Part 15

Morten hørte paa ham med et træt Udtryk: „Det er meget værre endnu — for det er selve Mennesket, jeg tvivler om, du Pelle. Jeg gaar og fryser og har ikke kunnet finde ud af hvorfor; men nu ved jeg det — det er, fordi Menneskene ikke har noget Hjærte. Al Vækst beror jo paa Varme, men hele vor Kultur bygger paa Kulden; derfor er her saa koldt som her er.“

„De smaa har dog et Hjærte,“ sagde Pelle — „det er jo det og ikke Forstanden, der holder dem oppe; ellers var de gaaet til Grunde for længe siden — blevet til Dyr simpelthen. Hvorfor er de ikke det trods al Elendighed? hvorfor føder selv Kloaken lysende Væsner?“

„Ja, de fattige varmer hinanden — men blaafrosne er de dog! Og maatte man ikke hellere ønske for dem, at de ikke havde noget Hjærte at trækkes med — midt i et bundfrossent Samfund. Jeg misunder dem, der kan se historisk paa Elendigheden og trøste sig med Fremtiden. Jeg tror jo ogsaa selv, at det gode vil sejre engang, men det er mig alligevel en kvælende Urimelighed at tænke paa, at Millioner forinden skal gaa lykkeløst i Graven i Kampen for at overvinde en Dumhed. Jeg er en Uforligelig, det er Sagen; mit Sind har indrettet sig paa andre Tilstande; derfor lider jeg under dem, der er. Bare en saa selvfølgelig Ting som at faa Penge igen paafører mig Lidelse. De er mine, men min Tanke kan ikke lade være at følge dem tilbage i baglæns Retning: Hvilke Savn fremkalder de ved at gaa over i mine Hænder? hvad klæber der ved dem af Nød og Graad? Og naar jeg giver dem ud igen, kærer det bestandig i mig, at _de_ faar for lidt, der har hjulpet mig — min Vaskekone og de andre. De kan jo knap leve, og Skylden er blandt andres min! Saa tager min Tanke fat paa at grave de andres Savn frem, og jeg har ikke Fred; hvergang jeg putter en Bid Brød i Munden eller ser Butikkernes Lagre, maa jeg tænke paa dem, der sulter. Jeg lider forfærdeligt ved ikke at kunne ændre Tilstande, hvis Taabelighed dog er saa indlysende. Og det nytter ikke, jeg vil slaa det hen som sygeligt, det er det nemlig ikke — det er en Foregriben i mig! Vi maa allesammen der hen engang — hvis ikke de Fortrykte rejser sig forinden og vender Odden opad. Du ser, jeg er fordømt til at leve alle de andres Elendigheder med — og mit eget Liv har ikke just været rigt paa Solskin. Tænk paa min Barndom, hvor den har været glædesløs! Jeg har ikke dine Fonds at tage af, du Pelle! tænk paa det.“

Nej, meget Solskin var der ikke faldet paa Mortens Vej; nu krøb han sammen og gik og frøs.

Men en Aften kom han stormende ned i Stuen til dem og viftede med et Papir. „Jeg har faaet et Legat,“ sagde han. „I Morgen tidlig rejser jeg til Syden.“

„Du maa da først ordne dine Sager,“ sagde Pelle.

„Ordne?“ Morten lo. „Nej du, rejse er man altid klar til. Hele mit Liv har jeg været parat til en Tur omkring Jorden med en Times Varsel!“ Han gik frem og tilbage og gned sig i Hænderne. „Ah nu skal jeg ned og slikke Sol, du — rigtig gennembages skal jeg! Jeg tror mit Bryst vil have godt af springe en Vinter over.“

„Hvor langt vil De hen?“ spurgte Ellen med lysende Øjne.

„Til Syditalien og Spanien. Jeg vil hen et Sted, hvor Kulden ikke trækker Frakken af tusind, idet den hjælper én Pelsen paa. Og saa vil jeg se Mennesker, som ikke har faaet Del i den mekaniske Kulturs Velsignelser, men som Solen til Gengæld har skinnet paa; Solmennesker ligesom lille Johanne og hendes Mor og Bedstemor — men som faar Lov at leve! Aa, det skal blive dejligt, engang at se fattige der ikke fryser.“

„Lad ham bare komme afsted saa hurtigt som muligt,“ sagde Ellen, da Morten var gaaet op for at pakke sin Kuffert. „For kommer han først i Tanke om de Fattige, saa bliver det saamænd ikke til noget. — Jeg kommer vist til at stikke nogle Strømper af dine og lidt Undertøj i hans Kuffert — han har ikke noget at skifte med. Bare han nu sørger for at faa sit Tøj til Vask — og saa de ikke ødelægger det for ham med Klor.“

„Skulde du ikke se lidt efter ham, mens han pakker ind?“ spurgte Pelle. „Ellers er jeg bange for, han ikke faar det med han har Brug for. Morten glemmer sommetider sit Hoved i Nathuen.“

Ellen gik ovenpaa med det Tøj, hun havde ledt frem. Det var et Held hun kom, Morten havde pakket sin Kuffert fuld af bar Bøger og lagt de nødvendige Ting til Side. Han stod og trippede, og var helt ulykkelig da hun tømte det hele ud af Kufferten igen og begyndte forfra; nu var det saa pænt ordnet, Digtene for sig og Proletar-Skildringerne for sig — han kunde lige stikke sin Haand ned og tage hvad han ønskede. Men Ellen kendte ikke til Skaansel, det hele maatte herut paa Gulvet, og hver Stump Tøj han ejede, maatte han lægge frem paa Stole. Det nødvendige blev sorteret fra. For hver Stump der kom i Kufferten, protesterede Morten spagfærdigt — det kunde virkelig ikke betale sig at slæbe Strømper med — eller flere Sæt Linned; det købte man simpelthen, efterhaanden som man fik Brug for det. Naa? saa det kunde det ikke? Men slæbe omkring med en stor Kuffert unyttige Bøger ligesom en anden Kolportør — det kunde vel betale sig!

Ellen laa paa Knæ foran Kufferten og gjorde Vej. Pelle kom op ved hendes Ivrighed, han stod lænet mod Døraabningen og saa paa dem. „Det er rigtigt, giv ham bare en Omgang Gaberbejse, saa han kan holde, til han naar hjem igen,“ sagde han leende. „Han kan godt trænge til det.“

Morten sad paa en Stol og saa slukøret ud. „Gudskelov man ikke er gift,“ sagde han. „Jeg begynder virkelig at faa Medlidenhed med dig, Pelle.“ Man kunde se paa ham, at han nød Omsorgen.

„Ja nu kan du da se, hvad for et Huskors jeg har faaet,“ svarede Pelle alvorligt. „Du har aldrig villet tro det før.“

Ellen lod dem bare snakke; nu var Kufferten stoppende fuld, og nu vidste hun da, han ikke kom til at drage om som en Landevejsbisse. Nu var der kun Toiletsagerne — ikke engang dem havde han sørget for. Hun trak en vældig stor Bog ud af Toilettasken paa den indvendige Side af Kuffertlaaget, for at gøre Plads til Vaskesagerne; men da kom Morten springende. „Den _maa_ jeg ha’e med — hvordan det saa gaar,“ sagde han bestemt. Det var Victor Hugos: _De Ulykkelige_ — Mortens Bibel.

Ellen slog op paa Titelbladet for at se, om det nu ogsaa var saa nødvendigt at slæbe om med saadan et Uhyre — det var jo et helt Brød.

„Der er ingen Plads til den,“ erklærede hun og lagde den roligt til Side — „da ikke hvis De vil have saa De kan vaske Snavset af Dem. Men De træffer ogsaa sagtens Ulykkelige, der hvor De kommer hen; dem er der vist nok af allevegne.“

„Saa tillader Fruen vel heller ikke at jeg tager mine Skrivesager med?“ spurgte Morten i en ansøgende Tone.

„Jo,“ svarede Ellen leende — „og De maa ogsaa godt bruge dem til noget kønt — — hvis det da er os Smaafolk De skriver for. Jammer og Elendighed er der nok af!“

„Naar nu Solen har skinnet rigtig paa mig, saa kommer jeg hjem og skriver jer en Bog om den,“ sagde Morten alvorligt.

Den næste Dag var en Søndag. Morten var tidlig oppe og tog ud paa Kirkegaarden. Det trak længe ud, de gik og ventede paa ham med Frokosten. „Nu kommer han, jeg saa ham nede paa Marken,“ raabte Lasse Fredrik endelig; han havde været oppe paa Bakkegaarden efter Mælk.

„Saa kan vi godt komme Æggene i,“ sagde Ellen til Søster, som gik hende lidt til Haande i Køkkenet.

Morten var højtidelig til Sinds. „Nu er Roserne paa Johannes Grav igen plukkede,“ sagde han. „Jeg begriber ikke, at nogen kan faa over sit Hjærte at plyndre de Døde; de er dog dem, der har det fattigst af os allesammen.“

„Det glæder mig at høre dig sige det!“ udbrød Pelle. „For en Maaned siden var du i Stand til at synes, at de Døde var de eneste velhavende.“

„Du er en Klippe,“ sagde Morten smilende og tog ham i Skuldrene. „Selv om alt andet forandrer sig — dig ved man altid hvor man har.“

„Til Bords, til Bords!“ raabte Ellen. „Men straks — eller bliver Overraskelsen kold!“ Hun stod og ventede med et tildækket Fad.

„Hvad — du har jo nylagte Æg!“ udbrød Pelle forbavset.

„Ja, Hønsene har givet sig til at lægge igen de sidste Dage — det er til Ære for Morten.“

„Næ, det er til Ære for det gode Vejr — og saa fordi de faar Lov at løbe frit om nu!“ indvendte Lasse Fredrik.

Morten lo: „Lasse Fredrik er en uforbederlig Realist — Tilværelsen behøver ikke pyntes op for hans Skyld.“

Ellen gik og kræsede for Morten. „Nu skal De værsgod spise,“ sagde hun. „Det er ikke sikkert, De faar ordenlig Mad derude i det fremmede.“ Hun tænkte med Gru paa den Mad, hendes Logerende i _Palæet_ havde rørt sammen.

Saa holdt Vognen for Døren, Kufferten kom op hos Kusken, Morten og Pelle steg til Vogns — det var paa høje Tid. Det gik i Fart nedover, Lasse Fredrik og Søster stod paa hver sit Trin helt ned til Hovedvejen; saa sprang de af og løb tilbage. Deroppe ved Gavlen stod Ellen og vinkede — med Svend Trøst ved Haanden.

„Det maa være underligt at rejse væk fra det hele,“ sagde Pelle.

„Ja for dig maatte det være underligt,“ svarede Morten og kastede et sidste Blik tilbage efter Pelles Hjem. „Men jeg rejser jo ikke væk fra noget — jeg rejser det tvært imod i Møde.“

„Det bliver i al Fald underligt, ikke at have dig trampende over Hovedet længer — især for Ellen og Børnene. Men du la’r vel høre fra dig?“

„Det gør jeg. Og du holder mig lidt underrettet om, hvordan dit Foretagende trives.“

Saa gik Toget. Pelle følte en egen Sugen under Hjærtet, mens han stod og stirrede efter det, som hvirvlede det noget af ham med sig. Det havde altid været hans Drøm at komme ud og se sig om i Verden; lige siden Garibaldi dukkede op i det trange Værksted derhjemme i Provinsbyen, havde han gaaet og glædet sig til det. Nu stak Morten ud — han selv kom nok aldrig afsted, han fik nøjes med den „Udenlandsrejse“ han havde haft.

Et Øjeblik stod Pelle og stirrede ud langs Skinnerne, hvor Toget var forsvundet — med Sindet borte i tunge Drømme. Men saa vaagnede han og opdagede, at han uden at ville det havde staaet og følt sit Hjem som en Klods om Benet. Og derhjemme gik Ellen og Børnene og kiggede langt efter, om han ikke snart kom — mens han stod her og drømte sig bort fra dem! De tog sig ingenting til, før han var der, for Søndagen var jo hans Dag — den eneste Dag de havde ham rigtig. — Han skyndte sig ud og sprang paa en Sporvogn.

Da han fra Sporvejslinjens Endepunkt sprang over Grøften ind paa Marken, fik han Øje paa Brun lidt fremme paa Stien. Den gamle Bibliotekar arbejdede sig møjsommeligt op over det stigende Land, hvert Øjeblik tvang hans Astma ham til at stanse. „Han er paa Vej ud til os!“ tænkte Pelle rørt; det var ikke før faldet ham ind, hvor besværlig denne Tur over Pløjemarker og ad daarlige Veje maatte være for den gamle Herre. Og alligevel gjorde han den flere Gange om Ugen for at komme ud og se til dem.

„Ja, nu har I mig der igen,“ sagde Brun. „Bare I ikke bliver kede af mit Rend.“

„Det er der vist ingen Fare for,“ svarede Pelle og tog ham under Armen for at lette ham Bakken. „Børnene er jo ganske tossede efter Dem!“

„Ja Børnene, dem er jeg tryg nok ved — og dig ogsaa, Pelle! Men din Kone gør mig usikker.“

„Ellen er noget forbeholden, men det er bare hendes ydre Væsen — hun holder meget af Dem,“ sagde Pelle varmt. „Den der tager Børnene paa Skødet, tager Ellen om Hjærtet.“

„Mener du virkelig det? — Jeg har altid ringeagtet Kvinden, fordi hun mangler Personlighed — lige til jeg lærte din Kone at kende. Det er en sjælden Kone du har, Pelle; hun er stærk i sit Væsen — saa stærk at hun gør mig usikker. Kunde du ikke faa hende til at lade være med at kalde mig Hr. Brun.“

„Jeg skal sige det til hende,“ sagde Pelle leende. „Men det er ikke sikkert det nytter noget.“

„Denne _Hr. Brun_ er ved at blive mig en uudholdelig Person, skal jeg sige dig; og ude hos jer vilde jeg gerne have et Fristed for ham. Du skulde vide, hvad det vil sige hele sit Liv at trækkes med saadan en Herre, der ikke staar i inderligt Forhold til noget som helst. Andre hedder dog _Far_, _Bedstefar_, et eller andet menneskeligt; men mig affærdiger alle Livets Forhold med et _Hr. Brun_! — Tak Hr. Brun! — Mange Tak Hr. Brun!“ Den gamle var i sit desperate Humør, han gik og vrængede Ordet ud.

„Det er nogle slemme Veje herude,“ sagde han pludselig og stansede for at puste. „Man begriber ikke at Markerne faar Lov at ligge her lige oven for Byen — at Spekulationen ikke melder sig.“

„Det er vel Mosens Skyld dernede. Men nu har de forresten begyndt at fylde den ud ovre i den nordre Ende ser jeg,“ sagde Pelle.

Brun kiggede interesseret derover ad, men rystede saa opgivende paa Hovedet.

„Næ — jeg kan ikke se saa langt uden Briller — det er ogsaa en af Bøgernes Velsignelser. — Jo det er! Gamle Folk paa Landet tager dog kun til Brillerne, naar de skal se i en Bog; men jeg maa ty til dem, naar jeg vil orientere mig i Verden — det gør en stor Forskel. Det er Gadernes og de dumme Bøgers Skyld, at jeg er nærsynet; man faar ikke noget Udsyn, naar man ikke bor i det fri. Byen lukker for alle ens Sanser, og Bøgerne fører en bort fra Livet. Derfor tænker jeg ogsaa paa at flytte ud.“

„Er det klogt nu til Vinteren? De egner Dem ikke til at tage ind og ud i al Slags Vejr.“

„Saa opgiver jeg Biblioteket,“ svarede Brun. „Det vil ikke volde mig stor Sorg — jeg har tilbragt nok af mit Liv dér. Tænk dig Pelle, det gik op for mig i Nat, at jeg har været med til at katalogisere det meste af Verdens Literatur — men har ikke engang set et Barn blive svøbt! Hvad Ret har Folk som jeg til at snakke med?“

„Jeg kan ikke forstaa det,“ sagde Pelle. „Mig har Bøgerne hjulpet til saa meget.“

„Ja, fordi du havde det egenlige! Hvis jeg var ung, gik jeg ud og tog fat med mine Hænder. Jeg er gaaet Glip af mere ved aldrig at have arbejdet mig svedig og træt med mit Legeme, end du ved ikke at kende de store Klassikere. Jeg gaar og opdager min egen Fattigdom, Pelle; nu byttede jeg gærne alting væk for en Plads som Gammelfar i en lun Ovnkrog.“

Børnene kom løbende ned over Marken. „Har du noget til os i Dag?“ raabte de paa lang Afstand.

„Ja, men ikke før vi er kommet ind i Varmen. Jeg tør ikke knappe Frakken op herude for min Hoste.“

„Jamen du gaar saa langsomt,“ sagde Svend Trøst. „Er det fordi du er saa gammel?“

„Ja det er det nok,“ svarede den gamle Mand leende. „I faar øve jer i lidt Taalmodighed.“

Men Taalmodighed var ikke det, de smaa havde mest af. De greb ham i Frakken og trak afsted med ham. Han var helt forpustet, da de naaede ind i Gangen.

Ellen saa strængt paa Børnene men sagde ikke noget. Hun hjalp Brun af Frakken og Halstørklædet og fik ham godt bænket inde i Stuen. Saa gik hun ud i Køkkenet; Pelle forstod, at der var noget hun vilde ham, og fulgte efter.

„Pelle,“ sagde hun alvorligt — „Børnene er altfor fri mod Hr. Brun. Jeg kan ikke forstaa at du ser roligt paa det.“

„Jamen han er glad for det, Ellen — ellers kan du da begribe, jeg nok skulde bræmse dem. Han vil netop have det saadan. Og ved du, hvad jeg tror han vilde blive endnu gladere for? — om du tilbød ham at bo hos os.“

„Nej det gør jeg aldrig,“ erklærede Ellen bestemt. „Det vilde se altfor underligt ud af mig.“

„Men naar han nu trænger til et Hjem — og holder af os! Han omgaas ingen andre end os.“

Ja — nej, det kunde Ellen alligevel ikke begribe — det de havde at byde paa. Og Brun som kunde købe al den Hygge, der var at faa for Penge. „Saa maatte jeg da i al Fald have nyt Dækketøj og gode Tæpper paa Gulvene — og mange andre Ting.“

„Det kan du jo ogsaa faa,“ sagde Pelle — „naturligvis vil vi have det saa hyggeligt vi kan. Brun er forresten lige saa nøjsom som vi er.“

Ja det kunde godt være; men Ellen var Husmoder, og der var Ting hun ikke kunde være bekendt. „Vil Hr. Brun gærne bo hos os, saa skal han ogsaa have det hyggeligt,“ sagde hun. „Men det er underligt, han ikke selv foreslaar det; det kan han dog meget bedre end vi.“

„Nej det skal jo netop komme fra os — fra _dig_, Ellen. Han er lidt bange for dig.“

„For mig?“ udbrød Ellen forfærdet. „Og jeg som — nej men der er jo ingen, jeg hellere vilde være god imod! — Saa skal jeg nok sige det, Pelle — men ikke lige nu.“ Hun tog sig til Kinderne, hun var blussende rød af Glæde og Forvirring over, at hendes lille Hjem var saa meget værd.

Pelle gik ind i Stuen. Brun sad i Sofaen med Svend Trøst paa Skødet. „Det er en ordenlig Prop,“ sagde han — „men han ligner ikke sin Mor. Det er dine Træk helt igennem.“

„Ellen er heller ikke Mor til ham,“ sagde Pelle sagte.

„Naa saadan. Det er pudsigt med de tre Rynker i Panden, han har faaet efter dig — de ligner Bølgelinjerne i Danmarks Aasyn. I ser ud som I var vrede altid begge to.“

„Det var vi ogsaa dengang,“ sagde Pelle.

„Apropos Vrede,“ vedblev Brun — „jeg henvendte mig saa igaar til Politimyndighederne og fik udvirket, at de indstiller Forfølgelsen mod Peter Drejer — paa Betingelse af at han hører op med sin Agitation blandt Soldaterne.“

„Det faar vi ham aldrig til at gaa ind paa. Det vilde være det samme som at opfordre ham til at afsværge sin Menneskeret. Peter Drejer har med megen Selvovervindelse lært sig at bruge parlamentariske Udtryk, og videre faar man ham sikkert ikke. I selve Sagen giver han aldrig Køb, og det maa jeg holde med ham i. Maa man ikke engang bekæmpe det bestaaende med aandelige Vaaben, saa hører jo alting op.“

„Ja det er ganske rigtigt,“ sagde Brun — „jeg har bare ondt af ham. Politiet holder ham dér i en Tilstand af Betændthed altid — han har jo slet ingen Glæde af at være til.“

XVI

Pelle haabede stadig paa, at Peter Drejer skulde vinde et roligere Syn paa Tilværelsen. Det var Meningen i Løbet af Foraaret at oprette en Fællesvirksomhed i Aarhus ogsaa, og Peter var udset til at sætte den i Gang. Men hans Sind syntes ulægeligt, hvergang han faldt lidt til Ro, rev Forholdene ham ud af den igen. Nu var det den tiltagende Arbejdsløshed, der gik ham paa.

Og den stupide Forfølgelse holdt ham i en Tilstand af bestandig Ophidselse. Selv naar han som nu lodes i Ro, gik han med en irriterende Fornemmelse af, at man spekulerede i at faa ham til at forløbe sig — tilsyneladende lukkede Øjnene for at kunne slaa des kraftigere ned over ham. Han gik og vidste aldrig, om han var købt eller solgt.

Virksomheden var saa stor nu, at de havde maattet forlægge den egenlige Fabrik til Bagbygningen og kun benyttede Kælderen til Reparationsværksted. Peter Drejer ledede dette Værksted, og noget at udsætte paa hans Ledelse var der ikke; han var energisk og paapasselig. Men til at lede et Arbejde efter en større Plan duede han ikke, hans Sind var i bestandig Svingning. Trods sine Ævner forbrændte han til ingen Nytte.

„Han kunde ogsaa lade være med sin Agitation og tage sig noget nyttigere til,“ sagde Brun en Aften han og Pelle sad og drøftede dette. „Ved Voldsomheder skabes der alligevel ikke noget! — Og han selv render blot Panden mod Muren.“

„Det har De ikke ment før,“ sagde Pelle. Det var Bruns Skrifter om Individets Ret, der fra først af havde vakt Peter Drejer til Eftertanke.

„Nej, jeg ved det nok. Dengang troede jeg, at det hele maatte slaas i Stykker, for at der kunde opstaa en ny Verden af Kaos; jeg kendte jo ikke jer — og mine egne syntes jeg ikke var for gode at sprænge til Side; de laa blot og stoppede for Udviklingen. Men du har selv omvendt mig! jeg var lidt for hurtig til at dømme din Træghed — du har mere af Sammenhængen i Kroppen end jeg. Vor lille Virksomhed derinde har overbevist mig om, at Almuen gør klogt i at vedgaa Arv og Gæld efter Overklassen. Og det gør mig ondt at se Peter løbe af Sporet; han er en af jeres fremskudte Ævner. Kunde vi ikke faa ham herud — han kan faa mit ene Værelse! Jeg tror han trænger til lidt hyggeligere Forhold.“

„Det er bedst, De selv foreslaar ham det,“ sagde Pelle.

Næste Dag tog Brun med ind og foreslog det, men Peter Drejer betakkede sig. „Jeg har vist ingen Ret til Deres Komfort, saa længe der gaar tyve Tusend Mænd og hverken har at bide eller brænde,“ sagde han afvisende. „Men De er jo Anarkist,“ tilføjede han haanligt — „og Millionær efter hvad man siger. Hvad Nød har de Arbejdsløse saa!“ Han var blevet skuffet ved at lære den gamle Filosof personlig at kende, og lagde aldrig Skjul paa sin Uvilje.

„De er vist ikke uvidende om, at jeg allerede _har_ stillet min Formue til Fattigmands Raadighed,“ sagde Brun krænket. „Maaden trøster jeg mig til forsvarer sig selv engang. Dersom jeg i Dag fordelte hvad jeg ejer mellem de Arbejdsløse, vilde det være slikket bort som Dug inden i Morgen — saa bundløs er desværre Nøden nu.“

Peter Drejer trak paa Skuldrene — des mere Grund syntes han der var til at hjælpe.

„Vil du da forlange, at vi ofrer vor store Plan om at gøre al Nød overflødig, for en Gang Mad til de Trængende?“ spurgte Pelle.

Ja Peter saa kun Nøden i Dag — den var ham en saa græsselig Virkelighed, at Fremtiden fik være.

Der var foregaaet en Forskydning med ham, han syntes helt at have brudt med Udviklingen.

„Han gaar og ser for meget,“ sagde Pelle til Brun, — „og nu har Hjærtet taget Herredømmet over Forstanden. Lad ham hellere være i Fred, vi faar ham alligevel ikke til at indrømme noget men ophidser ham bare. Det kan ikke lade sig gøre at færdes i alt det han lever i — og alligevel blive ved at holde Hovedet klart; enten maa man lukke Øjnene og forhærde sig, eller ogsaa sprænges man.“

Peter Drejers Hjærte gjorde Obstruktion. Ofte maatte han stanse midt i sit Arbejde og gispe efter Vejret. „Jeg kvæles,“ sagde han saa.