i et Væddemaal — Erik vilde tage sig paa at æde tyve Spegesild med Kartofler, efter at han allerede havde holdt op. Det galdt en Flaske Brændevin, og de andre skulde pille Kartoflerne til ham.

Pelle fik sin Lommekniv frem og pillede sig en Stabel Kartofler. Skindet lod han blive paa Silden, men han skrabede den omhyggeligt og skar Hoved og Hale af; saa skar han den i Stykker og aad den med Benene i, til Kartoflerne og Meldyppet. Imens kiggede han paa Erik, Kæmpen Erik der var saa smadrende stærk og turde vove alt mellem Himmel og Jord. Erik havde Børn i hver en Krog! Erik kunde stikke Fingeren i et Bøsseløb og holde Bøssen udstrakt i stiv Arm! Erik kunde drikke lige saa meget som tre andre!

Og nu sad Erik og aad tyve Spegesild efter at han var mæt. Han tog Silden ved Hovedet, trak den en Gang gennem Skrævet, og aad den saa som den var. Og Kartofler aad han til, lige saa rask som de andre kunde pille dem. Ind imellem svor han, fordi Forvalteren havde nægtet ham Frihed i Aften; det skulde blive en evig Løgn, at de holdt Erik hjemme naar han selv vilde ud!

Pelle fik i en Fart Silden og Vandgrøden til Livs og satte ud igen for at løbe Faderen i Møde, han længtes mægtigt efter at se ham. Ude ved Posten havde Pigerne travlt med at skure Mælkespande og Køkkenkar; Gustav stod i den nedre Gaard med Armene paa Stakittet og underholdt dem. Han passede nok paa Bodil, som hele Tiden havde sine Øjne efter den nye Elev, der spankede frem og tilbage og vigtede sig i lange Støvler med Lakkraver.

Pelle blev stoppet i Farten og sat til at poste Vand. Nu kom Karlene op og gik over paa Loen, kanske for at gøre Kraftprøver; siden Erik kom gik de altid og gjorde Kraftprøver i Fritiden. Pelle vidste ikke noget saa spændende som Kraftprøver, han kilede paa for at blive færdig og komme derover.

Men Gustav som ellers var den ivrigste, blev ved at staa og hænge og give ondt af sig over Eleven. „Han skinner jo som Katteskidt i Maaneskin!“ sagde han højt.

„Der maa være Penge dér!“ sagde Bodil tankefuld.

„Ja du skulde prøve ham — kanske blev du Proprietærfrue. Forvalteren vil nok ikke alligevel; og Proprietæren — ja du saa vel Soen forleden, det maa være vakre Udsigter at have.“

„Hvem siger dig at Forvalteren ikke vil?“ svarede Bodil skarpt. „Bild dig ikke ind, at vi tog dig til at holde Lyset for os! Det er ikke alting man lar Smaabørn se paa heller.“

Gustav var rød i Hovedet. „Aa hold Kæft din Daase!“ mumlede han og drev ned mod Loen.

„Aa Herre Jøs for min gamle Mor som gaar paa Dækket og ruller!“

sang Mons ovre i Stalddøren, hvor han stod og hamrede paa en sprukken Træsko. Pelle og Pigerne skændtes, og oppe paa Kvisten hørte man Forvalteren gaa til og fra, han var i Færd med at gøre Piber i Stand. Nu og da trængte en langtrukken Lyd ud fra det høje Stuehus; det lød som et Dyrs Tuden langt borte, og fik Folkene til at skutte sig af Uhygge.

En Karl smøg sig ud af Døren ovre ved Kamrene, han var søndagsklædt og havde en Tøjbylt under Armen. Det var Erik, han luskede langs Bygningen i den nedre Gaard.

„Hej dér! hvor Djævlen skal han hen?“ tordnede det oppe fra Forvalterens Vindu. Karlen dukkede Hovedet lidt og lod som ingenting. „Vil du høre din forbandede Kabyler! — _Erik!_“ Denne Gang gjorde Erik omkring og smuttede ind ad en Lodør.

Straks efter kom Forvalteren ned og gik over Gaarden. Inde paa Hakkelseloen stod Karlene og morede sig over Eriks Uheld. „Han er en Djævel til at holde Udkig!“ sagde Gustav „du maa staa tidlig op om du vil pudse ham.“

„Aa jeg skal vel lure ham,“ sagde Erik — „jeg er ikke født i Gaar jeg heller. Og bliver han altfor gesnausig, saa vanker der paa Tandkødet.“

De blev med ét tavse, Forvalterens velkendte Skridt lød udenfor paa Stenbroen. Erik luskede væk.

Forvalterens Skikkelse dækkede hele Døraabningen: „Hvem har sendt Lasse efter Brændevin?“ spurgte han barsk.

De saa uforstaaende rundt paa hinanden. „Er Lasse væk?“ spurgte saa Mons med den uskyldigste Mine af Verden. „Ja Gamlingen er jo glad for Brændevin,“ sagde Anders forklarende.

„Jo I er nogle nette Kegler,“ sagde Forvalteren „først kóster I den Gamle af Sted, og saa lader I ham i Stikken. I fortjente Tæsk allesammen.“

„Nej Tæsk fortjener vi ikke og tager heller ikke imod,“ sagde Forkarlen og traadte et Skridt frem. „Forvalteren skal vide —“

„Hold Mund Mand!“ raabte Forvalteren ham ind i Ansigtet, og Karl Johan trak sig tilbage.

„Hvor er Erik henne?“

„Han er i Kamret vel.“

Forvalteren gik ind gennem Hestestalden, noget i hans Holdning sagde, at han ikke var helt uforberedt paa et Angreb i Ryggen. Erik laa i sin Seng med Dynen op over Næsen.

„Hvad skal det sige — er du daarlig?“ spurgte Forvalteren.

„Ja jeg tror nok jeg har taget Kulde — jeg ryster saa fælt.“ Han forsøgte at klapre med Tænderne.

„Det er davel ikke Faaresyge?“ sagde Forvalteren deltagende — „lad os se lidt paa dig, stakkels Mand.“ Han vippede Dynen af ham ved et Snuptag. „Se se, og du ligger med Søndagstøj paa — og lange Støvler! Det er maaske Ligdragten? — du vilde vel blot ud og bestille Fattigjord til dig selv hvad? Det er nok ogsaa paa Tiden vi faar dig i Jorden — synes jeg ikke allerede du lugter!“ Han snusede ind et Par Gange.

Men Erik sprang som en Staalfjeder ud af Sengen og stod rank op ad ham. „Jeg er ikke død endnu, og lugter gør jeg kanske ikke mer end visse andre!“ sagde han. Blikket gnistrede paa ham og jog lynsnart ud i Rummet efter et Vaaben.

Forvalteren mærkede hans brændende Aande i sit Ansigt — her var det ikke raadeligt at trække sig tilbage! Han satte ham den knyttede Haand i Mellemgulvet, saa Erik faldt bagover paa Sengen og hev efter Vejret; greb ham saa i Bringen og holdt ham nede. Men det brændte i ham efter noget mere — efter at hugge en tung Næve ned i Ansigtet paa dette Rak, som grinede naar han vendte Ryggen til, og skulde drives til hver en Smule. Her havde han endelig i Bringen alt det Tyendekvalm der gav Tilværelsen den harske Smag — Misfornøjelse med Kosten, Krakileri under Arbejdet, Trusler om at gaa naar der var aller travlest — Vrøvl i det uendelige. Her var Slav for mange Aars Ærgrelse og Forsmædelse, han manglede blot det lille Paaskud — et Knubs fra denne store Tamp der ikke anvendte sine Kræfter i Arbejdet, men brugte dem til at gaa i Spidsen som Urostifter.

Men Erik laa ganske stille og saa paa sin Fjende med vagtsomme Øjne. „Værsgod slaa kun, der er vel en Øvrighed her i Landet ogsaa,“ sagde han med irriterende Ro. Det brændte i Forvalterens Muskler, men han maatte slippe ham for ikke at faa Sag og Vrøvl. „Vil du saa huske til en anden Gang ikke at være opsætsig!“ sagde han og slap sit Tag — „ellers skal jeg vise dig at der er en Øvrighed til.“

„Naar Lasse kommer sender I ham op til mig med Brændevinen!“ sagde han til Karlene idet han gik gennem Loen.

„Fanden heller vel?“ svarede Mons halvhøjt.