Part 23

„Jeg kan ikke gaa ind i mine Kammeraters Arbejde,“ svarede Pelle lavt.

„Det kan være meget kønt tænkt af Dem, men nu er de dernede _ikke_ Deres Kammerater længer. Nu er De Funktionær, og som saadan maa De tjene Firmaet hvor det forlanges.“

„Men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke slaa Brødet ud af Haanden paa de andre.“

„Saa er det hele Deres Fremtid det gælder — betænk dog det Mand! Det gør mig ondt for Dem — for De kunde drive det til noget — men jeg kan ikke frelse Dem fra Deres egen Halsstarrighed; og her forlanger vi absolut Lydighed.“ Ingeniøren stod lidt og ventede paa et Svar, men Pelle havde intet at sige.

„Naa, jeg skal gaa saa vidt at give Dem Betænkningstid til i Morgen — skønt det er et Brud paa Fabrikkens Principper. Betænk Dem nu vel — og bliv ikke hængende i dum Sentimentalitet. Man maa først og fremmest staa Last og Brast med sit eget! I Morgen altsaa.“

Pelle gik. Han vilde ikke komme hjem før Fyraften og være Genstand for en Række utidige Spørgsmaal, dette her blev tidsnok sagt. Saa drev han ind over Handelspladserne og gik og gloede paa Skibene. Saa brast den Lykkedrøm — og kort var den; han saá Ellens skuffede Udtryk og blev helt trist til Mode. Det gjorde ham mest ondt for hende, hans eget var der egenlig ikke noget at sige til; det var Skæbnen. Det faldt ham ikke et Øjeblik ind at vælge mellem sin Fremtid og Kammeratskabet; han havde helt glemt at Ingeniøren gav ham Betænkningstid.

Ved sædvanlig Tid drev han hjem. Ellen tog lys og glad imod ham, hun gik om i en Tilstand af nynnende Glæde, det var helt rørende at se, hvor hun gjorde sig Umag for at passe ind i andre Samfundslag. Hendes Bevægelser var helt nydelige, og der var kommet et Træk om hendes Mund som skulde betyde Fornemhed. Det klædte hende henrivende, og Pelle fik altid Lyst til at kysse den Mund og forstyrre dens fornemme Holdning; men i Dag satte han sig tavs til Maden. Ellen satte Mad fra til ham om Middagen, og varmede den til han kom om Aftenen; i Middagstiden spiste han tør Mad paa Kontoret.

„Naar vi nu kommer rigtig i Gang, vil vi allesammen spise Middag Klokken seks,“ sagde hun, „det er meget hyggeligere.“

„Saadan gør fine Folk har jeg ladet mig fortælle,“ sagde Lasse. „Det skal blive Plaser at prøve det med.“

Lasse sad med Lille Lasse paa Knæet og fortalte ham Skæmtehistorier. Saa lo Lille Lasse, og hvergang skreg Søster i Vuggen op af Glæde som forstod hun det hele: „Hvad skal det saa være — den om Kællingen? Hør saa godt efter da, ellers vokser Ørerne ikke! — Kællingen!“

„Tællingen,“ sagde Lille Lasse med den gamles Udtryk.

„Kællingen ja,“ gentog Lassefar, og saa lo de alle tre.

„Hvad skal jeg først? sagde Kællingen der kom paa Arbejde — spise eller sove? Jeg tror jeg spiser først. — Hvad skal jeg først? sagde Kællingen, da hun havde spist — sove eller arbejde? Jeg tror jeg sover først. Saa sov hun til det var Aften, og gik saa hjem og lagde sig.“

Ellen kom hen og lagde Armen paa Pelles Skulder. „Jeg har været henne hos min sidste Frue, og hun vil hjælpe mig at lave min Brudekjole om til Selskabskjole,“ sagde hun. „Saa behøver vi kun anskaffe et Frakkesæt til dig.“

Pelle saá langsomt op, det dirrede i hans Træk — Staklen, hun tænkte paa Selskabelighed! „Du faar spare dig de Bekymringer,“ sagde han stille, „jeg er færdig paa Kontoret nu. De forlangte jeg skulde være Skruebrækker, saa gik jeg.“

„Ak, ak!“ sagde Lasse og var lige ved at slippe Drengen, hans visne Hænder rystede. Ellen stirrede forstenet paa Pelle, hun blev hvidere og hvidere, der kom ikke en Lyd over hendes Læber. Hun saa ud som skulde hun falde død om.

XXIX

Pelle var igen blandt sine egne; han fortrød ikke at Lykken tog sit Løfte i sig igen — i Grunden var han glad. Her hørte han dog til, han havde sin store Del i det mægtige Opbrud — skulde han saa lukkes ude fra Kampen?

Blandt Førerne var han velkommen, ingen bar saa meget som han naar det kneb; hans Skikkelse gav lys Tro og fik Folkene til at holde ud og gaa uforfærdet paa. Og snild til at lægge Planer var han!

Tidlig hver Morgen vandrede han ind til Lockout-Bureauet, hvorfra hele Kampen lededes; alle de mange Traade løb sammen dér. Stillingen blev klarlagt op til Øjeblikket, Mænd med lokalt Kendskab til Fjendens stærkeste Stillinger tilkaldtes for at give Oplysninger, og en omfattende Kampplan blev lagt. Ved hemmelige Kontrolmøder, hvor der blev tilsagt paalidelige Fæller fra de forskellige Bedrifter, samlede man Angrebsmateriale af enhver Art — til at ramme Virksomhederne med og til Brug i Bladkampen. Det galdt om at faa Ram paa de blodtørstige, og dem der sad let i Sadlen! Der var Bedrifter, Arbejdsgiverne lod blive i Gang af lokale Grunde; de maatte udfindes og stanses, selv om det øgede Arbejdsløsheden. Man rustede sig energisk, Vaabnene var det ikke Tiden at være kræsen med. Pelle var rigtig i sit Es; dette var dog noget andet end at fælde en enkelt Skomager, selv om han var Byens største! Han var rig paa Ideer og vaklede aldrig med Hensyn til Udførelsen — Kamp var Kamp!

Dette var Angrebssiden; men gennemtrængt af Fællesskabet som han var, saá han klart, at den egenlige Kamp galdt Forsvaret. Der krævedes Forudseenhed og store omfattende Forholdsregler, om Masserne skulde kunne holde Turen ud; til syvende og sidst vilde det blive et Spørgsmaal om Udholdenhed! Udenlandske Skruebrækkere maatte holdes borte, ved hurtig Meddelelse til Landenes Partiblade, og ved at man satte Vagtposter ud ved Jærnbane og Dampskibe. Arbejderne tog Telegrafen i Brug — for første Gang. De hjemlige Skruebrækkeres Antal maatte holdes nede ved alle Midler; og først og sidst maatte der skaffes Forraad, saa de ledige Masser kunde holde sig Hungersnøden fra Livet!

Pelle havde i en Vision set Arbejdernes naturlige Solidaritet Jorden over, og nu kom det til Nytte. Førerne udstedte et mægtigt Manifest til Danmarks Arbejdere, pegede endnu engang paa Afgrunden de lige var dukket op af, og Lystinderne de higede mod, og manede dem i gribende Ord til Sammenhold! En Beretning om Lockoutens Aarsager og den Hensigt der laa bag, blev trykt og spredt ud over Nationen, med Anraabelse om Støtte i Frisindets Navn! Og gennem Opraab til Udlandets Arbejderpartier erindrede man om det store Fællesskab. Det var et uhyre Apparat at holde gaaende; fra en lille Værkstedsforening var Sammenslutningen vokset frem til at omfatte hele Riget, og nu forsøgte man at omspænde hele Jordens Arbejderbefolkning og faa den til Forbundsfælle i Kampen. Men disse Mænd, der var dukket frem af Massen og fremdeles delte lige Vilkaar med den, magtede det! De havde holdt Trit med Bevægelsens stærke Vækst, og voksede fremdeles.

Følelsen af at være vel forberedt gav Mod og lyst Syn paa Udfaldet. Ude fra Landboerne indløb der daglig Tilbud til Bureauet om Arbejde til de Udelukkede, de sendte ogsaa Penge — og Bidrag i Form af Fødemidler; mange Hjem derude tilbød at tage mod de Udelukkedes Børn. Fra Udlandet kom der Pengeforsendelser, og i Hovedstadens liberale Kredse sympatiserede man med Arbejderne; i Byens Arbejderkvarterer gav Handlende og Værtshusholdere sig til at samle ind til de Udelukkede.

Arbejderne mødte med en uhyre Offervillighed. Paa alle Arbejdspladser cirkulerede Kuponbøger, Tusender af Arbejdere gav hver Uge en Fjerdedel af deres knappe Ugeløn. De Udelukkede gik ud i Arbejdsløsheden med stort Mod, Fællesskabet gjorde dem heroiske. Afklædte som de var efter den haarde Vinter, enedes de om at give Afkald paa Understøttelsen de første to Uger. Mange skaanede Kassen helt, og bjærgede sig saa godt de kunde — fandt sig lidt Biks hos private, eller tog ud paa Landet. De unge ugifte drog til Udlandet.

Arbejdsgiverne gjorde hvad de kunde for at komme alle disse Udveje til Livs. De forbød Handlende og Leverandører at levere Materialer til de Udelukkede, som arbejdede paa egen Haand, der blev sendt Sorte Agenter ud over Landet til Smaamestre og Bønder for at ophidse dem mod de Udelukkede; de forfulgtes med Stikbreve ud over Landets Grænser.

Hensigten var tydelig nok; der skulde slaaes en Jærnring om Arbejderne, og inden for den havde de at affinde sig med Sulten, til de blev møre og gav Køb.

Deres Modstand voksede ved denne Erkendelse. Magre var de efter den endeløse Ørkenvandring, men godt oplagte til at slaa fra sig. Meget havde de ikke hidtil forstaaet af det hele; det ny havde puslet i dem, i løsrevne Brokker og Stumper — som Udtryk for den dumpe Følelse af at Landet nu var nær. Ofte var det kun et enkelt Ord, der havde bidt sig fast og maatte tjene til at udtrykke det hele. Der kunde komme nogen og slaa det fra dem med svært saa fornuftige Grunde; saa splintredes de Sætninger de havde klynget sig til som saa holdbare. Men tilbage blev Troen selv og den store Forstaaelse; dybt i deres Sjæle sad den dunkle urokkelige Bevidsthed om, at de var udsete til at drage ind i Lykketiden.

Og nu klarede det for dem, Kampen kastede Lys fremefter og bagud. Den anskueliggjorde i al sin Haardhed hele deres Tilværelse. Det var det samme de altid havde været ude for, blot trukket saa kraftigt op at enhver kunde se det. Man havde flettet de mange Snærte sammen til en stor Pisk — Sultepisken, for med den at drive dem tilbage, midt ud i Elendigheden igen! Nøden blev pudset paa dem i sin mest fortættede Skikkelse! det var det yderste Middel; det bekræftede for dem at de nu var inde paa den rette Vej og nær ved Maalet. Natten var altid ondest lige før det gryede ad Dag!

Der var ogsaa mangt og meget at blive klog af nu. Dér havde man gaaet og faaet banket ind i sig, at Tyskerne var Arvefjenden, og at Fædrelandet gik forud for alt. Men nu indkaldte Arbejdsherrerne ganske rolig tyske Lejetropper til at drive deres egne Landsmænd tilbage i Elendigheden med. Det med Fædrelandsfølelsen var kun kønne Ord, der eksisterede kun to Nationer: Undertrykkerne og de Undertrykte!

Ja saadan forholdt det sig nok, ret besét! Man skulde ikke tro for godt paa, hvad der blev fortalt oppe fra — og derfra var det jo al Undervisning kom! Præsterne var ogsaa gode, de vidste nok hvilken Herre de skulde tjene! Nej, man burde have haft sine egne Skoler, hvor Børnene i Stedet for Religion og Patriotisme fik Kundskab om den ny Aand. Saa havde det nok forlængst været forbi med Fattigdommens Forbandelse! — Saadan benyttede de Kampen og den tvungne Lediggang til at tænke over Tingene og søge at fæstne et og andet.

Sultens Spøgelse begyndte hurtigt at husere, men Virkningen var ikke den ventede; det vakte blot Hadet og Trodsen i dem. Netop paa dette Omraade havde de deres Uovervindelighed! Gennem Tiderne havde de lært at lide — ikke lært andet; og det kom dem tilgode nu. De havde uudtømmelige Fonds at tage til og hente Modstandskraft af dér, og var ikke til at slaa ned. Gav de sig da ikke snart? Naa, saa et nyt Tusend paa Gaden. Men Elendigheden blev at se til ikke større for det; de havde lært at færdes dannet med deres Savn — det var deres Part i den stigende Kultur. Man saá ingen Nød fremme; de affandt sig med den i Krogene og saa frejdige ud. Det svækkede Modstandernes Tro paa Midlets Ufejlbarlighed.

Og de adopterede selv Sulten som Kampmiddel, boykottede Arbejdsgiverne og deres Paarørende, og slog hvor de kunde. Mangen Port blev mærket med et Kors af den store Arbejderhær, og de indenfor dømt til Ruin.

Det var som Modet i Masserne steg, jo mer truende Nøden rykkede dem ind paa Livet. Ingen kunde vide, hvor lang Tid dette tog; man maatte more sig, mens man havde det krøllede Haar endnu. Endnu var Klæderne i Behold, og man gjorde Skovture ud i det unge Foraar, drog syngende ud med Faner i Spidsen og kom syngende hjem. Det var første Gang, man havde fri skønt der var Arbejde nok — altsaa den første Ferie! Og som om de var hele Matadorer i Købedygtighed, boykottede de dem af Kvarterets Handlende, der ikke stod paa Arbejdernes Parti. Hadet var oppe, det var for eller imod, alt maatte tage Stilling. Urtekræmmerne stak deres Opfattelse af Vejen hvis de havde nogen, og kappedes i Arbejdervenlighed. Paa Disken laa Kuponbøger til Indsamlingen, enkelte gav Procenter af deres Omsætning. Man havde god Tid til at se sine Folk paa Fingrene, og Hadet var oppe; det blev bitrere og bitrere.

Førerne holdt igen og manede til Besindighed. Men der var noget besættende ved denne Kamp for den nøgne haarde Eksistens — og for Lykken! noget som gik til Hovedet og fristede til at spille Plat og Krone. Ledelsen havde sin Opmærksomhed stærkt henvendt paa at begrænse Antallet af ledige Hænder — det kunde blive svært at faa Midlerne til at slaa til. Men Arbejderne der var i Arbejde, forlod det for i blind Solidaritet at slutte sig til deres udelukkede Kammerater. De mente, de hørte til dér!

En Dag rejste Masserne uventet Krav om at faa en Time trukket af Arbejdstiden. De fik Afslag, men om Aftenen holdt de op Kl. seks i Stedet for syv. Samfundet var af Lave, midt i Stilstanden efter en haard Vinter forlangtes der kortere Arbejdstid!

Dette Træk kom bag paa Kampledelsen; den var bange for at det skulde forskærtse den almindelige Sympati med Arbejderne. Det overraskede især at den prøvede, besindige Veteran Murer Stolpe ikke havde lagt sig i Vejen for Beslutningen. Som Organisationens mangeaarige Formand havde han stor Magt over Folkene; han maatte se at faa dem til at optage Arbejdet igen. Pelle forhandlede med ham.

„Det er ikke min Sag,“ svarede Stolpe. „Jeg har ikke foreslaaet Stansningen, men der var Flertal for den paa Generalforsamlingen — og saa er den ikke længer. Jeg gaar ikke paa tværs af Kammeratskabet.“

„Det er nu galt af jer,“ sagde Pelle — „og du har dog Ansvaret! Jert Fag er ogsaa længst fremme i gode Kaar — og I burde tænke paa Kampen vi er ude i.“

„Ja Kampen — naturligvis er det den vi har tænkt paa! Det er ganske rigtigt at jeg har et hyggeligt og godt Hjem, fordi mit Fag er godt — vi Murere har skaffet os gode Tilstande og tjener ordenligt. Men skulde vi maaske gaa og nyde Godtid og se paa, at de andre slaas for det bare Brød? Nej vi hører til derude hvor det gaar løs.“

„Men Understøttelsen fra jer — det er en halv Snes Tusend Kroner om Ugen vi nu skal undvære! Og jeres Handling kan faa uberegnelige Følger for os. Du maa lave det om, Svigerfar! se at faa Majoriteten underkendt.“

„Det er nok Diplomati hva’? men gem hellere den til vore Modstandere! Hos os holder vi Afstemningen i Ære, det er den der skal reformere det hele. Begynder man først at pille ved Stemmesedlerne, saa —“

„Men det behøver du heller ikke! Folkene er jo ikke klar over hvad de gør, man kan ikke forlange Overblik af dem. Derfor kunde du foretage en ny Afstemning — naar jeg først har talt for dem om Kampen!“

„Naa saa vi kan ikke overse hvad vi gør!“ udbrød Stolpe fornærmet. „Men tage Følgerne kan vi sku da! Ja vist, du skulde op og liste dem om Hjørnet, og saa skulde de stemme modsat! Nej, ingen Fiksfakserier her! De har stemt efter deres Overbevisning — saa staar det fast, enten det er rigtigt eller galt. Vi piller ikke!“

Pelle maatte opgive det, den gamle var ikke til at rokke fra sit Standpunkt. Murerne forøgede de spaserende med et Par Tusend Mand.

Arbejdsgiverne benyttede dette Overgreb, som maatte stille dem fordelagtigt i den offenlige Mening til at føre et afgørende Slag. General-Lockouten blev erklæret.

XXX

Hjemme hos Pelle stod det smaat til. De havde ikke forvundet Vinteren endnu, da han reves ind i Kampen; og Forberedelserne til hans ny Stilling havde ført dem i Gæld. Pelle mødte med den samme Understøttelse som de andre Udelukkede — ti tolv Kroner om Ugen; det skulde Ellen skaffe Mad og Varme til dem for. Hun mente der i det mindste maatte tilkomme ham noget mere som Fører, men Pelle selv ønskede sig ikke andre Kaar end dem der var Hvermands.

Naar han kom hjem, dygtig overkørt af Træthed efter sin anstrængende Dag, mødte han hendes spørgende Øjne. Hun sagde ikke noget, men Øjnene gentog haardnakket deres Spørgen Dag for Dag. Det var som sagde de: Naa har du saa fundet Arbejde? Det irriterede ham, for Ellen vidste jo godt, at han ikke søgte Arbejde, og at der overhovedet ikke var noget at søge. Hun kendte Situationen lige saa godt som han, men lod haardnakket som hun ikke anede alt det, han og Kammeraterne var ude i. Og naar han bragte det paa Tale, tav hun stædigt; hun vilde ikke vide Besked med den Ting.

Kampens Hede stod Pelle i Hovedet, han vilde ingen hellere dele sin Stemning og sine Felttogsplaner med end hende. Ellen havde sporet ham frem paa andre Omraader, og han havde følt det som en Tilvækst, en Bekræftelse for sit Væsen; men her tav hun. Hun havde ham og Hjemmet og Børnene, alt andet kom hende ikke ved. Vinternøden havde hun delt med ham og dog været glad; den var uforskyldt. Men her kunde han faa Arbejde blot han vilde. Hun havde taget sin stumme Modstand op igen, og det virkede hæmmende paa ham, tog noget af Glæden ved at være i Ilden.

Naar han kom hed hjem og fortalte, hvad der var udrettet den Dag og sket, blev det til Lasse han talte. Hun gik i sit eget som en døv; og pludselig afbrød hun hans Beretning med, at de manglede det og det. Saa vænnede han sig af med at være meddelsom, og lagde hele Arbejdet uden for Hjemmet. Naar der var noget at skrive, eller Folk at afhandle Sager med, valgte han en eller anden Beværtning for at være fri for hendes hæmmende Nærværelse. Han undgik at betro hende om sine Tillidsposter; og skønt hun ikke kunde undgaa at erfare dem udefra, lod hun som hun ingenting anede. For hende var han bestandig kun Arbejderen Pelle, der unddrog sig Forsørgelsen af Kone og Børn. Dette haardnakkede Syn pinte ham; bitter som han var hjemme fra, lagde han endnu mere Styrke i Kampen og fik noget af en haard Haand.

Lasse gik og saá paa dem og var uglad. Han vilde gærne mægle, men vidste ikke hvordan det skulde gribes an; han følte sig ogsaa til overs. Hver Dag trak han i sit gamle Tøj og gik ud for at tilbyde sin Arbejdskraft i tilfældigt Sjov, men der var ledige Hænder nok som var yngre end hans. Han gik ogsaa i Angst for at tage fat i noget, hvorved han kom til at gaa ind i de andres. Kampen forstod han sig ikke paa, og havde svært ved at afgøre hvad der var forbudent Land; men han havde ubetinget Respekt for Pelle. Naar Pøjke sagde saadan og saadan, saa var det rigtigt, selv om man sultede ihjæl af det — Pøjke var udset til noget!

En Dag forlod han stille Hjemmet; Pelle mærkede det knap, optaget som han var. „Han er vel sagtens taget ud til Marskandisersken i _Arken_,“ tænkte han — „her er heller ikke morsomt.“

Pelle havde den udadvendende Del af Kampen under sig; han forstod sig ikke paa Regnskaberne og Administrationen, men tumlede sig i Marken. Allerede som otteaars Barn havde han faaet den Opgave at gøre sig til Herre ved sine egne Midler og ført det igennem, og det kom ham tilgode nu. Han havde Massernes Tillid; hans Tale faldt dem naturligt, saa de troede paa ham naar de ikke forstod. Men var der nogen, der ikke vilde med den Vej han førte, saa skulde de alligevel. Her var ikke Tiden til ret megen Parlamenteren; hvor gode Ord ikke hjalp, slog han haardt til.

Kampen bestod først og fremmest i at holde sammen paa Masserne, og han var paa Gaden altid; overalt hvor der stod noget paa, dukkede han op. Han havde sat en storslaaet Parade i System, hver Morgen stillede alle de udelukkede Arbejdere til Mandtal paa forskellige Steder i Byen, hver under sin Organisation. Ved denne daglige Kæmpemønstring af op imod 40,000 Mand var det muligt at se, hvem der faldt fra som Skruebrækkere. Der manglede altid nogle, og de der havde lovligt Forfald maatte godtgøre det for at faa Del i Understøttelsen. Han var til Stede snart her snart der, altid uventet, fordi han handlede impulsivt. _Lynet_ kaldte de ham, for det pludselige der var ved ham. Han handlede ikke ud fra lange Overlæg, men havde god Rod i det hele alligevel; det ene groede naturligt ud af det andet — til større Dimensioner end nogen bevidst Forstand kunde overskue. Og Pelle groede naturligt med, og havde Overblikket i selve sin Impuls.

Der var nok at tage Vare; ved Mønstringen skulde de udeblevne bogføres, og enhver der vidste noget om dem kom frem med det. Den var stukket af til Udlandet, den til Provinsen for at søge Arbejde — saa var det godt. Naar nogen faldt fra som Skruebrækker, blev der straks taget Forholdsregler til at straffe ham. Paa den Maade holdt Pelle Rækkerne fast sammen. Der var mange lette Elementer imellem, forhutlede uvidende Fyre, som ikke var sig Sagens Rækkevidde bevidst, men den strænge Kontrol og Rettergangen gjorde det til en betænkelig Sag for dem at bryde ud.

I Tilknytning til dette havde han sammen med Stolpe organiseret et stort Korps af de bedste Folk til Strejkevagt. Det var ivrige fanatiske Mænd fra de forskellige Fag, som havde været med til at organisere Fagene og kendte hver enkelt. De mødte tidlig om Morgenen ved de forskellige Arbejdspladser, noterede hvem der gik til Arbejde, og søgte at afholde dem. De laa i bestandig Strid med Politiet, der lagde dem alle mulige Hindringer i Vejen.

Med Morten traf han jævnlig sammen; Nøden havde kaldt ham frem af hans Forbehold. Han troede ikke paa at Kampen vilde føre til lykkeligere Tilstande og tog derfor ikke Del i den. Men Nøden kendte han som ingen anden; hans Indsigt her var uhyggelig stor, Fordelingen af Fødemidler kunde ikke komme i bedre Hænder. Han forestod hele Uddelingen, men holdt mest af at staa og partere Flæsk ud til de Udelukkedes Familier. Rationerne var nøjagtig afmaalt, men Konerne trængtes alligevel om at komme hen til ham. Der var Velsignelse i hans blege Smil — hans Bidder var de største syntes de!

Morten og Pelle var uenige om næsten alting. Selv her hvor alting afhang af det ubrydelige Sammenhold, kunde Morten ikke gøre sig fortrolig med den haarde Haand. „Husk paa, de er umyndige,“ sagde han bestandig. Og det kunde ikke nægtes, at der var mange imellem som stod fremmede for det hele og ingenting forstod, skønt de ellers var kloge besindige Mennesker. Det var mest Folk, der var flyttet ind fra Landet i en fremrykket Alder — nogle havde været Smaamestre derude. Fagforeningen var for dem en Slags Selvtægt, Strejken benyttede de i al Troskyldighed til at sikre sig godt Arbejde. Naar de blev skældt ud for Skruebrækkere ellers Hædersmænd, smilede de som Spædebørn der sigtes paa med en Revolver. Tunge i det som de var, tog de sig Forfølgelsen nær uden at fatte Grunden. Men med maatte de!