Part 20

Ved Middagstid var Brun inde i Virksomheden for at underskrive nogle Dokumenter og gennemgaa Regnskaber sammen med Pelle. De sad oppe i Kontoret bag Butiken, Pelle læste op og kom med sine Bemærkninger, den gamle hørte halv efter og nikkede blot; han længtes hjem til _Gryet_. „Du vil nok gøre det saa kort som muligt,“ sagde han, „for jeg føler mig ikke rigtig vel.“ Den barske Foraarsblæst var ikke god for ham, han havde svært ved at faa Vejret. Lægen havde tilraadet et Par Maaneders Ophold ved Riviéraen — til Foraaret var ovre; men den gamle gik og kunde ikke bestemme sig. Han havde ikke rigtig Mod til at give sig ene ud.

Butiksklokken ringede, og Pelle gik ned for at ekspedere. En ung solbrændt Mand stod uden for Disken og lo.

„Kender du mig ikke?“ sagde han og stak Pelle paa Næven. Det var Karl, den yngste af de tre forældreløse i _Arken_.

„Jo, vist kender jeg dig!“ svarede Pelle glad. „Jeg har søgt dig i Adelgade — dér sagde man, du havde Forretning.“

Det var saalænge siden! Nu var Karl Anker Bestyrer for en stor Brugsforening ovre paa Fyn. Han var kommet over for at bestille en Del Fodtøj hos Pelle til Brugsforeningen. „Det er kun et Forsøg,“ sagde han. „Hvis det slaar an, skal jeg skaffe dig i Forbindelse med Fællesforeningen; det er en Kunde, som aftager noget, kan du tro!“

Pelle maatte skynde sig at tage Ordren ned, Karl skulde afsted med Toget.

„Det er en Skam, du ikke har Tid til at gaa med over og se Virksomheden,“ sagde Pelle. „Husker du den lille Povl fra _Arken_? Fabrikspigens Dreng — som hun bandt til Kakkelovnen, naar hun gik paa Arbejde? Han er blevet en briljant Fyr — han er min Førstemand paa Fabriken. Det vilde more ham at hilse paa dig.“

Da Pelle havde lukket efter Karl og vilde gaa op til den gamle paa Kontoret, fik han Øje paa en lille lidt forvoksen Kvinde og et Barn; de gik frem og tilbage oven for Værkstedsvinduerne og kiggede i Smug ned. De veg sky tilside for Folk og saa ynkelig forskræmte ud. Pelle kaldte dem ind i Butikken.

„Er det Peter Drejer, I vil tale med?“ spurgte han.

Kvinden nikkede. Hun havde et fint Ansigt med store bedrøvede Øjne. „Hvis det ikke forstyrrer,“ sagde hun.

Pelle kaldte paa Peter Drejer og gik saa op paa Kontoret; gamle Brun sad og var faldet i Søvn.

Han hørte dem hviske dernede, Peter Drejer var hæftig, Kvinden og Barnet græd — han kunde høre det af Tonen i deres Hvisken. Det hele stod kun paa et Øjeblik, saa lukkede Peter dem ud. Pelle skyndte sig ned i Butiken.

„Hvis det var Penge, saa ved du jo, at du bare behøver sige til,“ sagde han hastigt.

„Nej, det var det store Arbejdsløshedsmøde i Eftermiddag — de vilde trygle mig til at blive hjemme. Tossede Væsner — Gud ved, hvad der gaar af dem?“ Peter Drejer var helt krænket. „Det er sandt — du har vel ikke noget imod, at jeg gaar nu? Det skal afholdes om en Timestid?“

„Jeg troede, det var aflyst,“ sagde Pelle.

„Ja, men det var bare en Manøvre — for at der ikke skulde blive nedlagt Forbud. Vi afholder det paa en Mark ude paa Nørrebro. Du skulde tage med — det bliver et Møde, som vil spørges. I Dag skal vi afgøre store Ting.“ Peter Drejer var nervøs, hans Hænder famlede omkring paa Tøjet, mens han talte.

Pelle lagde Hænderne paa hans Skuldre og saa ham ind i Øjnene. „Du skulde føje de to,“ sagde han indtrængende. „Jeg kender dem jo ikke, men dersom deres Ve og Vel afhænger af dig, saa har de ogsaa et Krav paa dig. Opgiv det du har for, og tag en Tur ud med de to! nu begynder alting at bryde — tag i Skoven med dem, du! Det er bedre at gøre to Væsner lykkelige end tusend ulykkelige.“

Peter saa til den anden Side. „Vi har ikke noget særligt for, hvad er der saa at gøre Væsen over!“ mumlede han.

„Du har et eller andet for i Dag — jeg kan mærke det paa dig. Og hvis du ikke kan føre det igennem, hvem kommer saa til at tage Følgerne? Kvinderne og Børnene, du! Du _kan_ ikke føre det igennem — vore Kræfter ligger ikke dér.“

„Du gaar din Vej, saa kan du jo lade mig gaa min,“ sagde Peter og gjorde sig læmpeligt fri.

Der stod to Betjente paa Fortovet lige overfor og talte sammen; de holdt i Smug Øje med Butiken. Pelle viste derover.

„Politiet ved ikke, hvor Mødet skal holdes, og nu passer man paa mig,“ sagde Peter med et Skuldertræk. „Dem dér skal jeg nemt lede paa Vildspor.“

De to Betjente kom over Gaden og skiltes uden for Butiken; den ene stod lidt og betragtede Vinduesudstillingen, saa traadte han raskt ind i Butiken.

„Er Peter Drejer her?“ spurgte han brøsigt.

„Det er mig,“ svarede Peter og trak sig bag om Disken — „men jeg vil raade Dem til ikke at røre mig! Jeg taaler ikke Politihænder paa mig.“

„De er anholdt!“ erklærede Betjenten kort og fulgte efter ham.

Pelle lagde Haanden paa Betjentens Arm. „De skulde fare lidt med Læmpe,“ sagde han.

Men Betjenten skubbede ham haardt til Side. „Ingen Indblanding her!“ raabte han og stødte i sin Politifløjte.

Det gav et Sæt i Peter. Et kort Øjeblik greb hans Tanker raadvildt ud i det blaa, saa sprang han som en Kat over Jærnrækværket ned paa Værkstedstrappen. Men dernede stod den anden Betjent for at tage imod ham. I ét Spring var han oppe i Butiken igen — lige ind paa sin Forfølger; han havde Revolveren i Haanden. „For Satan, nu kan det være nok!“ hvæsede han.

Der faldt to Skud lige paa hinanden — Smæld i Smæld. Betjenten fik lige vendt sig til Flugt og faldt forover med Hovedet ind under Disken; Peter sank sammen oven paa ham. Det saa ud, som han snublede over Betjentens Ben; men da Pelle vilde hjælpe ham op, saa han, at Blodet piblede ud af et Hul i Tindingen paa ham. Betjenten var stendød.

Peter aabnede besværligt Øjnene, da Pelle løftede hans Hoved. „Hjælp mig væk!“ hviskede han og drejede Ansigtet mod den døde Betjent med et Udtryk af Væmmelse. Han holdt endnu krampagtigt om Revolveren.

Pelle vristede den fra ham og bar ham op paa Sofaen i Kontoret. I Døren stod den gamle Bibliotekar og rystede. „Aa, skaf lidt Vand,“ sagde Pelle, men den gamle hørte ham ikke.

Peter Drejer gjorde en afværgende Bevægelse, han trængte ikke til noget mere. „Men de to,“ hviskede han.

Pelle nikkede.

„Og saa — Pelle — — Kammerat —.“ Han prøvede at fæste sit døende Blik paa Pelle, men jog pludselig sammen som i Krampe, Knæerne trak sig helt op under hans Hage. „Blodhundene!“ stønnede han. Han skelede saa stærkt at Pupillerne blev helt borte. Men saa gled det hele i Lave igen med en underlig livløs Segnen, han var død.

Betjenten kom op. „Naa er han kreperet?“ sagde han hadefuldt. „Ja han har længe nok spillet os paa Næsen.“

Pelle tog ham ved Armen og førte ham hen til Trappen. „Nu hører han ikke under Deres Distrikt længer,“ sagde han. Han lukkede Døren og gik bagefter Betjenten ned i Butiken. Den dræbte Betjent laa saa lang han var oven paa Disken; hans Kammerat havde lagt ham derop, laaset Butiksdøren og rullet ned.

„De vil nok stanse Virksomheden? og meddele Kammeraterne, hvad der er sket,“ sagde Pelle stille til Brun — „der er noget, jeg maa tage mig af. Her arbejdes ikke mere i Dag.“

„Vil du gaa?“ sagde den gamle bekymret.

„Ja, jeg vil føre Peters Møde til Ende for ham — nu kan han jo ikke selv,“ svarede Pelle lavmælt.

De var gaaet ned gennem Værkstedet, Kammeraterne stod dernede og saa paa hinanden, de havde hørt Skuddene men vidste hverken ud eller ind. „Peter er død,“ sagde Pelle, mere kunde han ikke faa frem for Bevægelse. Alting styrtede pludselig ind paa ham. Han skyndte sig op og sprang paa en Sporvogn.

Ude paa en af de store Marker bag Nørrebro havde der samlet sig et Par Tusend Arbejdsløse. Det var blæst op og ruskede fra Vest, Vejret stod i Stød ned over Marken. De Arbejdsløse gik og trampede frem og tilbage eller stod og smaafrøs i deres tynde Tøj; der var ond Luft over Forsamlingen. Fra Sidegaderne blev der ved at strømme Mænd ud, slemt medtagne Skikkelser de fleste af dem, med Ansigter som Arbejdsløsheden havde gravet Aarstal i. Mange havde ikke længer Tøj til at vise sig inde i Byen, og benyttede denne Lejlighed til at være med.

De gik og knurrede over, at Mødet ikke begyndte, spurgte fra Mand til Mand hvad Meningen var, og vidste hverken ud eller ind. Det manglede jo bare, at ogsaa Peter Drejer havde snydt dem og var rendt over til Borgerskabet!

Men pludselig dukkede en Skikkelse op paa Arbejdsvognen som skulde benyttes til Talerstol — fra alle Sider strømmede de til. Hvem fanden var det? Peter Drejer var det ikke! Pelle? — hvad for en Smed? Naa, ham fra den store Kamp — _Lynet!_ Var han til endnu? Gu var han saa, han var jo blevet Storfabrikant og Samfundsstøtte om en Hals! Hvad pokker vilde han her? — han var ellers ikke lidt fræk!

Pludselig slog der et helt Uvejr imod ham af Raab og Hyssen, iblandet spredte Bifald.

Pelle stod og saa ud over Forsamlingen, med et Udtryk af forfærdelig Alvor. Deres Demonstration mod ham rørte ham ikke, men her stod han i død Mands Sted! Endnu følte han Peters dødtunge Hoved i sin Arm.

Da der var blevet nogenlunde Ro, løftede han Hovedet. „Peter Drejer er død,“ sagde han med en Stemme, der hørtes over det hele. Der gik en Hvisken gennem Rækkerne, de saa spørgende paa hinanden som havde de hørt galt. Han saa af deres Udtryk, hvor meget der vilde gaa i Stykker for dem, dersom de skulde tro det.

„Det er Løgn!“ raabte pludselig en befriende Stemme. „Du er lejet af Politiet til at liste os om Hjørnet, din Rad!“

Pelle blev bleg. „Peter Drejer ligger inde paa Fabriken med en Kugle gennem Hovedet,“ gentog han ubønhørligt. „Politiet vilde anholde ham, saa skød han baade Betjenten og sig selv!“

Et Øjeblik syntes alt Liv at fryse bort under den ubarmhjærtige Sandhed, han saa hvor de havde elsket Peter Drejer. Saa begyndte de at mudre og raabe, de vilde ind og snakke et Ord med Politiet, nogle satte sig allerede i Bevægelse.

„Stille, Folkens!“ raabte Pelle med vældig Stemme. „Er I voksne Mænd og vil lave Halløj ved en Kammerats Baare!“

„Hvad kender du til det,“ svarede én. „Du ved jo ikke hvad du snakker med om!“

„Jeg ved saa meget, at der et Sted ude paa Vesterbro sidder en Kvinde og et Barn og venter paa Peter — og han kommer ikke. Skal der sidde flere? Hvad gaar der af jer, siden I vil springe i Søen og drukne jer, fordi I er lidt gennemblødte? Faar de Efterlevende saa deres paa det Tørre? For tror I det, saa er det jeres Pligt at ofre jer. Men tror I ikke snarere, Samfundet vil kaste jer i en stor Fælleskule og lade Enkerne og de Faderløse om at græde over jer?“

„Du kan sagtens snakke!“ raabtes der til ham. „Du har Dit paa det Tørre!“

„Jeg er i Færd med at hale jeres paa det Tørre for jer — og det vil I ødelægge med en Dumhed! Jeg kan sagtens snakke siger I! men er der nogen af jer, der tør vende sit Ansigt mod Himlen og sige, han har gaaet mere igennem end jeg, saa lad ham komme her op og tage min Plads.“

Han tav og saa ud over dem. Deres hærgede Ansigter sagde, at de trængte til Mad men endnu mere til ny Haab, Blikket stod igen og grov ude i det uvisse. Nu maatte der lægges Ansvar paa dem, et urimeligt Ansvar for saa forfordelte Væsner — helst saa stort at det kunde bære dem helt frem.

„Hvad gaar der af jer?“ blev han ved. „I lider Nød, men det har I jo gjort altid uden at faa noget for det; og nu da der er en Hensigt i det, vil I ikke mere. Vi er jo ikke fra i Gaar — husk det! Var det ikke os, der kæmpede den store Kamp til Ende sammen. Nu haaner I den og hele Bevægelsen, og siger de ingenting har bragt; men det var dog dér, vi brød igennem til Livet og erobrede os Menneskeret.

Og før den Tid har vi i tusend Aar baaret vort blinde Haab frelst gennem Underkuelse og Savn. Er der noget andet Samfundslag der har en Marsjrute som vor? tvunget af Omstændighederne indrettede vi os paa at vandre i Ørkenen i Aartusender og glemte aldrig Landet; den gode Gud havde givet os noget af sin egen uendelige Langmodighed til at bære os hen over den trælse Tid. Og nu da vi er ved Grænsen, har I glemt hvad Marsjen galdt, og ofrer det hele blot man forvandler _jer_ fra magre Slaver til fede Slaver.“

„Der er ingen Slaver her!“ raabtes der truende fra flere Sider.

„I er Arbejdsdyr, i Sele og med Skyklapper for Øjnene — nu forlanger I at blive velfodrede. Hvornaar falder det som Skel fra jeres Øjne, saa I overtager Ansvaret for jer selv? I tror, I er nogle Fandens Karle naar I tør blotte Bringen mod Bajonetterne, men kan vi tage det op med Brutaliteten? Hvis vi kunde, var Fremtiden ikke vor.“

„Haaner du Peter Drejer?“ spurgte en mørk Stemme.

„Det gør jeg ikke. Peter Drejer hørte til dem, der gaar i Forvejen og bestryger Vejstenene med deres Hjærteblod, for at vi andre kan finde frem. Men ham har I ingen Ret til at sammenligne jer med; han segnede under Vægten af et uhyre Ansvar, og hvad gør I? Vil I ære Peters Minde, som det fortjener det, saa gaa stille hjem og slut jer til Bevægelsen igen! Dér har I et Arbejde at gøre, som vil forvandle Verden, naar I alle lægger i. Hvad gør det, om I skal bløde med mange Kræfter og Tarmene skrige af Sult en Stund endnu, mens I bygger jert eget Hus — I sultede jo ogsaa, da I byggede for andre!

Peter Drejer beraabte I jer paa, men vi hører ikke til de store Martyrer; vi er Hverdagens almindelige Mænd; i den ligger vor Gærning. Alle de Tusender der led og døde i Stilhed, har de maaske ikke et endnu større Krav paa at blive taget til Følge? De er gaaet fredeligt til Grunde for Udviklingens Skyld, og kan med mægtig Ret kræve at vi tror paa en fredelig Udvikling. Netop vi som kommer fra Bunden maa bevare den historiske Udvikling, — aldrig har nogen Bevægelse haft en saa lang og lidelsesfuld Forhistorie som vor! Gennem Lidelser og Afsavn har vi opøvet os til at tage imod Førerskabet, naar det gode kommer til sin Ret — og saa vil I kaste det hele overbord med en Voldshandling.“

De hørte tavs paa ham nu. Han havde fanget deres Sind men det var ikke lys Viden de tog ind. Foreløbig saa de nærmest ud som trætte Folk, der faar at vide at der er langt igen. Men de _skulde_ igennem det!

„Kammerater!“ raabte han varmt — „maaske skal vi her ikke opleve det ny, men ved os skal det blive til Virkelighed engang. Forsynet er stanset ved os og har udpeget os til at kæmpe for det — er det ikke en Hæder? Se, vi kommer jo fra Bunden af alting — helt nøgne; det gamle hænger os ikke i Klæderne, for vi har ingen — vi kan iføre os det ny! — Den gamle Gud med hans tusend Præster som Værn om Uretfærdigheden kender vi ikke; Krigens Moral har vi aldrig nemmet — vi der altid var dens Ofre. Vi tror paa det Gode, fordi vi ved, at uden Godhedens Sejr er der ingen Fremtid. Vort Sind er lyst og kan tage mod Lyset, vi vil løfte vort lille Land frem og vise at det har en Mission paa Jorden. Vi der selv er smaa, skal vise hvorledes de smaa holder sig oppe og gør sig gældende ved Godhedens Princip. Vi vil ingen noget ondt, derfor er det gode paa vor Side. Intet kan i Længden holde os nede! — Og gaa nu hjem — jeres Koner og Børn sidder maaske og er bekymrede for jer Skyld.“

De stod et Øjeblik tunge som lyttede de endnu. Saa spredtes Menneskemassen i Stilhed.

Da Pelle sprang ned fra Vognen, kom Morten hen og gav ham Haanden. „Du er stærk, Pelle,“ sagde han stille.

„Hvor kommer du fra?“ udbrød Pelle glad overrasket.

„Jeg kom med Dampskibet i Eftermiddag og tog straks ind i Forretningen. Brun fortalte mig, hvad der var sket, og at du var herude. Det var nok et ret truende Møde. Der stod en Deling Betjente her ovre i en af Sidegaderne. Hvad stod der paa?“

„De havde planlagt en eller anden Demonstration — og var vel saa blevet mødt med haard Haand,“ sagde Pelle alvorligt.

„Det var godt, du fik dem omstemt. Jeg har i Syden set disse Demonstrationer, hvor Politi og Soldater rider forkomne Arbejdsløse ned — det er et trist Skuespil.“

De gik op over Markerne mod _Gryet_. „At du er kommet hjem,“ sagde Pelle igen helt barnligt. „Du har jo ikke skrevet et Ord om det.“

„Det var ogsaa Meningen, jeg skulde blevet borte et Par Maaneder endnu, men saa en Dag saa jeg Trækfuglene komme flyvende Nord paa over Middelhavet — og kom til at længes saa ustyrligt. Og godt var det jo jeg kom, saa faar jeg da sagt Farvel til Brun.“

„Naa vil han nu afsted alligevel? Det er kommet hurtigt paa — i Formiddags kunde han ikke bestemme sig.“

„Det er Begivenheden med Peter. Den gamle er faldet stærkt af paa’en det sidste halve Aar, du! — Men lad os gaa hurtigere — jeg længes efter Ellen og Børnene. Hvordan har den lille det?“

„Det er en Tyksak,“ sagde Pelle stolt. „Ni Pund i nøgen Vægt — er det ikke flot? En rigtig Solunge!“

XXIII

Og saa er det igen Foraar i Danmark!

Allerede længe har det trukket op til det, Lærken kom før Frosten endnu var af Jorden, og saa dukkede Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa vidt ud; der var kommet en egen bred Luftighed i Blæsten — det var Vaarens Aande. Den kom strygende med Bud om unge karske Kræfter, og Folk rettede Ryggen og aandede dybt ind. „Ah Søndenvinden!“ sagde de og aabnede Sindet i Forventning.

Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd fra midt i sit Følge af kaad Ungdom. Saa herligt har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke straalende Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, og Luften er dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes og kastes under det kaade Ridt. Tju og hej — i halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer først til de danske Strande?

Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer og Bælter og favner det hele i overmodig ung Styrke, han synger i Børnenes aabne Munde som i en Konkylie og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder bliver friske af hans Kys og blinker omkap med hendes Øjne; hendes Kind blusser under hans Strøg og er dog kølig — som solmoden Frugt der dugges af Morgenen. Og i Mandens Hjærne hvirvler det paany, den vider sig ud for Vaarvinden til et renblæst Hvælv — stort som Himlen selv — og blaaner i ør Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles syngende Træk; den svimler mod sin egen Uendelighed.

Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem som en ung Kæmpe, der har drukket sig en Rus i sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker trallende det hele! Ingenting kan staa for ham. Han kilder den sovende Jord under Hjærtet og raaber overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk engang! Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; de sætter Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus tumler søvndrukne frem og giver sig til at pusle i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure Vand giver sig til at rinde mod Havet.

Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter den rundhaandede Kæmpe, til det gror i dem ogsaa og de selv faar Raad til en Del. Alt det man umulig kunde, nu kan man det pludselig — og mere til! Bonden har allerede forlængst Ploven i Jorden, og Sædemanden spænder sin Kurv omkring sig — nu skal Landet klædes igen.

Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt at følge dem og vide det gaar opad. En Dag fjærner Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid Gab ud til Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget Snavs, Lyset aabenbarer!

„Nu faar vi travlt, Petra Drejer!“ siger Ellen. Den lille forvoksne Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, og de to giver sig til at feje ned og vaske Vinduer; nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store Dukke. Men Svend Trøst er i Marken fra Morgen til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at bygge de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar Ellen henter ham ind til Maaltiderne, er han saa snavset, at hun er ved at gaa ud af sit gode Skind.

„Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?“ siger Ellen pludselig, bedst som hun gaar. „Nu har vi ikke hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at tænke paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig ordenlig af ham.“

Pelle har styrtende travlt — det er ikke ret meget de ser til ham. Nu har Bevægelsen taget fat paa hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte og valte med det hele, saa han har begge Hænder fulde. „Har jeg en Mand — eller har jeg ingen?“ siger Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i ham.

„Nu bliver det snart bedre,“ svarer han. „Naar vi først faar Maskineriet ordenlig i Gang, knirker det af sig selv.“

Morten er den eneste, der ikke tager sig noget alvorligt til. Han gaar og drysser — og virker underlig afstikkende midt i al Travlheden. „Han tænker!“ siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. „Gudskelov man ikke er bleven Forfatter.“

Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. „Der er saa meget at skrive og holde Foredrag om,“ siger han. „Alt det kunde du gøre meget bedre end jeg.“

„Nej du, jeg kan ikke,“ svarer Morten. „Dit Arbejde gror i mig ogsaa, jeg har det i Tankerne bestandig og har jo selv tænkt paa at give en Haand — men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde mit Bidrag til din vældige Gærning, bliver det paa en anden Maade.“

„Du gør ikke noget ved din Bog om Solen heller,“ siger Pelle bekymret.

„Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar den saa underlig i ét med din Gærning for mig. Jeg kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden; for Tiden føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt om i den sorte Muld under Livets mægtige Træ. Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik støder jeg paa de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg kan ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe fra — og lider ved ikke at kunne følge dem op i deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.“

* * * * *