Part 8

_Arken_ laa hen som en tung graa Masse nu; der var mørkt altid, Efteraarslyset kunde ikke naa ned. I det indre af Massen rugede bestandig bælgmørk Nat; de der holdt til dér maatte lytte sig frem som Muldvarpe. Mørket bar Lyde frem som ikke kunde gøre sig gældende i Sommerlyset; der lød en ustanselig Mudren ud, af Væsner som færdedes halvt i Blinde. Naar Søvnen for en Stund tog det, afslørede Nattestilheden endnu en Verden; Væggetøjet brød sig hørligt Vej under de gamle Tapeter, Rotter og Mus og Træorme arbejdede omkap; Mørket lugtede helt krydret af det dryssende Ormemel. Overalt i den gamle Kage arbejdede Opløsningen ved tusend Smaadyrs Hjælp. Undertiden blev det til en voldsom Lyd der vækkede Pelle, naar en eller anden Bjælke var undergravet og faldt ned i nyt Leje. Saa vendte han sig om paa den anden Side.

Naar han var ude om Aftenen lagde han gærne Vejen om ad Strøget for at faa Del i Lysglansen; Butikkernes rige Luksus holdt noget vaagent i ham, der lod sig drage styrkende Sammenligninger mellem her og dér. Naar han kom fra den oplyste By ud i sit eget Kvarter, laa Smøgerne som hæslige Afløb for Mørket, og _Arken_ ragede uhyggelig op mod Nattehimlen som et tungt Bjærg. Skumle Kælderaabninger førte ned i Bjærgets Rødder, og dernede i de mørke Indvolde færdedes gustne snavsede Skabninger med en osende Lampe. Det var alle dem der levede af _Arkens_ Elendighed, Jærnhandlere, Marskandisere, og Aagerkarle der laante Penge ud mod haandfaaet Pant. De gik sky og rodede mellem besynderlige Dynger; Mørket havde slaaet sig i dem, Pelle maatte altid tænke paa de _Underjordiske_ derhjemme. Saadan havde Klippens Fod aabnet sig for ham i hans Barndom, og han havde gysende set Dværgene pusle om mellem deres forbandede Skatte. De gik her som graadige Trolde, pillede Grundlaget bort under _Arkens_ sorgløse Væsner saa de en Dag faldt ned i Kælderen — og aad dem med Hud og Haar. Den onde Side af Æventyret var i al Fald ingen Løgn!

— — —

En Dag i Mørkningen krængede Pelle Arbejdet af sig og gik ud for at missionere, Pipmanden var faldet ned fra Hønsestigen i en stor Donner for nogle Dage siden, og nede i Gaarden laa Kvarterets Unger rundt om Stedet hvor han slog sig ihjæl, og lyste med Svovlstikker. De kunde tydelig se et mørkt Aftryk af Form som et Menneske og var meget optagne.

Uden for Tøndegangen stansede han ved Marskandiserskens Kældervindu — Pipmandens Værktøj laa udstillet i Vinduet. Aha, hun havde faaet Klo i det ogsaa! Hun gik dernede og rodede, skurvet og fæl at se til, gumlede paa et uappetitligt Stykke Mad og jog sammen ved hver Lyd oppe fra — af Angst for sine skidne Penge. Pelle trængte til et nyt Hælejærn og gik ned og købte Pipmandens, han maatte slaas med hende om Prisen.

„Naa, har De saa tænkt over mit Forslag?“ spurgte hun da de havde handlet.

„Hvad for et Forslag?“ Pelle lod uvidende.

„At De skulde lade det Lappeskomageri fare og være mig til Hjælp i Forretningen.“

Naa det! Nej Pelle var ikke helt færdig med at tænke over det.

„Da skulde én ikke synes der var meget at betænke sig paa. Jeg har budt Dem mere end De kan tjene ellers, og meget at bestille er her ikke, da jeg holder en Mand til at hente og bringe Sagerne. Det er mest for at have en mandlig Medhjælp; jeg gamle Kvindfolk gaar saa alene her. Og De er saa paalidelig ved jeg jo!“

Hun trængte til nogen der kunde forsvare alle hendes Tusender, som hun gik og gemte omkring i Kælderrummene. Pelle vidste det nok — hun havde været ude efter ham før.

„Jeg egnede mig vist ikke til at leve af andres Elendighed,“ sagde han leende. „Kanske slog jeg Dem ihjæl og gav alle Grunkerne til de Fattige.“

Marskandisersken stirrede et Øjeblik forfærdet paa ham. „Fy hvor var det stygt sagt,“ udbrød hun gysende, „det ligner ikke Deres gode Sind at spøge med saadan noget. Nu tør jeg ikke være her i Kælderen, naar De er gaaet! Hvor kan De dog spøge saa raat med Liv og Død; her gaar jeg med Livet i Hænderne Nat og Dag og ejer dog ikke det Gud la’r skabe — det ved den Levende jeg ikke gør, det er bare Sludder! Og dér gaar Alverden og glor paa mig som om de vilde sige: Jeg slog dig gærne ihjæl for dine Skillinger, du! Ogsaa derfor vilde jeg gærne have et paalideligt Menneske i Forretningen, for hvad nytter det jeg ingenting ejer, naar enhver tror det? Og her er saa mange Døgenigte i Kvarteret, som gærne kunde falde paa hvad som helst.“

„Ejer De ikke noget, saa vær De bare rolig,“ sagde Pelle drillende. „En tom Mave plejer ikke at give onde Drømme.“

„Ejer, ejer — naturligvis ejer én altid lidt! Og Pelle,“ — hun bøjede sig fortroligt over mod ham med et smiskende Udtryk — „nu kommer Mary snart hjem, kanske allerede til Sommer. Hun har tjent saa meget derovre at hun kan leve, og staar i sin bedste Ungdom endnu — hvad siger du til det? I det sidste Brev beder hun mig se efter en Mand til hende — han skal bare være køn, for hun har jo Penge nok til begge to. Saa vil hun have stor Lejlighed inde i den fine By og egen Ekvipage — og bare leve for sin smukke Mand; hvad siger du til det, Pelle?“

„Ja det maa der jo tænkes over,“ svarede Pelle, han var i overdaadigt Humør.

„Tænkes over? kan der være noget at betænke sig paa. Mangen fattig Greve tog saamænd mod det Tilbud med Kyshaand, om man havde ham her.“

„Men jeg er ingen Greve — og nu maa jeg af Sted.“

„Vil du saa ikke se Billederne af hende da?“ Den gamle gav sig til at rode i en Skuffe.

Nej Pelle stak bare af. Han havde tidt nok set disse Billeder, tilsmudsede af Kælderluften og Kællingens ækle Hænder, der gengav Mary, snart svaj og stribet som en Tigerkat syngende paa den fine Varieté i St. Petersborg, snart nøgen i en Kaabe af hvidt Pelsværk alene mellem en Flok russiske Officerer — Fyrster sagde den gamle det var. Der var ogsaa et Billede fra _Akvarium_, hvor hun svømmede nøgen mellem sælsomme Planter i en stor Glasbeholder, uden andet paa end Guldskæl og Diamantsmykker. Der var god Krop i hende — det kunde han nok se; men at hun kunde fordreje Hovedet paa stenrige Fyrster og blokke dem for Tusender blot ved at klæde sig nøgen begreb han ikke. Naa, og _han_ kunde altsaa faa hende til Kone nu — og faa alt det for’et, som hun selv havde skrabet ind! Det var forresten meget festligt!

Han gik rask ind gennem Strøget. Det smaaregnede. Lyset fra Lygter og Butikker straalede igen i Brolægningens Væde; der var en festlig Glans over Gaden. Han gik frem med en Fornemmelse af at hans Sind var løftet ud af Hverdagen: Den skidne Kælling der snyltede paa _Arkens_ Elendighed, og avlede en pragtfuld Datter som sugede sig fast paa Rigdommen! — og saa til sidst han Pellepøjken med Svinelykken, som en Slags „Krøllet Dreng“ oven paa det hele! Det var da engang det saa længselsfuldt ventede Æventyret! Han hævede Hovedet og lo. Pelle der ellers blev besk af Forsmædelsen, havde faaet Sans for Livets Guddommelighed.

Turen i Aften galdt Rabarberkvarteret; Pelle havde en Liste at gaa frem efter og afsøgte hvert Kvartér for sig, for at undgaa unyttigt Rend. Han tog først en Skomagersvend i Smedegade; det var en af Meyers faste Folk, og han belavede sig paa en haard Dyst. Manden var ikke hjemme. „Men De kan godt melde ham ind,“ sagde Konen. „Vi har talt om det i den senere Tid, og er kommet overens om at det er det rigtigste!“ Det var en Kone efter Pelles Hoved; mange nægtede Manden hjemme naar de fik hans Ærende at vide, eller smækkede Døren i for ham; de var kede af hans Rend.

Han var oppe forskellige Steder i Gartnergade, Slotsgade og paa Nordvestvej, inde over Baggaarde og op ad mørke snævre Trapper til Kvistene eller ned i Kælderne. Overalt samme Fattigdom; det var altid de daarligste Huller Skomagerne logerede sig ind i. Noget Resultat gav det ikke; nogle var flyttet eller Adressen var gal, andre vilde bestemme sig eller sagde rent ud nej. Hos de vaklende lovede han sig selv at komme igen — dem skulde han nok faa bearbejdet; de andre mærkede han sig og gemte af Vejen til bedre Tider — deres Dag skulde ogsaa nok komme! Han blev ikke nedslaaet af at gaa forgæves men glædede sig ved den ene. Dette her var et Taalmodighedsarbejde, og Taalmodighed var det eneste han altid havde haft rigeligt af.

Han drejede om i Jægergade og steg op i en Kaserne, helt op til Taget og bankede paa. En høj mager Mand med tyndt Fuldskæg lukkede op, det var Peter, hans Lærekammerat hjemme fra. De kom straks i Snak om Læretiden og Værkstedet derhjemme med alle de snurrige Kumpaner; Mester Jeppe var der ikke mange gode Ord at sige om, men Mindet om Unge Mester fyldte dem med Varme. „Jeg har tænkt meget paa ham gennem Aarene,“ sagde Peter, „han var ikke noget almindeligt Menneske — derfor maatte han dø.“

Der var noget fortænkt over Peter, og hans Hule gjorde Indtryk af Ensomhed; ingenting mindede om den løse Fyr, der altid skulde ud og bisse. Men inde i hans sammenknebne Øjne luede der noget opsætsigt; Pelle sad og grundede paa hvad det var ved ham. Han havde dette blegede Udtryk som havde han skiftet Ham; men til de Hellige hørte han efter Talen at dømme ikke.

„Hør Peter, hvordan er det — hører du egenlig til vore?“ spurgte han pludselig.

Der gik et skarpt Smil over Peters Ansigt: „Til vore — det lyder lige som naar der spørges: Kender du Jesus? — Er du blevet Missionær?“

„Det maa du gærne kalde det,“ svarede Pelle frejdigt — „naar du saa vil melde dig ind i Organisationen. Dér savner vi dig.“

„Jeg savnes vist ikke, — jeg tror ikke et Menneske savnes, naar bare han forretter sit Slid. Nu har jeg prøvet det hele, baade Kirken og Sekterne; men der er ingen der har Brug for et Menneske. De vil have en Tilhører mere, og en de kan tælle med. Det er ens over det hele.“ Han sad og saa fortænkt frem for sig, pludselig slog han med Haanden som jagede han noget til Side. „Jeg tror ikke paa noget mere, du Pelle! der er ikke noget som er værd at tro paa.“

„Tror du da heller ikke paa de Fattiges Oprejsning? Du har ikke prøvet at gaa til Bevægelsen?“ spurgte Pelle.

„Hvad skulde jeg dér? Det er jo bare mere Mad de vil — og den Smule Føde jeg trænger til faar jeg nok. Men kan de faa mig til at føle jeg er et Menneske — ikke blot en Maskine der kræver lidt mere Smørelse. Jeg vil lige saa gærne være en mager Hund som en fed.“

„Det kan de vel nok,“ svarede Pelle overbevisende. „Naar vi staar sammen, maa de respektere den enkelte ogsaa og høre efter hans Fordringer. Fattigmand faar sit Ord med i Laget du!“

Peter rørte utaalmodigt paa sig: „Hvad gavner det mig, om jeg kan prygle Folk til at se paa mig? — det er mig knusende ligegyldigt! Men ser de paa mig af sig selv du? — og siger ved sig selv: Se der gaar ogsaa et Menneske skabt i Guds Billede, og tænker og føler sit eget lige som jeg! — Det er det jeg vil ha’e.“

„Jeg begriber ærlig talt ikke, hvad det er du vil med dit _Menneske_,“ sagde Pelle ærgerligt. „Er det noget at rende Hovedet mod Væggen for, naar der ligger fornuftige Ting og venter. Lad os organisere os — og se at komme ud af Slaveriet! Saa siden kan enhver more sig som han vil.“

„Naa ja ja, naar det er saa let at komme ud af Slaveriet, saa hvorfor ikke — meld du mig bare ind,“ sagde Peter med en svag Antydning af Ironi.

„Tak for det, Kammerat!“ udbrød Peter og rystede glad hans Haand. „Tag saa og gør noget for Sagen.“

Peter saa sig forladt om. „Det er et ækelt Vejr du er ude i,“ svarede han blot og lyste ham ud.

Pelle gik langs Kapelvej over mod Nørrebro, han vilde over og hilse paa Morten. Blæsten jog Løvet langs Kirkegaarden og piskede Slagregnen i Ansigtet paa ham; han holdt sig tæt ind under Kirkegaardsmuren for Læ og skød Hovedet frem mod Vejret — han var i fortræffeligt Humør. Det var to nye til, nu battede det efterhaanden! En sær Patron var Peter blevet; det Ord Menneske, Menneske blev ved at hakke meningsløst inde i Pelles Øre. Naa, han fik ham da paa Listen!

Pludselig hørte han lette løbende Trin bag sig, en Mandsskikkelse kom op paa Siden af ham og stak ham en lille Pakke i Favnen uden at sagtne sin Fart. Lidt fremme blev Skikkelsen borte; det forekom ham at den forsvandt over Kirkegaardsmuren.

Han stansede under en Lygte paa Nørrebrogade og undersøgte forundret Pakken; den var forsvarlig bundet til med Sejlgarn. „Til Mor,“ stod der paa den med klodset Skrift. Pelle grundede ikke længer; gennem det Ord Mor hørte han tydelig Ferdinands rustne Stemme. „Nu bliver Madam Frandsen glad,“ tænkte han og stak Pakken i Lommen; den sidste Uges Tid havde hun ikke haft noget Bud fra Ferdinand, han turde nok ikke vove sig ud paa Kristianshavn mere. Han fattede ikke, hvordan Ferdinand var kommet paa Sporet af ham. Mon han skulde holde til herude i Rabarberlandet?

Morten sad og skrev i et tykt Hæfte, han lukkede det hastigt da Pelle kom ind.

„Hvad er det?“ udbrød Pelle og vilde aabne Hæftet — „skriver du i Skrivebog endnu?“

Morten lagde forvirret sin Haand paa Hæftet. „Naa forresten,“ sagde han med ét, „du kan godt faa det at vide — jeg har skrevet et Digt! Men du skal lade være at sludre om det.“

„Læs det for mig du!“ bad Pelle.

„Jamen du skal love mig at tie stille med det. Ellers tror de andre bare jeg er halvtosset.“

Han var helt undselig og læste stammende. Det var et Digt om de Fattige, der bar det hele i deres oprakte Arme og resigneret saá paa, at de deroppe gjorde sig til Gode. Det hed: Lad dem falde! — og de Ord kom igen som Omkvæd i hvert Vers. Og da Morten nu var i Aande, læste han ogsaa en lille stilfærdig Historie om Fattigfolks Kamp for Brødet.

„Det er nu knusende storartet!“ udbrød Pelle begejstret — „det er vældig godt du! Jeg begriber bare ikke, hvordan du faar det sat sammen — især Versene. Men du er nok Digter — det har jeg forresten altid troet; for der er noget underligt ved dig. Dine egne Meninger har du — og du holder heller ikke af at lade dig klippe! — Men hvorfor digter du ikke noget stort og spændende som er værd at læse; det om os er der ikke noget interessant ved.“

„Det synes jeg nu netop!“

„Nej det begriber jeg ikke. Hvad kan en fattig Fyr vel opleve?“

„Saa tror du ikke paa det store da?“

Jo det gjorde Pelle nok: „Men derfor bliver vi da ikke med én Gang til Herligheder.“

„Du vil læse om Grever og Baroner,“ sagde Morten. „Saadan er I alle, jer selv opfatter I alligevel som noget Rak, naar det kommer til Stykket. Jo I gør, men I ved bare ikke af det! Det er Slavenaturen i jer, saadan ser de højere Samfundslag paa jer, og saa gør I det uvilkaarlig selv ogsaa. Ja lav bare Ansigter, for sandt er’et! I gider ikke høre noget om eders Lige, for I tror saamænd ikke der kan komme noget fra den Kant! Nej det skal være fint — bare fint! Helst spyttede man jo paa Fortid og Forældre og rykkede selv op i det fine; og da det ikke kan lade sig gøre, forlanger man det af Bøgerne.“ Morten var gal i Hovedet.

„Hov hov,“ sagde Pelle beroligende, „saa slemt er det vel heller ikke.“

„Jo det er!“ udbrød Morten hæftigt. „Og ved du hvorfor? Fordi I ikke har forstaaet endnu, at Mennesket er helligt, saa det er lige meget hvor det færdes!“

„Er det helligt?“ sagde Pelle leende. „Jeg er da ikke hellig — jeg troede heller ikke du var.“

„Jeg vil haabe for dig at du ogsaa er det,“ sagde Morten alvorligt. „For ellers er du ikke anderledes end en Hest eller Maskine der gør et Stykke Arbejde.“ Saa tav han med en Mine som var der snakket nok om den Ting.

Mortens lukkede Udtryk gjorde Pelle alvorlig. Han kunde nok paa Dril lade som det var noget Sludder, men Morten var en af dem der saá indad — her var kanske igen noget han ikke forstod!

„Jeg ved godt, at jeg er en Klovn sammenlignet med dig,“ sagde han godmodigt. „Men derfor behøver du ikke straks at blive gal i Hovedet. — Kan du forresten huske Peter, som stod i Lære hos Jeppe sammen med din Bror Jens og mig? Han er herovre — jeg traf ham før. Han spekulerer ogsaa saadan indad; men kan ikke finde Bund i det saadan som du! Han troede paa ingen Verdens Ting, og skidt var det med ham. Han vilde have godt af at tale med dig.“

„Jeg er jo ikke Profet — det er du snarere,“ svarede Morten ironisk.

„Derfor kunde du maaske nok give ham et godt Ord. — Nej jeg er ikke andet end Fagforeningsmand, og det forslaar ikke.“

Paa Vejen hjem grundede Pelle ærligt paa Mortens Ord, men maatte opgive at trænge ind bag dem. Nej han havde ingen Trang til at omgive sin Person med nogen Slags Hellighed eller Glorie; han var bare en sund Krop og trængte til at virke!

IX

Pelle kom styrtende hjem fra Mester Becks Værksted, smed Trøje og Vest og stod paa Hovedet i en Balle Vand. Mens han skrubbede sig tør, løb han ind til Familien. „Vil I med ud? Jeg har et Par Billetter til en Aftenunderholdning — men saa maa I skynde jer!“

De tre Børn sad sammen om Bordet og lavede Kortkunster, Ilden knitrede i Kakkelovnen, og der lugtede rart af Kaffe. De var trætte efter Dagens Slid og havde ingen Lyst til at klæde sig paa og gaa ud; man kunde se paa dem at de hyggede sig ved at være hjemme. „Du skulde give Hanne og hendes Mor Billetterne,“ sagde Marie — „de kommer aldrig nogen Steder.“

Pelle tyggede lidt paa det mens han gjorde sig færdig. Ja hvorfor ikke, det var i Grunden Dumhed at gaa dér og gemme paa gamle Historier.

Hanne vilde ikke med, hun sad med nedslagne Øjne som en Jomfru i Bur og saá ikke paa ham. Men Madam Johnsen var straks parat; det gamle Skind kom i en Fart i Stadsen.

„Det er længe siden, vi to har gaaet ved hinandens Side, Pelle,“ sagde hun livligt da de gik indefter. „Du har faaet saa travlt paa den senere Tid — Du render til Møder siges der! Det var ogsaa noget for en Ungdom — kan der naas noget ved det?“

„Ja noget kan der vel nok naas — bare man lægger Kræfterne i!“

„Hvad er’et der skal naas da? Skal Tysken ædes igen — ligesom i ens unge Dage? eller hvad er det du har for?“

„Vi skulde gærne gøre det lidt lykkeligere at være til,“ sagde Pelle stilfærdigt.

„Saa det er ikke andet end Lykken du vil have indført? — det naar du nok!“ udbrød Madam Johnsen og lo højt. „Ja vist saa, i min fejre Ungdom skulde Mandfolkene ogsaa til Hovedstaden og skabe den. Jeg var kun sejsten Aar dengang jeg kom hertil i min egen Hensigt — hvor var vel Herlighederne at finde for en køn Tøs om ikke her? Glæder fandt én mange af, der var nok der vilde gaa ved Siden af en net Pige i tynde Sko og forære hende kønne Ting — og hver Dag førte sin Lykke med sig. Men saa traf jeg en Mand, som mente det bedste med mig og troede paa sig selv ogsaa — han fik mig bildt ind, at nu skulde vi to lave noget varigt sammen. Han var samme Slags fattig Fugl som jeg med tomme Hænder, men tog godt fat. Dygtig til sit Arbejde var han; og en lille lykkelig Tilværelse med godt Udkomme og Hygge indendørs mente han sagtens vi to kunde skabe os — blot vi sled i det. Pøh Lykke! — Han skulde jo se at blive Mester, for hvad kan en Svend vel tjene! En og anden Gang havde vi ogsaa skrabet lidt sammen og syntes at nu lysnede det; men saa slog Ulykken altid ned og tog det! Den hænger altid og svæver over Fattigmands Hjem som en stor Fugl; og kan du faa den jaget væk, maa du eje en lang Kæp! — — Naar vi saa kom lidt ovenpaa, var det igen det samme. En hel Vinter laa han syg, og vi holdt Livet ved at pantsætte alt hvad vi ejede, Stump for Stykke. Da den sidste Ting var røget, laante vi lidt paa Sedlerne.“ Den gamle maatte stanse og trække Vejret.

„Som vi dog render,“ sagde hun pustende. „Man skulde tro Verden var i Færd med at løbe fra os.“

„Ja saa var der ikke mere,“ fortsatte hun og sjokkede igen videre — „og begynde forfra var han for træt til; saa flyttede vi ind i _Arken_. Han tog sin Trøst naar han havde lidt Skillinger; men det var daarlig Trøst for mig, som gik med Hanne, kan du tro! Hun kom lige som en Gave oven paa al Modgangen; men han kunde ikke lide hende, fordi vore Nykker om lidt Herlighed gik igen i hende. Hun havde jo faaet det efter os, den Stakkel — og Pjalter og Snavs at sætte det sammen af. Du skulde set hende som ganske lille lave Finmands Verden af en Las fra Skarnkassen. Hvad er det? spurgte Johnsen — han var jo lidt overkørt som sædvanlig. Aa det er den pæne Stue med Tæppe paa Gulvet, og derhenne ved Kakkelovnen er dit Værelse Far. Men du maa ikke spytte paa Gulvet, for vi er fine Folk.“

Madam Johnsen gav sig til at græde: „Saa slog han hende i Hovedet. Hold Kæft! raabte han og svor forfærdeligt over Barnet — jeg vil ikke høre den Satans Snak! Saadan var han; det var ikke frit for at Livet blev lysere for os to da han endte sit i Kloaken. Den Tid jeg kunde have moret mig, tog han fra mig med sit Fremtidspaahit, og nu sidder jeg saa og vender gamle Soldaterbukser der fylder Stuen med Svineri; naar jeg vender et Par om Dagen kan jeg tjene en Mark. Og Hanne gaar som en Søvngænger. Lykke jo pyt! Er der nogen i _Arken_ som ikke begyndte andet Steds med Tiltro til noget bedre? Man flytter ikke med sin gode Vilje ind i saadan en broget Luserede, men man ender der alligevel. Og er der nogen der har blot det daglige Brød tilmaalt? Ja Olsens med den varme Væg, men det kan de takke Datterens Skam for.“

„Des mere Grund er der til at tage fat,“ sagde Pelle.

„Ja du snakker du! Men den der slaas med det uoverkommelige skal nok løbe træt. Nej lad du alt det fare, og mor dig lidt mens du har din Ungdom! Og bryd dig ikke om mig gamle Klynkehoved, som gaar her og snakker trist — nu skal vi jo ud og more os.“ Hun saa helt fornøjet ud igen.

„Saa tag mig under Armen da, det hører sig jo til mellem Kærestefolk!“ sagde Pelle spøgende.