Part 21

„Du ligner en Blomst i Kulden,“ svarede Moderen. „Spis selv, at ikke du skal gaa til.“

Nej, Hanne vilde ikke spise. „Jeg føler mig saa let,“ sagde hun — „jeg trænger ikke til Mad.“ Hun stod og fingrede ved Bylten, der var ingen Hvile over hendes Skikkelse; og Munden gik jo som paa en febersyg.

„Hvad har du dér?“ spurgte Madam Johnsen.

„Noget Tøj til dig og lille Marie — I fryser saa meget. Jeg købte det nede hos Marskandisersken, det var saa billigt.“

„Du købte det, siger du?“

„Jeg fik det paa Kredit.“

„Ja, ja — bare du ikke tager dig for meget paa. Det skal blive godt at faa lidt varmt paa Ryggen.“

Hanne aabnede for Bylten, mens de andre spændt saá til. Der kom en let Sommerkjole ud af den, kruset og nedskaaret — blaa som lille Maries Øjne. Og noget fint Damelinned og et Par tynde Gedeskindssko. Barnet og den gamle stirrede forundret paa Stadsen. „Nej, saa fint!“ sagde de; de havde glemt alting og blot beundrede. Men Hanne stod stivnet i Forfærdelse, og pludselig faldt hun hulkende sammen.

„Naa, naa du!“ sagde Moderen og klappede hende paa Ryggen, „du har købt Stads til dig selv for en Gangs Skyld — værre er det jo ikke. Ungdommen kræver jo ogsaa sit.“

„Nej Mor, nej! Jeg har jo slet ikke købt det! Jeg syntes I to trængte til noget mod Kulden, saa gik jeg op i et fint Hus og bad om lidt aflagt Tøj. Det var en ung Frøken, der gav mig det, og hun var saa sød mod mig. — Nej, jeg vidste ikke, hvad der var i Bylten — jeg vidste det ikke, lille Mor!“

„Naa, ja ja, det dér er godt nok!“ sagde den gamle roligt og bredte Stadsen ud foran sig. „Det er fine Sager.“ Men Hanne fejede det sammen og smed det hen i Kakkelovnskrogen.

„Du er syg,“ sagde Moderen og saá forskende paa hende — „dine Øjne brænder jo som Kulgløder.“

Det mørknedes, og de gik i Seng; saa brændte man ikke Lys til ingen Nytte, og i Sengen var der bedst at være. De havde Dynen paatværs — saa rakte den mageligt over tre — og deres Gangklæder nede paa Fodenden. Lille Marie laa i Midten og kunde ingen Fortræd komme til, og de laa og talte ud i Rummet om et og andet ligegyldigt; Hannes Stemme klang høj og festlig i Mørket som kom den fra lyse Egne.

„Du er saa urolig,“ sagde Moderen. „Mon du ikke skulde se at sove? Jeg kan mærke Branden i dig helt her hen.“

„Jeg er saa let,“ svarede Hanne, „jeg kan ikke ligge stille.“ Saa laa hun alligevel stille og stirrede ud med en uhørlig Nynnen, mens Feberen rasede i hende.

Længere hen vaagnede den gamle ved, at hun frøs. Hanne stod ude paa Gulvet med aaben Mund og var i Færd med at iføre sig det fine Linned ved Skæret af en Lysestump; hendes Aande stod hvid ud i Rummet i korte Stød.

„Gaar du dér nøgen i Kulden!“ sagde Madam Johnsen bebrejdende. „Du skulde vare lidt paa dig selv.“

„Aa Mor, Varmen staar om mig! Det er jo Sommer nu.“

„Hvad er det du har for, Barn?“

„Jeg pynter mig jo bare lidt, lille Mor.“

„Ja, ja — dans min Dukke — — —! Det bedste af Ungdommen har du jo bestandig til Gode, Stakkel. Hvorfor fangede du ikke ogsaa en Mand, dér hvor du fangede Barnet?“

Hanne nynnede blot og iførte sig den lyseblaa Sommerkjole. Den var lidt fyldig over Brystet, men skar smukt ned for den blottede Barm. Der stod en let Sky af Dampe som Solrøg fra hendes Legeme.

Moderen maatte hægte hende i Ryggen. „Pas paa at vi ikke vækker Marie,“ hviskede hun, helt optaget af Stadsen. „Og Særkens de fine Blonder kan du godt lade stikke lidt op over Kjolen; det ser saa pænt ud. Nu ligner du jo en hel Sommerbrud.“

„Jeg løber lige ned paa anden og viser Madam Olsen det,“ sagde Hanne og trykkede Hænderne mod de glødende Kinder.

„Ja, gør du kun det — fattig Glæde vil ogsaa have sit,“ svarede den gamle og vendte sig mod Væggen.

Hanne løb ned ad Trappen, videre ned over Gaarden og ud paa Gaden. Jorden laa haard og klinger under Barfrosten; den nappede arrigt i alt, men hende brændte den gennem de tynde Sko. Hun løb hen over Torvet, over Børnehusbroen og indefter mod den lysere Bydel — lige i Armene paa Pelle, som skulde ud og se til Far Lasse.

Pelle var træt og sløvet af den fortsatte Kamp med den haarde Virkelighed. Det bundløse i Elendigheden begyndte at tage paa hans Mod — nyttede det noget at holde sammen paa de mange? det gjorde jo blot Pinen endnu haardere for dem! Men i Øjeblikket saá han lyst nok paa alting, han var sluppet ind i en Rus som ofte tog ham i den senere Tid. Midt i den haardeste Virkelighed hændte det, at hans Sjæl sprang fra og koglede den ny Lykketid frem om ham; den forfærdelige Mangel kastede ham i Armene paa Overfloden! Og i den Tilstand var han nu, han mærkede ikke Kulden, den store Nød var ikke til. Stærk sjælelig Anspændelse sammen med manglende Ernæring gjorde, at Blodet altid sang i hans Ører; han fornam det som en lykkelig Summen fra en tilfreds Verden. Det undrede ham ikke at møde Hanne sommerklædt og balpyntet.

„Pelle min Kærest,“ sagde hun og greb hans Haand. „Vil du med til Dans?“

„Det er den gamle Hanne,“ tænkte Pelle glad — „_Arkens_ sorgløse Prinsesse. Og hun har jo Feber endnu lige som dengang.“ Han havde selv Feber; naar deres Øjne mødtes, slog de sælsomme kolde Gnister af hinanden. Han havde helt glemt Far Lasse og sit Ærende, og gik med hende.

Indgangen til _Den syvende Himmel_ laa badet i Lys, som blottede Gadens Kulde ubarmhjærtigt. Derude i Lyshavet klumpede den store Vinters Børn sig sammen, pjuskede, forkomne. De stod og skuttede sig og vendte Lommerne for en Femøre; og naar de fandt en, listede de sig gennem den blodrøde Tunnel ind i Dansesalen.

Men der var koldt dérinde ogsaa, Aandedrættet hang som hvid Pudder i Luften, og fra det bonede Gulv funklede Iskrystallerne. Hvem havde vel tænkt paa at indlægge Varme i et Rum, hvor Livsglæden skulde brænde med tusend osende Tander? Her plejede Sorgløsheden at lutre sit Overskud — saa det høje Rum laa i Taage og Musikken svedte.

Men nu havde Kulden taget det. Ved Bordene hang Vinterens Arbejdsløse og gad ikke røre sig, ikke engang i de fattigste havde den lævnet en Smule Letsindighed. Kerberus Olsen kunde godt spare sig at gaa der med udbredte Kæmpearme og genne de to-tre Par Dansende op til Musikken med deres Femøre — som om det var en hel Flok! man sled kun Brædderne for overhovedet at have Lov at hænge her. Herregud de havde jo Ur nogle af dem og en Guldring — og Kerberus havde rede Penge! hvad Nød havde det saa? Her sad de under Stukloftet og de forgyldte Spejle og flød, to Mand over én Øl, og lod Pigebørnene fryse — selv Elvira fik Lov at sidde hen! „Mazurka!“ brølede Kerberus og gik truende fra Bord til Bord; de drev ud paa Gulvet som trevne Hunde, tværede en Dans af — og betalte.

Men hvad er det? Skrider ikke selve Sommeren ind i Salen, blussende og luftigt klædt i forglemmigejblaat — med en Rose i det bare Haar! Varmen leger som flyvende Sommer over hendes nøgne Skuldre, skønt hun kommer lige ude fra den store Vinter; og Benene sætter hun dristigt frem som en Glædespige. Hvor hun bærer sit Skød stolt som var hun selve Lykkens Brud — og hvor hun brænder! Hvem er hun dog? kender ingen hende?

Aa, det er jo Enken Hanne! en anstændig Pige som i syv Aar har gaaet sin trofaste Gang til og fra Fabrikken for at forsørge sin gamle Mor og Barnet! Men hvordan faar hun den adstadige Pelle under Armen? Han som har solgt sin egen Ungdom til Fanden for at mildne Elendigheden — hvad vil han paa Dansebule? Og Hanne — hvor har hun faaet Stadsen fra? hun er jo arbejdsløs! Og hvordan i Alverden er hun blevet saa smuk?

De hvisker efter hende mens hun gaar frem, og midt i Salen stanser hun og smiler. Hendes Øjne er som et Krater, en ung Mand tumler frem og griber om hende. En Dans med Hanne! en Dans med Hanne!

Hanne danser med en egen Dvælen, som hentede hun sin Glæde ind langt borte fra. Hun hviler tungt og blødt paa sin Dansers Arm, og fra hendes nøgne Barm stiger Varmen op og slukker den store Vinters Kulde. Er det da ikke som hun brændte? Hvem der kunde varme sig hos hende!

Nu giver Rummet Varme igen, Hanne er som en Ildkugle, der kredser rundt i det og tænder; hvor hun glider forbi, fænger det. Blodet ruller ungt i dem, de vælter Stolene for at komme ud paa Gulvet; Hej her, Dansemester! fem Kroner paa mit Ur! Men rub Dem lidt! — Aa Hanne, en Dans med mig — husk vi har staaet paa Fabrik sammen! — Og vi to gik i samme Skole!

Hanne svarer ikke, men slipper Pelle og lægger sin nøgne Arm paa deres Skulder; og naar de rører den med Kinden, løber der Ild igennem dem. De vil ikke slippe hende igen, men holder hende fast om Livet og slæber hende med op til Musikken, hvor der skal betales. Der kommer ikke et Ord over hendes Læber, men Branden i hende er et Løfte til hver om det dyreste. „Maa jeg følge dig hjem i Aften?“ hvisker de og hænger ved hendes stumme Læber.

Men med Pelle taler hun, mens de flyver af Sted: „Pelle, hvor er du stærk! — hvorfor tog du mig ikke? Mon du elsker mig?“ Hun har krammet Haanden i hans Skulder og hvirvler ham af Sted, hendes Aande brænder ham i Øret.

„Det ved jeg ikke,“ siger han angst. „Men hold nu op! du er jo syg.“

„Saa stans mig da! — hvorfor har du aldrig været stærkere end jeg? Vil du gærne have mig? Pelle, skal jeg være din?“

Pelle ryster smilende paa Hovedet: „Nej nu holder jeg kun af dig som en Søster.“

„Og nu elsker jeg dig! Se du er saa fremmed for mig, — jeg forstaar dig ikke! og dine Hænder er saa haarde, som kom du fra en anden Verden. Du vejer Pelle, du er tung! Har du Lykken med dig fra det Fremmede?“

„Hanne, du er syg! Hold nu op og lad mig følge dig hjem!“

„Pelle, du var alligevel ikke den rigtige! Hvor har du det fremmede? — du har jo intet! Saa lad mig være da — jeg vil ogsaa have Lov at danse med andre!“

Endnu har Hanne ikke været af Gulvet; Mændene staar rede og venter, naar én slipper hende springer ti frem. Og Hanne vil danse med alle i Aften, enhver skal have Lov at varme sig hos hende! De Øjne hun ser med er som Funker i Mulm, hendes stumme Væsen hidser dem op, de svinger hende vildere og vildere. De der ikke kan komme til, maa slukke Ilden i sig med Drikkevarer; den store Vinter er forjaget, her er varmt som i Helvede. Blodet koger op i Hovederne og i det hvide af Øjnene; det slaar ud i Ubændighed, en Trang til at danse det hele af Gulvet eller slaa løs for Fode.

„Hanne er vild i Aften — hun har nok sin anden Ungdom!“ siger Elvira og de andre Piger skadefro.

Hold Mund! Hannes Væsen skal ingen beklikke! Underlig er hun at røre ved, som var hun ikke Kød og Blod men Himlens Ild; det smærter at møde hendes Hud! De siger at hun ikke har smagt Mad i otte Dage, men ladet Barnet og den gamle faa hvad der var. Og saa brænder hun dog! Og se, nu har hun ikke været af Gulvet i to Timer! — er det til at forstaa? — — Hanne danser som Bud fra en anden Verden, hvor Ilden og ikke Kulden er deres Næring; derfor slænger hver Mand sin Dame til Side, naar hun bliver ledig. Saa let hun er i Dansen! Det bærer opad at danse med hende — bort fra Kulden! Al Døje glemmes i hendes Favn.

Blegere og blegere er hun forresten blevet; hun danser Branden af sig, hvor andre danser sig den til! Nu er hun helt hvid, og Olsens Elvira kommer og trækker i hende med Skræk i Blikket: Hanne dog, Hanne! Men hun ser dem ikke, hun higer blot mod den næste Favn — med lukkede Øjne. Saa meget hun dog har og skal have udrettet! Og hun gaar for at være saa ren? hun ænser jo ikke engang at hun tager Glæden fra andre! Har hun faaet Drejesyge mon? — Saføjdans paa sine Enkedage?

Hold Kæft! Saa fager hun dog er! Nu rødmer hun til igen og aabner Øjnene, der staar Flammer ud af dem. Hun har trukket Pelle frem af hans Krog og hvisker rødmende til ham — det dyre Løfte maaske, som ingen anden har fravristet hende? altid skal Pelle ogsaa være den lykkelige!

„Pelle, hvorfor vil du ikke danse med mig mere, men bare sidde i en Krog og skumle? Er du vred paa mig ligesom dengang? Hvorfor er du saa haard og kold? — og dine Klæder er stive?“

„Jeg kommer ude fra den store Vinter, Hanne! Børnene græder for Brød, og Kvinderne sulter sig selv. Mændene gaar med ledige Hænder og skuler — de skammer sig over deres Ørkesløshed!“

„Hvor dog? Det er jo Sommer — se, alle er saa glade. Tag mig, Pelle!“

Hanne bliver rød, rødere end Blod, og lægger sit Hoved ind til ham. Se blot, hvor hun giver sig hen, saligt, i en skamløs Rus! Hun hænger bagover i hans Arme, og mellem hendes Læber springer en stor Blodrose frem og vælder ned over den sommerblaa Kjole.

Pelle staar fastnaglet under den forfærdelige Byrde og kan ikke røre en Fod. Han stirrer blot paa Hanne, til Kerberus tager hende i sine Kæmpearme og bærer hende af Vejen. Hun er saa let i sin Sommerstads — vejer jo ingenting! „Mazurka!“ brøler han, da han kommer tilbage — og gaar bydende rundt langs Rækkerne.

XXVI

I Udgangen af Januar fik Pelle Plads som Arbejdsmand paa Maskinfabrikken _Danmark_. Det var smaat betalt, men Ellen var glad alligevel; med ingenting kunde man kun græde — med lidt blev hun stærk. Hun var lidt bleg endnu efter Barselsengen men saa frejdig ud; ved det første Ord om at der var Arbejde, myldrede det i hendes Hoved med lange Planer. Hun gik straks i Gang med at løse Sager hjem og afvikle Klatgæld; et helt System lagde hun, og fulgte det ubrydeligt.

Den ny Søster var noget for Lille Lasse; han forstod straks, at det var én han havde faaet at underholde sig med i sin Ensomhed. Han havde været ovre hos Bedsteforældrene, saa længe det stod paa; for at Storken ikke skulde tage ham tilbage, naar den kom med Søster — for kær var han jo! Da han saa kom hjem, laa hun i hans Vugge og sov; og han prikkede hende straks paa Øjenlaagene, for at se om hun havde Øjne lige som han selv. Der vankede over Fingrene, og han fik ikke det spændende Spørgsmaal løst den Dag.

Men Øjne havde Søster, nogle store mørke nogle der fulgte ham Stuen rundt, bag om Hovedgærdet og om paa den anden Side med stadig det samme opmærksomme Udtryk, mens de buttede Kinder gik ud og ind som en Suger. Og Lille Lasse følte godt nok, at det forpligtede at have Øjne hvilende paa sig. Han var allerede et helt Stykke Mandfolk med Trang til at gøre sig bemærket; og saa gik han og gjorde sig tyk, rullede med Kroppen som en Klovn og agerede Stærk Mand med Skammelen — mens Søster fulgte ham med Øjnene uden at fortrække en Mine. Han syntes nok hun kunde give lidt Bifald fra sig, naar han gik dér og gjorde sig Umage!

En Dag pustede han en Papirspose op og knaldede den foran hendes Ansigt — det hjalp. Søster glemte sin Urokkelighed, sprat i Vejret og gav sig til at brøle. Der vankede Klø for det, men nu havde han hende til Gengæld. Det trak paa Forhaand i hendes Ansigt, naar han kom hen for at vise hende noget; ofte brølede hun op, endnu før hans Kunststykke gik af. „Gaa væk fra Søster, Lasse Fredrik!“ sagde Moderen — „du skræmmer hende jo!“

Men blot en Maaned efter var det igen helt anderledes — saa var der ingen der forstod Lille Lasses Forehavender som Søster. Hun kvidrede som en Stær, blot han bevægede sin trinde Krop eller gav en Lyd fra sig.

Ellens forstenede Udtryk var borte, nu hun havde faaet noget at virke med igen. Kulden havde gjort det af med nogle af hendes Fordringer, andre havde Børnene tilfredsstillet. De optog hende meget, Pelle savnede hun ikke længer. Hun havde vænnet sig til at han bestandig var borte fra Hjemmet, og optaget ham i sine Tanker paa en egen Maade; hun gik og snakkede med ham indvendig under sin Syssel, og gjorde sig en Glæde af at gøre det hyggeligt for ham de Stunder han var hjemme.

Pelle følte Hjemmet som en lun lille Verden, hvor han kunde ty ind naar han var træt. Den dunkle Dragen i Ellens Blik havde han udløst — som to velsignede Smaavæsner der gav hende nok at bestille — nu var det selve hendes Væsen der kom ham i Møde. Og der var en egen Troskab i hende, der tog om Hjærtet; hun saá ikke surt til den lille Fortjeneste, og bebrejdede ham ikke at han kun var Arbejdsmand.

Formandsstillingen i Fagforeningen havde han opgivet for større Virksomhed. Der var heller ingen Udsigt til, at han kom tilbage til Faget igen for det første — og det haarde legemlige Arbejde tiltalte ham.

For at bøde paa den lille Dagløn reparerede han et og andet om Aftenen. Ellen hjalp ham, og de sad og snakkede om løst og fast; Bevægelsen kom de ikke ind paa, den interesserede hende ikke, og han havde ikke noget imod at have Ro for den et Øjeblik. Lille Lasse sad ved Bordet, han tegnede og gav sit Besyv med. Ofte naar Pelle tog Arbejdet frem, havde hun om Dagen gjort det meste, og kun lævnet hvad hun ikke forstod sig paa. Til Gengæld udpønsede han Smaating der kunde glæde hende.

Vinteren var ikke saa ond i det nye Aar, allerede Februar gav Foraarsløfter. Det mærkedes paa Ellen.

„Skal vi ikke pakke en Madkurv og trille ud til en af Kroerne paa Søndag? Børnene trænger til at komme i Luften,“ kunde hun sige.

Pelle vilde gærne. Men paa Søndag var der Møde i Partiledelsen og Møde om Fabrikkens Affærer — han maatte være med begge Steder. Og om Aftenen havde han lovet at tale i en Forening.

„Saa tager vi selv ud, Børnene og jeg!“ svarede Ellen roligt. De kom hjem og havde moret sig udmærket; Pelle var ikke uundværlig mere.

* * * * *

Den strænge Vinter var endelig forbi. Det frøs endnu — navnlig om Natten — men Folk vidste det alligevel. Og Isen i Kanalerne vidste det; den gav sig til at slaa Revner paa Kryds og tværs og begyndte at vandre udad. Husene havde ogsaa Foraarsfornemmelser og blev lysere i Tonen, og oppe i Luften skinnede Solen; naar man kiggede til Vejrs, kunde man se dens Skær over Tagene. Nede paa Bunden af Gyderne og de brønddybe Gaarde travede Ungerne rundt i Snesjappet, og sang til Solen som de ikke kunde se.

Folk begyndte at rette sig ud efter den lange Krumslutning. Naar som helst kunde Kulden være der igen, men alting var enigt om at tro paa Foraaret. Stæren begyndte at indfinde sig, Jordens Safter steg igen op paa Overfladen og frembragte mørke Pletter paa den haarde Skorpe, og Omsætningen vovede sig frem. Det var en besynderlig ensartet Vilje der havde besat det hele. Nede i Jorden spirede det midt i Frost og Sne og krøb ungt frem som født af selve Kulden, og i Vinterens forkomne rullede Fortrøstningen sig ud — paa Trods af alt. Arbejderkvartererne begyndte at blive levende, nu kunde det igen nytte at se sig om efter Arbejde. Det gjorde godt at komme ud og røre sig lidt i Lyset — godt skulde det gøre at faa Skrutten fyldt hver Dag igen, og faa Stumperne listet hjem fra Pantelaaneren og luftet lidt inden næste Omgang.

Men det gik ikke saa rask som det skulde. Det saa ud, som Kulden havde lammet dem der stod for Virksomhederne. Foraaret rykkede nærmere, Solen steg for hver Dag og begyndte at faa Magt; men Bedrifterne vilde ikke rigtig komme i Gang ud over hvad Dagen krævede. Der var ingen Skub i det som ellers! Paa denne Aarstid arbejdedes der gærne paa Lager for at møde Sommerens Behov, hvad Vinteren havde hæmmet, plejede man at indhente nu — ved at hænge i af alle Kræfter og arbejde over.

Der gik mange bekymrede Spørgsmaal frem og tilbage — hvad var der paa Færde? hvorfor kom der ikke Gang i Sagerne? _Arbejderen_ gav foreløbig ingen Forklaring, men indeholdt nogle forblommede Advarsler til visse Folk om ikke at alliere sig med Nøden.

Efterhaanden kom Forestillingerne ind i en fast Gænge: Arbejdsherrerne forberedte et eller andet, derfor tog de ikke Virksomhederne kraftigt op. Arbejderne havde trods Vinternøden igen sat nogle af deres egne ind i Rigsdagen, og nu forberedte de sig til at slaa et Slag ved de kommunale Valg. Det var dét der var i Vejen! Og først og fremmest den stadig voksende Organisation, der nu som en Enhed omsluttede alle Fag og hele Landet — og forlangte at være medbestemmende over Forholdene! Fattigmand skulde føle, hvor lidt han formaaede uden dem der holdt alting gaaende.

Ind imellem dette løb der Rygter om, at der forberedtes en Stansning af al Virksomhed for med ét Slag at slaa Organisationerne i Stykker; men det var for ubegribeligt. Man havde kun oplevet mindre Arbejdsstansninger, hvor der forelaa Uenighed om noget bestemt. At nogen skulde tænke paa at fortsætte Vinternøden paa tværs af Naturens Vilje, naar enhver var villig til at arbejde paa Grundlag af den gældende Ordning — nej, den Tanke var altfor djævelsk!

Men en Linje lod sig skimte. Folk der havde lagt sig særlig i Selen for Bevægelsen, havde vanskeligere ved at faa fat igen end andre, de blev sat tilbage i Arbejdsvilkaar, eller var simpelt hen erstattede naar de kom og meldte sig til igen efter Vinterstansningen. Usikkerheden herskede navnlig i de Fag der var videst i Organisation, man kunde ikke undgaa at se det som en Forfølgelse af Sammenslutningen. Der groede Utryghed af det, enhver følte at Tilstanden var uholdbar, og anede et eller andet ondt. Navnlig inden for Jærnindustrien var Forholdene spændte; Jærnmændene havde altid haarde Hænder, det var dér man først øjnede Hensigten med hvad der skete.

Pelle saá bekymret hvad det trak op til. Hvis der kom Kamp nu, vilde det betyde Nederlag for Arbejderne der stod uden Forraad, blanket af til Skindet. Vinteren havde jævnet deres Smule Fæstningsværker med Jorden, et Stormløb mod dem nu vilde rimeligvis bryde deres Sammenhold. Han udtalte ikke sin Bekymring til dem, de var nærmest som store Børn, det var ingen Nytte til at de gik og ængstede sig under for meget. Men i Ledelsen holdt han paa at man maatte se at undgaa Kamp, selv om man skulde gøre en Indrømmelse. Pelle foreslog for første Gang at gaa tilbage!

Den ene Uge tog den anden, Spændingen voksede, men der skete ikke noget. Arbejdsherrerne betænkte sig over for den offenlige Mening. Vinteren havde slaaet store Saar, de turde ikke tage Ansvaret for en Krigserklæring.

— —