Part 7

Ellen gik og havde sine egne Planer med den gamle Sal og to smaa Anretterværelser, der laa for Enden af den; hun var træt af at vaske, det gav ussel Fortjeneste, meget Slid og ringe Anseelse. Nu vilde hun have Artistlogi; der var baade den og den i Gaden, som sad og levede pænt af at leje ud til Artisterne. „Bare jeg havde haft et Par Hundrede Kroner til at komme i Gang for, saa skulde jeg nok faa det til at gaa,“ sagde hun.

— „Og saa kunde du bedre faa Tid og Ro til at passe dine Bøger,“ føjede hun indsmigrende til.

Pelle raadede fra. De gode Artister tog ind paa Artisthotellerne, og de Folk man kunde vente at faa, havde ikke stort at betale med. Han havde set adskilligt til dem fra sit Kældervindu og lappet Skotøj for nogle af dem — det var et temmelig saaleløst Folkefærd. Saa tav hun med det, men han kunde mærke, at hun ikke var overbevist. Hun lod kun Sagen falde, fordi han var imod den og det var ham, der skulde skaffe Pengene.

Dette holdt han ikke af at tænke paa — han var blevet varsom med at bestemme over andre. Pengene maatte kunne skaffes til Veje, om ikke paa anden Maade saa ved at give Pant i Bohave og Værktøj. Gik det galt, saa var det den sikre Ruin; men dér gik Ellen og syntes maaske, han var en død Haand over hendes Muligheder.

En Dag smed han Skødskindet og gik ud for at rejse Pengene. Det blev sent, inden han kom hjem, Ellen stod i Døren og ventede ham med forundret Ansigt.

„Se her er Penge, min Pige — hvad gi’r du mig for dem?“ sagde han friskfyragtigt og talte 180 Kroner op i Sedler til hende. Ellen stirrede overrasket paa Pengene; saa stor en Kapital havde hun aldrig haft mellem Hænder før.

„Hvor har du dog faaet alle de Penge fra?“ spurgte hun endelig.

„Ja, jeg har saamænd travet hele Dagen fra den ene til den anden,“ sagde Pelle fornøjet — „men til sidst blev jeg vist til en Mand inde i Blaagaardsgade. Han gav mig 200 Kr. mod Pant i Indboet.“

„Men her er jo kun 180 Kr.“

„Naa ja, han trak altsaa de tyve fra. Laanet skal saa afdrages med tyve Kroner om Maaneden i femten Maaneder. Jeg maatte skrive under paa at have laant 300 Kr., men saa slipper vi ogsaa for at betale Renter.“

Ellen stirrede lamslaaet paa ham. „Tre Hundrede Kroner — og vi har kun faaet hundrede og firs — Pelle!“ Men pludselig slog hun Armene om hans Hals og kyssede ham hæftigt. „Tak!“ hviskede hun. Han var helt fortumlet — det lignede hende ikke at være saa voldsom.

Hun fik travlt med at leje Salen og faa den sat i Stand; de løse Bjælker maatte dog fæstes op og Væggene klines og hvidtes lidt. Den gamle Bonde vilde gærne leje ud, men Bekostninger vilde han ikke høre tale om; til sidst fik Ellen ham dog til at gaa ind paa at betale det halve af Istandsættelsen, imod at hun lejede for et Aar og betalte forud. „Vi kan faa min Bror Frederik til at gøre det lidt i Stand paa Søndag Formiddag,“ sagde hun til Pelle — „saa slipper vi selv maaske gratis.“ Hun var vældigt om sig i det hele taget!

Men det kunde ogsaa nok behøves, Lejen slugte de hundrede Kroner, og saa var der alle Anskaffelserne. Hun købte billig Sirts i Masser af Alen og hængte op, saa der blev en Række smaa Aflukker langs Salens ene Side, i hvert Aflukke kom en brugt Seng med Hømadras, og et Servantestativ. „Artister tager det ikke saa nøje,“ sagde hun. „Og jeg tror nok de bliver glade for Salen til at øve sig i!“ Endelig var der de to smaa Anretterværelser, som skulde udstyres lidt pænt til særlig fordringsfulde Artister. Pengene slog ikke saa nær til, man maatte tage en Del paa Kredit.

Saa var ogsaa det hele færdigt til at tage imod de frie Fugle; og helt fikst var det i Forhold til Midlerne; Pelle maatte beundre hendes Snille til at faa meget ud af lidt. Nu galdt det blot om at fange Fuglene ind. Men her stoppede Ellens praktiske Sans op, hun kunde ikke gætte sig til Trækket. „Vi maa avertere,“ sagde hun og talte sine Skillinger.

Pelle lo ad hende. Avertere efter Folk, der befandt sig Pokker i Vold paa Jærnbaner og Dampskibe — det skulde godt hjælpe! „Hvad gør vi saa?“ sagde hun og saa angst paa ham for Hjælp. Nu var han alligevel Manden for det hele.

Ja først og fremmest maatte der et tysk Skilt ned ved Gadedøren, og saa maatte Logiet gøres kendt. Pelle havde læst baade Tysk og Engelsk i Fængslet og satte selv Skiltet sammen. Han fik Kort trykt og lagde ind paa Artistknejpen oppe paa Hjørnet af Vesterbrogade, gik ogsaa selv derhen et Par Gange efter Midnat naar Artisterne samledes efter endt Arbejde, og mødte op ved Varietéernes Bagside. Det blev snart en Opgave, som alt hvad han beskæftigede sig med — og nu _skulde_ det tampes igennem.

Ellen saa forundret og hjælpeløs til. Hun var blevet helt forskrækket med ét, og fulgte med spændt Opmærksomhed hver af hans Bevægelser.

Men snart begyndte der at komme Gang i det. Pigerne, Ellen havde vasket for, interesserede sig for Foretagendet og viste Logerende hen til hende; og Lasse Fredrik, som havde sin Gang i Cirkusstaldene, kom jævnlig trækkende med en eller anden russisk Staldkarl, der optraadte som Bondedanser eller Kosakrytter. Det hændte, at der boede Folk hos hende helt omme fra den anden Side Jorden, hvor de gaar med Hovedet nedad: Fakirer og Tryllekunstnere fra Indien og Japan, Slangetæmmere fra Tetuan — Folk med blankragede Hoveder eller en lang sort Pisk, med skæve sørgmodige Øjne, løse Hofter og Hud, der lignede det grønlige Lær Pelle brugte til Damestøvler. Søster var bange for dem, men for Lasse Fredrik var det et Herreleben. Der kom ogsaa tykke Tyrolerpiger — tre og tre — som jodlede paa Varietéerne og gik og saa skrækkelige ud hele Dagen; de var Ellens Fortvivlelse. Og nu og da kom der hele Trupper. Saa knirkede Trapez og Ringe i den store Sal, spanske Dansere trænede, og Jongløren øvede sig i nye Triks.

Det var altsammen Folk, som helst ikke skulde ses uden for Scenen. Ellen kom ofte i Cirkus og paa Varieté nu, men begreb aldrig rigtig, at de Optrædende var de samme, som gik og rodede derhjemme og saa ud værre end en Ulykke. De fleste stillede ingen Fordringer men skulde bare have det billigt, de kostede sig selv og levede undertiden af Gud ved hvad. Nogle tændte slet og ret Baal paa en Jærnplade paa Gulvet og rodede sig noget sammen — Ris og saadan noget. De kunde ikke taale dansk Mad, sagde Pelle. Undertiden stak de af uden at betale, det hændte ogsaa at de tog noget med sig; og slemme til at ødelægge var de. Silke at spinde ved det var der ikke, men Ellen var foreløbig tilfreds, blot det gik rundt; saa hun havde Lejen og Afdragene og lidt for sin Ulejlighed. Det var hendes stolte Plan at udrangere de daarlige Elementer og lægge det hele lidt fornemmere an, naar det var kommet godt i Gang.

„Nu kunde du godt sige nej til det daarligste Arbejde og skaane dig lidt,“ sagde hun til Pelle, naar han sad og masede med noget udslidt Fabriksfodtøj, der hverken var Saal eller Overlær paa. Det meste Fodtøj havde gjort Tjeneste andet Steds, før det havnede her i Kvarteret, og naar Pelle fik det under Behandling, var der ikke store Sager igen af det. „Sig nej til det,“ sagde Ellen — „det er altfor sur Fortjeneste for dig! Og nu klarer vi os jo, uden at vi behøver tage alting med.“ I sin Hjærtens Godhed syntes hun, han skulde have Lov til at dyrke Bøgerne, siden det nu engang var hans svage Side.

Hun mente ham det godt nok, men Pelle skulde ikke have noget af at være en æstetisk Driver, en Jordemormand, der lod Konen forsørge sig og gik og agerede boglærd. Der var nok af dem i Kvarteret, og Beboerne saa op til dem, men de var ikke morsomme. Det var nærmest en anden Form for Drukkenbolte.

For ham var Bøgerne en ny Styrke, groet tungt frem af Opholdet i Fængslet. Han havde siddet ensom derinde med sit Arbejde, henvist til at sysle med sig selv, og gaaet sin Person efter i Sømmene. Det var jo ligesom at faa Selskab, naar han gravede det ny og fremmede i sig frem for Dagen; og en Dag stødte han paa sit eget Væsens Taage og opdagede, at den bestod af Erfaringer andre havde gjort før ham. Biblen, som altid laa paa Fangens Bord for Selskab, hjalp ham; dens Tale lød som en dybt bekendt Stemme, der i meget mindede om Far Lasses Røst i hans Barndom. Fra Biblen gik han videre og opdagede, at de alvorlige Bøger var Mennesker, der sad i Ensomheden lige som han selv — og talte udad.

Var Ensomheden da saa forfærdelig, naar man havde saadant Selskab? Pelle begreb ikke sin egen Angst for den mere. I sin Barndom havde han været Skabning i bredeste Forstand og haft Selskab af alt — han kunde underholde sig med Trær, Dyr og Stene. De Traade visnede bort engang og tilførte ikke Næring mere; men saa blev han ét med Masserne og tænkte og følte nøjagtig som de. Nu var ogsaa det ved at smuldre; han isoleredes tydeligt Led for Led, og det morede ham at opdage en Plan i det. Han havde gjort sig Naturen underdanig allerede som Barn, han! — og siden erobret Masserne! Nu var det Ensomheden, der skulde tages — og midt i den færdedes han selv, stor og forunderlig! Den var allerede i Færd med at sætte uudslettelige Spor i hans Sind skønt han ingenting havde set af den endnu. Han følte sig vidunderlig spændt til Mode — omtrent som da han i sin Barndom ankom til Bornholm sammen med Faderen og ingenting kunde se men hørte et Mylder af Liv røre sig derinde bag Taagen. En ny ukendt Verden fuld af Vidundere bankede ham anende i Møde derinde fra.

Pelle handlede ikke ud fra nogen Viljesakt; han kunde lige saa godt have prøvet at løfte sig selv i Haaret, som beslutte at nu vilde han være et Menneske for sig selv. Det var en Opvaagnen af ny Ævner! Han lod ikke længer Sol og Regn gaa hen over Hovedet paa sig, der hændte det vidunderlige med ham, at han saa undrende paa alt, hvad der før var gledet ham forbi som hverdagsagtigt, og saa alt i nyt straalende Lys. Han maatte gaa det hele efter forfra, se hver Enkelthed an — nej var det ikke vidunderligt som det forbandt sig altsammen, Sorg og Glæde og tilsyneladende Smaating, til det blev ham Pelle som havde hersket over hundred Tusend og dog maatte i Fængsel for at føle sig rig. Der var tændt noget i ham, som aldrig kunde slukkes, en hellig Ild som alting maatte bære Ved til, enten det vilde eller ej. Nu kunde han ikke besejres, han sugede Kræfter af selve Uendeligheden.

Den nøgne Celle — tre Skridt paa den ene Side og seks paa den anden — med sin Glug, sin sødlige Klosetstank, og det mystiske Kighul i Døren der var som et vaagent Øje over én bestandig — — ja hvor havde den ikke rummet meget! Det havde jo alle Dage været Fattigmands Lod at skabe sig Verdener af Tomheden, dejlige Fatamorganaer, der brast pludselig og kastede ham endnu mere arm og øde tilbage. Men dette holdt; i Cellens nøgne Kammer syntes alle Livets Ledninger at forenes — den var som det mørke underjordiske Rum i vældige Bygninger, hvor Mekanismen gemmes, der aabner og lukker for Lys og Varme til hele Komplekset. Derinde opdagede han, hvor rigt og mangfoldigt Livet er.

Pelle gik om i en egen løftet Stemning. Han følte det saadan, at noget der var større og skønnere end han selv, havde taget Stade i ham og skulde vokse sig ud til sin Fuldendelse derinde. Inden i ham groede det, et nyt Væsen der dog var ham selv, hvilede dér og sugede Næring af alt, hvad han foretog sig. Han færdedes varsomt og stille, med et indadvendt Udtryk som vejede han alting; der var saa meget man ikke maatte, fordi det kunde skade _det_! De var altid to nu — Pelle og dette forunderlige usete Jeg, der hvilede trygt og tungt i ham som et Foster, med sin Rod i det dunkle. — — —

Pelles Forhold til Bøgerne var dybt begrundet — han maatte have Rede paa Verden nu. Digterværkerne var han lidt mistroisk overfor, man kom for let til deres Indhold, det kunde ikke være rigtig fat. De var jo forresten ogsaa lavede! Han trængte til virkeligt Stof, Fakta; der var vældige Rum i hans Hjærne, som hungrede efter at blive fyldt med haandgribelig Viden om Tingene. Han holdt mest af historiske Værker, navnlig social-historiske, og læste indtil videre alt, hvad der faldt ham i Hænderne, raat og usødet. Saa fik det selv se at skille sig ud. Det var en Hunger, der aldrig var blevet tilfredsstillet og nu syntes umættelig.

Men Arbejdet passede han pedantisk, han havde gjort sig til Princip, aldrig at røre en Bog saalænge der laa et Arbejde paa Gulvet og ventede. Han havde i Fængslet drømt om en rimelig Arbejdsdag paa f. Eks. otte Timer, saa der var Tid og Kræfter til at beskæftige sig med det aandelige; nu tog han af Nattesøvnen i Stedet. Her var i al Fald et Omraade, hvor man skulde blive fri for at holde ham ude, han vilde have sin Del i Tidens Viden. Han følte, at der var Vaaben i det, længe nok havde Fattigmand godvillig stillet sig i Krogen af Mangel paa Oplysning; hvergang han stak Hovedet frem, løj man ham tilbage igen. Hvorfor erobrede Fattigper ikke ganske simpelt den Forrettighed fra Overklassen? det kostede jo kun Slid, og med den Mønt var han vant til at betale! Ævner manglede han næppe; saa vidt Pelle foreløbig kunde se, kom næsten alle Banebryderne for det ny nede fra.

Han opdagede glad, at hans Søgen indad i sig selv ikke førte ham bort fra Verden — dér langt inde dukkede han jo ud i Lyset igen. Netop i Lyset! Han fulgte de hemmelige Love for sit eget inderste Væsen — og stod igen midt i Spørgsmaalet om de manges Velfærd. Hans praktiske Sans trængte til denne Bekræftelse af Sammenhængen. Der var Resultater i det ogsaa udad; allerede nu kunde Historien ikke bruges længer til at lyse ham og hans Ideer hjem — han vidste for meget. Og hans Syn voksede fra Dag til Dag og spændte over en stadig større Horisont. En Dag tog han simpelthen Trylleordet fra Troldene og vakte Kæmpen med det!

Han hang vældigt i og var som Regel fuld af Fortrøstning. Naar de sidste Artister kom hjem fra Artistkafeen, havde han gærne Skomagerlampen tændt og sad og arbejdede. Saa stansede de foran det aabne Kældervindu og slog en Sludder af med ham paa deres gebrokne Dansk. Det stod smaat til i Hjemmet, Afdragene paa Laanet og Gælden fra Monteringen slugte fremdeles alt, hvad de kunde skrabe sammen, og Pelle havde ikke Udsigt til noget bedre Arbejde. Men Arbejdet bærer selv Troen i sig; han stolede blindt paa at der nok skulde aabne sig en Vej ud, blot han ufortrødent kilede paa med sit.

Ellens stille Mistillid til hans Forehavende bar han med Ro. Han følte sig større end hende i dette, hun naaede ikke op dér, hvor han bar sit Hoved!

VI

Allerede Kl. fire vaagnede Pelle, skønt han var kommet sent i Seng. Han sov Hønseblund i denne Tid, Sommernatten laa som en lys Manen over hans Øjenlaag. Han listede ud i Køkkenet og toede sig under Vasken — og gik saa ned til sit Arbejde. Nattens hvidgraa Aande hang endnu synlig nede i Gaden, men højt oppe ved Tagene groede et rødligt Skær frem. „Nu staar Solen op over Landet,“ tænkte han og mindedes sin Barndoms Morgener: Markerne med det sølvgraa Dugspind, og Solen der pludselig kom og skabte det om til Millioner straalende Diamantdraaber. Ak, kunde man igen engang springe barfodet og let gysende ud i det dugvaade Græs og frejdigt raabe den gryende Dag i Møde: Op med dig Sol, Pelle er her allerede!

Natvægteren kom slæbende forbi det aabne Vindu paa sin Vej hjem. „Allerede oppe,“ sagde han nattehæst og nikkede ned. „Ja, aarle er af Guld — du bliver nok rig engang, Skomager.“ Pelle lo, han _var_ rig!

Han tænkte paa Kone og Børn, mens han arbejdede. Der var noget hyggeligt ved, at de laa og sov saa trygt og han sad her og hang i, det fastslog at han var deres Forsorg. Af hvert Hammerslag groede Hjemmet, derfor lagde han saa muntert i. Fattige var de, men det var ligegyldigt i Forhold til den Ting, at blev han nu taget bort, vilde meget gaa i Stykker. For Børnene var han allerede Forsynet, til alting hed det: Far skal! eller: Far har selv sagt! — i deres Øjne var han Ufejlbarligheden selv. Og Ellen begyndte at komme til ham med sine Bekymringer, hun gik ikke længer stum med sit men erkendte, at han havde stærkere Skuldre.

Det kom i Grunden saa ufortjent af sig selv, som om gode Kræfter arbejdede for ham. Saa beskæmmende det var, at Hustruen skulde arbejde med paa Familiens Underhold, havde han ikke formaaet at fritage hende for det — og hvad havde han været for Børnene? Det var ikke nemt at bygge alting op paa én Gang fra bar Bund, og det kunde være fristende nok at lade noget falde og føre Resten saa meget hurtigere igennem. Som han var nu, var han i Grunden ingenting! Ikke den gamle Pelle og ikke den ny, men noget ubestemmeligt under Vejs, der i høj Grad trængte til Overbærenhed! En Bunke Bohave paa en Flyttevogn, paa Vej til den ny Bolig.

Udefra havde han Lejlighed nok til at føle det; baade gamle Fjender og gamle Venner saa paa ham som en, det var gaaet svært tilbage med. „Er det virkelig Resterne af den gamle Kærnekarl?“ sagde deres Blik. Men hans egne var til Gengæld overbærende. „Far har ikke Tid,“ sagde Søster forklarende til sig selv, naar hun gik og puslede nede hos ham — „men han faar nok!“ Og saa udmalede hun sig alt det dejlige, der saa skulde ske. Pelle blev underlig til Mode — han fik se at komme igennem dette lidt hurtigt.

Det var en mørk og uvejsom Verdensdel han havde vovet sig ud i, men nu begyndte han at kunne orientere sig. Der var Højdedrag som stadig gik igen, og enkelte Bjærgtoppe som naas, hvergang man brød ud af Tykningen. Og rigt at færdes var der — kanske var det Landet han og de andre havde søgt. Naar han var kommet igennem, skulde han dog vise dem det.

Pelle havde en god Hukommelse, og huskede alt hvad han havde læst. Meget af det kunde han citere ordret, og om Morgenen inden Gaden endnu var vaagnet, plejede han at gaa det hele igennem i Tankerne, mens han arbejdede. Det undrede ham, saa lidt Historien beskæftigede sig med hans egne, det var først i den aller nyeste Tid de var taget med. Naa, han var ikke ked af dét, Bevægelsen _var_ altsaa noget virkelig nyt og ikke en af Historiens evige Gentagelser. Nu forlangte han at faa dens Ide paa Prent, og en Dag sad han underlig højtidelig paa Biblioteket med Marx og Henry George foran sig. Pelle vidste noget paa det Omraade han ogsaa, men dette var alligevel som at drage Vaad af Dybet — en straalende Vidunderverden fulgte med op. Her var uomstødelige logiske Beviser for, at han havde grebet rigtig, skønt han greb i Blinde. Lykkeland var stort nok til alle; jo flere der rykkede ind, des større blev det. Han sad og fik Lyst til at lange ud igen, slaa et nyt Slag for Lykken!

Pludselig gik det som et Skred gennem Huset fra øverst til nederst, et kort, besættende Uvejr, der igen førte ham tilbage til Hjemmet. Det var bare Lasse Fredrik, der indledede Dagen; han tog en Afsats i hvert Spring, sendte en Hilsen ned til Faderen og fór af Sted paa Arbejde. Den sidste Selestrop knappede han, mens han løb. Lidt efter kom Ellen ned med Morgenkaffen.

„Hvorfor kaldte du ikke paa mig, da du stod op?“ sagde hun surmulende. „Det er ikke sundt at sidde saa længe og arbejde uden at faa noget.“

Pelle lo og kyssede hende til Godmorgen. „De fine Fruer staar først op længe efter deres Mænd,“ sagde han drillende.

Men Ellen lod sig ikke affærdige med Løjer. En ordenlig Kone var oppe før sin Mand og havde noget til ham. „Jeg _vil_ ha’e, du kalder paa mig,“ sagde hun bestemt og var helt rød i Kinderne. Det klædte hende at løbe varm engang.

Mens han drak Kaffen, sad hun og underholdt ham om sit, og de drøftede Dagens Plan sammen. Saa gik hun op for at hjælpe Børnene i Tøjet.

Hen paa Formiddagen lagde Pelle Arbejdet til Side; han gjorde sig i Stand og gik ud for at aflevere det. Med det samme vilde han ind om paa Biblioteket og slaa noget efter i de store Leksika.

Gaden levede sit eget stille Liv her lige op ad det store Strøg — ens fra Dag til Dag. Den tykke jyske Marskandiser stod paa Trappen som sædvanlig og dampede paa sin Træpibe. „God Morgen, Skomager,“ hilste han. En gul skævøjet Østerlænding i Tøfler og lang sort Kaftan balancerede nok saa hjemligt op ad Mælkekælderens Trappe med en Spølkop Fløde i den ene Haand og Brød i den anden. Og ovenfor paa Fortovet gik et Par Hopsadrenge og spillede Klink, lige under den store røde Lygte som Natten igennem lyste sit _Ligtorneoperatør_ helt op til Strøget. To Piger i Cykledragt kom trækkende ud af en Port med deres Maskiner — de skulde i Skoven. „Goddag Pelle! hvordan gaar det med Ellens Forretning?“ spurgte de familiært. Det var nogen hun havde vasket for.

Pelle holdt af denne brogede Bydel, hvor ny Butiker med store Spejlglasruder laa Side om Side med lave Stuer, hvor man drev Smaahandel bag almindelige Vinduer med Gyldenlak og Georginer i lige som hjemme i Provinsbyen — og blot havde trukket en Snor over Blomsterpotterne med et Brev Sikkerhedsnaale og et Bundt Snørelidser paa. Her boede Fattigfolk nok, men Livet gik alligevel ikke paa saa haarde Gænger som ude paa Nørrebro. Folk tog lettere paa Tilværelsen, syntes ham mindre retlinjede men ogsaa mindre selvretfærdige. De syntes at have faaet et lysere Temperament, gik ikke saa støt og velafrettet til og fra det faste Arbejde men havde til Gengæld flere Udveje til at bjærge Føden.

Der var noget af Opbruddet over det hele, som svarede godt til hans egen Tilstand; Livets Usikkerhed lagde en egen højspændt Stemning over alting. Fattigdommen kom ikke marsjerende i tætte mandsstærke Arbejderkolonner, den havde en stor og broget Garderobe, kunde møde op i de sidste Bruneller fra det gamle Københavns Herskabshuse, eller med Guldbriller og høj Hat. Han mente, han kendte alle Fag, men her var Hundreder af Leveveje, som ikke lod sig organisere, hver Dag opdagede han ny og mærkelige Erhverv. Han huskede, hvor svært det havde været at organisere herude — Livet formede sig for uoverskueligt.