Part 8

Her var Plads til alt, Dør om Dør boede Folk som Bevægelsen ikke havde faaet samlet op endnu, og Folk som var skudt oven ud af den i stejl Trods. Her var Plads til ham ogsaa, Skyggen han havde gruet for fulgte ham ikke. Man havde set for meget af Livet til at blande sig i andres Sager; Bedsteborgerligheden havde ikke ævnet at bemægtige sig Fattigmand. Der var noget af _Arken_ over denne Bydel — kun ikke dens Haabløshed; alle Muligheder holdt tvært imod til her. Fattigmand havde erobret dette Terræn fra det rige Borgerskab, og det syntes som Udviklingen havde faaet Retning af det. Her var det Proletariatet, hvis brogede Væsen trængte opad og gennemsyrede saa at sige det hele. I de lange Sidegader, som var fulde af Marskandisere og Pantelaanere, havde Tilværelsen ikke skilt sig ud i sine forskellige Bestanddele. Piger og Spillefugle boede Dør om Dør med gamle fredelige Borgerfolk, der levede adstadigt af deres Rentepenge og gik i Kirke hver Søndag med Salmebogen i Haanden. Jærnkræmmeren havde Guldure og Antikviteter mellem Skramlet i sin Kælder.

Han fulgte Vesterbrogade indad. Sommerferien var netop forbi, Fortovet paa Figaro-Siden var fuldt af solbrune Mennesker — Forretningsfolk, Studenter og Kursuspiger — der lyste op i Vrimlen ved et eget Humør. De var lige vendt tilbage til Byen og lugtede endnu af frisk Blæst og Strand — det var næsten saa godt som en Tur paa Landet. Og vilde han længer ud i Verden, kunde han ogsaa komme det; Vesterbros Strøg havde Skikkelser nok, der greb ham ved Fantasien og hvirvlede ham udad. Det var som en Kaj, hvor Alverden satte hinanden Stævne, Artister og Søfolk og internationale Agenter. Underlige Kvinder kom sejlende gennem Mængden, store, eksotisk saftfulde som Drivhus-Frugter; han kendte dem igen fra Billedet af Marskandiserskens Datter i _Arken_, og vidste at de hørte til det internationale Forplejningskorps! De gik i tigerstribet Spaseredragt, det mægtige champagnefarvede Haar duftede af fremmede Egne — af mange Havne og Ruter lige som Dampskibenes Indre; de kraftige stillestaaende Ansigter svulmede af Massage og mindede om en pudset lyserød Barnenumse. De flød majestætisk ned ad Strømmen som Fuldriggere. I deres Kølvand sloges nogle smaa energiske Væsner, som ogsaa hørte til Trækket og havde majet sig ud, saa de lignede Børn — med Pufærmer, korte Skørter og Babyhaar. Rystende Gamlinge, som Solen havde lokket ud, stod fortabt stille og fulgte de dejlige Børn med Øjnene.

Pelle følte et eget Behag ved at glide afsted med denne Strøm, der flød bredt og roligt som Livet selv. Verden var større end han havde tænkt og han tog ikke Parti for eller imod noget, men undredes blot over Livets Mangfoldighed.

— — —

Han kom hjem fra Biblioteket ved Totiden med et stort statistisk Værk under Armen. Ellen tog imod ham med røde Øjne.

„Har dine Logerende nu gjort dig Livet surt igen?“ spurgte han og saa hende ind i Ansigtet. Hun vendte Hovedet bort.

„Fik du Penge for Arbejdet?“ spurgte hun i Stedet for Svar.

„Nej, Manden selv var ikke i Butiken. De kommer hen og betaler.“

„Saa har vi ikke en rød Øre — og jeg har ingen Middagsmad til dig.“ Hun prøvede at smile da hun sagde det, men de tunge Øjenhaar vibrerede.

„Er det det hele,“ sagde Pelle og lagde Armen om hende. „Hvorfor har du ikke lavet Havregrød til mig? Jeg havde glædet mig til en mægtig Portion.“

„Det har jeg ogsaa — men du faar jo næsten ikke andet. Det er ikke Mad for et Mandfolk.“

Han greb hende om Midjen med begge Hænder, løftede hende op og satte hende pænt og varsomt ned paa Køkkenbordet. „Det er Havregrøden, min Pige,“ sagde han overgivent. „Jeg kan næsten ikke gaa for bare Kræfter.“

Men Ellen var ikke til at slaa et Smil af med en Vognkæp; der var et eller andet i Vejen — hun vilde ikke rigtig ud med det. Endelig fik han ud af hende, at de to musikalske Klovner var stukket af fra Huslejen. Hendes gode Sengeklæder havde de ødelagt, ligget i dem med Klæderne paa, og svinet dem til saa de ikke var til at redde. Hun vilde nødig vedgaa det, fordi han i sin Tid havde raadet fra. Men saa med ét gav hun sig voldsomt over. „Du maa ikke le ad mig,“ hulkede hun og gemte Ansigtet ved hans Skulder.

Pelle søgte at trøste hende, men det var ikke saa let. Det var ikke det enkelte Uheld men hele Fiaskoen, hun brød sammen paa — hun havde lovet sig saa meget af sin store Plan. „Det kan jo reddes endnu,“ sagde han for at trøste hende. „Vi kiler bare paa, saa kommer det nok, skal du se.“

Men Ellen lod sig ikke putte Blaar i Øjnene. „Du mener det jo ikke,“ sagde hun vredt, „du siger det kun for min Skyld! Og Marskandiseren sendte Bud herom i Formiddags, at hvis han ikke snart fik Resten af sine Penge, tog han hele Udstyret igen.“

„Saa lad ham tage det — saa er vi ude af den Historie.“

„Men saa taber vi alt det, vi har betalt af!“ udbrød hun hastigt og tørrede Øjnene.

Pelle trak paa Skuldrene: „Det er der ikke noget at stille op til.“

„Skulde vi saa ikke hellere se at faa Sagerne solgt efterhaanden? Vi skylder kun en Tredjedel paa dem.“

„Det kan vi ikke — det er strafbart. Vi har Lejekontrakt paa Logiudstyret, og saalænge vi skylder en Øre paa det, er det hans. — Naa, men vi er jo sunde og raske allesammen, hvad Nød har det saa!“

„Det kan du sagtens sige,“ svarede Ellen og forsøgte et Smil. „Men jo raskere vi er, desto mere Mad skal der til.“

Der kom en Tøs rendende med et Par Støvler, som skulde forsaales i en Fart; det var Dronning Thereses, hun skulde bruge dem om Aftenen. „Saa faar vi da et Par Øre mellem Hænder!“ sagde Ellen oplivet. „Jeg hjælper dig at faa dem færdig i en Fart.“

De satte sig paa hver sin Side af Disken og gik i Gang med Arbejdet. Det mindede om den allerførste Tid af Ægteskabet; en Gang imellem stansede de og lo — naar Ellen havde glemt et eller andet Tag. Paa halvanden Time var Støvlerne færdige. Pelle gik selv med dem for at være sikker paa Pengene.

„Du træffer hende bedst i Knejpen,“ sagde Ellen. „Ved denne Tid spiser Artisterne Middag, saa er hun gærne der.“

I Artistknejpen var der travlt. Ved de smaa Borde sad knoglede, tætklippede Mænd af en egen rødlig Type og spiste sammen med en eller anden Pige fra Kvarteret. Det var Akrobater, Klovner eller Brydere — Folk af et ensartet Verdenssnit, stortærnet klædte, med vældige Neglemansjetter og hele pansrede Støvlesnuder. De tyggede bredt, og stirrede sløvt ud i Luften til Pigernes Halløj, bar en jærnhaard brutal Maske til Ansigt og svære Diamantringe paa Fingrene. Nogle af dem saa ud til at have udviklet Underkæben med det Formaal at tage mod Bokserslag, saa kraftig var den. Inde i det tilstødende Værelse gik nogle unge sirlige Fyre og spillede Biljard, mens de i Smug holdt Øjne med hvad der foregik ved Bordene. De havde Pandekrøller og Laksko.

Dronning Therese var der ikke. Han gik saa om i Dannebrogsgade, hvor hun boede. Men hun var ikke hjemme, han maatte aflevere Støvlerne til Naboens og gaa igen med tomme Hænder.

Naa, var det vel andet, end hvad man kunde vente! Naar man trængte haardest, legede Tilfældet med én som Katten med Musen! Pelle var ikke nær saa frejdig, som han lod naar han stod over for Ellen; Virkeligheden begyndte at gaa ham paa. Han drev ud til Morten, men uden nogen Tro til Resultatet; Morten havde mange Huller til det han tjente.

„Du kommer i det rette Øjeblik!“ sagde Morten og viftede med to Sedler. „Jeg har lige faaet tyve Kroner sendende fra _Arbejderen_, dem kan vi dele. Det er mine første Penge fra den Kant, saa du kan begribe, jeg har spyttet tre Gange paa dem.“

„Saa har de alligevel fundet Vej til dig,“ udbrød Pelle glad.

Morten lo: „Jeg blev ked af at se mine Arbejder gaa igen i Bladet, da man dog ikke vil kendes ved mig deroppe — og gik op til dem og gjorde opmærksom paa Paragrafen om Eftertryk. Du skulde se det Ansigt de satte op! For Pokker, det _er_ ikke morsomt at skulle tjene sit Brød paa Elendigheden saa at sige! og endnu pinligere bliver det, naar man bagefter skal gaa Tiggergang for sine sure Skillinger. Du skal heller ikke tro jeg gjorde det under andre Forhold — jeg sultede hellere. Men jeg vil i al Fald ikke være Genstand for Udsvedning fra mine egnes Side! — Det er snart længe siden du har været her.“

„Jeg har haft saa travlt. — Hvordan har Johanne det?“ Det sidste sagde han i en hviskende Tone.

„Ikke godt for Tiden — hun holder Sengen. — Hun spørger stadig efter dig.“

„Jeg har været meget optaget den senere Tid! — Desværre kan jeg stadig ikke opdrive noget om hende. Er hun lige tvær?“

„Naar hun er i sit onde Lune, lader hun sig forstaa med, at hun godt kunde hjælpe os paa Sporet, hvis hun vilde. Jeg tror det morer hende at se os løbe til Nar.“

„Saa raffineret er et Barn ikke.“

„Det skal du ikke sige. Husk paa hun er ikke noget Barn — hun har gjort for rædselsfulde Erfaringer. Jeg har nærmest det Indtryk, at hun hader mig og kun pønser paa at gøre mig Fortræd. Du aner ikke, hvor hadefuldt hendes Sind kan være; det er som om Dunsterne dernede fra havde omsat sig til levende Gift i hende. Kommer her nogen, hun mærker jeg synes om, saa spyr hun dem til, saa snart de er gaaet — siger et eller andet giftigt om dem for at saare mig. Du er den eneste hun skaaner, derfor tror jeg, der maa være et hemmeligt Baand imellem jer. Prøv at gaa hende paa Klingen en Gang til.“

De gik ind til hende. Da de aabnede, smuttede hun hastigt ned under Dynen — hun havde lyttet ved Døren. Hun lod som hun sov haardt. Morten gik ind for at arbejde og lukkede efter sig.

„Naa Johanne,“ sagde Pelle og satte sig paa Sengekanten — „jeg har en Hilsen til dig. Kan du gætte fra hvem?“

„Fra Bedstemor!“ udbrød hun og rejste sig ivrigt over Ende. Saa blev hun flov over at være overlistet og krøb ned under Dynen. Hun laa og skottede mistroisk til ham, med sammenpressede Læber. Der var noget ved Blikket og Hovedholdningen der ligesom kaldte paa henslumrede Minder i ham, men han kunde ikke fæstne det.

„Nej ikke Bedstemor. — Hvor er hun forresten henne nu — jeg skulde gærne tale med hende? Kunde du ikke følge mig ud til hende, naar du bliver rask?“

Hun laa og betragtede ham med spillende Øjne og et spotsk Udtryk. „Ja det ku’ du li’!“ svarede hun med et Refræn fra Gaden.

„Sig mig nu, hvor hun bor, Johanne,“ blev Pelle ved og tog hendes magre Haand. „Saa er du en flink Pige!“

„Ja om Natten!“

Pelle rynkede Panden: „Du maa være meget hjærteløs, naar du kan forlade din gamle Bedstemor og ikke engang kan unde hende, at andre hjælper hende. Jeg er vis paa, hun sidder et Steds og lider Nød.“

Johanne saa forbitret paa ham. „Jeg pryglede hende ogsaa,“ udbrød hun ondt.

Hun brast i Latter ved Pelles Udtryk. „Nej jeg gjorde alligevel ikke,“ sagde hun beroligende — „jeg tog bare Stokken fra hende og gemte hendes Briller, saa hun ikke kunde gaa ned paa Gaden og hente Fløde. Saa var hun nødt til at sende mig, og saa drak jeg al Fløden og kom Vand i Kanden. Hun kunde ikke se det, og saa skældte hun ud over Mælkeforretningen, fordi den snød.“

„Nu digter du vist,“ sagde Pelle usikkert.

„Jeg pillede ogsaa Krummen ud af Brødet og lod hende spise Skorpen,“ vedblev Johanne og nikkede.

„Hold nu op med det,“ sagde Pelle og strøg hende over den svedige Pande — „jeg ved godt, at jeg har fornærmet dig.“

Hun skød vredt Haanden til Side. „Ved du hvad jeg vilde ønske?“ sagde hun pludselig — „jeg vilde ønske du var min Far.“

„Vilde du være glad for det?“

„Ja, for naar du saa blev rigtig syg og fattig, vilde jeg behandle dig lige saa godt, som jeg har behandlet Bedstemor.“ Hun lo klangløst.

„Jeg er vis paa, du kun har været god ved Bedstemor,“ sagde Pelle alvorligt.

Hun saa stift paa ham som for at se, om han nu ogsaa mente det. Saa vendte hun sig om mod Væggen. Han kunde se paa hendes krummede Legeme at hun kæmpede med Graaden, og prøvede at dreje hende om mod sig. Men hun gjorde sig stiv.

„Jeg vil ikke sammen med Bedstemor!“ hviskede hun indbidt — „jeg vil ikke!“

„Men du holder jo dog af hende!“

„Nej jeg gør ikke — jeg kan slet ikke fordrage hende! Hun sagde til Nabokonen, at jeg bare var i Vejen! Det var den forbandede Unges Skyld, at hun ikke kunde komme paa Stiftelsen sa’e hun — jeg hørte det selv! Og jeg løb dog og tiggede al Maden sammen til hende. Men saa gik jeg min Vej!“ Hun stødte Sætningerne ud og knugede Lagnet krampagtigt; Stemmen var helt hæs.

„Men du maa dog fortælle, hvor hun er!“ sagde Pelle indtrængende. „Jeg lover dig, at du ikke skal komme til hende, naar du ikke selv vil.“

Barnet tav stædigt, hun troede ikke paa Løfter.

„Ja saa maa jeg jo gaa til Politiet for at finde hende — jeg holder bare ikke af det.“

„Nej, for du har jo _sat_!“ udbrød hun med en kort Latter.

Der gik et forpint Drag over Pelles Ansigt.

„Er det saa morsomt synes du?“ sagde han og klippede med Øjnene. „Jeg er vis paa Bedstemor ikke lo ad det.“

Johanne vendte sig halv om: „Nej hun græd! Saa havde hun jo ingen til at gi’e os Mad — derfor græd hun.“

Det dæmrede for ham. „Hvor blev I to af den Dag paa Fælleden? Vi skulde jo spise sammen!“ sagde han.

„Da du blev taget? Aa vi kunde ikke finde dig, og saa gik vi bare hjem.“ Hun havde Ansigtet helt fremme og laa og betragtede ham med sine store graa Øjne. Det var Hannes Blik, bag ved arbejdede den samme Undren over Tilværelsen; men her var den tilsat en forfærdelig Viden. Med én Gang rykkede det i hendes Ansigt; hun opdagede at hun var blevet overlistet, og saa paa ham med et stikkende Blik.

„Er det sandt, at du og Mor har været Kærester?“ spurgte hun pludselig skadefro.

Pelle blev lidt rød. Spørgsmaalet kom helt bag paa ham. „Jeg skal gærne fortælle dig alting om din Mor, naar du saa vil fortælle mig, hvad du ved,“ sagde han og saa oprigtigt paa hende.

„Hvad er det du vil have at vide?“ — hun talte i en eksaminerende Tone. „Vil du skrive om mig i Bladene?“

„Kære Barn — vi maa dog finde din Bedstemor. Det kan jo være, hun sidder og sulter.“

„Jeg tror nok hun er paa _Almindeligheden_,“ sagde Barnet stille. „Jeg gik derhen om Torsdagen, naar de Gamle havde Lov at gaa ud og tigge til lidt Kaffe; og en Dag saa jeg hende.“

„Gik du saa ikke hen til hende?“

„Nej — jeg var ked af at høre paa hendes Jeremiader!“

Johanne var ikke stiv og trodsig længer. Hun laa med bortvendt Ansigt og svarede — lidt trevent — paa Pelles Spørgsmaal, mens hun forlegent pillede med hans Fingre. De knappe Svar blev for ham til en sammenhængende, trist Historie.

Enkemadam Johnsen var ikke meget værd, da _Arken_ først var brændt; hun følte sig gammel og hjælpeløs alle andre Steder, og da Pelle blev sat fast, faldt hun helt sammen. Hun og den lille sad og led Nød, og da Johanne følte sig i Vejen, løb hun bort — hen et Sted hvor hun kunde faa det godt. Den gamle havde nok ogsaa været hende i Vejen; hun havde samme forfløjne Drømmesind som Moderen, og nu sagde hun sig løs fra alting og løb det vidunderlige i Møde. En ældre Legekammerat voldtog hende og førte hende ud blandt Tømmerpladsens Drenge. Der gik hun for Lud og koldt Vand, sov ofte under aaben Himmel og rapsede nu og da men kom forøvrigt snart under Vejr med at tjene Penge paa egen Haand. Naar det blev koldt, holdt hun til som Opvaskepige paa Værtshusene eller var Bytøs for Kvinderne i Dannebrogsgade, mærkværdig nok undgik hun altid Politiet. I den første Tid var hun et Par Gange paa Vej tilbage til Bedstemoderen, men kom ikke længer end paa Trappen; hun frygtede Straf og kunde heller ikke holde ud at sidde og høre paa den gamles vimrende Klager. Siden faldt hun til Rette i sin ny Levevis og følte ikke mere nogen Trang til at komme ud af den — formodenlig fordi hun var begyndt at blive fordrukken. Nu og da listede hun dog ind til Alderdomshjemmet og fangede et Glimt af Bedstemoderen; hun kunde ikke forklare hvorfor hun gjorde det, og holdt stædigt fast paa at hun ikke kunde lide hende. Den gamles urimelige Klage over at hun laa hende til Byrde, havde ædt sig dybt ind i Barnets Sind. I det sidste Aar havde hun en Tid vartet op i en Sømandsknejpe nede i Nyhavn hos en Værtshusholder Elleby — den samme Bondefanger som flaaede Pelle ved hans første Ankomst til Hovedstaden. Elleby plejede at adoptere ukonfirmerede Piger for paa den Maade at omgaa Loven og have kvindelig Betjening til Søfolkene; de døde gærne efter et eller to Aars Forløb — han gik altid med sort Flor om Ærmet. Johanne skulde ogsaa have været adopteret men rendte sin Vej i Tide.

Langsomt tilstod hun ham det hele, raat og grufuldt som det var, med den instinktmæssige Fortrolighed, som _Arkens_ Væsner havde haft til ham, og som var gaaet i Arv til hende fra Mor og Bedstemor. Hvilken Afgrund af Rædsler! Her havde han gaaet og syntes, at det havde ingen Hast — Livet var rigere end som saa! Men Børnene, Børnene! Skulde de ogsaa vente, mens han gik og tog Overblik over Tilværelsens Mangfoldighed — vente og gaa til Grunde? Behøvedes der overhovedet særlig Viden og Overblik for at kæmpe for retfærdigere Tilstande? behøvedes der andet end det, at man var god? Mens han sad og læste Bøger, traadtes der maaske Børn ned i Tusendvis — hørte det ogsaa med til Livet og krævede Varsomhed? For første Gang tvivlede han om sig selv.

„Nu skal du lægge dig ned og sove,“ sagde han blødt og strøg hende over Panden; den var brændende hed, det dunkede i den. Forskrækket følte han hendes Puls. Haanden faldt mager og ligesom udbrændt i hans, og Pulsen var springende. Ak, Hannes Feber rasede i hende.

Hun holdt fast om hans Haand, da han vilde rejse sig og gaa. „Var Mor og du saa Kærester?“ spurgte hun hviskende og holdt de glansfulde Øjne forventende paa ham. Og pludselig forstod han den paagaaende Spørgen — og hele hendes besynderlige Medgørlighed over for ham.

Et Øjeblik saa han vaklende ind i hendes forventningsfulde Blik, saa nikkede han langsomt. „Ja Johanne, du er min lille Datter!“ sagde han og bøjede sig ned over hende. Hun fortrak det dødblege Ansigt til et svagt Smil og rørte genert ved hans stubbede Hage. Saa vendte hun sig om for at sove.

Pelle satte med faa Ord Morten ind i Barnets Forhistorie —: Madam Johnsens og Mandens forgæves Kamp for at komme frem, hans uhyggelige Død i Kloaken, og Hannes Opvækst over den som _Arkens_ fejre Prinsesse — Hanne der vilde fange Lykken ind og fangede dette stakkels Barn i Stedet!

„Du har aldrig fortalt mig noget om Hanne,“ sagde Morten og saa paa ham.

„Nej,“ svarede Pelle langsomt. „Hun stod saa underlig uvirkeligt for mig selv — som en altfor fager Drøm. Hun dansede sig ihjæl, du! — Men du maa godt lade over for Barnet, som jeg er Far til hende.“

Morten nikkede: „Du kunde tage ud paa _Almindeligheden_ for mig og forhøre om den gamle — det er Synd hun skal tilbringe sin Alderdom dér!“ Han saa sig om i Stuen.

„Her kan du dog ikke have hende,“ sagde Pelle.

„Det lod sig maaske alligevel indrette. Hun og Barnet hører dog sammen.“ — — — —

Pelle gik først hjem til Ellen med Pengene og skyndte sig saa ud til Alderdomshjemmet.

Madam Johnsen laa paa Sygestuen og havde ikke mange Dage igen. Det varede lidt, inden hun kendte ham, og Fortiden syntes hun at have glemt. Det gjorde slet ikke Indtryk paa hende, da han fortalte at Barnebarnet var fundet. Hun laa mest og vimrede uforstaaeligt hen for sig; det var for Føden, hun troede endnu bestandig hun sad og skulde skaffe Husleje og Mad til sig og Ungen. Alderdommens Bekymringer havde ædt sig uudsletteligt ind i hende. „Hun har slet ingen Glæde af at ligge her og have det godt,“ sagde en gammel Kone, som laa i Sengen ved Siden af hende — „hun slaas for at skaffe og skaffe hele Tiden. Og naar hun har en klar Stund, rejser hun til Jylland.“

Ved Lyden af dette Ord fæstede Madam Johnsen sine Øjne paa Pelle. „Jeg vilde saa gærne se Jylland igen, inden jeg dør,“ sagde hun. „Lige siden jeg i mine unge Dage kom herover, har jeg altid tænkt, at de første Penge jeg fik til overs skulde gaa til en Tur hjem. Men det blev aldrig til. Hannes Lille skal jo ogsaa leve — de tærer godt i den Alder.“ Og saa var hun der igen.

Sygeplejersken kom og sagde til Pelle, at nu maatte han gaa. Han rejste sig og bøjede sig over den gamle for at sige Farvel, underlig til Mode ved Tanken om, at hun havde været saa meget for ham og nu knap kendte ham igen. Hun laa og greb følende om hans Haand med begge sine, som en Blind der genkender, og saa paa ham med sine udtryksløse Øjne der allerede var plettede af Døden. „Din Haand er god endnu,“ sagde hun langsomt, med Alderdommens fjærntklingende Stemme. „Hanne skulde have taget dig, saa havde meget nu været anderledes.“

VII

Paa Biblioteket undrede de sig over den alvorlige tavse Arbejder, der tog paa Bøgerne som om det var Mursten. De syntes godt om ham, og hjalp ham til at finde hvad han havde Brug for.

Blandt Personalet var der en gammel Bibliotekar, som gærne kom og spurgte, om der var noget han kunde hjælpe Pelle med. Det var en lille vindtør Herre med Guldbriller og tyndt hvidt Haar og Skæg, der gav hans blege Ansigt et smilende Udseende. Han havde færdedes mellem Bogstablerne en Menneskealder; Bogstøvet havde slaaet sig for Brystet af ham, hvert Minut gjaldede hans tørre Hoste gennem Lokalet.