Part 16

Som han var der mange — den stadig voksende Arbejdsløshed begyndte at sætte Panik i Sindene. Det var ikke længer de unge Brushoveder alene, som gik og tabte Taalmodigheden. Af den store kompakte Organisationsmasse, hvori Enkeltvæsnerne hidtil ikke havde været til at skelne, traadte med ét enfoldige Mænd frem og gjorde sig latterlige ved at bære Tidens Sandhed lige paa Læben. Smaafolk der ingenting begreb af Livets Love, vaagnede ikke desto mindre skuffede af den Døs, Taktslaget havde hensat dem i — og rørte utaalmodigt paa sig. Der skete jo ikke noget — ikke andet end det, at det ene Elitefag efter det andet forlod dem og rykkede op i Borgerskabet.

Bevægelsen havde hidtil været det faste Udgangspunkt, derfra skete alt hvad der var af Vigtighed, og derfra faldt Lyset over Dagen. Men nu pludselig fødtes der et Kim i de enfoldigste, og de satte et Spørgsmaalstegn ved Stikordet. Til alting svaredes der jo: naar Bevægelsen har sejret, bliver det anderledes! men hvordan kunde det blive anderledes, naar der ikke skete mindste Forandring, nu de dog havde Magt? Nok lidt Forbedring maaske — men ingen Forandring! Det var blevet et fast Nummer, et Omkvæd hvergang en Kvinde fødte i Dølgsmaal, en Mand stjal eller pryglede sin Kone —: det er Følgerne af Systemet! op og stem Kammerater! Men nu begyndte det at lyde idiotisk i Ørerne paa dem. For Fanden, de stemte jo af alle Kræfter! men derfor blev alting sku alligevel dyrere. Gu var man lovlydig, man formelig svedte af Parlamentarisme, og bestilte snart ikke andet end at erobre Mandater — og hvad saa? Var der maaske noget Menneske i Tvivl om, at Fattigper var i Flertal — knusende Flertal? hvad var det saa for noget Vrøvl, at Flertallet skulde erobres? Nej, de der sad inde med Magten, skulde nok vide at indrette det saadan, at de blev ved at beholde den — saa kunde man erobre Mandater lige saa tosset man vilde!

Der var for megen Respekt i én for det Bestaaende — derfor gik det immervæk hen og spillede én paa Næsen! Det kunde sku være godt nok med al den Lovlighed — men man gik bare ikke gradvis fra det ene til det andet! Hvordan ku’ det ellers være, at der ingenting skete af det ny? Sagen var nok den, at hvert eneste Skridt hen imod det ny straks blev opædt af den bestaaende Tingenes Tilstand — og blev til Spæk paa Ribbenene af den. Kapitalen fedede sig sku, hvad Pokker man saa gjorde ved den; den var som Katten, der altid kommer ned paa Poterne. Hvergang Arbejderne tiltvang sig en lille Lønstigning, gangede Arbejdsgiverne det med to og lagde det over paa Varen — det var derfor de begyndte at blive saa medgørlige over for visse Lønkrav! Og dem der fik det lidt godt, lokkede Kapitalen over paa sit Parti — saa de andre kom til at sidde tilbage som Luseproletariat. Det ku’ sku godt være, at Bevægelsen havde gjort et stort Stykke Arbejde! — men der skulde forbandet gode Øjne til at faa Kig paa det.

Saadan rejste der sig Røster. Fra først af var det jo kun Sutter, som ingen behøvede bryde sig om; Værtshusdrivere som sad og brokkede ondt af sig i deres Donner. Men efterhaanden blev det en Tale, som gik fra Mund til Mund, Arbejdsløshedens Spøgelse huserede i alle Hjem og fik Mændene til at tænke over Tingene engang igen for egen Regning; ingen kunde vide, hvornaar Raden kom til ham at stryge Brosten.

Pelle havde let ved at fange Tonen i alt dette, det var hans eget Opgør med Fremrykningen dengang han kom ud af Fængslet, der nu var ved at blive Allemands. Men nu var han selv en anden! Han var ikke længer vis paa, at Bevægelsen havde været saa helt hen i Vejret; udrettet noget af det der sætter Skel havde den ikke, men den havde holdt Apparatet i Gang og styrket det. Den havde baaret Masserne hen over en død Tid, selv om det skete ved at lade dem vandre i Ring. Og nu var Ideen parat til at tage dem igen! Kanske var det godt, at der ikke var sket altfor store Fremskridt — ellers var de vel aldrig vaagnet mere. De maatte hellere sulte lidt endnu — til de kunde indrette sig i deres egen Verden — fede Slaver tabte let Friheden af Syne.

Bag ved det misfornøjede Ævl kunde Pelle høre det ny spøge — det gav sig mærkelige Udslag. Et Hold Arbejdere — vel et Par Hundrede Mand — der var beskæftigede ved et stort Udgravningsarbejde, blev ledige ved at Entreprenøren gik fallit. En ny Entreprenør overtog Arbejdet, men de stillede som Betingelse for at tage fat igen, at han betalte dem den Arbejdsløn de havde tilgode — og Spaserepenge. „Vi faar ingen Del i Kagen,“ sagde de — „saa maa I ogsaa selv bære Risikoen!“ De gjorde den ene Arbejdsgiver ansvarlig for den anden! — og sagde lunefuldt nej til godt Arbejde paa en Tid, hvor Tusender gik ledige! Den offenlige Mening var lige ved at tabe Hovedet, selv deres egen Presse tog Afstand fra dem. Men de stod stædigt paa deres og sluttede ind i Strømmen af Arbejdsløse, til man bøjede sig for deres urimelige Paafund.

Pelle hørte en ny Tone her. For første Gang gjorde Underklassen Kapitalen ansvarlig for dens Synder uden smaaligt at skelne mellem Per og Povl. Der begyndte nok at komme Perspektiv i Solidaritetsfølelsen!

Den store Lede ved at vandre i en aandelig Ørken gravede sig igen engang frem til Overfladen; han havde oplevet det samme en Gang før — da Bevægelsen rejstes; men denne Gang kom Opbruddet forunderligt nok fra Bunden af alting. Det begyndte med blinde Angreb paa Parlamentarismen og Stemmeretten og Parolerne, der var et ubevidst Oprør mod Tvang og Bunkebehandling i det. Ved en ufattelig Fornyelsesproces begyndte Massen at løse sig ud i Enkeltvæsner, der midt i de daarlige Tider gav sig til at spørge efter Jeget og Lovene for dets Tilfredsstillelse. Helt nede fra Bunden kom de og forlangte deres lusede pjaltede Individ respekteret.

Hvor kom det fra? Det var en komplet Gaade! Lød det ikke taabeligt, at Fattigper efter et aarhundredlangt Liv i Pjalter og Forhutlethed, der endte med hans fuldkomne Udslettelse i Kollektivismen — nu skulde dukke frem i Dagen med det stærkeste Krav af alle og fordre at faa sin Sjæl igen?

Pelle kendte de Unges Utaalmodighed igen i dette Røre — ikke for ingenting var Peter Drejer Sjælen i de Arbejdsløses Møder. Peter vilde have ham til at komme og tage Ordet, og et Par Gange fulgte han med — han maatte have Rede paa de Menneskers Forhold til sin Ide. Men han holdt sig i Baggrunden og var ikke til at drive op paa Talerstolen; med disse forvirrede Sammenstimlinger, der vendte op og ned paa alle Begreber, havde han ikke noget at skaffe. Give dem Mad i Dag kunde han jo alligevel ikke, og de stærke Ord var han vokset fra.

„Gaa op og giv dem et godt Ord — ser du da ikke hvor udsultede de er!“ sagde Peter Drejer en Aften. „De har Fidus til dig endnu fra gamle Dage. Men lad være med at præke Kooperation; man fodrer ikke sultne Mennesker med Fremtidsmusik.“

„Giver du dem Mad da?“ spurgte Pelle.

„Nej det kan jeg jo ikke; men jeg giver dem Afløb for deres Forurettethed og faar dem til at rejse sig og protestere. Det er dog altid noget, at de ikke tier og taaler længer!“

„Og hvis de i Morgen faar lidt at fjæle i Skrutten, saa er den hele Staahej glemt — men af Stedet er de ikke kommet. Er det ikke ligegyldigt om de lider Nød i Dag — i Forhold til det Spørgsmaal om de skal det til evig Tid?“

„Kan du læsse Ansvar paa de Stakler dér, saa maa du være en haard Hund!“ sagde Peter hidsigt.

Ja vel, nu galdt det netop om at gøre sig haard, paa sin Medfølelse alene udrettede man ingenting! den der gik med rindende Øjne, duede ikke til Kusk gennem Mørket. — —

Det var en død Tid, man maatte være glad man kunde holde den indvundne Stilling; nye Udvidelser var det ikke til at tænke paa før Foraaret. Men Pelle arbejdede ihærdigt paa at hværve Tilhængere for sin Ide, han havde faaet en Diskussion i Gang i Partipressen og holdt Foredrag. Han opsøgte helst de rolige Fagforeninger, forsmaaede al agitatorisk Veltalenhed og lagde sin Ide sagligt frem, byggede den op fra sine egne Erfaringer, til den uden noget Spræl — ved Kendsgærningernes blotte Magt — omsluttede Verden. Netop de træge vilde han have fat i, dem der havde været Bevægelsens urokkelige Kærne gennem alle Aarene, og trofast blev ved at gaa i det gamle Fodslag skønt det ikke førte noget Sted hen. Det var Kærnetropperne fra den store Kamp, der først og fremmest maatte kaldes paa! Dem kendte han, fik han dem til at gaa i Ilden for sin Ide med deres ubrødelige Disciplin, saa var meget vundet.

Det var paa høje Tid en ny Ide kom og tog dem videre, de var gaaet trætte i den bestandige Marsj paa Stedet, Bevægelsen var ved at løbe af dem. Men nu kom han med en Ide, de aldrig skulde gaa trætte paa, og som kunde bære dem helt igennem. Og ingen skulde komme og sige, at han ikke kunde fatte den, for det var Hjemmets enkle Tanke, ført ud til at omfatte det hele. Ellen havde lært ham den, og kunde de den ikke selv, saa fik de gaa hjem til deres Koner og lære den! _de_ gik ikke og rugede over, hvem af Familien der ydede mindst eller tærede mest, men gav enhver efter hans Behov og saa paa den gode Vilje. Som et godt og kærligt Hjem, hvor ingen rendte den anden ned, skulde Verden være — mere indviklet var det hele ikke!

Pelle var paa Færde tidlig og silde. Der gik næsten ikke en Dag, uden han holdt Foredrag eller skrev om sin Kooperationstanke. Ofte blev han kaldt ud i Provinsen for at tale, Folk vilde se og høre den mærkelige Fabrikant, der ikke tjente mere end sine Arbejdere.

Paa disse Rejser lærte han Landet at kende og saa at adskilligt i hans Tanke allerede var foregrebet derude. Bonden, der blev stiv af Skræk, naar man nævnede Ordet Socialist, praktiserede i stor Stil Bevægelsens Ideer; han havde indrettet sig kooperativt og spundet Landet ind i Brugsforeninger.

„Dér maa vi knytte til, naar vi faar vort Foretagende bedre i Orden,“ sagde han til Brun.

„Bare Bønderne vil arbejde sammen med os,“ indvendte Brun. „De er jo konservative af sig.“

Dette her var nu nærmest revolutionært; saa vidt Pelle kunde skønne, var der snart ikke saa stor Plads som en Negl for den rene Kapital at snylte paa derude. Bønderne gik bare stille med deres! Pelle var selv af Bondeslægt og tvivlede ikke om, at han nok skulde faa Føling med Landet naar den Tid kom.

Udviklingen forberedtes fra flere Sider — den brød man nok ikke med, om man vilde naa noget. Den var som en bunden Lov om Vækst i Tilværelsen, en ubrødelig Gudstanke, der løb gennem det hele! Nu førte den ham og hans i Ilden, og naar de rykkede frem, maatte der ingen sidde tilbage. Saa lyst og stort et Kald var endnu intet Samfundslag rykket frem med, de skulde for altid gøre Ende paa den Skændsel, at Menneskesnillet sad og vejede Rummets Kloder, men glemte at veje Brødet retfærdigt ud.

Den vaagnende Misfornøjelse med det gamle var han ikke ked af, den slog Hul paa de tilgroede Sind og skabte Mulighed for det ny. Foreløbig vandt han ingen større Tilslutning; forskellige ny Strømninger kæmpede om Sindene, der i deres vaklende Søgen droges snart til den ene Side snart til den anden. Men han havde en lys Følelse af at tjene en Verdenstanke, og tabte ikke Modet.

Arbejdsløsheden og den vaagnende Jegfølelse fik mange til at slutte sig til Peter Drejer, de oprørtes mod Tilstandene, og nu saa de ingen anden Udvej end at bryde med alting. De sprang nøgne frem af intet og krævede deres Personlighed respekteret, men dens Byrder kunde de ikke bære endnu — og deres haabløse Syn paa Elendigheden truede med at kvæle dem. Saa lavede de Obstruktion, deres egen Sprængthed fik dem til at ville sprænge det hele. De var hans besværligste Modstandere.

Hidtil havde de haft sørgelig Ret, men nu begreb han ikke deres desperate Utaalmodighed længer. Han havde givet dem en Ide nu, hvormed de kunde erobre Verden netop ved at bevare Sammenhængen; og naar de ikke tog ved den, maatte de være syge. Ud fra det Synspunkt tog han deres splittende Agitation med Ro; Sundheden skulde nok sejre!

For Tiden agiterede Peter Drejer for en Massedemonstration fra de Arbejdsløses Side. Han vilde have, de alle tyve Tusend Mand med Koner og Børn skulde slaa sig ned paa Raadhuspladsen eller Amalienborg Slotsplads — og nægte at flytte sig derfra til Samfundet tog sig af dem.

„Saa har Offenligheden Valget mellem at høre paa deres Krav eller køre op med Sprøjter og Kanoner,“ sagde han. Kanske gik der saa Hul paa Spørgsmaalet.

„Pas saa paa, Politiet ikke arresterer dig,“ sagde Pelle advarende. „Saa staar dine Folk uden Hoved — og du har lokket dem op i en latterlig Situation, som kun fører til Nederlag.“

„De skal tage sig i Agt, de Køtere!“ svarede Peter truende. „Den første Haand der griber efter mig, hugger jeg til.“

„Og hvad saa? Hvad opnaar du ved at slaa til Betjentene? De er kun Redskabet — og der er nok af dem!“

Peter lo skarpt: „Nej det er ikke Betjentene — og heller ikke Assistenten — — eller Politidirektøren! Det er ingen, du — — det er saa bekvemt, ingen kan gøre for det! Paa den Maade har man altid snigløbet os — overalt dukker Ondet sig og forsvinder, naar man vil have fat i det —: det var ikke mig! Nu Arbejderen staar og kræver sin Ret, ser Arbejdsgiveren ogsaa sin Fordel ved at forsvinde, og det upersonlige Aktieselskab dukker op. Aa, denne Satans Skulken udendom! hvor skal man henvende sig? — der er ingen der har Skylden mere! Men ser du, nu _skal_ der gøres for det! rammer jeg Haanden, saa rammer jeg ogsaa det der staar bag — man maa slaa til det man kan se. Jeg har anskaffet mig en Revolver mod Politiet, det skal ikke upaatalt gøres til et uskyldigt Levebrød at bære Vaaben mod sine egne.“

XVII

Pelle kom en Lørdag Aften hjem med Toget, han havde været ude i en Provinsby og hjulpet et kooperativt Foretagende i Gang.

Det var sent, men mange Butikker havde endnu aabent, de kastede straalende Lys ud i Ruskregnen, hvor Gadens sorte Strøm randt bestandig lige fort. Nu først kom de arbejdende Kvinder fra den indre By, blege Maskinskriversker, Kasserersker, der endnu havde Kolportage-Romanens Spænding i Øjnene, Syerskerne fra de store Forretninger. Nogle hastede afsted med Blikket ligeud uden at lade sig forstyrre af Gadens enlige Sværmere — de havde noget som ventede dem — kanske et lille Barn. Andre havde ikke noget at haste efter men gik og saa sig trætte om — og kunde pludselig leve op ved Synet af en ung Mand i Vrimlen.

Rengøringskoner var paa Vej hjemad med Kurven paa Armen; de havde haft en lang Dag og slæbte Benene tungt efter sig. Gaden var fuld af kvindelige Arbejdere, det var den omvendte Verden! de daarlige Tider kaldte Kvinderne frem og lod Mændene sidde. Paa Hjemvejen besørgede de Indkøbene for Søndagen; inde hos Slagter og Spækhøker stod de og hang som trætte Øg og ventede paa deres Tur. Blaafrosne Unger stod og rakte sig, med Haanden krampagtigt knyttet om Skillingerne; de lagde Hagen paa Disken og gloede forslugent paa Madvarerne, mens Lyset brødes forunderlig rigt i deres glubske Øjne.

Pelle gik rask til for at komme ud paa det aabne Land. Han holdt ikke af disse øde Gader i Byens Udkant, hvor Armoden rejste sig som et Fuglefjæld paa begge Sider af den smalle Kløft, og Mørket sukkede under saa meget. Naar han kom ind i saadan en endeløs Stenkløft, hvor Et- og Toværelseslejlighederne strakte sig over hinanden i syv Rækker saa langt han kunde se, truede Modet med at svigte ham. Det var som at vandre paa en uhyre Kirkegaard for brustne Haab, alle disse Tusender Familier var lige saa mange Vanskæbner; de havde lagt lyst og haabefuldt ud allesammen, og nu sad de her og sloges med Tomheden.

Han gik rask udad langs Markvejen, det var bælgmørkt og regnede, men han kunde Grøfter og Stier udenad. Langt oppe paa Bakken skinnede et Lys, det mindede om en Stjærne der stod lavt paa Himlen — det maatte være Lampen fra Bruns Soveværelse. Han undredes paa, at den gamle var paa Færde endnu; han blev hurtig træt, nu han var kommet ud af et langt Livs Beskæftigelse, og plejede at gaa tidlig i Seng. Han havde maaske glemt at slukke Lampen.

Pelle havde slaaet Kraven op om Ørerne og følte sig hyggelig til Mode — han holdt af at gaa ene i Mørket. I gamle Dage havde dets gabende Tomhed fyldt ham med panisk Skræk, men Fængslet havde gjort hans Sind fortroligt med det; han kunde gaa og glæde sig til disse ensomme Natture hjem over Markerne. Saa døde Byens Larm bag ham, og han indaandede den rene Luft, der syntes at staa lige ind mod ham fra Verdensrummet. Alt det, Manden ikke kan dele med nogen, kom op i ham paa disse Ture. I den daglige Kamp kunde han ofte nok have en nedslaaende Fornemmelse af, at Udfaldet beroede paa rene Tilfældigheder. Det var ikke nemt at skaffe sig Ørenlyd gennem den tusendstemmige Larm; der skulde Sensation til for at fange Opmærksomheden, og han kom blot med en ganske ordinær Ide og paastod, at den uden at stanse et Hjul kunde omskabe Verden. Det bestaaende gjorde sig ikke engang den Ulejlighed at bekæmpe ham, selv Fabrikanterne inden for Faget tog hans Foretagende med Ro og lod til at have opgivet Krigen mod ham. Han havde ventet sig stor Modstand og glædet sig til at overvinde den — og denne Ligegyldighed fik ham undertiden til at tvivle om sig selv. Hans ubetvingelige Ide gik jo blot under i Livets brogede Virvar!

Men her ude paa Landet, hvor Natten laa over Jorden som stor Ro, fik han sine Kræfter igen. Alt det ligegyldige faldt bort, og han saa, at han ligesom de dybe Bropiller havde sit egenlige under Overfladen. Saa uanseligt han ragede op, hvilede han paa et uhyre Underlag, Ensomheden omkring ham afslørede det for ham og fik ham til at føle sig vældig. Mens man oversaa hans Foretagende, skulde han gøre det saa stærkt, at de løb Panden imod det naar de vaagnede.

Pelle var glad for at bo paa Landet, det var hans Drøm engang at flytte Arbejderne der ud igen. Byen fik han mere og mere imod, han lærte aldrig at blive helt fortrolig med den. Det var bestandig lige besynderligt at færdes i denne summende Kube, hvor hver syntes at snurre for egen Regning og alle dog bankedes ind under én stor Vilje — Sultens. Byen øvede en dump Magt over Sindene, den drog de fattige til ved en Løgn om Lykken. Og naar den først havde dem, holdt den dem dæmonisk fast. Den giftige Luft var ligesom Opium, de usleste Stakler drømmer sig Lykken i den; og naar de først havde faaet Smag paa det, var de ikke Mennesker for at rejse ud til den jævne Hverdag igen. Der laa altid noget forfærdeligt bag Byens Fysiognomi, som lurede den blot paa at drage Mennesker ind i Nettet og suge dem ud. Om Dagen kunde det tilsløres af de mange Lyde, men Mørket bar det frem.

Hver Aften inden Pelle gik i Seng, maatte han ud til Gavlen og stirre ud i Natten; det var en gammel Bondeskik, han havde arvet fra Lassefar og hans Far igen. Saa søgte hans Blik spørgende ned over Byen, hvor hans Tanker i Forvejen var. Paa Solskinsdage var den kun Røg og Dis, men saadan en bælgmørk Nat laa der et festligt Lysskær over den. Byen havde en egen Ævne til at fælde Mørket ned over sig og tænde hvidt kunstigt Lys i det. Den laa lavt — ligesom en _Sump_ med Fald fra alle Sider — alle Afløb mundede ud i den; dens lysende Taage syntes at naa ud til Landets yderste Grænser — alting søgte denne Vej. Store Guldfluer stod og gyngede over _Sumpen_ i metallisk Pragt, Myg dansede hen over den som sorgløse Skygger. Der stod en uophørlig Summen af det; og nedenunder laa Dybet, som havde fostret dem, og boblede saa han kunde høre det helt herop.

Undertiden flakkede Byens Lys op over Himlen som Genskæret fra en uhyre Esse. Det var som et umaadeligt Hjærte bankede panisk i Mørket dernede, hans eget smittedes af det og snøredes sammen i uklar Angst. Skrig kunde pludselig stige op dernede fra, og man ønskede det næsten; et stærkt Udbrud var en Lettelse oven paa den evige latente Spænding. Dernede under Stadens Mure var Mørket altid levende, som en tung Livsstrøm gled det afsted, randt trægt mellem Kipper og Buler og Kaserner med sit skæbnesvangre Indhold af Nød og Forbandelser. Dets dulgte Færden indgød ham Rædsel; han hadede Byen for dens Mørke der fjælede saa meget. — —

Han var stanset foran _Gryet_ og stod og stirrede nedover. Pludselig hørte han en Lyd indefra, som fik ham til at fare sammen; han lukkede sig hurtigt ind. Ellen kom ud i Gangen, hun saa forstyrret ud.

„Gudskelov du kom,“ udbrød hun — „Anna er saa syg.“ Hun glemte helt at sige Goddag til ham.

„Er det alvorligt?“ spurgte Pelle og skyndte sig af Overtøjet.

„Det er det gamle igen. Jeg lod en Vogn fra Gaarden køre ind efter Doktoren — det blev dyrt du, men Brun sagde jeg skulde. Hun skal have varm Mælk med Emsersalt og Sodavand i. — Du kommer til at slaa Kulden af dig ved Kakkelovnen, før du gaar op til hende — men skynd dig lidt. Hun ligger hele Tiden og spørger efter dig.“

Sygeværelset laa i Halvmørke, Ellen havde hængt en rød Skærm over Lampen, for at Lyset ikke skulde genere den lille. Brun sad paa en Stol ved Sengen og stirrede ufravendt paa Barnet, som laa og smaapludrede i Feberdøs, han gjorde Tegn til Pelle at han skulde gaa stille. „Hun sover,“ hviskede han. Den gamle Mand saa ulykkelig ud.

Pelle bøjede sig stille ned over hende; hun laa med lukkede Øjne men sov ikke, hendes hede Aande gik over hans Ansigt i korte Stød. Idet han vilde rette sig, aabnede hun Øjnene og smilede til ham.

„Hvad er det med Søster, vil hun nu til at være syg igen?“ sagde han sagte. „Jeg troede Solen havde jaget den slemme Bronkitis væk.“

Barnet rystede resigneret paa Hovedet. „Hør Kældermanden!“ hviskede hun. Han sad og peb af alle Kræfter nede i hendes Luftrør, hun lyttede efter ham med et alvorligt Udtryk. Saa listede hun sin Haand op, og strøg Faderen over Ansigtet som vilde hun trøste ham.

Men Brun puttede den straks ned igen, og dækkede hende til om Skuldrene. „Dér kunde vi nær have sat Dukken over Styr,“ sagde han betænkeligt. Han havde lovet hende en stor Dukke, naar hun vilde holde sig godt dækket.

„Faar jeg den endnu?“ spurgte hun gispende og stirrede forskrækket paa ham.

„Ja vist faar du den. Og naar du skynder dig at blive rask, faar du en Vogn ogsaa, med Gummihjul.“

Ellen kom ind og afbrød dem: „Nu har jeg gjort Hr. Bruns Soveværelse i Stand,“ sagde hun og lagde sin Haand beroligende over Barnets spændte Træk.