Part 6

„Men du maa alligevel — jeg beder dig om det, Pelle.“ Hun saá tryglende paa ham, hendes Øjne brændte.

Pelles Hjærte kom til at banke ved hendes Blik. „Hvad vil du mig da?“ spurgte han hæftigt.

Hanne stod og stirrede raadvild ud. „Du maa hjælpe mig, Pelle,“ sagde hun tonløst og uden at se paa ham. „Jeg, jeg har mødt —! Han stod her udenfor i Aftes da jeg kom fra Fabrikken — han ved hvor jeg bor! Jeg gik over til den anden Side og lod som jeg ikke saá ham, men han kom efter mig. Han sagde, jeg skulde komme paa Nytorv i Aften.“

„Hvad svarede du saa?“ spurgte Pelle mørkt.

„Jeg svarede slet ikke, men løb alt hvad jeg kunde.“

„Er det det hele du vil mig?“ udbrød Pelle haardt, „Du kan jo blive fra ham — hvis ikke du vil!“

Der gik en Frysning gennem hende. „Men hvis han nu opsøger mig her? — og du er saadan! Jeg bryder mig ikke om andet paa Jorden end dig og Mor!“ Hun sagde det hæftigt.

„Jeg skal nok komme over til jer da,“ svarede Pelle glad.

Han skyndte sig at klæde sig om og gik derover. Den gamle var glad ved at se ham, Hanne var helt overgiven; hun drillede ham bestandig, og det varede ikke længe før han havde opgivet sin Standhaftighed og ladet sig hilde i det dejligste Spind. De sad ude paa Svalen under det grønne Løvværk, Hannes Ansigt glødede om Kap med Slyngpelargonien, hun vuggede med Foden og stødte hele Tiden Skosnuden mod hans Ben. Hun var nervøst livlig og skulde bestandig have at vide hvad Klokken var. Da Moderen gik ind i Køkkenet for at lave Kaffe, tog hun Pelles Haand og klappede den leende. „Følg med ud,“ sagde hun, „jeg har Lyst til at se, om han virkelig er saa dum at tro, at jeg kommer. Vi kan staa i Skjul og se det.“

Pelle svarede ikke.

„Mor,“ sagde Hanne da Madam Johnsen kom med Kaffen — „jeg gaar ud og køber til det Liv. Pelle følger med.“

Det Paaskud var nu altfor gennemsigtigt, men den gamle fortrak ikke en Mine. Hun havde nok set, at Hanne var mild til Sinds med Pelle i Aften; der var noget stærkt oppe i Pigebarnet, og hvis Pelle vilde, kunde han lægge Bidslet forsvarligt paa hende nu. Hun havde ikke noget imod, om de to unge løb Linen ud, kanske faldt de saa til Ro ved hinandens Side.

„Du skulde tage Sjalet med,“ sagde hun til Hanne. „Aftenluften kan blive kølig.“

Hanne gik saa rask at Pelle knap kunde følge med. „Det bliver sjovt at se hans Skuffelse naar vi ikke er der,“ sagde hun leende, Pelle lo ogsaa. De stillede sig under Raadhussøjlerne og spejdede ud over Torvet; Hanne var helt kortaandet af den raske Gang.

Efterhaanden som Tiden gik og den Fremmede ikke viste sig, svandt hendes Livlighed, hun tav med et skuffet Udtryk.

„Her kommer slet ingen,“ sagde hun pludselig og lo kort. „Det var bare noget jeg bildte dig ind, for at se hvad du vilde sige.“

„Saa lad os da gaa,“ svarede Pelle roligt og tog hende ved Haanden.

Idet de traadte ned ad Trappen gav det et Ryk i Hanne, hendes Haand faldt slapt ud af hans. Den Fremmede kom rask hen imod dem. Han gav Hanne Haanden, roligt og selvfølgeligt som havde de kendt hinanden i mange Aar. Pelle saá han slet ikke.

„Gaar du med et Sted hen — hen og hører noget Musik for Eksempel?“ spurgte han og blev ved at holde hendes Haand; hans Blik lukkede sig om hende. Hanne saá tvivlraadig paa Pelle.

Et Øjeblik havde Pelle følt Lyst til at kaste sig over denne Mand og slaa ham i Jorden — men nu traf Hannes Øjne ham med et Udtryk som pønsede hun paa et eller andet Middel til at ryste ham af. „Tak! her er man nok i Vejen,“ tænkte han. „— Hvad kommer det hele ogsaa mig ved?“ Han vendte sig brat fra dem og drev ned ad en Sidegade.

Pelle drev om nede ved Gasværkshavnen og gloede adspredt paa det oliede Vand og Skibene. Han led ikke; det var bare saa inderlig dumt, at en fremmed Haand kunde række ind fra det ubekendte, og den Fugl han ikke med al sin Godhed kunde lokke til sig, hoppede straks op paa den.

Vandet skvulpede under Bolværket med en egen hendyssende Lyd, og flød med Træstykker og andet Affald; det var saa hjemligt. Der laa en Tremaster ved Kulkajen; de havde Fyraften om Bord, og Folkene rumsterede i Lugaret eller stod ude paa Dækket og vaskede sig i en Pøs.

En sværlemmet Søgut i blaat Tøj og hvidt Halsbind tørnede ud af Lugaret, glanede vanemæssigt op efter Takkelagen og gabede. Saa slentrede han i Land, han havde Huen i Nakken og en tilrøget Kridtpibe mellem Tænderne. Han vrikkede med Kroppen, Ansigtet var fuldt af Halløj. Idet han gik forbi Pelle, dinglede han et Par Gange og gav ham et Puf. „Aa jeg ber,“ sagde han leende og stødte til Huen — „jeg troede det var en Kløpind. Herren staar saa stiv! Man blev vel ikke stødt paa Mansjetterne?“ Han gav sig til at trave rundt om Pelle i stærkt foroverbøjet Stilling, som ledte han efter et eller andet paa ham; fejede sig labbet om Ørerne som en Bjørn der bejler — og spruttede. Han var revnefærdig af Humør.

Der sad Nag i Pelle endnu, han vidste ikke om han skulde gøre sig grov eller le ad det hele. Han drejede sig forsigtig rundt og holdt Front mod Sømanden — for ikke at faa Fødderne snappet væk under sig. Taget kendte han — og vidste ogsaa hvordan det skulde pareres; Hænderne sad parat. Pludselig fangede noget i den dukkede Stilling ham som kendt; det var jo Per Kofod — selve Tudeper fra Landsbyskolen derhjemme, som brølede og bævrede for et godt Ord. Ja ham var det!

„God Aften du!“ sagde han glad og gav ham et Slag i Ryggen.

Sømanden rettede sig forbavset op. „For Fanden — Godaften! Skal jeg rende paa dig her, Pelle? det var ligegodt den komiskste. Saa maa du sku undskylde mine Hundekunster.“ Han rystede djærvt Pelles Haand.

De drev op over Havnepladsen og sludrede om gamle Dage. Der var saa meget at opfriske fra Skolelivet: Gamle Fris med Spanskrøret og deres Tumlen ved Stranden. Per Kofod talte som om han havde været midt op i Sjoven; han havde helt glemt, at han blot stod og klamrede sig til et eller andet og smaabrølede, naar de andre larmede løs omkring ham. „Nilen traf jeg forresten nylig ovre i New Orleans, han er anden Styrmand paa et vældigt amerikansk Jærnfuldskib og tjener styrtende med Mønt. En rask Gut er han, men fy for den Lede hvor er han haard! — det er Revolveren i Næven altid. Naa, saadan skal de ha’e det derovre — det er Negerbesætning. Men en Dag skærer de sku Maven op paa ham. — Hov hvad er det?“

Henne fra nogle Bræddestabler hørtes kvalte Brøl og Lyd af Slagsmaal. Pelle vilde dreje af, men Per Kofod slog en Klo i ham og trak ham med sig.

Inde mellem Stablerne var tre Kularbejdere i Lag med at prygle en Kammerat, han skreg ikke men brølede kvalt hvergang han fik et Slag, Blodet pølede ham ned over Ansigtet.

„Kom on!“ raabte Per Kofod og trak en Gang op i Bukserne; saa væltede han sig med et Vræl ind i Flokken og gav sig til at høvle løs. Det var som en Eksplosion med paafølgende Stenregn, Tudeper havde lært at bruge sig derude, saadan kunde kun en Sømand slippe sig løs. Det var umuligt at sige hvor Slagene vilde falde, men de der fik dem varskoede godt nok. Pelle maabede et Øjeblik over for denne Ubændighed, saa kastede han sig ogsaa ind i Slagsmaalet, og de tre Arbejdere gav sig til at løbe.

„Hvad Fanden vilde du op i det for?“ sagde Pelle ærgerlig, da det var ovre og han stod og bragte sit Kravetøj i Orden.

„Det ved jeg ikke!“ svarede Tudeper, „men man har vel ingen Skade af at røre sig lidt.“

Efter Stridens Hede havde de nær glemt den overfaldne. Han laa sammensunken ved Foden af Stablen og gav ikke en Lyd fra sig. De fik ham rejst paa Benene men maatte holde ham oppe, han stod og hang som om han sov, og Øjnene gloede dumt paa dem. Der gik en tung Snorken fra ham, og for hvert Pust dannede Blodet to røde Blærer om hans Næsebor. Nu og da skar han Tænder, saa drejede Øjnene sig og det hvide skinnede uhyggeligt i hans kulsværtede Ansigt.

Sømanden skældte ham ud, og det hjalp saa vidt at han kunde støtte paa Benene. De trak en rød Klud op af hans gabende Jakkelomme og tørrede det værste Blod af ham. „Hvad Fanden er du for én, der ikke kan staa for en Lussing,“ sagde Per Kofod.

„Jeg skreg vist ikke,“ sagde Manden tykt — hans Læber sad i ét Kød.

„Du slog heller ikke igen! Du ser ellers ud til at have Kræfter nok. Enten langer man selv fra sig, eller synger ud saa andre kan komme til. Er du med, Kammerat?“

„Jeg vilde ikke blande Politiet op i det, for jeg havde jo fortjent Mul. De slog bare saa svinagtig haardt, og Træskoene brugte de da jeg faldt om.“

Han boede i Saksogade, og de fik ham én under hver Arm. „Bare jeg ikke bliver syg,“ stønnede han engang imellem — „jeg er helt smadret indvendig.“ Saa maatte de stanse, mens han kastede op.

Der var et Firma, han og Kammeraterne var blevet enige om ikke at losse for mere, fordi det havde sat Arbejdslønnen ned. De var kun de fire om at gennemføre dette her med Arbejdsnægtelse; men hvad kunde det nytte, naar andre straks gik ind i Stedet. De fire kunde faa Lov at gaa og gasse sig, saa var den ikke længer. Men naturligvis, han havde jo givet sit Ord — derfor slog han heller ikke igen. De tre havde faaet fat et andet Sted, og saa tog han til Firmaet igen og krøb til Korset; hvorfor skulde han gaa ledig og drive, naar de derhjemme manglede Mad? Han forstod sig fan ikke paa det ny Væsen. Men Svig var det jo, da han havde givet sit Ord! De slog bare saa svinagtig haardt og sparkede med Træskoene i Mavekulen.

Saadan blev han ved at fable op som en Delirist, mens de trak af med ham. Ved Saksogade blev de stanset af en Betjent, men Per Kofod stak ham rask en Historie om, at Manden havde faaet Lossegrejerne i Hovedet. Han boede oppe under Taget; da de lukkede sig ind, rejste en Barselkvinde sig over Ende i Jærnsengen og stirrede forfærdet paa dem — hun var blodløs og mager. Da hun saá Mandens Tilstand, brast hun i hjærteskærende Graad.

„Han _er_ ædru!“ sagde Pelle for at trøste hende — „han er bare kommet lidt til Fortræd.“

De fik ham ud i Køkkenet og badede hans Hoved med koldt Vand over Vasken. Men det var daarlig bevendt med Per Kofods Hjælp, hvergang Konens Graad skar ud til dem, gik han hjælpeløst i Staa og drejede Hovedet mod Udgangen. Og pludselig smed han det hele og satte hovedkulds ned ad Køkkentrappen.

„Hvad gik der ad dig?“ spurgte Pelle ærgerlig da han kom ned; Per Kofod stod uden for Gadedøren og ventede.

„Du hørte maaske ikke at hun sang Salmevers — dit Dos — men saa saá du vel for fan, at hun sad lige op og ned i Sengen og var ligesom Voks? Det er noget Svineri skal jeg sige dig, noget infamt Svineri, og han kunde la’ vær med og faa hende til at græde. Jeg stod sku og fik Lyst til at tæske ham, saa medtaget han var. Hvorfor Pokker brød han ogsaa sit Ord!“

„Fordi de sultede du,“ sagde Pelle alvorligt. „Det hænder for en og anden her i denne forbandede By.“

Per Kofod gloede paa ham og fløjtede: „Saa for den Lede, Kone og Barn og hele Braset uden Mad hvad? — og i Barselseng. De var jo nygifte kunde man nok se! Av for Fanden — sikke Hvedebrødsdage — av for en Ulykke.“

Han stod og gravede dybt i Bukselommen og hev en blandet Haandfuld op: Pladetobak og Fnug og Tændstikstumper — og rodet ind i det en sammenkrøllet Tikroneseddel. „Ja saa min sandten!“ udbrød han og fiskede Sedlen frem — „jeg troede Pigebørnene havde hugget Rub og Stub fra mig i Nat! Aa Pelle, gaa til Vejrs og stik dem den Ende ud! Jeg kan ikke saa godt selv — for ser du, kender jeg Fruentimmerne ret, saa holder hun ikke op det første Døgn.“ Det var den sidste Slant af Hyren, men hvad — skidt; i Morgen stak de i Søen!

„Hun holdt op at græde da jeg kom med Penge,“ sagde Pelle da han kom ned.

„Da var det sku godt. Vi Søfolk er nogle Bagbæster ser du, vi besørger paa Postelinet og æder vort Smør af en Tjærepøs — men derfor er vi nu alligevel —. For nu siger jeg at jeg havde ladt som ingenting, og taget mig noget sødt i Nat for de Penge“ — — Per Kofod gik i Staa; han gik og tyggede paa Skraaen som fortsatte han sin vanskelige Filosofi indvendig. — „Naa skidt, i Morgen stikker vi i Søen!“ sagde han pludselig.

De gik ud paa Alleenberg og satte sig i Haven, Pelle bestilte Øl. „Et Par Bajere kan jeg nok give, naar jeg møder en god Kammerat,“ sagde han. „Men ellers sparer jeg som et Bæst. Jeg maa se at faa min gamle Far herover; han gaar paa Naade og Barmhjærtighed derhjemme.“

„Saa din Far lever endnu? Jeg husker ham godt, han gik og var Kærest med Madam Olsen en Tid. Men saa kom Baadsmand Olsen uventet hjem — de troede han var blevet derude.“

Pelle lo. Der var løbet meget Vand til Havet siden den Tid, han blev ikke flov over Far Lasses Smaabedrift mere.

Rundt om fra Havens Boder straalede der Lys. De unge Par drev rundt og lod sig spaa, forsøgte sig ved Lykkehjulet eller fik deres Billede taget af Silhuetklipperen. Henne ved Karussellen hvirvlede Hvin og Musik og Skørter mellem hinanden. Nu og da hævede en mægtig Udraaber sig op over det hele med sine Vidunderrædsler, og inde fra Sangerindepavillonen hørtes Stjærnernes sprukne Anstrængelser. Smaa splejsede Levemænd kom halsende, trængte sig gennem Folkemængden og forsvandt ind i Pavillonen med et fortroligt Nik til Manden i Billethullet.

„Her er egenlig rigtig rart,“ sagde Per Kofod og skuttede sig. „I har det knusende godt paa Landjorden.“

I den brede Gang under Træerne trak Soldater og Lærlinge, unge Arbejdere og en og anden Student frem og tilbage, frem og tilbage og skottede til Tjenestepigerne, der havde stillet sig op til begge Sider og stod i Smaaklynger med hinanden under Armen. Øjnene gik mange Bud frem og tilbage, før man stansede og forsøgte sig med Ord. Kanske vendte Pigen sig bort; saa var dén ikke længer, og Ynglingen begyndte sit Træk forfra. Kanske fløj hun ogsaa med — ind i et af de lukkede Lysthuse til Kaffe, eller over i Karussellen. Der var flere hjemme fra ogsaa; hvergang Pelle hørte den bornholmske Piges sikre Stemme, rørte hans Hjærte paa sig som en Fugl der vil lette.

Han kom pludselig i Tanke om sin Sorg. „Jeg kunde godt være med til at blæse det hele et Stykke for en Aften,“ sagde han. „Se de to, du!“ Der stød to Piger Arm i Arm mod et Træ tæt ved deres Bord; de vuggede sig mod hinanden og havde jævnlig Øjnene henne.

„Det er ikke noget for mig — det passer kun for dem paa Landjorden,“ svarede Per Kofod. „For ser du de er ligesom smaa Lam, man skal kilde dem i Øret. Og saa kommer det op igen om Nætterne naar man gaar ene paa Hundevagten: Den dér løj du sødt for, og lovede at komme igen naar hun vilde løse sit Liv for dig — kanske sidder hun nu og græder og skal have et Barn. Det er ikke godt det. En Sømand skal holde sig til de uartige Piger.“

„Kvindfolk kan ogsaa være svigagtige,“ sagde Pelle.

„Naa det kan de? Jeg troede ellers ikke man gav sig af med at sparke til uskyldige Væsner, men du kvæler maaske ogsaa Smaabørn? — Nej de kommer og æder af ens Haand for et godt Ord gør de — og saa har vi Skandalen. — Kan du huske Tudeper?“

„Ja naar du selv siger det, kan jeg nok.“

„Naa, hans Far var netop Sømand og før frem paa den Maade. Og hun var akkurat saadan en Pige, der ikke kunde sige nej, men bare tro paa hvad Mandfolket stak hende ud. Han skulde nok komme igen — bevares: „Naar du hører Loftslemmen knirke, saa har du mig!“ sa’e han. Men Loftslemmen knirkede nogle Gange, og han kom ikke — saa hængte hun sig i Rebet til Lemmen. Tudeper han kom paa Sognet, og du ved jo hvordan alle hundsede ham, selv Tøserne tog sig Ret til at spytte paa ham. Han kunde ikke andet end tude, hans Mor havde grædt saa meget, mens hun gik med ham, forstaar du. Ja og saa hænge sig — han prøvede paa det to Gange. Det var Arvepart det! Hans Lod blev blot endnu værre, enhver gjorde sig en Ære af at handle ilde med ham og spørge til Strimerne om hans Hals. Ja du ikke, du var den eneste som holdt Haanden over ham! Derfor har jeg tidt tænkt paa dig. Ham er der blevet noget af! sagde jeg til mig selv, Gud ved hvor han er havnet?“ Han saá paa Pelle med et Par troskyldige Øjne.

„Nej det var nok Far Lasse det,“ sagde Pelle med helt barnligt Tonefald. „Han sagde at jeg fik være god ved dig, for du var i Vorherres Vold.“

„Sagde han i Vorherres Vold?“ gentog Per Kofod grundende „— det var sku et underligt Udtryk. Saadan mærkedes det nu forresten ikke. Der var ikke det paa Jorden, som hjalp til at bære mig oppe dengang. Det er ikke til at forstaa, at jeg nu sidder her og snakker med dig — at de ikke fik pint Livet af mig mener jeg.“

„Nej du har forandret dig meget. Hvordan er det gaaet til, at du er saa kæk nu?“

„Aa saadan som jeg er nu — det er vel min Natur; den er bare vaagnet tænker jeg. Men jeg begriber ikke, hvordan det var med mig dengang. Jeg vidste godt, at jeg kunde slaa jer ned om jeg vilde, men jeg turde ikke slaa for Jammer; jeg saá saa meget, som I andre ikke kunde se. Fanden, det er ikke til at greje ud! — det har vel været min Mors elendige Hjærtekvide der sad mig i Kødet vel. Rædslen kunde komme over mig — rent meningsløst, saa jeg maatte brøle; og saa pryglede Bønderne mig. Hvergang jeg prøvede at slippe bort fra det ved at hænge mig, pryglede de mig ogsaa. Det var besluttet i Sogneraadet, at jeg skulde have Prygl. — Og derfor siger jeg tak for mig du! En Sømand han skal holde sig til de Kvindfolk der faar Betaling for at tage sig af ham — naar han da ikke kan gifte sig. Der har du min Mening!“

„Du har døjet meget ondt,“ sagde Pelle og tog hans Haand „— det er jo en hel Forvandling med dig.“

„Forvandling — ja det maa du nok sige! det ene Øjeblik Tudeper og det næste den stærkeste Mand om Bord — der har du det hele! For ser du, det var jo det samme til Søs naturligvis, selv Skibsdrengen følte sig forpligtet til at sparke mig over Benene, naar han gik forbi. Og enhver der fik Skældud eller Klø, lod det straks gaa videre til mig. Saa var jeg altsaa kommet over i en amerikansk Bark, og der var en Neger om Bord som de alle hundsede; han krøb for dem, men du kan bande paa han hadede dem ud af det hvide i sine Djævleøjne. Men mig der behandlede ham menneskeligt, sjoflede han sku — og brød sig ikke Spor om at jeg var hvid. Og ikke engang ham nænnede jeg at lange ud efter — jeg havde jo denne bløde Klump inde over Mellemgulvet. Men saa en Gang altsaa blev det alligevel for meget — eller det dødfødte i mig var kanske brugt op. Jeg kom til at skele lidt til ham med den ene Arm, saa han skvat om, og det var i Grunden en løjerlig Oplevelse. Det var ligesom jeg vil sige i Æventyret, at Skruptudsen pludselig bli’r til et Menneske. Jeg tog saa med det samme og tærskede ham halv fordærvet; og da jeg nu var i Gang, var det vel bedst at gøre rent Bord. For ser du, jeg gik forud med det samme og tærskede dem allesammen igennem fra en Ende af. Det var sku forresten et storartet Øjeblik, sikken en Masse Ondt der sad og skulde ud af Kroppen paa én.“

Pelle lo: „Det var godt jeg kendte dig før da, ellers havde du vel hakket mig til Plukfisk.“

„Naa—e Kammerat, det var jo bare lidt Grin; man bli’r i godt Humør af at komme paa Landjorden igen, forstaar du nok. Nej men ude omkring saa hedder det: Prygler du ikke de andre, saa prygler de dig! All right, siger jeg, men Fruentimmerne skal man sku være god ved! Jeg har sagt det til den Gamle om Bord ogsaa, han er en Stadskarl, men en Svinhund til at behandle Kvinderne. Der er ikke en Havn, hvor han ikke har en Kærest. I Syden og paa Amerikakysten er det ofte Galmandsværk, saa maa jeg med og passe paa, at han ikke faar en Dolk mellem Ribbenene. Per! siger han, i Aften skejer vi to ud. All right Kaptajn! siger jeg saa — men det er Synd mod alle de Kvinder. Hold Kæft Per! siger han — de er jo gift de fleste. — Han er forresten hjemme fra — fra et lille Hus oppe i Lyngen.“

„Hvad hedder han da?“ spurgte Pelle interesseret.

„Albert Karlsen.“

„Ej ej, saa er det jo Farbror Kalles den ældste — og min Fætter paa en Maade. Det vil sige, Kalle er ikke selv Far til ham; det var én Konen havde i Forvejen — med Stengaardsbonden.“

„Saa han er en Kongstrupper?“ udbrød Per Kofod og lo højt. „Ja det kan nok passe!“

Pelle betalte, og de rejste sig for at gaa. De to Piger stod endnu ved Træet. Per Kofod gik hen mod den ene, foroverbøjet som var hun en Fugl der kunde smutte bort, pludselig greb han om hende. Hun trak sig langsomt ud af hans Tag og smilede mod hans store lyse Skikkelse. Han tog om hende igen, og denne Gang stod hun stille, med Flugten endnu i Hovedet som hun leende vendte halvt bort. Han saá dybt paa hende, saa slap han hende fra sig og gik efter Pelle.

„Hvad kan det nytte du, naar jeg kan høre hendes Klagen allerede nu — saa er én dog vel varskoet!“ sagde han med desperat Tonefald. „Men hvorfor Fanden skal netop den gaa og have Medlidenhed, der selv har været ude for det værste? — og de andre har det ikke. Saá du hvor milde hendes Øjne var? Havde jeg Penge, giftede jeg mig straks med hende.“

„Kanske vilde hun ikke,“ svarede Pelle. „Pigebørnene her er ikke gode at forstaa sig paa.“

Ude i Alleen gik nogle Mandfolk og raabte; de ledte efter deres Piger, som var rendt fra dem. En af dem kom hen — han havde Studenterhue paa.