Part 2

Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han lykkeligt omsat alt til Opdrift, og han tog dette med. Hans Haar var ikke blond mere — til Gengæld var hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om Tingenes Væsen. Han havde jo siddet ved altings Rod og lyttet sig den frem af Ensomheden; i det mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham om den store Gaade. De onde Magter havde bjærgtaget ham — det var det hele; og nu slap de ham ud i Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en Trold lige som alle Forgængerne. Men Pelle var ikke forgjort! han havde allerede forbrugt meget til sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt Indespærring mod Aarhundreders dumpe Dryp—Dryp? — han var jo født med Sejrsskjorten som hverken Staal eller Gift bed paa.

Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og lod den friske Vind stryge om Panden. Den var fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt op og kastede det af i Favnen paa ham. Se dig ud, Pelle!

Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand nikkede op over de bløde Bakkedrag og forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af Mulden — det var den sidste Kulde der dampede bort i den hældende Vaardag. Et godt Stykke nede lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og endnu længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over sig.

Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og hvordan stod Sagerne — var det ny rykket frem, eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter, knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se Resten gaa i en andens Lomme? Der var kommet mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu et helt Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene mod Himlen. Men hvad kunde der være paa Færde siden de ikke røg? — Lønkamp?

Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, bygge det op igen paa den dybe Syld der var lagt i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen Verdens Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde jo Venner i Titusendvis, Byen laa simpelthen og ventede paa ham med aaben Favn — endnu gladere ved ham for alt det han havde lidt! I al sin Uvidenhed havde han dog ævnet at føre dem et Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret ham til sit blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde han føre dem helt ind i Landet, for nu havde han Livets Tyngde i sig.

Hov, sad han nu ikke her og gik til Vejrs akkurat som i gamle Dage — og glemte alt hvad Cellen saa beskt havde lært ham! De andres Velfærd — jovist! han havde faret rundt i Bekymring for de tusend Hjem — og havde ikke engang formaaet at bygge sit eget. Humbug! Dernede sad tre forsmaaede Væsner og førte Anklage mod ham, og hvad nyttede det han skød sig ind under de manges Velfærd. Hvad hjalp det, om saa han mødte med Lovord fra Titusender og hele Verden kaldte ham Velgører, naar de tre, hvis Ve og Vel han havde faaet betroet, anklagede ham for at have svigtet. Han havde tidt nok prøvet at overdøve dem, men derinde lod det sig ikke gøre at larme noget til Tavshed.

Pelle tvivlede fremdeles ikke om, at han var udset til at udrette noget for de mange, men det blev saa underordnet i Forhold til dette, at han havde forsømt sin Del af det, der paahvilede enhver. Han havde taget fejl af smaat og stort og troet, at naar han udrettede noget ingen anden kunde, havde han til Gengæld Lov til at sætte lidt let hen over de almindelige Hverdagspligter. Men Livet lagde skæbnesvangert netop sin Tyngde her, hvor alle kunde være med. Og nu kom han som en fattig Stodder — der havde erobret alt undtagen det egenlige og derfor ingenting ejede — og maatte bede om Naade og Barmhjærtighed. Mærket som Forbryder skulde han nu begynde forfra, og udføre det han ikke havde ævnet i sine Magtdage. Det blev nok svært at bygge sit Hjem under disse Forhold — og hvad skulde hjælpe ham? De tre, der kunde have sagt god for ham, havde han ladt i Stikken — til Straf for en Forseelse, der til syvende og sidst var hans egen.

Nej saa fattig var han alligevel aldrig draget ud før. Han kom ikke engang som den der havde noget at tilgive — ingenting havde Cellen lævnet ham. Han havde haft Tid nok derinde til at gaa det hele efter, og alt det ved Ellen, han før havde været for optaget til at mærke sig eller havde følt som en tavs Krig mod hans Forehavender, kom nu frem og formede sig mod hans Vilje til Billedet af en Kvinde, der aldrig tænkte paa sig selv, men var lutter Forsorg for sin lille Verden og kun forstod at opofre sig. Han havde ikke Raad til at undvære noget af sin Ret herinde og førte alle sine Anklager i Marken mod hende, kørte op med Vedtægter og Moral. Men det rokkede altsammen ikke ved Billedet, tjente blot til yderligere at understrege Styrken i hendes Væsen. Hun havde ofret _alt_ for ham og Børnene, kun været optaget af at se dem trives. Hvert af hans Angreb skyllede blot et nyt Lag uvedkommende Snavs bort, og lod Offeret i hendes Handling træde skarpere frem. Netop fordi hun var saa usanselig og kysk, kunde hun handle som hun gjorde. Ak, hun havde maattet bøde blodigt paa _hans_ Forsømmelighed — det var Moderen, der i den yderste Nød nærede sit Afkom med sit eget Legeme.

Pelle vilde ikke give sig men stred rasende imod. Man havde berøvet ham Friheden og Retten til at være Menneske som andre, nu vilde Ensomheden fratage ham det sidste der holdt ham oppe. Selv om alting rottede sig sammen imod ham — han havde ikke Uret — han _vilde_ ikke ha’e Uret. Det var ham, der havde ført den store Kamp til Ende paa Bekostning af sit eget — og han havde grebet Ellen i Hor! Hans Tanker klyngede sig til dette Ord og skreg det hæst ud, Hor! Hor! Hor! i en Ustanselighed. Han forbandt ikke noget med det men vilde blot overdøve alt det, der hakkede i ham fra alle Sider for at gøre ham endnu mere nøgen og elendig.

I Begyndelsen kom der nu og da Breve til ham — rimeligvis fra gamle Kampfæller, maaske ogsaa fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede at tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var den stærkeste, hadede i afmægtig Trods alt og alle. Hverken hun eller nogen anden skulde have den Tilfredsstillelse at være ham til Trøst; havde man spærret ham inde som en uren, saa var det ogsaa bedst han holdt sig helt for sig selv. Han vilde gøre sin Straf endnu mere brutal, og med ram Vilje dybede han sin Forladthed yderligere ud, fjærnede i Tankerne alt det der stod ham nær, og trak det onde stærkt i Forgrunden. Ellen havde naturligvis glemt ham for en anden — og kanske vendt Børnenes Sind ogsaa fra ham; det var dem sikkert nok forbudt at nævne Ordet Far. Han kunde tydelig se de tre sidde omkring Lampen og have det hyggeligt; og naar saa en eller anden Vending truede med at føre Samtalen hen paa ham, blev der pludselig koldt og dødsstille i Stuen. Han fyldte ubarmhjærtigt sin Tilværelse med isnende Erkendelse paa alle Punkter, og troede han hævnede sig ved at indaande den dødbringende Kulde.

I Forlængelse af dette fik han Anfald af Raseri, gik blindt løs paa Murene, og skreg at han vilde ud. Til Beroligelse blev han lagt i Spændetrøje og puttet ned i et bælgmørkt Hul. Han hørte i det hele til de saakaldte trodsige Fanger, der satte en Ære i at stampe imod Brodden — og blev behandlet derefter.

Men en Nat han laa og vaandede sig efter en Afstraffelse, saa han Guds vrede Ansigt i Mørket og blev pludselig stille. „Er du et Menneske?“ sagde det — „og kan ikke engang taale at lide lidt!“ Pelle studsede, han vidste ikke af, at der var noget særlig menneskeligt ved at lide. Men fra den Nat færdedes han stille, med et lyttende Udtryk som hørte han noget tværs gennem Murene. „Nu er han faldet til Ro,“ sagde Slutteren som holdt Øje med ham gennem Kighullet. „Han er ved at blive Idiot!“

Men Pelle var blot dukket ud paa den anden Side; han gik og stirrede tappert ind i Mørket for atter at se Guds Ansigt, men formildet. Det første han fik Øje paa var Ellen igen, hun sad der skøn og retfærdiggjort, bygget attraaværdig op af alle hans Anklager. Saa stort og skæbnesvangert alt det smaa gik igen her! Hvad hjalp det at værge sig, hun var hans Skæbne, og han maatte overgive sig paa Naade og Unaade. Han begreb hende fremdeles ikke, men han anede større Love for Livet, Love som løftede _hende_ og gjorde ham liden. Hun gik nok ren igennem med sit, dér hvor han var blevet stikkende i Overfladens Snavs!

Hun voksede for ham herinde og førte hans Tanker bag om Overfladen, hen hvor de aldrig før havde færdedes. Hendes usvigelige Moderfølelse var som en levende Puls, der ragede frem af det usynlige og viste tilbage til skjulte mystiske Kræfter — den kendelige Rytme fra et mægtigt Hjærte, der bankede dulgt bag alting. Der var i hendes Omsorg en Mindelse om Gud Fader selv; hun var Livets Kilder nærmere end han.

Livets Kilder — ved hende blev Udtrykket for første Gang levende for ham. Det var i det hele som om hun skabte ham paa ny, ved at sysle med hendes bestandig lige gaadefulde Væsen førtes hans Tanker dybere og dybere indad. Han anede stærke Strømme som bar det hele, og syntes undertiden han gennem Cellens Stilhed kunde høre Tilværelsen rinde og rinde som en bred Strøm, og udgyde sig derude hvor hans Tanker aldrig havde vovet sig hen. Hvor blev vel Dagene og Aarene med hele deres levede Indhold af? Den altid nærværende Ellen, som aldrig selv havde skænket det usynlige en Tanke, stillede Pelle Ansigt til Ansigt med Uendeligheden.

Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en Søndag under Fangegudstjenesten Grundtvigs Salme: _Udrundne er de gamle Dage_. Salmen samlede alt det han selv taaget havde tænkt, og tog ham stærkt; Versene kom ind over ham i hans trange Baas som Bølger fra et mægtigt Ocean, der rullede Tidsaldre mod Stranden i monoton Vælde. Han følte pludseligt og stærkt Slægternes Gang over Jorden, og dristede sig til at fastslaa hvad han til nu kun dulgt havde anet: sin egen Sammenhæng med alt det øvrige, dem der levede i Dag, og alle de mange der var gaaet forud. Hvor havde hans egen Sammenslutningstanke været lille, maalt med dette uhyre Sjælenes Fællesskab! — og hvilket Ansvar fremefter hver enkelt gik med! Nu forstod han, hvor skæbnesvangert det var at handle hensynsløst — bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke fra noget; selv det mindste man snød sig fra, sad og ventede en ved næste Vejsten som stor Skæbne. Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man maatte være overbærende bestandig, og saa vilde det til Slut vise sig, at man havde baaret over med sig selv.

Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte bekræftede den. Ellen fyldte stadig stærkere hans Sind, han havde forspildt hende — og kom alligevel ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu? Det blev et bestandig hæftigere Spørgsmaal som forfulgte ham Nat og Dag, selve Livet afhang deraf. Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som forfejlet, om han ikke vandt hende igen, og stirrede spørgende ind i Ensomheden. Ny Verdener groede frem for ham derinde, altings store Sammenhæng anede han, og syntes han kunde se, hvorledes Livets Rødder rakte dybt ned og sugede Næring af selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han ikke noget Svar paa.

Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds Tilskikkelser med Sjælen havde deres egen Vej, som man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabeligt Haab om at Ellen vilde komme og besøge ham — nu havde han jo det rette Sind til at tage imod hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens tunge Drøn. Det var Besøgende til Fangerne, og naar Vagten kom raslende med sine Nøgler derude paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved at kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage; saa sank han sammen og hengav sig i Skæbnen.

Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig over ham og sendte ham en Hilsen.

Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der hver Aften naar Lyset var slukket lød gennem den uhyre Anstalt, som om tusend Dødpikkere var i Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede blot de Telegrammer videre der førte over hans Celle. Men en Dag rykkede der en ny Fange ind i Cellen ved Siden af ham og vækkede ham, en gammel Stamgæst der straks gik i Gang med at forkynde sin Ankomst til alle Sider. Det var Druk-Valde, „Enkemadam“ Rasmussens Drivert af en Kærest, som Vinteren igennem plejede at staa derhjemme i Porten paa Kapelvej og spytte ud over Næsen paa sine blanke Kapsko.

Jo, Valde kendte godt Familien, Kæresten havde jo passet Børnene, da Ellen under den store Kamp gav sig til at gaa paa Arbejde. Ellen slog sig vældig tappert igennem og satte fremdeles Næsen højt; hun naadlede jo og havde et Par Lærlinge til Hjælp — det gik vist ikke saa skeløjet. Omgikkes nogen gjorde hun ikke — ikke engang Familien; altid saa hang hun over sine Unger.

Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften, selv den ubetydeligste Enkelthed var af skæbnesvanger Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende for sig i Mørket, bleg, altid sortklædt, bestandig alvorlig. Hun havde brudt med Forældrene, alting havde hun ofret for hans Skyld! Der blev tilmed talt om ham derhjemme, for at Børnene ikke skulde glemme ham til han kom tilbage. „De tror jo du er paa Rejse, de smaa Kvajho’der,“ sagde Valde.

Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det var som Sol ind i Hjærtet at vide, at der sad hun og ventede trofast paa ham, skønt han havde forstødt hende. Al Kulde maatte smelte og herut — han var en rig Mand trods alt.

Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han spændt. Det kunde ligne hende, rigtig trodsigt at sætte Pelle paa Dørpladen med store Bogstaver, uforfærdet som hun var.

Ja selvfølgelig — der var ikke noget der hed at gemme sig, dér! Og som Ungerne voksede! Lasse Fredrik og Søster var jo store nu, og den lille Svend Trøst var et helt morderligt Stykke Mandfolk af sin Alder, en rigtig Tyksak. Se ham sidde i Barnevognen og gi’e Partiet naar de trillede ud om Søndagen — det var et Syn for Guder!

Pelle stod som ramt af et Kølleslag i Mørket. Svend Trøst — en lille Dreng der sad i Barnevogn? Og det var ikke noget Plejebarn, Druk-Valde gik saa selvfølgeligt ud fra at det var hans. Ellen! Ellen!

Han gik ikke til Væggen mere. Druk-Valde bankede til ingen Nytte, hans halve Aar fik Ende uden at Pelle mærkede det. Denne Gang gjorde han ikke Oprør men dukkede sig under en Følelse af at være forbandet; Forsynet maatte være ham fjendsk, siden det samme Slag rettedes to Gange imod ham. Om Dagen søgte han Skjul i haardt Arbejde og Læsning, om Natten laa han og græd paa sin snavsede Madras, der lugtede af Mug og den skarpe lageagtige Stank fra tidligere Fangers gejle Udtømmelser. Han prøvede ikke mere paa at nedstyrte Ellens Billede, det var jo haabløst; tragisk overskyggede hun fremdeles det hele. Hun var hans Skæbne og beherskede fremdeles hans Forestillinger, men ikke glansfuldt; noget lysende stort var der overhovedet ikke mere, kun den bydende Nødvendighed!

Og saa Arbejdet! For en Mand var der altid Arbejdet at falde tilbage paa, naar Lykken ikke holdt. Pelle tog alvorligt fat, den Betjent, der havde Anstaltens Skomageri under sig, var glad for ham, han udrettede meget mere end der forlangtes. I sin Fritid læste han flittigt, han kastede sig med Iver over Fangeundervisningen og læste navnlig Historie og Sprog; Fængselspræsten og Lærerne tog sig af ham og skaffede ham Værker, der ellers ikke var tilgængelige for Fangerne.

Naar han saa var rigtig mørbanket af Træthed, lod han Tankerne søge Hvile i at beskæftige sig med Hjemmet. Trætheden lagde et forsonende Skær over alting, og han kunde ligge paa sin Briks og leve sig helt hyggeligt sammen med Børnene — ogsaa med denne Gøgeunge der altid saa paa ham med et underlig spottende Udtryk. Kun Ellen kom han ikke nær. Saa skøn som nu i sin Utilnærmelighed havde hun aldrig været, men hun gik og tav gaadefuldt til alle hans Forsikringer, stirrede blot paa ham med sit uudgrundelige Blik. Han havde svigtet hende og Hjemmet — han vidste det jo godt selv; men gjorde han da ikke ogsaa Afbigt? Det var dog _hendes_ Barn han holdt paa Skødet! — og han skulde nok bygge det hele op igen. Han havde faaet nok af at være fredløs og trængte til et Hjærte at hvile sit trætte Hoved ved. — — —

Alt det var Drømme, men nu var han altsaa paa Vej ned for at begynde forfra. Han var ikke ved stort Mod, Uvisheden rummede saa mange Muligheder. Trivedes Ellen og Børnene vel, og ventede hun fremdeles paa ham? Og Kammeraterne — hvordan vilde hans Skæbne forme sig.

* * * * *

Det uvante Ophold i frisk Luft tog stærkt paa Pelle, meget mod sin Vilje sad han og faldt i Søvn med Ryggen opad Diget. Længslen efter at naa til Vejs Ende fik ham til at drømme, at han vandrede videre og holdt sit Indtog i Byen; han kunde ikke kende den igen, saa forandret var alting. Folk gik og spaserede i deres pæne Tøj, de skulde i Skoven eller hen og høre Foredrag.

„Hvem arbejder da?“ spurgte han en Mand han mødte.

„Arbejder“ — udbrød Manden forundret — „det gør Maskinerne naturligvis! Vi har hver tre Timers Dagvagt ved dem, men det bliver snart forandret til to, for Maskinerne bliver klogere og klogere. Det er dejligt at være til og vide, at der ikke er andre Slaver end de døde Maskiner, og det kan vi takke en Mand for som hed Pelle.“

„Det er jo mig!“ udbrød Pelle og lo helt fornøjet.

„Dig? er du gal? Du er jo en ung Mand, og dette her er allerede mange Aar siden.“

„Det er nu mig alligevel! Kan du ikke se, jeg har graa Haar og min Pande er furet? Det har jeg faaet i Kampen for jer. Kender I mig da ikke igen?“ Men Folk lo blot ad ham, og han maatte gaa.

„Jeg vil gaa til Ellen,“ tænkte han nedslaaet — — „hun skal sige god for mig!“ Og i det samme stod han i hendes Stue.

„Værsgod og sid ned,“ sagde hun pænt. „Min Mand kommer lige straks.“

„Det er jo mig!“ udbrød han grædefærdig. Men hun stirrede koldt og fremmed paa ham og gik hen mod Døren.

„Jeg er jo Pelle,“ sagde han og rakte tryglende Haanden ud efter hende. „Kender du mig da ikke igen?“

Men Ellen aabnede Munden for at skrige, og i det samme stod Manden truende i Døren. Bag ham tittede Lasse Fredrik og Søster forskrækket frem, og Pelle fastslog med en vis Tilfredshed, at der kun var de to. Men det forfærdelige var, at Manden var ham selv, den rigtige Pelle med kækt lyst Overskæg, Koslikket i Panden og Gaa-paa-Udtrykket! Da han opdagede det, brast det hele sammen for ham, og han sank haabløst.

Pelle vaagnede med et Ryk, badet i Sved, og saa taknemmeligt Markerne og den lyse Luft — han var dog i al Fald til endnu! Han rejste sig og vandrede nedad med tunge Skridt, mens Foraarsvinden kølende tørrede hans Pande.

Han stødte til Nørrebro langt ude, bag ham dalede Solen, det maatte være omkring Fyraften nu. Men de talrige Fabrikker peb ikke, der væltede ingen sværtet Menneskestrøm frem af Sidegaderne. I Frederikssundsvejens smaa Beværtningshaver sad Arbejderfamilier med Barnevogn og Madkurv; de var i Pudsen og nød Foraarsdagen. Var der alligevel noget om hans Drøm? — saa var det festligt at vende tilbage! Han spurgte Folk, hvad der var paa Færde, og fik at vide at det var Valgdag. „Idag tager vi Hovedstaden!“ sagde de og lo sejrssikkert.

Fra Runddelen drejede han ind paa Assistens Kirkegaard og fulgte den dystre Poppelallé ned mod Kapelvej. Lige for Enden af Alléen saas de to smaa Vinduer paa tredje; i sin hæftige Længsel syntes han Ellen stod deroppe og vinkede. Han løb nu — tog Trappen i Spring.

Idet han vilde trække i Klokkestrængen, hørte han fremmede Stemmer derinde og stansede lamslaaet. Døren saa kold og uvedkommende ud, Navneplade var der ikke. Han gik langsomt ned og spurgte sig for i Grøntkælderen — om der ikke paa tredje til venstre boede en Kvinde som naadlede? Hun var forladt af sin Mand og havde to Børn — _tre_ rettede han det ydmygt til. — — Hvor de da var blevet af?

Viceværtens var ny Folk og kunde ingen Besked give. Saa steg han op i Huset igen og forhørte sig fra Sal til Sal, men uden noget Resultat! Fattigfolk plejer ikke at bo længe ad Gangen paa samme Sted.

Pelle drev hen ad Gaden paa bedste Beskub. Han tænkte ikke paa at gøre Udvej for Ellens Adresse, men faldt blot modløst sammen; i sin forkomne Tilstand havde han Indtryk af at man undgik ham, og det slog ham ned. Han var syg i Sjælen efter venlige Ord og et Kærtegn — og ingen tog imod ham! Ingen Øjne lyste venligt ved at se ham ude igen, og her gik han og støvede forgæves op og ned ad Trapper efter et medfølende Væsen. Der kom et pludseligt Had op i ham, en ond Lyst til at slaa til det hele og sejle hensynsløst.

Det skumrede. Henne under Kirkegaardsmuren ved Korskirken løb nogle Kioskdrenge og legede Tagfat paa Cykle. De tumlede deres Maskiner som Beriderheste og lignede smaa Gauchoer, kastede dem bag over og løb paa Baghjulet alene — og satte springende hen over Forhindringer. Taskerne havde de spændt om paa Ryggen, de blaa Huebaand smældede dem om Ørerne som Vimpler.

Pelle satte sig paa en Bænk og fulgte adspredt deres hensynsløse Leg, mens Sindet søgte tilbage til hans egen sorgløse Drengetid. En Knægt paa 10-11 Aar førte an med halsbrækkende Kunster, mens han raabte og kommanderede; han var Bandens Førstemand og opretholdt Førerskabet med haard Haand. Ansigtet med Opstoppernæsen lyste af frisk Uforskammethed, Huen red paa to forsvarlige Slugøren.

Drengene begyndte at vælge den Fremmede til Skive for deres Kaadhed. Idet de susede forbi, lod de som de tabte Herredømmet over Maskinen, saa den slog et Slag efter hans Ben; og pludselig kom Anføreren til at rive Huen af ham. Pelle tog den roligt op; men da Knægten kom kredsende tilbage i forsigtige Slag som pønsede han paa en ny Gavtyvestreg, sprang han op og greb ham i Nakken.

„Nu skal du have nogle Stryg, din Slubbert!“ sagde han og løftede ham af Cyklen. „Men det er lige saa godt dine Forældre besørger det. — Hvad hedder din Far?“

„Han har ingen Far!“ raabte de andre Drenge og slog truende Kreds om dem. „Lad ham gaa!“