Part 21

En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i Haven. Vuggen var flyttet ud i Solen, Pelle og Ellen sad paa hver sin Side af den og talte om Hjemmets Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, naar hun havde ham for sig selv. Barnet laa og gloede op i Luften med sine mørke Øjne, der var Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. Det saas paa ham, at han var undfanget i Sol og Kærlighed.

Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen og malede paa et Billede, som Pelle ikke maatte se, før det var færdigt. Han gik paa Tegneskole nu og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker — navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet som de gik og stod. Han havde en let Haand; med to-tre Streger kunde han give det, Faderen møjsommeligt havde maattet arbejde sig til. „Du snyder,“ sagde Pelle gærne, halv fortrydelig — „det kan ikke taale at ses nær ved!“ Men han maatte indrømme at det lignede.

„Naa, faar jeg snart Billedet at se?“ raabte han over. Han var svært nysgærrig.

„Ja, nu er det færdigt,“ sagde Lasse Fredrik og kom med det.

Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en enlig Mælkevogn; bag Vognen laa en Mælkedreng med blødende Hoved. „Han er faldet i Søvn, fordi han maa saa tidlig op,“ forklarede Lasse Fredrik. „Saa idet Vognen kører frem, gaar han bagover.“ Det morgenøde i Gaden var godt givet, men Blodet var altfor knaldende rødt.

„Det er meget uhyggeligt,“ sagde Ellen gysende. „Men sandt er det.“

Morten kom hjem fra Byen. „Her er Nyheder til dig fra Brun,“ sagde han og rakte Pelle et stort Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det i Ro: noget efter kom han ud.

„Ja store Nyheder er det denne Gang,“ sagde han bevæget. „Vil I høre det?“ Han satte sig til at læse.

Kære Pelle!

Jer sidder i min Seng og skriver til dig. Det er snavs med mig og har været i nogle Dage; dog haaber jeg ikke, der er noget alvorligt paa Færde. Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg vilde gærne starte til den store Verdensomsejling derhjemme fra. Jeg længes efter _Gryet_ og jer alle og føler mig ensom; hvis Foretagendet kan afsé dig nogle Dage, var jeg glad for om du kom herned. Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke til Rejsen.

Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste Straaler ind til mig; hele Dagen har været graa og trist, men nu bryder Solen frem af Skyerne og kysser Jorden — og mig gamle Mand med — til Afsked. Det giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for saadan har min Dag jo ogsaa været, før jeg traf dig. Endeløst lang og graa! Naar man er det sidste Led af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres graa Tilværelse ogsaa!

Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte Kraft er forunderlig. Omgangen med dig har været som et Løfte for mig, skønt jeg vel vidste, at jeg ingenting skulde udrette mere og ikke heller forplante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i Pagt med Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser vel paa mig som noget der forsvinder. Men se alligevel, hvor Livet lader os alle leve — ved at benytte os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa Fremtiden, hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af Hjærtet, jeg var en opvaagnende Proletar og stod i Dagningen; men jeg er alligevel glad, fordi det ny ved dig trykker mine Øjne til.

Dér har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt og selvfølgeligt — alt for kendt. Jeg havde det jo ordnet i mine Kataloger! Og se saa, hvor det fornyr sig! — nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt mig om Landet, det stod for mig som et Sted, hvor man enten vadede i Støv eller Søle. Den sorte Muld forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun Forestillinger om Kirkegaarden — saa langt var jeg fjærnet fra Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes i, disse drøje, grovtærende Skabninger, der nærmest forekom én som et Slags Dyr, der prøvede paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt leve derude. Saadan var jo Opfattelsen i min Kreds, og jeg havde selv en Rem af Huden, skønt min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til Naturen forekom mig æstetisk meget interessant men nærmest som et Modsætnings — for ikke at sige fjendtligt — Forhold. Jeg begreb ikke, at nogen kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at noget rørte sig i mig og kaldte mig ud; der var noget ved dig, som var Luft derude fra.

Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod de blot for mig som nogle haardhudede Børster, der skrabede de Midler sammen, vi i to Generationer har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn for to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at leve Livet, har jeg altid tænkt — og anset det som den eneste Undskyldning for at de fandtes i Slægten, saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det er dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed kun har haft en Seng i Tilværelsens Vartov.

For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at jeg gennem jer har lært den ny Tids Mennesker at kende og kan give min Formue tilbage. Den er skabt af alle dem der arbejder, og hobet sammen af nogle faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den tilbage. Andre vil komme til at gøre som jeg — frivilligt eller nødtvungent — indtil alt er alles. Og saa først kan Kampen om det menneskelige begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men hvilke vidunderlige Mennesker venter der os ikke med den ny Tid. Hvem der kunde have oplevet det!

Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. Endnu er der ingen Institution, jeg kunde overgive det til, saa faar I forvalte det i Fællesskabets Navn. I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I vil anvende det paa den bedste Maade — jeg giver det trygt i jeres Hænder. Testamentet beror hos min Sagfører, jeg ordnede det hele før jeg rejste hjemme fra.

Hilsen til alle i _Gryet_, Ellen og Børnene og Morten. Hvis den lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker I jo at han skal bære mit Navn. Men nu haaber jeg paa du kommer.

Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med Brevet.

„Bare det ikke er alvorligere med ham, end han vil være ved,“ sagde hun. „Du rejser vel?“

„Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i Morgen tidlig og tager med Formiddagsekspressen.“

„Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!“ udbrød Ellen og gik ind.

Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, forbi de halvopførte Boliger, hvis røde Sten lyste i Solen.

„Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?“ sagde Morten pludselig.

„Jo,“ svarede Pelle — „mig har ingenting kunnet skade, og saa er det vel rigtigt, hvad Far Lasse og de andre sagde, at jeg er født med Sejrsskjorten. De Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god mod andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden — det der skulde gjort mig til en Forbryder, gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har kunnet skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, som du siger.“

„Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! Jeg roder ikke længer blindt i Mørket — nu skal jeg skrive et stort Værk.“

„Til Lykke med det da! Hvad skal det handle om? Skal det være Værket om Solen?“

„Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det skal være et Værk om dig, Pelle!“

„Om mig?“ udbrød Pelle forskrækket.

„Ja — om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! Nu er det vel paa Tiden at kalde det nøgne Menneske frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han staar og skal overtage Fremtiden. — I vil jo helst læse om Grever og Baroner, men nu skal jeg skrive jer en Historie om en Prins, der finder Skatten og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du — og hun var der ikke. Saa er der kun ham selv til Rest, og der finder han hende — for han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en god Historie?“

„Jeg synes, det er noget godt Sludder,“ sagde Pelle leende. „Og du kommer da til at smøre godt med Løgn i, hvis du vil have mig gjort til en Prins. Jeg tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for en rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt til.“

„De skal gribe efter den — og græde af Glæde og Stolthed over at finde sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af bar Taknemmelighed!“

„Hvad skal den saa hedde da?“ spurgte Pelle.

„Den skal hedde _Pelle Erobreren_!“

Afskriverens bemærkninger

I denne bog er accentuerede bogstaver i danske ord sat med akut, gravis og cirkumfleks accent. Da de angiveligt betyder det samme, er alle forekomster blevet normaliseret til kun at bruge akut accent.

Den oprindelige stavemåde er for det meste bevaret. Nogle få åbenlyse typografiske fejl er blevet rettet uden bemærkning. Alle andre ændringer, nogle gange baseret på nyere udgaver, vises her (før/efter):

[p. 74]: ... megen Umag med at begribe denne Flugt bort fra ... ... megen Umage med at begribe denne Flugt bort fra ...

[p. 116]: ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig sig ... ... var gaaet i Baglaas for ham, men det rettede sig ...

[p. 131]: ... have set dig?“ ... ... have set dig!“ ...

[p. 167]: ... De tre Mand fulgtes op over den nøgne Stubmark ... ... De tre Mænd fulgtes op over den nøgne Stubmark ...

[p. 197]: ... spurgte hun i ud Stuen. ... ... spurgte hun ud i Stuen. ...

[p. 198]: ... fordi dem. Saa galede Hanen dernede og ... ... forbi dem. Saa galede Hanen dernede og ...

[p. 233]: ... ham at hilse paa dig?“ ... ... ham at hilse paa dig.“ ...