Part 20

Det var ikke Tid til Folkemøder og stærke rungende Ord — mange havde ikke engang Klæder at gaa til Møde i. Bevægelsen havde mistet sit Sving i Kulden, der var nok at gøre med at holde sammen paa det der var. Pelle tog det som sin Opgave at holde Haabet oppe i de fortrykte og var meget paa Farten; han kom i Berøring med mange Mennesker. Elendigheden lagde dem blot og udvidede hans Menneskekundskab.

Overalt hvor Fag stansedes og Nød slog ind, var han og de andre paa Færde for at modvirke Demoralisationen og agitere ud fra Tilstanden. Han saá, hvor Nøden bredte sig som Pest og efterhaanden erobrede det hele — der var et haardhændet Fællesskab i Massernes Skæbne. Paa otte fjorten Dage kunde Arbejdsløsheden rasere et Hjem for al den Smaahygge, der var skrabet og sparet sammen gennem Aar — saa skrigende var Misforholdet. Her var nok til at ætse en Opfattelse ind saa den aldrig forgik, og nok at slaa med i Agitationen. Enhver der ikke var sløvet, kunde nu indse hvad der skulde til.

Her var Folk endnu som dem hjemme! Nøden gjorde dem endnu mere ydmyge, de begreb ikke den Naade, at de fik Lov at gaa paa Jorden og sulte. Dem var der intet Udkomme med! De var født Slaver, og Slavemærket sad dybt i deres Sind som ynkelig Hundskhed.

Det var Folk ude over en vis Alder — af et ældre Slægtled end hans. De yngre var af et helt andet, haardere Stof; han maatte ofte lytte forbavset, saa kraftigt Tankerne svarede igen i deres Sind. De var rede til at vove og sagde haardt imod haardt. Dem maatte der holdes igen paa, for at de ikke skulde skade Bevægelsen — de kom aldrig hurtig nok frem.

Hans Hjærne var ny og uberørt og arbejdede godt i Kulden; den sammenlignede rastløst og uddrog Resultater af alt det han kom ind paa Livet af. Det syntes, som Individerne selv ikke flyttede sig stort; Agitationen bestod nærmest i at vække det der engang var. Forresten maatte de dø i deres og erstattes af yngre, hvem Kravene til Gengæld laa lige paa Læben. Saa vidt han kunde overse Udviklingen, foregik den ikke saa meget gennem Slægtledene, men groede paa en eller anden forunderlig Maade i det tomme Rum imellem dem. Saa langt kunde Ungdommen begynde forude for, hvor de gamle slap.

Aandens Færden virkede nu lige saa dulgt og mystisk paa ham som Blodets i hans Barndom; han kunde overfaldes af en hemmelig, gysende Forundring over sig selv, og begyndte at ane hvad Morten havde ment med at Mennesket var helligt. Des forfærdeligere var det, at det skulde lide saa megen Nød, og hans Harme uddybedes.

Gennem sin Berøring med alle de enkelte erfarede han nu, at Morten ikke stod saa helt alene. Mange Sind genlød af den samme Utaalmodighed og begreb ikke, at den der sulter skal slaa sig til Taals og nøjes med at organisere sig. Der laa Stof til en Omvæltning i Sindene, en haard Tone kom op, som fik pæne Folk til at gaa langt uden om de Arbejdsløse, og gamle Folk til at spaa Verdens Undergang. Den Tone de Forarmede nu lagde sig til, havde ingen kendt.

En Dag stod han i en Port sammen med nogle andre unge Mænd og drøftede Situationen; det var et koldt Mødested, men de havde ikke Raad til at samles i det sædvanlige Beværtningslokale. Diskussionen førtes i en meget dæmpet Tone, der var noget indædt over Stemmerne. Der gik en velklædt Herre forbi. „Dér skal I se en pæn Frakke,“ udbrød en — „saadan en kunde jeg lide at ha’e! Skal vi ikke tage ham her ind i Porten og trække Frakken af ham.“ Han talte højt og vilde træde ud paa Gaden.

„Ingen Dumheder her,“ sagde Pelle mørkt og tog ham i Armen — „vi skader blot os selv! Husk paa, Øvrigheden har i Forvejen et godt Øje til os.“

„Aa skidt, lidt Indespærring! saa havde man da Kost og Logi i den Tid!“ svarede Kammeraten. Der var et ildevarslende Glimt i hans før saa kloge, rolige Øjne.

XXIV

Der gik Rygter om, at Kommunen vilde træde til og raade Bod paa Arbejdsløsheden, og op under Jul blev ogsaa noget Jordarbejde sat i Gang. Det var et Stykke af de gamle Volde, der skulde sløjfes og laves om til Park og Bulevard. Pelle mødte blandt tusend andre og var saa heldig at faa fat; Entreprenøren tog fortrinsvis de unge Kræfter.

Hver Morgen mødte Arbejderne op i Masser, Formændene tog dem ud de havde Brug for, Resten kunde gaa igen. Hjemme sad Kone og Børn og glædede sig, man havde ingen Lyst til at komme hjem med ond Besked og blev hængende ved Arbejdsstedet.

De stillede paa Arbejdsstedet længe før Dag for at være de første, skønt der ikke var noget Haab. Saa var der dog et Paaskud til at forlade Sengen, Lediggangen brændte dem over Lænderne som Helvedesild. Naar Formændene kom, trængte de sig frem, stumme men med indtrængende Øjne. Der var en Kone mødt op med sin Mand, han fulgte spagfærdigt efter hende, holdt Øjnene ufravendt rettet paa hende og gjorde nøjagtig som hun. En stor og stærk Prygl var han; men han foretog sig ikke noget paa egen Haand — snød ikke engang Næsen før hun puffede til ham. „Kom her, Thorvald!“ sagde hun og albuede sig frem saa det sved. „Hold dig lige efter mig!“ Hun snakkede med haard Stemme ud i Luften som for at begrunde sin Adfærd for de andre, men saá ikke paa nogen: „For han snakker saa daarligt for sig, dermed saa!“ sagde hun paa maa og faa. Hendes inciterende Stemme gav et Sæt i Pelle — hun var fra Bornholm. Ak de sikre Ungpiger derhjemme, der var Mandsfrelse i dem! — „Og Børnene skal jo ogsaa leve!“ blev hun ved. „Vi har otte, har vi!“

„Saa er han ikke lige umulig til alting,“ sagde en forkommen Arbejder.

Konen masede paa og fik sin Prygl anbragt. „Og saa gør du pænt hvad de sætter dig til! og lader dig ikke lokke med til nogen Tossestreger!“ sagde hun og gav ham et Dunk som satte ham i Drift over mod Arbejdsstedet. Hun rejste trodsigt Hovedet mod den spotske Latter.

Pladsen lignede et Slavemarked, Formændene gik rundt og pillede de kraftigste ud, befølte dem med Øjnene og tog efter Muskler og Rygbrede. Entreprenøren fór om og gav Anvisninger. „Han er Storkarl!“ sagde Arbejderne knurrende. „Her maa Byens Arbejdskraft møde op for at han kan pille det bedste ud, skønt han har sat Daglønnen halvtreds Øre ned. Han har tilmed selv været Jordarbejder, nu er han en Mand paa Hundredtusend om Aaret. En rigtig Blodsuger er han!“

Masserne blev ved at staa der og hænge Dagen lang, i det Haab at nogen skulde gaa fra, blive syg — et eller andet vanvittigt — saa man kunde komme i hans Sted. Det var dem umuligt at løsrive sig, selve det at der var Arbejde i Gang bandt dem. De saa ud, som kunde de naar som helst storme Arbejdspladsen, og Politiet havde slaaet Kreds om den. De stod og trykkedes frem, aandsfraværende af Drift mod Arbejdet, med syg Længsel i Minerne. Naar Massen var kommet for langt ind, lod den sig nølende drive tilbage. Pludselig kunde der gaa Hul paa den, en Mand sprang over Lægterne og greb en Hakke. Et Par Betjente vristede Redskabet fra ham og førte ham bort.

Der groede Trods frem i dem som de stod dér, mod Nøden og hele den skamløse Situation; det gav sig Udslag i en ond, halv indvendig Kværuleren. De fulgte Entreprenøren med underlige Øjne, som granskede de noget ved ham de ikke kunde komme i Tanke om.

I sit Overmod over det svimlende Tilbud paa Arbejdskraft vilde han gaa videre endnu og lægge en Time paa Arbejdstiden. Det meddeltes Arbejderne en Morgen de lige havde begyndt — som en Befaling.

Men i samme Nu smed de fire Hundrede Mand Værktøjet paa et Par nær og gik ud til deres Kammerater. Formændene kom og raabte paa ny Arbejdskraft, men ingen meldte sig. De stod og snakkede om det, blaa i Ansigterne af Harme — nu skulde deres Udsultethed bruges til at berige Entreprenøren med endnu et Hundredtusend! „Vi maa gaa til Kommunen!“ raabte nogle. „Nej til Bladet!“ svarede andre. „Bladet er bedre!“

„Gaa til Kommunen nytter ikke — ikke før vi faar vore egne valgt!“ raabte Pelle. „Husk dem det nu til Valgene, Kammerater! Vi maa have vore egne ind over det hele, før er det ikke Slut med deres Overgreb. Og nu maa vi staa sammen og holde ud! Skal det være, saa er det bedre at sulte ihjæl med én Gang end langsomt!“

De svarede ikke men tætnede sig om ham og hørte tungt efter, altfor forfærdeligt drøjt og grundigt lyttedes der. Disse Mænd havde midt i Vinterens Nød og Elendighed gjort Strejke paa deres eneste Udvej — hvad mon de nu tænkte paa? Pelle saá rundt paa dem og forfærdedes over deres stumme Mod. Denne truende Tavshed maatte ikke være, hvad kunde den ikke føde? Et eller andet overvældende som ikke lod sig beherske, syntes at ville springe frem af deres stenhaarde Stumhed! Han sprang op paa en Stenbunke.

„Kammerater!“ raabte han med mægtig Stemme. „Dette her er blot en Overgang — som Ræven sagde da de trak Pelsen af ham! Klæderne har de jo taget, og det meste af Maden og Hjemmets Hygge — nu vil de forsøge at slide Skindet af os ogsaa. Nu er det da det gælder — frem eller tilbage! Den store Prøvetid er maaske inde, nu skal vi svare til hvad vi har villet! Hold sammen Kammerater, forløb jer ikke, og giv ikke efter! Det er haardt nok, dette her; men husk paa, vi er i den store Vinter som varsler Opgangen! Natten er altid ondest lige før Dagen gryr! Og skulde vi være bange for at lide lidt — vi som har lidt og taalt i Aarhundreder. Hjemme sidder vore Koner og græmmer sig — kanske bliver de gnavne paa os. Vi kunde dog i det mindste tage hvad der tilbød sig, siger de. Men vi kan ikke blive ved med at se paa, at vore derhjemme visner bort trods vort Slid. Hidtil har Fattigmands Arbejde været som en ørkesløs Bøn mod Himlen: Skaan os for Sult og Snavs, Elendighed og Kulde — giv os Brød og Brød igen! Skaan vore Børn for vor Skæbne, lad ikke deres Lemmer visne, og deres Aand dø hen i Idioti! — Det har været vor Bøn, men der er kun én Bøn der dur, og det er at trodse det onde! Vi er det udvalgte Folk, og derfor maa vi sige Stop. Vi vil ikke gaa med længer — for vore Koners Skyld, og vore Børns, og deres igen! Jamen hvad kommer Eftertiden os ved? Jo den gør — netop os! Var jeres Gamle som I? Nej, de knugedes i Støvet af Fattigdommen og krøb ydmygt for Magten og de Store. Hvor har vi da det fra, alt det der gaar saa stærkt i os og faar os til at søge sammen? Tiden er stanset, Kammerater! den har sat sin Finger paa _vort_ Bryst og sagt: I skal gøre det. Her hvor vi staar, hører det gamle op og det ny begynder; derfor smed vi vort Redskab med Nøden i Øjnene — aldrig er det set før! Vi skal vende Tilværelsen og gøre den god for Fattigmand til alle Tider. I som saa tidt har vovet Liv og Velfærd for en Tokrone — nu holder I hele Fremtiden i jeres Haand. Hold ud nu siger jeg jer, rolig og støt! — og I vil aldrig blive glemt, saa længe der findes Arbejdere paa Jorden! Denne Vinter vil blive den sidste, blot vi holder ud, bagved ligger Landet vi har vandret efter. — Kammerater! ved os skal det dages.“

Pelle vidste ikke selv, hvilke Ord han raabte ud, han følte blot at noget talte igennem ham — det mægtigste som aldrig løj. Der var en lys, profetisk Klang over hans Stemme som rev med, hans Blik flammede. For deres Øjne løftede en Skikkelse sig ud af den knugende Vinter og ragede frem i Lyset, en Skikkelse der var dem selv — og dog en ung Gud. Han steg nyfødt frem af selve Elendigheden, slog den tunge Skæbnetro til Side og gav en ny Tro i Stedet — den lyse Tro paa egen Kraft! De raabte op til ham, først enkelte Stemmer, saa alle. Han samlede deres Raab i et mægtigt Leve for den ny Tid. — —

Hver Dag mødte de op, ikke for at arbejde men for at være der i stum Protest. Naar Formændene kaldte Arbejdere frem, stod de i tavse Klynger, truende som et mørkt Fjæld. Nu og da raabte de en Forbandelse ind over dem der havde svigtet. Kommunen foretog sig intet; man havde rakt de Nødlidende en hjælpende Haand, og de havde slaaet til den — nu maatte de selv tage Følgerne. Entreprenøren havde faaet Lov til at stanse Arbejdet helt, men holdt det gaaende med en Snes Skruebrækkere for at drille Arbejderne.

Inde over det store Terræn herskede der død Ro uden for det Hjørne hvor den lille Trup arbejdede, med en Betjent ved Siden som Tugthusfanger. Børene laa med Bunden i Vejret; det saa ud som Pest eller Sot var gaaet hen over Arbejdspladsen.

Skruebrækkerne var Folk af alle Fag, nogle af de Arbejdsløse tog deres Navne og Adresser ned for at sætte dem i _Arbejderen_. Der var en af Stolpes Fagforeningsfolk imellem, han var en sat Familiefader og havde været med i Bevægelsen fra dens første Dage. „Det er Synd for ham,“ sagde Stolpe. „En gammel Arbejdskammerat af mig er han, og har altid været en god Kammerat lige til nu. Nu vanker der skarp Konfekt til ham i Bladet — vi er nødt til det. Standen kan ikke være tjent med, at en af dens Repræsentanter gaar og gør Sjofelisttjeneste.“

Madam Stolpe var ulykkelig. „Det er saadan en pæn Familie,“ sagde hun. „Vi har altid omgaaedes dem — og jeg ved de har sultet længe. Han har ogsaa en ung Kone, Fatter; det er ikke saa nemt at staa for.“

„Jeg er selv ked af det, du!“ svarede Stolpe. „Men man er nødt til det, ellers faar man Skyld for Partiskhed. Og paa mit Gebet skal ingen komme og sige, at der gælder Persons Anseelse.“

„Lad mig gaa ud og tale med ham,“ sagde Pelle. „Kanske giver han det op.“

Han fik Adressen og gik derud efter Fyraften. Det var et raseret Hjem med fire Smaabørn; der var tung Luft over det. Manden der var noget til Aars men kraftig, sad forgræmmet og aad sin Mad, mens Børnene hang over Bordkanten med Hagen og fulgte opmærksomt hver Bid han tog. Den unge Kone gik til og fra og satte med en egen kærlig Bevægelse den tarvelige Mad for ham.

Pelle bragte Spørgsmaalet paa Bane; han var ikke helt glad over for denne gamle Veteran, men siges skulde det jo.

„Ja jeg ved det godt,“ sagde Manden og nikkede hen for sig. „Du behøver ikke begynde paa Lektien, for jeg har selv været med fra første Dag. Og jeg har holdt mine Forpligtelser til nu; nu faar det være nok med mig. Og hvad vil du her Dreng? Har du Kone og Børn som sulter og raaber paa Brød? Saa tænk paa dine egne!“

„Vi raaber ikke, Hans!“ sagde Konen stille.

„Nej I gør ikke, og det er meget værre! Kan jeg blive ved med at gaa her og se paa, at I magres af og fryser? Til Helvede med Kammeraterne og deres store Ord! hvad har de ført til? Vi smaasultede før, og nu skal vi til at sulte stort — det er Forandringen. Lad mig være, siger jeg! hvorfor Fanden maa jeg ikke være i Fred?“

Han tog sig en Slurk Brændevin af Flasken. Konen skød Glasset hen til ham, men han stødte haardt til det.

„De vil sætte dig i Bladet i Morgen,“ sagde Pelle varsomt. „Jeg vilde blot sige dig det.“

„Ja og skrive om mig, at jeg er et Svin og en skidt Kammerat, hva’? kanske ogsaa, at jeg prygler min Kone! Men de ved jo selv det er Løgn — hvad rager det saa mig? — Vil du ha’e en Dram?“

Nej Pelle trængte ikke til noget.

„Saa kan jeg selv,“ sagde Manden og lo ondt. „Nu kan du jo vidne at jeg er et Svin — jeg pægler af Flasken du! Og en anden Aften kan du komme og lytte ved Nøglehullet, kanske hører du at jeg mishandler min Kone.“

Konen gav sig til at græde.

„Ja hvad Fanden — de kan jo lade mig være i Fred,“ sagde Manden trodsigt.

Pelle maatte gaa med uforrettet Sag.

XXV

Arken laa og frøs under Nordenvinden, afklædt for alle sine Livsytringer. Larmen der Sommeren igennem kogte ovenud af det snævre Gaarddyb var forstummet. Det ustanselige Dryp fra hundrede Vasketude, der forvandlede Gaarden til en smal Brønd med grønne slimede Vægge, var ogsaa indstillet. Frosten havde drejet Stophanen for, og hvor Tudserne sad og kroede sig i Murhullerne, i fantastiske Grotter af grønt Mos og slimede Tjavser fra Vasketuden, hang nu en Isskorpe ned — en skiden Gletscher, der naaede fra Kvisten helt ned over Gaardens Bund.

Hvor var nu de snavsede glade Unger henne? Og Ligkuskens Aftenkæfert, som Konen maatte banke ud af ham nu? Den ukuelige Kvindestemme da, som pludselig kunde skære ud over et eller andet Rækværk og hegle hele Gaarden igennem — skarp som en Ragekniv?

Frosten var skarpere endnu! Den havde raget det hele af Vejen, og stænget for det saa godt det lod sig gøre. Liremanden laa nede i sin Kælder og havde Besøg af Nordenvindens gode Ven Gigten; og nede i den forladte Gaard gik Trækken og snusede langs de fugtige Vægge. Hver Gang nogen passerede Tøndegangen, greb han dem om Knæerne med sine Isfingre, saa det gjorde ondt helt op i Hjærtet.

Den gamle Kaserne laa og gloede tomt ud af de sorte Vinduer. Kulden havde taget det sidste Fag blomstrede Gardiner ned og bragt dem paa Laanekontoret, Kanarifuglen havde den afhændet for en Snes Pinde, og stanset den daglange ensomme Graad af Smaabørn bag laasede Døre — Lovsangen til Arbejdet — der først stilnede af om Aftenen, naar Mødrene kom hjem fra Fabrikken. Nu sad hver Moder hos sin lille Dagen igennem, og ingen anden end Kulden havde undt dem den Glæde. Hun og Søster Sult kom ogsaa hver Dag og saá til dem.

Inde paa tredje Sal over Gaarden sad Enkemadam Johnsen i Krogen ved Kakkelovnen, Hannes lille Pige laa sammenkrøben paa en Stump Kludetæppe paa Gulvet. Gennem det nøgne Vindu saas kun Is, som var hele Verdensrummet bundfrosset; der var Aandepletter paa Ruderne fra hver Gang den lille kiggede ud, men de lukkede sig straks. Den gamle sad og stirrede lige ud i Stuen med store runde Øjne, hendes spinkle Hoved dirrede hele Tiden, og hun lignede en Varselsfugl, der ved meget mere end nogen kan taale at høre.

„Nu fryser jeg igen, Bedstemor,“ sagde den lille spagt.

„Kom bare til at ryste, saa faar du Varmen,“ sagde Madam Johnsen.

„Ryster du da?“

„Nej jeg er for gammel og gaaet til — jeg kan ikke ryste længer. Men Kulden dræber mine Lemmer, saa jeg ikke føler dem. Jeg klarer mig godt nok, naar det ikke var for den Ryg.“

„Du sætter jo ogsaa Ryggen op ad den kolde Kakkelovn.“

„Ja, for Kulden graver saadan i min stakkels Ryg.“

„Jamen det er dumt, for der er ikke lagt i.“

„Naar jeg nu fryser saadan om min Ryg,“ sagde den gamle bønligt.

Saa tav Barnet og vendte Hovedet til den anden Side.

Der sad smaa Krystaller og blinkede op over Væggen, nu og da knitrede det i Vægpapiret.

„Bedstemor! hvad er det for en underlig Lyd?“ spurgte Barnet.

„Det er Væggetøjet der vandrer nedad,“ svarede den gamle. „Der er blevet for koldt for det oppe paa Kvisten og her kan det ikke være. Du skal se, det skal ned til Olsens med den varme Væg; der holder det til i Kulden.“

„Er Olsens Væg da altid varm?“

„Ja naar de har Fyr under Kedlen inde paa Dampmøllen.“

Saa tav den lille en Stund og drejede langsomt Hovedet fra Side til Side; hendes Ansigt udtrykte forfærdelig Lede. „Jeg fryser,“ klynkede hun om lidt.

„Kom bare til at ryste.“

„Skal jeg ikke hellere springe lidt?“

„Nej for saa sluger du blot Kulde — og Luften bliver ogsaa som en Is. Vær bare stille du! Nu kommer din Moder ogsaa snart med noget.“

„Hun faar jo ikke noget,“ svarede Barnet. „Hver Dag inden hun kan naa derhen, saa er der ikke mere.“

„Jamen det er ikke sandt,“ sagde Madam Johnsen haardt — „der er Mad nok i Velgørenhedens Gryde for den, der bare forstaar at holde sig til. Den fattige faar bide Hovedet af Skammen — og i Dag har hun noget.“

Den lille rejste sig og aandede Hul paa Ruden.

„Se, om der ikke skulde komme lidt Sne, saa Fattigmand kan faa en Dags Fortjeneste,“ sagde den gamle.

Nej, Vinden var bestandig i Nord. Ellers holdt den mest af at gaa og soppe i Væde langs Kanalerne, men nu sad den Uge efter Uge oppe paa _Nikolaj_ og blæste Fløjte i Fattigdommens hule Knogler. Kanalerne var islagte, og Jorden saa forfærdelig haard ud; Barfrosten jog Folk hen over den som visne Blade. Med en tynd Raslen fejedes de ud over Børnehusbroen og forsvandt.

Der kom en stor gul Vogn kørende, Børnehusets vældige Porte aabnede sig langsomt og slugte den. Det var Vognen med Kød til Fangerne, den lille fulgte den med et fortabt Udtryk.

„Mor kommer jo ikke,“ sagde hun opgivende — „og jeg er saa sulten.“

„Hun kommer nok — bare giv Tid! Og staa ikke dér i Lyset, men kom her hen i Krogen! Lyset slaar Kulden igennem én.“

„Jeg synes nu, der er koldere i Mørket!“

„Det er fordi du ingenting forstaar endnu. Jeg længes bare efter det rigtig store Mørke, jeg.“

„Og jeg længes efter Solen,“ svarede den lille trodsigt.

Det knagede ude i Gaardens Træværk, Barnet løb ud og slog Døren op til Svalegangen. Det var blot dem lige over for, der var i Færd med at pille et Trin løst. —

Dér var Moderen! med en Blikspand i Haanden og en Bylt under Armen. Aa, og der var noget i Spanden — den saas saa tung, tra la la! Og Bylten, Bylten — hvad var der i den? „Mor, Mor!“ sang det klingert, og den lille hang langt ud over det skrøbelige Balustre.

Hanne kom rask op ad Trappen, med aaben Mund og røde Kinder; fra hver lille Rede kom et Ansigt frem. „Nu har Enken Hanne gaaet sin tungeste Gang,“ sagde de hver til sine; de vidste, hvor stor Ære hun havde sat i selv at forsørge Mor og Barn. En god Pige var hun!

Og Enken Hanne nikkede ind til hver af dem, som om hun vilde sige: Nu er det gjort — Gudskelov!

Saa stod hun over Bordet og tog Laaget af Spanden. „Se,“ sagde hun og rørte op i Suppen med en Slev, „der er baade Gryn paa og Visk. Havde vi nu haft noget at varme den ved.“

„Vi kan vel pille lidt af Træværket — vi som de andre,“ sagde Moderen.

„Ja,“ svarede Hanne kortaandet, „ja hvorfor ikke! Naar én kan tigge, kan én vel ogsaa —“ Hun løb ud paa Svalen og brækkede nogle Tremmer løs, saa det sang i Gaarden. Fra alle de mørke Reder saá de det. Nu havde Enken Hanne bidt Hovedet af sin Stolthed!

Saa sad de over Suppen, den gamle og Barnet. „Spis!“ sagde Hanne, hun stod og betragtede dem med glødende Øjne. I hendes Kinder brændte det; hun var saa skøn i Dag.