Part 6

„Husker du, hvad der gav Anledning til Straffen?“ spurgte Morten og tørrede Sveden af Panden.

„Det var et eller andet ligegyldigt — jeg skreg vist. Ensomheden og den forfærdelige Stilhed gik mig paa, saa har jeg vel skreget for at faa lidt Liv ind i den rædselsfulde Tomhed. Alt det staar mig ikke klart, men jeg tror nok, det var Forbrydelsen!“

„Du havde alligevel haft Brug for et godt Ord fra en Ven.“ Morten tænkte stadig paa sine forsmaaede Breve.

„Ja, men Celleluften er nu engang ikke god for et venskabeligt Forhold til Yderverdenen. Man bliver ond paa alle der er fri — ogsaa dem der mener én det bedst — og skærer selv den Smule Gren af, man sidder paa. Jeg var maaske aldrig kommet i Forhold til Livet igen, dersom det ikke var for Musene i min Celle. Jeg plejede at smuldre Brød ned til dem under Risten, og da jeg laa der halvdød og rugede, kom de op og løb pibende over min Haand. Det var dog et Kærtegn — om end ikke fra Medmennesker.“

Morten beboede en lille Toværelses Lejlighed under Taget. Mens de sad og talte, hørtes der nu og da Lyd inde fra det andet Værelse; saa trak det nervøst i hans Ansigt, og han stirrede ærgerlig hen efter den lukkede Dør. Han blev efterhaanden kendelig urolig og havde hele Tiden et Øre derinde. Pelle undrede sig over det men vilde ikke spørge.

Pludselig lød det, som en Stol blev væltet. Morten rejste sig hastigt og gik derind, han lukkede omhyggeligt efter sig. Pelle hørte hviskende Stemmer, Mortens som formanede, og en spinkel opsætsig Kvindestemme. „Han gemmer et Pigebarn derinde,“ tænkte Pelle — „jeg maa vist hellere stikke af.“

Han rejste sig for at gaa og kastede et Blik ud af det store Kvistvindu. Hvor var det hele forandret, siden han først kom til Hovedstaden og saa ud over den fra Mortens gamle Hybel. Dengang havde han drømt om at erobre den — og havde jo ogsaa udført det, og nu kunde han begynde forfra! En helt ny By laa udbredt under ham; hvor han i sin Tid løb paa Tudeper mellem Kajer og Kulbunker, rejste sig nu en Række palæagtige Bygninger om en smuk Boulevard. Og alt udenfor var nyt; et stort Arbejderkvarter var skudt op, hvor der dengang var Tømmerpladser eller Vand. Under ham arbejdede Lokomotiverne og slæbte Rækker af Tipvogne med Fyld hen over Terrænet for den ny Godsbanegaard, og paa den modsatte Side af Havnen voksede et nyt Herskabs- og Forretningskvarter frem paa Islandsbrygge. Og bag det hele bredte Vandet og det grønne Amagerland sig. Morten forstod at vælge sig en høj Gren ligesom Nattergalene.

Bøger havde han faaet samlet sig en Del af igen, og paa hans Skrivebord stod Fotografier af bekendte Mænd med deres egen Paaskrift. Alt i alt lod han til at være kommet godt efter det i den boglige Verden. Pelle fandt hans egne Arbejder frem og bladede optaget i dem, han syntes, han livagtig kunde høre Mortens indtrængende Stemme bag Ordene. Nu vilde han til at læse ham!

Morten kom ind. „Du vil da ikke gaa?“ spurgte han og strøg sig over Panden — „Nej, bi nu lidt og lad os faa en hyggelig Sludder. Jeg har savnet dig, kan du tro.“ Han saá træt ud.

„Jeg glæder mig vældig til at læse dine Bøger,“ sagde Pelle henrykt. „Sikken en Masse du har faaet skrevet — du har ikke drevet den af.“

„Ensomheden har kanske lært _dig_ ogsaa at holde af Bøgerne?“ sagde Morten og saa paa ham. „Saa har du hvervet dig gode Forbundsfæller derinde, Pelle! — Alt det dér er der nu ikke meget ved — det er kun Forarbejderne. Det er en ny Verden, vor, maa du huske paa.“

„Jeg synes ikke, _Arbejderen_ bryder sig synderlig om dig.“

„Nej, ikke synderlig,“ svarede Morten sagte.

„Du skriver kun i de borgerlige Blade, siges der.“

„Ellers sultede jeg nok ihjæl — _de_ under mig i al Fald Føden! Vor egen Presse har fremdeles ingen Brug for Blænkere, men kun for Folk, der marsjerer efter Parolen!“

„Og du har svært ved at underordne dig,“ sagde Pelle smilende.

„Jeg har mit Ansvar opad,“ svarede Morten stolt. „Hvis jeg er den Blindes Øjne ind i Fremtiden, kan jeg ikke lade mig lede af ham. En Gang imellem hugger _Arbejderen_ et af mine Bidrag fra den borgerlige Presse — det er al den Forbindelse, jeg har med mine egne. Min Føde maa jeg hente paa den anden Side Skellet og lægge mine Æg dér — det er egenlig haarde Vilkaar; du kan tro, det tidt har naget mig, at jeg ikke kan faa mine egne i Tale uden ad Omveje. Naa, men jeg har Tid at vente, udenom _Kraftens_ Søn fører der alligevel ingen Vej. Foreløbig gør jeg saa et Arbejde i Overklassen; jeg sætter Elendigheden ind paa Livet af de lykkeligt stillede og forstyrrer deres rolige Nyden. Omvæltningen maa forberedes fra oven ogsaa.“

„Kan de nok taale dine Skildringer?“ spurgte Pelle forundret.

„Ja, Overklassen er lige saa tolerant, som Almuen var før den rejste sig — det er et Udslag af Kultur. Undertiden er den næsten for tolerant — man kan ikke rigtig komme til at staa inde for Ordene. Naar der er noget, den ikke synes om, har den altid den Udvej at se artistisk paa det.“

„Hvordan mener du?“

„Som en Præstation du, som om man optraadte for at underholde den. Det er sku storartet gjort — hedder det, naar man har lagt et Stykke af den bundløse Elendighed blot — det er helt russisk. Naturligvis har det ikke noget med Virkeligheden at gøre — i al Fald ikke den hjemlige. Men en og anden slaar man altid Hul paa, og lidt efter lidt tror jeg alligevel Maden bliver besk i Munden paa dem. En Dag faar jeg kanske ogsaa Held til at skrive saadan om de Smaa, at ingen kommer udenom dem. Men du selv — hvordan staar du til Sagerne? Er du skuffet?“

„Derinde lod jeg i min haarde Nød Lykketiden fuldbyrdes paa jer andre — og for saa vidt! Alligevel er der jo sket stor Forandring.“

„Og du er glad ved den?“

„Alting er blevet dyrere,“ sagde Pelle langsomt — „og Arbejdsløsheden synes paa Vej over til at blive permanent.“

Morten nikkede: „Det er Kapitalens Svar; den ganger enhver Lønstigning med to og lægger det tilbage paa Arbejderne igen. Fattigmand taaler ikke ret mange af den Slags Sejre.“

„Det værste er næsten den spidsborgerlige Udvikling. Jeg synes vor gode Almue er i Færd med at spalte sig i to Dele: Elitefagene der rykker op i Borgerskabet, og Proletariatet som sidder forraadt tilbage. Det hele har vist været lagt for smaat an til at kunne bære langt frem.“

„Du har været ude og set større Forhold, Pelle,“ sagde Morten betydende. „Nu maa du lære fra dig.“

„Jeg har ikke Rede paa mig selv,“ svarede Pelle undvigende — „og jeg er straffet! Men du selv.“

„Jeg duer ikke til Samlingsmærke — du har jo selv set det, de bryder sig ikke om mig. Jeg er skudt for langt frem foran det store Tros og har ingen rigtig Forbindelse — jeg er i Grunden forfærdelig ensom du! Men kanske er jeg udset til at naa Højderne før I andre, og saa skal jeg prøve at tænde Blus deroppe for jer.“ Morten sad og tav lidt, pludselig løftede han Hovedet —:

„Men du _skal_, Pelle! Du er ikke den rette, siger du — der er simpelthen ikke andre end dig. Har du glemt, at du var Bevægelsens lyse Brand, dens naive Tro? De troede jo blindt og barnligt paa dig alle som én, og ævnede ingenting da du faldt fra. Det er jo ikke dig men de andre — hele Bevægelsen — der har været i Fængsel! Og hvor det glæder mig, at du er kommet igen, fuld af Kræfter derude fra. Du er større end sidst, Pelle; og da skete der alligevel noget. Nu maa selve det store kunne lykkes for dig.“

Pelle sad og lyttede ud i den faldende Skumring, forundret og glad genert. Det var Morten, der gav ham Udnævnelsen, den strænge ubestikkelige Morten, der altid før havde været efter ham som ond Samvittighed.

„Nej, nu vil jeg være varsom,“ sagde han — „og det er din egen Skyld, Morten. Det er dig, der har gaaet og prikket til min Sjæl, og nu er den vaagen; jeg gaar ikke blindt paa mere. Jeg har paa Følelsen, at det, vi to er med i, er det største, Verden endnu har set. Det griber længere ind i Fremtiden, end jeg kan se, og derfor arbejder jeg med mig selv. Jeg studerer Bøgerne du — det kom jeg i Lag med derinde i Fængslet — jeg maa prøve paa at faa et Overblik over Verden. Der er ogsaa foregaaet noget besynderligt med mig — nu begriber jeg, hvad du mente med, at Mennesket er helligt! Jeg er ikke længer tilfreds med at være en lille Del af det hele, men synes jeg maa se at blive en hel Verden selv. Det høres taabeligt, men jeg føler det, som om jeg selv befinder mig paa den ene Vægtskaal og hele den øvrige Verden paa den anden. Og før jeg kan vippe den op, tør jeg ikke tænke paa at stille mig i Spidsen for de mange.“

Det var blevet Aften, uden at de mærkede det. Det elektriske Lys nede fra Banegaardsterrænet kastede sit Skær mod Kvistværelsets Loft og derfra ned paa de to Mænd, som sad forover ludende i Halvmørket og talte stille. Ingen af dem mærkede, at Døren til det andet Værelse gik op; en lang skeletagtig Tøs stod paa Tærskelen og stirrede paa dem med store sorte Pupiller. Hun var i bar Særk, der var faldet ned fra den ene pilmagre Skulder, og bare Ben; Særken stumpede oven for Knæet og viste et Par sørgelig tynde Benpiber frem. Hendes Aande gik pibende ud i Rummet.

Pelle løftede Hovedet for at sige noget, men tav ved Synet af den hvide radmagre Skikkelse, der stod og betragtede ham med store sugende Øjne som syntes at hvirvle Mørket ind i sig. Mødet med Morten havde sat ham i en egen forventningsfuld Stemning, han havde endnu Kaldelsen lys i Øret og stirrede forfærdet paa det spøgelseagtige Væsen. De fine af Nøden vansirede Linjer, Øjnenes Udtryk af rædselsfuld Barneviden om Mørket, hele dette Dobbeltbillede af dødsmærket Gustenhed og uindfriet Skønhed — var det ikke Armodens Spøgelse, alt det forurettede og undertrykte, der forpint gik igen for at mane ham? Havde hans Hjærne faaet Tilbagefald? — var Cellens rædselsfulde Mørkningssyner ved at komme igen? „Morten!“ hviskede han og rørte ved hans Arm.

Morten sprang op. „Men Johanne dog, skammer du dig ikke!“ raabte han bebrejdende. Han vilde skubbe Pigen tilbage i det andet Værelse og lukke Døren. Men hun trængte sig forbi ham frem i Stuen.

„Jeg _vil_ ha’e Lov og se ham,“ sagde hun ophidset — „hvis De ikke la’r mig, saa render jeg min Vej! — Han har gemt mit Tøj,“ hun stirrede paa Pelle med sine indfaldne Øjne — „men jeg kan godt stikke af i bar Særk. Hvad bryder jeg mig om det.“ Hendes Stemme var hæs og grov af Baggaardenes klamme Luft.

„Gaa nu i Seng, Johanne,“ sagde Morten mildere — „husk paa hvad Doktoren har sagt. Du kommer til at fryse, og saa er det hele spildt.“

„Hvad rager det mig!“ svarede hun og slog en raa Latter op. „Du kan jo lade være at spilde noget paa mig — jeg har ingen Børn med dig.“ Hun rystede af Kulde men blev haardnakket staaende; Mortens Forestillinger besvarede hun med en Strøm af Skældsord. Tilsidst opgav han det og sank træt ned paa en Stol. De to Mænd sad og saa paa hende i Tavshed.

Barnet led synligt ved ikke at møde Modstand mere og forvirredes under deres stumme Blik. Hun kastede med Hovedet og saa udfordrende fra den ene til den anden; hendes Øjne brændte unaturligt. Pludselig smed hun sig ned paa Gulvet og gav sig til at hvine.

„Det dér gaar ikke, du,“ sagde Pelle alvorlig.

„Jeg kan ikke tumle hende,“ svarede Morten haabløst. „Men du har jo Kræfterne.“

Pelle bøjede sig ned og tog hende i sine Arme, hun sparkede og bed. „Hun har faaet Krampe,“ sagde han til Morten. „Vi maa tage hende ud under Posten.“ Saa blev hun med ét stille og lod sig bære i Seng. Feberen rasede i hende, han mærkede, hvorledes Livet sled i hendes syge Skrot, naar hun trak Vejret; det lød som en gesten Pumpe.

Da Morten med nogle venlige Ord dækkede hende til, brast hun i krampagtig Graad; hun vendte sig ind mod Væggen og laa og bed i Dynen for at skjule det. Efterhaanden blev hun roligere og faldt endelig i Søvn. De to Mænd listede ind i Stuen og trak Døren til efter sig.

Morten saa dødstræt ud, han var nok fremdeles ikke stærk. „Jeg er kommet op i noget, jeg ikke kan klare,“ sagde han mismodig.

„Hvad er det for et stakkels Barn?“ spurgte Pelle sagte.

„Jeg ved det ikke, du. Hun kom til mig nu i Foraaret, næsten døddrukken og forfærdelig tilredt; Dagen efter fortrød hun det og løb sin Vej, men jeg fik dog fat paa hende igen. Hun er et af de stakkels Væsner, der ikke har andet Hjem end de store Tømmerpladser; der har hun fristet Tilværelsen og bjærget sig ved at gaa fra Haand til Haand mellem de store Drenge. Hun er ikke til at faa noget ud af, men jeg har ad anden Vej faaet at vide, at hun har holdt til i Bræddestabler og Kældere mindst et Par Aar. Drengene lokkede Levemænd herud og solgte hende; de fleste af Pengene tog de selv og gav hende Spiritus for at opmuntre hende. Saa vidt jeg kan forstaa, er der hele organiserede Bander, som forsyner Byens perverse Levemænd med Drenge og Piger — man bliver svimmel ved at tænke paa det! Barnet er sagtens forældreløst, men vil som sagt ingen Oplysninger give! Et Par Gange har jeg hørt hende snakke i Søvne om Bedstemor; men naar jeg hentyder til det, bliver hun ond og stum.“

„Drikker hun?“ spurgte Pelle. Morten nikkede.

„Jeg har haft nogle slemme Tørn med hende i den Anledning, hun er utrolig opfindsom, naar det gælder om at faa fat i Drikkevarer. I Begyndelsen kunde hun slet ikke taale varm Mad, saa ødelagt var hun. Hun er i det hele taget forfærdelig afrakket paa Sjæl og Legeme og volder mig mange Bryderier.“

„Hvorfor faar du hende ikke anbragt?“

„Vor offentlige Børneforsorg er ikke egnet til at elske Liv i en nedtraadt Plante, og Johanne kan ikke tages med Bunkebehandling og Straf. Hun er til Tider ganske abnormt trodsig og umedgørlig og kan gøre mig helt ude af det; og naar jeg saa ikke ser det, ligger hun og græder over sig selv. Der er meget af et godt Barn inden i hende trods alt, men hun kan ikke faa det frem. Jeg har prøvet at anbringe hende i en privat Familie, hvor jeg vidste hun fik det godt; men det varede kun nogle faa Dage, saa kom de og meddelte at hun var rendt. Et Par Uger strejfede hun om, saa tyede hun alligevel tilbage til mig; en Aften sent jeg kom hjem, sad hun vaad og rystende her uden for min Dør i den mørke Krog. Jeg var helt rørt over det. Men hun blev rasende fordi jeg saa hende, og bed og sparkede ligesom nu før — jeg maatte bære hende ind med Magt. De onde Forhold har slaaet hende helt ud af Ligevægt — jeg kan i al Fald ikke blive klog paa hende. Ja saadan staar Sagerne altsaa! Jeg ligger herinde paa Sofaen, men du forstaar — en Ungkarlelejlighed er ikke rigtig indrettet paa det. Der løber jo ogsaa Sladder paa Trapperne.“

„Bryder du dig om det?“ spurgte Pelle forundret.

„Nej men Barnet du — hun er sørgelig vaagen over for den Slags! Og hun begriber heller ikke selv Forholdet, hun er kun 10-12 Aar og allerede vant til at betale enhver Venlighed med sit syge Barnelegeme. Fatter du, hvor rædselsfuldt det er at se ind i hendes forundrede Øjne? Lægen siger hun har taget Skade indvendig — og rimeligvis ogsaa bærer paa en Tuberkulose; han mener aldrig hun vil kunne rette sig. Og hendes Sjæl — hvilken Afgrund for et Barn at bære paa. Alene én saadan Barneskæbne er for meget; og hvor mange er der saa ikke i det Helvede vi lever i!“

De sad tavse en Stund. „Og nu maa du undskylde at jeg beder dig gaa,“ sagde Morten endelig og rejste sig, „men jeg maa til at arbejde, der er noget jeg maa have færdigt endnu i Aften. Du bliver ikke vred, vel? Se op saa snart du kan — og tak fordi du kom!“ han trykkede Pelles Haand.

„Gør mig den Tjeneste at have Øjnene med dig,“ sagde han, idet han lukkede ham ud — „maaske kunde du hjælpe mig at finde Rede i Staklens Historie. Du kender jo Masser af Smaafolk og maa paa en eller anden Maade have grebet ind i hendes Liv — jeg kan mærke det paa hende. Lagde du ikke Mærke til, hvor optaget hun var af at faa dig at se? Prøv at finde ud af det, du?“

Pelle lovede det. Men det var lettere sagt end gjort. Naar han lod Tankerne søge rundt i den udstrakte Fattigverden, han var kommet tæt ind paa Livet af under den store Lockout, var der Hundreder af Børn Johannes Skæbne kunde være overgaaet.

V

Pelle havde faaet sit gamle Værktøj frem og indrettet sig som Smaamester for Gadens Beboere. Han løb ikke og søgte mere, og for Ellen saa det ud som han havde opgivet Haabet. Men han ventede blot og rustede sig; han var saa sangvinsk som nogensinde. Løftet om det ufattelige laa bestandig uindfriet i hans Sind.

Der var ikke Plads til ham oppe i den trange Lejlighed, hvor Ellen gik med sin Vask, saa lejede han et Rum i den høje Kælder og hængte et stort Skilt i Vinduet; han tegnede det selv med Skomagerblæk paa et Stykke Pap — saa sparedes de Penge. _Kom til mig med Deres Fodtøj, saa hjælper vi hinanden paa Benene_ stod der. Naar Lasse Fredrik ikke var paa Arbejde eller i Skole, holdt han for det meste til nede hos Faderen; han var en snild Fyr og kunde give en Haand til mange Ting. Mens de arbejdede, samtalede de om alt muligt, Knægten fortalte sin Far alt hvad han oplevede.

Han var stærkt i Færd med at forandre sig og talte svært fornuftigt om alting. Pelle var bange for, at han fik for lidt ud af sin Barndom. „Skal du ikke op og lege med?“ spurgte han, naar Kvarterets Drenge hujende stormede forbi Kældervinduet. Men Lasse Fredrik rystede paa Hovedet. I Leg havde han været det altsammen fra Forbryder til Konge, dér var ikke mere at naa. Nu vilde han gærne til noget rigtigt og drømte foreløbig om at komme til Søs.

Skønt de arbejdede alle tre, var det ikke mere end lige de kunde slaa sig igennem; der blev aldrig noget at hygge sig for. Dette var især Ellens Sorg, Pelles Tanker syntes ikke at fæste sig ved det. Naar man blot satte lidt spiseligt frem for ham, var han tilfreds og saa ikke paa hvad det var.

Det var Ellens Drøm at de endnu — ved et vanvittigt Slid tidlig og silde — skulde kunne arbejde sig i Vejret og komme over i andre Lag. Men Pelle blev vred, naar hun stod og sled efter Fyraften; de maatte hellere have det lidt fattigt og saa have Raad til at være Mennesker, sagde han. Ellen forstod det ikke, men saa nok at hans Sind var vendt en anden Vej; han som altid før faldt i Søvn over Bøgerne, kunde nu fortabe sig saadan i dem at han ikke hørte Børnenes Tumlen omkring sig. Hun maatte ligefrem vække ham, naar der var noget hun vilde — og blev ræd for denne ny Magt, der var kommet i Stedet for den gamle. Det var næsten som en Forbandelse, at altid noget skulde arbejde paa at føre ham ud over hende. Og lægge sig imod turde hun ikke; hun havde bitre Erfaringer fra før.

„Hvad søger du i de Bøger?“ spurgte hun og kom og satte sig hos ham. Pelle saa fraværende op, hans Tanker kom fra fjærne Egne, hvor hun ikke havde været med. Hvad han søgte? han prøvede sig frem men kunde ikke gøre Rede for det. „Jeg søger mig selv!“ sagde han pludselig med et dristigt Hug gennem det hele. Ellen stirrede forundret og skuffet paa ham.

Men hun kom igen — denne Gang skulde ikke noget faa Lov at gaa imellem dem og ødelægge hendes Verden. Hun lagde sig ikke paa tværs af noget mere, men nu vilde hun _følge_ ham og være dér hvor han var. „Forklar mig, hvad det er du har for — og tag mig med i det,“ sagde hun.

Pelle havde saa smaat belavet sig paa at gaa ene ind i dette og blev glad ved at møde Drift til Udvikling hos hende ogsaa. Indtil videre lignede Aandens Verden nærmest et Vildnis, og det var rart nok at færdes to derinde.

Han satte hende ind i de Tanker der optog ham selv, og drøftede dem med hende; og Ellen iagttog undrende, at det altsammen var noget der ikke vedkom deres private lille Velfærd. Hun gjorde sig megen Umage med at begribe denne Flugt bort fra det, der dog var det væsenligste; det var jo ligesom med Børn, der altid helst vilde det de ikke skulde.

Om Aftenen naar Svend Trøst og Søster var lagt i Seng, tog Pelle en Bog og satte sig til at læse højt. Ellen havde et eller andet Lappearbejde, og Lasse Fredrik hang over en Stoleryg med Øjnene stift hæftede paa Faderen og strittende Slugøren. Skønt han ikke forstod det halve, fulgte han anspændt med — til Naturen gjorde sin Ret gældende og han faldt i Søvn.

Ellen kunde saamænd godt forstaa det — hun havde selv sin Nød med at holde Øjnene aabne; det var ikke Morskabsbøger Pelle læste. Undertiden stansede han for at skrive noget op eller drøfte et eller andet Spørgsmaal. Han kunde faa de besynderligste Ideer og se Sammenhæng mellem Ting, som Ellen syntes laa i hver sit Verdenshjørne; hun maatte tænke paa, om han ikke godt kunde have studeret til Præst. Forresten klædte det ham; hans Øjne blev helt sorte, naar han var rigtig optaget af at forklare noget; og der kom et ejendommeligt Træk om hans Mund, saa hun sad og fik Lyst til at kysse den. Hun maatte i sit stille Sind indrømme, at det i ethvert Tilfælde var en meget uskadelig Fyraftensbeskæftigelse, og var glad til, at det der tog ham denne Gang i al Fald bandt ham til Hjemmet.

En Dag gik det op for Pelle, at han alligevel ikke havde hende med. Hun troede ikke engang paa det han havde for — hun havde aldrig troet blindt paa ham — „Hun har nok heller aldrig elsket mig rigtig — det er derfor,“ tænkte han mismodig. Maaske var det Forklaringen paa, at hun tog Svend Trøst saa roligt som var han hendes eget Barn — hun var ikke skinsyg! Pelle havde gærne ladet sig overøse med Bebrejdelser for bagefter at faa et Kys, vædet i brændende Taarer. Men Ellen kom ikke ud af Ligevægt.

Saa hyggeligt de havde det, mærkede han at hun til en vis Grad gjorde Bestik uden ham — som havde han en Svaghed man altid gjorde vel i at regne med. Erfaringen fra gamle Dage sad dybt i hende.

* * * * *