Part 17

Bibliotekaren rejste sig nølende: „Det vil altsaa sige det samme som, at nu skal Hr. Brun gaa i Seng,“ sagde han halv misfornøjet. „Ja ja, saa Godnat da! Jeg stoler paa I kalder, dersom det skulde blive værre.“

„Hvor er han dog god,“ sagde Ellen sagte. „Han har siddet herinde hele Tiden og passet paa at Barnet laa dækket. Vi tør ikke røre os for ham, fordi hun skal have Ro; men han kan ikke selv dy sig for at sludre med hende, hvergang hun aabner Øjnene.“

Ellen havde flyttet Lasse Fredrik ned i Soveværelset og sat sin egen Seng herop for at vaage ved Barnet. „Nu skulde du gaa i Seng,“ sagde hun sagte til Pelle — „du maa jo være dødtræt efter Rejsen. Forrige Nat i Toget fik du vist heller ikke sovet noget.“

Han saa træt ud, men hendes Overtalelser nyttede ikke, han vilde blive heroppe. „Jeg kan alligevel ikke sove under disse Forhold,“ hviskede han; „og i Morgen er det jo Søndag.“

„Saa læg dig paa min Seng da! Det hviler dog altid lidt.“

Han lagde sig ned for at føje hende, og laa og stirrede op i Loftet, mens han lyttede til Barnets korte, rallende Aandedræt. Han kunde høre hun ikke sov; hun laa og legede med den rallende Lyd og fik Kældermanden til snart at snakke med grov Stemme, snart at pibe. Hun syntes helt fortrolig med denne ondartede Snakken med, der allerede havde kostet hende saa mange Sygetimer og lød saa pinligt i Pelles Øren. Hun havde en underlig resigneret Maade at bære Sygdom paa, som hørte Baggadens Væsner til; hun blev ikke urimelig og fordringsfuld men laa gærne og underholdt sig selv. Det var ligesom hun følte sig taknemmelig mod Lejet, hun var altid i bedst Humør, naar hun laa. Solen herude havde brunet hende godt, men der maatte sidde noget i hende, den ikke havde faaet Bugt med — man flyttede ikke saadan fra Baggadens onde Luft.

Hvergang hun fik et Hosteanfald, rejste Pelle hende over Ende og hjalp hende til at spytte. Hun blev blaarød i Hovedet af Hosten, og saa paa ham med Øjne der var ved at briste under den voldsomme Anstrængelse. Saa kom Ellen med den varme Mælk og Emsersaltet, den lille drak det med et resigneret Udtryk — og faldt hen igen.

„Saa slemt har det aldrig været før,“ hviskede Ellen — „hvad kan det saa nytte? Maaske er Landluften slet ikke god for hende.“

„Det skulde den dog gærne være,“ sagde Pelle — „for ellers er hun jo en lille forgiftet Stakkel.“

Ellens Stemme klang af den Mulighed, at de kunde komme til at flytte tilbage til Byen igen for Barnets Skyld. For hende var Byluften ikke ond, men simpelthen mildere end den herude. Gennem flere Slægtled var hun vænnet til den og havde overvundet dens skadelige Indflydelser; for hende var den god som kun Hjemegnens Luft er det. Hun kunde bo hvor det skulde være, men hendes Barndoms Egn maatte der ikke siges noget paa. Saa blev hun ivrig.

Barnet var vaagnet ved deres Hvisken og laa og stirrede paa dem. „Jeg dør ikke? gør jeg vel?“ spurgte hun ud i Stuen.

De bøjede sig over hende.

„Nu skal du putte dig og ikke tænke paa saadan noget,“ sagde Ellen angst.

Men Barnet blev haardnakket ved sit. „Hvis jeg nu dør, vil I saa sørge lige saa meget over mig som over Johanne?“ spurgte hun spændt og holdt dem fast med sine Øjne.

Pelle nikkede, det var ham ikke muligt at sige noget.

„Vil du tjære Loftet sort, for at vise at du sørger over mig? — Vil du, Far?“ vedblev hun ubønhørligt og saa paa ham.

„Ja, ja!“ sagde Ellen fortvivlet og kyssede hende paa Munden for at faa hende til at tie.

Saa lagde Barnet sig tilfreds om paa Siden; et Øjeblik efter sov hun.

„Hun er ikke hed mere,“ hviskede Pelle. „Jeg tror Feberen er forbi.“ Hans Ansigt var forfærdelig alvorligt; Døden havde strøget hen over det med sin kolde Haand. Han vidste det kun var i Spøg, men kunde alligevel ikke ryste Indtrykket af sig.

De sad tavse og lyttede til Barnets Aandedræt, der lød roligt nu. Ellen havde søgt Pelles Haand, en Gang imellem gøs hun sammen. De rørte sig ikke, men sad blot og lyttede, mens Tiden randt syngende forbi dem. Saa galede Hanen dernede og vakte Pelle, Klokken var tre; Barnet havde sovet roligt i to Timer nu. Lampen var ved at brænde ud, han skimtede svagt Ellens Profil i Halvmørket; Svangerskabet havde fortæret noget af Sommerens Huld og gjort Ansigtet sartere. Hun saa træt ud.

Han rejste sig lydløst og kyssede hende paa Panden. „Gaa nu ned og i Seng,“ hviskede han og førte hende hen imod Døren.

Der lød listende Trin udenfor, det var Brun der var henne for at lytte til den Syge, han havde slet ikke været i Seng. Inde i hans Arbejdsværelse brændte Lampen, og Bordet var fuldt af Papirer; han havde siddet og skrevet.

Han blev oprømt, da han hørte at Anfaldet nu var ovre. „Jeg synes hellere Fruen skulde traktere med en Kop Kaffe,“ svarede han, da Ellen skændte paa ham fordi han ikke sov.

Ellen gik ned og lavede Kaffe. De drak den inde hos Brun; Dørene stod paa Klem, saa de kunde høre efter Barnet.

„Det har været en drøj Nat,“ sagde Pelle og strøg sig over Panden.

„Ja, skal det blive saadan ved, saa kommer vi vist til at flytte tilbage til Byen,“ sagde Ellen haardnakket.

„Vi maa hellere begynde at give hende koldt Vand om Morgenen, saa snart hun er rask — og se at faa hende hærdet,“ sagde Pelle.

„Ja Pelle tror, at det er den onde Luft og den gode der nu slaas om Barnet, og at det bare er derfor hun har det daarligere end inde i Byen,“ vendte Ellen sig til Brun.

„Det er det ogsaa,“ sagde Brun alvorligt. „Og saadan et sygt Barn giver noget at tænke paa.“

XVIII

Den næste Dag var man sent paa Færde. Ellen vaagnede først ved Titiden og var helt forskrækket; men da hun kom op, var der varmt og i Stand allevegne, Lasse Fredrik havde besørget det. Hun kunde gaa lige i Lag med Frokosten.

Søster var helt kvik igen. Ellen flyttede hende ned i Dagligstuen og redte op paa Sofaen, dér sad hun helt stoppet ind i Puder — og spiste med ved Bordet.

„Er du ked af, Søster bli’r rask, gamle Mand?“ spurgte Svend Trøst.

„Jeg hedder ikke gamle Mand. Jeg hedder Bedstefar — eller ogsaa Hr. Brun!“ sagde Bibliotekaren leende og saa hen paa Ellen. Hun rødmede.

„Er du ked af, Søster bli’r rask, Bedstefar?“ gentog Drengen med en morsom pedantisk Ordrethed.

„Men hvorfor skulde jeg dog være ked af det, du lille Dumrian?“

„For saa skal du jo gi’e Penge!“

„Dukken ja — det er skam ogsaa sandt. Du maa ha’e Taalmodighed til i Morgen, Søster — for i Dag er det Søndag.“

Anna havde spist sit blødkogte Æg og vendt Skallen om i Æggebægeret, saa det saa ud som Ægget ikke var rørt. Hun skubbede det langsomt hen mod Brun.

„Hvad er det nu?“ udbrød han og skubbede Brillerne op i Panden. — „Du har jo ikke spist dit Æg.“

„Jeg kan ikke,“ sagde hun og hang med Hovedet.

„Men hun maa jo fejle noget,“ sagde den gamle himmelfalden — „saadan et stort fedt Æg! Ja ja, saa spiser _jeg_ det.“ Han gav sig til at banke Hul paa Ægget, Anna og Svend Trøst fulgte hans Bevægelser med jublende Øjne og maatte holde sig for Munden; først i det Øjeblik Skeen plumpede igennem Skallen og Brun fór op for at kyle dem det hele i Hovedet, sprudede de løs. Det var en Spas, der kunde gentages saa tidt det skulde være, uden at de tre fandt den forslidt.

Mens de spiste, kom Bonden oppe fra Bakkegaarden for at meddele, at de maatte belave sig paa at flytte, da han agtede at sælge Huset. Det var en af disse Overdrevets Bønder, som Storstaden havde slaaet ud af Ligevægt. Han havde siddet heroppe og set den gro ud om den ene Gaard efter den anden og gøre Ejerne til Millionærer, og gik bestandig og ventede paa at Turen skulde komme til ham. Jorden forsømte han, selv den rigeste Høst blev jo latterlig lille ved Siden af hans gyldne Drømme — saa fik Markerne Lov at ligge og bære Ukrudt.

Ellen var lige saa bestyrtet som Pelle ved Tanken om at skulle forlade _Gryet_; det var deres Hjem — deres Rede tilmed; al deres Lykke og Trivsel hang i Grunden sammen med denne Plet.

„De kan jo købe Huset,“ sagde Bonden. „Jeg har et Bud paa femten Tusend — det vil jeg lade det gaa for.“

De sad og drøftede det, efter at han var gaaet. „Det er meget billigt for det,“ sagde Brun. „Om et Par Aar har I Byen ud ad disse Kanter, og saa er det mindst det dobbelte værd.“

„Ja det kan nok være,“ sagde Pelle. „Men Beløbet skal baade skaffes til Veje og forrentes.“

„Der indestaar jo otte Tusind i 1ste Prioritet, og Hypotekforeningen laaner det halve — det bliver tolv. Saa er der tre Tusend igen, og dem er jeg ikke bange for at sætte i som tredje Prioritet,“ sagde Brun.

Men det holdt Pelle ikke af. „Der bliver Brug nok for Deres Penge i Virksomheden,“ sagde han.

„Ja ja! Men naar I sætter Huset i Stand og lader det omvurdere, er jeg vis paa I kan faa alle femten Tusend i Laaneforeningerne,“ sagde Brun. „Jeg tror, I staar jer ved det.“

Ellen havde faaet Blyant og Papir fat og sad regnede. „Hvor mange Procent skal man regne til Renter og Afdrag?“ spurgte hun.

„Fem,“ mente den gamle. „I gør jo selv alt Arbejdet ved Vedligeholdelsen.“

„Saa tør jeg godt,“ sagde hun og saa frejdigt paa dem. „Det maatte være morsomt at eje sit Hus selv! Synes du da ikke, Pelle?“

„Nej jeg syntes det er ganske vildt,“ svarede Pelle. „Vi kommer til at sidde for en Husleje af halvottende Hundrede Kroner.“

Ellen var ikke bange for den Husleje, det kunde Hus og Have nok bære. „Og om nogle Aar kan vi sælge Jorden til Byggegrunde og tjene mange Penge,“ sagde hun. Hun var rød i Kinderne.

Pelle lo: „Ja Spekulationen — er det ikke den Bakkegaardsbonden er ved at gaa i Stykker paa?“ Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til selv at have Ejendom at slaas med.

Men Ellen blev blot mere og mere opsat. „Saa køb det selv da!“ sagde Pelle leende. „Jeg har ingen Lyst til at blive Millionær.“

Ja det vilde Ellen gærne. „Men saa skal Huset ogsaa være _mit_,“ erklærede hun. „Og dersom jeg tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til at bruge dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres bundløse Fælleskasse.“ Mændene lo.

„Brun og jeg gaar os en Tur,“ sagde Pelle. „Saa kan vi jo gaa ind og skrive Slutseddel for dig med det samme.“

De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden Syd efter. Vejret var klart, det var slaaet om til let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent grønne Græs kom frem.

„Her er i Grunden smukt,“ sagde Brun. „Se hvor pyntelig Byen tager sig ud med sine Taarne — man skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte paa det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten — Arbejderne faar i Grunden ingen Del i Solen! Heller ikke de der forøvrigt har det ordenligt. Og saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk her paa Bakkekammen til begge Sider af _Gryet_ — den ny Tids Folk skulde gærne bo højere og lysere end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet saaledes, at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og Virksomheden efterhaanden indløste dem af sit Overskud. Det er nok saa praktisk som at dele Overskuddet mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier for Foretagendet. Apropos Overskud — du har arbejdet godt Pelle! Jeg tog et Skøn over det i Nat, der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa, men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene plejer at kunne dække Omkostningerne ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække er amortiserede, staar det hele ubehæftet.“

„Hvem skal eje det?“ spurgte Pelle. Han gik og tyggede paa et Straa, og satte Benene sindigt frem — som en Bonde der gaar i Pløjejord.

„Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene ikke kan overdrages og ikke behæftes med ny Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages enhver Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens Omraade. Det hele skulde hvile i sig selv, og kunne ophæve Privatejendommen inden for sine Rammer. Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, jeg bygger videre paa! Endnu er det ikke nemt at finde en juridisk Form, hvorunder det hele kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg det — og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker han kommer hjem med friske Kræfter!“

„Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver det i en nær Fremtid?“

„Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt — derved bøder vi jo ogsaa lidt paa den store Arbejdsløshed. Tredve Huse — det er dog altid en Begyndelse. Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!“

„Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk for vore Arbejdere?“

„Ja — Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være halv udenfor og halv indenfor! — Naa, hvad synes du saa?“

„Det er en stærk Plan!“ sagde Pelle. „Vi rejser vor egen By her paa Bjærget.“

Den gamles Ansigt lyste af Glæde. „Der er dog lidt ved mig, hva’? — der er ogsaa gammelt Forretningsblod i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret sig en Verden sammen — hvorfor skulde jeg være ringere end de? Jeg skulde have været yngre, du Pelle!“

De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra den anden Side. „Det hele var i Grunden ikke for stort, om vi skal have Plads til at udvide os,“ sagde Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar det galdt en stor Plan.

„Jeg gaar netop og tænker paa det samme,“ svarede Brun. „Hvor meget er her — et Par Hundrede Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend Familier, naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.“

Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for en kvart Million.

„Men Ellen — hvordan affinder vi os med hende?“ udbrød Pelle da de var paa Hjemvejen.

„Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes Ærende vi gik — og nu har vi selv hugget Forretningen. Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad det drejer sig om.“

„Det er jeg ikke vis paa,“ sagde Pelle leende. „Maaske naar De kommer i Lag med hende.“

„Naa, fik I Huset?“ spurgte Ellen, hun stod i Døren og tog imod dem.

„Ja, vi fik meget mere end det,“ sagde Brun friskfyragtigt. „Vi købte hele Historien.“

„Er det Alvor, Pelle?“

Han nikkede.

„Hvad saa mit Hus da?“ spurgte hun langsomt.

„Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,“ sagde Brun. „Men det kan for saa vidt nemt skilles fra — det er blot lidt hurtigt at skyde Hul paa Fællesskabet, før det endnu er etableret.“ Han sad lidt og ventede paa, at Ellen skulde sige noget. Da hun haardnakket tav, vedblev han lidt kort:

„Naa — ja saa er der ikke mere at sige til den Ting! Ret skal være Ret, og i Morgen skal jeg træffe Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet for de femten Tusend. — Saa maa vi jo opgive hele Historien, Pelle! vi kan ikke ha’e, at Manden for det hele bor i sin private Ejendom. Der røg den Plan i Lyset!“

„Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit Hus,“ sagde Pelle polisk. „Jeg kan jo bygge lige paa den anden Side Skellet, saa kan vi dog nikke til hinanden.“

Ellen saa alvorligt paa ham. „Jeg synes kun, det er lidt underligt, at man bestemmer over mine Sager uden at spørge mig først,“ sagde hun endelig.

„Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,“ svarede Brun, — „vi haaber, De vil slaa en Streg over det. De giver altsaa Afkald paa Huset?“

„Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at flytte fra mig,“ svarede Ellen smilende. „Men ked af det er jeg; jeg er vis paa, der om kort Tid havde været Penge at tjene.“

„Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne skal til at rykke ind i vore forladte Sneglehuse,“ sagde Brun halv alvorligt.

„Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,“ indskød Pelle.

„Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg ikke skulde vide hvad de var værd,“ svarede Ellen slagfærdigt.

Gamle Brun lo. „Den var nok til Hr. Brun!“ sagde han. „Men siden De har saadan Mod paa Grundspekulationen, Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump Eng, som ligger halvvejs inde ad Byen til — ved Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke noget værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet at faa nogen Værdi. Men det varer næppe længe, før Byen er derude og kræver Plads.“

Det havde Ellen ikke noget imod. „Men saa vil jeg have Lov til selv at raade over, hvad der kommer ud af det,“ sagde hun.

XIX

Solen holdt godt ud det Aar. Der blev ved at hænge Rester af Sommeren i Luften helt ind i December. Hvergang det onde Vejr kom, sagde Ellen: „Nu bliver det da vist Vinter!“ Men Solen slog det til Side endnu engang, den gik lavt ned i Syd og kiggede ind i hele Stuen som om den skulde tælle alle Skilderierne.

Den store gule Gloire blev ved med at bære, hver Dag kom Ellen ind med en stor tung Buket af Roser og blodfarvet Løv. Hun var selv tung i det, den friske Kulde nappede i Næsen, der blev stadig spidsere — og farvede Kinderne røde. En Dag kom hun og holdt en stor Buket hen mod Pelle. „Hvor mange Penge faar jeg at holde Jul for?“ sagde hun.

Ja sandelig, Aaret var snart forbi!

Efter Nytaar blev det Vinter for Alvor. Den kom med megen Sne og Kulde og gjorde det til en besværlig Sag at holde Forbindelse med Omverdenen — des nøjere sluttede man sig til hinanden inden Døre. Anna var egenlig skolepligtig nu, men hun led en Del af Kulden og var i det hele ikke meget robust; Pelle og Ellen turde ikke udsætte hende for de lange Vadeture i Sneen og læste selv med hende.

Ellen var blevet lidt doven til at gaa og kom sjældent ind til Byen; de to Mandfolk besørgede Indkøbene om Aftenen, naar de var paa Hjemvejen. Det var en død Tid; der arbejdedes ikke ved Lys, saa de kom tidlig hjem. Ellen havde forlagt Middagen til Kl. fem, saa de alle kunde spise sammen. Efter Middagen gik Hr. Brun gærne ovenpaa for at arbejde endnu et Par Timer. Han havde travlt med at udarbejde Projekter til Bebyggelsen af Bakkegaardsjorderne og undte sig ingen Ro. Pelles Iderigdom og Energi smittede ham, saa Planerne voksede for ham og antog stadig større Omfang; han tog ikke Hensyn til sit svage Legeme men stod tidlig op og sled hele Dagen med Fællesvirksomhedens Anliggender. Det var, som han vilde kappes med Pelles Ungdom og gik i bestandig Angst for, at noget skulde komme bag paa ham og afbryde det hele.

Hele den øvrige Familie samledes om Lampen og havde hver sit for. Svend Trøst havde faaet sit Legebord slaaet i Vejret og sad og hamrede ufortrødent med sin lille Trækølle paa et Stykke Tøj, som Ellen havde lagt imellem for at han ikke skulde slaa Mærker i Bordet. Han var en solid Fyr, Huldet paa Armene laa i en Krave helt ud over de smaa Hænder; Rynkerne i Panden klædte ham pudsigt, naar man ikke netop huskede paa, at han havde kostet sin Mor Livet. Det saa ud, som han selv vidste det, saa alvorlig var han. Han fik Lov at sidde lidt for at være med, Kl. seks kom han i Seng.

Lasse Fredrik tegnede gærne, naar han var færdig med sine Lektier. Han havde Nemme for det, og Pelle saa undrende sin egen Ævne, som han aldrig havde faaet andet end Tugthus ud af, genopstaa hos Knægten i forbedret Skikkelse. Han viste ham Fremgangsmaaden og fik selv igen Blyant i Haanden efter lange Tider. Men hans egenlige Beskæftigelse var at læse med Barnet, og fortælle hende om alt hvad der kunde falde for. Søster holdt navnlig af at høre om Dyrene, og Pelle havde nok af Erindringer at øse af fra sin Vogtertid.

„Har Dyrene virkelig Forstand?“ spurgte Ellen forundret. „Du tror virkelig de tænker over Sagerne akkurat som vi andre?“

For Søster var det ikke noget nyt, hun talte hver Dag med Hønsene og Kaninerne og vidste nok, hvor kloge de var.

„Kan Blomsterne mon ogsaa tænke?“ spurgte Lasse Fredrik. Han var netop i Færd med at tegne en Blomst efter Hukommelsen, og den vilde hele Tiden tage Lighed efter et Ansigt — deraf Spørgsmaalet.

Pelle mente det nok.

„Nej Pelle dog,“ sagde Ellen „nu gaar du for vidt. Tænke er noget kun vi Mennesker kan.“

„De kan i hvert Fald føle, og det er vel ogsaa paa en Maade at tænke — det er bare med Hjærtet. De mærker straks, om man holder af dem — hvis man ikke gør det, trives de heller ikke for en.“

„Ja det tror jeg. For den der holder af dem, passer dem ogsaa godt,“ vedblev Ellen uforbederlig.

„Det er jeg ikke saa vis paa,“ svarede Pelle og saa drilsk paa hende. „Du holder meget af _Flittig-Lise_, men en Gartner vilde vist sige at du behandler den som en Kaalstok. Og se, hvor den blomstrer flittigt alligevel. De besvarer venlige Tanker med Taknemmelighed, og det er dog en smuk Maade at tænke paa. Forstanden er maaske ikke saa meget værd, som vi Mennesker gaar og bilder os ind — du tænker jo selv med Hjærtet, lille Mor.“ Det var hans Kælenavn til hende, nu hun var med Barn.

Efter saadan en lille Afbrydelse gik de to videre. Pelle maatte fortælle Søster om alle ABC-Bogens Dyr, om den nyttige Ko — og Haren der slikkede Duggen af Kløveren og hoppede op lige for Næsen af Vogterdrengen. Om Vinteren gik den ind i Haven, gnavede Barken af de unge Trær og aad Bondekonens Kaal. „Ja det maa jeg bekende,“ faldt Ellen ind, og saa lo de alle, for Morten havde lige spist hendes Grønkaal.

Saa sprang Barnet pludselig fra og vilde vide, om København havde været til altid, altid! Pelle gik et Øjeblik i Staa, men fik i et lykkeligt Nu Biskop Absalon gravet frem i Erindringen. Han benyttede Lejligheden til at fortælle, at Hovedstaden havde en halv Million Mennesker.

„Har du da talt dem, Far?“ udbrød Barnet betuttet og greb ham i Ærmet.

„Aa det kan du vel nok begribe Far ikke har, dit lille Fæ!“ sagde Lasse Fredrik. „Der ku’ jo fødes en imens.“