Part 18

Hofskomageren gjorde han sig ingen Samvittighed af. Han havde længe nok misbrugt sin Overmagt paa alle Omraader; ved sin store Forretning var han den der skabte og beherskede Tilstandene, de daarlige Vilkaar maatte føres tilbage til ham. Det var Sommer og Godtid for Arbejderne nu, og hans Forretning gik stærkt tilbage. Pelle forudsaa hans Fald og følte sig som en retfærdig Hævner.

Den aarelange Kamp tog hele hans Sind. Altid var han paa Færde, kom styrtende hjem til Arbejdet der laa og ventede, klarede det til Side som en rasende, og var afsted igen. Ellen og Lille Lasse saá han ikke meget til i denne Tid, de levede deres Liv uden for ham.

Han turde ikke slaa sig til Ro i den Kendsgærning at Sammenholdet nu var stærkt. Bestandig var han paa Færde for yderligere at stive af og underbygge; han vilde ikke falde for det uforudsete. Hans Utrættelighed smittede Kammeraterne, de blev ivrigere og ivrigere alt som Kampen trak ud. Den voksede for dem ved de Ofre den krævede, og ved Styrken i Modstanden; Meyer blev efterhaanden til en Kolos som enhver maatte vove sin Velfærd for at hugge ned. Der gik Hjem i Stykker ved det; men jo flere Ofre Kampen krævede, des sorgløsere syntes de at gaa til den. Og de jublede af Glæde, den Dag Kolossen faldt og begravede nogle af dem under sin Masse.

Sejren var uomtvistelig Pelles, Skomagersvenden havde fældet Fagets største Arbejdsherre! De spurgte ikke om hvad det havde kostet, men bar hans Navn i Triumf. De raabte Hurra, naar han viste sig eller hans Navn nævnedes. Tidligere vilde det vel være gaaet ham til Hovedet, men nu fandt han Udfaldet ganske naturligt — som Udslag af en højere Vilje!

Allerede et Par Dage efter sammenkaldte han til Møde i Fagforeningen, fremlagde Udkast til en ny tidssvarende Priskurant og opfordrede til at tage en Kamp paa den netop nu. „Lejligheden kan aldrig være bedre,“ sagde han — „nu har de set hvad vi dur til! Og det var paa Spørgsmaalet om Priskuranten vi slog Meyer ned, derfor maa vi smede mens Jærnet er varmt!“

Han regnede med at Kammeraterne netop nu havde Krigshumør, trods alle de Savn Kampen havde paaført dem — og tog ikke fejl. Hans Forslag blev enstemmig vedtaget.

Nogen Lønkamp blev der ikke. Meyer løb nu rundt til Mestrene med Prøvekassen for et Læderfirma, Synet af den før saa mægtige Mand virkede nedstemmende. Mesterforeningen udpegede et Par Mestre til at forhandle med Fagforeningen om Lønforhøjelsen.

XXI

Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham. „Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt med dem igen,“ tænkte han.

Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator bredte sig udover, overalt arbejdedes der for Sammenslutningstanken, de mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning.

Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at danne Organisation — ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt. „Han taler, saa Ørerne klør paa én,“ sagde de til hinanden. Der blev saa valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen.

„Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,“ sagde han bestandig — „uden Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas med.“

„Skal der anvendes Bøsser i Kampen?“ spurgte en enfoldig Arbejder engang.

„Ja Sparebøsser!“ svarede Pelle raskt.

Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før de gav dem fra sig. „Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,“ sagde de saa.

„Der kommer nok den Dag da det slaar godt til — bare vi staar sammen,“ sagde Pelle fortrøstningsfuld.

Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød — han vidste det godt. Men det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som en af dem.

Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig større Maal paa Bevægelsen og sig selv.

I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han havde taget paa sig, og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig, hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til en Kolonne.

De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat. Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os! Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler. Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han! nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed.

En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem, hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende Haand over Byen. Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde med.

Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans Natur at frembringe — ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde de tage det hele igen — havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om, at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe Tilværelsen ad fredelig Vej.

Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med dem i alle Landets andre Byer — og det var allerede saa smaat i Gang baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken?

Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen følte ens Jorden over, var han overbevist om.

Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af Linjerne i hans egen Organisation — det ene var som det andet. Men han blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen.

Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel Feber da han stod over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen som den betydningsfuldeste i sit Liv.

Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen af et Smil hos dem — dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv; men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen, lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede.

Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers, men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til her. Der var noget gudsforgaaent over det — som at se Myrer lægge Planer til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt.

Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og saá jævntgrundende frem for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det hele og lod ham svæve — uden Holdepunkt af nogen Slags. Var hele den mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse.

Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv.

Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede, at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det.

* * * * *

Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand strømmer til Havet — i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i Ilden.

Pelle bares naturligt frem i første Række af det store Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende, agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde. Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, men hun havde altid en Hensigt med det — og han lod sig ikke binde igen!

Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i Stand og jage af Sted igen — til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke men vovede sig ikke til at sige noget — han havde stor Respekt for Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var som to røde Kør; der var stor Trøst i det.

Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider — til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage!

Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af — enkel og lige til, uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag — men de forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde omspænde det hele.

Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys.

Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende! Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok — og søgte uden om ham.

Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan Morten vilde have handlet.

Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede paa at faa Folk til at tænke selv.

Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for og vilde trykke hans Haand — han kunde næsten ikke arbejde sig op til Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde — Kvinder og Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige Tøj, smilede Konerne til ham. „Det er ham Mestersvenden, der er saa boglærd og god af sig,“ sagde de til hinanden. „Og nu har han solgt alle sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!“ Saa gav de deres smaa et Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af Gaden.

XXII

Naar Pelle engang imellem var ovre i _Arken_ for at se til de tre Søskende, rygtedes det hurtig rundt. „Pelle er her!“ lød det fra Svale til Svale, og de skyndte sig ud i Træværket for at nikke til ham og prøve at lokke ham ind med en Kaffetaar. Gamle Frandsen var flyttet; hun forsvandt dengang Ferdinand kom ud — ingen vidste hvorhen. Ellers var her ingen Forandring. Nogle Fabrikspiger stak af fra Huslejen ved Nattetid, og andre kom i Stedet; en og anden udslidt Fyr blev hentet frem fra de mørke Gange og baaret ud til Rustvognen — som altid. Paa _Arken_ mærkedes ingen Forandring.

Det hændte at han kiggede over til Enkemadam Johnsen. Hun sad saa trist og vendte de gamle Soldaterbukser, mens hun passede Hannes Unge der tegnede til at blive en køn Pige. Gammel i det var hun blevet, og sad bestandig og smaagnavede over Barnet; med Pelles Besøg kom der et frisk Pust ind i hendes glædesløse Tilværelse. Saa mindedes hun Skovturen og de lune Aftener under Ampelen — og sukkede. Hanne saá slet ikke til Pelle. Naar hun kom styrtende hjem fra Fabrikken, havde hun kun Øje for sin lille Pige, der kastede sig imod hende og straks vilde til at lege. Dagens Øde sad den lille i Øjnene, og Moderen maatte tage hende i Hænderne som hun gik og stod, og trave rundt med hende og Dukken.

„Jeg gik mig over høje Bjærg —“

sang Hanne, og den lille sang med — hun kunde allerede! Hannes Øjnene hvilede rolige og afklarede paa Barnet, tilfredse i deres Udtryk som havde hun virkelig fanget Lykken ind. Hun lignede en ung Enke der har faaet sin Part af Tilværelsen; og i _Arken_ kaldte alle hende Enke — Enken Hanne. Det var en Hyldest til hendes Væsen, de kastede Enkesløret over hendes Skæbne, fordi hun bar den saa smukt. Hun havde ventet sig saa meget, og nu tog hun om sit Barn som kunde det fremmede aldrig have givet hende større Gave! — —

Peters Ulykke havde givet det lille Hjem et alvorligt Stød. Det havde altid været lige til; nu tjente han mindre med sin vanføre Haand. Karl vilde frem og gav sig til at gaa til Præsten — det kostede ogsaa i Tid og Klæder. Peters Nedgang i Fortjeneste havde de oprettet ved at sige Lasses Værelse op og flytte hans Seng ind i Børnenes Værelse. Men de voksede godt til alle tre, der skulde noget til baade af Mad og Klæder.

Peters Karakter havde lidt et Knæk, han var ikke saa glad ved Arbejdet længer; ofte skulkede han og gik og drev paa Gaden i Stedet for at gaa til Fabrikken. Undertiden var han ikke til at drive ud af Sengen om Morgenen, men krøb ned under Sengeklæderne og skjulte sig. „Jeg kan ikke med min daarlige Haand,“ sagde han grædende naar Marie trak i ham — „hvert Øjeblik er Knivene lige ved at nappe mig.“

„Saa bliv hjemme da,“ udbrød Marie tilsidst. „Pas du Huset, saa skal jeg gaa ud og faa lidt Fortjeneste fat. Jeg kan faa Rengøringen ovre i den ny Ejendom i Torvegade.“

Men saa stod han op og luskede af, han vilde ikke have et Kvindfolk til at tjene Føden til sig.

Karl var en frisk, gavtyveagtig Tamp som ingenting bed paa. Gaden havde opdraget ham, fældet sit Slamlag paa hans Ydre og tændt den uslukkelige Gnist i hans Øjne. Han var som Hovedstadens Spurve der røgsværtede lyser af Byens Intelligens, tumler ud og ind under de tunge Vognhjul og véd alt. Han var daglig i Klemme men kom aldrig til Fortræd. Den bestandige Farten sad ham i Kroppen som en aldrig hvilende Impuls; mange Udveje havde han til at bøde paa Utrygheden i sit Erhværv; den lille Husholdning hvilede hovedsagelig paa ham. Men nu var han ked af at søge sin Føde paa Gaden, der var Fremdrift i ham, han vilde gærne være Handelsmand. Det eneste der holdt ham tilbage var Hensynet til Hjemmet.

Pelle saá at det lille Hjem maatte opløses nu. Marie udviklede sig stærkt og trængte til at komme ud af _Arken_, og hvis Karl ikke fik Lov at følge sin Ungdom men skulde gaa og ofre sig for sine Søskende, vilde han ende som Torvebisse. Rask som han var blevet til at handle paa egen Haand, skaffede han Karl det nødvendige Udstyr gennem en Understøttelsesforening, og tingede ham i Lære hos en Handlende, som Drengen havde løbet i Byen for.

En Søndag Formiddag gik han over til _Arken_ med en stor Pakke under Armen; han havde Lille Lasse ved Haanden, hvert Øjeblik bukkede Purken sig besværligt og tog en Smaasten op, trak Faderen med hen til Bolværket og plumpede Stenen i Vandet. Han snakkede ustanseligt.

Pelle lod sig mekanisk trække med og svarede hen i Vejret. Han tænkte paa det lille Barnehjem, der engang havde aabnet sig saa gæstfrit for ham og nu skulde opløses. Kanske blev det Karls og Maries Redning; der laa en Fremtid for dem ude omkring — friske og kække som de var. Og Far Lasse kunde flytte hjem til ham; det lod sig gøre at stille hans Seng op i Dagligstuen for Natten og flytte den af Vejen om Dagen — Ellen var ikke saa pertentlig længer. Men Peter — hvad skulde der blive af ham? Hjemmet var det eneste der holdt sammen paa ham.

Da Lille Lasse gennem Tøndegangen saá ind i _Arkens_ Mørke, vilde han ikke med. „Fæl, fæl!“ sagde han og strittede energisk imod. Pelle maatte tage ham paa Armen. „Lasse ikke li’ det!“ sagde han og stemmede Hænderne mod Faderens Skulder. „Vil ned!“

„Saa?“ udbrød Pelle leende — „kan Lille Lasse ikke lide _Arken_? Far synes her er storartet.“

„Hvorfor?“ spurgte Drengen surmulende.

Hvorfor — ja det havde Pelle ikke engang Rede paa. „Fordi jeg har boet her engang, vel!“ svarede han.

„Og hvor var Lille Lasse dengang henne?“

„Dengang sad du inde i Mors Øjne og lo til Far.“

Saa glemte Drengen sin Frygt for Mørket og det tunge Træværk. Han satte sin buttede Næse paa Faderens og kiggede ham ind i Øjnene, for at se om der sad en lille Dreng inde i dem ogsaa; og han lo da han fik Øje paa sig selv derinde. „Hvem sidder saa inde i Mors Øjne nu?“ spurgte han.

„Nu sidder der en lille Søster og glæder sig til at lege med Lasse Fredrik,“ sagde Pelle. „Men nu skal du gaa selv, det er ikke noget for et Mandfolk at sidde paa Arm!“

De tre Søskende gik og ventede spændt, Karl hoppede og stangede i Luften da han saá Pakken.

„Hvor er Lassefar henne?“ spurgte Pelle.

„Han er kørt ud med Trækkevognen for Marskandisersken — han skulde hente en Sofa,“ svarede Marie. Hun havde faaet Lille Lasse op til sig og var lige ved at spise ham.