Part 12

Pelle løb ogsaa, i korte hastige Spring. Han vidste at han var den hurtigste, og det gjorde ham kaad. Han daskede sig ned ad det nøgne Legeme under Løbet som var han leddeløs, svajede til Siderne som en Ballon, stejlede og stampede i Jorden — og fór frem igen. Saa lukkede de unge Graner sig om dem igen, Toppenes Bevægelser angav hvor de løb, fjærnere og fjærnere, til alt blev stille.

Paa Engen gumlede Kreaturerne med lukkede Øjne og vagtsomme Øren. Varmen stod og legede over Jorden, flimrende, gispende — som en Fisk i Vand. Det summede tungt og bedøvende; Lyden kom allevegne og ingen Steder fra.

Oppe over Agrene kom et stort svært Kvindfolk gaaende. Hun var i Skørt, Særk og Hovedklæde, hun skyggede over Øjnene og spejdede. Hun skraaede ned over Engen, fandt Pelles Madkurv, tog dens Indhold og stak det ind under Særken paa sit nøgne svedige Bryst. Saa tog hun Retningen mod Havet.

Det brast i Granernes Bryn, og frem kom Rud med Pelle hængende paa sin Ryg. Ruds altfor store Hoved hang forover, han vaklede i Knærne, hans Pande, som faldt ind ved Øjnene og sprang stærkt frem oppe i Haarlinien, var fuld af Stødpletter og gamle Ar — de blev stærkt synlige nu under Anstrængelsen. Begge Drengene var skoldede over hele Kroppen af Grannaalenes Gift. Pelle lod sig falde ned paa Engen og blev liggende paa Maven, Rud gik langsomt hen efter 50-Øren og rakte den nølende til Ejermanden. Han ludede overvunden, men i hans Blik lurede Tanken om et nyt Slag.

Pelle saa kærligt paa Mønten. Nu havde han haft den lige fra April, fra dengang han skulde købe Hasselfedt; alt attraaværdigt havde han erhværvet sig for den, og to Gange var den blevet borte for ham — han elskede den Skilling. Den var som en Kriblen i Fingrene — i hele Kroppen, altid tilskyndede den ham til at give den ud, kom saa med et Forslag, saa med et andet. Trille, trille! det var nok det den længtes efter; og det var fordi den var rund sagde Far Lasse. Men blive rig det var det samme som at stoppe Pengene i Farten! Pelle skulde nok blive rig han! Og saa kriblede det stadig i ham efter at give den ud, give den saadan ud, at han fik alting for den — eller noget han kunde have hele sit Liv.

De sad og smaakævledes paa Aabrinken; Rud lagde an paa at imponere og sad og pralede for at gøre Indtryk. Han lagde Fingrene bag hen ad Haanden og bevægede Ørerne, han kunde dreje dem lyttende fremefter som en Hest. Det drillede altsammen Pelle mægtigt.

Pludselig holdt han inde. „Faar jeg saa ikke 50-Øren? Saa faar du ti Kroner, naar jeg bliver stor.“ Rud samlede paa Penge — han var allerede gærrig — og havde en hel Æske fuld af Mønter som han havde listet fra Moderen.

Pelle grundede lidt. „Nej for du bliver aldrig stor — du er jo en Dværg!“ Der var skær Misundelse i hans Stemme.

„Det siger Soen ogsaa! Men saa viser jeg mig frem for Penge paa Markederne og St. Hans Aften i Almindingen. Saa bliver jeg knasende rig.“

Det gjorde ondt i Pelle indvendig. Skulde han give ham hele 50-Øren, for slet ingenting? det havde endnu ingen gjort at han vidste. Og saa engang kanske, naar Rud blev vældig rig, fik han Halvparten. — „Vil du have den?“ spurgte han men fortrød det straks.

Rud rakte begærligt Haanden frem, men Pelle spyttede i den. „Det kan vel vente til vi har spist,“ sagde han og gik over efter Madkurven. En Stund stod de og gloede i den tomme Kurv.

„Soen har været her,“ sagde Rud og rakte Tunge.

Pelle nikkede: „Hun er en rigtig Satan.“

„En Tyvemær,“ sagde Rud.

De tog Maal af Solen. Rud paastod, at naar man kunde se den ved at bøje sig forover og kigge gennem Skrævet, var Klokken fem. Pelle begyndte at iføre sig sit Tøj.

Rud kredsede om ham. „Du“ sagde han pludselig „hvis jeg maa faa den, skal du faa Lov at piske mig med Nælder.“

„Paa den bare Krop?“ spurgte Pelle.

Rud nikkede.

I et Spring var Pelle af Bukserne igen og henne ved en Gruppe Nælder. Han rykkede dem op ved Hjælp af et Skræppeblad, saa mange han kunde gribe om, og kom tilbage. Rud lagde sig paa Maven over en Tue, og Piskningen begyndte.

Aftalen var hundrede Slag, men da Rud havde faaet de ti rejste han sig og vilde ikke mere.

„Saa faar du heller ikke Pengene,“ sagde Pelle. „Vil du, eller vil du ikke?“ Han var rød af Spænding og Anstrængelse, Sveden stod allerede i Perler ned ad hans slanke Ryg — han havde lagt godt i. „Vil du eller vil du ikke? — Fem og halvfjerds Slag da!“ Pelles Stemme dirrede af Iver, han maatte spile Næseborerne ud for at faa Luft nok, hans Lemmer kom til at ryste.

„Nej — tres kun — du slaar saa haardt! Og saa vil jeg have Skillingen først, ellers kan du snyde.“

„Jeg snyder ikke,“ sagde Pelle mørk. Men Rud stod ved sit.

Pelle bugtede sig, han var som en Væsel der har smagt Blod. Med et Ryk slængte han Mønten til Rud og stødte ham knurrende omkuld. Det græd i ham fordi han havde kvittet 40 Slag, men han lovede sig selv at lægge des bedre i.

Saa slog han, langsomt og af al Kraft, mens Rud borede Hovedet ned i Græsset og knugede Pengestykket fast for at samle Styrke. Der var Had i hvert Slag, han slog, og de gik som Stød gennem Kammeratens Legeme, men han vaandede sig ikke. Nej, der var ingen Klem i hans Vaanden sig, Mønten han holdt i Haanden tog nok Smærterne. Men om Pelles Krop brændte Luften som Ild, Armene begyndte at slaa Klik af Træthed, for hvert Slag sank hans Lyst — det var et Slid, surt Slid bare. Og Skillingen — den dejlige 50-Øre gled længer og længer bort, nu skulde han til at være fattig igen — og Rud græd ikke engang. Ved det 46de Slag vendte han Ansigtet og rakte Tunge. Da stak Pelle med et i at tudbrøle, smed de optrævlede Nældestængler langt fra sig og løb over ad Granerne til.

Der sad han saa Resten af Dagen under en Klit og sørgede over sit Tab, mens Rud laa nede under Aabrinken og badede sit vablede Legeme med vaad Ler.

X

Per Olsen var alligevel ikke den de havde anset ham for. Nu da han var blevet udfriet paa den Maade, havde det vel været i sin Orden om han havde givet det stakkels Skrog Lange Ole en hjælpende Haand — som dog var kommet i Elændighed for hans Skyld. Men se om han gjorde! Nej han tog fat at ture. Svir og Sværm og flagrende Skørter stod der om ham hele Sommeren, og nu til Fistje flyttede han op og tog Arbejde paa Stenværket — for at blive mere sin egen Mand. Der var ikke Frihed nok for ham paa Stengaarden. Det gode i ham han endnu ikke havde sat over Styr skulde nok faa Fødder at gaa paa deroppe.

Lange Ole kunde jo ikke blive paa Stengaarden, Krøbling som han var. Han fik halv Løn udbetalt som en Forekommenhed fra Bondens Side; det var mere end han havde Kravet paa — og altid saa meget at han kunde komme hjem og forsøge sig med et eller andet. Mangt et Arbejde lod sig til Nød udrette med én Haand, og nu mens han havde Pengene skulde han vel ogsaa anskaffet sig en Jærnklo; den kunde spændes paa Haandleddet og var ikke ueffen til at holde paa Redskab med.

Men Ole var blevet svag i det og havde svært ved at tage en Bestemmelse. Han blev ved at gaa paa Gaarden og drive, alt det Forvalteren jog med ham for at faa ham væk. Til sidst maatte de sætte hans Tøj Vesterud, uden for Gaarden; og der stod det og flød det meste af Sommeren. Han selv laa omkring i Stakkene og tiggede sig Mad af Folkene i Marken. Saadan kunde det jo ikke blive ved at gaa naar Kulden indfandt sig.

Men saa en Dag i Efteraaret var Tøjet væk; Johanne Pihl — Soen kaldet til daglig Brug — havde taget ham til sig. Hun følte vel Kulden hun ogsaa trods alt sit Fedt, og som Ordet siger: to holder lettere Varmen end én. Men enten hun nu gjorde det for det ene eller det andet — Lange Ole kunde takke sin Skaber for hende. Der hang altid Flæsk i hendes Skorsten.

Lasse og Pelle imødesaa Skiftedagen med Spænding. Hvad vilde den bringe for Folk denne Gang — deraf afhang jo saa meget. Foruden Hovdreng (Forkarl) skulde de have ny Anden- og Tredjekarl og nogle ny Piger. — Paa Stengaarden skiftede hvad skifte kunde. Karna det Skrog var jo bunden til at blive, hun havde sat sine gamle Aar op efter Ungdom og vilde partu være dér hvor Gustav var! Gustav blev fordi Bodil blev — saa umenneskeligt han holdt af den Pige, skønt hun ikke var det værd. Og Bodil selv vidste nok hvad hun gjorde! Det kunde aldrig gaa helt naturligt til, naar man som hun klædte sig i kostbare bokøbte Klæder.

Lasse og Pelle _blev_ simpelt hen, fordi de ikke havde noget andet Sted i Verden at ty hen. Hele Aaret ud kastede de Planer til at gøre Forandring, men naar Opsigefristen nærmede sig blev Lasse stille og lod den drive over.

I den senere Tid havde han drømt ikke saa lidt om at gifte sig igen. Der var noget gudsforladt over denne enlige Tilværelse for en Mand i hans Alder; man blev gammel og udslidt før Tiden, naar man ikke havde Kone og Hus at raade over. Inde i Lyngen i Nærheden af Bror Kalles laa der et Hus han kunde faa uden Udbetaling. Han drøftede det ofte med Pelle, og Drengen var med paa alt nyt.

Det skulde være en Kone, som kunde efterse alting og gøre det lidt hyggeligt inden Dørs; og et Arbejdsmenneske maatte hun fremfor alt være. Lidt til bedste var heller ikke ilde, men det fik nu blive som det kunde med det, bare Sindet var godt. Karna havde passet i alle Maader, baade Lasse og Pelle havde bestandig noget til overs for hende fra den Gang hun udfriede Pelle af Elevens Klør; men der var jo ikke noget at stille op saa længe hun havde den Kuller. De fik se Tiden an; kanske fik hun sin Fornufts Brug — eller der viste sig noget andet.

„Saa bliver det nok Kaffe paa Sengen Søndag Morgen!“ sagde Pelle henrykt.

„Ja og kanske anskaffer vi os en lille Hest og indbyder Bror Kalles til en Køretur iblandt,“ føjede Lasse højtideligt til.

* * * * *

Nu var det endelig Alvor. Om Aftenen havde Lasse og Pelle været hos Landhøkeren og købt Tavle og Griffel, nu stod Pelle i Stalddøren med bankende Hjærte og Tavlen under Armen. Det var en rimkold Oktobermorgen, men Drengen var ganske hed i Hovedet efter Vasken; han havde sin pæne Trøje paa og var vandkæmmet.

Lasse gik og trippede omkring ham, børstede her og dér med sit Ærme og var endnu mere benovet end Drengen. Pelle var kommet til Verden til trange Kaar, var blevet holdt over Daaben og maatte tjene for sit Brød fra liden af — altsammen lige som han selv. For saavidt var der ikke Forskel at se, det kunde godt være Lasse selv om igen, lige fra Slugørerne og Koslikket i Panden til den Maade Drengen slog Skank og sled sine Bukser forneden. Men dette her var noget lysende nyt. Aldrig havde Lasse selv eller nogen af hans gaaet i Skole, det var noget nyt der kom inden for Slægtens Rækkevidde, en Himmelens Miskundhed var det der timedes Drengen og ham selv. Det føltes som en Forskydning opad, det umulige kom inden for Rækkevidde, hvad kunde der ikke alt hænde et Menneske som havde Boglærdom. Man kunde blive Smaamester, Skriver, ja kanske Skolelærer.

„Pas nu for alting paa Tavlen, at den ikke gaar itu!“ sagde han manende. „Og se til at gaa af Vejen for de store Drenge til du kan klare dig med dem. Men vil nogen for ingen Pris lade dig i Fred, saa se du kan komme til at slaa først! Det betager de fleste Lysten, især om du lægger godt i; den der slaar først slaar to Gange, siger man for et gammelt Ord. Og saa faar du høre godt efter og lægge dig paa Sinde alt hvad Læreren siger; og vil nogen lokke dig til Sjov og Løjer bag hans Ryg skal du ikke gaa med til det. Husk ogsaa at du har et Lommeklæde og brug ikke Fingrene, for det er ikke annasét. Men naar ingen ser det kan du godt spare Kluden forstaas — des længer varer den. Og tag Vare paa din pæne Trøje. — Skulde Lærerens Madam byde dig ind til Kaffe, saa maa du ikke tage mere end ét Stykke Kage at du ved det.“ Lasse rystede paa Hænderne mens han talte.

„Det gør hun vist ikke,“ sagde Pelle lidt overlegent.

„Ja, ja, gaa nu at du ikke skal komme for sent — den allerførste Dag tilmed. Og skulde der mangle et og andet Værktøj, saa maa du sige at vi skaffer det straks — vi er jo ikke rene Lus heller.“ Lasse slog sig paa Lommen; men der var ikke rigtig Smæld i det Slag, Pelle vidste godt at de ingen Penge havde — de havde taget Tavle og Griffel paa Kredit.

Lasse stod og saa efter Drengen saa længe han kunde øjne ham — saa gik han til sit Arbejde med at knuse Oljekager. Han kom dem i Blødekarret og bar Vand paa, mens han gik og smaasnakkede med sig selv.

Det bankede paa den udvendige Stalddør, og Lasse gik hen for at lukke op — det var Bror Kalle.

„Goddag Bror!“ sagde han med sit fornøjelige Smil — „se her kommer Makkedoren fra Stenløse.“ Han vrikkede indenfor paa sine Hjulben, og de hilste hjærteligt, Lasse var henrykt for Besøget.

„Tak for sidst!“ sagde han og tog Broderen om Haandleddet.

„Det er ellers noget længe siden. Men nu kigger I vel op en Aften med det første? Mormor har et godt Øje til jer begge to.“ Kalle stod og plirede gavtyveagtigt.

„Hvordan har hun det saa det gamle Skind, kom hun nogenledes over det med Øjet? Pelle kom forgangen hjem her og fortalte, at Børnene var kommet for Skade at stikke en Kæp ind i Mormors Øje. Jeg blev helt ilde ved’et — I maatte nok til og med have Dokter.“

„Ja det kom nu lidt paa en anden Maade,“ sagde Kalle. „Jeg havde selv flyttet Mormors Spinderok om Morgenen jeg lavede noget i hendes Stue — og saa glemte jeg jo at sætte den paa Plads igen. Da hun saa vil bukke sig ned og tage noget op fra Gulvet, støder hun Blaartjørnen op i Øjet — hun er jo vant til at enhver Ting staar nøjagtig paa sit Sted. Saa det er egenlig mig Æren tilkommer.“ Han lo over hele Ansigtet.

Lasse rokkede medfølende med Hovedet: „Og hun kom nogenledes over det?“

„Nej det er nu saa rent galet og — hun mistede Synet paa det Øje.“

Lasse saa misbilligende paa ham.

Kalle tog sig i det, meget forskrækket saa det ud til.

„Ih sikke noget Sludder jeg staar og fortæller — hun mistede Blindheden paa det Øje vilde jeg jo have sagt. Er det nu ikke for galt ogsaa — man stikker Øjet ud paa et Menneske, og saa tager hun fat at se. Jeg tror sku jeg vil ud og kurere for Blindhed herefter, for det er der ikke mange Ben i.“

„Hvad siger du har hun taget fat at —? Nej nu bliver du for lystig; man skal ikke spøge med alting heller.“

„Ja ja, Spøg til Side som Profeten sagde han fik Klø af sin Kælling. Men hun kan virkelig se med det Øje nu du!“

Lasse saa en Stund mistroisk paa ham før han overgav sig. „Det er ligegodt et Mirakel!“ sagde han saa.

„Ja det samme sagde jo Dokteren — den spidse Pind havde nok virket som en Slags Operation. Men det kunde lige saa godt have taget den anden Retning. Jo vi havde sku Dokter tre Gange til hende — det kunde jo ikke nytte at knibe paa Skillingen.“ Kalle stod og forsøgte at mave sig, han havde stukket Tommelfingrene i Vestelommerne.

„Det kostede vel mange Penge det?“

„Det samme tænkte jeg ogsaa, og jeg var ikke aller gladest, da jeg spurgte Dokteren hvor meget det blev. 25 Kroner sagde han, og det lød ikke anderledes end naar vi andre beder om et Stykke Fedtebrød. Vil Dokteren gøre mig den Tjeneste at vente et Par Dage, saa jeg kan faa Koen lidt ordenlig solgt, spurgte jeg. Hvad — siger han og glor oven over Brillerne, De vil vel ikke sælge Koen for at betale mig — det maa De paa ingen Maade gøre, jeg venter til bedre Tider. Vi slipper alligevel let, selv om vi skal af med Koen, sagde jeg. — Og hvordan det? spørger han mens vi gaar ud til Vognen — det var Kaasegaardsbonden der kørte for mig. Saa fortalte jeg ham, at Marie og jeg havde tænkt en Del paa at sælge det hele, for at Mormor kunde komme over og blive opereret. Han sagde ingenting til det men krøb op i Vognen, og jeg stod saadan og knappede Fodposen om ham. Men med et griber han mig i Kraven og siger: Hør ved De hvad De lille hjulbenede Væsen? (Kalle efterlignede Lægens „fine“ Tale) De er det bedste Mennesker jeg har truffet, og De skylder mig ikke en rød Øre! Det var jo forresten Dem selv der udførte Operationen. Saa skulde jeg vel næsten haft Penge til, sagde jeg. Saa lo han og slog mig oven i Krukken med sin Skindhue. — Det er en Stadsmand den Dokter — og forpinenes dygtig; de siger om ham, at han kun har en Slags Mikstur, som han kurerer al Slags Daarlighed med.“

De sad oppe i Røgterkamret paa den grønne Kiste, Lasse havde fundet en Slat Brændevin frem. „Drik Bror“ sagde han gentagende „der skal noget til at holde Fugten ude i dette Oktoberrusk.“

„Tak for det — men drik selv du! Nej men hvad jeg skulde sige, du skulde se Mormor, hun gaar omkring og titter paa alting med sit ene Øje; om det saa bare er en Knap kan hun blive ved at glo paa den. Ja saa det ser saadan ud og det saadan? hun har jo glemt hvordan Tingene ser ud. Og naar hun saa ser en Ting, gaar hun hen og føler paa den bagefter — for at faa at vide hvad den er for noget siger hun min Sjæl. Os vilde hun nu slet ikke kendes ved de første Dage; naar hun ikke hørte os tale eller gaa, troede hun vi var fremmede Mennesker — alt det hun saa os for sine Øjne.“

„Og de Smaa —?“ spurgte Lasse.

„Jo tak, Annas den er tyk og fed, men vor egen staar ligesom lidt i Stampe. Det er ligegodt de unge Søer man skal lægge til paa. Det er sandt —“ Kalle tog sin Pengepung frem „mens vi er ved det, lad mig saa ikke glemme de ti Kroner jeg fik af dig til Barslerne.“

Lasse tog afværgende for sig. „Lad det være du, du kan have ondt nok at døje endda. Hvormange Munde er I nu, 14-15 Stykker vel?“

„Ja, men de to patter deres Mor ligesom Præstekonens Kyllinger, saa det er den rene Besparelse. Og skulde det gaa haardt paa, er én vel nok Mand for at snyde et Par Skilling ud af Næsen ogsaa.“ Han snød Næsen med et rask Tag og rakte Haanden frem — der laa en sammenlagt Tier i den.

Lasse lo ad Kunststykket, men vilde ikke høre Tale om Pengene. En Stund stod de og stak dem til hinanden. „Naa ja ja!“ sagde Kalle tilsidst og beholdt Sedlen — „saa faar du have hjærtelig Tak da. Og Farvel Bror, nu maa jeg hjemad.“ Lasse fulgte ham ud og sendte mange Hilsener. „Vi kommer nok og ser til jer med det første,“ raabte han efter Broderen.

Da han lidt efter kom ind i Kamret, laa Sedlen paa Sengen; Kalle maatte have set sit Snit til at lægge den der, Tusendkunstner som han var. Lasse lagde den saa til Side for at stikke den til Kalles Kone naar Lejlighed gaves.

Længe før Tiden gik Lasse og holdt Udkig efter Drengen. Ensomheden faldt ham lang, nu han var vant til at have ham om sig fra Morgen til Aften. Endelig kom han, forpustet af Løb, han havde længtes han ogsaa.

Der var intet sket hverken af frygteligt eller mærkværdigt i Skolen, Pelle maatte fortælle omstændeligt Punkt for Punkt. „Naa hvad kan saa du?“ havde Læreren spurgt og taget ham i Øret — helt venligt forstaas. „Jeg kan trække den gale Tyr til Vands, uden at Far Lasse hjælper det mindste til,“ havde Pelle svaret, og saa lo hele Klassen højt. „Ja ja men kan du læse?“

Nej det kunde Pelle jo ikke — „ellers var jeg vel ikke kommet her“ havde han været lige ved at tilføje. „Godt var det at du ikke svarede det“ sagde Lasse „— men hvad saa mer da?“ Ja saa blev Pelle sat paa den nederste Bænk, og hans Sidekammerat blev sat til at lære ham Bogstaverne.

„Kan du saa dem da?“

Nej Pelle kunde dem ikke den Dag. Men da der var gaaet et Par Uger, kunde han de fleste af dem og skrev dem efter med Kridt paa Stolperne. Han havde ikke lært at skrive, men hans Haand kunde gengive alle Ting han havde set, og han tegnede Bogstaverne ligesom de stod trykt paa Tabellerne.

Lasse gik og kiggede paa dem under Arbejdet og fik dem gentaget i det uendelige; men de vilde ikke rigtig hænge ved. „Hvad er saa det for en, den dér?“ maatte han idelig spørge.

Pelle gav den overlegne: „Den, har du allerede glemt den? den kunde jeg bare jeg havde set den én Gang! Det er jo F.“

„Ja det er det jo ogsaa, ja vist! — jeg begriber ikke hvor jeg har mit Hoved henne i Dag. F ja — det er jo F det! — Mon hvad den kan anvendes til?“

„Den skal staa først i Ordet Eftermiddag naturligvis!“ sagde Pelle vigtigt.

„Ja naturligvis du — men det har du nu ikke af dig selv, Læreren har sagt dig det.“

„Nej jeg har selv fundet det ud.“

„Naa har du det? Ja klog er du jo blevet — bare du ikke bliver saa klog som syv galne.“

Lasse var forstemt; men snart gav han Køb og slog over i udelt Beundring for Sønnen. Og Undervisningen fortsattes mens de syslede. Det var et Held for Pelle, at Faderen var saa langsom i det; for selv kom han ikke stort af Stedet, da han først havde tilegnet sig alt det der umiddelbart lod sig gribe af en kvik Forstand. Drengen der skulde undervise ham — Sjæsk kaldtes han — var Klassens dummeste og havde altid siddet nederst, til Pelle nu kom og løste ham af.