Part 1

PELLE EROBREREN III

M. ANDERSEN NEXØ

PELLE EROBREREN. DEN STORE KAMP

ROMAN

FOLKEUDGAVE

KØBENHAVN OG KRISTIANIA GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG 1909

Published March 24, nineteen hundred and nine. Privilege of copyright in the United States reserved under the act approved March 3, 1905, by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag, Copenhagen & Christiania.

OPLAG 2500 EKSEMPLARER

KØBENHAVN — FORLAGSTRYKKERIET

I

Nede i Skaktens fugtige Bund var der fuldt af legende Unger. De hang i det nederste af Træværket, gik trallende rundt om Stolperne med et Fedtebrød i Haanden, eller sad plat ned og skurede sig frem paa den klæbrige Stenbro. Luften hang raa og klam som i en gammel Brønd, og havde lagt tidlig Rust over de smaa Stemmer og fyldt Ansigterne med Kirtelsaar; men henne fra Tøndegangen ud til Gyden kom varme Pust og Duft af blomstrende Trær — helt omme fra Volden.

_Bro-bro-brille_ var forbi med den sidste Ridder, som kom i den sorte Gryde; og _Hans og Grete_ var lykkelig sluppet fra Gale Vinslevs Gang over Kloakristen ind paa Pandekagehuset, der vidunderlig nok netop havde Tremmer for Døren, som man kunde stikke baade en Pind og en Kaalstok igennem til Heksen at snitte i. Pinde og Kaalstokke var der rigeligt af i Skarnkassen ved Siden af Pandekagehuset, og Heksen vidste man nok hvem var! Hun kom sommetider jagende op fra Kælderen og splittede hele Flokken med en Ildklemme.

Det var næsten lidt for livagtigt, lige til Pandekagelugten der netop dalede ned oppe fra de velhavende Olsens — noget rigtigt Æventyr kunde det ikke kaldes. Men kanske kom Gale Vinslev ud fra sin Hule og fortalte Historien om, hvorledes han sejlede Kongens Guld ud og sænkede det ude paa Kongedybet, dengang Tysken var i Landet. En hel Skibsladning havde Kongens Skatte fyldt, ingen anden end Vinslev vidste hvor de var sænket ned — og han vidste det heller ikke længer. Det var en frygtelig Hemmelighed, som nok kunde gøre sin Mand underlig i Hovedet. Paa sin toradede Vest gemte han hele Planen; blot han styrede fra den Knap til den, og saa dérned — var han ved Skatten. Men nu var nogle af Knapperne faldet af, og han kunde ikke hitte Planen; hver Dag hjalp Børnene ham at lede. Det var et spændende Stykke Arbejde, for Kongen var jo utaalmodig nu!

Der var endnu vidunderlige Ting til — som det at lægge sig ned paa den slibrige Stenbro og lege Hannes Leg _Dejligheden_. Flyttede man Blikket fra Halvmørket hernede gennem den snævre Skakt op til Himlen som flød lysglitrende forbi, og pludselig tog det tilbage igen — saa var her simpelt hen bælgmørkt. Og i Mørket flød gule og blaa Farveringe hvor ellers Skarnkassen og Retiraderne laa. Farvernes overdaadige Flod for Øjet, det var Rejsen langt ud til Lykkens Land efter alt det der ikke kunde siges. „Jeg ser selv noget, og ved godt hvad det er — men jeg siger det bare ikke,“ nynnede de og nikkede hemmelighedsfuldt ud i det Blaa.

Ogsaa det kunde blive for meget af det gode. Men den runde Rist henne under Træværket, hvor Hannes Far druknede sig, blev aldrig kedelig. Dybet kogte bestandig af den og fyldte Smaabørnene med hemmelig Gru, de halvlange Tøser stillede sig skrævende over Risten og lod sig hvinende gennemrisle af de kolde Pust dernede fra. Risten førte ned til Helvede jo, og naar man stirrede længe nok, skimtede man en blæksort Strøm som flød forbi dernede. Hvert Øjeblik sendte den raadne Opstød op i Ansigtet paa én, det var Djævelen der sad dernede i en Krog og pustede. Tog man Øjnene fra Dybet, blev Gaardens Halvmørke til den lyseste Dag, og saadan kunde man efter Behag selv gøre sin Verden lys eller mørk.

Der laa bestandig nogle Børn paa alle fire og spejdede ned med et angst Udtryk; og lige over Risten stod der Sommeren igennem en Sky af Myg som Dybet holdt svævende ved sin Aande. De steg til en bestemt Højde, faldt blødt og steg igen — lige som en Taskenspillers Kugler. Undertiden sugede det dernede Sværmen fuldstændig til sig; men den skød til Vejrs igen, svajede hid og did i Trækken fra Tøndegangen, og lignede en dansende Aand. Smaatøserne glanede paa den, løftede saa op i Skørterne og tog gratiøse Trin. Olsens Elvira havde taget sine første Step her, og nu dansede hun pæne Borgere paa Ladegaarden. Og Marskandiserskens Datter var i St. Petersborg og var _næsten_ Storfyrstinde.

Op igennem det snævre Gaardsrum hang Bislagene ludende og frønnede mod hinanden og lævnede lige en smal Aabning, hvor Tørresnorene gled frem og tilbage med Barnetøj og Gulvklude. De møre Trætrapper løb i Sigsag uden paa Murene, dukkede gennem Bislagene og kom igen — helt op til Kvisten. Fra Bislag og Svaler førte Døre ind til Lejlighederne eller til lange Gange, der tog det indre af Husmassen. Kun paa Pipmandens Side var der hverken Bislag eller Rækværk fra anden Sal opefter. Tiden havde fortæret det, saa Trappen hang i sine Underliggere alene; Bjælkeenderne stak endnu ud af Muren som raadne Tandstumper. Der hang et Reb ned oppe fra, som man kunde støtte sig ved; det var blankt og sort af de mange Hænder.

Saadan en hed Junidag, naar Rummet drog som en hvidknitrende Brand hen over Spalten deroppe, levede det svære, frønnede Træværk igen op som Storskov. Knevrende Væsner jog ud og ind mellem Tremmerne, Skygger kom og forsvandt, en uophørlig Sladren fyldte Halvlyset. Fra Bislag til Bislag dryppede det af syrlig Lud efter Børnevask, helt ned til Bunden hvor Ungerne legede i de træge Bække fra Nedløbsrenderne. Træværket knagede uophørligt som gamle Grene der filer mod hinanden, klam Lugt af mulden og trøsket Vegetation lagde sig mættende paa Aandedrættet, og alt hvad man rørte ved havde et Lag Slim som af overvættes Frodighed.

Synet gik ikke to Skridt, før det spærredes af Træværk, men bagved anedes Verdener. Naar Dørene gik op og i til de lange Gange, brød der Lyde frem fra de utallige Væsner i _Arkens_ Dyb — Smaabørns Graad, Særlinges og Forhutledes besynderlige Puslen. Hele Tilværelser holdt uforstyrreligt til derinde uden nogensinde at vove sig frem i Dagens Lys. — Paa Pipmandens Side stak Vasketudene ret ud af Muren og lignede Skovdjævle, der grinede frem af Tykningen — med aaben Mund og langt, graat Skæg, som fødte lyserøde Regnorme og stundom faldt ned i Gaarden med svære Klask. Ud af Murhullerne groede grønne, hængende Buske; Spildevandet silede igennem dem og dryppede mangfoldigt — som Skovens vaade Haar. Inde i det grønne, dryppende Mørke sad der vidunderlig tegnede Tudser som smaa Kildenymfer i hver sin Grotte og glinsede af den giftige Væde. Og oppe i Træværket paa tredje hang Hannes Kanarifugl og sang helt forskruet, med Næbet strakt op mod Ildpletten deroppe.

Over Gaardens Bund var der et endeløst Rend af Væsner, lyssky Skabninger der dukkede frem af _Arkens_ righoldige Bug eller forsvandt i den. De fleste var Kvinder, underlig klædte, sygelig blege med denne Tilsætning af Sort, som om Mørket havde slaaet sig i Huden, afslappede i Trækkene men med fanatisk skinnende Øjne.

Gamle Mandslinger, der ellers laa rystende i en eller anden mørk Krog og biede paa Døden, kom kravlende frem paa Svalerne, stak Næsen op mod den gnistrende Himmelplet og nøs tre Gange. „Det er Solen,“ sagde de henrykt til hinanden — „atjij! Saa bliver man ikke saa let forkølet til Vinter!“

II

Oppe paa Pipmandens Kvist traadte en ung Mand ud paa Platformen. Han stod et Øjeblik og satte Ansigtet smilende mod den lyse Himmel, saa dukkede han Hovedet og løb ned ad Hønsestigen, uden at holde sig i Rebet. Under Armen havde han noget i et blaat Tørklæde.

„Se til ham den Klovn, han ler Solen lige op i Ansigtet, som om der ikke var noget der hed at én kunde blive blind,“ sagde Madammerne og stak Hovedet ud gennem Træværket — „men han er jo ogsaa fra Landet a’ naturligvis. Og nu skal han ud og aflevere Arbejde — Gud ved hvorlænge han vil sidde der og tjene Føden til den Udsveder? Det skal snart pille det røde af hans Kinder, bliver han længe ved med den!“ De saa bekymret efter ham.

Ungerne nede i Gaarden lettede Hovedet, da han skrævede hen over dem.

„Har du noget fint Skind til os i Dag, Pelle?“ raabte de og trak i ham.

Han halede op af Lommerne smaa Stumper Lakskind og rødt imiteret Safian.

„Det er fra Kejserens ny Tøfler,“ sagde han, idet han fordelte det mellem dem. Saa lo de smaa saa det kogte i deres Struber.

Pelle lignede sig selv, han var blot blevet mere rank og spændstig og havde faaet et lille lyst Overskæg. Slugørerne var gaaet lidt i sig selv, som var der ikke saa stærk Brug for dem mere; de blaa Øjne tog fremdeles alt for gode Varer, men havde faaet et lille Træk til som sagde, at det ikke længer var med deres gode Vilje. Svinelykken ned ad Nakken lyste helt gyldent.

De snævre Gader laa og grundede paa bestandig den samme ulidelig tykke Luft, der aldrig syntes at forny sig. Husene var skidne og faldefærdige; hvor lidt Sol strejfede et Vindu, laa skjoldede Sengeklæder til Tørre. Oppe i en Sidegade holdt en Sygevogn; Koner og Børn stod omkring den og ventede spændt paa, at Bærerne skulde komme ned med deres uhyggelige Byrde, og Pelle sluttede sig til dem. Han maatte have alting med.

Det var ikke just den lige Vej han gik. Storstaden var en hel ny Verden, ingenting var som hjemme, her skete der hundrede forunderlige Ting hver Dag. Og Pelle begyndte godvilligt forfra, han havde sin gamle Trang endnu til at overvære det hele og gøre det til sit.

I den snævre Gyde ned til Kanalen stillede en trettenaars Tøs sig udfordrende i Vejen for ham. „Mor er syg,“ sagde hun og pegede op mod en skummel Trappegang — „har du Penge saa kom med op.“ Han var lige ved at følge med, men opdagede saa, at Gadens Kællinger laa med Ansigterne paa Ruden. „Her skal man nok være paa sin Post,“ fastslog han for hundrede Gang. Ulykken var blot at man glemte det saa let igen.

Han lagde Vejen om langs Kanalen. De gamle Bolværker, Pæreskuderne og Pakhusene med den høje Række Luger og den pibende Tridse øverst oppe i Hatten mindede saa hjemligt. Undertiden lagde Skippere hjemmefra ogsaa til her med Pottemagerarbejde eller Fisk, og han kunde spørge Nyt. Skrive var han ikke flink til, der havde været saa lidt Opgang at notere. Han havde lige hugget sig igennem og skyldte fremdeles Sort for Rejseudstyret.

Men det skulde nok komme — Pelle nærede ingen Tvivl om Fremtiden. Byen var saa uhyre stor og uoverskuelig, selve det umulige syntes den at have taget sig paa — hvad Fare kunde der vel saa være for noget saa selvfølgeligt, som det at han naaede frem? Her laa simpelthen store Rigdomme i Dynger og lod sig tage af Fattigmand ogsaa, blot han greb dristigt til; Lykken her var en Guldfugl, som lod sig fange med lidt Haandelag — der var Masser af æventyrlige Tilfælde. Og Pelle skulde nok fange Fuglen en Dag. Hvornaar og hvordan overlod han trygt til Tilfældet.

I en af Torvegades Sidegader var der Opløb, Folkesværmen fyldte hele Gaden uden for Jærnstøberiet, og raabte ivrigt til de sværtede Støberiarbejdere der stod og rottede sig sammen foran Porten og saá raadvilde paa hinanden.

„Hvad er der i Vejen?“ spurgte Pelle.

„Der er det i Vejen, at de ikke kan tjene saa meget saa de kan leve af det,“ sagde en ældre Mand. „Og Fabrikanten vil ikke give dem Tillæg. Saa har de hittet paa nogle nymodens Tossestreger, som skal være kommet hertil fra Udlandet, hvor de nok har gjort sig rigtig godt. Det er saadan at forstaa, at alle Mand pludselig smider Arbejdet, løber ud paa Gaden i bart Hoved og laver Støj, og saa ind i Arbejdet igen — ligesom Skoledrenge i Frikvarteret. De har allerede været ude og inde igen to-tre Gange, og nu er de halve udenfor, og de andre ved Arbejdet — og Porten er laaset. Jo pyt, det skal godt hjælpe paa Ugelønnen! Nej i min Tid bad vi pænt om det og naaede altid noget; vi er ligegodt de smaa — og hvor skal det tages fra. Nu har de tilmed forbrudt deres Ugeløn for hele Ugen.“

Arbejderne vidste hverken ud eller ind, men stod og saá mekanisk op til Kontorvinduerne, hvor Bestemmelserne plejede at komme fra. Nu og da gik der et utaalmodigt Ryk gennem Skaren, de truede op mod Vinduerne og forlangte raat deres Tilgodehavende. „Han nægter os vor Ugeløn, som vi ærlig har tjent, den Tyran!“ raabte de. „Den er ellers køn, naar man har Kone og Børn derhjemme! og paa en Lørdag Eftermiddag sku! Sikken en Hajfisk — han hugger deres Mad! Vil Herren ikke nok give os en Besked, vi kan tage med hjem — bare en Hilsen. For ellers maa de gaa sultne i Seng.“

Saa lo de, lavt og knurrende, spyttede ned i Stenbroen og vendte igen de herreløse Ansigter op mod Kontorvinduerne.

Det regnede ind over dem med Forslag, som førte i Øst og Vest; og lige nær var de. „Hvad Fanden, naar der nu ingen er til at føre os an,“ sagde de mismodigt, og stillede sig saa til at maabe igen. Det var det eneste de kunde.

„Tag et Par af jeres Kammerater ud til at gaa op og forhandle med Fabrikanten,“ sagde en Herre som var stanset.

„Javel, den er hørt! Frem med Eriksen — han kan Fingersproget!“ raabte de. Den Fremmede trak paa Skuldrene og gik.

En stor, stærk Arbejder gik hen mod Trappen. „Du har vel Mukkerten med, Eriksen?“ raabte én. Eriksen vendte sig paa Trappen og viste sin Knytnæve.

„Tag dig i Agt!“ raabte de op mod Vinduerne. „For ellers ku’ det hænde der faldt Brænde ned!“ Saa blev de med ét stille, den svære Gadedør var stænget.

Pelle lyttede med aaben Mund. Han vidste ikke, hvad de vilde, og de vidste det nok heller ikke selv; men alligevel var der en ny Tone i dette her! De Folk gik ikke Tiggergang for deres Ret, men slog hellere et Næveslag for den; og de havde ikke drukket sig fulde først — som Stærke Erik og de andre derhjemme. „Det er Storstaden,“ tænkte han og maatte igen prise sig lykkelig at han var sluppet herover.

Der kom en Deling Betjente marsjerende. „Passér Gaden!“ befalede de og gik ind paa Mængden for at sprede den. Arbejderne vilde ikke lade sig jage væk. „Ikke før vi har faaet vort Tilgodehavende,“ sagde de og trak sig stædigt hen til Porten. „Her er vor Arbejdsplads, og vi vil ha’ Opgør vil vi!“ Saa jog Politiet med Tilskuerne; de trak sig nølende et Par Skridt tilbage for hvert Fremstød, og stod saa og lo. Pelle fik et Dunk i Ryggen, han vendte sig rask og stirrede et Øjeblik ind i en Betjents røde Ansigt; saa trak han sig af Vejen, idet han knurrende tog til sin Ryg.

„Slog han dig?“ spurgte en Kælling. „Ptøj den skidt Knægt; han er Søn af Rullekonen her i Stedet, og nu bruger han Staven mod sine egne. Føj for den væmmelige!“

„Passér Gaden,“ befalede Betjenten missende og gik ind paa hende med Kroppen. Hun trak sig ned i sin Kælderhals; dér stod hun og brugte Mund, saa Spyttet stænkede fra de tandløse Gummer:

„Ja kør med gamle Folk ogsaa — som har baaret dig paa Armen og givet dig tørt paa, da du ikke kunde kræve dig endnu. Brug Staven paa mig ogsaa — vil du ikke det du Fredrik? Gaa du kun de Stores Ærende, og gø ad alle os der ikke er fine nok i Tøjet!“ Hun rystede af Vrede, de gulgraa Haartjavser havde slidt sig løs og daskede om hendes furede Pande, der var helt jordslaaet af Arp.

Delingen marsjerede ind over Knippelsbro, under Eskorte af en Sværm Gadedrenge, der hujede og peb i Fingrene. Nu og da vendte en Betjent sig; saa lettede det i Flokken, men øjeblikkelig var den der igen. Betjentene var nervøse, deres Fingre krummede og strakte sig af Trang til at slaa løs. De lignede en Flok Forbrydere der eskorteres til Raadhuset af den yngste Ungdom, og Folk lo.

Pelle holdt Trop inde paa Fortovet, han var i en forunderlig Stemning. Et Steds inde i ham gik det voldsomt, med denne løjerlige Tilskyndelse til at hoppe i Vejret og slaa Hovedet mod Stenbroen; det var Resterne af hans Lyde, men nu tog det Karakteren af overmodig Styrke. Han saa tydelig Stærke Erik komme bøgende mod Forvalteren og blive slaaet til Jorden — for at rave om som Idiot. Saa rejste _Kraften_ sig — vældigt, og blev jaget ned; de gjorde sig til Hunde alle for at fælde ham, og logrede for alt hvad der smagte af Øvrighed og Overordnet! Og han selv, Pelle, havde faaet Ris paa Raadhuset og var blevet peget Fingre ad — lige som _Kraften_! —: Se dér gaar han og flyder, det stakkels Udskud! — jo han havde været ude for Retfærdigheden og vidste hvor den sved. Men nu var han sluppet ud af Trældommen og over i en ny Verden, hvor alvorlige Mænd ikke engang saá til Politiet, men overlod det til Gadedrengene og de gamle Kællinger! Der var en mægtig Oprejsning i det; og her i denne Verden vilde Pelle være med, han længtes efter at tage et Tag.

Det var Lørdagaften, og der var en Del Svende og Naadlersker inde paa Lageret for at aflevere Arbejde. Lageristen gik som sædvanlig og gnavede over Arbejdet, før han betalte, rev og krammede i det saa det mistede sin Form — og gjorde saa et syndigt Vrøvl over at det ikke var pænt. Undertiden trak han ogsaa fra i Arbejdslønnen, og paastod at Materialet var ødelagt. Det var især Kvinderne han var nederdrægtig imod, og de stod og turde ikke kny. Man sagde, at han sjoflede alle de Naadlersker der ikke vilde være ham til Maade.

Pelle stod og saa sig godt gal paa ham. „Kommer han bare med det mindste Muk, saa rager vi uklar,“ tænkte han. Men Lageristen tog Arbejdet uden at se paa det — det var jo fra Pipmanden!

Mens han betalte, kom en svær Herre ned oppe fra Bagværelset, det var Hofskomager Meyer selv. Han havde nok engang været en fattig Fyr med Bagen ude af Bukserne; saadan var han kommet herind som vandrende Gesell fra Tyskland. Faget forstod han ikke meget af, men han forstod den Kunst at lade andre arbejde for sig! — Han besvarede ikke Arbejdernes ærbødige Hilsen, men stillede sig op foran Pelle med Maven gyngende mod Disken, pustede stærkt ud af Næsen og saá paa ham.

„Ny Mann?“ spurgte han endelig.

„Det er Pipmandens Medhjælper,“ svarede Lageristen smilende.

„Ak saa! Ja Pipmanden forstaar Kunsten! De gør Arbejdet, og han tager Pengene og drikker dem op — ikke?“ Hofskomageren lo kosteligt.

Pelle blev rød. „Jeg vilde jo gærne have selvstændig fat naar som helst,“ sagde han.

„Ja ja, nu kan De jo tale med Lageristen. — Men ingen Fagforening her, husk det! Vi har ikke Brug for de Folk.“

Pelle bed Læberne sammen og stak tavs Tørklædet ind paa Brystet; han havde staaet for adskillige Opfordringer, men dette Forbud kunde han ikke staa for. Han gik rask ud ad Købmagergade og drejede fra Kultorvet ind i Hausergade, hvor han vidste Formanden for den sygelige Fagforening skulde bo. I en af de skumle Kældere boede en lille Lappeskomager, dér maatte det være, og Pelle steg ned ad Trappen. Han begreb ikke, at Foreningens Formand havde saa usselt et Tilhold.

Under Vinduet sad en hulkindet Mand bøjet over Disken, i Færd med at sy Rand paa en udtraadt Sko; han havde de Forbigaaendes Ben lige ind paa Hovedet af sig. I Stuens Baggrund stod en Kvinde og kogte noget i Kakkelovnen; hun havde en lille Unge paa Armen, to større laa paa Gulvet og legede med nogle Læster. Der var forfærdelig hedt og kvalmt.

„Goddag Kammerat,“ sagde Pelle. „Kan jeg blive Medlem af Fagforeningen?“

Manden saá forundret op, der gik noget af et Smil over hans triste Ansigt. „Har du Raad til det?“ spurgte han langsomt — „det kan let blive dig en dyr Fornøjelse. Hvem arbejder du for, med Forlov?“

„Meyer paa Købmagergade.“

„Saa bliver du fyrig, saa snart han faar det at vide.“

„Det ved jeg nok; men nu vil jeg meldes ind altsaa. Han skal ikke komme og bestemme hvad jeg maa og ikke maa. Og ham skal vi nok ordne engang.“

„Saadan har jeg ogsaa tænkt, men vi er for faa. De sultes ud af Fagforeningen igen, saa snart de er meldt ind.“

„Vi maa se at blive nogle flere Stykker,“ sagde Pelle frejdigt. „Og saa en Dag lukker vi kanske Butikken for ham.“

Der kom Ild i Formandens trætte Blik. „Ja for Satan om vi kunde lukke Butikken for ham!“ raabte han og rystede sin knyttede Haand i Luften. „Han tramper paa dem der tjener Guldet sammen til ham; det er hans Skyld jeg nu sidder her og hutler — han holder hele Faget nede i Elendighed gør han! Aa sikken en Hævn Kammerat!“ Blodet skød op i hans hule Kinder og fik dem til at brænde — saa faldt Hosten over ham.

„Petersen!“ sagde Konen angst og holdt paa hans Ryg — „Petersen!“ hun sukkede og rystede paa Hovedet mens hun hjalp ham at slide sig igennem Hosten. „Naar Talen falder paa Hofskomageren, bliver Petersen altid helt fra’et,“ sagde hun da det var ovre. „Han ved saamænd ikke hvad han udsætter sig for, saa. Nej bare enhver var lige saa klog som Meyer og passede sit eget, saa sad visse Folk nu med et godt Helbred og ordenlig Fortjeneste.“

„Hold Mund,“ sagde Petersen bestemt. „Du er et Fruentimmer og har ingen Forstand paa de Dele.“ Saa gik hun hen til Kakkelovnen igen.

Han udfyldte et Papir, og Pelle skrev sit Navn under og betalte Medlemsbidraget for en Uge.

„Og nu maa du se at komme ud af Udsvedningen hurtigst muligt,“ sagde Petersen alvorligt. „En hæderlig Arbejder kan ikke være med til at holde den Slags oppe.“

„Jeg har været nødt til det,“ svarede Pelle, „— jeg havde ingenting lært derhjemme fra. Men nu er det forbi.“

„Godt Kammerat! Og saa Haandslag og god Hjælp! Der maa arbejdes igen — kanske lykkes det alligevel; du har givet mig mit Humør igen, vil jeg bare sige dig! — Pil saa ved saa mange du kender — og forsøm ikke Møderne; de bliver bekendtgjort i _Arbejderen_.“ Han rystede ivrigt Pelles Haand.

Pelle gik sig en rask Tur ud mod Nørrebro; han havde faaet Luft for noget og var i godt Humør.

Det var ved den Tid Arbejderne vendte hjem; de kom travende i Flokke og enkeltvis, ludende og stundende, lidt løse i det af Dagens Slid. Det var en hel anden Verden herude, vidt forskellig fra _Arkens_! Husene var nye og regelrette, bygget efter Lod og Lineal; Mændene gik deres lige trukne Vej, man kunde se paa hver af dem hvad han var.

Det var herude Socialismen og de ny Fremgangsmaader holdt til; Pelle drev ofte herud efter Fyraften for at kigge lidt ind i alt dette. Hvad det var vidste han ikke, og havde ikke vovet at kaste sig ind i det — fremmed som han endnu følte sig; men det øvede en dragende Magt over ham. Men i Dag glemte han at han var en fremmed her, og lod sig gribe af det lange taktfaste Traadd der bar over Broen og ud ad Nørrebrogade. Nu var han selv Fagforeningsmand; han var som enhver af de andre, og kunde gaa lige hen til hvem han vilde og give Haandslag! Der var en egen kraftig Appel i disse Folks Gang som var de Soldater; han gled uvilkaarlig ind i Fodslaget og følte sig stærkere ved det, baaret med af Fællesskabet.