Part 19

„Se det var de to Frugter paa det udgaaende Slægtstræ,“ sagde Brun bittert, — „og det kan jo ikke nægtes, de var noget ormstukne. Den tredje er mig! Jeg kom som en Skrabkage — femten Aar efter min yngste Broder. Mine Forældre havde vist allerede da faaet nok af deres Afkom; jeg blev i al Fald paa Forhaand anset for haabløst mislykket — endnu før jeg havde haft Lejlighed til at vise noget som helst. Maaske har de instinktmæssigt følt, at jeg vilde tage en skæv Retning, jeg ogsaa. Ogsaa i mig var de opløsende Kræfter fremherskende, jeg manglede f. Eks. i høj Grad Familiefølelse. Allerede som lille husker jeg at have hørt Moder beklage sig over mine plebejiske Tilbøjeligheder, jeg holdt mig altid til Tyendet og tog Parti for det mod mine Forældre. Man saa i Familien mere skævt til mig, naar jeg stod paa vore Undergivnes Ret, end man havde gjort til Idioten, der rev alting istykker, eller Ødelan’en, der lavede Skandale og Gæld — og sagtens med god Grund! Moder gav mig rigeligt med Penge til at more mig for — rimeligvis for at modvirke mine plebejiske Tilbøjeligheder; men jeg blev hurtig færdig med Fornøjelserne og kastede mig over Studeringer. Dagen interesserede mig ikke, men allerede som Dreng havde jeg en mærkelig Trang til Tilbageblik; jeg kastede mig særlig over Historien og dens Filosofi. Fader saa rigtig, naar han haanede mig og kaldte det at gaa i Kloster; i den Alder, hvor andre Unge sværmer, kunde jeg ikke afvinde nogen Kvinde Interesse, mens næsten enhver Bog fristede mig til nærmere Bekendtskab. Lang Tid gik han og haabede paa, at jeg skulde gaa i mig selv og overtage Forretningen, og da jeg definitivt valgte Studierne, rev det helt ud mellem os. „Naar Forretningen ryger, saa er Slægten ikke mere!“ sagde han og solgte det hele. Han havde allerede været Enkemand i flere Aar dengang og havde ikke andre end mig; men i de fem Aar, han levede efter at have afstaaet Forretningen, omgikkes vi ikke. Han hadede mig, fordi jeg ikke overtog den — men hvad skulde jeg dér? Jeg sad jo ikke inde med de Egenskaber, hvorpaa der drives Forretning i vore Dage og havde blot ødelagt det hele. Fra mit tredivte Aar har jeg henlevet min Tid mellem Reoler og registreret andres Liv og Handlinger; nu først har jeg fundet ud i Dagen og skal til at leve mit eget Liv — og nu er det snart forbi!“

„Det er først nu, Livet skal til at blive værd at leve — saa De er kommet ud i rette Tid,“ sagde Pelle.

„Nej du, jeg staar jo ikke i Opgangen!“ sagde Brun mismodig. „Jeg møder Ungdommen, og mit Sind bøjer sig mod den; men det er som Aften og Morgen, der mødes i den samme Rødme under de lyse Nætter. Jeg har kun faaet min Part i det ny, fordi det gamle skal bøje sig for det, saa Ringen kan sluttes. Du gaar ind, dér hvor jeg gaar ud.“

„Det maa have været en sørgelig Tilværelse at gaa dér altid blandt Bøger og Bøger uden et Menneske, der holdt af én,“ kunde Ellen udbryde. „Hvorfor giftede De Dem ikke ogsaa? Saa skrækkelige er vi Kvinder da ikke, at der ikke skulde være én, De syntes om.“

„Nej, man skulde ikke synes det — men sandt er det ikke desto mindre,“ svarede Brun med et Smil. „Antipatien var forresten gensidig — det er saadan noget altid. Det har vel ikke været Meningen, jeg gamle Støder skulde have Lov til at sætte Børn i Verden! Men morsomt er det ikke at være den sidste Ende af noget!“

Ellen lo: „Ja, men De har da ikke altid været gammel!“

„Jo, jeg har i Grunden — jeg er født gammel. Det er først nu, jeg føler mig ung! Og hvem ved“ — udbrød han i et Anfald af Galgenhumor — „kanske pudser jeg Forsynet og møder op med en lille Kone under Armen en Dag.“ —

„Brun ligger og fanger Griller,“ sagde Pelle, da de gik ned for at gaa i Seng. „Men det gaar vel over, naar han nu kommer op.“

„Aa, han har saamænd heller ikke haft det for morsomt, det Skind,“ svarede Ellen og lænede sig ind til ham. „Det er nu Synd, at der gaar Mennesker og ikke faar Del i alt det kære, der er til — lige saa Synd som det, du arbejder imod, synes jeg!“

„Jamen det kan vi ikke ordne!“ udbrød Pelle leende.

XXI

I _Gryets_ Have svandt Sneen fra Dag til Dag. Først trak den sig bort fra Huset og gav Plads for en hel lille Skov af Vintergækker og Krokus; Hyasinterne i Plænen begyndte at brække Jorden til Side, de kom op af den som en Række Knoer, der pænt bankede paa først.

Børnene var hvert Øjeblik deromme for at følge Fremskridtene, de begreb ikke de fine Krokus, der stak lige op af den frosne Jord uden at fryse ihjæl, men døde naar de kom ind i Varmen. Hver Dag pakkede de Vintergækker i Papir og lagde op paa Bruns Bord — det var Gækkebreve. Saa gik de om i ustyrlig Spænding; og naar han kom ind fra Marken, mødte de ham med en hemmelighedsfuld Mine og havde travlt med at faa ham lokket ovenpaa.

Ude paa Marken var de næsten færdige med Udgravningerne og ventede blot paa, at Vintervandet skulde synke, saa man kunde komme til at køre Grus og Sten og faa Murerne i Gang. Endnu kunde Markerne ikke bære.

Der var ikke saa megen Fart i gamle Brun nu efter hans Sengeliggen; skønt han ikke fejlede ret meget, havde Sengen taget paa ham. Han lod Pelle skalte og valte med Virksomheden som han selv vilde, og sagde Ja og Amen til alt hvad han foreslog. „Jeg kan ikke samle det hele i mit Hoved,“ sagde han gærne, naar Pelle kom og forelagde ham en eller anden Udvidelse — „men gør du som du synes min Søn, saa bliver det jo nok rigtigt!“ Der skete ikke nok af haandgribeligt dernede til at holde hans Sind varmt — og han var alligevel for gammel til at høre det gro og hente sig Styrke deraf. Men saa flyttede hans Tro bare fra Sagen selv over paa Pelle — ham saa han levende for sig og kunde støtte sig til hans unge Styrke.

Arbejdet med Planerne havde han lagt paa Hylden. Han kunde ikke holde til det og nøjedes med at gaa sin Runde i Marken et Par Gange om Dagen og se paa Arbejderne. Den hæftigt opblussende Energi, som Pelles Ungdom havde kaldt til Live i ham, var blaffet bort — tilbage blev en rørende Olding, som havde frosset sit Liv igennem og nu gik og gassede sig i nogle sildige Aftenstraaler. Han maalte sig ikke med Pelle mere og blev ikke skinsyg paa noget Forspring — men beundrede ham simpelthen og tyede nøje ind i Kredsen af dem, hvis Forsyn Pelle var. Ellen behandlede ham som et stort Barn, der trængte til megen Omsorg, og Børnene opfattede ham selvfølgeligt som Ligemand.

Naar han gik sin Tur over Marken, havde han gærne Svend Trøst ved Haanden; de to kunde baade holde Trit og underholde hinanden. Der var noget, som optog dem begge stærkt og holdt deres Sind i Spænding: hver Dag ventedes Storken tilbage til Bakkegaarden, og saa skulde den have en Lille med til Mor Ellen. Det var ikke bar Fornøjelse at gaa og vente paa. Storken bed altid Konen i Huset i Benet, naar den kom med en Lille til hende; Svend Trøsts egen Mor havde den bidt, saa hun døde af det — nu var han saa klog. Den lille Fyr var Ellens Dreng og gik om i en alvorlig, næsten trykket Stemning. Han talte ikke om sin Bekymring til de andre Søskende for ikke at blive gjort Nar ad, men naar den gamle og han fulgtes ad i Marken, drøftede de det, og Brun som den ældre og fornuftigere kom til det Resultat, at der ingen Fare var. Alligevel holdt de sig altid i Nærheden af Huset for at kunne være ved Haanden.

En Dag blev Pelle hjemme fra Arbejde, og Ellen stod ikke op som ellers. „Jeg ligger og venter paa Storken,“ sagde hun til Svend Trøst — „gaa ud og pas paa den.“ Saa gik den Lille rundt om Huset med en Kæp, Brun traskede med rundt, og naar de hørte Ellen skrige, knugede de hinandens Haand. Det var en saa fortumlet Dag, at det var umuligt at holde Gangen i noget; snart rullede en Vogn op for Døren med en tyk Kone, snart var det Lasse Fredrik der sprang paa Cyklen og jog ned ad Markstien — staaende i Pedalerne. Inden Svend Trøst vidste et Ord af det, havde Storken været der, og Ellen laa med en lille Dreng i Favnen. Han og Brun var sammen derinde for at ønske Ellenmor til Lykke, og de var lige forbavsede begge to. Den gamle maatte have Lov til lige at røre ved den Lilles Kind.

„Han er saa grim endnu,“ sagde Ellen med et undseligt Smil og løftede Snippen lidt fra Barnets Hoved. Saa skulde hun have Ro, og Brun tog Svend Trøst med ovenpaa.

Pelle sad paa Sengekanten og holdt Ellens Haand, der paa nogle faa Timer var blevet hvid og tynd. „Nu maa vi saa have Bud efter Dronning Therese,“ sagde hun.

„Skal vi ikke ogsaa sende Bud efter din Mor?“ spurgte Pelle, der ofte havde foreslaaet, at de skulde bryde overtvært og se op til de Gamle. Det var ham imod at gaa og bære paa gammelt Nag.

Ellen rystede paa Hovedet. „De skal komme af dem selv,“ sagde hun bestemt. Sig selv var hun ligeglad med, men de havde trukket paa Næsen ad Pelle, saa var det ikke mere end rimeligt, de kom og gjorde det godt igen.

„Men jeg _har_ sendt Bud,“ sagde Pelle — „det var det Lasse Fredrik cyklede om. Du skal ikke ligge i Barselseng uden Moders Hjælp.“

Allerede et Par Timer efter var Madam Stolpe der. Hun var meget bevæget; for at skjule det gav hun sig til at endevende hele Huset for rene Klude og Bind, mens hun gik og smaaskændte. Det var saamænd ogsaa en Tid at sende Bud efter én, naar det hele var overstaaet.

Fatter Stolpe var mere haard; han hørte ikke til dem, der saadan kom springende saa snart man fløjtede! Men et Par Aftener efter at den Lille var kommet til Verden, løb Pelle over ham — han gik og luskede et Stykke neden for Huset. Naa ja, han gik og ventede paa Mutter for at følge hende hjem, altsaa — det ragede vel ingen? Han lod meget afvisende, men var forholdsvis let at nøde indenfor; og det varede ikke længe, før Ellen fik ham tøet op. Hun havde sin egen Fremgangsmaade som altid.

„Jeg vil bare sige dig Far, at det er ikke mig, der har sendt Bud efter dig, men Pelle. Og hvis du ikke giver ham Haanden, og siger du har gjort ham Uret, saa bliver vi aldrig gode Venner igen!“

„Hun er sku det samme tyvebrændte Fruentimmer til og ta’e Tyren ved Hornene, hun altid har væ’t,“ sagde Stolpe uden at se paa hende. „Naa, man kan vel lige saa godt springe som krybe i det — og vedgaa at man har spillet Skidtmads. Skal vi slaa en Streg over det, Svigersøn?“ Han rakte Pelle Haanden.

Da først Forsoningen var ovre, blev Stolpe helt oprømt. „Jeg havde saamænd ikke drømt om, at jeg skulde faa Tøsen at se for det første — og allermindst i Barselseng!“ sagde han fornøjet og strøg Ellen over Ansigtet med sin ru Haand.

„Nej, hun har jo altid været Kæledæggen, og Fatter har saamænd tidt gaaet og været ked af det. Men han gør sig jo haard,“ sagde Madam Stolpe.

„Sludder, Mutter!“ brummede Stolpe — „Fruentimmerne skal altid vrøvle.“

Tiden havde taget paa dem begge. Der havde været en Del Arbejdsløshed i Faget, og Stolpe var til Aars nu, det kneb at hamle op med de Unge paa Stilladset. Det saas paa Klæderne, at de ikke sad saa godt i det som i gamle Dage. Men Stolpe var fremdeles Formand for Fagforeningen og en anset Mand inden for Bevægelsen.

„Og nu min Dreng,“ sagde han pludselig og lagde Hænderne paa Pelles Skuldre — „maa du sku sætte mig lidt ind i, hvad det er du har for denne Gang. Jeg hører, du begynder at mudre op i Gemytterne igen.“

Pelle satte ham ind i sin store Plan om Fællesvirksomheder, den gamle kendte forresten en hel Del til det — det viste sig, at han paa Afstand havde fulgt Pelles Færd.

„Det er kanske slet ikke saa skeløjet, det dér,“ sagde han — „maaske kunde vi lige saa stille klemme Kapitalen ud af Tilværelsen, naar vi allesammen kilede paa. Men du maa have Bevægelsen med; og saa maa det slaas fast, at enhver der ikke støtter sine egne er en Skruebrækker.“

„Jeg _har_ faaet Forbindelse — men det gaar lidt trevent,“ sagde Pelle.

„Saa maa vi prikke lidt til dem. — Hør, ham denne her Særling — Brun hedder han jo — bor han ikke hos jer?“

„Han er nu ingen Særling,“ sagde Pelle leende. „Vi kan jo gaa op og hilse paa ham.“

Brun og Stolpe fik hurtig noget at tale om; de var lige gamle og havde oplevet Bevægelsens første Dage fra hver sin Side. Madam Stolpe kom flere Gange og rykkede i sin Mand — de skulde hjem.

„Naa, det er ikke værd at lægge sig ud med sin egen Kone,“ sagde Stolpe endelig — „men jeg kommer igen. Jeg hører De bygger herude, og kunde dog nok lide at se hvordan vore egne Huse kommer til at se ud.“

„Vi har ikke begyndt endnu,“ svarede Pelle. „Men kom herud paa Søndag, saa skal Brun og jeg vise dig det hele.“

„Det bliver vel Mestre, der faar det?“ spurgte Stolpe.

„Nej, vi havde tænkt at lade de Arbejdsløse faa Arbejdet, hvis de ellers tør paatage sig det og har en Mand til at sætte i Spidsen,“ sagde Brun. — „Men det kunde De maaske paatage Dem?“

„Det kan De være vis paa jeg kan,“ svarede Stolpe selvfølende. „Skulde jeg ikke være Mand for at bygge Arbejdernes Hjem? — jeg var Medlem af Partiet dengang det kun talte én Mand.“

„Ja, Stolpe er Bevægelsens Veteran!“ sagde Pelle.

„Død og Salighed! det var alligevel et knusende morsomt Træf, om det blev mig!“ udbrød Stolpe, da Pelle fulgte de to gamle ned til Sporvognen. „Jeg skal stille et Hold Arbejdere paa Benene, der ingen har set Mage til — og sikke no’en Huse vi skal sætte op! Der skal ikke blive ret meget Papmasjé i den Historie!“

XXII

Det hændte endnu, at Pelle vaagnede og var vildfaren i Mørket. En kvælende Angst red ham, han havde drømt at han var i Fængsel, og syntes endnu han kunde mærke Klosetstanken og Udaandingen fra de raa Mure. Først lidt og lidt besindede han sig paa hvor han var; Aandedrættene der arbejdede omkring ham, og den varme Medvirken i selve Mørket førte ham tilbage til Hjemmet. Han rejste sig glad og strøg en Tændstik for at faa et Glimt af Ellen og de smaa. Lægge sig til at sove turde han ikke, Søvnen vilde straks føre ham tilbage i Fængslet igen. Stille klædte han sig paa og listede ud for at gaa sig en Tur og se Dagen vaagne.

Det var underligt med Drømmen, for den vendte op og ned paa alting! I Fængslet drømte han altid, at han var fri og levede midt i Lykkeland; mindre kunde ikke gøre det dér! Dér var Dagen ond og Natten god — og herude var det omvendt; det var som om noget i én altid skulde have det hele med. „Det er vel Sjælen, det?“ tænkte han, mens han vandrede østerover for at møde det første Dagskær. Hjemme paa Landet havde de gamle i hans Barndom troet, at Drømmene det var Sjælen, der var ude at vanke paa egen Haand; nogle havde set den som en hvid Mus smutte ud af den Sovendes Mund for at sanke ny Oplevelser ind til ham. Og sandt var det jo! det var gennem Drømmen Fattigmand hidtil havde faaet alt sit — den bar ham ud af Fængslet. Maaske byttedes der Roller i Nattens Mørke? Kanske kom den rige Mands Sjæl om Natten og smuttede ned i den fattiges Legeme for at sanke Lidelser til sin Herre?

Der var Foraar i Luften. Endnu var det nærmest kun tilstede som en Løftelse i Pelles eget Blod, en bunden Trang til at udvide sig og sprænge alle Grænser. Han gik med Ansigtet vendt mod den begyndende Dag og havde en Følelse af uovervindelige Kræfter. Hvorfra han fik denne Følelse, vidste han ikke; men den var der. Han sansede sig selv som noget umaadeligt, der var spærret inde i et lille Rumfang og maatte sprænge Verden, om det blev sluppet løs. Han gik hurtigt til — over hans Hoved steg den første Lærke. Langsomt befriede Jorden sit Ansigt for dette forunderlige Slør af Hvile og Gaadefuldhed, som Natten var.

Maaske kom Styrkefølelsen af, at han havde taget Aanden i Besiddelse og selv beherskede Oversigten over Verden? Verden var uden Grænser, men det var hans Ævner ogsaa; den Kraft fandtes ikke mere, der kunde slaa ham ud af hans Bane. I sit eget Fodslag hørte han hele Fremtiden gaa igen — Bevægelsen skulde snart slutte op, naar først den fik tygget paa den Kendsgærning, at det hele maatte tages med. Endnu kneb det lidt, man vilde gærne fra den Side gøre det til en Betingelse for Samarbejde, at Pelle søgte Æresoprejsning. Pelle lo og løftede sit Ansigt mod Morgenbrisen, der løb som en Kuldegysning forud for Solopgangen. Udenforstaaende! — ja var der ikke en stor Sandhed i det? Han hørte ikke det bestaaende til, dér ønskede han ingen borgerlige Rettigheder. Det var hans Adelsmærke at han var sat udenfor, hans Forhold til Fremtiden rummedes i den Kendsgærning. Han havde taget sin Kamp som et _Udskud_, og saadan vilde han sejre. Naar han steg, skulde der ingen Pariakaste være mere.

Nu han gik her med Natten bag sig og saa ind i Lyset, syntes han han lige var traadt ind i Ungdommen og havde det hele foran sig — alt havde han tilgode! Og alligevel var det, som han havde været med fra Tidernes Morgen, saa indgaaende kendte han den Mørkeverden han forlod. Var Mennesket da ikke et vidunderligt Væsen — i sin Ævne til at skrumpe ind og blive til ingenting, som i sin Ævne til at udvide sig og fylde det hele! Nu begreb han Farbror Kalles Smil til alting; han havde pansret sig med det, for at Tilværelsen ikke skulde rive altfor dybe Rifter i hans bløde Sind. Fattigmand havde været nødt til at afstumpe sig, han vilde simpelthen forbløde om han gav sig hen i den haarde Virkelighed. Afstumpetheden havde været som en haard Skal, der beskyttede de smaa; og nu kom de og havde Hjærtet i Behold trods alt. De kunde godt føre an i den gode Tid!

Pelle havde jo altid baaret paa en dunkel Følelse af at være udvalgt; allerede mens han var Barn, fik den ham til at se en haard Verden frejdigt i Møde og fyldte hans nøgne Lemmer med Spændstighed. Nøgen og fattig kom han ind i Verden, tilsyneladende uden nogen Vuggegave af nogen Art — og alligevel kom han som en lys Forjættelse til den halvgamle krumslidte Lassefar. Der straalede Lys fra ham saa ringe og almindelig en Kendsgerning han var; Vorherre havde givet ham Gnisten, sagde den gamle altid. Som et lille Himmerigs Vidunder havde den gamle altid set paa ham; Pellepøjken undredes jo lidt paa det — men hyggede sig i Faderens Glæde. Selv kendte han langt anderledes Vidundere dengang — f. Eks. Markedspladsens Kalve med to Hoveder og Lammet med de otte Ben. Han havde sine egne Fordringer til Livets vidunderlige Rigdom, og faldt ikke i Forundring over en ganske almindelig slugøret Purk, som man kunde møde hver Dag.

Men nu var han lige ved at give Far Lasse Ret. De største Vidundere rummedes jo inden i ham selv — ham Pelle, der lignede hundred Millioner andre Arbejdere og endnu aldrig havde haft mere end lige til Føden. Mennesket, det var dog det forunderligste af alt. Var han ikke selv — i al sin hverdagsagtige Selvfølgelighed — som en lysende Funke, sprunget fra Gudstankens vældige Esse? Ud til Rummets yderste Grænse kunde han sende sin spørgende Tanke — og tilbage til Tidernes første Morgenrøde! Og denne altomspændende Ævne syntes fremgaaet af intet — lige som Gud selv! Et Vidunder var jo alene det, at han, den larmende, skulde i Fængsel for at fatte det større Formaal med Tingene! — der maatte være nedlagt vidtrækkende Planer i ham, siden han spærrede sig selv inde.

Naar han saa ud over Rejsningen, følte han sig overfor en Verdenstanke med umaadelig langt Sigt. Gennem Aartusinder havde Almuen uden at ane det beredt sig til at drage ind i en ny Verden; Massernes Vandring lod sig nok ikke stanse, før de var naaet frem. En Lov, de ikke engang selv kendte og ikke formaaede at gribe ind i, førte dem den rette Vej; og Pelle var ikke bange. Bag hans aldrig blundende Syslen med Tidens store Problem, stod den Erkendelse, at han hørte til dem, Nationen lagde Ansvaret for Fremtiden over paa; men Maalet var han aldrig i Tvivl om. Og Midlerne heller ikke! De forudseende havde under den store Lockout gruet for, hvorledes det skulde være muligt at føre alle disse Masser i Ilden. Og saa havde det hele rullet sig naturligt ud af sig selv — fra en tilsyneladende lille bitte Aarsag til fast ført Kamp over hele Linjen.

Saa stort et Kald, som han og hans kom med, havde Verden heller aldrig før set! Det var intet mindre end Godhedens Sejr det galdt! Han brugte ikke gærne store Ord, men paa Bunden af sin Sjæl var han overbevist om, at alt ondt stammede fra Nød og Elendighed. Mistro og Egennytte kom af Misbrug, det var Menneskenes Værn mod Udbytning! Og Udbytningen kom af de utrygge Tilstande, af Mindelser om Nød, eller ubevidst Frygt for den! De fleste Forbrydelser kunde let føres tilbage til de sørgelige Tilstande, og selv hvor Forbindelsen ikke var synlig, var han vis paa, den eksisterede alligevel. Det var hans Erfaring, at alle Mennesker i Grunden var gode; det onde i dem kunde næsten altid føres tilbage til noget bestemt, mens Godheden ofte eksisterede paa Trods af alt. Den vilde sejre helt, naar Tilstandene blev trygge for alle. Selv de Forbrydelser, der skyldtes Abnormitet, var han vis paa vilde falde bort af sig selv, naar der ikke længer fandtes skjulte Mindelser i Samfundet om Elendigheden.

Det sad som en lys Tro i ham, at han og hans skulde forny Jorden; Almuen skulde gøre den til et Paradis for de mange — som den allerede havde gjort den til et Paradis for nogle faa. Der skulde et stort og langmodigt Sind til det, men hans Hær var jo prøvet grundigt af! De, der gennem umindelige Tider taalmodigt havde baaret Tilværelsens Tryk for andre, maatte være skikkede til at overtage Førerskabet ind i den ny Tid.

Pelle var paa sin Morgentur naaet helt ned til Strandvejen; det var for sent at vende om, og han var skrupsulten. Han købte sig et Par varme Rundstykker hos en Bager, og spiste dem paa Vejen ind til Forretningen.

* * * * *