Part 18

Saa var man ved Hanen igen, som baade begyndte Bogen og sluttede den. Den stod og galede nok saa kry og sov aldrig; en rigtig Vigtigper var den, men naar Søster var flittig, lagde den en Enøre mellem Bladene. Men Hønsene de gjorde Æg, og det viste sig, at de havde det akkurat som Blomsterne. Naar man gjorde sig gode Venner med dem og behandlede dem som hørende til Familien, saa var de flittige til at lægge, men lavede man Mønstergaard til dem og behandlede dem efter alle Kunstens Regler, saa tjente de ikke til Føden engang. Farbror Kalles havde en Høne, som gik inde i Stuen mellem alle Rollingerne, og den lagde sit Æg inde under Sengen hver eneste Dag hele Vinteren igennem, naar alle andre Høns var golde. Saa købte Stengaardsbonden den for at lægge til paa den; han gav tyve Kroner for den, og mente han havde erhværvet sig en Guldgrube. Men lige saa snart den kom over paa Stengaarden, holdt den op med at lægge Vinteræg. — For dér hørte den ikke til Familien, men var bare en Høne der skulde tjenes paa.

„Mors _Flittig-Lise_ blomstrer hele Vinteren,“ sagde Søster og saa rørt hen paa Blomsten.

„Ja det er jo, fordi den ser vi andre er saa flittige,“ svarede Lasse Fredrik gavtyveagtigt.

„Vil du se du dyr dig!“ Pelle langede ud efter ham.

Ellen sad og strikkede paa nogle bitte smaa Strømper. Hendes Blik flyttede sig dvælende fra den ene til den anden; hun smilede overbærende til deres Passiar. De var nogle store Børn allesammen!

„Mor, maa jeg faa dem til min Dukke?“ spurgte Anna og tog den færdige Strømpe.

„Nej dem skal lille Søster have, naar hun kommer.“

„Hvis det bliver en Tøs — altsaa!“ indskød Lasse Fredrik nøgternt.

„Hvornaar kommer lille Søster da?“

„Til Foraaret naar Storken kommer tilbage til Gaarden; saa har den hende med.“

„Pyt, Storken!“ Lasse Fredrik blæste foragteligt. „Det er noget godt Sludder!“

Søster var ogsaa klogere end som saa — naar Vejret var godt, hentede hun Mælk inde paa Gaarden.

„Aa jeg ved godt, jeg har ligget inden i dig — Mor! Det er jo derfor jeg holder saa meget af dig,“ sagde hun og borede sit Hoved ned i Moderens Skød.

„Nu skal du i Seng, mit Barn,“ sagde Ellen og rejste sig. „Jeg kan mærke du er træt.“

Da hun havde hjulpet Barnet i Seng, kom hun ind og satte sig igen til at strikke.

„Nu synes jeg, du skulde holde Fyraften for i Dag,“ sagde Pelle.

„Saa bliver jeg ikke færdig,“ svarede Ellen og brugte Strikkepindene endnu flittigere.

„Send det hen til en Maskinstrikkerske — du tjener jo alligevel ikke til det bare Brød ved den Haandtering. Der maa være én Tid til Arbejde og en til Hvile, ellers er man ikke noget Menneske.“

„Mor kan holde tre Øre i Timen paa at strikke,“ sagde Lasse Fredrik som havde regnet det nøjagtigt ud.

Hvad saa? Ellen mente ikke hun forsømte noget med det.

„Det er forresten dumt,“ udbrød Lasse Fredrik pludselig — „hvorfor vokser det lodne ikke paa Benene af én? Saa var man fri for alt det Mas med at klippe Ulden af — karte den — og spinde den — og strikke Strømper.“

„Aa sikke dog noget Pjank!“ sagde Ellen leende.

„Ja man har da været lodden engang,“ vedblev Lasse Fredrik. „Det var bare dumt, at man ikke blev ved med det!“

Pelle mente ikke, det var saa helt dumt endda; for det betød at man havde overtaget sig selv! Dyrene fødtes færdige, selv Vandskrækkere som Katte og Høns var født med at kunne svømme; men Menneskene maatte pænt tilegne sig, hvad de havde Brug for. Dem sørgede Naturen ikke for — fordi de havde taget Ansvaret for sig selv; de var Skabningens Herre.

„Men saa skulde jo de Fattige være lodne over hele Kroppen,“ indvendte Ellen. „Hvorfor tager Naturen sig ikke ligesaa godt af de Fattige som af Dyrene? de kan jo heller ikke skaffe sig det selv.“

„Jo se det er netop det de _kan_!“ svarede Pelle, „for det er jo dem der skaffer det meste frem. Eller tror du maaske, det er Pengene der dyrker Jorden eller væver Tøj, eller slæber Kullene frem af Dybet? Det lod de nok være med, Alverdens samlede Kapital kan ikke saa meget som tage en Knappenaal op fra Jorden, hvis der ingen Hænder er den kan købe til det. Hvis den Fattige fødtes lodden, saa var han dermed stemplet som et lavere Væsen, der ikke kunde selv. Er det egenlig ikke et Vidunder, at Naturen haardnakket lader Fattigpers Unge fødes lige saa nøgen til Verden som Kongens — trods alt hvad der er gaaet hen over os af Nød og Skrub? Hvis man forbytter Fyrstens og Stodderens nyfødte Unge, kan ingen afgøre hvilken der er hvilken. Det er, ligesom Vorherre aldrig kunde blive træt af at holde vort Adelsmærke op for os.“

„Tror du da virkelig, Verden lader sig omskabe?“ sagde Ellen og saa varmt paa ham. Det lød saa æventyrligt, at han Pelle, som hun kunde tage i sine Arme, tumlede med saa store Ting.

Og Pelle saa varmt og undrende paa hende igen. Hun var den samme i Dag, som den Dag han lærte hende at kende — maaske som den Dag Verden skabtes! Hun aagrede ikke med noget men var født med alt sit. Verden kunde omskabes ja, men hun blev nok alle Dage den hun var.

Posten kom med Brev fra Morten. Han opholdt sig for Tiden nede paa Sicilien og tænkte paa at rejse langs Nordafrikas Kyst til Sydspanien. „Saa stikker jeg maaske en Tur ind til Kanten af Ørkenen, og prøver hvordan det er at ride paa Kameler,“ skrev han. Han var rask og i godt Humør, helt underligt var det at tænke paa, at han sad og skrev for aabne Døre, og her sloges man med Kulden. Han drak Vin til hvert Maaltid ligesom man herhjemme drak Hvidtøl, og skrev at Oliven- og Appelsinhøsten lige var forbi.

„Det maatte være dejligt at komme saadan et Sted hen engang,“ sagde Ellen med et Suk.

„Naar det ny først faar Indpas, hører det ikke længer til de uopnaaelige Ting for Arbejderen,“ svarede Pelle.

Saa kom Brun ned — endelig holdt han Fyraften. „Ah, hjemme er godt at være!“ sagde han og skuttede sig — „det er et forrygende Vejr i Aften.“

„Her er Brev fra Morten,“ sagde Pelle og rakte ham det.

Den gamle tog Brillerne paa.

XX

Naar det var til at komme i Jorden, arbejdedes der paa fuld Kraft med Udgravningerne af Grunden til de ny Arbejderboliger. Brun var meget optaget af Arbejdet og gik og frøs derude fra Morgen til Aften. Han var i en stor Kavaj, som kunde trækkes uden paa Overfrakken, og havde Bælgvanter uden paa de skindforede Handsker. Ellen havde strikket ham et stort Halstørklæde, som han skulde have op for Munden; hun holdt Øje med ham fra Vinduerne og maatte jævnlig hente ham ind og faa ham tøet op. Men holde ham inde var ikke muligt; han var altfor spændt paa, at Arbejdet skulde skride. Naar Frosten lukkede af for Jorden og stansede det, trippede han alligevel omkring derude, stundesløs og i snavs Humør.

De søgne Dage var Pelle jo aldrig hjemme ved Dagens Lys, men om Søndagen maatte han med ud og se hvad der var udrettet, saa snart det lysnede til Dag. Den gamle kom og bankede paa hans Dør:

„Naa Pelle, kan du snart komme af Fjerene?“

„Han skal virkelig have Lov til at ligge, mens han drikker sin Kaffe,“ erklærede Ellen ude fra Køkkenet.

Saa løb Brun en Omgang rundt om Huset for at faa Tiden til at gaa, han var ikke lykkelig, før han fik vist Pelle det hele og fik Forandringerne godkendt. Saadan havde han tænkt sig, Vejen skulde løbe engang! og dér i Krydsningspunktet vilde en lille Park med Kunstværker se godt ud! Ny Ideer skød bestandig ud af Foretagendet, Bibliotekarens Fantasi tryllede en hel By frem af de bare Marker med gratis Skoler og Teatre og hyggelige Opholdssteder for de gamle. „En Brugsforening og en Børneskole opretter vi lige med det samme,“ sagde han. „Efterhaanden som vi bliver flere, skal saa alt det øvrige komme. Kun Fattighus og Fængsel tænker jeg ikke vi skal faa Brug for.“

De kunde faa hele Formiddagen til at gaa derude med at trave omkring og lægge Planer; Ellen maatte hente dem hjem, naar de skulde spise. Hun fandt dem gærne staaende over et eller andet Hul i ivrig Samtale — et ganske almindeligt, firkantet Hul i Jorden — med Sjap eller Is paa Bunden. Saadan gravede man altid ud til Huse; men de to talte om det, som om det var Begyndelsen til en hel ny Jord!

Om Dagen savnede han Pelle og kiggede lige saa ivrigt efter ham som Ellen, naar det led mod den Tid, han skulde komme fra Arbejde. „Jeg bliver snart helt sjalu paa ham,“ sagde Ellen og trak Pelle med sig ind i Køkkenet for at kunne sige Goddag til ham i Enrum. „Hvis han kunde, tog han dig helt fra mig.“

Naar Pelle havde været ude og holde Foredrag, kom han gærne hjem, efter at Brun var gaaet til Ro, og om Morgenen naar han tog afsted, var den gamle endnu ikke oppe. Brun tog ellers aldrig til Byen, han gav Vejret Skylden, men vidste i Virkeligheden ikke hvad han skulde gøre med sig selv derinde. Men naar der gik et Par Dage, hvor han ikke saa Pelle, kom der Uro over ham; han tabte Interessen for Jordarbejdet og gik og traadte affældigt uden at kunne tage sig noget til. Og pludselig trak han i Halvstøvlerne, foregav et eller andet presserende og arbejdede sig ned over Markerne mod Sporvognen. Saa stod Ellen ved Vinduet og fulgte med et rørt Smil hans stolprende Hastværk — hun vidste nok, hvad der trak.

Man skulde tro, der var skjulte Blodbaand mellem de to, saadan hang de efter hinanden. „Hvordan har den gamle det?“ var Pelles første Spørgsmaal, naar han kom ind ad Døren; og om Brun havde været hans Far, kunde han ikke have fulgt ham med mer rørende Beundring i sine Gammelmandsøjne end han gjorde. Naar Pelle var borte, gik den gamle omkring med et Udtryk, som om han bestandig søgte noget.

Ellen var ikke glad for, at han løb derude paa Marken hos Jordarbejderne i al Slags Vejr. Om Aftenen slog Stuevarmen sig for Brystet af ham og gjorde Hosten slem.

„Det ender saamænd nok med en ordenlig Forkølelse,“ sagde hun saa. Hun vilde have, han skulde holde Sengen nogle Dage og se at blive af med Forkølelsen, før den satte sig rigtig fast.

Det var et staaende Stridsspørgsmaal imellem dem, og Ellen helmede ikke, før hun gik af med Sejren. Og da han først havde gjort Forkølelsen den Indrømmelse, brød den for Alvor løs; Sengevarmen tøede Kulden ud af Kroppen paa ham, saa baade Næse og Øjne løb.

„Det var godt vi fik Dem omkuld i Tide,“ sagde Ellen. „Og nu slipper De ikke op, før den værste Frost er ovre — om jeg saa skal gemme Deres Klæder.“ Hun gik og plejede ham som et Barn, og lavede „Kamélthe“ til ham af Blomster, som hun havde samlet og tørret i Sommers.

Da han først var kommet over Ende, fandt han sig rigtig godt i det, hans gamle Krop faldt let til Rette i Sengen. Han laa og behagede sig i at blive puttet om, og fandt paa baade det ene og det andet for at kunne hygge sig under Ellens Hænder.

„Nu gør De Dem vist ogsaa daarligere, end De er?“ sagde hun saa og lo ad ham.

Brun lo selv med. „Jeg er heller aldrig blevet kælet for,“ sagde han. „Lige fra jeg blev født, lejede mine Forældre Mennesker til at tage sig af mig — det er jo derfor jeg er saa vindtør. Alting har jeg maattet købe for Penge. Naa, der er jo en vis Retfærdighed i, at Pengene dræber Kærligheden — ellers fik man jo baade i Pose og Sæk.“

„Ja det er godt, det bedste ikke kan faas for Penge!“ sagde Ellen og stoppede om hans Fødder.

Brun blev stablet i Vejret med Puder, saa han kunde ligge og arbejde. Han havde et Kort over Bakkegaardens Jorder ved Siden af sig og laa og gjorde Udkast til en planmæssig Bebyggelse af Terrænet. Sine Ideer om det nedskrev han i et Hæfte, der skulde være Bilag til Planerne. Han arbejdede fra det blev lyst til midt paa Dagen; i den Tid havde Ellen sit Mas med at holde Børnene nede, hvert Øjeblik var Svend Trøst paa Vej op til den gamle.

Om Eftermiddagen naar hun var færdig i Køkkenet, kom hun op med dem en Timestid. Saa fik de en Billedbog og blev anbragt ved Bruns store Arbejdsbord; Ellen satte sig ved Vinduet med sit Strikketøj og underholdt den gamle. Fra sin Plads kunde hun følge Jordarbejdet ude paa Marken og maatte vidtløftigt fortælle ham, hvor vidt de var med hver enkelt Grund.

Der stod altid nogle Hundrede Mænd derude og hang over de Arbejdende — en frysende Flok som stadig holdtes vedlige. Det var Arbejdsløse, som havde opspurgt, at der var noget i Gang herude. Længe før Daggry stillede de i Haab om at faa Nap, og hele Dagen vandrede Strømmen ud og ind, en Kæde uden Ende af triste Mænd. De kunde godt ligne haabløst Fordømte, der traadte et uhyre Hjul; ned over Markerne var der et bredt Spor af deres Fødder.

Brun laa og pintes ved Tanken om disse Tusender af Mænd, der støvede helt herud for en Dags Arbejde og maatte gaa igen med et Afslag. „Vi kan jo ikke antage flere Mand til det, der allerede er i Gang — ellers gaar de bare i Vejen for hinanden,“ sagde han til Pelle. „Men kanske kunde vi allerede nu begynde paa at iværksætte nogle af Fremtidsplanerne? Kan vi ikke begynde at lægge Veje an og lignende — saa de Mennesker faar noget at bestille?“

Nej, det turde Pelle ikke være med til.

„Til Foraaret skal vi bruge Kapital til at hjælpe Garverne i Gang med et Fællesgarveri,“ sagde han. „Det vil blive vedtaget i deres Fagforening en af de første Dage — under Forudsætning af at vi skyder Penge til — og jeg anser det for meget vigtigt at faa det i Gang. Vore Modstandere angriber os paa, at vi maa tage vore Materialer fra Udlandet. Det er ogsaa uholdbart i Længden, og nu maa det have en Ende. Som det er, hænger Fabriken i Luften; man kan afskære os fra at faa Materialer, og saa er vi færdige. Men faar vi først vort eget Garveri, saa er den ene Virksomhed ført til Bunds og kan ikke rendes ned! Saa kan vi møde en Lockout i Faget.“

„Huderne!“ indvendte Brun.

„Der er vi ved Landbruget; det er allerede kooperativt ordnet og lader sig sikkert ikke bruge imod os. Vi maa i det hele taget knytte til dér, saa snart vi kommer nogenlunde i Gang — købe Kreaturer og slagte selv, saa vi foruden Huderne forsyner os selv med godt og billigt Kød.“

„Ja, ja, men Garveriet sluger dog ikke Alverden. Der kunde vel nok blive Raad til nogle Vejanlæg.“

„Nej, der kan ikke,“ erklærede Pelle bestemt. „Husk paa vi maa ogsaa tænke paa Brugsforeninger — ellers er alt vort Arbejde hen i Vejret; det ene drager det andet med sig. Der afhænger for meget af det, vi har for, vi har ikke Lov til at belæmre vort Foretagende med døde Værdier, der trækker det til Bunds. Først Menneskene — saa Vejene! De Arbejdsløse i Dag maa se at hjælpe sig os to foruden.“

„Du er lidt haard, synes jeg!“ sagde Brun og trommede i Dynen — lidt stødt over Pelles Urokkelighed.

„Det er ikke første Gang, jeg faar Skyld for det i denne Forbindelse — men det faar jeg se at finde mig i!“ svarede Pelle alvorligt.

Den gamle rakte Haanden ud imod ham. „Omforladelse du! det var ikke min Mening at angribe dig, fordi du ikke handler hovedløst. Selvfølgelig har vi ikke Lov til at ofre Sejren af Medfølelse med dem der kæmper. Det var kun et Øjebliks Blødhed hos mig — men ganske vist et af de Øjeblikke der kan forspilde det hele, det indrømmer jeg dig! Men det er heller ikke nemt at gaa og være den rolige Tilskuer til disse bagvendte Tilstande. Der paastaas at Arbejderne hellere vil gaa og tage imod en Sulteunderstøttelse end bestille noget; og efter det de hidtil har haft ud af Arbejdet, kunde man godt forstaa, om det var sandt. Men i den Maaned Jordarbejdet her har staaet paa, har der indfundet sig mindst Tusend Arbejdsløse hver Dag for at tage fat. Og dem betaler man for at lade være med at bestille noget! — de kan til Nød faa Understøttelse, men for ingen Pris Arbejde. Det er jo saa vanvittigt som vel muligt! — man faar Lyst til at give Maskineriet et lille Skub og faa det i Gang igen.“

„Der skal nok et stort Skub til,“ sagde Pelle. „Det er ikke Smaating, der er i Vejen.“

„Latterlig lidt ser det i al Fald ud. Arbejderne lider jo ikke Nød fordi de mangler Arbejde, saadan som vore Socialøkonomer vil bilde os ind; men de mangler Arbejde fordi de lider Nød. Saa bagvendt griber man det hele an! De Arbejdsløses Tog er en forsmædelig Skændsel for Samfundet; hvilket Spild af Værdier — ogsaa rent merkantilt set — mens Landet og Nationen forsømmes! Dersom en privat Forretning dreves efter saadanne Principper, var den jo dødsdømt med det samme.“

„Ja, hvis Miséren bare kom af bagvendt Greb paa Tingene, saa var det jo nemt rettet,“ sagde Pelle. „Men de Folk, der sidder og bestemmer over det hele, kan vist i alt Fald ikke beskyldes for Mangel paa merkantil Sans — havde de bare det øvrige i lige saa god Orden! De kan tro, der falder ikke en Spurv til Jorden, med mindre Pengemagten ser sin Fordel ved det; hvis det rent merkantilt betalte sig for den, at Land og Folk var i den skønneste Orden, skulde den nok sørge for, at de ogsaa blev det. Men det lader sig simpelthen ikke gøre; alment Velvære og de enkeltes Ophobning af Værdier er uforligelige Modsætninger. Jeg tror, der er nedlagt en vidunderlig Balance i Menneskeheden, saa den til enhver Tid kan frembringe nøjagtigt nok til at tilfredsstille alle sine Behov; og naar én lægger Beslag paa for meget, bliver der et Slip andre Steder. — Det er jo forresten paa den Erkendelse vi vil afsætte de andre og overtage Styret.“

„Ja, ja, ja, ja! det er jo ikke min Mening at ville dække det bestaaende; lad _dem_ have Ansvaret, der sidder i Føringen. Men jeg har ligget og tænkt paa — kunde _vi_ ikke finde en Maade til at samle dette Spild op, saa det kom Fællesvirksomheden tilgode?“

„Hvordan skulde vi det? Vi _har_ jo altsaa ikke Raad til at beskæftige de Arbejdsløse.“

„Ikke for Løn! Men baade Bevægelsen og Samfundet har jo begyndt paa at understøtte dem — var det ikke naturligt, om man til Gengæld forlangte Arbejde af dem? Men vel at mærke lod det komme dem selv tilgode!“

„De mener, at f. Eks. arbejdsløse Murere og Tømrere skulde bygge Boliger til Arbejderne?“ spurgte Pelle livligt.

„Ja, for Eksempel. Men Husene skulde sikres mod Privatspekulation — paa en lignende Maade som dem, vi bygger — og altid tilhøre Arbejderne. Da _vi_ ikke kan mistænkes for Udbytning, kunde vi passende administrere det — det vilde sætte Fart i Fællesskabet. Paa den Maade blev den gamle Tids Affald Gødning for den ny Sæd.“

Pelle sad og faldt i Tanker; den gamle laa og betragtede ham spændt. „Naa, sover du?“ spurgte han endelig utaalmodigt.

„Det er en smuk Ide,“ sagde Pelle og rejste Hovedet. „Organisationerne tror jeg, vi faar med — de begynder jo allerede at interessere sig for Kooperationen. Naar de nu faar Udvalget nedsat, skal jeg forelægge Deres Plan. Men Samfundet er jeg ikke saa sikker paa, Brun! Det har lejlighedsvis Brug for den store Hungerreserve, derfor holder det lige akkurat Liv i den — ellers fik den vist snart Lov at dø af Sult. Jeg tror ikke, det gaar med til at den anvendes saa at sige imod det selv!“

„Du er en uforbederlig Sortseer,“ sagde Brun halv ærgerlig.

„Ja — over for det gamle,“ svarede Pelle med et Smil.

Saadan drøftede de Mulighederne for Fremtiden i Tilknytning til Dagens Hændelser, naar Pelle om Aftenen sad oppe hos den gamle — lige optagne begge to. Undertiden følte den gamle, at han løb af Sporet. „Det er Blodet,“ sagde han mismodig. — „jeg er alligevel ikke rigtig en af jeres. Det er saa længe siden, der i min Slægt er lagt Krop til, saa jeg har glemt det.“

I denne Tid syslede han meget med sin Fortid og havde hver Aften et eller andet at fortælle om sig selv. Det var, som om han med Vold og Magt maatte finde en Lov, der stillede ham ved Pelles Side.

Brun tilhørte en gammel Slægt, som kunde føres flere Hundrede Aar tilbage, til en Mand, der førte Skib og drev Handel paa Trankebarkysten. Slægtens Stamfader, der ogsaa drev Hvalfangst og Sørøveri, boede i et Hus ved en af Kristianshavns Kanaler; naar Skibet var hjemme, lagde det til ved Bolværket lige uden for Gadedøren. Det Brun’ske Hus gik i Arv fra Fader til Søn og udvidedes efterhaanden til et helt Palæ; i Løbet af fire Generationer naaede det frem til at være et af Hovedstadens første Handelshuse. I Slutningen af det attende og Begyndelsen af det nittende Aarhundrede var de fleste af Slægtens Medlemmer gledet over i Børs- og Bankverdenen, og derfra gik Forskydningen videre. Bruns Fader — den bekendte Kornelius Brun — hang ved den gamle Forretning, Brødrene afhændede deres Part til ham og søgte over i Diplomatiet; en af dem fik en høj Hofcharge.

Kornelius Brun følte sig forpligtet til at føre den gamle Forretning videre. For ikke at staa tilbage for sine Brødre i Fornemhed giftede han sig med en Dame af ældgammel — og forgældet — fynsk Adel. Hun fødte ham tre Børn, der — som han selv sagde — var mislykkede alle tre. Det første Barn var døvstumt og udstyret med meget smaa Aandsævner i det hele taget; det døde heldigvis, før det endnu var kommet til Skelsaar og Alder. Nummer to var meget opvakt og begavet med alle mulige Talenter, men viste allerede fra Drengeaarene perverse Anlæg. Han var meget smuk, havde mørkt blødt Haar og en fin kvindagtig Teint; Moderen klædte ham i Fløjl og forgudede ham. Han tog sig aldrig noget nyttigt til, men turede omkring i højt Selskab og gav Masser af Penge ud. I sit fyrretyvende Aar døde han pludselig, udlevet og blaseret. Dødsannoncen lød paa Hjærteslag, men Sandheden var, at der var begyndt at dukke Rygter op om en Sædelighedsskandale, hvori han var indviklet sammen med meget fremragende Navne. Det var sidst i Halvfjerserne — ved den Tid Underklassebevægelsen begyndte at tage Fart! Fra neden forlangtes der energisk Undersøgelse, og helt dysse Historien ned turde man ikke, for ikke at give Paastanden om det Bestaaendes Raaddenskab og Partiskhed Vind i Sejlene. Da det trak op til en Undersøgelse, og det kunde forudses, at Levemanden Brun vilde blive ofret paa Mængdens Alter for at dække dem, der stod højere, trykkede Kornelius Brun sin Søn Pistolen i Haanden. Eller skød ham ned — Bibliotekaren kunde ikke afgøre hvilket.