Part 5

Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i den gode Foraarstid, en Mængde andre Fag havde haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der syntes fordømte til at slide Brostenene i haabløs Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud af Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. „Der maa være noget i Vejen med dem,“ tænkte han, mens han stod og lyttede til bestandig den samme Historie om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og saa’ det hele dampe bort. Det maatte være deres egen Skyld, naar der ikke kom et nyt Tog og koblede dem til — kanske var de dovne eller fordrukne. Men efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa i Række og byde deres Kræfter ud Morgen efter Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at Tiderne var ved at forandre sig.

Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot der havde været noget at faa fat i. — Priskuranten var ordenlig nok! den havde blot den skæbnesvangre Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, som der var sket en Forskydning til det værre for Haandværkeren — og for at gøre det endnu uhyggeligere havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var ikke engang den Smule Bagdør aaben længer! Pelle kunde lige saa godt først som sidst slaa det ud af Tankerne; for at blive Mester nu krævedes der Kapital og Kredit. Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, var en endeløs og udsigtsløs Vandring _til_ Fabrikken og fra Fabrikken igen.

Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle Spørgsmaal igen; hele Tilstanden rullede sig ganske af sig selv ud for ham, det nyttede ikke at lukke Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget og opsøgte ikke noget; men det ene bar det andet med sig, og enten han vilde det eller ej, samlede det sig til et Overblik over Tilstanden.

Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne var godt organiserede og havde haandhævet deres Forhandlingsret, man kom ikke uden om deres Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del hævede, og Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne selv, mange af dem var rykket fra Hulerne over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen var steget, men alting var ogsaa blevet dyrere, og Livet var stadig det samme fra Haanden i Munden. Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede sig stille men ubønhørligt ind mellem Arbejderne og Arbejdet og satte flere og flere Mand paa Gaden. Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. Men det tog sig mere af Arbejdets Invalider nu end før, der var kommet god Gang i Fattigforsørgelsen. Han kunde ikke opdage _nogen_ Lov, der greb regulerende ind; men en hel Række af Love der plastrede paa Tilstandene. Der blev uddelt en Mængde forskellige Understøttelser — altid lige paa Sultegrænsen; flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede dem ikke deres borgerlige Rettigheder, men gjorde dem til et Slags politisk _holdt_ Proletariat.

Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde været med til at erobre, nu da han vendte tilbage og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke blevet nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, syntes Bevægelsen ikke at have afsat. Det saa ud, som Arbejderne stille lod sig sætte ud af Spillet, bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed henne? de havde nok lagt sig den borgerlige Moral til, siden de godvilligt gik paa Aftægt. Magt manglede de ikke, hele Verden kunde de faa til at visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe — blot ved deres Sammenhold. Det var Ansvar de manglede; Bevægelsens bærende Ide var nok løbet af dem!

Pelle tumlede frem og tilbage med det, men han sled Brostenene i forgæves Søgen. Overblikket paatrængte sig ham af sig selv, og der var Kræfter baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at skubbe ham over i Bevægelsen og frem i Føringen. Men han slog det fra sig — nu vilde han arbejde for sit Hjem.

Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og Genboer og hjalp ellers Ellen med at hænge Tøj op og trække Rullen —, man fik sætte Æren til Side og være glad til, at _hun_ havde noget. Hun var glad for Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen skulde se ham give sig af med Kvindearbejde.

„Det er ikke noget for en Mand,“ sagde hun og saa paa ham med Øjne, som sagde hvor lykkelig hun var for hans Selskab.

De holdt af at være sammen, nød det paa en egen stille Maade, uden mange Ord. Der var hændt meget, men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid. Ingen af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig frem til Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede hinanden nærmere under Tavsheden. Enhver vidste hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede siges; Tiden havde arbejdet med dem begge.

Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, Dagene gled stille forbi, gjort tunge af de forløbne Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller Bebrejdelser. Hun var varsom over for ham — næsten sky, som første Gang de mødtes; bag al hendes Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod hans Kærtegn, selv gav hun nærmest ved at være noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af hende lige som et moderligt Kærtegn og lukkede ham ind i hendes Hjærte. Han var taknemmelig for det, men det var ikke det han trængte mest til.

Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene gik paa Gulvet og tullede, tav hun helst og iagttog ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte det dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter hans skjulte Væsen ligesom i deres første Tid? Det var som om hun kaldte paa noget i ham — men ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en Mor ogsaa sidde og stirre forskende efter sit Barns Fremtid. Elskede hun ham da ikke? Hun havde givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast og ventet paa ham da hele den øvrige Verden slog Haanden af ham — og alligevel var han ikke sikker paa, at hun nogensinde havde elsket ham.

Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget ubændigt — Bevægelsen havde taget Overskuddet af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny sammen med Foraaret, og følte det pludselig som Vælde i sig. Nu skulde han og Ellen begynde — for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og det var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt han havde taget Ellen ind til sig, og gjort hende til Moder uden først at gøre hende til Brud. Kvindehjærtet maatte være bundløst, siden hun ikke var gaaet i Stykker paa det, men stadig stod og ventede lige uberørt paa, at han skulde vinde hende. Hun havde hjulpet sig over det ved at være Moder!

Og vandt han hende saa nogensinde? — ventede hun virkelig endnu — eller var hun faldet til Ro?

Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende gik forklaret igen, lykkelig ved at vide, at hun var hans Skæbne. Et Baand blot, eller et tærnet tyndslidt Bomuldsforklæde — hver lille Ting, der hørte med til hende — fik en forunderlig varm Lød og fyldte Sindet med Sødme. Et Blik eller en lille Berøring gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede stille og trykkede venligt hans Haand — det tændte ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham ingenting, men han følte det alligevel som hun forholdt ham sit inderste Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede hun sig med Venlighed.

IV

Pelle var som en der vender hjem efter Aars Landflygtighed, og igen skal se at bringe sig i personligt Forhold til det hele; Amnestien galdt kun til Tærskelen, det egenlige maatte han selv om. Det Land han havde dyrket var paa andre Hænder, han havde ingen Ret der mere. Men det var dog ham, der havde plantet; han maatte vide, hvordan det var groet og hvordan det blev skøttet.

Den store Fremrykning var svinget over i det politiske. Bevægelsen havde foreløbig ladet de Fattigstes Krav paa Brød falde, ofret dem som man ofrer Ballast for at kunne stige lettere. Man vilde erobre selve Institutionerne — og saa naturligvis komme tilbage til Udgangspunktet igen og lægge det hele om. Det kunde være bekvemt nok at læsse dem af, der var mest besværlige for Fremrykningen, men lod der sig sejre paa det? — det var jo dem, alting drejede sig om! Pelle havde grundigt lært, at den der tror at narre Bakken, narrer sig selv. Han havde ingen Tro til det, der søgte over hvor Gærdet var lavest.

Den ny Taktik daterede sig fra den store Kamps sejrrige Udgang; han havde jo selv ført Masserne i Triumf gennem Hovedstaden. Og dersom han ikke var blevet taget, havde han vel nu siddet som en af Arbejdernes parlamentariske Repræsentanter og symboliseret Oprykningen i Borgerskabet. Men nu havde han altsaa været sat udenfor og maatte vælge sin Stilling til det bestaaende; han havde tilhørt de udstødtes Verden og set Uforligeligheden lige i Øjnene — han var ikke vis paa, at Fattigmands Oprejsning laa i Forlængelse af den bestaaende Samfundsmoral. Selv var han jo fremdeles en Outlaw, og blev vel heller aldrig andet. Det var svært at bukke sig ind under den Karm, hvor man engang var smidt ud — og det var nok ogsaa svært at _slippe_ ind. Han agtede ikke at gøre noget for at blive optaget i de agtede Mænds Lag igen — han var stærk nok til at støtte sig paa sig selv nu.

Maaske ventede Ellen noget i den Retning, som Oprejsning for al den Tort hun havde lidt. Hun fik have Taalmodighed! Pelle havde lovet sig selv at gøre hende og Børnene lykkelige, og det trøstede han sig til at naa bedst ved at følge sit eget Hoved.

Egenlig lykkelig var han ikke. Det gik skidt med det økonomiske; alt det han spekulerede, saa Fremtiden lige utryg ud. Han trængte til at være Manden, Forsørgeren, saa Ellen kunde komme og søge ind til ham for Tryghed og Ly, æde sorgløst og ubekymret af hans Haand og give sig modstandsløst hen.

Han var ikke deres Forsyn — det var her, det bristede, tænkte han. Det mærkedes i al Fald paa Lasse Fredrik. Der var Krummer i Knægten, selv om de smagte lidt af Gaden; han var en ihærdig Fyr, lys og paagaaende, med vaagen Sans for alt, hvad der smagte af Bedrift. Pelle kunde kende sig selv lyslevende igen i ham, og var kun stolt af ham; men Drengen tog ikke ham ubetinget gyldig til Gengæld. Han var flink og villig men ikke noget ud over det, og forholdt sig nærmest prøvende; som om han først vilde se, hvordan et og andet spændte af, før han godkendte Faderskabet.

Pelle led ved denne uhaandgribelige Mistillid, der satte ham i Klasse med visse Børns „ny Far“, og havde en baade pinlig og latterlig Fornemmelse af, at han var paa Prøve. I gamle Dage kunde det været afgjort med en forsvarlig Lussing; men nu skulde Tingene ordnes, saa de holdt; han købte ikke billigt længer. Naar han hjalp Knægten med Mælkedrengenes Organisation, ydmygede han sig og indsmuglede Træk fra den store Kamp for at vise, at han ogsaa duede noget. Han kunde se paa Drengens Udtryk, at han ikke troede stort af det og forbeholdt sig at undersøge Sagen nærmere. Det saarede hans ømtaalige Sind og jog det ind i sig selv.

Men en Dag, han sad over Arbejdet, kom Lasse Fredrik stormende ind. „Fortæl mig, hvordan du bar dig ad med at tage de _Indelukkede_ ud af Fabrikken, Far!“ raabte han aandeløst.

„Du tror jo alligevel ikke paa det,“ sagde Pelle bebrejdende.

„Jo, for de kaldte dig _Lynet_!“ udbrød Drengen fuld af Beundring. „Og de maatte sætte dig i Tugthuset for at blive af med dig — Mælkekusken har fortalt mig det hele!“

Fra den Dag var de Venner — Pelle var med et Slag bleven Helten i Drengens Tilværelse. Han havde raget sit Skæg af, havde sværtet Ansigtet og var gaaet lige ind i Modstandernes egen Hule, bedre kunde det ikke være. Han maatte ligefrem værge sig for ikke at blive til en rigtig Røverhøvding med Bulehat og lange Støvler; Lasse Fredrik havde en frodig Fantasi.

Pelle trængte til denne Sejr. Han maatte have sine egne trygt i Ryggen først og fremmest — og saa have Fortiden gjort ordenligt op. Men det var ikke nemt, lille Svend Trøst stolprede jo om allevegne, varpede sig hen imod ham langs Møblerne med de alvorlige Øjne stift fæstede paa ham — og kravlede det sidste Stykke. Saa snart Ungen blev sluppet løs, satte han straks Kursen mod Pelle; helt ude fra Køkkenet kom han kravlende ind og helmede ikke, før han stod oprejst ved Faderens Ben og stirrede op paa ham. „Se, hvor han allerede holder af dig,“ sagde Ellen ømt og slap prøvende den lille løs ude paa Gulvet — „tag ham dog op til dig!“ Han adlød mekanisk, nogen personlig Optræden over for dette Barn havde han ikke, — det var jo ikke noget Barn men en voksens Anklage, der kom kravlende hen imod ham. Og dér stod Ellen og saá saa øm ud, som var det hendes egen lille! Pelle begreb ikke, at hun ikke foragtede ham; han skammede sig hver Gang, han tænkte paa sin Kamp for at forsone sig med denne „Gøgeunge“. Det var nok heldigt, han havde vist sig overbærende!

Det pinte ham, at han ikke kunde være lige saa naturlig god mod Barnet som hun. Og naar hun havde badet Svend Trøst Lørdag Aften og bag efter sad med ham paa Skødet og gav ham rent Undertøj paa, kunde det sortne for Pelle af Selvanklage. Tankeløst havde han traadt _Arkens_ lille Marie ned; og hun her, som han havde forstødt da hun trængte allermest til ham, strøg til Gengæld sin velsignende Haand hen over hans Brøde. Og som om hun mærkede hans sorte Tanker, kom hun hen og gav ham den varme nøgne Unge i Favnen. „Er han ikke kær?“ sagde hun med et godt Smil. Hendes Hjærte var saa stort, at det næsten forfærdede ham; hun tog sig jo mere af dette Barn end af sine egne.

„Jeg er jo hans Mor!“ sagde hun selvfølgeligt. „Skulde han kanske gaa og ingen rigtig Mor ha’e!“

Maries Skæbne laa som en Skygge over hans Sind, han maatte tale med Ellen om det for at prøve at faa det klaret. Men hun saa ikke den skæbnesvangre Sammenhæng, hun tog det som noget, der maatte saadan være. „Du var jo saa jaget og forfulgt,“ sagde hun roligt — „og ingen havde du at holde dig til. Saa maatte det jo gaa saadan! Marie har fortalt mig det hele. Der kan da ingen gøre for, at hun ikke var kraftig nok til at føde. Lægen sagde, at det var en Fejl ved hendes Bygning — hun var forvoksen indvendig.“ — Ak, Ellen havde ikke Rede paa, hvor meget et Menneske maa kunne gøre for — og selv tog hun meget mere paa sig end hun behøvede!

Der var alligevel noget formildende ved disse nøgterne Oplysninger, skønt de ingenting sagde om det egenlige. Det er i Længden uoverkommeligt at bære Byrden af det uoprettelige, og Pelle var glad for, at Ellen dvælede saa jævnt og selvfølgeligt ved Maries Skæbne; det drog den inden for det almindelige for ham ogsaa. Marie havde søgt Tilflugt hos hende, da hun ikke kunde skjule sin Tilstand længer; og Ellen tog hende til sig og beholdt hende hos sig, lige til hun kom paa Fødselsstiftelsen. Hun vidste selv godt, at hun skulde dø — det var ligesom hun kunde føle det paa sig — og sad og talte om det, mens hun hjalp Ellen med Naadlingen. Alting lagde hun til Rette saa fornuftigt som en gammel Mor.

„Hvor var hun gammelklog — og barnlig alligevel!“ kunde Ellen bevæget udbryde.

Ja, Pelle maatte tænke paa sit Liv i _Arken_, dengang den lille Marie var Husmoder for ham og sine to Brødre — en bekymret Husmoder paa elleve Aar! Forkrøblet var hun og havde dog alle rige Muligheder i sig; hun mindede om Fattigdommen selv. Smittet af hans unge Styrke var hun skudt i Vejret og havde foldet sig ud til en fager Jomfru, som de unge Levemænd vendte sig efter, naar hun gik over Gaden for at gøre Indkøb. Han havde været bekymret for hende, ene og ubeskyttet som hun var — og saa blev det ham selv, der kom til at plyndre den fattige og værgeløse! Hvorfor bar han ikke sit Kors alene dengang men tog imod et Væsens Kærlighed, der gav sig hen til ham i Taknemlighed over at han havde givet hende Livets Glæde? Hvorfor maatte han i et svært Øjeblik tage sin Gave tilbage? Svend Trøst havde hun i sin naive Hjærtensgodhed kaldt Drengen, for at Pelle skulde være rigtig glad for ham. Men det var en dyr Trøst, der maatte købes med en andens Liv! For Pelle var Barnet nærmest en Anklage.

Der var meget at gøre op og en Del, der ikke lod sig bringe i Orden. Pelle fandt undertiden, at det var byrdefuldt nok at tage Ansvaret for sig selv.

I denne Tid kom Morten ham ofte i Tankerne. „Morten har i al Fald sveget mig,“ tænkte han — „han kunde ikke taale min Medgang!“ Her var da et Punkt, hvor Pelle stod med Retten paa sin Side! Morten fik komme til ham, hvis de skulde have noget med hinanden at gøre mere. Pelle bar ikke Nag, men det var rimeligt og retfærdigt at den, der var ovenpaa først rakte Haanden ud.

Saadan mente han, han havde skaffet sig Ro for i al Fald det Spørgsmaal, men det kom igen. Han havde selv overtaget Ansvaret nu — og vilde begynde med at ofre sin eneste Ven for et Etikettespørgsmaal! Han fik gaa til ham og række ham en forsonende Haand!

Dette syntes da endelig engang stort tænkt!

Men Pelle fik ikke Lov at være tilfreds med sig selv her heller. Han gik og led under den samme pinlige Uro som i Cellen, naar han snød sig fra sit Arbejde og sad og læste i Smug — følte det paa sig, som der bestandig var et Øje i Kighullet, der saa alt, hvad han foretog sig. Han maatte i Lag med Spørgsmaalet en Gang til.

Den uegennyttige Morten misundelig? Ja han var jo ikke faldet ind med Tusj ved Pelles Sejre, men havde foretrukket at være hans onde Samvittighed! Der kom vel endelig Bunden frem? Han havde berust sig i Støjen og skulde finde noget at øredøve Mortens stille advarende Stemme med, og saa laa Beskyldningen lige for — _Misundelse!_ Det blev nok ham selv, der havde sveget.

En Dag søgte han ham op. Mortens Bopæl var ikke vanskelig at faa opspurgt, han havde faaet et godt Navn som Forfatter og nævntes ofte i Bladene i Forbindelse med Underklassen. Han boede ude paa Sønder Boulevard, oppe under Taget som altid, med Udsigt ud over Kalvebod Strand og Amager.

„Nej, er du der!“ sagde han og tog Pelles Hænder. Han stod længe og stirrede ind i det strænge furede Ansigt, helt til han fik Taarer i Øjnene. „Pelle, hvor har du dog forandret dig!“ hviskede han endelig, halv forfærdet, og førte ham ind i Stuen.

„Jeg har vel det,“ svarede Pelle mørkt — „jeg har i al Fald haft Grund til det. — Og du, hvordan har du haft det? Er du gift?“

„Nej, jeg er ensom som altid. Den, jeg vil have, bryder sig fremdeles ikke om mig, og de andre kan _jeg_ ikke med. Jeg troede, du ogsaa havde slaaet Haanden af mig, men saa kom du dog.“

„Jeg havde for megen Medgang, og saa bliver man selvgod.“

„Naa ja, det. Men i Fængslet — hvorfor sendte du mine Breve tilbage. Det var næsten for haardt.“

Pelle saa overrasket op. „Det faldt vist ikke Tugthusfangen ind, at han kunde saare nogen — saa der gør du mig alligevel Uret,“ sagde han. „Det var jo mig selv, jeg vilde straffe!“

„Du har været syg da, Pelle!“

„Ja syg! du skulde vide, hvordan man bliver, naar de saadan kvæler éns Menneskeret og spærrer én inde mellem fire nøgne Vægge. En Tid var jeg saadan, at jeg blindt væk hadede Alverden; min Hjærne ravede for at finde en rigtig ond Hævn, og da jeg ikke kunde faa Ram paa andre, hjalp jeg til med at fuldbyrde Straffen paa mig selv. Der var dog altid en Tilfredsstillelse i, at jo mere _jeg_ led, des større Djævle var de andre. Og jeg fik virkelig Ram paa dem — de hadede mig en Overgang af et oprigtigt Hjærte.“

„Der var ingen derinde, som gav dig et beroligende Ord — Præsten, Lærerne?“

Pelle smilede bittert: „Jo Rottingen! Slutteren kunde ikke faa mig ind under Disciplinen — jeg var en saakaldt vanskelig Fange. Det var ikke, fordi jeg ikke vilde, men jeg manglede fuldstændig Ligevægten; man kunde lige saa godt forlange af én, at han skal gaa støt, naar det hele hvirvler rundt for ham. De indsaa vel, at jeg ikke kunde klare det selv, for en Dag bandt de mig til en Pæl, trak Skjorten op over Hovedet paa mig og gav mig Rotting. Det er underligt at sige det, men det hjalp; Fremgangsmaaden var saa brutal, at alt i mig forstummede. Naar _det_ kunde ske, var der intet at protestere mod mere. Jeg fik et vaadt Lagen om mig og blev hevet op paa min Briks — saa var det i Orden. I otte Dage maatte jeg ligge paa Brystet og kunde ikke røre mig for Smærter, den mindste Bevægelse fik mig til at knurre som et Dyr. Slagene var gaaet tværs igennem mig og kunde tælles paa mit Bryst, og dér laa jeg som en blytung Byldt, slaaet til Jorden i maabende Undren. Saadan gør de ved Mennesker, stønnede det inden i mig — saadan gør de ved Mennesker! Jeg begreb ingenting mere.“

Pelle var blevet blygraa i Ansigtet, alt Blod var veget fra det, saa Knoglerne traadte dødsskarpt frem. Han sad og svalgte for at blive Herre over sin Stemme.

„Mon du forstaar, hvad det vil sige at faa Rotting?“ sagde han hæst. „Ild er ingenting, jeg vilde heller brændes levende end have det en Gang til. Profossen slaar ikke — han er ikke Spor af vred; der er ingen, der er vrede paa én, de er saa værdigt bedrøvede paa éns Vegne allesammen. Han lægger Slagene omhyggeligt ned over éns Ryg, som om han vejede Mad ud, det er næsten som om han kælede for én. Men Lungerne sprøjter for Slaget, og Hjærtet krymper sig vanvittigt sammen, det er som om et Tusind Tænger flaaede alle Fibre og Nerver fra hinanden paa én Gang. Hele mit Indre pressede sig sammen i Rædsel og vilde flygte ud gennem Struben paa mig, hvergang et Slag kom listende. Endnu brænder mine Lunger, naar jeg tænker paa det, og mit Hjærte kan pludselig krympe sig voldsomt sammen og true med at sprøjte Blodet ud af min Hals. — Ved du, hvad der er det djævelske ved Legemsstraffen? Det er ikke nogen legemlig Smærte, man vil tilføje Mennesket, det er hans Indre man prygler — hans Sjæl. Mens jeg laa dér og rugede over mit lemlæstede Indre, overladt til at slikke mine Saar som et ensomt Dyr, forstod jeg, at jeg var kommet ud for Samfundets onde Samvittighed — dets Had til dem, der lider.“