Part 14

Otto Stolpe — Skiferdækkeren — var Mundskænk og aabnede Maaltidet med at byde Akvavit om. „En lille Snaps,“ sagde han til hver — „vi maa prøve om der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.“

„Naa, bestiller I noget Folkens?“ sagde Stolpe oppe fra Bordenden hvor han sad og filede Steg af. „Kil paa med Byggeklodserne!“ Han havde Brudeparret paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik paa venstre. Foran ham paa Bordet stod en stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag over; Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden.

„Hvad kigger I efter?“ spurgte han alvorligt. „Er der noget I trænger til, saa spyt fra Leveren.“

„Aa det er den Terrin dér!“ svarede hans Broder Tømreren uden at fortrække en Mine. „Min Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.“

Hans Kone fór forfærdet op og gav sig til at tærske ham i Ryggen. „Aa dit Bæst,“ sagde hun og lo halv skamfuld. „Altid skal de Mandfolk holde én for Trekant.“

Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe Munden en Overgang. Nu og da faldt der en lun Bemærkning. „Her sidder man forresten og har det rigtig godt mens I andre slæber,“ sagde Badutspringeren, Ottos Arbejdskammerat. Det betød at han ingen Steg havde. „Tag og lang ham Tandkødet Mutter!“ sagde Stolpe.

Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. Mortens Gave var en stor Kransekage. Det var et helt Kunstværk, han havde lavet den som en Pyramide, paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og holdt om hinanden, bag dem paa et Glansbillede gik Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede forskellige Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. Der blev skænket Vin til Kransekagen, og Morten holdt en lille Tale til Pelle om Troskab mod den ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende galdt det kun Ellen, men Pelle forstod at Mortens Ord skulde føres meget videre ud; de havde altid dobbelt Bund.

„Tak for det du!“ sagde han bevæget og drak med ham.

Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. Den var fuld af kostelige Indfald og blev modtaget med Jubel.

„Ja se nu kan Fatter tale,“ sagde Madam Stolpe. „Naar det ikke gælder noget, saa kan han.“

„Hvad er’et du siger Mutter?“ udbrød Stolpe forbavset, han var ikke vant til Kritik fra den Kant. „Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone at pille Stilladset væk under én.“

„Ja det siger jeg nu!“ svarede hun og saá dristigt paa ham, hendes Ansigt var blevet hedt af Vinen. „Er der maaske nogen der staar saa langt fremme til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste har han altid været; han har gjort et godt Stykke Arbejde end de fleste. Han kunde saamænd godt været en af Førstemændene i Dag og givet Tonen an, naar det ikke var for den forbandede Hikke. Klog er han, og sine Kammeraters Respekt har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar man hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, falder Hikken over ham.“

„Det er da vel ikke Brændevinshikke?“ spurgte den lille tykke Badutspringer, Albert Olsen.

„Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,“ svarede Madam Stolpe.

„Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for mig,“ sagde Stolpe leende — „og hun hikkede sku ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen der ikke kan! — — Men saa var det altsaa din Tur Frederik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret for at Tingen kommer i Lod og Vinkel. Vi to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa nogenlunde hinanden — du har sommetider væ’t en Klovn og sommetider et Fæhoved, og det har ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det var nu mest saadan lidt Lømmelalder; naar du bare vilde, var der ikke noget i Vejen! Og den Ros skal du ha’e, at du kan dine Sager — du behøver ikke stikke op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, min Dreng! hold dit Skifte saa Kammeraterne ikke skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din Omgang!“

„Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!“ indskød Albert Olsen. Otto stødte ham i Siden.

„Nej heller ikke det!“ sagde Stolpe og lo. „Saa er der bare to Ting til,“ føjede han alvorligt til. „Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden for Stilladset i Arbejdstiden — det ser aldrig godt ud! Og hold altid Kammeratskabet højt! Der er ikke noget Navn saa lurvet som Ordet Skruebrækker!“

„Det er svart!“ udbrød de Bordet rundt. „Den var godt langet ud!“

Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, han var i nyt hvidt Murertøj, og paa hans runde Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den Gamle skulde blive færdig, saa han kunde komme til at drikke Dus med ham.

„Og nu min Dreng,“ sagde Stolpe og tog Laaget af Potten — „er du optaget i Svendenes Lav, og velkommen skal du være! Skaal du!“ Han satte med et lille Blink i Øjet Potten for Munden og drak.

„Skaal du!“ svarede Frederik med lysende Øjne, da Faderen rakte ham Drikkehornet. Det gik videre Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de drak. Det var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød smaa Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde sin lystige Runde om Bordet, istemte Stolpe Murervisen; de andre sang Omkvædet med:

Det Mandfolk med hvid Kasket og Bluse — at han er Murer ved hver en Sjuft. Giv ham lidt Kalk og Sten, og sikke Huse han smækker op i den bare Luft! Paa Gaden stanser Godtfolk i Flok: Aa, naa da da! Stilladset gynger, men det staar vel nok?

Den Murer balancerer skidt paa Gaden og dratter ned i hver Kælderhals; for han har hjemme oppe over Staden omtrent i Højden som femte Sals. Om Hodet basker ham Fugle smaa — aa, naa da da! Stilladset gynger, men kil bare paa!

For Mureren, hvad ved han af Svimlen? Nej af sig selv holdt han aldrig op! Han kiler bare paa durk op mod Himlen, til Loven kommer og siger: Stop! Pist er I gale? dér bor Vorherr’! Aa, naa da, da! Og han har Servitut — den var værr’!

Men varskoes han: Ugen den er omme, han maaler op og gør ren Besked. Med Ugelønnen i den ene Lomme han kravler morderlig forsigtig ned. Nø, sikke Sølvtøj han slæber paa! — aa, naa da da! Stilladset gi’r sig; men det maa vel gaa.

Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme paa Bordet og stirrede lige ud med lidt tinnede Øjne. Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet lidt: „Ja den kan jo være meget rigtig — saadan hvad det angaar. Men Skiferdækkeren kravler sku ligegodt højere end Mureren.“ Han var blaarød i Hovedet.

„Naa Kammerat, godt Ord igen,“ sagde Stolpe gemytligt. „Det kommer jo ikke an paa i Aften hvem der kravler højest — men bare paa at vi morer os.“

„Nej det kan jo nok være,“ svarede Albert Olsen tykt og lod Hovedet synke igen. „Men Skiferdækkeren kravler sku højest!“ Saa sad han og mumlede.

„Lad ham bare være,“ hviskede Otto — „ellers faar han Bersærkergang. — Saa lad nu vær med at være gnaven gamle Svend,“ sagde han og lagde Armen om Albert Olsens Skulder. „Der er jo alligevel ikke nogen, der kan stikke dig i den Kunst at falde ned.“

Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han — bedst som han laa paa Taget og arbejdede — plejede at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet. Han var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at komme til videre Fortræd; en Gang havde han dog brækket begge Benene og hjulede nu ikke saa lidt paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var hans Makker, om hvordan han sidst faldt ned:

„Vi ligger altsaa paa Taget og mikser — ham og mig, og hundekoldt var det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre — nu røg Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke sat op til Narrestreger kan I nok begribe — men der laa ingen Albert Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker saadan med Pegefingren op for Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl. Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare — jeg havde ikke Tid til at følge Trappen!“

Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. „Kan I gi’e en Øl?“ sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en Krog.

Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: „Hvad har Hansemand?“

„Piip!“ sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip!

„Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,“ sagde Konerne.

„Klog — nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven i Ansigtet — han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var skalusse — Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dér.“

Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned paa Dugen. „Naa da!“ udbrød Stolpe forskrækket — „det skulde bare været én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.“

Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige Kumpaner havde han aldrig været imellem før. „Dette her er jo lige som at komme midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,“ hviskede han til Pelle. Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad og legede med Fingrene.

Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente Revolutionen skulde komme inde fra.

„Nej,“ sagde Stolpe — „det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!“

„Ja men det drejer sig om Mad!“ sagde Morten stærkt. „Sultne Folk skal ikke sidde og øve sig i at blive Flertal — for mens Græsset gror, dør Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med deres Selvfølelse — og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande Luften, tror De saa han lod være med det? — han kunde simpelt hen ikke! Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af den — der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter Samfundet sig af til hans Fortræd. — Hvad har den Fattige med Loven at gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.“

„Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love vi øver os i Lovlydighed,“ sagde Stolpe lidt usikkert — „men af Hensyn til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.“

„De holder dog Saaret friskt! — alle de andre der sulter i Stilhed, hvad udretter de? Det er bare for faa, saa man har Plads til dem i Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden og tog selv — saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere, som man øver saa man sommetider dør af det — til Fordel for dem der sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han er saa lovtro — hvad behøver han mer?“

„Ja for Fanden, vist er det galt fat!“ udbrød Stolpe — „men det er jo netop derfor —. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.“

„Ja det er sandt,“ udbrød Madam Stolpe. „Naar jeg tænker paa den første Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke begaa os — ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af Køkkendøren, hang der en skidden Rak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa værre Ting smurte de paa Døren — og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med endda. Men nu: Aa dér kommer Stolpe — Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e Respekt for, for han er Veteran!“

„Det kan være meget rigtigt,“ mumlede Albert Olsen — „men Skiferdækkeren kravler ligegodt højest.“ Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af Øjnene.

„Vist kravler han højest,“ sagde Madammerne. „Der er jo heller ingen der siger andet.“

„Lad ham bare være,“ sagde Stolpe, „han har en lille én paa!“

„Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være ubehagelig,“ sagde Madam Stolpe bestemt.

Badutspringeren rejste sig besværligt. „Sa’e De en Tur i Luften, hva’ Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?“ Han stod med ludende Hoved og gav ondt af sig. „Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften — mig skal I ikke være Nar for.“ Han ravede ud ad Køkkendøren.

„Hvad skal han dog den Vej?“ udbrød Madam Stolpe forskrækket.

„Aa han skal vel bare ned i Gaarden og ha’e Kallunet vendt,“ sagde Otto. „Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.“

Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen Mave foran sig paa en Bør. „Kapitalismen — naar vi andre nægter at gøre Tjeneste længer!“ stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke. „Du er mig Pokker til Fyr du!“ sagde Stolpe. „Den sender jeg ind til Vittighedsbladet — jeg kender Redaktøren.“

„Ja han!“ udbrød Lasse stolt — „der er ikke den Ting han ikke kan. Bølen maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.“ Saa lo de.

Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen, flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. „Jeg kan forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,“ sagde hun — „men med Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa sin Mave! Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.“

„Fætter Viktor — det er hans den mindste der var saa knusende klog!“ sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik.

„Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar. Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set, at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af den højre. — Og en anden Gang —“

„Saa Mutter, lad du det nu være nok!“ sagde Tømrer Stolpe. „Kan du ikke se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at komme hjem.“ Han saa lidt stødt ud.

„Hvad, vil I allerede gaa?“ sagde Stolpe. „Ja Død og Pine, Klokken er jo blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.“

„Snart dages det —“ foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at hun nikkede.

Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse.

„Hvor er Badutspringeren henne?“ udbrød Otto pludselig.

„Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,“ sagde Stolpe — „spring ned og se, Frederik!“ De havde helt glemt ham.

Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden — og Porten var laaset. „Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?“ sagde én.

De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til Brandgavlens Kam der ragede en halv Alen op, lige bag ham var det bratte Dyb.

„Lad vær og raab!“ sagde Murer Stolpe dæmpet. „Og tag et ordenlig Tag i ham, før du vækker ham!“

Men Otto gik lige løs paa sin Makker. „Hallo Kammerat! det er Fyraften!“ raabte han.

„Javel,“ svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet.

„Hvad Fanden har du bestilt?“ spurgte Stolpe leende. „Har du væ’t paa Arbejde?“

„Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er den a’ — gaar man allerede hjem?“

„Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,“ sagde Otto.

Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind. „Pas nu paa Nattekulden!“ sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke ned efter dem, med blændede Øjne.

„Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,“ sagde Murer Stolpe og førte hende ind. „Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!“

XVI

Pelle havde sin Disk staaende ud fra den smalle Pille mellem Stuens to Vinduer; man kunde lige knibe sig mellem Enden af Disken og det runde Bord som stod midt paa Gulvet. Paa Hovedvæggen stod en egetræsmalet Buffet som var Ellens Stolthed, og lige over for paa den modsatte Væg stod hendes Ungpigekomode med Spejlet over og hvid Hedebodug paa. Paa Komoden stod et poleret Syskrin, et Par Fotografier og nogle Nipsgenstande; med sit hvide Klæde lignede den et lille Alter.

Pelle var kun hos Mester Beck hveranden Dag, den øvrige Tid sad han hjemme og agerede Smaamester. Han havde mange Bekendte herude, lutter Fattigfolk som sled deres Skotøj ind til Strømpen, før de lod det gøre i Stand; men der kunde dog holdes en Dagløn paa det. Fra Ellens Familie og deres Omgangskreds fik han ogsaa Arbejde. Det var en anden Slags Folk; selv om de kunde sidde haardt i det, bevarede de altid Skinnet og optraadte med en vis Flothed. Deres smalle Steder beholdt de for sig selv.

Han kunde sagtens have fundet Svendearbejde nok, men holdt af denne Ordning der gav Grundlaget for noget selvstændigt; der var mere Fremtid i den. Der var ogsaa en egen Klang i Arbejdet med Hjemmet som Baggrund; det gav grødefuld Varme i Sindet at lade Blikket glide fra Arbejdet ind i Stuen, hvor Tingene stod saa fortroligt og bredte Hygge om sig som havde de altid hørt sammen. Naar Morgensolen faldt ind, lo det hele; og midt i det gik Ellen nynnende og havde travlt. Hun trængte til at være i hans Nærhed bestandig, og var glad for hver Dag han tilbragte hjemme. Saa gjorde hun sit Arbejde i Køkkenet saa kort som muligt og sad inde hos ham; han maatte lære hende at stikke Lapper paa og afneje en Saal, og hun hjalp ham med Arbejdet.

„Nu er du Mester, og jeg er din Svend,“ sagde hun glad. Hun bjærgede ogsaa Kunder til ham, det var hendes Higen at beholde ham hjemme altid: „Jeg skal nok hjælpe dig alt det jeg kan! Og en Dag har du saa meget Arbejde, at du kan antage en Dreng — og siden en Svend.“ Saa tog han hende i sine Arme, og de arbejdede omkap og sang Viser.

Pelle var helt lykkelig og havde lagt alle Sorger og Byrder fra sig. Dette var hans Rede, hvor hver Pind og hvert Straa var mere værd end alt andet paa Jorden. Der var nok at gøre med at holde sammen paa den og fore den lidt blødt ud, og Pelle gik op i dette Arbejde med en Glæde som havde han først nu fundet sin egenlige Bestemmelse. Nu og da kom de tunge Dønninger ind til ham fra Massens Bevægelse og satte hans Sind i stærke Svingninger. Saa talte han ildfuldt op i stærk Indignation, eller hans Lykke gav ham lyse Syn som han udviklede for hende. Det blev Ellen der fik dét ogsaa! Hun hørte stolt paa ham; og under hendes forelskede Øjne dristede han sig frem i stærkere Udtryk og Billeder, end det egenlig laa til ham. Naar han endelig tav, blev hun ved at dvæle paa ham med sine mørke Øjne, der altid syntes at se noget i ham han ikke selv kendte.

„Hvad tænker du nu paa?“ spurgte Pelle, som gærne vilde have en Samtale i Gang om det der var oppe i ham. Der var ikke andre til for ham end Ellen, han trængte til at drøfte det ny netop med hende, og føle den vidunderlige Lykke ved at være to om dét ogsaa.

„Jeg tænker paa, hvor rød din Mund dog er naar du taler! — den længes vist efter Kys!“ svarede hun og fløj ham om Halsen.

Foreteelserne ude omkring interesserede hende ikke; hun kunde kun tale om sin Kærlighed og hvad der angik dem selv. Men den hæftige Stirren i hendes Blik gav Tilværelsen dyb Baggrund, helt gaadefuldt kunde den virke paa ham som en Lokken for ukendte Sider af hans Væsen. „Den Pelle hun ser, maa være en anden end den jeg kender,“ tænkte han lykkelig. Noget kønt og stærkt maatte det være, som holdt hende saa fast at hun led ved at fjærne sig blot et Øjeblik! — Naar hun saa havde stirret længe nok, knugede hun sig forvirret ind til ham og gemte sit Ansigt bort.